Euplix 33,1 mg/ml orale dråber, opløsning

Danmark - dansk - Lægemiddelstyrelsen (Danish Medicines Agency)

Køb det nu

Produktets egenskaber Produktets egenskaber (SPC)

15-02-2021

Aktiv bestanddel:
PAROXETIN MESYLAT
Tilgængelig fra:
Synthon BV
ATC-kode:
N06AB05
INN (International Name):
PAROXETIN MESYLAT
Dosering:
33,1 mg/ml
Lægemiddelform:
orale dråber, opløsning
Autorisationsnummer:
38097
Autorisation dato:
2006-08-30

12. februar 2021

PRODUKTRESUMÉ

for

Euplix, orale dråber, opløsning

0.

D.SP.NR.

20421

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Euplix

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 ml indeholder 33,1 mg paroxetin (som paroxetinmesilat).

1 dråbe indeholder 1 mg paroxetin (som paroxetinmesilat).

Hjælpestoffer, som behandleren skal være opmærksom på:

Ethanol 114 mg/ml.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Orale dråber, opløsning

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af

Moderat til svær depression (major depression)

Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD)

Panikangst med og uden agorafobi

Socialangst/socialfobi

Generaliseret angst

Posttraumatisk stress syndrom (PTSD)

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Det anbefales at indtage paroxetin en gang daglig om morgenen sammen med et måltid.

Der kan anvendes en flaske med dråbeindsats eller en oral sprøjte til administration af

præparatet.

Doseringerne måles i antal dråber (ved brug af dråbeindsats) eller i ml (ved

brug af oral sprøjte), og 20 dråber svarer til 20 mg, mens 1 ml svarer til 33,1 mg.

dk_hum_38097_spc.doc

Side 1 af 19

Lægen/behandleren bør overveje behovet for en dosering afmålt i ml med en sprøjte i

stedet for antal dråber eller at udskrive en anden slags medicin til de patienter, som

potentielt kan have problemer med at optælle det nødvendige antal dråber.

Administration med dråbeindsats

Dråbeindsatsen skal anvendes, når en dosis på 10 til 30 mg er påkrævet. Doseringerne skal

optælles i dråber. Se nedenstående tabel:

Dråbeindsats

Dosis

Antal dråber

10 mg

20 mg

30 mg

Administration med oral sprøjte

Den orale sprøjte anvendes til administration af doser på 40 mg til 60 mg. Den orale

sprøjte er påtegnet en gradueret måleskala i ml, der henviser til paroxetindosen. Se

tabellen:

Oral sprøjte

Dosis

Antal ml

40 mg

50 mg

60 mg

For at anvende den orale sprøjte skal spidsen af sprøjten indsættes i flaskens dråbeindsats

af plastik, flasken vendes på hovedet, og det ordinerede antal ml trækkes op i sprøjten.

Det nødvendige antal dråber eller ml skal overføres til et glas vand, hvorefter der røres

rundt. Hele glassets indhold skal drikkes. Efter hver anvendelse skal den orale sprøjte

skylles med vand og lufttørre.

SVÆR DEPRESSION

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Normalt ses bedring hos patienten efter en uges

behandling, men der kan også gå to uger.

Som med al antidepressiv medicin bør dosis checkes og om nødvendigt justeres efter 3-4

ugers behandling og derefter, når det anses for at være klinisk relevant. For patienter med

dk_hum_38097_spc.doc

Side 2 af 19

utilstrækkelig respons på 20 mg, kan dosis øges med 10 mg gradvist op til maximalt 50 mg

daglig, afhængigt af patientrespons.

Patienter med depression skal behandles i mindst 6 måneder for at sikre, at de er

symptomfri.

OBSESSIV-KOMPULSIV TILSTAND

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Startdosis er 20 mg daglig, og dosis kan øges gradvist

med 10 mg ad gangen op til anbefalet dosis. Hvis der er utilstrækkelig respons til den

anbefalede dosis efter nogle uger kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis

op til højst 60 mg daglig.

Patienter med OCD skal behandles i en tilstrækkelig lang periode for at sikre, at de er

symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

PANIKANGST

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Patienter bør startes på 10 mg daglig, og dosis øges

gradvist i trin på 10 mg op til anbefalet dosis, afhængigt af patientrespons. Lav initial dosis

anbefales for at minimere risikoen for forværring af paniksymptomerne, hvilket er generelt

anerkendt at forekomme tidligt i behandlingen af denne tilstand. Hvis utilstrækkelig

respons ses efter nogle ugers behandling, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget

dosis op til højst 60 mg daglig.

Patienter med panikangst skal behandles i en tilstrækkelig lang periode for at sikre, at de er

symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

SOCIAL ANGST/SOCIAL FOBI

Den anbefalede dosis er 20 mg daglig. Hvis der efter nogle uger med den anbefalede dosis

ses et utilstrækkeligt respons, kan nogle patienter med fordel få øget dosis trinvist med 10

mg ad gangen op til et maksimum på 50 mg om dagen. Lang tids anvendelse bør

kontrolleres regelmæssigt (se pkt. 5.1).

GENERALISERET ANGST

Den anbefalede dosis er 20 mg daglig. Hvis der efter nogle uger med den anbefalede dosis

ses et utilstrækkeligt respons, kan nogle patienter med fordel få øget dosis trinvist med 10

mg ad gangen op til et maksimum på 50 mg om dagen. Lang tids anvendelse bør

kontrolleres regelmæssigt (se pkt. 5.1).

POSTTRAUMATISK STRESS SYNDROM

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkelig respons efter nogle ugers

behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, i

trin på 10 mg, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum

(se pkt. 5.1).

GENEREL INFORMATION

ABSTINENSSYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN

Brat seponering bør undgås (se pkt. 4.4 og pkt. 4.8). Det nedtrapningsregime, som er blevet

anvendt i kliniske forsøg, indebærer en reduktion af den daglige dosis med 10 mg daglig

med ugentlige intervaller. Hvis reduktion af dosis eller seponering medfører uacceptable

symptomer, må det overvejes at vende tilbage til den oprindeligt ordinerede dosis,

hvorefter lægen kan fortsætte med at reducere dosis, men i et langsommere tempo.

dk_hum_38097_spc.doc

Side 3 af 19

Særlige populationer:

Ældre mennesker

Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin ses hos ældre brugere, men plasma-

koncentrationsniveauet overlapper det observerede niveau for yngre brugere. Dosis bør

begynde ved startdosis for voksne. En øgning af dosis kan give nogle patienter en bedring,

men den bør ikke overstige 40 mg daglig.

Børn og unge (mellem 7 og 17 år)

Paroxetin bør ikke anvendes til behandling af børn og unge, da det i kontrollerede kliniske

forsøg er konstateret, at paroxetin associeres med en øget risiko for selvmordsrelateret

adfærd og fjendtlighed. Herudover er virkningen af paroxetin ikke påvist i tilstrækkelig

grad i disse forsøg (se pkt. 4.4 og pkt. 4.8).

Børn under 7 år

Anvendelsen af paroxetin er ikke undersøgt hos børn under 7 år. Paroxetin bør ikke

anvendes, så længe sikkerheden og virkningen i denne aldersgruppe ikke er fastslået.

Nedsat nyre- eller leverfunktion

Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin ses hos patienter med stærkt nedsat

nyrefunktion (kreatininclearance under 30 ml/min.) og hos patienter med nedsat

leverfunktion. Den lave ende af det foreslåede dosisområde bør derfor anvendes.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne.

Paroxetin er kontraindiceret i kombination med MAO-hæmmere. Under særlige

omstændigheder kan linezolid (et antibiotikum, der er en reversibel ikke-selektiv MAO-

hæmmer) gives i kombination med paroxetin, forudsat at der er faciliteter til nøje

overvågning af symptomer på serotoninsyndrom og overvågning af blodtrykket (se pkt.

4.5).

Behandling med paroxetin kan påbegyndes:

to uger efter seponering af en irreversibel MAO-hæmmer eller

mindst 24 timer efter seponering af en reversibel MAO-hæmmer (f.eks. moclobemid,

linezolid, methylthioniniumchlorid (methylenblåt, en præoperativ visualiseringsagent,

der er en reversibel ikke-selektiv MAO-hæmmer).

Der bør gå mindst en uge mellem seponering af paroxetin og påbegyndelse af behandling

med MAO-hæmmere.

Paroxetin bør ikke gives i kombination med thioridazin, da paroxetin ligesom andre

lægemidler, der hæmmer leverenzymet CYP450 2D6, kan øge plasmaniveauet af

thioridazin (se pkt. 4.5). Indgift af thioridazin alene kan medføre en forlængelse af QTc-

intervallet med associeret alvorlig ventrikulær arytmi, f.eks. torsades de pointes og

pludselig død.

Paroxetin bør ikke anvendes i kombination med pimozid (se pkt. 4.5).

dk_hum_38097_spc.doc

Side 4 af 19

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Anvendelse til børn og unge under 18 år

Paroxetin bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år. Selvmordsrelateret

adfærd (selvmordsforsøg og selvmordstanker) og fjendtlighed (fortrinsvis aggression,

oppositionel adfærd og vrede) blev observeret hyppigere i kliniske undersøgelser blandt

børn og unge behandlet med antidepressive midler i forhold til gruppen behandlet med

placebo. Hvis det under hensyntagen til kliniske behov alligevel besluttes at behandle

patienter i denne gruppe, bør disse overvåges omhyggeligt for selvmordssymptomer.

Derudover mangler der langtidsdata om sikkerhed hos børn og unge med hensyn til vækst,

modning og kognitiv og adfærdsmæssig udvikling.

Paroxetin bør introduceres med forsigtighed to uger efter afbrydelse af behandling med en

irreversibel MAO-hæmmer eller 24 timer efter afbrydelse af behandling med en reversibel

MAO-hæmmer. Paroxetindosis skal øges gradvist, indtil der opnås optimal respons (se pkt.

4.3 og pkt. 4.5).

Selvmord/selvmordstanker eller klinisk forværring

Depression er forbundet med en øget risiko for selvmordstanker, selvdestruktive

handlinger og selvmord (selvmordsrelaterede hændelser). Denne risiko varer ved, indtil der

er sket en signifikant remission af sygdommen. Eftersom en bedring af depressionen

måske ikke ses før efter flere ugers behandling, bør patienten følges tæt, indtil en

forbedring ses. Generel klinisk erfaring viser, at selvmordsrisikoen kan stige i de tidlige

helbredelsesstadier.

Andre psykiske lidelser, for hvilke der ordineres paroxetin, kan også være forbundet med

en øget risiko for selvmordsrelaterede hændelser. Yderligere kan disse tilstande være

comorbide ved svære depression. Der skal derfor tages de samme forholdsregler ved

behandling af patienter med andre psykiatriske lidelser som ved patienter med svær

depression.

Patienter, der tidligere har haft selvmordsrelaterede hændelser, eller patienter, der udviser

en signifikant grad af selvmordstanker eller selvmordsforsøg inden behandling, har større

risiko for selvmordstanker eller for at forsøge at begå selvmord og bør følges tæt under

behandlingen.

En meta-analyse af placebo-kontrollerede kliniske studier af antidepressiva givet til voksne

patienter med psykiatriske lidelser viste øget risiko for selvmordsadfærd hos patienter

under 25 år behandlet med antidepressiva sammenlignet med placebogruppen.

Tæt overvågning, især af patienter i højrisikogruppen, bør ledsage den medicinske

behandling særlig ved behandlingsstart og dosisændringer. Patienter (og plejepersonale)

bør gøres opmærksom på behovet for overvågning med henblik på forekomst af en hvilken

som helst klinisk forværring, selvmordsadfærd eller -tanker samt unormale ændringer i

adfærd og på, at de straks skal søge læge, hvis disse symptomer opstår.

Akathisi

Brugen af paroxetin har været knyttet til udvikling af akathisi, som er kendetegnet ved en

fornemmelse af rastløshed og psykomotorisk agitation såsom manglende evne til at sidde

eller stå stille, normalt i forbindelse med indre uro. Denne tilstand indtræffer med størst

dk_hum_38097_spc.doc

Side 5 af 19

sandsynlighed inden for de første par ugers behandling. For patienter, der udvikler disse

symptomer, kan dosisøgning være uhensigtsmæssig.

Serotoninsyndrom/malignant neuroleptisk syndrom

I sjældne tilfælde kan der udvikles symptomer på serotoninsyndrom eller symptomer, der

ligner symptomer på malignt neuroleptisk syndrom, i forbindelse med paroxetin-

behandling, navnlig ved indgift sammen med andre serotonerge og/eller neuroleptiske

midler. Da disse syndromer kan medføre potentielt livstruende tilstande, bør paroxetin-

behandlingen seponeres ved forekomst af disse tilstande (der er kendetegnet ved en række

symptomer, f.eks. hypertermi, stivhed, myoklonus, forstyrret autonom funktion eventuelt

med hurtige udsving i vitale tegn, ændringer i den mentale tilstand, herunder konfusion,

irritabilitet, ekstrem agitation, der udvikler sig til delirium og koma), og der bør indledes

symptomatisk støttebehandling. Paroxetin bør ikke bruges sammen med serotonin-

precursore (f.eks. L-tryptofan og oxitriptan) på grund af risikoen for serotonergt syndrom

(se pkt. 4.3 og pkt. 4.5).

Mani

Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der

lider af eller har lidt af mani. Paroxetin bør seponeres fra patienter i manisk fase.

Nedsat nyre- eller leverfunktion

Der skal udvises forsigtighed ved patienter med svær nedsat nyrefunktion eller nedsat

leverfunktion (se pkt. 4.2).

Diabetes

Behandling med SSRI kan ændre den glykæmiske kontrol hos patienter med diabetes. Det

kan være nødvendigt at justere dosis af insulin og/eller oral hypoglykæmisk medicin.

Derudover har undersøgelser vist, at der kan forekomme forhøjet blodsukkerniveau, når

paroxetin og pravastatin indgives samtidig (se pkt. 4.5).

Epilepsi

Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der

lider af epilepsi.

Kramper

Forekomsten af kramper ses hos færre end 0,1 % af de patienter, der behandles med

paroxetin. Lægemidlet bør seponeres hos patienter, der udvikler kramper.

Elektrokonvulsiv behandling

Der er kun begrænset klinisk erfaring med indgift af paroxetin, samtidig med at der gives

elektrokonvulsiv behandling (elektrochok).

Glaukom

Ligesom andre SSRI kan paroxetin forårsage mydriasis og bør anvendes med forsigtighed

til patienter, der har eller har haft snævervinklet glaukom.

Hjertelidelser

De sædvanlige forholdsregler skal tages ved antidepressiv behandling af patienter med

hjertelidelse.

dk_hum_38097_spc.doc

Side 6 af 19

Hyponatriæmi

Hyponatriæmi er rapporteret i sjældne tilfælde, hovedsageligt hos ældre. Der bør ligeledes

udvises forsigtighed hos patienter, der er disponeret for hyponatriæmi, f.eks. i forbindelse

med samtidig brug af anden medicin og cirrose. Hyponatriæmi forsvinder generelt ved

seponering af paroxetin.

Blødning

Der er rapporteret kutan blødning, f.eks. ekkymose og purpura, i forbindelse med SSRI.

Der er ligeledes rapporteret andre blødningstegn, f.eks. gastrointestinal blødning. Ældre

patienter kan have øget risiko.

Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der tager SSRI samtidig med orale

antikoagulanter, lægemidler, der vides at berøre blodpladefunktionen eller andre

lægemidler, som kan øge risikoen for blødning (f.eks. atypiske antipsykotiske stoffer som

clozapin, phenothiaziner, de fleste TCA, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2-hæmmere),

samt hos patienter med tendens til blødning eller med lidelser, der gør dem prædisponeret

for blødning.

SSRI/SNRI kan øge risikoen for postpartum blødning (se pkt. 4.6 og 4.8).

Seksuel dysfunktion

Selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI)/serotonin- og noradrenalin-

genoptagelseshæmmere (SNRI) kan give symptomer på seksuel dysfunktion (se pkt. 4.8).

Der har været indberetninger om langvarig seksuel dysfunktion, hvor symptomerne er

blevet ved på trods af seponering af SSRI/SNRI.

Interaktion med tamoxifen

Nogle undersøgelser har vist, at effekten af tamoxifen, målt på risikoen for recidiverende

brystkræft/død, kan reduceres ved samtidig brug af paroxetin som et resultat af paroxetins

irreversible hæmning af CYP2D6 (se pkt. 4.5). Paroxetin bør så vidt muligt undgås under

tamoxifenbrug til behandling eller forebyggelse af brystkræft.

Lægemidler der påvirker gastrisk pH

Hos patienter i behandling med oral suspension, kan plasmakoncentrationen af paroxetin

blive påvirket af gastrisk pH. In vitro-data har vist, at et surt miljø er nødvendigt for

frigivelsen af det aktive stof fra suspensionen, og derfor kan absorptionen være reduceret

hos patienter med en høj gastrisk pH eller aklorhydri, såsom efter brug af visse lægemidler

(antacida, histamin H2-receptorantagonister, protonpumpe-hæmmere), ved visse

sygdomstilstande (f.eks. atrofisk gastritis, perniciøs anæmi, kronisk infektion med

Helicobacter pylori), og efter operation (vagotomi, gastrektomi). Der bør tages hensyn til

pH-afhængighed, når der skiftes paroxetinformulering (f.eks. kan plasmakoncentrationen

af paroxetin falde efter skift fra tablet til oral suspension hos patienter med en høj gastrisk

pH). Forsigtighed skal derfor udvises hos patienter ved start eller afslutning af lægemidler,

der øger den gastriske pH. Dosisjustering kan være nødvendig i sådanne situationer.

Symptomer ved seponering af paroxetin

Seponeringssymptomer er almindeligt forekommende ved stop af behandling, især hvis der

er tale om brat seponering (se pkt. 4.8). I kliniske undersøgelser er bivirkninger set ved

stop af behandling hos 30 % af patienterne behandlet med paroxetin og hos 20 % af

dk_hum_38097_spc.doc

Side 7 af 19

patienterne behandlet med placebo. Forekomsten af seponeringssymptomer betyder ikke,

at lægemidlet er vanedannende eller afhængighedsskabende.

Risikoen for seponeringssymptomer kan afhænge af flere faktorer, f.eks. varigheden og

behandlingsdosis samt hvordan dosis er blevet reduceret.

Der er rapporteret svimmelhed, sensoriske forstyrrelser (herunder paræstesi og

fornemmelse af elektrisk stød), søvnforstyrrelser (herunder intense drømme), agitation

eller angst, kvalme, tremor, konfusion, svedtendens, hovedpine, diarre, hjertebanken,

emotionel uligevægt, irritabilitet og synsforstyrrelser. Hos de fleste patienter er disse

symptomer i reglen milde til moderate, men hos nogle patienter kan de være svære. De

indtræder normalt inden for de første dage efter seponering af behandlingen, men

symptomerne er i meget sjældne tilfælde rapporteret hos patienter, der uforvarende har

sprunget en dosis over. Symptomerne er generelt forbigående og forsvinder normalt inden

for to uger, mens de hos enkelte kan vare længere (2-3 måneder eller mere). Det anbefales

derfor at seponere behandlingen gradvist ved nedtrapning af dosis over en periode på flere

uger eller måneder alt efter patientens behov (se afsnittet "Symptomer ved seponering af

paroxetin" i pkt. 4.2).

Euplix orale dråber indeholder ethanol.

Indtagelse af 20 mg/20 dråber svarer til ca. 65 mg ethanol, mens indtagelse af 60 mg/60

dråber svarer til ca. 200 mg ethanol.

Kan være skadelig for alkoholikere.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Serotonerg medicin

Som med andre SSRI kan samtidig indgift af paroxetin og serotonerge stoffer medføre

5HT-associerede virkninger (serotoninsyndrom: se pkt. 4.4).

Der bør udvises forsigtighed og tættere klinisk monitorering bør udføres, når serotonerge

lægemidler (som f.eks. L-tryptofan, triptaner, tramadol, linezolid, methylthioniniumchlorid

(methylenblåt), SSRI’er, lithium, pethidin og perikon - Hypericum perforatum-præparater)

kombineres med paroxetin. Der bør ligeledes udvises forsigtighed med fentanyl anvendt

under anæstesi eller ved behandling af kronisk smerte.

Samtidig anvendelse af MAO-hæmmere er kontraindiceret pga. risikoen for

serotoninsyndrom (se pkt. 4.3).

Pimozid

Der er påvist gennemsnitligt 2,5 gange øgede pimozid-niveauer i en undersøgelse med en

enkelt lav dosis pimozid (2 mg), når det blev givet sammen med 60 mg paroxetin. Dette

kan forklares ved paroxetins kendte CYP2D6-hæmmende egenskaber. Pga. pimozids

smalle terapeutiske indeks og dets kendte evne til at forlænge QT-intervallet, er samtidig

brug af pimozid og paroxetin kontraindiceret (se pkt. 4.3).

Lægemiddelmetaboliserende enzymer

Paroxetins metabolisme og farmakokinetik kan påvirkes ved induktion eller hæmning af

lægemiddelmetaboliserende enzymer.

Ved indgift af paroxetin sammen med en kendt lægemiddelmetaboliserende

enzymhæmmer, bør der anvendes paroxetindoser i den lave ende af det foreslåede

dosisområde.

dk_hum_38097_spc.doc

Side 8 af 19

Initial dosisjustering af paroxetin er ikke nødvendig, når det tages sammen med kendte

lægemiddelmetaboliserende enzyminduktorer (f.eks. carbamazepin, rifampicin,

fenobarbital og fenytoin). Eventuel efterfølgende dosisjustering skal følge den kliniske

effekt (tolerabilitet og virkning).

Fosamprenavir/ritonavir

Samtidig administration af fosamprenavir/ritonavir 700/100 mg to gange daglig og

paroxetin 20 mg daglig i 10 dage til raske frivillige nedsatte signifikant plasmaniveauet af

paroxetin med ca. 55 %. Plasmaniveauet af fosamprenavir/ritonavir ved samtidig

administration med paroxetin svarede til referenceværdier i andre undersøgelser, hvilket

indikerer, at paroxetin ikke har nogen signifikant virkning på metabolismen af

fosamprenavir/ritonavir. Der findes ingen tilgængelige data om samtidigt langtidsbrug (ud

over 10 dage) af paroxetin og fosamprenavir/ritonavir.

Procyclidin: Daglig indgift af paroxetin øger procyclidins plasmaniveau væsentligt. Hvis

der ses antikolinerge virkninger, skal procyclidindosis nedsættes.

Antikrampemidler: Carbamazepin, fenytoin, natriumvalproat. Samtidig indgift lader ikke

til at have nogen virkning på den farmakokinetiske/-dynamiske profil hos epilepsipatienter.

Paroxetins hæmmende virkning på CYP2D6

Ligesom andre antidepressiva, herunder andre SSRI'er, hæmmer paroxetin det cytokrome

P450-leverenzym CYP2D6. Hæmning af CYP2D6 kan medføre øgede plasma-

koncentrationer ved samtidig indgift af lægemidler, som metaboliseres af dette enzym.

Disse lægemidler omfatter visse tricykliske antidepressiva (f.eks. clomipramin, nortriptylin

og desipramin), neuroleptika af fenotiazintypen (f.eks. perfenazin og thioridazin, se pkt.

4.3), risperidon, visse Type 1c-antiarytmika (f.eks. propafenon og flecainid) og metoprolol.

Det anbefales ikke at bruge paroxetin i kombination med metoprolol, når dette gives i

forbindelse med hjerteinsufficiens på grund af dets snævre terapeutiske indeks i denne

indikation.

Tamoxifen har en vigtig aktiv metabolit, endoxifen, som produceres af CYP2D6 og

bidrager væsentligt til virkningen af tamoxifen. Den paroxetinforårsagede irreversible

hæmning af CYP2D6 fører til nedsat plasmakoncentration af endoxifen (se pkt. 4.4).

Alkohol

Som ved andre psykotrope lægemidler bør patienten informeres om at undgå alkohol under

behandling med paroxetin.

Orale antikoagulanter

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og orale

antikoagulanter. Samtidig indgift af paroxetin og orale antikoagulanter kan medføre øget

antikoagulantaktivitet og risiko for blødning. Paroxetin bør derfor anvendes med

forsigtighed hos patienter, som er under behandling med orale antikoagulanter (se pkt. 4.4).

NSAID og acetylsalicylsyre og andre stoffer med virkning på blodpladerne

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og

NSAID/acetylsalicylsyre. Samtidig indgift af paroxetin og NSAID/acetylsalicylsyre kan

medføre øget risiko for blødning (se pkt. 4.4).

dk_hum_38097_spc.doc

Side 9 af 19

Forsigtighed bør udvises når patienter, der tager SSRI, samtidig er i behandling med

antikoagulantia eller lægemidler, som har indvirkning på blodpladerne eller forårsager øget

risiko for blødning (f.eks. atypiske antipsykotika som klozapin, fenotiaziner, de fleste

tricykliske antidepressiva, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2 inhibitorer). Ligeledes bør

forsigtighed udvises med patienter som tidligere har haft blødninger eller som er

prædisponerede for blødninger.

Lægemidler der påvirker gastrisk pH

In vitro-data har vist, at dissociation af paroxetin fra den orale suspension er pH-afhængigt.

Derfor kan lægemidler, der ændrer gastrisk pH (f.eks. syreneutraliserende medicin,

protonpumpehæmmere eller histamin H2-receptorantagonister) påvirke

plasmakoncentrationen af paroxetin hos patienter, der tager den orale suspension (se pkt.

4.4).

Pravastatin

Interaktion mellem paroxetin og pravastatin er blevet registreret i undersøgelser, hvilket

taler for, at samtidig indgivelse af paroxetin og pravastatin kan medføre forhøjet

blodsukkerniveau. Patienter med diabetes mellitus, der behandles med både paroxetin og

pravastatin kan have behov for at få justeret dosis af oral hypoglykæmisk medicin og/eller

insulin (se pkt. 4.4).

4.6

Graviditet og amning

Fertilitet

Data fra dyrestudier har vist, at paroxetin kan påvirke sædkvaliteten (se pkt. 5.3). In vitro

data med humant materiale indikerer en vis effekt på sædkvaliteten. Humane spontane

rapporter om brug af visse SSRI’er har vist, at effekten på sædkvaliteten er reversibel.

Hidtil er der ikke observeret påvirkning af den humane fertilitet.

Graviditet

Nogle epidemiologiske undersøgelser viser en øget risiko for medfødte misdannelser,

særligt af kardiovaskulær karakter (f.eks. ventrikelseptum- og atrieseptumdefekter), i

forbindelse med brug af paroxetin i det første trimester. Virkningsmekanismen er ukendt.

Data tyder på, at risikoen for at få et barn med en kardiovaskulær defekt efter maternal

indtagelse af paroxetin er mindre end 2/100 sammenlignet med en forventet risiko for

denne type defekt på 1/100 i den generelle befolkning.

Paroxetin må kun bruges under graviditet på tvingende indikation. Den ordinerende læge

må overveje alternative behandlingsmuligheder for kvinder, der er gravide og kvinder, der

planlægger at blive gravide. Brat seponering bør undgås under graviditet (se "Symptomer

ved seponering af paroxetin", pkt. 4.2).

Nyfødte skal observeres, hvis moderen fortsætter med at bruge paroxetin til langt hen i

graviditeten, særligt i sidste trimester.

Følgende symptomer kan forekomme hos den nyfødte efter moderens brug af paroxetin i

de sene stadier af graviditeten: åndedrætsbesvær, cyanose, apnø, kramper, temperatur-

udsving, besvær med fødeindtagelse, opkastning, hypoglykæmi, hypotoni, hypertoni,

hyperrefleksi, tremor, dirren, irritabilitet, letargi, konstant gråd, somnolens og problemer

med at sove. Disse symptomer kan være forårsaget af enten serotonerge effekter eller

dk_hum_38097_spc.doc

Side 10 af 19

Lignende produkter

Søg underretninger relateret til dette produkt

Se dokumenthistorik

Del denne information