Viread

Den Europæiske Union - dansk - EMA (European Medicines Agency)

Køb det nu

Indlægsseddel PIL
Produktets egenskaber SPC
Offentlige vurderingsrapport PAR
Aktiv bestanddel:
tenofovirdisoproxilfumarat
Tilgængelig fra:
Gilead Sciences Ireland UC
ATC-kode:
J05AF07
INN (International Name):
tenofovir disoproxil
Terapeutisk gruppe:
Antivirale midler til systemisk brug,
Terapeutisk område:
Hepatitis B Kronisk, HIV-Infektioner
Terapeutiske indikationer:
HIV-1 infectionViread 123 mg filmovertrukne tabletter er indiceret i kombination med andre antiretrovirale lægemidler til behandling af HIV-1 inficerede pædiatriske patienter, med NRTI modstand eller toksiciteter er til hinder for anvendelsen af første linje agenter, i alderen 6 til < 12 år, som vejer 17 kg til mindre end 22 kg. Valget af Viread til behandling af antiretroviral erfarne patienter med HIV-1 infektion bør være baseret på individuelle viral resistens test og/eller historie behandling af patienter. Hepatitis B infectionViread 123 mg filmovertrukne tabletter er indiceret til behandling af kronisk hepatitis B hos pædiatriske patienter i alderen 6 til < 12 år, som vejer 17 kg til mindre end 22 kg, withcompensated leversygdom og dokumentation af aktive immun sygdom, har jeg. aktiv virusreplikation og vedvarende forhøjet serum ALT niveauer, eller histologisk dokumentation af moderat til svær betændelse og/eller fibrose. Med hensyn til beslutningen om at indlede behandling hos pædiatriske patienter, se
Produkt oversigt:
Revision: 53
Autorisation status:
autoriseret
Autorisationsnummer:
EMEA/H/C/000419
Autorisation dato:
2002-02-04
EMEA kode:
EMEA/H/C/000419

Dokumenter

Indlægsseddel Indlægsseddel - bulgarsk
Produktresumé Produktresumé - bulgarsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - spansk
Produktresumé Produktresumé - spansk
Indlægsseddel Indlægsseddel - tjekkisk
Produktresumé Produktresumé - tjekkisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - estisk
Produktresumé Produktresumé - estisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - græsk
Produktresumé Produktresumé - græsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - engelsk
Produktresumé Produktresumé - engelsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - fransk
Produktresumé Produktresumé - fransk
Indlægsseddel Indlægsseddel - italiensk
Produktresumé Produktresumé - italiensk
Indlægsseddel Indlægsseddel - lettisk
Produktresumé Produktresumé - lettisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - litauisk
Produktresumé Produktresumé - litauisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - ungarsk
Produktresumé Produktresumé - ungarsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - maltesisk
Produktresumé Produktresumé - maltesisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - hollandsk
Produktresumé Produktresumé - hollandsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - polsk
Produktresumé Produktresumé - polsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - portugisisk
Produktresumé Produktresumé - portugisisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - rumænsk
Produktresumé Produktresumé - rumænsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - slovakisk
Produktresumé Produktresumé - slovakisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - slovensk
Produktresumé Produktresumé - slovensk
Indlægsseddel Indlægsseddel - finsk
Produktresumé Produktresumé - finsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - svensk
Produktresumé Produktresumé - svensk
Indlægsseddel Indlægsseddel - norsk bokmål
Produktresumé Produktresumé - norsk bokmål
Indlægsseddel Indlægsseddel - islandsk
Produktresumé Produktresumé - islandsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - kroatisk
Produktresumé Produktresumé - kroatisk

B. INDLÆGSSEDDEL

Indlægsseddel: Information til brugeren

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter

Tenofovirdisoproxil

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden Deres barn begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.

Spørg Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til Deres barn personligt. Lad derfor være med at give

medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som

Deres barn har.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller Deres

barn får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal De vide, før Deres barn begynder at tage Viread

Sådan skal Deres barn tage Viread

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1.

Virkning og anvendelse

Viread indeholder det aktive stof

tenofovirdisoproxil

. Dette aktive stof er en form for medicin, der

kaldes

antiretroviral

eller antiviral medicin, som anvendes til behandling af enten hiv- eller HBV-

infektion eller begge dele. Tenofovir er en såkaldt

nukleotid reverse transkriptase hæmmer,

generelt

kaldet en NRTI. Tenofovir virker ved at gribe ind i den måde, som et enzym normalt arbejder på, og

som er nødvendige, for at virus kan formere sig (ved hiv hedder enzymet

reverse transkriptase

, ved

hepatitis B hedder det

dna-polymerase

). Viread bør altid anvendes i kombination med anden medicin

for at behandle en hiv-infektion.

Viread 123 mg tabletter anvendes til behandling af

infektion med

hiv

(humant immundefektvirus).

Viread 123 mg tabletter anvendes til børn. De er kun egnede til:

børn i alderen 6 til under 12 år

som vejer mellem 17 kg og under 22 kg

som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på

grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger.

Viread 123 mg tabletter anvendes også til behandling af kronisk hepatitis B, som er en infektion

med HBV

(hepatitis B-virus).

Viread 123 mg tabletter anvendes til børn. De er kun egnede til:

børn i alderen 6 til under 12 år

som vejer mellem 17 kg og under 22 kg

Deres barn behøver ikke at have hiv for at blive behandlet med Viread for HBV.

Denne medicin helbreder ikke hiv-infektion. Mens Deres barn tager Viread, kan Deres barn stadig

udvikle infektioner eller andre sygdomme, der er forbundet med hiv-infektion. Deres barn kan også

smitte med hiv eller HBV, så det er vigtigt at tage forholdsregler for at undgå at smitte andre.

2.

Det skal De vide, før Deres barn begynder at tage Viread

Giv ikke Viread

Hvis Deres barn er allergisk

over for tenofovir, tenofovirdisoproxil eller et af de øvrige

indholdsstoffer i Viread angivet i punkt 6.

Hvis dette gælder for Deres barn,

skal De omgående fortælle Deres barns læge det og lade

være med at give Viread.

Advarsler og forsigtighedsregler

Til hiv er Viread 123 mg tabletter kun egnede

til børn, der allerede er blevet behandlet

anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens, eller der

forårsagede bivirkninger.

Tjek dit barns alder og vægt

for at se, om Viread 123 mg tabletter er egnede, se

Børn og unge.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, før De giver Viread.

Tag forholdsregler for at undgå at smitte andre.

Deres barn kan stadig smitte andre med hiv,

mens han/hun tager dette lægemiddel, selvom risikoen er nedsat ved effektiv antiretroviral

terapi. Viread nedsætter ikke risikoen for at smitte andre med HBV ved seksuel kontakt eller

med inficeret blod. Tal med Deres barns læge om, hvilke forholdsregler der er nødvendige for at

undgå at smitte andre personer.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis Deres barn tidligere har haft

nyresygdomme, eller hvis undersøgelser har vist, at Deres barn har nyreproblemer.

Viread

bør ikke gives til børn med eksisterende nyreproblemer. Viread kan have indvirkning på Deres

barns nyrer under behandlingen. Før Deres barn påbegynder behandlingen, kan Deres barns

læge bestille blodprøver for at bedømme Deres barns nyrefunktion Deres barns læge kan også

bestille blodprøver under behandlingen for at overvåge, hvordan Deres barns nyrer fungerer.

Viread tages normalt ikke sammen med anden medicin, som kan skade Deres barns nyrer (se

Brug af anden medicin sammen med Viread

). Hvis dette ikke kan undgås, vil Deres barns læge

overvåge Deres barns nyrefunktion en gang om ugen.

Knogleproblemer.

Nogle af de voksne hiv-patienter, der får antiretroviral

kombinationsbehandling, kan udvikle en knoglesygdom, der kaldes knoglenekrose

(knoglevævet dør på grund af nedsat blodtilførsel til knoglen). Til de mange risikofaktorer for

udvikling af denne sygdom hører blandt andre: Varigheden af kombinationsbehandlingen,

anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, alvorligt nedsat immunforsvar, samt (over-)vægt

(højere Body Mass Index (BMI)). Stivhed, ømhed og smerter i leddene (især hofte, knæ og

skulder) samt bevægelsesbesvær kan være tegn på knoglenekrose. Hvis De bemærker et eller

flere af disse symptomer, skal De fortælle det til Deres barns læge.

Knogleproblemer (som nogle gange resulterer i knoglebrud) kan også forekomme på grund af

skader på celler i nyrerne (de tubulære celler) (se pkt. 4,

Bivirkninger).

Tal med Deres barns læge, hvis Deres barn tidligere har haft en leversygdom, herunder

gulsot (hepatitis).

Patienter, som har en leversygdom, inklusive kronisk hepatitis B eller C, og

som behandles med antiretroviral medicin, har en forhøjet risiko for at få alvorlige bivirkninger

i leveren, som kan være livsfarlige. Hvis Deres barn har en hepatitis B-infektion, vil Deres barns

læge nøje overveje, hvilken behandling, der er den bedste for barnet. Hvis Deres barn tidligere

har haft en leversygdom eller en kronisk hepatitis B-infektion, vil Deres barns læge muligvis

tage blodprøver for at overvåge barnets leverfunktion.

Vær opmærksom på infektioner.

Hvis Deres barn har en fremskreden hiv-infektion (aids) og

har en infektion, kan barnet udvikle symptomer på infektion og betændelse eller opleve en

forværring af symptomerne på en eksisterende infektion, når behandlingen med Viread

påbegyndes. Disse symptomer kan være tegn på, at kroppens forbedrede immunforsvar

bekæmper infektionen. Hold øje med tegn på betændelse eller infektion i tiden lige efter, Deres

barn begynder at tage Viread. Hvis De bemærker tegn på betændelse eller infektion,

skal De

omgående fortælle Deres barns læge det.

Ud over de opportunistiske infektioner kan autoimmune lidelser (skyldes, at immunsystemet

angriber sundt kropsvæv) også opstå, efter Deres Barn er begyndt at tage medicin til behandling

af sin hiv-infektion. Autoimmune lidelser kan opstå mange måneder efter, Deres barn er

påbegyndt behandling. De skal straks informere Deres barns læge for at få den nødvendige

behandling, hvis De bemærker, at Deres barn har symptomer på infektion eller andre

symptomer, såsom muskelsvaghed, svaghed begyndende i hænder og fødder, og som bevæger

sig op igennem kroppen, hjertebanken, rysten eller hyperaktivitet.

Børn og unge

Viread 123 mg tabletter er

kun egnede

til:

Hiv 1-inficerede

børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 17 kg og under 22 kg,

som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på

grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger.

HBV-inficerede børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 17 kg og under 22 kg

Viread 123 mg tabletter er

ikke

egnede til følgende grupper:

Ikke til

børn, som vejer under 17 kg eller 22 kg og derover. Kontakt Deres barns læge, hvis

Deres barn vejer mere eller mindre end den tilladte vægt.

Ikke til

børn og unge under 6 år eller 12 år og derover.

Se pkt. 3,

Sådan skal Deres barn tage Viread

, for dosering.

Brug af anden medicin sammen med Viread

Fortæl altid Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis barnet tager anden medicin eller har gjort

det for nylig.

De skal fortsætte med at give Deres barn al medicin mod hiv-infektion

, som er ordineret af

Deres barns læge, når barnet påbegynder behandlingen med Viread, hvis barnet har både HBV

og hiv.

Giv ikke Viread

, hvis Deres barn allerede tager anden medicin, der indeholder

tenofovirdisoproxil eller tenofoviralafenamid. Giv ikke Viread sammen med medicin, der

indeholder adefovirdipivoxil (medicin, der anvendes til at behandle kronisk hepatitis B).

Det er meget vigtigt at fortælle Deres barns læge det, hvis Deres barn tager anden

medicin, som kan skade barnets nyrer.

Det kan f.eks. være:

aminoglykosider, pentamidin eller vancomycin (mod bakteriel infektion),

amphotericin B (mod svampeinfektion),

foscarnet, ganciclovir eller cidofovir (mod virusinfektion),

interleukin-2 (til behandling af kræft),

adefovirdipivoxil (mod HBV),

tacrolimus (for undertrykkelse af immunsystemet),

non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er, til at lindre knogle- eller

muskelsmerter).

Anden medicin, som indeholder didanosin (mod hiv-infektion):

Hvis Deres barn tager

Viread sammen med anden antiviral medicin, som indeholder didanosin, kan det øge indholdet

af didanosin i blodet og reducere CD4-celletallet. Der er rapporteret om sjældne tilfælde af

betændelse i bygspytkirtlen og laktatacidose (overskud af mælkesyre i blodet), der somme tider

har medført dødsfald, når medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil og didanosin, blev

indtaget samtidigt. Deres barns læge vil nøje tage stilling til, om det er nødvendigt at behandle

Deres barn med kombinationer af tenofovir og didanosin.

Det er også vigtigt at fortælle Deres læge

det, hvis Deres barn får ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir til behandling af hepatitis C-

infektion.

Brug af Viread sammen med mad og drikke

Giv Viread sammen med mad

(for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Graviditet og amning

Hvis Deres barn er gravid eller ammer, har mistanke om, at hun er gravid, skal De spørge Deres barns

læge eller apotekspersonalet til råds, før De giver dette lægemiddel.

Deres barn må ikke tage Viread under graviditeten,

medmindre De specifikt har drøftet dette

med Deres barns læge. Selvom der foreligger begrænsede kliniske data om brug af Viread hos

gravide, anvendes Viread normalt ikke, medmindre det er absolut nødvendigt.

Hvis Deres barn bliver gravid

, skal De kontakte Deres barns læge for at drøfte de potentielle

fordele og risici, som barnets antiretrovirale behandling indebærer for Deres barn og Deres

barns baby.

Hvis Deres barn har taget Viread

under barnets graviditet, kan Deres barns læge anmode om

regelmæssige blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser for at overvåge babyens

udvikling. For de børn, hvis mødre har taget medicin som Viread (NRTI'er) i løbet af

graviditeten, opvejede fordelen ved beskyttelse mod virus risikoen ved bivirkningerne.

Deres barn må ikke amme, mens hun er i behandling med Viread,

fordi det aktive stof i

denne medicin udskilles i mælken hos mennesker.

Deres barn må ikke amme for at undgå at smitte barnet via mælken.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Viread kan forårsage svimmelhed. Hvis Deres barn bliver svimmel, når barnet tager Viread, må barnet

ikke

føre motorkøretøj

eller cykle

og arbejde med værktøj eller maskiner.

Viread indeholder laktose

Tal med Deres barns læge, før De giver Deres barn Viread.

Kontakt Deres barns læge, før Deres

barn får dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt Dem, at Deres barn ikke tåler visse sukkerarter.

3.

Sådan skal Deres barn tage Viread

Deres barn skal altid tage lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning.

Er De i tvivl, så spørg Deres barns læge eller apotekspersonalet.

Den anbefalede dosis er:

Børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 17 kg og under 22 kg

1 tablet en gang dagligt med mad (for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Deres barns læge vil holde øje med barnets vægt.

Deres barn skal altid tage den dosis, Deres barns læge har anbefalet

for at sikre, at medicinen er så

effektiv som muligt og for at reducere udviklingen af resistens mod behandlingen. De må ikke ændre

Deres dosis, medmindre De har fået besked på det af Deres barns læge.

Til hiv vil Deres barns læge ordinere Viread med anden antiretroviral medicin.

De bedes læse indlægssedlerne til den anden retrovirale medicin, som Deres barn behandles med, for

at få vejledning i at indtage medicinen korrekt.

Hvis Deres barn har taget for mange Viread

Hvis Deres barn ved et uheld tager for mange Viread-tabletter, kan barnet have en øget risiko for

mulige bivirkninger af denne medicin (se pkt. 4,

Bivirkninger

.

Kontakt Deres barns læge eller den

nærmeste skadestue for at få råd. Tag tabletbeholderen med, så De let kan vise, hvad Deres barn

har taget.

Hvis Deres barn har glemt at tage Viread

Det er vigtigt, at Deres barn husker at tage hver dosis af Viread. Hvis Deres barn har glemt en dosis,

skal De finde ud af, hvor lang tid der er gået, siden barnet skulle have taget den.

Hvis det er mindre end 12 timer

efter, dosis normalt tages, skal barnet tage den så hurtigt som

muligt og derefter tage den næste dosis på det normale tidspunkt.

Hvis det er mere end 12 timer

siden Deres barn skulle have taget den

,

skal Deres barn ikke

tage den glemte dosis. Vent og giv den næste dosis på det normale tidspunkt. De må ikke give

en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.

Hvis Deres barn kaster op mindre end en time efter, at barnet har taget Viread,

skal De give

Deres barn en ny tablet. Deres barn behøver ikke tage en ny tablet, hvis Deres barn kaster op mere end

en time efter, at barnet tog Viread-tabletten.

Hvis Deres barn holder op med at tage Viread

Deres barn må ikke holde op med at tage Viread, medmindre Deres barns læge har anbefalet det.

Ophør med Viread kan nedsætte virkningen af den behandling, som Deres barns læge har anbefalet.

Hvis Deres barn har hepatitis B eller hiv og hepatitis B samtidigt (samtidig infektion),

er det

meget vigtigt, at Deres barn ikke ophører med behandlingen med Viread uden først at tale med Deres

barns læge. Nogle patienter har symptomer på, eller deres blodprøver viser, at deres hepatitis er blevet

forværret efter ophør med behandlingen med Viread. Det kan være nødvendigt at få taget blodprøver i

flere måneder efter ophør med behandlingen. Hos patienter med fremskreden leversygdom eller

levercirrose bør behandlingen ikke ophøre, da det hos nogle patienter kan medføre forværring af

barnets hepatitis.

Tal med Deres barns læge, før Deres barn holder op med at tage Viread, uanset årsagen, især

hvis Deres barn oplever bivirkninger eller har en anden sygdom.

Bemærker De nogle nye eller usædvanlige symptomer efter Deres barn ophører med

behandlingen, skal De omgående oplyse Deres barns læge herom, især hvis det drejer sig om

symptomer, som De normalt ville forbinde med hepatitis B-infektion.

Kontakt Deres barns læge, før Deres barn igen begynder at tage Viread tabletter.

Spørg barnets læge eller apotekspersonalet, hvis der er noget, De er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Under hiv-behandling kan der forekomme vægtstigning samt forhøjede niveauer af lipider og glukose i

blodet. Dette er til dels forbundet med forbedret helbredstilstand og med livsstil, og for lipidernes

vedkommende sommetider med selve hiv-medicinen. Deres barns læge vil holde øje med disse

ændringer.

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Alvorlige bivirkninger: Kontakt Deres barns læge omgående

Laktatacidose

(overskud af mælkesyre i blodet) er en

sjælden

(kan opstå hos op til 1 ud af

1.000 personer), men alvorlig bivirkning, som kan være dødelig. Følgende bivirkninger kan

være tegn på laktatacidose:

dyb, hurtig vejrtrækning

døsighed

kvalme, opkastning og mavesmerter

Hvis De tror, at Deres barn har

laktatacidose, skal De omgående kontakte Deres barns læge.

Andre alvorlige bivirkninger

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 100 personer):

mavesmerter

på grund af betændelse i bugspytkirtlen

beskadigelse af celler i nyrerne (de tubulære celler)

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos op til 1 ud af 1.000 personer):

nyrebetændelse,

udskillelse af store mængder urin og en fornemmelse af at være tørstig

ændringer i

Deres barns

urin

rygsmerter

på grund af nyreproblemer, inklusive nyresvigt

kalktab fra knoglerne (med

knoglesmerter

; kan nogle gange resultere i knoglebrud), som kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler)

fedtlever

Hvis De tror, at Deres barn har nogle af disse alvorlige bivirkninger, skal De kontakte Deres

barns læge.

Hyppigste bivirkninger

Følgende bivirkninger er

meget almindelige

(kan opstå hos mere end 10 ud af 100 patienter):

diarré, opkastning, kvalme, svimmelhed, udslæt, svaghedsfølelse

Prøver kan også vise:

fald i phosphat i blodet

Andre bivirkninger

Følgende bivirkninger er

almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 10 personer):

afgang af tarmluft (flatulens)

Prøver kan også vise:

problemer med lever

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):

nedbrydning af muskelvæv, smerter eller svaghed i musklerne

Prøver kan også vise:

fald i blodets kaliumniveau

øgning i blodets kreatininniveau

problemer med bugspytkirtlen

Nedbrydning af muskelvæv, kalktab fra knoglerne (med knoglesmerter; kan nogle gange resultere i

knoglebrud), muskelsmerter, muskelsvaghed og fald i blodets kalium- og phosphatniveau kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler).

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

mavesmerter på grund af betændelse i leveren

hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg

Indberetning af bivirkninger

Hvis Deres barn oplever bivirkninger, bør De tale med Deres barns læge eller apoteket.

Dette

gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres

pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale

rapporteringssystem anført i Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at

fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på tabletbeholderen og pakningen efter (Exp).

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide

medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Viread indeholder

Aktivt stof

: tenofovir. Hver Viread-tablet indeholder 123 mg tenofovirdisoproxil (som

fumarat).

Øvrige indholdsstoffer

: mikrokrystallinsk cellulose (E460), stivelse, prægelatineret,

croscarmellosenatrium, lactosemonohydrat og magnesiumstearat (E572), som udgør selve

tabletkernen og lactosemonohydrat, hypromellose (E464), titandioxid (E171) og

glyceroltriacetat (E1518), som danner det lag, som tabletten er overtrukket med. Se pkt. 2

„Viread indeholder laktose“.

Udseende og pakningsstørrelser

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter er hvide, trekantede, filmovertrukne tabletter, der måler

8,5 mm i diameter og er præget med „GSI“ på den ene side og „150“ på den anden side.

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter leveres i tabletbeholdere, der indeholder 30 tabletter. Hver

tabletbeholder indeholder silicagel-tørremiddel, der skal blive i tabletbeholderen, for at beskytte

tabletterne. Silicagel-tørremidlet er i et separat brev eller en separat beholder og må ikke sluges.

Fås i pakninger, der indeholder 1 tabletbeholder med 30 filmovertrukne tabletter eller

3 tabletbeholdere a 30 filmovertrukne tabletter. Begge pakningsstørrelser er ikke nødvendigvis

markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Gilead Sciences Ireland UC

Carrigtohill

County Cork, T45 DP77

Irland

Fremstiller:

Gilead Sciences Ireland UC

IDA Business & Technology Park

Carrigtohill

County Cork

Irland

Hvis De ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Lietuva

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

България

Gilead Sciences Ireland UC

Тел.: + 353 (0) 1 686 1888

Luxembourg/Luxemburg

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Česká republika

Gilead Sciences s.r.o.

Tel: + 420 910 871 986

Magyarország

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Danmark

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Malta

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Deutschland

Gilead Sciences GmbH

Tel: + 49 (0) 89 899890-0

Nederland

Gilead Sciences Netherlands B.V.

Tel: + 31 (0) 20 718 36 98

Eesti

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

Norge

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Ελλάδα

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Österreich

Gilead Sciences GesmbH

Tel: + 43 1 260 830

España

Gilead Sciences, S.L.

Tel: + 34 91 378 98 30

Polska

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

France

Gilead Sciences

Tél: + 33 (0) 1 46 09 41 00

Portugal

Gilead Sciences, Lda.

Tel: + 351 21 7928790

Hrvatska

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

România

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ireland

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 214 825 999

Slovenija

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ísland

Gilead Sciences Sweden AB

Sími: + 46 (0) 8 5057 1849

Slovenská republika

Gilead Sciences Slovakia s.r.o.

Tel: + 421 232 121 210

Italia

Gilead Sciences S.r.l.

Tel: + 39 02 439201

Suomi/Finland

Gilead Sciences Sweden AB

Puh/Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Κύπρος

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Sverige

Gilead Sciences Sweden AB

Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Latvija

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

United Kingdom

Gilead Sciences Ltd.

Tel: + 44 (0) 8000 113 700

Denne indlægsseddel blev senest ændret {MM/ÅÅÅÅ}.

De kan finde yderligere oplysninger om Viread på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside

http://www.ema.europa.eu

Indlægsseddel: Information til brugeren

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter

Tenofovirdisoproxil

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden Deres barn begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.

Spørg Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til Deres barn personligt. Lad derfor være med at give

medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som

Deres barn har.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller Deres

barn får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal De vide, før Deres barn begynder at tage Viread

Sådan skal Deres barn tage Viread

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1.

Virkning og anvendelse

Viread indeholder det aktive stof

tenofovirdisoproxil

. Dette aktive stof er en form for medicin, der

kaldes

antiretroviral

eller antiviral medicin, som anvendes til behandling af enten hiv- eller HBV-

infektion eller begge dele. Tenofovir er en såkaldt

nukleotid reverse transkriptase hæmmer,

generelt

kaldet en NRTI. Tenofovir virker ved at gribe ind i den måde, som et enzym normalt arbejder på, og

som er nødvendige, for at virus kan formere sig (ved hiv hedder enzymet

reverse transkriptase

, ved

hepatitis B hedder det

dna-polymerase

). Viread bør altid anvendes i kombination med anden medicin

for at behandle en hiv-infektion.

Viread 163 mg tabletter anvendes til behandling af

infektion med

hiv

(humant immundefektvirus).

Viread 163 mg tabletter anvendes til børn. De er kun egnede til:

børn i alderen 6 til under 12 år

som vejer mellem 22 kg og under 28 kg

som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på

grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger.

Viread 163 mg tabletter anvendes også til behandling af kronisk hepatitis B, som er en infektion

med HBV

(hepatitis B-virus).

Viread 163 mg tabletter anvendes til børn. De er kun egnede til:

børn i alderen 6 til under 12 år

som vejer mellem 22 kg og under 28 kg

Deres barn behøver ikke at have hiv for at blive behandlet med Viread for HBV.

Denne medicin helbreder ikke hiv-infektion. Mens Deres barn tager Viread, kan Deres barn stadig

udvikle infektioner eller andre sygdomme, der er forbundet med hiv-infektion. Deres barn kan også

smitte med hiv eller HBV, så det er vigtigt at tage forholdsregler for at undgå at smitte andre.

2.

Det skal De vide, før Deres barn begynder at tage Viread

Giv ikke Viread

Hvis Deres barn er allergisk

over for tenofovir, tenofovirdisoproxil eller et af de øvrige

indholdsstoffer i Viread angivet i punkt 6.

Hvis dette gælder for Deres barn,

skal De omgående fortælle Deres barns læge det og lade

være med at give Viread.

Advarsler og forsigtighedsregler

Til hiv er Viread 163 mg tabletter kun egnede

til børn, der allerede er blevet behandlet

anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens, eller der

forårsagede bivirkninger.

Tjek dit barns alder og vægt

for at se, om Viread 163 mg tabletter er egnede, se

Børn og unge.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, før De giver Viread.

Tag forholdsregler for at undgå at smitte andre.

Deres barn kan stadig smitte andre med hiv,

mens han/hun tager dette lægemiddel, selvom risikoen er nedsat ved effektiv antiretroviral

terapi. Viread nedsætter ikke risikoen for at smitte andre med HBV ved seksuel kontakt eller

med inficeret blod. Tal med Deres barns læge om, hvilke forholdsregler der er nødvendige for at

undgå at smitte andre personer.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet hvis Deres barn tidligere har haft

nyresygdomme, eller hvis undersøgelser har vist, at Deres barn har nyreproblemer.

Viread

bør ikke gives til børn med eksisterende nyreproblemer. Viread kan have indvirkning på Deres

barns nyrer under behandlingen. Før Deres barn påbegynder behandlingen, kan Deres barns

læge bestille blodprøver for at bedømme Deres barns nyrefunktion Deres barns læge kan også

bestille blodprøver under behandlingen for at overvåge, hvordan Deres barns nyrer fungerer.

Viread tages normalt ikke sammen med anden medicin, som kan skade Deres barns nyrer (se

Brug af anden medicin sammen med Viread

). Hvis dette ikke kan undgås, vil Deres barns læge

overvåge Deres barns nyrefunktion en gang om ugen.

Knogleproblemer.

Nogle af de voksne hiv-patienter, der får antiretroviral

kombinationsbehandling, kan udvikle en knoglesygdom, der kaldes knoglenekrose

(knoglevævet dør på grund af nedsat blodtilførsel til knoglen). Til de mange risikofaktorer for

udvikling af denne sygdom hører blandt andre: Varigheden af kombinationsbehandlingen,

anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, alvorligt nedsat immunforsvar, samt (over-)vægt

(højere Body Mass Index (BMI)). Stivhed, ømhed og smerter i leddene (især hofte, knæ og

skulder) samt bevægelsesbesvær kan være tegn på knoglenekrose. Hvis De bemærker et eller

flere af disse symptomer, skal De fortælle det til Deres barns læge.

Knogleproblemer (som nogle gange resulterer i knoglebrud) kan også forekomme på grund af

skader på celler i nyrerne (de tubulære celler) (se pkt. 4,

Bivirkninger).

Tal med Deres barns læge, hvis Deres barn tidligere har haft en leversygdom, herunder

gulsot (hepatitis).

Patienter, som har en leversygdom, inklusive kronisk hepatitis B eller C, og

som behandles med antiretroviral medicin, har en forhøjet risiko for at få alvorlige bivirkninger

i leveren, som kan være livsfarlige. Hvis Deres barn har en hepatitis B-infektion, vil Deres barns

læge nøje overveje, hvilken behandling, der er den bedste for barnet. Hvis Deres barn tidligere

har haft en leversygdom eller en kronisk hepatitis B-infektion, vil Deres barns læge muligvis

tage blodprøver for at overvåge barnets leverfunktion.

Vær opmærksom på infektioner.

Hvis Deres barn har en fremskreden hiv-infektion (aids) og

har en infektion, kan barnet udvikle symptomer på infektion og betændelse eller opleve en

forværring af symptomerne på en eksisterende infektion, når behandlingen med Viread

påbegyndes. Disse symptomer kan være tegn på, at kroppens forbedrede immunforsvar

bekæmper infektionen. Hold øje med tegn på betændelse eller infektion i tiden lige efter, Deres

barn begynder at tage Viread. Hvis De bemærker tegn på betændelse eller infektion,

skal De

omgående fortælle Deres barns læge det.

Ud over de opportunistiske infektioner kan autoimmune lidelser (skyldes, at immunsystemet

angriber sundt kropsvæv) også opstå, efter Deres Barn er begyndt at tage medicin til behandling

af sin hiv-infektion. Autoimmune lidelser kan opstå mange måneder efter, Deres barn er

påbegyndt behandling. De skal straks informere Deres barns læge for at få den nødvendige

behandling, hvis De bemærker, at Deres barn har symptomer på infektion eller andre

symptomer, såsom muskelsvaghed, svaghed begyndende i hænder og fødder, og som bevæger

sig op igennem kroppen, hjertebanken, rysten eller hyperaktivitet.

Børn og unge

Viread 163 mg tabletter er

kun egnede

til:

Hiv 1-inficerede

børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 22 kg og under 28 kg,

som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på

grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger.

HBV-inficerede børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 22 kg og under 28 kg

Viread 163 mg tabletter er

ikke

egnede til følgende grupper:

Ikke til

børn, som vejer under 22 kg eller 28 kg og derover. Kontakt Deres barns læge, hvis

Deres barn vejer mere eller mindre end den tilladte vægt.

Ikke til

børn og unge under

6 år eller 12 år og derover.

Se pkt. 3,

Sådan skal Deres barn tage Viread

, for dosering.

Brug af anden medicin sammen med Viread

Fortæl altid Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis barnet tager anden medicin eller har gjort

det for nylig.

De skal fortsætte med at give Deres barn al medicin mod hiv-infektion

, som er ordineret af

Deres barns læge, når barnet påbegynder behandlingen med Viread, hvis barnet har både HBV

og hiv.

Giv ikke Viread

, hvis Deres barn allerede tager anden medicin, der indeholder

tenofovirdisoproxil eller tenofoviralafenamid. Giv ikke Viread sammen med medicin, der

indeholder adefovirdipivoxil (medicin, der anvendes til at behandle kronisk hepatitis B).

Det er meget vigtigt at fortælle Deres barns læge det, hvis Deres barn tager anden

medicin, som kan skade barnets nyrer.

Det kan f.eks. være:

aminoglykosider, pentamidin eller vancomycin (mod bakteriel infektion),

amphotericin B (mod svampeinfektion),

foscarnet, ganciclovir eller cidofovir (mod virusinfektion),

interleukin-2 (til behandling af kræft),

adefovirdipivoxil (mod HBV),

tacrolimus (for undertrykkelse af immunsystemet),

non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er, til at lindre knogle- eller

muskelsmerter).

Anden medicin, som indeholder didanosin (mod hiv-infektion):

Hvis Deres barn tager

Viread sammen med anden antiviral medicin, som indeholder didanosin, kan det øge indholdet

af didanosin i blodet og reducere CD4-celletallet. Der er rapporteret om sjældne tilfælde af

betændelse i bygspytkirtlen og laktatacidose (overskud af mælkesyre i blodet), der somme tider

har medført dødsfald, når medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil og didanosin, blev

indtaget samtidigt. Deres barns læge vil nøje tage stilling til, om det er nødvendigt at behandle

Deres barn med kombinationer af tenofovir og didanosin.

Det er også vigtigt at fortælle Deres barns læge

det, hvis Deres barn får ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir til behandling af hepatitis C-

infektion.

Brug af Viread sammen med mad og drikke

Giv Viread sammen med mad

(for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Graviditet og amning

Hvis Deres barn er gravid eller ammer, har mistanke om, at hun er gravid, skal De spørge Deres barns

læge eller apotekspersonalet til råds, før De giver dette lægemiddel.

Deres barn må ikke tage Viread under graviditeten,

medmindre De specifikt har drøftet dette

med Deres barns læge. Selvom der foreligger begrænsede kliniske data om brug af Viread hos

gravide, anvendes Viread normalt ikke, medmindre det er absolut nødvendigt.

Hvis Deres barn bliver gravid

, skal De kontakte Deres barns læge for at drøfte de potentielle

fordele og risici, som barnets antiretrovirale behandling indebærer for Deres barn og Deres

barns baby.

Hvis Deres barn har taget Viread

under barnets graviditet, kan Deres barns læge anmode om

regelmæssige blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser for at overvåge babyens

udvikling. For de børn, hvis mødre har taget medicin som Viread (NRTI'er) i løbet af

graviditeten, opvejede fordelen ved beskyttelse mod virus risikoen ved bivirkningerne.

Deres barn må ikke amme, mens hun er i behandling med Viread,

fordi det aktive stof i

denne medicin udskilles i mælken hos mennesker.

Deres barn må ikke amme for at undgå at smitte barnet via mælken.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Viread kan forårsage svimmelhed. Hvis Deres barn bliver svimmel, når barnet tager Viread, må barnet

ikke

føre motorkøretøj

eller cykle

og arbejde med værktøj eller maskiner.

Viread indeholder laktose

Tal med Deres barns læge, før De giver Deres barn Viread.

Kontakt Deres barns læge, før Deres

barn får dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt Dem, at Deres barn ikke tåler visse sukkerarter.

3.

Sådan skal Deres barn tage Viread

Deres barn skal altid tage lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning.

Er De i tvivl, så spørg Deres barns læge eller apotekspersonalet.

Den anbefalede dosis er:

Børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 22 kg og under 28 kg

1 tablet en gang dagligt med mad (for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Deres barns læge vil holde øje med barnets vægt.

Deres barn skal altid tage den dosis, Deres barns læge har anbefalet

for at sikre, at medicinen er så

effektiv som muligt og for at reducere udviklingen af resistens mod behandlingen. De må ikke ændre

Deres dosis, medmindre De har fået besked på det af Deres barns læge.

Til hiv vil Deres barns læge ordinere Viread med anden antiretroviral medicin.

De bedes læse indlægssedlerne til den anden retrovirale medicin, som Deres barn behandles med, for

at få vejledning i at indtage medicinen korrekt.

Hvis Deres barn har taget for mange Viread

Hvis Deres barn ved et uheld tager for mange Viread-tabletter, kan barnet have en øget risiko for

mulige bivirkninger af denne medicin (se pkt. 4,

Bivirkninger

.

Kontakt Deres barns læge eller den

nærmeste skadestue for at få råd. Tag tabletbeholderen med, så De let kan vise, hvad Deres barn

har taget.

Hvis Deres barn har glemt at tage Viread

Det er vigtigt, at Deres barn husker at tage hver dosis af Viread. Hvis Deres barn har glemt en dosis,

skal De finde ud af, hvor lang tid der er gået, siden barnet skulle have taget den.

Hvis det er mindre end 12 timer

efter, dosis normalt tages, skal barnet tage den så hurtigt som

muligt og derefter tage den næste dosis på det normale tidspunkt.

Hvis det er mere end 12 timer

siden Deres barn skulle have taget den

,

skal Deres barn ikke

tage den glemte dosis. Vent og giv den næste dosis på det normale tidspunkt. De må ikke give

en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.

Hvis Deres barn kaster op mindre end en time efter, at barnet har taget Viread,

skal De give

Deres barn en ny tablet. Deres barn behøver ikke tage en ny tablet, hvis Deres barn kaster op mere end

en time efter, at barnet tog Viread-tabletten.

Hvis Deres barn holder op med at tage Viread

Deres barn må ikke holde op med at tage Viread, medmindre Deres barns læge har anbefalet det.

Ophør med Viread kan nedsætte virkningen af den behandling, som Deres barns læge har anbefalet.

Hvis Deres barn har hepatitis B eller både hiv og hepatitis B samtidigt (samtidig infektion),

det meget vigtigt, at Deres barn ikke ophører med behandlingen med Viread uden først at tale med

Deres barns læge. Nogle patienter har symptomer på, eller deres blodprøver viser, at deres hepatitis er

blevet forværret efter ophør med behandlingen med Viread. Det kan være nødvendigt at få taget

blodprøver i flere måneder efter ophør med behandlingen. Hos patienter med fremskreden

leversygdom eller levercirrose bør behandlingen ikke ophøre, da det hos nogle patienter kan medføre

forværring af barnets hepatitis.

Tal med Deres barns læge, før Deres barn holder op med at tage Viread, uanset årsagen, især

hvis Deres barn oplever bivirkninger eller har en anden sygdom.

Bemærker De nogle nye eller usædvanlige symptomer efter Deres barn ophører med

behandlingen, skal De omgående oplyse Deres barns læge herom, især hvis det drejer sig om

symptomer, som De normalt ville forbinde med hepatitis B-infektion.

Kontakt Deres barns læge, før Deres barn igen begynder at tage Viread tabletter.

Spørg barnets læge eller apotekspersonalet, hvis der er noget, De er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Under hiv-behandling kan der forekomme vægtstigning samt forhøjede niveauer af lipider og glukose i

blodet. Dette er til dels forbundet med forbedret helbredstilstand og med livsstil, og for lipidernes

vedkommende sommetider med selve hiv-medicinen. Deres barns læge vil holde øje med disse

ændringer.

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Alvorlige bivirkninger: Kontakt Deres barns læge omgående

Laktatacidose

(overskud af mælkesyre i blodet) er en

sjælden

(kan opstå hos op til 1 ud af

1.000 personer), men alvorlig bivirkning, som kan være dødelig. Følgende bivirkninger kan

være tegn på laktatacidose:

dyb, hurtig vejrtrækning

døsighed

kvalme, opkastning og mavesmerter

Hvis De tror, at Deres barn har

laktatacidose, skal De omgående kontakte Deres barns læge.

Andre alvorlige bivirkninger

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 100 personer):

mavesmerter

på grund af betændelse i bugspytkirtlen

beskadigelse af celler i nyrerne (de tubulære celler)

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos op til 1 ud af 1.000 personer):

nyrebetændelse,

udskillelse af store mængder urin og en fornemmelse af at være tørstig

ændringer i

Deres barns

urin

rygsmerter

på grund af nyreproblemer, inklusive nyresvigt

kalktab fra knoglerne (med

knoglesmerter

; kan nogle gange resultere i knoglebrud), som kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler)

fedtlever

Hvis De tror, at Deres barn har nogle af disse alvorlige bivirkninger, skal De kontakte

Deresbarns læge læge.

Hyppigste bivirkninger

Følgende bivirkninger er

meget almindelige

(kan opstå hos mere end 10 ud af 100 patienter):

diarré, opkastning, kvalme, svimmelhed, udslæt, svaghedsfølelse

Prøver kan også vise:

fald i phosphat i blodet

Andre bivirkninger

Følgende bivirkninger er

almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 10 personer):

afgang af tarmluft (flatulens)

Prøver kan også vise:

problemer med lever

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):

nedbrydning af muskelvæv, smerter eller svaghed i musklerne

Prøver kan også vise:

fald i blodets kaliumniveau

øgning i blodets kreatininniveau

problemer med bugspytkirtlen

Nedbrydning af muskelvæv, kalktab fra knoglerne (med knoglesmerter; kan nogle gange resultere i

knoglebrud), muskelsmerter, muskelsvaghed og fald i blodets kalium- og phosphatniveau kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler).

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

mavesmerter på grund af betændelse i leveren

hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg

Indberetning af bivirkninger

Hvis Deres barn oplever bivirkninger, bør De tale med Deres barns læge eller apoteket.

Dette

gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres

pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale

rapporteringssystem anført i Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at

fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på tabletbeholderen og pakningen efter (Exp).

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide

medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Viread indeholder

Aktivt stof

: tenofovir. Hver Viread-tablet indeholder 163 mg tenofovirdisoproxil (som

fumarat).

Øvrige indholdsstoffer

: mikrokrystallinsk cellulose (E460), stivelse, prægelatineret,

croscarmellosenatrium, lactosemonohydrat og magnesiumstearat (E572), som udgør selve

tabletkernen og lactosemonohydrat, hypromellose (E464), titandioxid (E171) og

glyceroltriacetat (E1518), som danner det lag, som tabletten er overtrukket med. Se pkt. 2

„Viread indeholder laktose“.

Udseende og pakningsstørrelser

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter er hvide, runde, filmovertrukne tabletter, der måler 10,7 mm i

diameter, præget med „GSI“ på den ene side og „200“ på den anden side. Viread 163 mg

filmovertrukne tabletter leveres i tabletbeholdere, der indeholder 30 tabletter. Hver tabletbeholder

indeholder silicagel-tørremiddel, der skal blive i tabletbeholderen, for at beskytte dine tabletter.

Silicagel-tørremidlet er i et separat brev eller en separat beholder og må ikke sluges.

Fås i pakninger, der indeholder 1 tabletbeholder med 30 filmovertrukne tabletter eller

3 tabletbeholdere a 30 filmovertrukne tabletter. Begge pakningsstørrelser er ikke nødvendigvis

markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Gilead Sciences Ireland UC

Carrigtohill

County Cork, T45 DP77

Irland

Fremstiller:

Gilead Sciences Ireland UC

IDA Business & Technology Park

Carrigtohill

County Cork

Irland

Hvis De ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Lietuva

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

България

Gilead Sciences Ireland UC

Тел.: + 353 (0) 1 686 1888

Luxembourg/Luxemburg

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Česká republika

Gilead Sciences s.r.o.

Tel: + 420 910 871 986

Magyarország

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Danmark

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Malta

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Deutschland

Gilead Sciences GmbH

Tel: + 49 (0) 89 899890-0

Nederland

Gilead Sciences Netherlands B.V.

Tel: + 31 (0) 20 718 36 98

Eesti

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

Norge

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Ελλάδα

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Österreich

Gilead Sciences GesmbH

Tel: + 43 1 260 830

España

Gilead Sciences, S.L.

Tel: + 34 91 378 98 30

Polska

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

France

Gilead Sciences

Tél: + 33 (0) 1 46 09 41 00

Portugal

Gilead Sciences, Lda.

Tel: + 351 21 7928790

Hrvatska

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

România

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ireland

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 214 825 999

Slovenija

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ísland

Gilead Sciences Sweden AB

Sími: + 46 (0) 8 5057 1849

Slovenská republika

Gilead Sciences Slovakia s.r.o.

Tel: + 421 232 121 210

Italia

Gilead Sciences S.r.l.

Tel: + 39 02 439201

Suomi/Finland

Gilead Sciences Sweden AB

Puh/Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Κύπρος

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Sverige

Gilead Sciences Sweden AB

Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Latvija

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

United Kingdom

Gilead Sciences Ltd.

Tel: + 44 (0) 8000 113 700

Denne indlægsseddel blev senest ændret {MM/ÅÅÅÅ}.

De kan finde yderligere oplysninger om Viread på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside

http://www.ema.europa.eu

Indlægsseddel: Information til brugeren

Viread 204 mg filmovertrukne tabletter

Tenofovirdisoproxil

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden Deres barn begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.

Spørg Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til Deres barn personligt. Lad derfor være med at give

medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som

Deres barn har.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller Deres

barn får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal De vide, før Deres barn begynder at tage Viread

Sådan skal Deres barn tage Viread

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1.

Virkning og anvendelse

Viread indeholder det aktive stof

tenofovirdisoproxil

. Dette aktive stof er en form for medicin, der

kaldes

antiretroviral

eller antiviral medicin, som anvendes til behandling af enten hiv- eller HBV-

infektion eller begge dele. Tenofovir er en såkaldt

nukleotid reverse transkriptase hæmmer,

generelt

kaldet en NRTI. Tenofovir virker ved at gribe ind i den måde, som et enzym normalt arbejder på, og

som er nødvendig, for at virus kan formere sig (ved hiv hedder enzymet

reverse transkriptase,

hepatitis B hedder det

dna-polymerase

). Viread bør altid anvendes i kombination med anden medicin

for at behandle en hiv-infektion.

Viread 204 mg tabletter anvendes til behandling af

infektion med

hiv

(humant immundefektvirus).

Viread 204 mg tabletter anvendes til børn. De er kun egnede til:

børn i alderen 6 til under 12 år

som vejer mellem 28 kg og under 35 kg

som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på

grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger.

Viread 204 mg tabletter anvendes også til behandling af kronisk hepatitis B, som er en infektion

med HBV

(hepatitis B-virus).

Viread 204 mg tabletter anvendes til børn. De er kun egnede til:

børn i alderen 6 til under 12 år

som vejer mellem 28 kg og under 35 kg

Deres barn behøver ikke at have hiv for at blive behandlet med Viread for HBV.

Denne medicin helbreder ikke hiv-infektion. Mens Deres barn tager Viread, kan Deres barn stadig

udvikle infektioner eller andre sygdomme, der er forbundet med hiv-infektion. Deres barn kan også

smitte med hiv eller HBV, så det er vigtigt at tage forholdsregler for at undgå at smitte andre.

2.

Det skal De vide, før Deres barn begynder at tage Viread

Giv ikke Viread

Hvis Deres barn er allergisk

over for tenofovir, tenofovirdisoproxil eller et af de øvrige

indholdsstoffer i Viread angivet i punkt 6.

Hvis dette gælder for Deres barn,

skal De omgående fortælle Deres barns læge det og lade

være med at give Viread.

Advarsler og forsigtighedsregler

Til hiv er Viread 204 mg tabletter kun egnede

til børn, der allerede er blevet behandlet

anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens, eller der

forårsagede bivirkninger.

Tjek dit barns alder og vægt

for at se, om Viread 204 mg tabletter er egnede, se

Børn og unge.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet, før De giver Viread.

Tag forholdsregler for at undgå at smitte andre.

Deres barn kan stadig smitte andre med hiv,

mens han/hun tager dette lægemiddel, selvom risikoen er nedsat ved effektiv antiretroviral

terapi. Viread nedsætter ikke risikoen for at smitte andre med HBV ved seksuel kontakt eller

med inficeret blod. Tal med Deres barns læge om, hvilke forholdsregler der er nødvendige for at

undgå at smitte andre personer.

Kontakt Deres barns læge eller apotekspersonalet hvis Deres barn tidligere har haft

nyresygdomme, eller hvis undersøgelser har vist, at Deres barn har nyreproblemer.

Viread

bør ikke gives til børn med eksisterende nyreproblemer. Viread kan have indvirkning på Deres

barns nyrer under behandlingen. Før Deres barn påbegynder behandlingen, kan Deres barns

læge bestille blodprøver for at bedømme Deres barns nyrefunktion Deres barns læge kan også

bestille blodprøver under behandlingen for at overvåge, hvordan Deres barns nyrer fungerer.

Viread tages normalt ikke sammen med anden medicin, som kan skade Deres barns nyrer (se

Brug af anden medicin sammen med Viread

). Hvis dette ikke kan undgås, vil Deres barns læge

overvåge Deres barns nyrefunktion en gang om ugen.

Knogleproblemer.

Nogle af de voksne hiv-patienter, der får antiretroviral

kombinationsbehandling, kan udvikle en knoglesygdom, der kaldes knoglenekrose

(knoglevævet dør på grund af nedsat blodtilførsel til knoglen). Til de mange risikofaktorer for

udvikling af denne sygdom hører blandt andre: Varigheden af kombinationsbehandlingen,

anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, alvorligt nedsat immunforsvar, samt (over-)vægt

(højere Body Mass Index (BMI)). Stivhed, ømhed og smerter i leddene (især hofte, knæ og

skulder) samt bevægelsesbesvær kan være tegn på knoglenekrose. Hvis De bemærker et eller

flere af disse symptomer, skal De fortælle det til Deres barns læge.

Knogleproblemer (som nogle gange resulterer i knoglebrud) kan også forekomme på grund af

skader på celler i nyrerne (de tubulære celler) (se pkt. 4,

Bivirkninger).

Tal med Deres barns læge, hvis Deres barn tidligere har haft en leversygdom, herunder

gulsot (hepatitis).

Patienter, som har en leversygdom, inklusive kronisk hepatitis B eller C, og

som behandles med antiretroviral medicin, har en forhøjet risiko for at få alvorlige bivirkninger

i leveren, som kan være livsfarlige. Hvis Deres barn har en hepatitis B-infektion, vil Deres barns

læge nøje overveje, hvilken behandling, der er den bedste for barnet. Hvis Deres barn tidligere

har haft en leversygdom eller en kronisk hepatitis B-infektion, vil Deres barns læge muligvis

tage blodprøver for at overvåge barnets leverfunktion.

Vær opmærksom på infektioner.

Hvis Deres barn har en fremskreden hiv-infektion (aids) og

har en infektion, kan barnet udvikle symptomer på infektion og betændelse eller opleve en

forværring af symptomerne på en eksisterende infektion, når behandlingen med Viread

påbegyndes. Disse symptomer kan være tegn på, at kroppens forbedrede immunforsvar

bekæmper infektionen. Hold øje med tegn på betændelse eller infektion i tiden lige efter, Deres

barn begynder at tage Viread. Hvis De bemærker tegn på betændelse eller infektion,

skal De

omgående fortælle Deres barns læge det.

Ud over de opportunistiske infektioner kan autoimmune lidelser (skyldes, at immunsystemet

angriber sundt kropsvæv) også opstå, efter Deres Barn er begyndt at tage medicin til behandling

af sin hiv-infektion. Autoimmune lidelser kan opstå mange måneder efter, Deres barn er

påbegyndt behandling. De skal straks informere Deres barns læge for at få den nødvendige

behandling, hvis De bemærker, at Deres barn har symptomer på infektion eller andre

symptomer, såsom muskelsvaghed, svaghed begyndende i hænder og fødder, og som bevæger

sig op igennem kroppen, hjertebanken, rysten eller hyperaktivitet.

Børn og unge

Viread 204 mg tabletter er

kun egnede

til:

Hiv 1-inficerede

børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 28 kg og under 35 kg,

som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på

grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger

HBV-inficerede børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 28 kg og under 35 kg

Viread 204 mg tabletter er

ikke

egnede til følgende grupper:

Ikke til

børn, som vejer under 28 kg eller 35 kg og derover. Kontakt Deres barns læge, hvis

Deres barn vejer mere eller mindre end den tilladte vægt.

Ikke til

børn og unge under

6 år eller 12 år og derover.

Se pkt. 3,

Sådan skal Deres barn tage Viread

, for dosering.

Brug af anden medicin sammen med Viread

Fortæl altid Deres barns læge eller apotekspersonalet, hvis barnet tager anden medicin eller har gjort

det for nylig.

De skal fortsætte med at give Deres barn al medicin mod hiv-infektion

, som er ordineret af

Deres barns læge, når barnet påbegynder behandlingen med Viread, hvis barnet har både HBV

og hiv.

Giv ikke Viread

, hvis Deres barn allerede tager anden medicin, der indeholder

tenofovirdisoproxil eller tenofoviralafenamid. Giv ikke Viread sammen med medicin, der

indeholder adefovirdipivoxil (medicin, der anvendes til at behandle kronisk hepatitis B).

Det er meget vigtigt at fortælle Deres barns læge det, hvis Deres barn tager anden

medicin, som kan skade barnets nyrer.

Det kan f.eks. være:

aminoglykosider, pentamidin eller vancomycin (mod bakteriel infektion),

amphotericin B (mod svampeinfektion),

foscarnet, ganciclovir eller cidofovir (mod virusinfektion),

interleukin-2 (til behandling af kræft),

adefovirdipivoxil (mod HBV),

tacrolimus (for undertrykkelse af immunsystemet),

non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er, til at lindre knogle- eller

muskelsmerter).

Anden medicin, som indeholder didanosin (mod hiv-infektion):

Hvis Deres barn tager

Viread sammen med anden antiviral medicin, som indeholder didanosin, kan det øge indholdet

af didanosin i blodet og reducere CD4-celletallet. Der er rapporteret om sjældne tilfælde af

betændelse i bygspytkirtlen og laktatacidose (overskud af mælkesyre i blodet), der somme tider

har medført dødsfald, når medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil og didanosin, blev

indtaget samtidigt. Deres barns læge vil nøje tage stilling til, om det er nødvendigt at behandle

Deres barn med kombinationer af tenofovir og didanosin.

Det er også vigtigt at fortælle Deres barns læge

det, hvis Deres barn får ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/vepatasvir/voxilaprevir til behandling af hepatitis C-

infektion.

Brug af Viread sammen med mad og drikke

Giv Viread sammen med mad

(for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Graviditet og amning

Hvis Deres barn er gravid eller ammer, har mistanke om, at hun er gravid, skal De spørge Deres barns

læge eller apotekspersonalet til råds, før De giver dette lægemiddel.

Deres barn må ikke tage Viread under graviditeten,

medmindre De specifikt har drøftet dette

med Deres barns læge. Selvom der foreligger begrænsede kliniske data om brug af Viread hos

gravide, anvendes Viread normalt ikke, medmindre det er absolut nødvendigt.

Hvis Deres barn bliver gravid

, skal De kontakte Deres barns læge for at drøfte de potentielle

fordele og risici, som barnets antiretrovirale behandling indebærer for Deres barn og Deres

barns baby.

Hvis Deres barn har taget Viread

under barnets graviditet, kan Deres barns læge anmode om

regelmæssige blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser for at overvåge babyens

udvikling. For de børn, hvis mødre har taget medicin som Viread (NRTI'er) i løbet af

graviditeten, opvejede fordelen ved beskyttelse mod virus risikoen ved bivirkningerne.

Deres barn må ikke amme, mens hun er i behandling med Viread,

fordi det aktive stof i

denne medicin udskilles i mælken hos mennesker.

Deres barn må ikke amme for at undgå at smitte barnet via mælken.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Viread kan forårsage svimmelhed. Hvis Deres barn bliver svimmel, når barnet tager Viread, må barnet

ikke

føre motorkøretøj

eller cykle

og arbejde med værktøj eller maskiner.

Viread indeholder laktose

Tal med Deres barns læge, før De giver Deres barn Viread.

Kontakt Deres barns læge, før Deres

barn får dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt Dem, at Deres barn ikke tåler visse sukkerarter.

3.

Sådan skal Deres barn tage Viread

Deres barn skal altid tage lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning.

Er De i tvivl, så spørg Deres barns læge eller apotekspersonalet.

Den anbefalede dosis er:

Børn i alderen 6 til under 12 år, som vejer mellem 28 kg og under 35 kg

1 tablet en gang dagligt med mad (for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Deres barns læge vil holde øje med barnets vægt.

Deres barn skal altid tage den dosis, Deres barns læge har anbefalet

for at sikre, at medicinen er så

effektiv som muligt og for at reducere udviklingen af resistens mod behandlingen. De må ikke ændre

Deres dosis, medmindre De har fået besked på det af Deres barns læge.

Til hiv vil Deres barns læge ordinere Viread med anden antiretroviral medicin.

De bedes læse indlægssedlerne til den anden retrovirale medicin, som Deres barn behandles med, for

at få vejledning i at indtage medicinen korrekt.

Hvis Deres barn har taget for mange Viread

Hvis Deres barn ved et uheld tager for mange Viread-tabletter, kan barnet have en øget risiko for

mulige bivirkninger af denne medicin (se pkt. 4,

Bivirkninger

.

Kontakt Deres barns læge eller den

nærmeste skadestue for at få råd. Tag tabletbeholderen med, så De let kan vise, hvad Deres barn

har taget.

Hvis Deres barn har glemt at tage Viread

Det er vigtigt, at Deres barn husker at tage hver dosis af Viread. Hvis Deres barn har glemt en dosis,

skal De finde ud af, hvor lang tid der er gået, siden barnet skulle have taget den.

Hvis det er mindre end 12 timer

efter, dosis normalt tages, skal barnet tage den så hurtigt som

muligt og derefter tage den næste dosis på det normale tidspunkt.

Hvis det er mere end 12 timer

siden Deres barn skulle have taget den

,

skal Deres barn ikke

tage den glemte dosis. Vent og giv den næste dosis på det normale tidspunkt. De må ikke give

en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.

Hvis Deres barn kaster op mindre end en time efter, at barnet har taget Viread,

skal De give

Deres barn en ny tablet. Deres barn behøver ikke tage en ny tablet, hvis Deres barn kaster op mere end

en time efter, at barnet tog Viread-tabletten.

Hvis Deres barn holder op med at tage Viread

Deres barn må ikke holde op med at tage Viread, medmindre Deres barns læge har anbefalet det.

Ophør med Viread kan nedsætte virkningen af den behandling, som Deres barns læge har anbefalet.

Hvis Deres barn har hepatitis B eller både hiv og hepatitis B samtidigt (samtidig infektion),

det meget vigtigt, at Deres barn ikke ophører med behandlingen med Viread uden først at tale med

Deres barns læge. Nogle patienter har symptomer på, eller deres blodprøver viser, at deres hepatitis er

blevet forværret efter ophør med behandlingen med Viread. Det kan være nødvendigt at få taget

blodprøver i flere måneder efter ophør med behandlingen. Hos patienter med fremskreden

leversygdom eller levercirrose bør behandlingen ikke ophøre, da det hos nogle patienter kan medføre

forværring af barnets hepatitis.

Tal med Deres barns læge, før Deres barn holder op med at tage Viread, uanset årsagen, især

hvis Deres barn oplever bivirkninger eller har en anden sygdom.

Bemærker De nogle nye eller usædvanlige symptomer efter Deres barn ophører med

behandlingen, skal De omgående oplyse Deres barns læge herom, især hvis det drejer sig om

symptomer, som De normalt ville forbinde med hepatitis B-infektion.

Kontakt Deres barns læge, før Deres barn igen begynder at tage Viread tabletter.

Spørg barnets læge eller apotekspersonalet, hvis der er noget, De er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Under hiv-behandling kan der forekomme vægtstigning samt forhøjede niveauer af lipider og glukose i

blodet. Dette er til dels forbundet med forbedret helbredstilstand og med livsstil, og for lipidernes

vedkommende sommetider med selve hiv-medicinen. Deres barns læge vil holde øje med disse

ændringer.

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Alvorlige bivirkninger: Kontakt Deres barns læge omgående

Laktatacidose

(overskud af mælkesyre i blodet) er en

sjælden

(kan opstå op til 1 ud af

1.000 personer), men alvorlig bivirkning, som kan være dødelig. Følgende bivirkninger kan

være tegn på laktatacidose:

dyb, hurtig vejrtrækning

døsighed

kvalme, opkastning og mavesmerter

Hvis De tror, at Deres barn har

laktatacidose, skal De omgående kontakte Deres barns læge.

Andre alvorlige bivirkninger

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 100 personer):

mavesmerter

på grund af betændelse i bugspytkirtlen

beskadigelse af celler i nyrerne (de tubulære celler)

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos op til 1 ud af 1.000 personer):

nyrebetændelse,

udskillelse af store mængder urin og en fornemmelse af at være tørstig

ændringer i

Deres barns

urin

rygsmerter

på grund af nyreproblemer, inklusive nyresvigt

kalktab fra knoglerne (med

knoglesmerter

; kan nogle gange resultere i knoglebrud), som kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler)

fedtlever

Hvis De tror, at Deres barn har nogle af disse alvorlige bivirkninger, skal De kontakte Deres

barns læge.

Hyppigste bivirkninger

Følgende bivirkninger er

meget almindelige

(kan opstå hos mere end 10 ud af 100 patienter):

diarré, opkastning, kvalme, svimmelhed, udslæt, svaghedsfølelse

Prøver kan også vise:

fald i phosphat i blodet

Andre bivirkninger

Følgende bivirkninger er

almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 10 personer):

afgang af tarmluft (flatulens)

Prøver kan også vise:

problemer med lever

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):

nedbrydning af muskelvæv, smerter eller svaghed i musklerne

Prøver kan også vise:

fald i blodets kaliumniveau

øgning i blodets kreatininniveau

problemer med bugspytkirtlen

Nedbrydning af muskelvæv, kalktab fra knoglerne (med knoglesmerter; kan nogle gange resultere i

knoglebrud), muskelsmerter, muskelsvaghed og fald i blodets kalium- og phosphatniveau kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler).

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

mavesmerter på grund af betændelse i leveren

hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg

Indberetning af bivirkninger

Hvis Deres barn oplever bivirkninger, bør De tale med Deres barns læge eller apoteket.

Dette

gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres

pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale

rapporteringssystem anført i Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at

fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på tabletbeholderen og pakningen efter (Exp).

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide

medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Viread indeholder

Aktivt stof

: tenofovir. Hver Viread-tablet indeholder 204 mg tenofovirdisoproxil (som

fumarat).

Øvrige indholdsstoffer

: mikrokrystallinsk cellulose (E460), stivelse, prægelatineret,

croscarmellosenatrium, lactosemonohydrat og magnesiumstearat (E572), som udgør selve

tabletkernen og lactosemonohydrat, hypromellose (E464), titandioxid (E171) og

glyceroltriacetat (E1518), som danner det lag, som tabletten er overtrukket med. Se pkt. 2

„Viread indeholder laktose“.

Udseende og pakningsstørrelser

Viread 204 mg filmovertrukne tabletter er hvide, kapselformede, filmovertrukne tabletter, der måler

15,4 mm x 7,3 mm, præget med „GSI“ på den ene side og „250“ på den anden side. Viread 204 mg

filmovertrukne tabletter leveres i tabletbeholdere, der indeholder 30 tabletter. Hver tabletbeholder

indeholder silicagel-tørremiddel, der skal blive i tabletbeholderen, for at beskytte dine tabletter.

Silicagel-tørremidlet er i et separat brev eller en separat beholder og må ikke sluges.

Fås i pakninger, der indeholder 1 tabletbeholder med 30 filmovertrukne tabletter eller

3 tabletbeholdere a 30 filmovertrukne tabletter. Begge pakningsstørrelser er ikke nødvendigvis

markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Gilead Sciences Ireland UC

Carrigtohill

County Cork, T45 DP77

Irland

Fremstiller:

Gilead Sciences Ireland UC

IDA Business & Technology Park

Carrigtohill

County Cork

Irland

Hvis De ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Lietuva

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

България

Gilead Sciences Ireland UC

Тел.: + 353 (0) 1 686 1888

Luxembourg/Luxemburg

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Česká republika

Gilead Sciences s.r.o.

Tel: + 420 910 871 986

Magyarország

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Danmark

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Malta

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Deutschland

Gilead Sciences GmbH

Tel: + 49 (0) 89 899890-0

Nederland

Gilead Sciences Netherlands B.V.

Tel: + 31 (0) 20 718 36 98

Eesti

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

Norge

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Ελλάδα

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Österreich

Gilead Sciences GesmbH

Tel: + 43 1 260 830

España

Gilead Sciences, S.L.

Tel: + 34 91 378 98 30

Polska

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

France

Gilead Sciences

Tél: + 33 (0) 1 46 09 41 00

Portugal

Gilead Sciences, Lda.

Tel: + 351 21 7928790

Hrvatska

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

România

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ireland

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 214 825 999

Slovenija

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ísland

Gilead Sciences Sweden AB

Sími: + 46 (0) 8 5057 1849

Slovenská republika

Gilead Sciences Slovakia s.r.o.

Tel: + 421 232 121 210

Italia

Gilead Sciences S.r.l.

Tel: + 39 02 439201

Suomi/Finland

Gilead Sciences Sweden AB

Puh/Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Κύπρος

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Sverige

Gilead Sciences Sweden AB

Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Latvija

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

United Kingdom

Gilead Sciences Ltd.

Tel: + 44 (0) 8000 113 700

Denne indlægsseddel blev senest ændret {MM/ÅÅÅÅ}.

De kan finde yderligere oplysninger om Viread på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside

http://www.ema.europa.eu

Indlægsseddel: Information til patienten

Viread 245 mg filmovertrukne tabletter

Tenofovirdisoproxil

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden De begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til Dem personligt. Lad derfor være med at give

medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som

De har.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis De får bivirkninger, herunder bivirkninger, som

ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal De vide, før De begynder at tage Viread

Sådan skal De tage Viread

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hvis Viread er ordineret til Deres barn, bedes De bemærke, at alle oplysninger i indlægssedlen

er henvendt til Deres barn (i dette tilfælde bedes De læse

Deres barn

i stedet for

De

).

1.

Virkning og anvendelse

Viread indeholder det aktive stof

tenofovirdisoproxil

. Dette aktive stof er en form for medicin, der

kaldes

antiretroviral

eller antiviral medicin, som anvendes til behandling af enten hiv- eller

HBV-infektion eller begge dele. Tenofovir er en såkaldt

nukleotid reverse transkriptase hæmmer,

generelt kaldet en NRTI. Tenofovir virker ved at gribe ind i den måde, som enzymer normalt arbejder

på, og som er nødvendige, for at virus kan formere sig (ved hiv hedder enzymet

reverse transkriptase

ved hepatitis B hedder det

dna-polymerase

). Viread bør altid anvendes i kombination med anden

medicin for at behandle en hiv-infektion.

Viread 245 mg tabletter anvendes til behandling af infektion med hiv

(humant immundefektvirus).

Tabletterne er egnede til:

voksne

unge i alderen 12 til under 18 år, som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin,

der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede

bivirkninger.

Viread 245 mg anvendes også til behandling af kronisk hepatitis B, som er en infektion med

HBV (hepatitis B-virus)

. Tabletterne er egnede til:

voksne

unge i alderen 12 til under 18 år

De behøver ikke nødvendigvis have hiv for at blive behandlet med Viread for HBV.

Denne medicin helbreder ikke hiv-infektion.

Mens De tager Viread, kan De stadig udvikle infektioner

eller andre sygdomme, der er forbundet med hiv-infektion. De kan også smitte med hiv og HBV, så

det er vigtigt at tage forholdsregler for at undgå at smitte andre.

2.

Det skal De vide, før De begynder at tage Viread

Tag ikke Viread

Hvis De er allergisk

over for tenofovir, tenofovirdisoproxil eller et af de øvrige indholdsstoffer

i Viread angivet i punkt 6.

Hvis dette gælder for Dem,

skal De omgående fortælle Deres læge det og lade være med

at tage Viread.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før De tager Viread.

Tag forholdsregler for at undgå at smitte andre.

De kan stadig smitte andre med hiv, selvom

De tager dette lægemiddel, selvom risikoen er nedsat ved effektiv antiretroviral terapi. Tal med

lægen om, hvilke forholdsregler der er nødvendige for at undgå at smitte andre personer. Viread

nedsætter ikke risikoen for at smitte andre med HBV ved seksuel kontakt eller med inficeret

blod. De skal fortsat tage forholdsregler for at undgå dette.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet hvis De tidligere har haft nyresygdomme, eller hvis

undersøgelser har vist, at De har nyreproblemer.

Viread bør ikke gives til unge med

eksisterende nyreproblemer. Før De påbegynder behandlingen, kan Deres læge bestille

blodprøver for at bedømme Deres nyrefunktion. Viread kan have indvirkning på Deres nyrer

under behandlingen. Deres læge kan bestille blodprøver under behandlingen for at overvåge,

hvordan Deres nyrer fungerer. Hvis De er voksen, kan Deres læge måske råde Dem til at tage

tabletterne mindre hyppigt. Tag ikke mindre end den ordinerede dosis, medmindre Deres læge

har sagt, at De skal gøre det.

Viread tages normalt ikke sammen med anden medicin, som kan skade Deres nyrer (se

Brug af

anden medicin sammen med Viread

). Hvis dette ikke kan undgås, vil Deres læge overvåge

Deres nyrefunktion en gang om ugen.

Knogleproblemer.

Nogle af de voksne hiv-patienter, der får antiretroviral

kombinationsbehandling, kan udvikle en knoglesygdom, der kaldes knoglenekrose

(knoglevævet dør på grund af nedsat blodtilførsel til knoglen). Til de mange risikofaktorer for

udvikling af denne sygdom hører blandt andre: Varigheden af kombinationsbehandlingen,

anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, alvorligt nedsat immunforsvar, samt (over-)vægt

(højere Body Mass Index (BMI)). Stivhed, ømhed og smerter i leddene (især hofte, knæ og

skulder) samt bevægelsesbesvær kan være tegn på knoglenekrose. Hvis De bemærker et eller

flere af disse symptomer, skal De fortælle det til Deres læge.

Knogleproblemer (som nogle gange resulterer i knoglebrud) kan også forekomme på grund af

skader på celler i nyrerne (de tubulære celler) (se pkt. 4,

Bivirkninger).

Tal med Deres læge, hvis De tidligere har haft en leversygdom, herunder gulsot (hepatitis).

Patienter, som har en leversygdom, inklusive kronisk hepatitis B eller C, og som behandles med

antiretroviral medicin, har en forhøjet risiko for at få alvorlige bivirkninger i leveren, som kan

være livsfarlige. Hvis De har en hepatitis B-infektion, vil Deres læge nøje overveje, hvilken

behandling, der er den bedste for Dem. Hvis De tidligere har haft en leversygdom eller en

kronisk hepatitis B-infektion, vil Deres læge muligvis tage blodprøver for at overvåge Deres

leverfunktion.

Vær opmærksom på infektioner.

Hvis De har en fremskreden hiv-infektion (aids) og har en

infektion, kan De udvikle symptomer på infektion og betændelse eller opleve en forværring af

symptomerne på en eksisterende infektion, når behandlingen med Viread påbegyndes. Disse

symptomer kan være tegn på, at kroppens forbedrede immunforsvar bekæmper infektionen.

Hold øje med tegn på betændelse eller infektion i tiden lige efter, De begynder at tage Viread.

Hvis De bemærker tegn på betændelse eller infektion,

skal De omgående fortælle Deres

læge det.

Ud over de opportunistiske infektioner kan autoimmune lidelser (skyldes, at immunsystemet

angriber sundt kropsvæv) også opstå, efter De er begyndt at tage medicin til behandling af Deres

hiv-infektion. Autoimmune lidelser kan opstå mange måneder efter, De er påbegyndt

behandling. De skal straks informere Deres læge for at få den nødvendige behandling, hvis De

bemærker symptomer på infektion eller andre symptomer, såsom muskelsvaghed, svaghed

begyndende i hænder og fødder, og som bevæger sig op igennem kroppen, hjertebanken, rysten

eller hyperaktivitet.

Kontakt lægen eller eller apotekspersonalet, hvis De er over 65 år.

Viread er ikke undersøgt

hos patienter over 65 år. Hvis De er over 65 år og får ordineret Viread, vil Deres læge overvåge

Dem nøje.

Børn og unge

Viread 245 mg tabletter er

egnede

til:

Hiv-inficerede unge i alderen 12 til under 18 år, som vejer mindst 35 kg og som allerede er

blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af

udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger

HBV-inficerede unge i alderen 12 til under 18

år, som vejer mindst 35 kg.

Viread 245 mg tabletter er

ikke

egnede til de følgende grupper:

Ikke til hiv 1-inficerede børn

under 12 år

Ikke til HBV-inficerede børn

under 12 år.

Se pkt. 3,

Sådan skal De tage Viread

, for dosering.

Brug af anden medicin sammen med Viread

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis De tager anden medicin eller har gjort det for nylig.

De skal fortsætte med at tage al Deres medicin mod hiv-infektion,

som er ordineret af Deres

læge, når De påbegynder behandlingen med Viread, hvis De har både HBV og hiv.

Tag ikke Viread

, hvis De allerede tager anden medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil eller

tenofoviralafenamid. Tag ikke Viread sammen med medicin, der indeholder adefovirdipivoxil

(medicin, der anvendes til at behandle kronisk hepatitis B).

Det er meget vigtigt at fortælle Deres læge det, hvis De tager anden medicin, som kan

skade Deres nyrer.

Det kan f.eks. være:

aminoglykosider, pentamidin eller vancomycin (mod bakteriel infektion),

amphotericin B (mod svampeinfektion),

foscarnet, ganciclovir eller cidofovir (mod virusinfektion),

interleukin-2 (til behandling af kræft),

adefovirdipivoxil (mod HBV),

tacrolimus (for undertrykkelse af immunsystemet),

non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er, til at lindre knogle- eller

muskelsmerter).

Anden medicin, som indeholder didanosin (mod hiv-infektion):

Hvis De tager Viread

sammen med anden antiviral medicin, som indeholder didanosin, kan det øge indholdet af

didanosin i blodet og reducere CD4-celletallet. Der er rapporteret om sjældne tilfælde af

betændelse i bygspytkirtlen og laktatacidose (overskud af mælkesyre i blodet), der somme tider

har medført dødsfald, når medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil og didanosin, blev

indtaget samtidigt. Deres læge vil nøje tage stilling til, om det er nødvendigt at behandle Dem

med kombinationer af tenofovir og didanosin.

Det er også vigtigt at fortælle Deres læge

det, hvis De får ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir til behandling af

hepatitis C-infektion.

Brug af Viread sammen med mad og drikke

Tag Viread sammen med mad

(for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Graviditet og amning

Hvis De er gravid eller ammer, har mistanke om, at De er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal

De spørge Deres læge eller apotekspersonalet til råds, før De tager dette lægemiddel.

De må ikke tage Viread under graviditeten,

medmindre De specifikt har drøftet dette med

Deres læge. Selvom der foreligger begrænsede kliniske data om brug af Viread hos gravide,

anvendes Viread normalt ikke, medmindre det er absolut nødvendigt.

Hvis De bliver gravid

eller planlægger at blive gravid, skal De kontakte Deres læge for at

drøfte de potentielle fordele og risici, som Deres antiretrovirale behandling indebærer for Dem

og Deres barn.

Hvis De har taget Viread

under Deres graviditet, kan lægen anmode om regelmæssige

blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser for at overvåge barnets udvikling. For de børn,

hvis mødre har taget NRTI'er i løbet af graviditeten, opvejede fordelen ved beskyttelse mod hiv

risikoen ved bivirkningerne.

De må ikke amme, mens De er i behandling med Viread,

fordi det aktive stof i denne

medicin udskilles i mælken hos mennesker.

Hvis De er en kvinde med hiv eller HBV, må De ikke amme for at undgå at smitte barnet via

mælken.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Viread kan forårsage svimmelhed.

Kør ikke bil eller motorcykel, lad være med at cykle

og lad være

med at arbejde med værktøj eller maskiner, hvis De bliver svimmel, når De tager Viread.

Viread indeholder laktose

Tal med Deres læge, før De tager Viread.

Kontakt lægen, før De tager dette lægemiddel, hvis lægen

har fortalt Dem, at De ikke tåler visse sukkerarter.

3.

Sådan skal De tage Viread

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning.

Er De i tvivl, så

spørg lægen eller apotekspersonalet.

Den anbefalede dosis er:

Voksne:

1 tablet en gang dagligt med mad (for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Unge i alderen 12 til under 18 år, der vejer mindst 35 kg:

1 tablet en gang dagligt med mad

(for eksempel et måltid eller et mellemmåltid).

Hvis De har særlige problemer med at synke, kan De knuse tabletten med spidsen af en ske og opløse

den i ca. 100 ml (et halvt glas) vand, appelsinjuice eller druesaft. Drik det omgående.

Tag altid den dosis, Deres læge har anbefalet

for at sikre, at medicinen er så effektiv som

muligt og for at reducere udviklingen af resistens mod behandlingen. De må ikke ændre Deres

dosis, medmindre De har fået besked på det af Deres læge.

Hvis De er voksen og har problemer med Deres nyrer,

kan Deres læge råde Dem til at tage

Viread mindre hyppigt.

Hvis De har HBV, kan Deres læge tilbyde Dem en hiv-test for at se, om De har både HBV og

hiv.

De bedes læse indlægssedlerne til den anden retrovirale medicin, som De behandles med, for at få

vejledning i at indtage medicinen korrekt.

Hvis De har taget for mange Viread

Hvis De ved et uheld tager for mange Viread-tabletter, kan De have en øget risiko for mulige

bivirkninger af denne medicin (se pkt. 4,

Bivirkninger

.

Kontakt lægen eller den nærmeste skadestue

for at få råd. Tag tabletbeholderen med, så De let kan vise, hvad De har taget.

Hvis De har glemt at tage Viread

Det er vigtigt, at De husker at tage hver dosis af Viread. Hvis De har glemt en dosis, skal De finde ud

af, hvor lang tid der er gået, siden De skulle have taget den.

Hvis det er mindre end 12 timer

efter, dosis normalt tages, skal De tage den så hurtigt som

muligt og derefter tage den næste dosis på det normale tidspunkt.

Hvis det er mere end 12 timer

siden De skulle have taget den, skal De ikke tage den glemte

dosis. Vent og tag den næste dosis på det normale tidspunkt. De må ikke tage en dobbeltdosis

som erstatning for den glemte tablet.

Hvis De kaster op mindre end en time efter, at De har taget Viread,

skal De tage en ny tablet. De

behøver ikke tage en ny tablet, hvis De kaster op mere end en time efter, at De tog Viread-tabletten.

Hvis De holder op med at tage Viread

De må ikke holde op med at tage Viread, medmindre Deres læge har anbefalet det. Ophør med Viread

kan nedsætte virkningen af den behandling, som Deres læge har anbefalet.

Hvis De har hepatitis B eller både hiv og hepatitis B samtidig (co-infektion),

er det meget vigtigt,

at De ikke ophører med behandlingen med Viread uden først at tale med Deres læge. Nogle patienter

har symptomer på, eller deres blodprøver viser, at deres hepatitis er blevet forværret efter ophør med

behandlingen med Viread. Det kan være nødvendigt at få taget blodprøver i flere måneder efter ophør

med behandlingen. Hos patienter med fremskreden leversygdom eller levercirrose bør behandlingen

ikke ophøre, da det hos nogle patienter kan medføre forværring af deres hepatitis.

Tal med Deres læge, før De holder op med at tage Viread, uanset årsagen, især hvis De oplever

bivirkninger eller har en anden sygdom.

Bemærker De nogle nye eller usædvanlige symptomer efter behandlingens ophør, skal De

omgående oplyse Deres læge herom, især hvis det drejer sig om symptomer, som De normalt

ville forbinde med hepatitis B-infektion.

Kontakt Deres læge, før De igen begynder at tage Viread.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, De er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Under hiv-behandling kan der forekomme vægtstigning samt forhøjede niveauer af lipider og glukose i

blodet. Dette er til dels forbundet med forbedret helbredstilstand og med livsstil, og for lipidernes

vedkommende sommetider med selve hiv-medicinen. Lægen vil holde øje med disse ændringer.

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Alvorlige bivirkninger: Kontakt Deres læge omgående

Laktatacidose

(overskud af mælkesyre i blodet) er en

sjælden

(kan opstå hos op til 1 ud af

1.000 personer), men alvorlig bivirkning, som kan være dødelig. Følgende bivirkninger kan

være tegn på laktatacidose:

dyb, hurtig vejrtrækning

døsighed

kvalme, opkastning og mavesmerter

Hvis De tror, at De har

laktatacidose, skal De omgående kontakte Deres læge.

Andre alvorlige bivirkninger

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 100 personer):

mavesmerter

på grund af betændelse i bugspytkirtlen

beskadigelse af celler i nyrerne (de tubulære celler)

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos op til 1 ud af 1.000 personer):

nyrebetændelse,

udskillelse af store mængder urin og en fornemmelse af at være tørstig

ændringer i urinen

rygsmerter

på grund af nyreproblemer, inklusive nyresvigt

kalktab fra knoglerne (med

knoglesmerter

; kan nogle gange resultere i knoglebrud), som kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler)

fedtlever

Hvis De tror, at De har nogle af disse alvorlige bivirkninger, skal De kontakte Deres læge.

Hyppigste bivirkninger

Følgende bivirkninger er

meget almindelige

(kan opstå hos mere end 10 ud af 100 personer):

diarré, opkastning, kvalme, svimmelhed, udslæt, svaghedsfølelse

Prøver kan også vise:

fald i phosphat i blodet

Andre bivirkninger

Følgende bivirkninger er

almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 10 personer):

hovedpine, mavesmerter, træthed, oppustethed, afgang af tarmluft (flatulens)

Prøver kan også vise:

problemer med lever

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):

nedbrydning af muskelvæv, smerter eller svaghed i musklerne

Prøver kan også vise:

fald i blodets kaliumniveau

øget kreatinin i blodet

problemer med bugspytkirtlen

Nedbrydning af muskelvæv, kalktab fra knoglerne (med knoglesmerter; kan nogle gange resultere i

knoglebrud), muskelsmerter, muskelsvaghed og fald i blodets kalium- og phosphatniveau kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler).

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

mavesmerter på grund af betændelse i leveren

hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg

Indberetning af bivirkninger

Hvis De oplever bivirkninger, bør De tale med Deres læge eller apoteket.

Dette gælder også

mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres pårørende kan også

indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale rapporteringssystem anført i

Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at fremskaffe mere information

om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på tabletbeholderen og pakningen efter (Exp).

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide

medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Viread indeholder

Aktivt stof

: tenofovir. Hver Viread-tablet indeholder 245 mg tenofovirdisoproxil (som

fumarat).

Øvrige indholdsstoffer

: mikrokrystallinsk cellulose (E460), stivelse, prægelatineret,

croscarmellosenatrium, lactosemonohydrat og magnesiumstearat (E572), som udgør selve

tabletkernen og lactosemonohydrat, hypromellose (E464), titandioxid (E171), glyceroltriacetat

(E1518) og indigocarmin-aluminiumpigment (E132), som danner det lag, som tabletten er

overtrukket med. Se pkt. 2 „Viread indeholder laktose“.

Udseende og pakningsstørrelser

Viread 245 mg filmovertrukne tabletter er lyseblå, mandelformede filmovertrukne tabletter, der måler

16,8 mm x 10,3 mm, præget med „GILEAD“ og „4331“ på den ene side og „300“ på den anden side.

Viread 245 mg filmovertrukne tabletter leveres i tabletbeholdere, der indeholder 30 tabletter. Hver

tabletbeholder indeholder silicagel-tørremiddel, der skal blive i tabletbeholderen, for at beskytte dine

tabletter. Silicagel-tørremidlet er i et separat brev eller en separat beholder og må ikke sluges.

Fås i pakninger, der indeholder 1 tabletbeholder med 30 filmovertrukne tabletter eller

3 tabletbeholdere a 30 filmovertrukne tabletter. Begge pakningsstørrelser er ikke nødvendigvis

markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Gilead Sciences Ireland UC

Carrigtohill

County Cork, T45 DP77

Irland

Fremstiller:

Takeda GmbH

Lehnitzstrasse 70-98

D-16515 Oranienburg

Tyskland

eller

Gilead Sciences Ireland UC

IDA Business & Technology Park

Carrigtohill

County Cork

Irland

Hvis De ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Lietuva

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

България

Gilead Sciences Ireland UC

Тел.: + 353 (0) 1 686 1888

Luxembourg/Luxemburg

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Česká republika

Gilead Sciences s.r.o.

Tel: + 420 910 871 986

Magyarország

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Danmark

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Malta

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Deutschland

Gilead Sciences GmbH

Tel: + 49 (0) 89 899890-0

Nederland

Gilead Sciences Netherlands B.V.

Tel: + 31 (0) 20 718 36 98

Eesti

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

Norge

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Ελλάδα

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Österreich

Gilead Sciences GesmbH

Tel: + 43 1 260 830

España

Gilead Sciences, S.L.

Tel: + 34 91 378 98 30

Polska

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

France

Gilead Sciences

Tél: + 33 (0) 1 46 09 41 00

Portugal

Gilead Sciences, Lda.

Tel: + 351 21 7928790

Hrvatska

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

România

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ireland

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 214 825 999

Slovenija

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ísland

Gilead Sciences Sweden AB

Sími: + 46 (0) 8 5057 1849

Slovenská republika

Gilead Sciences Slovakia s.r.o.

Tel: + 421 232 121 210

Italia

Gilead Sciences S.r.l.

Tel: + 39 02 439201

Suomi/Finland

Gilead Sciences Sweden AB

Puh/Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Κύπρος

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Sverige

Gilead Sciences Sweden AB

Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Latvija

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

United Kingdom

Gilead Sciences Ltd.

Tel: + 44 (0) 8000 113 700

Denne indlægsseddel blev senest ændret {MM/ÅÅÅÅ}.

De kan finde yderligere oplysninger om Viread på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside

http://www.ema.europa.eu

Indlægsseddel: Information til patienten

Viread 33 mg/g granulat

Tenofovirdisoproxil

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden De begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til Dem personligt. Lad derfor være med at give

medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som

De har.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis De får bivirkninger, herunder bivirkninger, som

ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal De vide, før De begynder at tage Viread

Sådan skal De tage Viread

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hvis Viread er ordineret til Deres barn, bedes De bemærke, at alle oplysninger i indlægssedlen

er henvendt til Deres barn (i dette tilfælde bedes De læse

Deres barn

i stedet for

De

).

1.

Virkning og anvendelse

Viread indeholder det aktive stof

tenofovirdisoproxil

. Dette aktive stof er en form for medicin, der

kaldes

antiretroviral

eller antiviral medicin, som anvendes til behandling af enten hiv- eller

HBV-infektion eller begge dele. Tenofovir er en såkaldt

nukleotid reverse transkriptase hæmmer,

generelt kaldet en NRTI. Tenofovir virker ved at gribe ind i den måde, som enzymer normalt arbejder

på, og som er nødvendige, for at virus kan formere sig (ved hiv hedder enzymet

reverse transkriptase

ved hepatitis B hedder det

dna-polymerase

). Viread bør altid anvendes i kombination med anden

medicin for at behandle en hiv-infektion.

Viread 33 mg/g granulat anvendes til behandling af infektion med hiv

(humant

immundefektvirus). Det er egnet til:

voksne

børn og unge i alderen 2 til under 18 år, der allerede er blevet behandlet

med anden

hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens, eller der

forårsagede bivirkninger.

Viread 33 mg/g granulat anvendes også til behandling af kronisk hepatitis B, som er en infektion

med HBV

(hepatitis B-virus).

Det er egnet til:

voksne

børn og unge i alderen 2 til under 18 år

De behøver ikke nødvendigvis have hiv for at blive behandlet med Viread for HBV.

Denne medicin helbreder ikke hiv-infektion.

Mens De tager Viread, kan De stadig udvikle infektioner

eller andre sygdomme, der er forbundet med hiv-infektion. De kan også smitte med hiv og HBV, så

det er vigtigt at tage forholdsregler for at undgå at smitte andre.

2.

Det skal De vide, før De begynder at tage Viread

Tag ikke Viread

Hvis De er allergisk

over for tenofovir, tenofovirdisoproxil eller et af de øvrige indholdsstoffer

i Viread angivet i punkt 6.

Hvis dette gælder for Dem,

skal De omgående fortælle Deres læge det og lade være med

at tage Viread.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før De tager Viread.

Tag forholdsregler for at undgå at smitte andre.

De kan stadig smitte andre med hiv, selvom

De tager dette lægemiddel, selvom risikoen er nedsat ved effektiv antiretroviral terapi. Tal med

lægen om, hvilke forholdsregler der er nødvendige for at undgå at smitte andre personer. Viread

nedsætter ikke risikoen for at smitte andre med HBV ved seksuel kontakt eller med inficeret

blod. De skal fortsat tage forholdsregler for at undgå dette.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis De tidligere har haft nyresygdomme, eller

hvis undersøgelser har vist, at De har nyreproblemer.

Viread bør ikke gives til børn med

eksisterende nyreproblemer. Før De påbegynder behandlingen, kan Deres læge bestille

blodprøver for at bedømme Deres nyrefunktion. Viread kan have indvirkning på Deres nyrer

under behandlingen. Deres læge kan bestille blodprøver under behandlingen for at overvåge,

hvordan Deres nyrer fungerer. Hvis De er voksen, kan Deres læge måske råde Dem til at

reducere Deres daglige dosis af granulatet. Tag ikke mindre end den ordinerede dosis,

medmindre Deres læge har sagt, at De skal gøre det.

Viread tages normalt ikke sammen med anden medicin, som kan skade Deres nyrer (se

Brug af

anden medicin sammen med Viread

). Hvis dette ikke kan undgås, vil Deres læge overvåge

Deres nyrefunktion en gang om ugen.

Knogleproblemer.

Nogle af de voksne hiv-patienter, der får antiretroviral

kombinationsbehandling, kan udvikle en knoglesygdom, der kaldes knoglenekrose

(knoglevævet dør på grund af nedsat blodtilførsel til knoglen). Til de mange risikofaktorer for

udvikling af denne sygdom hører blandt andre: Varigheden af kombinationsbehandlingen,

anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, alvorligt nedsat immunforsvar, samt (over-)vægt

(højere Body Mass Index (BMI)). Stivhed, ømhed og smerter i leddene (især hofte, knæ og

skulder) samt bevægelsesbesvær kan være tegn på knoglenekrose. Hvis De bemærker et eller

flere af disse symptomer, skal De fortælle det til Deres læge.

Knogleproblemer (som nogle gange resulterer i knoglebrud) kan også forekomme på grund af

skader på celler i nyrerne (de tubulære celler) (se pkt. 4,

Bivirkninger).

Tal med Deres læge, hvis De tidligere har haft en leversygdom, herunder gulsot (hepatitis).

Patienter, som har en leversygdom, inklusive kronisk hepatitis B eller C, og som behandles med

antiretroviral medicin, har en forhøjet risiko for at få alvorlige bivirkninger i leveren, som kan

være livsfarlige. Hvis De har en hepatitis B-infektion, vil Deres læge nøje overveje, hvilken

behandling, der er den bedste for Dem. Hvis De tidligere har haft en leversygdom eller en

kronisk hepatitis B-infektion, vil Deres læge muligvis tage blodprøver for at overvåge Deres

leverfunktion.

Vær opmærksom på infektioner.

Hvis De har en fremskreden hiv-infektion (aids) og har en

infektion, kan De udvikle symptomer på infektion og betændelse eller opleve en forværring af

symptomerne på en eksisterende infektion, når behandlingen med Viread påbegyndes. Disse

symptomer kan være tegn på, at kroppens forbedrede immunforsvar bekæmper infektionen.

Hold øje med tegn på betændelse eller infektion i tiden lige efter, De begynder at tage Viread.

Hvis De bemærker tegn på betændelse eller infektion,

skal De omgående fortælle Deres

læge det.

Ud over de opportunistiske infektioner kan autoimmune lidelser (skyldes, at immunsystemet

angriber sundt kropsvæv) også opstå, efter De er begyndt at tage medicin til behandling af Deres

hiv-infektion. Autoimmune lidelser kan opstå mange måneder efter, De er påbegyndt

behandling. De skal straks informere Deres læge for at få den nødvendige behandling, hvis De

bemærker symptomer på infektion eller andre symptomer, såsom muskelsvaghed, svaghed

begyndende i hænder og fødder, og som bevæger sig op igennem kroppen, hjertebanken, rysten

eller hyperaktivitet.

Kontakt lægen eller eller apotekspersonalet, hvis De er over 65 år.

Viread er ikke undersøgt

hos patienter over 65 år. Hvis De er over 65 år og får ordineret Viread, vil Deres læge overvåge

Dem nøje.

Børn og unge

Viread 33 mg/g granulat er

kun egnet

til:

Hiv-inficerede børn og unge i alderen 2 til under 18 år, som allerede er blevet behandlet

med anden hiv-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens,

eller der forårsagede bivirkninger

HBV-inficerede børn og unge i alderen 2 til under 18 år.

Viread 33 mg/g granulat er

ikke

egnet til følgende grupper:

Ikke til

hiv-inficerede

børn under 2

Ikke til HBV- (hepatitis B-virus) inficerede

børn under 2 år

Se pkt. 3,

Sådan skal De tage Viread

, for dosering.

Brug af anden medicin sammen med Viread

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis De tager anden medicin eller har gjort det for nylig.

De skal fortsætte med at tage al Deres medicin mod hiv-infektion,

som er ordineret af Deres

læge, når De påbegynder behandlingen med Viread, hvis De har både HBV og hiv.

Tag ikke Viread

, hvis De allerede tager anden medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil eller

tenofoviralafenamid. Tag ikke Viread sammen med medicin, der indeholder adefovirdipivoxil

(medicin, der anvendes til at behandle kronisk hepatitis B).

Det er meget vigtigt at fortælle Deres læge det, hvis De tager anden medicin, som kan

skade Deres nyrer.

Det kan f.eks. være:

aminoglykosider, pentamidin eller vancomycin (mod bakteriel infektion),

amphotericin B (mod svampeinfektion),

foscarnet, ganciclovir eller cidofovir (mod virusinfektion),

interleukin-2 (til behandling af kræft),

adefovirdipivoxil (mod HBV),

tacrolimus (for undertrykkelse af immunsystemet),

non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er, til at lindre knogle- eller

muskelsmerter).

Anden medicin, som indeholder didanosin (mod hiv-infektion):

Hvis De tager Viread

sammen med anden antiviral medicin, som indeholder didanosin, kan det øge indholdet af

didanosin i blodet og reducere CD4-celletallet. Der er rapporteret om sjældne tilfælde af

betændelse i bygspytkirtlen og laktatacidose (overskud af mælkesyre i blodet), der somme tider

har medført dødsfald, når medicin, der indeholder tenofovirdisoproxil og didanosin, blev

indtaget samtidigt. Deres læge vil nøje tage stilling til, om det er nødvendigt at behandle Dem

med kombinationer af tenofovir og didanosin.

Det er også vigtigt at fortælle Deres læge

det, hvis De får ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir til behandling af

hepatitis C

infektion.

Brug af Viread sammen med mad og drikke

Viread granulat skal blandes med blød mad, der ikke skal tygges

(f.eks. yoghurt, æblemos eller

babymad). Hvis granulatblandingen tygges, vil den have en meget bitter smag.

Graviditet og amning

Hvis De er gravid eller ammer, har mistanke om, at De er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal

De spørge Deres læge eller apotekspersonalet til råds, før De tager dette lægemiddel.

De må ikke tage Viread under graviditeten,

medmindre De specifikt har drøftet dette med

Deres læge. Selvom der foreligger begrænsede kliniske data om brug af Viread hos gravide,

anvendes Viread normalt ikke, medmindre det er absolut nødvendigt.

Hvis De bliver gravid

eller planlægger at blive gravid, skal De kontakte Deres læge for at

drøfte de potentielle fordele og risici, som Deres antiretrovirale behandling indebærer for Dem

og Deres barn.

Hvis De har taget Viread

under Deres graviditet, kan lægen anmode om regelmæssige

blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser for at overvåge barnets udvikling. For de børn,

hvis mødre har taget NRTI'er i løbet af graviditeten, opvejede fordelen ved beskyttelse mod hiv

risikoen ved bivirkningerne.

De må ikke amme, mens De er i behandling med Viread,

fordi det aktive stof i denne

medicin udskilles i mælken hos mennesker.

Hvis De er en kvinde med hiv eller HBV, må De ikke amme for at undgå at smitte barnet via

mælken.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Viread kan forårsage svimmelhed.

Kør ikke bil eller motorcykel, lad være med at cykle

og lad være

med at arbejde med værktøj eller maskiner, hvis De bliver svimmel, når De tager Viread.

Viread granulat indeholder mannitol

Mannitol kan have en mild afførende virkning.

3.

Sådan skal De tage Viread

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning.

Er De i tvivl, så

spørg lægen eller apotekspersonalet.

Den anbefalede dosis er:

Voksne og unge i alderen 12 til under 18 år, som vejer mindst 35 kg:

245 mg, hvilket svarer

til 7,5 måleskeer med granulat, en gang dagligt.

Børn i alderen 2 til under 12 år:

Den daglige dosis til børn afhænger af deres vægt. Deres

barns læge vil bestemme den rette dosis af Viread granulat baseret på Deres barns vægt.

Viread granulat skal afmåles med den medfølgende måleske (se figur A):

Hver strøget måleske giver 1 g granulat, der indeholder 33 mg tenofovirdisoproxil (som fumarat).

Afmål det korrekte antal strøgne måleskeer med granulat i en beholder.

De skal blande granulatet med blød mad, der ikke skal tygges, f.eks. yoghurt, æblemos eller

babymad. Der kræves en spiseskefuld (15 ml) blød mad pr. strøget måleske granulat. Granulatet

må ikke blandes med væsker.

De skal tage granulatet blandet med mad øjeblikkeligt.

Tag altid hele blandingen, De har lavet.

Tag altid den dosis, Deres læge har anbefalet

for at sikre, at medicinen er så effektiv som

muligt og for at reducere udviklingen af resistens mod behandlingen. De må ikke ændre Deres

dosis, medmindre De har fået besked på det af Deres læge.

Hvis De er voksen og har problemer med Deres nyrer,

kan Deres læge råde Dem til at

reducere Deres daglige dosis af granulatet.

Hvis De har HBV, kan Deres læge tilbyde Dem en hiv-test for at se, om De har både HBV

og hiv.

De bedes læse indlægssedlerne til den anden retrovirale medicin, som De behandles med, for at få

vejledning i at indtage medicinen korrekt.

Figur A

Figur B

Figur C

For ½ måleske:

Fyld måleskeen op til den ”½ linje” på siden (se Figur C).

Fyld måleskeen helt op.

Brug den flade kant af en ren kniv til at fjerne overskydende granulat fra

måleskeens top (se figur B).

½ linje

Hvis De har taget for meget Viread

Hvis De ved et uheld tager for meget Viread, kan De have en øget risiko for mulige bivirkninger af

denne medicin (se pkt. 4,

Bivirkninger

.

Kontakt lægen eller den nærmeste skadestue for at få råd. Tag

beholderen med granulatet med, så De let kan vise, hvad De har taget.

Hvis De har glemt at tage Viread

Det er vigtigt, at De husker at tage hver dosis af Viread. Hvis De har glemt en dosis, skal De finde ud

af, hvor lang tid der er gået, siden De skulle have taget den.

Hvis det er mindre end 12 timer

efter, dosis normalt tages, skal De tage den så hurtigt som

muligt og derefter tage den næste dosis på det normale tidspunkt.

Hvis det er mere end 12 timer

siden De skulle have taget den, skal De ikke tage den glemte

dosis. Vent og tag den næste dosis på det normale tidspunkt. De må ikke tage en dobbeltdosis

som erstatning for den glemte dosis.

Hvis De kaster op mindre end en time efter, at De har taget Viread,

skal De tage en ny dosis. De

behøver ikke tage en ny dosis, hvis De kaster op mere end en time efter, at De tog Viread granulat.

Hvis De holder op med at tage Viread

De må ikke holde op med at tage Viread, medmindre Deres læge har anbefalet det. Ophør med Viread

kan nedsætte virkningen af den behandling, som Deres læge har anbefalet.

Hvis De har hepatitis B eller både hiv og hepatitis B samtidig (co-infektion),

er det meget vigtigt,

at De ikke ophører med behandlingen med Viread uden først at tale med Deres læge. Nogle patienter

har symptomer på, eller deres blodprøver viser, at deres hepatitis er blevet forværret efter ophør med

behandlingen med Viread. Det kan være nødvendigt at få taget blodprøver i flere måneder efter ophør

med behandlingen. Hos patienter med fremskreden leversygdom eller levercirrose bør behandlingen

ikke ophøre, da det hos nogle patienter kan medføre forværring af deres hepatitis.

Tal med Deres læge, før De holder op med at tage Viread, uanset årsagen, især hvis De oplever

bivirkninger eller har en anden sygdom.

Bemærker De nogle nye eller usædvanlige symptomer efter behandlingens ophør, skal De

omgående oplyse Deres læge herom, især hvis det drejer sig om symptomer, som De normalt

ville forbinde med hepatitis B-infektion.

Kontakt Deres læge, før De igen begynder at tage Viread granulat.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, De er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Under hiv-behandling kan der forekomme vægtstigning samt forhøjede niveauer af lipider og glukose i

blodet. Dette er til dels forbundet med forbedret helbredstilstand og med livsstil, og for lipidernes

vedkommende sommetider med selve hiv-medicinen. Lægen vil holde øje med disse ændringer.

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Alvorlige bivirkninger: Kontakt Deres læge omgående

Laktatacidose

(overskud af mælkesyre i blodet) er en

sjælden

(kan opstå hos op til 1 ud af

1.000 personer), men alvorlig bivirkning, som kan være dødelig. Følgende bivirkninger kan

være tegn på laktatacidose:

dyb, hurtig vejrtrækning

døsighed

kvalme, opkastning og mavesmerter

Hvis De tror, at De har

laktatacidose, skal De omgående kontakte Deres læge.

Andre alvorlige bivirkninger

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 100 personer):

mavesmerter

på grund af betændelse i bugspytkirtlen

beskadigelse af celler i nyrerne (de tubulære celler)

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos op til 1 ud af 1.000 personer):

nyrebetændelse,

udskillelse af store mængder urin og en fornemmelse af at være tørstig

ændringer i urinen

rygsmerter

på grund af nyreproblemer, inklusive nyresvigt

kalktab fra knoglerne (med

knoglesmerter

; kan nogle gange resultere i knoglebrud), som kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler)

fedtlever

Hvis De tror, at De har nogle af disse alvorlige bivirkninger, skal De kontakte Deres læge.

Hyppigste bivirkninger

Følgende bivirkninger er

meget almindelige

(kan opstå hos mere end 10 ud af 100 personer):

diarré, opkastning, kvalme, svimmelhed, udslæt, svaghedsfølelse

Prøver kan også vise:

fald i phosphat i blodet

Andre bivirkninger

Følgende bivirkninger er

almindelige

(kan opstå hos op til 1 ud af 10 personer):

hovedpine, mavesmerter, træthed, oppustethed, afgang af tarmluft (flatulens)

Prøver kan også vise:

problemer med lever

Følgende bivirkninger er

ikke almindelige

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):

nedbrydning af muskelvæv, smerter eller svaghed i musklerne

Prøver kan også vise:

fald i blodets kaliumniveau

øget kreatinin i blodet

problemer med bugspytkirtlen

Nedbrydning af muskelvæv, kalktab fra knoglerne (med knoglesmerter; kan nogle gange resultere i

knoglebrud), muskelsmerter, muskelsvaghed og fald i blodets kalium- og phosphatniveau kan

forekomme på grund af skader på celler i nyrerne (de tubulære celler).

Følgende bivirkninger er

sjældne

(kan opstå hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

mavesmerter på grund af betændelse i leveren

hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg

Indberetning af bivirkninger

Hvis De oplever bivirkninger, bør De tale med Deres læge eller apoteket.

Dette gælder også

mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres pårørende kan også

indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale rapporteringssystem anført i

Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at fremskaffe mere information

om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på beholderen og pakningen efter (Exp).

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25°C.

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide

medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Viread indeholder

Aktivt stof

: tenofovir. Et gram Viread granulat indeholder 33 mg tenofovirdisoproxil (som

fumarat).

Øvrige indholdsstoffer

: ethylcellulose (E462), hydroxypropylcellulose (E463), mannitol

(E421) og siliciumdioxid (E551). Se pkt. 2 „Viread granulat indeholder mannitol“.

Udseende og pakningsstørrelser

Dette lægemiddel består af et hvidt overtrukket granulat. Granulatet leveres i en beholder, der

indeholder 60 g granulat og er pakket med en måleske.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Gilead Sciences Ireland UC

Carrigtohill

County Cork, T45 DP77

Irland

Fremstiller:

Gilead Sciences Ireland UC

IDA Business & Technology Park

Carrigtohill

County Cork

Irland

Hvis De ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Lietuva

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

България

Gilead Sciences Ireland UC

Тел.: + 353 (0) 1 686 1888

Luxembourg/Luxemburg

Gilead Sciences Belgium SPRL-BVBA

Tél/Tel: + 32 (0) 24 01 35 50

Česká republika

Gilead Sciences s.r.o.

Tel: + 420 910 871 986

Magyarország

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Danmark

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Malta

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Deutschland

Gilead Sciences GmbH

Tel: + 49 (0) 89 899890-0

Nederland

Gilead Sciences Netherlands B.V.

Tel: + 31 (0) 20 718 36 98

Eesti

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

Norge

Gilead Sciences Sweden AB

Tlf: + 46 (0) 8 5057 1849

Ελλάδα

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Österreich

Gilead Sciences GesmbH

Tel: + 43 1 260 830

España

Gilead Sciences, S.L.

Tel: + 34 91 378 98 30

Polska

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

France

Gilead Sciences

Tél: + 33 (0) 1 46 09 41 00

Portugal

Gilead Sciences, Lda.

Tel: + 351 21 7928790

Hrvatska

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

România

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ireland

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 214 825 999

Slovenija

Gilead Sciences Ireland UC

Tel: + 353 (0) 1 686 1888

Ísland

Gilead Sciences Sweden AB

Sími: + 46 (0) 8 5057 1849

Slovenská republika

Gilead Sciences Slovakia s.r.o.

Tel: + 421 232 121 210

Italia

Gilead Sciences S.r.l.

Tel: + 39 02 439201

Suomi/Finland

Gilead Sciences Sweden AB

Puh/Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Κύπρος

Gilead Sciences Ελλάς Μ.ΕΠΕ.

Τηλ: + 30 210 8930 100

Sverige

Gilead Sciences Sweden AB

Tel: + 46 (0) 8 5057 1849

Latvija

Gilead Sciences Poland

Sp. z o.o.

Tel: + 48 22 262 8702

United Kingdom

Gilead Sciences Ltd.

Tel: + 44 (0) 8000 113 700

Denne indlægsseddel blev senest ændret {MM/ÅÅÅÅ}.

De kan finde yderligere oplysninger om Viread på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside

http://www.ema.europa.eu.

BILAG IV

VIDENSKABELIGE KONKLUSIONER OG BEGRUNDELSER FOR ÆNDRING AF

BETINGELSERNE

FOR MARKEDSFØRINGSTILLADELSERNE

Videnskabelige konklusioner

Under hensyntagen til PRAC’s vurderingsrapport om PSUR’erne for tenofovirdisoproxil er CHMP

nået frem til følgende videnskabelige konklusioner:

I betragtning af den aftagende brug af didanosin i kombination med tenofovirdisoproxil og fravær af

rapporterede tilfælde af laktatacidose i forbindelse med denne samtidige administration siden 2015

anses det for passende at fjerne beskrivelsen af advarslerne vedrørende denne samtidige administration

i pkt. 4.4 i produktresuméet og fjerne dem helt i pkt. 4.8 i produktresuméet samt revidere de aktuelle

oplysninger i pkt. 4.5 i produktresuméet.

På grundlag af hidtil akkumulerede data med brugen af tenofovirdisoproxil i forbindelse med

forebyggelse af mor-til-barn overførsel (MTCT) af hepatitis B-virus- (HBV-) infektion er der tilføjet et

udsagn i pkt. 4.6 i produktresuméet for at tilvejebringe de vigtigste sikkerhedsdata fra tre studier, der

evaluerede tenofovirdisoproxil i denne sammenhæng.

Baseret på en opdateret kumulativ gennemgang af laktatacidose indsendt af indehaveren af

markedsføringstilladelsen med særlig fokus på de 55 nye tilfælde, der er rapporteret siden den sidste

gennemgang foretaget i 2014, anbefaler PRAC tilføjelse af et udsagn i pkt. 4.8 i produktresuméet på

grund af alvorsgraden af tilfældene (2 med letal udgang).

CHMP tilslutter sig PRAC’s videnskabelige konklusioner.

Begrundelser for ændring af betingelserne for markedsføringstilladelsen/-tilladelserne

På baggrund af de videnskabelige konklusioner for tenofovirdisoproxil er CHMP af den opfattelse, at

benefit/risk-forholdet for det lægemiddel/de lægemidler, der indeholder tenofovirdisoproxil, forbliver

uændret under forudsætning af, at de foreslåede ændringer indføres i produktinformationen.

CHMP anbefaler, at betingelserne for markedsføringstilladelserne ændres.

BILAG I

PRODUKTRESUMÉ

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver filmovertrukket tablet indeholder 123 mg tenofovirdisoproxil (som fumarat).

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på

Hver tablet indeholder 82 mg lactose (som monohydrat).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukket tablet (tablet).

Hvide, trekantede, filmovertrukne tabletter, der måler 8,5 mm i diameter og er præget med „GSI“ på

den ene side og „150“ på den anden.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Hiv 1-infektion

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter er indiceret i kombination med andre antiretrovirale

lægemidler til behandling af hiv 1-inficerede, pædiatriske patienter med NRTI-resistens eller

toksiciteter, der udelukker brugen af førstevalgsbehandling, i alderen 6 til < 12 år, der vejer mellem

17 kg og under 22 kg.

Valget af Viread som behandlingsform til tidligere antiretroviral-behandlede patienter med

hiv 1-infektion skal baseres på individuel testning af patienternes virusresistens og/eller deres

behandlingsanamnese.

Hepatitis B-infektion

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter er indiceret til behandling af kronisk hepatitis B hos

pædiatriske patienter i alderen 6 til < 12 år, der vejer mellem 17 kg og under 22 kg med:

kompenseret leversygdom og tegn på immunaktiv sygdom, dvs. aktiv viral replikation og

vedvarende forhøjede ALAT-niveauer i serum eller histologiske tegn på moderat til svær

inflammation og/eller fibrose. Med hensyn til beslutning om initiering af behandling af

pædiatriske patienter se pkt. 4.2, 4.4, 4.8 og 5.1.

4.2

Dosering og administration

Behandlingen skal initieres af en læge med erfaring i behandlingen af hiv-infektion og/eller

behandling af kronisk hepatitis B.

Dosering

Hiv 1 og kronisk hepatitis B

Den anbefalede dosis til behandling af hiv 1-infektion og kronisk hepatitis B hos pædiatriske patienter

i alderen 6 til < 12 år, der vejer mellem 17 kg og < 22 kg, og som er i stand til at sluge filmovertrukne

tabletter, er én 123 mg tablet en gang dagligt taget oralt sammen med mad.

Se Produktresuméet for Viread 163 mg og 204 mg filmovertrukne tabletter til behandling af

hiv 1-infektion og kronisk hepatitis B hos pædiatriske patienter i alderen 6 til < 12 år, der vejer hhv.

mellem 22 kg og < 28 kg og mellem 28 kg og < 35 kg.

Viread fås også som 33 mg/g granulat til behandling af hiv 1-infektion og kronisk hepatitis B hos

pædiatriske patienter i alderen 2 til < 12 år, der vejer < 17 kg, eller som ikke er i stand til at sluge

filmovertrukne tabletter. Se Produktresumeét for Viread 33 mg/g granulat.

Beslutningen om behandling af pædiatriske patienter skal ske på baggrund af omhyggelige

overvejelser af den individuelle patients behov og i betragtning af aktuelle retningslinjer for

behandling af pædiatriske patienter, herunder værdien af histologiske oplysninger ved

baseline

Fordelene ved langvarig virologisk suppression med fortsat behandling skal opvejes mod risikoen ved

langvarig behandling, herunder udvikling af resistent hepatitis B-virus og usikkerhederne i forbindelse

med virkningen på knogle- og nyretoksicitet ved langvarig behandling (se pkt. 4.4).

Serum-ALAT skal være vedvarende forhøjet i mindst 6 måneder forud for behandling af pædiatriske

patienter med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B, og i mindst

12 måneder hos patienter med HBeAg-negativ sygdom.

Behandlingens varighed for pædiatriske patienter med kronisk hepatitis B

Behandlingens optimale varighed er ukendt. Seponering af behandlingen kan overvejes som følger:

Hos HBeAg-positive patienter uden levercirrose bør behandlingen administreres i mindst

12 måneder efter HBe-serokonversion (tab af HBeAg og tab af HBV-dna med anti-HBe-

påvisning i to på hinanden følgende serumprøver med mindst 3-6 måneders mellemrum) er

bekræftet eller indtil HBs-serokonversion eller der er manglende virkning (se pkt. 4.4). Serum-

ALAT- og HBV-dna-niveauer bør følges regelmæssigt efter seponering af behandlingen for at

kunne påvise et eventuelt sent virologisk tilbagefald.

Hos HBeAg-negative patienter uden levercirrose bør behandlingen administreres mindst indtil

HBs-serokonversion, eller indtil der er tegn på manglende virkning. Seponering af behandlingen

kan også overvejes, når der er opnået stabil virologisk suppression (dvs. i mindst 3 år), så længe

serum-ALAT- og HBV-dna-niveauer følges regelmæssigt efter seponering af behandlingen for

at kunne påvise et eventuelt sent virologisk tilbagefald. Ved langvarig behandling i mere end

2 år tilrådes regelmæssig revurdering for at bekræfte, at det fortsat er hensigtsmæssigt for

patienten at fortsætte den valgte behandling.

Manglende dosis

Hvis en patient glemmer at tage en dosis Viread i mindre end 12 timer efter tidspunktet, hvor patienten

normalt tager dosen, skal patienten tage Viread sammen med mad så snart som muligt og derefter

fortsætte med den normale doseringsplan. Hvis en patient glemmer at tage en dosis Viread i mere end

12 timer, og det næsten er tid til næste dosis, skal patienten ikke tage den manglende dosis, men blot

fortsætte med den normale doseringsplan.

Hvis patienten kaster op inden for 1 time efter at have taget Viread, skal der tages en ny tablet. Hvis

patienten kaster op mere end 1 time efter at have taget Viread, skal patienten ikke tage en ny dosis.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

Anvendelsen af tenofovirdisoproxil anbefales ikke til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

(se pkt. 4.4).

Nedsat leverfunktion

Justering af dosis er ikke nødvendig hos patienter med nedsat leverfunktion (se pkt. 4.4 og 5.2).

Hvis Viread 123 mg filmovertrukne tabletter seponeres hos patienter med samtidig hiv-infektion og

hepatitis B-virus (HBV), skal disse patienter monitoreres tæt for tegn på eksacerbation af hepatitis (se

pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Tenofovirdisoproxils sikkerhed og virkning hos hiv 1-inficerede børn eller børn med kronisk

hepatitis B under 2 år er ikke klarlagt. Der foreligger ingen data.

Administration

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter skal tages oralt en gang dagligt sammen med mad.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Generelt

Alle HBV-inficerede patienter bør tilbydes hiv-antistoftest før start af behandlingen med

tenofovirdisoproxil (se

Samtidig infektion med hiv 1 og hepatitis B

nedenfor).

Hiv 1

Selvom effektiv viral suppression med antiretroviral behandling har vist sig at nedsætte risikoen

væsentligt for seksuel overførsel, kan en residual risiko ikke udelukkes. Der bør træffes

foranstaltninger med henblik på at forebygge overførsel i overensstemmelse med nationale

retningslinjer.

Hepatitis B

Patienterne skal underrettes om, at det ikke er påvist, at tenofovirdisoproxil forebygger risikoen for

overførsel af HBV til andre ved seksuel kontakt eller kontaminering af blod. Der skal fortsat anvendes

hensigtsmæssige forsigtighedsregler.

Samtidig administration af andre lægemidler

Viread bør ikke tages samtidigt med andre lægemidler, der indeholder tenofovirdisoproxil eller

tenofoviralafenamid.

Viread bør ikke tages samtidigt med adefovirdipivoxil.

Samtidig administration af tenofovirdisoproxil og didanosin anbefales ikke (se pkt. 4.5).

Trestofsbehandling med nukleosider/nukleotider

Hos hiv-patienter er der rapporteret om høj forekomst af manglende virologisk virkning og om

resistensudvikling, begge på et tidligt tidspunkt, når tenofovirdisoproxil blev kombineret med

lamivudin og abacavir eller med lamivudin og didanosin, der blev administreret en gang dagligt.

Påvirkning af nyrer og knogler hos den voksne population

Påvirkning af nyrer

Tenofovir elimineres primært via nyrerne. Der er rapporteret nyresvigt, nedsat nyrefunktion, forhøjet

kreatinin, hypofosfatæmi og proksimal tubulopati (herunder Fanconis syndrom) ved brug af

tenofovirdisoproxil i klinisk praksis (se pkt. 4.8).

Nedsat nyrefunktion

Tenofovirs renale sikkerhed er kun blevet undersøgt i et meget begrænset omfang hos voksne patienter

med nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 80 ml/min).

Påvirkning af knogler

I et 144-ugers kontrolleret, klinisk studie med hiv-inficerede patienter, som sammenlignede

tenofovirdisoproxil med stavudin i kombination med lamivudin og efavirenz hos antiretroviral-naive

voksne patienter, sås små reduktioner i knoglemineraltætheden (BMD) i hoften og rygraden hos begge

behandlingsgrupper. Reduktionerne i BMD i rygraden og ændringerne i knoglebiomarkører fra

baseline

var i uge 144 signifikant større i gruppen, der blev behandlet med tenofovirdisoproxil. I denne

gruppe var reduktionerne i BMD i hoften signifikant større indtil uge 96. Der var imidlertid ingen øget

risiko for frakturer eller tegn på klinisk relevante knogleabnormiteter over et tidsrum på 144 uger.

I andre studier (prospektive studier og tværsnitsstudier) sås de mest udtalte reduktioner i BMD hos

patienter, der blev behandlet med tenofovirdisoproxil som del af et regime indeholdende en boostet

proteasehæmmer. Alternative behandlingsregimer bør overvejes til patienter med osteoporose med høj

risiko for frakturer.

Knogleabnormiteter (i sjældne tilfælde medvirkende årsag til frakturer) kan forekomme i forbindelse

med proximal renal tubulopati (se pkt. 4.8).

Påvirkning af nyrer og knogler hos den pædiatriske population

Der er usikkerheder i forbindelse med virkningen af langvarig behandling på knogle- og nyretoksicitet.

Desuden kan reversibiliteten af nyretoksicitet ikke helt sikres. Derfor anbefales en multidisciplinær

fremgangsmåde for på tilstrækkelig vis at afveje balancen mellem risici og fordele ved behandlingen

for hver enkelt patient, bestemme hensigtsmæssig monitorering i løbet af behandlingen (herunder en

beslutning om at seponere behandlingen) og overveje behovet for tilskud.

Påvirkning af nyrer

Nyrebivirkninger i overensstemmelse med proximal renal tubulopati er blevet rapporteret hos

hiv-inficerede, pædiatriske patienter i alderen 2 til < 12 år i det kliniske studie GS-US-104-0352 (se

pkt. 4.8 og 5.1).

Nyremonitorering

Det anbefales, at man bedømmer nyrefunktionen (kreatininclearance og serumphosphat) hos alle

patienter forud for initiering af behandlingen med tenofovirdisoproxil og den skal monitoreres efter to

til fire ugers behandling, efter tre måneders behandling og derefter hver tredje til sjette måned hos

patienter uden renale risikofaktorer. Hos patienter med risiko for nedsat nyrefunktion er hyppigere

monitorering af nyrefunktionen nødvendig.

Nyrebehandling

Hvis serumphosphat bekræftes til at være < 3,0 mg/dl (0,96 mmol/l) hos pædiatriske patienter, der får

tenofovirdisoproxil, skal vurderingen af nyrefunktionen gentages inden for en uge, herunder måling af

glucose- og kaliumkoncentration i blodet samt uringlucose-koncentration (se pkt. 4.8, proksimal

tubulopati). Hvis der er mistanke om nyreabnormiteter, eller disse påvises, skal konsultation med en

nefrolog foretages for at overveje at seponere behandlingen med tenofovirdisoproxil. Det bør også

overvejes at seponere behandlingen med tenofovirdisoproxil i tilfælde af progressiv forværring af

nyrefunktionen, når der ikke er identificeret andre årsager.

Samtidig administration og risiko for nyretoksicitet

Brug af tenofovirdisoproxil bør undgås med samtidig eller nylig brug af et nefrotoksisk lægemiddel

(f.eks. aminoglykosider, amphotericin B, foscarnet, ganciclovir, pentamidin, vancomycin, cidofovir

eller interleukin-2). Hvis samtidig brug af tenofovirdisoproxil og nefrotoksiske lægemidler er

uundgåelig, skal nyrefunktionen monitoreres ugentligt.

Hos patienter i behandling med tenofovirdisoproxil med risikofaktorer for renal dysfunktion er der

blevet rapporteret tilfælde af akut nyresvigt efter påbegyndelse af højdosisbehandling med non-

steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er) og behandling med flere NSAID’er. Hvis

tenofovirdisoproxil administreres sammen med et NSAID, skal nyrefunktionen monitoreres på

tilstrækkelig vis.

En større risiko for nedsat nyrefunktion er blevet rapporteret hos patienter, der fik tenofovirdisoproxil i

kombination med en ritonavir- eller cobicistat-boostet proteasehæmmer. Nøje monitorering af

nyrefunktionen er påkrævet hos disse patienter (se pkt. 4.5). Hos patienter med renale risikofaktorer

skal administration af tenofovirdisoproxil sammen med en boostet proteasehæmmer evalueres nøje.

Tenofovirdisoproxil er ikke klinisk vurderet hos patienter, der får lægemidler, som udskilles via det

samme renale system, herunder transportproteinerne

human organic anion transporter

(hOAT) 1 og 3

eller MRP 4 (f.eks. cidofovir, et lægemiddel, der er kendt for at virke nefrotoksisk). Disse renale

transportproteiner (hOAT1) kan være ansvarlige for tubulær sekretion og til dels for renal elimination

af tenofovir og cidofovir. Farmakokinetikken af disse lægemidler, som udskilles via det samme renale

system, herunder transportproteinerne (hOAT) 1 og 3 eller MRP 4, kan derfor forandre sig, hvis de

administreres samtidig. Medmindre det er klart nødvendigt, anbefales samtidig brug af disse

lægemidler, som udskilles via samme renale system, ikke, men hvis samtidig brug er uundgåelig, bør

nyrefunktionen monitoreres en gang om ugen (se pkt. 4.5).

Nedsat nyrefunktion

Anvendelsen af tenofovirdisoproxil anbefales ikke til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

(se pkt. 4.2). Tenofovirdisoproxil bør ikke initieres til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion,

og bør seponeres hos pædiatriske patienter, som udvikler nedsat nyrefunktion i løbet af behandlingen

med tenofovirdisoproxil.

Påvirkning af knogler

Viread kan forårsage en reduktion i BMD. Virkningerne af ændringer i BMD associeret med

tenofovirdisoproxil på knoglesundheden på længere sigt og fremtidig frakturrisiko kendes ikke på

nuværende tidspunkt (se pkt. 5.1).

Hvis knogleabnormiteter påvises eller mistænkes hos pædiatriske patienter skal konsultation med en

endokrinolog og/eller en nefrolog foretages.

Leversygdom

Tenofovir og tenofovirdisoproxil metaboliseres ikke af leverenzymer. Der er udført et farmakokinetisk

studie hos voksne patienter uden hiv-infektion med forskellige grader af nedsat leverfunktion. Der

blev ikke observeret nogen signifikant farmakokinetisk ændring hos disse patienter (se pkt. 5.2).

Hepatitis-eksacerbationer

Opblussen under behandlingen:

Spontan eksacerbation af kronisk hepatitis B er relativt almindeligt og

karakteriseret af forbigående stigninger i serum-ALAT. Efter opstart af antiviral behandling kan

serum-ALAT stige hos nogle patienter (se pkt. 4.8). Hos patienter med kompenseret leversygdom er

disse stigninger i serum-ALAT generelt hverken ledsaget af en stigning i serum-bilirubin-

koncentrationen eller af hepatisk dekompensation. Patienter med levercirrose kan have større risiko for

hepatisk dekompensation efter hepatitis-eksacerbation og skal derfor monitoreres tæt under

behandlingen.

Opblussen efter seponering af behandlingen:

Akut hepatitis-eksacerbation er også blevet rapporteret

hos patienter efter seponering af hepatitis B-behandlingen. En eksacerbation efter behandlingen er

normalt forbundet med stigning i HBV-dna, og størstedelen af tilfældene forekommer at være

selvbegrænsende. Der er imidlertid blevet rapporteret om alvorlige eksacerbationer, herunder dødsfald.

Leverfunktionen bør monitoreres i regelmæssige intervaller, både med klinisk kontrol og

laboratoriekontroller, i mindst 6 måneder efter seponering af hepatitis B-behandlingen. Genoptagelse

af hepatitis B-behandlingen kan om relevant være nødvendig. Behandlingen bør ikke seponeres hos

patienter med fremskreden leversygdom eller levercirrose, da eksacerbation efter behandlingen kan

føre til hepatisk dekompensation.

En opblussen af leversygdommen er særligt alvorlig og nogle gange letal hos patienter med

dekompenseret leversygdom.

Samtidig infektion med hepatitis C eller D:

Der findes ingen data om virkningen af tenofovir hos

patienter med samtidig infektion med hepatitis C- eller D-virus.

Samtidig infektion med hiv 1 og hepatitis B:

På grund af risikoen for udvikling af hiv-resistens skal

tenofovirdisoproxil kun anvendes som en del af en passende, antiretroviral kombinationsbehandling

hos patienter med samtidig hiv/HBV-infektion. Hos patienter med tidligere tilfælde af

leverdysfunktion, herunder kronisk aktiv hepatitis, er der en forhøjet forekomst af unormal

leverfunktion under antiretroviral kombinationsbehandling (CART) og disse patienter bør monitoreres

i henhold til standardprocedurer. Hvis der er tegn på, at leversygdommen forværres hos sådanne

patienter, skal man overveje at seponere eller foretage et ophold i behandlingen. Det skal imidlertid

bemærkes, at stigninger i ALAT kan være en del af HBV-clearance under behandling med tenofovir,

Hepatitis-eksacerbationer

ovenfor.

Brug sammen med visse antivirale lægemidler mod hepatitis C

Det er vist, at samtidig administration af tenofovirdisoproxil og ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir øger plasmakoncentrationen af

tenofovir, især ved brug af et hiv-regime, der indeholder tenofovirdisoproxil og en farmakokinetisk

booster (ritonavir eller cobicistat). Sikkerheden af tenofovirdisoproxil sammen med

ledipasvir/sofosbuvir, sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir og en

farmakokinetisk booster er ikke klarlagt. De potentielle risici og fordele ved samtidig administration af

ledipasvir/sofosbuvir, sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir og

tenofovirdisoproxil i kombination med en boostet hiv-proteasehæmmer (f.eks. atazanavir eller

darunavir) skal overvejes, især hos patienter med øget risiko for renal dysfunktion. Patienter, der får

ledipasvir/sofosbuvir, sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir sammen med

tenofovirdisoproxil og en boostet hiv-proteasehæmmer bør overvåges for bivirkninger relateret til

tenofovirdisoproxil.

Vægt og metaboliske parametre

Vægtstigning og forhøjede lipider og glucose i blodet kan forekomme under antiretroviral behandling.

Sådanne forandringer kan til dels være forbundet med sygdomskontrol og livsstil. For lipider er der i

visse tilfælde fundet evidens for en behandlingseffekt, mens der ikke er tydelig evidens for relation

mellem vægtstigning og en specifik behandling. Med hensyn til monitorering af lipider og glucose i

blodet refereres til eksisterende behandlingsguidelines for hiv. Tilstande med forhøjet lipid skal

behandles som klinisk indiceret.

Mitokondriel dysfunktion efter eksponering

in utero

Nukleosid-/nukleotid-analoger kan påvirke mitokondriefunktionen i varierende grad; dette er mest

udtalt for stavudin, didanosin og zidovudin. Der er rapporteret om mitokondriel dysfunktion hos

hiv-negative spædbørn, som har været eksponeret for nukleosidanaloger

in utero

og/eller postnatalt.

Det har hovedsageligt drejet sig om behandling med regimer indeholdende zidovudin. De hyppigst

rapporterede manifestationer er hæmatologiske forstyrrelser (anæmi, neutropeni) og metaboliske

forstyrrelser (hyperlaktatæmi, hyperlipasæmi). Reaktionerne har ofte været forbigående. Sent

forekommende neurologiske forstyrrelser er i sjældne tilfælde blevet rapporteret (hypertoni, kramper,

unormal adfærd). Hvorvidt sådanne neurologiske forstyrrelser er forbigående eller permanente er p.t.

ikke kendt. Mitokondriel dysfunktion bør overvejes hos alle børn med svære kliniske symptomer af

ukendt ætiologi, især neurologiske symptomer, der har været eksponeret for nukleosid-/nukleotid-

analoger

in utero

. Disse fund påvirker ikke de aktuelle nationale anbefalinger vedrørende antiretroviral

behandling hos gravide med henblik på at undgå vertikal hiv-overførsel.

Immunreaktiveringssyndrom

Hos hiv-inficerede patienter med svær immuninsufficiens kan der ved påbegyndelse af CART opstå en

inflammatorisk reaktion på asymptomatiske eller residuale opportunistiske patogener, som kan

forårsage alvorlige kliniske tilstande eller forværring af symptomer. Typisk er sådanne reaktioner

observeret inden for de første få uger eller måneder efter påbegyndelsen af CART. Relevante

eksempler er cytomegalovirus retinitis, generaliserede og/eller fokale mycobakterielle infektioner og

pneumocystis jirovecii

pneumoni. Alle inflammatoriske symptomer bør vurderes og behandling

påbegyndes efter behov.

Autoimmune lidelser (såsom Graves sygdom og autoimmun hepatitis) er også rapporteret at

forekomme i forbindelse med immunreaktivering. Tiden til udbrud er mere variabel og kan være

mange måneder efter initiering af behandling.

Osteonekrose

Der er rapporteret om tilfælde af osteonekrose hos patienter, der har fremskreden hiv-sygdom og/eller

hos patienter som befinder sig i langvarig CART. Ætiologien anses dog for at være multifaktoriel

(omfattende anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, svær immunosuppression, højere Body

Mass Index (BMI)). Patienter, der oplever ømme og smertende led, ledstivhed eller bevægelsesbesvær

bør rådes til at søge læge.

Viread 123 mg filmovertrukne tabletter indeholder lactosemonohydrat. Bør ikke anvendes til patienter

med hereditær galactoseintolerans

,

total lactasemangel eller glucose/galactosemalabsorption.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Interaktionsstudier er kun udført hos voksne.

På basis af resultaterne af

in vitro

-studier og tenofovirs kendte eliminationsvej er risikoen for

CYP450-medierede interaktioner, hvor tenofovir er involveret sammen med andre lægemidler, lav.

Samtidig brug anbefales ikke

Viread bør ikke tages samtidigt med andre lægemidler, der indeholder tenofovirdisoproxil eller

tenofoviralafenamid.

Viread bør ikke tages samtidigt med adefovirdipivoxil.

Didanosin

Samtidig administration af tenofovirdisoproxil og didanosin anbefales ikke (se pkt. 4.4 og tabel 1).

Lægemidler, som udskilles gennem nyrerne

Da tenofovir primært udskilles gennem nyrerne, kan administration af tenofovirdisoproxil samtidig

med lægemidler, der reducerer nyrefunktionen eller konkurrerer om aktiv tubulær secernering via

transportproteinerne hOAT 1, hOAT 3 eller MRP 4 (f.eks. cidofovir), øge serumkoncentrationerne af

tenofovir og/eller de samtidigt administrerede lægemidler.

Brug af tenofovirdisoproxil bør undgås ved samtidig eller nylig brug af et nefrotoksisk lægemiddel.

Eksempler herpå omfatter, men er ikke begrænsede til, aminoglykosider, amphotericin B, foscarnet,

ganciclovir, pentamidin, vancomycin, cidofovir eller interleukin-2 (se pkt. 4.4).

Da tacrolimus kan påvirke nyrefunktionen, anbefales tæt monitorering, når det administreres samtidigt

med tenofovirdisoproxil.

Andre interaktioner

Interaktioner mellem tenofovirdisoproxil og andre lægemidler ses i tabel 1 nedenfor (stigning er

angivet som „↑“, fald som „↓“, ingen ændring som „↔“, to gange dagligt som „b.i.d.“, en gang dagligt

som „q.d.“).

Tabel 1: Interaktioner mellem tenofovirdisoproxil og andre lægemidler

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

ANTIINFEKTIVA

Antiretrovirale lægemidler

Proteasehæmmere

Atazanavir/ritonavir

(300 q.d./100 q.d.)

Atazanavir:

AUC: ↓ 25%

: ↓ 28%

: ↓ 26%

Tenofovir:

AUC: ↑ 37%

: ↑ 34%

↑ 29%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved tenofovir,

herunder nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lopinavir/ritonavir

(400 b.i.d./100 b.i.d.)

Lopinavir/ritonavir:

Ingen signifikant virkning på de

farmakokinetiske parametre for

lopinavir/ritonavir.

Tenofovir:

AUC: ↑ 32%

: ↔

: ↑ 51%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved tenofovir,

herunder nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Darunavir/ritonavir

(300/100 b.i.d.)

Darunavir:

Ingen signifikant virkning på de

farmakokinetiske parametre for

darunavir/ritonavir.

Tenofovir:

AUC: ↑ 22%

: ↑ 37%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved tenofovir,

herunder nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

NRTIer

Didanosin

Samtidig administration af

tenofovirdisoproxil og didanosin

resulterer i en 40-60% stigning i

systemisk eksponering for didanosin.

Samtidig administration af

tenofovirdisoproxil og

didanosin kan ikke anbefales

(se pkt. 4.4).

Øget systemisk eksponering

for didanosin kan øge risikoen

for didanosinrelaterede

bivirkninger. Der er

rapporteret sjældne tilfælde af

pancreatitis og laktatacidose,

og nogle af disse tilfælde var

letale. Samtidig

administration af

tenofovirdisoproxil og

didanosin ved en dosis på

400 mg dagligt er blevet sat i

forbindelse med en signifikant

reduktion af CD4-celletallet,

muligvis på grund af en

intracellulær interaktion, der

forhøjer niveauet af

phosphoryleret (dvs. aktiv)

didanosin. En reduceret dosis

på 250 mg didanosin

administreret samtidig med

tenofovirdisoproxil er blevet

sat i forbindelse med rapporter

om en høj forekomst af

manglende virologisk

virkning af flere testede

kombinationer til behandling

af hiv 1-infektion.

Adefovirdipivoxil

AUC: ↔

: ↔

Tenofovirdisoproxil bør ikke

administreres samtidig med

adefovirdipivoxil (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Antivirale midler mod hepatitis C-virus

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Atazanavir/ritonavir

(300 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Ledipasvir:

AUC: ↑ 96%

: ↑ 68%

: ↑ 118%

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 42%

Atazanavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 63%

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 45%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 47%

: ↑ 47%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

ledipasvir/sofosbuvir og

atazanavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med ledipasvir/sofosbuvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Hvis der ikke er andre

alternativer, skal

kombinationen anvendes med

forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Darunavir/ritonavir

(800 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

1

Ledipasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Sofosbuvir:

AUC: ↓ 27%

: ↓ 37%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Darunavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 48%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 50%

: ↑ 64%

: ↑ 59%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

ledipasvir/sofosbuvir og

darunavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med ledipasvir/sofosbuvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Hvis der ikke er andre

alternativer, skal

kombinationen anvendes med

forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Efavirenz/emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(600 mg/200 mg/245 mg q.d.)

Ledipasvir:

AUC: ↓ 34%

: ↓ 34%

: ↓ 34%

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Efavirenz:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 98%

: ↑ 79%

: ↑ 163%

Anbefaling for dosisjustering

foreligger ikke. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

medføre forstærkede

bivirkninger af

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Emtricitabin/rilpivirin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/25 mg/245 mg q.d.)

Ledipasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Rilpivirin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 40%

: ↔

: ↑ 91%

Anbefaling for dosisjustering

foreligger ikke. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Dolutegravir (50 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ledipasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Dolutegravir

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 65%

: ↑ 61%

: ↑

115%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Atazanavir/ritonavir

(300 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 42%

Velpatasvir:

AUC: ↑ 142%

: ↑ 55%

: ↑ 301%

Atazanavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 39%

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 29%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 55%

: ↑ 39%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir og

atazanavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med sofosbuvir/velpatasvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Darunavir/ritonavir

(800 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↓28%

: ↓ 38%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↓ 24%

: ↔

Darunavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 39%

: ↑ 55%

: ↑ 52%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir og

darunavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med sofosbuvir/velpatasvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400

mg/100 mg q.d.) +

Lopinavir/ritonavir

(800 mg/200 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↓ 29%

: ↓ 41%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↓ 30%

: ↑ 63%

Lopinavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 42%

: ↔

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir og

lopinavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med sofosbuvir/velpatasvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Raltegravir

(400 mg b.i.d) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Raltegravir:

AUC: ↔

: ↔

: ↓ 21%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 40%

: ↑ 46%

: ↑ 70%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Efavirenz/emtricitabin/tenofovirdi

soproxil

(600 mg/200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↑ 38%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↓ 53%

: ↓ 47%

: ↓ 57%

Efavirenz:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 81%

: ↑ 77%

: ↑ 121%

Samtidig administration af

sofosbuvir/velpatasvir og

efavirenz forventes at

reducere

plasmakoncentrationen af

velpatasvir. Samtidig

administration af

sofosbuvir/velpatasvir og

efavirenz-indeholdende

regimer frarådes.

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Emtricitabin/rilpivirin/tenofovirdis

oproxil

(200 mg/25 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Rilpivirin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 40%

: ↑ 44%

: ↑ 84%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir/

voxilaprevir (400 mg/100 mg/

100 mg+100 mg q.d.)

Darunavir (800 mg q.d.) +

Ritonavir (100 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↓ 30%

: N/A

GS-331007

AUC: ↔

:↔

: N/A

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Voxilaprevir:

AUC: ↑ 143%

:↑ 72%

: ↑ 300%

Darunavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↓ 34%

Ritonavir:

AUC: ↑ 45%

: ↑ 60%

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 39%

: ↑ 48%

: ↑ 47%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir/voxila-

previr og darunavir/ritonavir

kan øge risikoen for

bivirkninger relateret til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

sofosbuvir/velpatasvir/voxila-

previr og en farmakokinetisk

booster (f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og med

hyppig monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht. terapeutisk

område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir

(400 mg q.d.) +

Efavirenz/emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(600 mg/200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↓ 19%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↓ 23%

Efavirenz:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 25%

: ↔

Dosisjustering er ikke

nødvendig.

Data genereret ved samtidig dosering af ledipasvir/sofosbuvir. Forskudt administration (12 timers mellemrum) gav

tilsvarende resultater.

Den primære cirkulerende sofosbuvirmetabolit.

Studiet blev udført med yderligere voxilaprevir 100 mg for at opnå de forventede voxilaprevir-eksponeringer hos

HCV-inficerede patienter.

Studier, der blev udført med andre lægemidler

Der var ingen klinisk signifikante farmakokinetiske interaktioner, når tenofovirdisoproxil blev

administreret sammen med emtricitabin, lamivudin, indinavir, efavirenz, nelfinavir, saquinavir

(ritonavir-boostet), methadon, ribavirin, rifampicin, tacrolimus eller hormonantikonceptionsmidlet

norgestimat/ethinylestradiol.

Tenofovirdisoproxil skal tages sammen med mad, da mad forbedrer tenofovirs biotilgængelighed (se

pkt. 5.2).

4.6

Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

En stor mængde data fra gravide kvinder (mere end 1.000 graviditetsudfald) indikerer ingen

misdannelser eller føtal/neonatal toksicitet i forbindelse med tenofovirdisoproxil. Dyrestudier

indikerer ikke reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). Hvis det er indiceret, kan anvendelse af

tenofovirdisoproxil overvejes under graviditet.

I litteraturen er eksponering for tenofovirdisoproxil i graviditetens tredje trimester blevet påvist at

reducere risikoen for transmission af HBV fra moder til barn, hvis tenofovirdisoproxil gives til mødre i

tillæg til hepatitis-B immunglobulin og hepatitis-B vaccine til spædbørn.

I tre kontrollerede kliniske forsøg fik i alt 327 gravide kvinder med kronisk HBV-infektion

administreret tenofovirdisoproxil (245 mg) en gang dagligt fra graviditetsuge 28 til 32 frem til 1-2

måneder efter fødslen. Kvinderne og deres spædbørn blev fulgt i op til 12 måneder efter fødslen. Der

er ikke fremkommet nogen sikkerhedssignaler fra disse data.

Amning

Tenofovir udskilles i human mælk. Der foreligger utilstrækkelige data for virkningen af tenofovir på

det ammede barn. Viread bør derfor ikke anvendes under amning.

For at undgå overførsel af hiv til spædbørn anbefales det generelt, at hiv-inficerede kvinder ikke

ammer deres børn.

Fertilitet

Der er begrænsede kliniske data hvad angår virkningen af tenofovirdisoproxil på fertilitet. Dyrestudier

indikerer ingen skadelige virkninger af tenofovirdisoproxil på fertiliteten.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner

Der er ikke foretaget studier af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.

Patienter bør dog underrettes om, at svimmelhed er blevet indberettet som en bivirkning under

behandling med tenofovirdisoproxil.

4.8

Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofil

Hiv 1 og hepatitis B:

Hos patienter, der behandles med tenoforvirdisoproxil, er der rapporteret sjældne

tilfælde af nedsat nyrefunktion, nyresvigt og ikke almindeligt forekommende hændelser af proksimal

renal tubulopati (herunder Fanconis syndrom), som nogle gange kan medføre knogleabnormiteter (i

sjældne tilfælde er det rapporteret som medvirkende årsag til frakturer). Nyrefunktionen bør

monitoreres hos patienter, som får Viread (se pkt. 4.4).

Hiv 1:

Ca. 1/3 af patienterne kan forventes at få bivirkninger i forbindelse med behandling med

tenofovirdisoproxil i kombination med andre antiretrovirale midler. Disse bivirkninger er som regel

lette til moderate gastrointestinale symptomer. Ca. 1% af de tenofovirdisoproxil-behandlede voksne

patienter seponerede behandlingen på grund af gastrointestinale symptomer.

Hepatitis B:

Ca. 1/4 af patienterne kan forventes at få bivirkninger i forbindelse med behandling med

tenofovirdisoproxil; de fleste af dem er lette. I kliniske studier med HBV-inficerede patienter, var den

hyppigst forekommende bivirkning med tenofovirdisoproxil kvalme (5,4%).

Der er rapporteret akut hepatitis-eksacerbation, både under behandling og efter seponering af hepatitis

B-behandling (se pkt. 4.4).

Resumé af bivirkninger i tabelform

Vurderingen af bivirkninger ved tenofovirdisoproxil er baseret på sikkerhedsdata fra kliniske studier

og erfaringer efter markedsføring. Alle bivirkninger vises i tabel 2.

Kliniske studier, hiv 1:

Vurderingen af bivirkninger med data fra kliniske studier med hiv 1-inficerede

patienter er baseret på erfaringer fra to studier, hvor 653 behandlingserfarne voksne patienter fik

behandling med tenofovirdisoproxil (n = 443) eller placebo (n = 210) i kombination med andre

antiretrovirale lægemidler i 24 uger, og ligeledes fra et dobbeltblindt, sammenlignende, kontrolleret

studie, hvor 600 behandlingsnaive voksne patienter fik behandling med 245 mg tenofovirdisoproxil

(n = 299) eller stavudin (n = 301) i kombination med lamivudin og efavirenz i 144 uger.

Kliniske studier, hepatitis B:

Vurdering af bivirkningsdata fra kliniske studier med HBV-patienter er

primært baseret på erfaringer fra to dobbeltblinde, sammenlignende, kontrollerede studier, hvor 641

voksne patienter med kronisk hepatitis B og kompenseret leversygdom blev behandlet med 245 mg

tenofovirdisoproxil dagligt (n = 426) eller 10 mg adefovirdipivoxil dagligt (n = 215) i 48 uger. De

bivirkninger, der blev observeret ved fortsat behandling i 384 uger, var i overensstemmelse med

sikkerhedsprofilen for tenofovirdisoproxil. Efter en indledende reduktion på ca. -4,9 ml/min (ved

anvendelse af Cockcroft-Gault-ligningen) eller -3,9 ml/min/1,73 m² (ved anvendelse af

modification of

diet in renal disease

[MDRD]-ligningen) efter de første 4 ugers behandling var hastigheden af den

årlige reduktion i nyrefunktionen efter

baseline

, der blev rapporteret hos patienter behandlet med

tenofovirdisoproxil, -1,41 ml/min pr. år (ved anvendelse af Cockcroft-Gault-ligningen) og

-0,74 ml/min/1,73 m² pr. år (ved anvendelse af MDRD-ligningen).

Patienter med dekompenseret leversygdom:

Sikkerhedsprofilen for tenofovirdisoproxil hos patienter

med dekompenseret leversygdom blev vurderet i et dobbeltblindt, aktivt kontrolleret studie

(GS-US-174-0108), hvor voksne patienter fik behandling med tenofovirdisoproxil (n=45) eller

emtricitabin plus tenofovirdisoproxil (n=45) eller entecavir (n=22) i 48 uger.

I behandlingsarmen med tenofovirdisoproxil seponerede 7% af patienterne behandlingen på grund af

en bivirkning, 9% af patienterne fik bekræftet forhøjelse i serumkreatinin på ≥ 0,5 mg/dl eller

bekræftet serumphosphat på < 2 mg/dl til og med uge 48. Der var ingen statistisk signifikante forskelle

mellem de kombinerede tenofovirarme og armen med entecavir. Efter 168 uger oplevede 16% (7/45) i

tenofovirdisoproxil-gruppen, 4% (2/45) i emtricitabin plus tenofovirdisoproxil-gruppen og 14% (3/22)

i entecavir-gruppen tolerabilitetssvigt. 13% (6/45) i tenofovirdisoproxil-gruppen, 13% (6/45) i

emtricitabin plus tenofovirdisoproxil-gruppen og 9% (2/22) i entecavir-gruppen havde en bekræftet

stigning i serumkreatinin på ≥ 0,5 mg/dl eller bekræftet serumphosphat på < 2 mg/dl.

Ved uge 168 var hyppigheden af dødsfald i denne population af patienter med dekompenseret

leversygdom 13% (6/45) i tenofovirdisoproxil-gruppen, 11% (5/45) i emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil-gruppen og 14% (3/22) i entecavir-gruppen. Hyppigheden af hepatocellulært

karcinom var 18% (8/45) i tenofovirdisoproxil-gruppen, 7% (3/45) i emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil-gruppen og 9% (2/22) i entecavir-gruppen.

Forsøgspersoner med en høj CPT-score ved

baseline

havde en større risiko for at udvikle alvorlige

bivirkninger (se pkt. 4.4).

Patienter med lamivudin-resistent kronisk hepatitis B:

Der blev ikke identificeret nye bivirkninger af

tenofovirdisoproxil i et randomiseret, dobbeltblindt studie (GS-US-174-0121), hvor 280 lamivudin-

resistente patienter fik tenofovirdisoproxil (n = 141) eller emtricitabin/tenofovirdisoproxil (n = 139) i

240 uger.

Bivirkninger med mistænkt (eller i det mindste en mulig) forbindelse med behandling er anført

nedenfor efter systemorganklasse og hyppighed. Inden for hver enkelt frekvensgruppe er

bivirkningerne opstillet efter, hvor alvorlige de er. De alvorligste bivirkninger er anført først.

Hyppighederne er defineret som meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til < 1/10), ikke

almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100) eller sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000).

Tabel 2: Resumé af bivirkninger forbundet med tenofovirdisoproxil baseret på erfaringer fra

kliniske studier og efter markedsføring

Hyppighed

Tenofovirdisoproxil

Metabolisme og ernæring:

Meget almindelig:

hypofosfatæmi

Ikke almindelig:

hypokaliæmi

Sjælden:

laktatacidose

Nervesystemet:

Meget almindelig:

svimmelhed

Mave-tarm-kanalen:

Meget almindelig:

diarré, opkastning, kvalme

Almindelig:

flatulens

Ikke almindelig:

pancreatitis

Lever og galdeveje:

Almindelig:

forhøjede aminotransferaser

Sjælden:

steatosis hepatis, hepatitis

Hud og subkutane væv:

Meget almindelig:

udslæt

Sjælden:

angioødem

Hyppighed

Tenofovirdisoproxil

Knogler, led, muskler og bindevæv:

Ikke almindelig:

rabdomyolyse

, muskelsvækkelse

Sjælden:

osteomalaci (manifesterer sig som knoglesmerter og i sjældne tilfælde

medvirkende årsag til frakturer)

1, 2

, myopati

Nyrer og urinveje:

Ikke almindelig:

øget kreatinin, proksimal renal tubulopati (herunder Fanconis syndrom)

Sjælden:

akut nyresvigt, nyresvigt, akut tubulær nekrose, nefritis (herunder akut

interstitiel nefritis)

, nefrogen diabetes insipidus

Almene symptomer og reaktioner på administrationssstedet:

Meget almindelig:

asteni

Denne bivirkning kan forekomme som resultat af proksimal renal tubulopati. Den anses ikke som årsagsmæssigt forbundet

med tenofovirdisoproxil, hvis denne tilstand ikke er til stede.

Denne bivirkning blev identificeret under sikkerhedsovervågningen efter markedsføring, men blev ikke observeret i

randomiserede, kontrollerede, kliniske studier eller i programmet for forlænget adgang til tenofovirdisoproxil.

Hyppighedskategorien ‘ikke almindelig’ blev estimeret ud fra en statistisk beregning baseret på det totale antal patienter

eksponeret for tenofovirdisoproxil i randomiserede, kontrollerede, kliniske studier og i programmet for forlænget adgang

(n=7.319).

Beskrivelse af udvalgte bivirkninger

Hiv 1 og hepatitis B:

Nedsat nyrefunktion

Da Viread kan foråsage nyreskader, anbefales monitorering af nyrefunktionen (se pkt. 4.4 og 4.8

Resumé af sikkerhedsprofil

). Proksimal renal tubulopati gik generelt væk eller blev bedre efter

seponering af tenofovirdisoproxil. Hos nogle patienter gik reduktionen i kreatininclearance imidlertid

ikke helt væk, trods seponering af tenofovirdisoproxil. Patienter med risiko for nedsat nyrefunktion

(såsom patienter med renale risikofaktorer ved

baseline

eller fremskreden hiv-sygdom eller patienter,

der samtidig fik nefrotoksiske lægemidler) har en øget risiko for at opleve en ufuldstændig bedring af

nyrefunktionen, trods seponering af tenofovirdisoproxil (se pkt. 4.4).

Laktatacidose

Der er rapporteret tilfælde af laktatacidose med tenofovirdisoproxil alene eller i kombination med

andre antiretrovirale midler. Patienter med prædisponerende faktorer, såsom patienter med

dekompenseret leversygdom, eller patienter der får samtidige lægemidler, der vides at inducere

laktatacidose, har en større risiko for at få svær laktatacidose under behandling med

tenofovirdisoproxil, herunder med letal udgang.

Hiv 1:

Metaboliske parametre

Kropsvægt og niveauerne af lipid og glucose i blodet kan stige under antiretroviral behandling (se

pkt. 4.4).

Immunreaktiveringssyndrom

Hos hiv-inficerede patienter med svær immuninsufficiens kan der ved påbegyndelse af CART opstå en

inflammatorisk reaktion på asymptomatiske eller residuale opportunistiske infektioner. Autoimmune

lidelser (såsom Graves sygdom og autoimmun hepatitis) er også set; tiden til udbrud er mere variabel

og kan være mange måneder efter initiering af behandling (se pkt. 4.4).

Osteonekrose

Tilfælde af osteonekrose er rapporteret, specielt hos patienter med generelt anerkendte risikofaktorer,

fremskreden hiv-sygdom eller langvarig CART. Hyppigheden er ukendt (se pkt. 4.4).

Hepatitis B:

Hepatitis-eksacerbationer under behandling

I studier med nukleosid-naive patienter forekom der efter behandlingsstart stigninger i ALAT

> 10 gange ULN (øvre grænse af normalværdien) og > 2 gange

baseline

hos 2,6% af de

tenofovirdisoproxil-behandlede patienter. ALAT-stigninger forekom med en mediantid fra

behandlingsstart på 8 uger. Disse stigninger forsvandt ved fortsat behandling og var i de fleste tilfælde

associeret med en reduktion i virusmængden på ≥ 2 log

kopier/ml, som gik forud for eller faldt

sammen med ALAT-stigningen. Der anbefales periodisk monitorering af leverfunktionen under

behandling (se pkt. 4.4).

Hepatitis-eksacerbationer efter seponering af behandling

Hos HBV-inficerede patienter er der forekommet klinisk og laboratoriemæssig evidens for hepatitis-

eksacerbationer efter seponering af HBV-behandling (se pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Hiv 1

Vurderingen af bivirkninger er baseret på to randomiserede studier (studie GS-US-104-0321 og studie

GS-US-104-0352) med 184 hiv 1-inficerede pædiatriske patienter (i alderen 2 til < 18 år), der blev

behandlet med tenofovirdisoproxil (n = 93) eller placebo/aktiv komparator (n = 91) i kombination med

andre antiretrovirale midler i 48 uger (se pkt. 5.1). De observerede bivirkninger hos pædiatriske

patienter, der fik behandling med tenofovirdisoproxil var overensstemmende med dem, der blev

observeret i kliniske studier af tenofovirdisoproxil hos voksne (se pkt. 4.8

Resumé af bivirkninger i

tabelform

og 5.1).

Reduktioner i BMD er blevet rapporteret hos pædiatriske patienter. Hos hiv 1-inficerede unge var

BMD Z-resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik tenofovirdisoproxil, lavere end de

resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik placebo. Hos hiv 1-inficerede børn var

BMD Z-resultater hos forsøgspersoner, der skiftede til tenofovirdisoproxil, lavere end de resultater,

der blev observeret hos forsøgspersoner, som bibeholdt deres stavudin- eller zidovudin-holdige

behandlinger (se pkt. 4.4 og 5.1).

I studie GS-US-104-0352 seponerede 8 ud af 89 pædiatriske patienter (9,0 %), der blev eksponeret for

tenofovirdisoproxil (median tenofovirdisoproxil-eksponering 331 uger), studiemedicinen på grund af

nyrebivirkninger. Fem forsøgsdeltagere (5,6 %) havde laboratoriefund, der var overensstemmende

med proksimal renal tubulopati, og 4 af disse seponerede behandlingen med tenofovirdisoproxil.

7 patienter havde en estimeret glomerulær filtreringshastighed (GFR) mellem 70 og

90 ml/min/1,73 m

. Blandt dem oplevede 3 patienter en klinisk betydningsfuld reduktion i estimeret

GFR, som bedredes efter seponering af tenofovirdisoproxil.

Kronisk hepatitis B

Vurderingen af bivirkninger er baseret på et randomiseret studie (studie GS-US-174-0115) med 106

unge patienter (i alderen 12 til < 18 år) med kronisk hepatitis B, der blev behandlet med

tenofovirdisoproxil 245 mg (n = 52) eller placebo (n = 54) i 72 uger, og på et randomiseret studie

(studie GS-US-174-0144) med 89 patienter med kronisk hepatitis B (i alderen 2 til < 12 år), der blev

behandlet med tenofovirdisoproxil (n = 60) eller placebo (n = 29) i 48 uger. De observerede

bivirkninger hos pædiatriske patienter, som blev behandlet med tenofovirdisoproxil, svarede til de

bivirkninger, der blev observeret i kliniske studier med tenofovirdisoproxil hos voksne (se pkt. 4.8

Resumé af bivirkninger i tabelform

og 5.1).

Reduktioner i BMD er blevet observeret hos HBV-inficerede pædiatriske patienter i alderen 2 til

< 18 år. BMD Z-resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik tenofovirdisoproxil, var

lavere end de resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik placebo (se pkt. 4.4 og 5.1).

Andre særlige populationer

Patienter med nedsat nyrefunktion

Anvendelsen af tenofovirdisoproxil anbefales ikke til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

(se pkt. 4.2 og 4.4).

Hepatitis eksacerbationer efter seponering af behandling

Hos hiv-inficerede patienter med samtidig HBV-infektion er der forekommet klinisk og

laboratoriemæssig evidens for hepatitis efter seponering af tenofovirdisoproxil (se pkt. 4.4).

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende

overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at

indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9

Overdosering

Symptomer

Såfremt der forekommer overdosering, skal patienten monitoreres for tegn på toksicitet (se pkt. 4.8 og

5.3), og der skal gives støttende standardbehandling efter behov.

Behandling

Tenofovir kan fjernes ved hæmodialyse; median hæmodialyse-clearance af tenofovir er 134 ml/min.

Det vides ikke, om tenofovir kan fjernes ved peritonealdialyse.

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Antivirale midler til systemisk brug; nukleosid og nukleotid reverse

transkriptasehæmmere, ATC-kode: J05AF07

Virkningsmekanisme og farmakodynamisk virkning

Tenofovirdisoproxilfumarat er fumaratsaltet af et prodrug af tenofovirdisoproxil. Tenofovirdisoproxil

absorberes og omdannes til det aktive stof tenofovir, som er en nukleosidmonophosphat (nukleotid)-

analog. Tenofovir omdannes derefter af konstitutivt eksprimerede celleenzymer til den aktive

metabolit, tenofovirdiphosphat, en obligat kædeblokker. Tenofovirdiphosphat har en intracellulær

halveringstid på 10 timer i aktiverede og 50 timer i hvilende mononukleære celler i perifert blod

peripheral blood mononuclear cells

, PBMC'er). Tenofovirdiphosphat hæmmer hiv 1-reverse-

transkriptase og HBV-polymerase ved direkte bindingskonkurrence med det naturlige

deoxyribonukleotidsubstrat og - efter indføjelse i dna - ved dna-kædeblokering. Tenofovirdiphosphat

er en svag hæmmer af de cellulære polymeraser α, β og γ. Ved koncentrationer på op til 300 µmol/l

har tenofovir tilmed ikke vist effekt på syntesen af mitokondrie-dna eller produktionen af mælkesyre

in vitro

-analyser.

Data vedrørende hiv

Hiv-antiviral aktivitet in vitro:

Den koncentration af tenofovir, der kræves til 50% hæmning (EC

) af

laboratorie-vildtypestammen hiv 1

IIIB,

er 1-6 µmol/l ved lymfoide cellelinier og 1,1 µmol/l mod

primære hiv 1 subtype B isolater i PBMC'er. Tenofovir er også aktivt mod hiv 1-subtyperne A, C, D,

E, F, G og O og mod hiv

ved primære monocyt-/makrofagceller. Tenofovir er desuden aktivt

in vitro

mod hiv 2 med en EC

på 4,9 µmol/l ved MT-4-celler.

Resistens:

Stammer af hiv 1 med nedsat følsomhed over for tenofovir og en K65R-mutation ved

reverse transkriptase er blevet udsøgt

in vitro

og hos nogle patienter (se Klinisk virkning og

sikkerhed). Tenofovirdisoproxil bør undgås hos tidligere antiretroviral-behandlede patienter med

stammer, som har K65R-mutationen (se pkt. 4.4). Desuden er en K70E-substitution i hiv 1-reverse

transkriptase blevet selekteret af tenofovir, hvilket fører til en nedsat følsomhed for tenofovir på lavt

niveau.

Kliniske studier med tidligere behandlede patienter har vurderet anti-hiv-aktiviteten af 245 mg

tenofovirdisoproxil mod hiv 1-stammer med resistens over for nukleosidhæmmere. Resultaterne

indikerer, at patienter, hvis hiv udtrykte 3 eller flere thymidin-analog-forbundne mutationer

(TAMs)

som omfattede enten M41L- eller L210W-reverse transkriptase-mutation, viste reduceret respons over

for behandlingen med 245 mg tenofovirdisoproxil.

Klinisk virkning og sikkerhed

Den gavnlige effekt af tenofovirdisoproxil hos tidligere behandlede og behandlingsnaive

hiv 1-inficerede voksne er blevet påvist i studier af henholdsvis 48 ugers og 144 ugers varighed.

I studie GS-99-907 blev 550 behandlingserfarne voksne patienter behandlet med placebo eller 245 mg

tenofovirdisoproxil i 24 uger. Det gennemsnitlige CD4-celletal ved

baseline

var 427 celler/mm

, den

gennemsnitlige hiv 1-rna-plasmakoncentration ved

baseline

var 3,4 log

kopier/ml (78% af

patienterne havde en virusmængde på < 5.000 kopier/ml) og den gennemsnitlige varighed af

forudgående hiv-behandling var 5,4 år. Genotypeanalyse ved

baseline

af hiv-isolater fra 253 patienter

afslørede, at 94% af patienterne havde hiv 1-resistensmutationer i forbindelse med nukleosid reverse

transkriptasehæmmere, 58% havde mutationer i forbindelse med proteasehæmmere og 48% havde

mutationer i forbindelse med non-nukleosid reverse transkriptasehæmmere.

Ved uge 24 var den tidsvægtede gennemsnitsændring fra

baseline

i log

plasmakoncentrationer af

hiv 1-rna-niveauer (DAVG

) -0,03 log

kopier/ml og -0,61 log

kopier/ml for placebogruppen og

245 mg tenofovirdisoproxil gruppen (p < 0,0001). En statistisk signifikant forskel til gunst for 245 mg

tenofovirdisoproxil sås i den tidsvægtede gennemsnitsændring fra

baseline

efter 24 uger (DAVG

for CD4-celletallet (+13 celler/mm

for 245 mg tenofovirdisoproxil

versus

-11 celler/mm

placebo, p-værdi = 0,0008). Den antivirale respons over for tenofovirdisoproxil holdt sig i 48 uger

(DAVG

var -0,57 log

kopier/ml, procentdelen af patienter med hiv 1-rna under 400 eller

50 kopier/ml var henholdsvis 41% og 18%). 8 patienter (2%) behandlet med 245 mg

tenofovirdisoproxil udviklede K65R mutationen inden for de første 48 uger.

Den 144-ugers, dobbeltblinde, aktivt kontrollerede fase af studie GS-99-903 vurderede effekten og

sikkerheden af 245 mg tenofovirdisoproxil

versus

stavudin ved anvendelse i kombination med

lamivudin og efavirenz hos behandlingsnaive hiv 1-inficerede voksne patienter. Det gennemsnitlige

CD4-celletal ved

baseline

var 279 celler/mm

, den gennemsnitlige hiv 1-rna-plasmakoncentration ved

baseline

var 4,91 log

kopier/ml, 19% af patienterne havde symptomatisk hiv 1-infektion og 18%

havde aids. Patienter blev stratificeret efter hiv 1-rna og CD4-tal ved

baseline

. 43% af patienterne

havde en virusmængde ved

baseline

på > 100.000 kopier/ml og 39% havde CD4-celletal på

< 200 celler/ml.

Ved behandlingsintentionsanalyse (manglende data og skift i antiretroviral behandling (ART) blev

betragtet som svigt) var procentdelen af patienter med hiv 1-rna under 400 kopier/ml og 50 kopier/ml i

uge 48 af behandlingen henholdsvis 80% og 76% i 245 mg tenofovirdisoproxil behandlingsarmen,

sammenlignet med 84% og 80% i stavudin behandlingsarmen. I uge 144 var procentdelen af patienter

med hiv 1-rna under 400 kopier/ml og 50 kopier/ml henholdsvis 71% og 68% i 245 mg

tenofovirdisoproxil-armen sammenlignet med 64% og 63% i stavudinarmen.

Den gennemsnitlige ændring fra

baseline

for hiv 1-rna og CD4-tal i uge 48 af behandlingen var næsten

ens i begge behandlingsgrupper (-3,09 og -3,09 log

kopier/ml; +169 og 167 celler/mm

i henholdsvis

245 mg tenofovirdisoproxil og stavudin gruppen). I uge 144 af behandlingen forblev den

gennemsnitlige ændring fra

baseline

næsten ens i begge behandlingsgrupper (-3,07 og

-3,03 log

kopier/ml; +263 og +283 celler/mm

i henholdsvis 245 mg tenofovirdisoproxil-gruppen og

stavudingruppen). En konsistent respons på behandling med 245 mg tenofovirdisoproxil sås uden

hensyn til hiv 1-rna og CD4-tal ved

baseline

K65R-mutationen sås hos en lidt højere procentdel af patienter i tenofovirdisoproxil gruppen end den

aktive kontrolgruppe (2,7%

versus

0,7%). Efavirenz- eller lamivudinresistens opstod enten forud for

eller samtidig med udviklingen af K65R i alle tilfælde. 8 patienter i 245 mg tenofovirdisoproxil-armen

havde hiv med K65R-mutation, 7 af disse opstod i løbet af de første 48 uger af behandlingen og den

sidste i uge 96. Der blev ikke observeret yderligere udvikling af K65R op til uge 144. En patient i

armen med tenofovirdisoproxil udviklede K70E-substitutionen i virusset. Fra både genotype- og

fænotypeanalyser har der ikke været nogle tegn på andre veje for resistens over for tenofovir.

Data vedrørende HBV

HBV-antiviral aktivitet in vitro:

Tenofovirs antivirale aktivitet

in vitro

over for HBV blev vurderet i

cellelinjen HepG2 2.2.15. EC

-værdierne for tenofovir var inden for intervallet 0,14 til 1,5 µmol/l

med CC

-værdier (50% cytotoksisk koncentration) > 100 µmol/l.

Resistens:

Der er ikke blevet identificeret nogle HBV-mutationer med relation til tenofovirdisoproxil-

resistens (se Klinisk virkning og sikkerhed). I cellebaserede analyser med HBV-stammer med

rtV173L-, rtL180M- og rtM204I/V-mutationer med relation til lamivudin- og telbivudinresistens

påvistes en følsomhed over for tenofovir fra 0,7 til 3,4 gange den for vildtypevirus. HBV-stammer

med rtL180M-, rtT184G-, rtS202G/I-, rtM204V- og rtM250V-mutationer med relation til

entecavirresistens udviste en følsomhed over for tenofovir fra 0,6 til 6,9 gange den for vildtypevirus.

HBV-stammer med rtA181V- og rtN236T-mutationer med relation til adefovirresistens udviste en

følsomhed over for tenofovir fra 2,9 til 10 gange den for vildtypevirus. Virus, som indeholdt rtA181T-

mutationen, forblev følsomme over for tenofovir med EC

-værdier på 1,5 gange den for vildtypevirus.

Klinisk virkning

Påvisningen af tenofovirdisoproxils gavnlige effekt på kompenseret og dekompenseret sygdom er

baseret på virologisk, biokemisk og serologisk respons hos voksne med HBeAg-positiv og HBeAg-

negativ kronisk hepatitis B. Behandlede patienter omfattede behandlingsnaive, lamivudinerfarne og

adefovirdipivoxilerfarne patienter samt patienter med lamivudin- og/eller adefovirdipivoxilresistens-

mutationer ved

baseline

. Der er også blevet påvist gavnlig effekt, baseret på histologisk respons hos

kompenserede patienter.

Erfaring hos patienter med kompenseret leversygdom i uge 48 (studie GS-US-174-0102 og GS-US-

174-0103)

Resultater gennem 48 uger fra to randomiserede, dobbeltblinde fase 3-studier, som sammenlignede

tenofovirdisoproxil med adefovirdipivoxil hos voksne patienter med kompenseret leversygdom, vises i

tabel 3 nedenfor. Studie GS-US-174-0103 blev udført med 266 (randomiserede og behandlede)

HBeAg-positive patienter, mens studie GS-US-174-0102 blev udført med 375 (randomiserede og

behandlede) patienter, som var HBeAg-negative og HBeAb-positive.

I begge disse studier var tenofovirdisoproxil signifikant bedre end adefovirdipivoxil med hensyn til det

primære virkningsendepunkt, som var komplet respons (defineret som HBV-dna-niveauer < 400

kopier/ml og en forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2 point uden forværring

af Knodells fibrosescore). Behandlingen med 245 mg tenofovirdisoproxil var også forbundet med

signifikant større andele af patienter med HBV-dna < 400 kopier/ml sammenlignet med behandlingen

med 10 mg adefovirdipivoxil. Begge behandlinger producerede lignende resultater med hensyn til

histologisk respons (defineret som en forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2

point uden forværring af Knodells fibrosescore) ved uge 48 (se tabel 3 nedenfor).

I studie GS-US-174-0103 var der en signifikant større andel af patienterne i tenofovirdisoproxil-

gruppen, der havde normaliseret ALAT og opnået tab af HBsAg ved uge 48 end i adefovirdipivoxil-

gruppen (se tabel 3 nedenfor).

Tabel 3: Virkningsparametre hos kompenserede HBeAg-negative og HBeAg-positive patienter i

uge 48

Studie 174-0102 (HBeAg-negativ)

Studie 174-0103 (HBeAg-positiv)

Parameter

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 250

10 mg

adefovirdipivoxil

n = 125

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 176

10 mg

adefovirdipivoxil

n = 90

Komplet respons

Histologi

Histologisk respons (%)

Median HBV-dna-

reduktion fra

baseline

(log

kopier/ml)

-4,7*

-4,0

-6,4*

-3,7

HBV-dna

< 400 kopier/ml

(< 69 IE/ml)

ALAT

Normaliseret ALAT

Serologi

Tab af HBeAg/sero-

konversion

22/21

18/18

Tab af HBsAg/sero-

konversion

3*/1

* p-værdi

versus

adefovirdipivoxil < 0,05.

Komplet respons defineret som HBV-dna-niveauer < 400 kopier/ml og en forbedring af Knodells nekroinflammatoriske

score på mindst 2 point uden forværring af Knodells fibrosescore.

Forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2 point uden forværring af Knodells fibrosescore.

Median ændring fra

baseline

HBV-dna reflekterer blot forskellen mellem

baseline

HBV-dna og analysens detektionsgrænse

Limit of detection

- LOD).

Populationen, som blev brugt til analyse af ALAT-normalisering, inkluderede kun patienter med ALAT over ULN ved

baseline

n/a = not applicable - ikke relevant.

Tenofovirdisoproxil var forbundet med signifikant større andele af patienter med HBV-dna, som ikke

kunne måles (< 169 kopier/ml [< 29 IE/ml]; kvantificeringsgrænsen for Roche Cobas Taqman HBV-

analysen), sammenlignet med adefovirdipivoxil (studie GS-US-174-0102; 91%, 56% henholdsvis

studie GS-US-174-0103; 69%, 9%).

Behandlingsresponset med tenofovirdisoproxil var sammenlignelig hos de nukleosid-erfarne (n = 51)

og nukleosid-naive (n = 375) patienter samt hos patienter med normal ALAT (n = 21) og unormal

ALAT (n = 405) ved

baseline

, da studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103 blev kombineret.

Der var 49 ud af de 51 nukleosid-erfarne patienter, der tidligere var blevet behandlet med lamivudin.

Der var 73% af de nukleosid-erfarne og 69% af de nukleosid-naive patienter, der opnåede

fuldkommen respons på behandlingen; 90% af de nukleosid-erfarne og 88% af de nukleosid-naive

patienter opnåede HBV-dna-undertrykkelse < 400 kopier/ml. Alle patienter med normal ALAT ved

baseline

og 88% af patienterne med unormal ALAT ved

baseline

opnåede HBV-dna-suppression

< 400 kopier/ml.

Erfaring ud over 48 uger i studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103

I studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103 skiftede patienterne uden behandlingsafbrydelse til

open-label

-behandling med tenofovirdisoproxil efter at have fået dobbeltblind-behandling i 48 uger

(enten 245 mg tenofovirdisoproxil eller 10 mg adefovirdipivoxil). I studierne GS-US-174-0102 og

GS-US-174-0103 fortsatte henholdsvis 77% og 61% af patienterne i studiet til og med uge 384. Ved

uge 96, 144, 192, 240, 288 og 384 blev viral suppression, biokemisk og serologisk respons opretholdt

ved fortsat tenofovirdisoproxil-behandling (se tabel 4 og 5 nedenfor).

Tabel 4: Virkningsparametre hos kompenserede HBeAg-negative patienter ved uge 96, 144, 192,

240, 288 og 384 open-label-behandling

Studie 174-0102 (HBeAg-negativ)

Parameter

245 mg tenofovirdisoproxil

n = 250

10 mg adefovirdipivoxil skift til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 125

Uge

HBV-dna

< 400 kopier/ml

(< 69 IE/ml)

ALAT

Normaliseret

ALAT

Serologi

Tab af

HBeAg/sero-

konversion

Tab af

HBsAg/sero-

konversion

Baseret på

Long Term Evaluation

algoritme (LTE-analyse) - Patienter, som afbrød studiet på et vilkårligt tidspunkt før

uge 384 pga. et protokoldefineret endepunkt, såvel som dem, der fuldførte uge 384, inkluderes i nævneren.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Populationen, som blev brugt til analyse af ALAT-normalisering, inkluderede kun patienter med ALAT over ULN ved

baseline

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Én patient i denne gruppe blev HBsAg-negativ for første gang ved uge 240-besøget og var stadig i studiet på skæringsdagen

for dataindsamling. Forsøgspersonens tab af HBsAg blev dog endeligt bekræftet ved det efterfølgende besøg.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

De viste tal er kumulative procenter baseret på en Kaplan Meier-analyse, som ekskluderer data indsamlet efter tillæg af

emtricitabin til

open-label

tenofovirdisoproxil (KM-tenofovirdisoproxil).

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

n/a = not applicable - ikke relevant.

Tabel 5: Virkningsparametre hos kompenserede HBeAg-positive patienter ved uge 96, 144, 192,

240, 288 og 384 open-label-behandling

Studie 174-0103 (HBeAg-positiv)

Parameter

245 mg tenofovirdisoproxil

n = 176

10 mg adefovirdipivoxil skift til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 90

Uge

HBV-dna

< 400 kopier/ml

(< 69 IE/ml)

ALAT

Normaliseret

ALAT

Serologi

Tab af

HBeAg/sero-

konversion

26/23

29/23

34/25

38/30

37/25

30/20

24/20

33/26

36/30

38/31

40/31

35/24

Tab af

HBsAg/sero-

konversion

11/8

11/8

12/8

15/12

10/10

11/10

13/11

Baseret på

Long Term Evaluation

algoritme (LTE-analyse) - Patienter, som afbrød studiet på et vilkårligt tidspunkt før

uge 384 pga. et protokoldefineret endepunkt, såvel som dem, der fuldførte uge 384, inkluderes i nævneren.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Populationen, som blev brugt til analyse af ALAT-normalisering, inkluderede kun patienter med ALAT over ULN ved

baseline

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

De viste tal er kumulative procenter baseret på en Kaplan Meier-analyse, som inkluderer data indsamlet efter tillæg af

emtricitabin til

open-label

tenofovirdisoproxil (KM-ITT).

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

De viste tal er kumulative procenter baseret på en Kaplan Meier-analyse, som ekskluderer data indsamlet efter tillæg af

emtricitabin til

open-label

tenofovirdisoproxil (KM-tenofovirdisoproxil).

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Data for leverbiopsi ved både

baseline

og uge 240 var tilgængelige for 331/489 patienter, som forblev

i studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103 ved uge 240 (se tabel 6 nedenfor). 95% (225/237)

af patienterne uden cirrose ved

baseline

og 99% (93/94) af patienterne med cirrose ved

baseline

havde

enten ingen ændring eller en bedring af fibrosen (Ishaks fibrosescore). Ud af 94 patienter med cirrose

baseline

(Ishaks fibrosescore: 5 - 6) oplevede 26% (24) ingen ændring i Ishaks fibrosescore, og

72% (68) oplevede regression af cirrose ved uge 240 med en reduktion i Ishaks fibrosescore på mindst

2 point.

Tabel 6: Histologisk respons (%) hos kompenserede HBeAg-negative og HBeAg-positive

forsøgspersoner ved uge 240 sammenlignet med baseline

Studie 174-0102

(HBeAg-negativ)

Studie 174-0103

(HBeAg-positiv)

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 250

10 mg

adefovirdipivoxil skift

til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 125

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 176

10 mg

adefovirdipivoxil skift

til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 90

Histologisk respons

[130/148]

[63/74]

[63/70]

[36/39]

Populationen, som blev analyseret histologisk, inkluderede kun patienter med tilgængelige data fra leverbiopsi

(manglende = ekskluderet) ved uge 240. Respons efter tillæg af emtricitabin er ekskluderet (i alt 17 forsøgspersoner i begge

studier).

Forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2 point uden forværring af Knodells fibrosescore.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af op til 192 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af op til 192 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Erfaring hos patienter med samtidig hiv-infektion og tidligere erfaring med lamivudin

I et randomiseret 48-ugers dobbeltblindt, kontrolleret studie af 245 mg tenofovirdisoproxil hos voksne

patienter med samtidig infektion med hiv 1 og kronisk hepatitis B, der tidligere blev behandlet med

lamivudin (studie ACTG 5127), var de gennemsnitlige serum-HBV-dna-niveauer ved

baseline

på 9,45

kopier/ml (n = 27) hos de patienter, der var randomiseret til tenofovir-armen. Behandling med

245 mg tenofovirdisoproxil var forbundet med en gennemsnitlig ændring i serum-HBV-dna fra

baseline

på -5,74 log

kopier/ml (n = 18) hos de patienter, hvor der fandtes 48-ugers data. Ydermere

havde 61% af patienterne normale ALAT-værdier ved uge 48.

Erfaring hos patienter med vedvarende viral replikation (studie GS-US-174-0106)

Virkningen og sikkerheden af 245 mg tenofovirdisoproxil eller 245 mg tenofovirdisoproxil sammen

med 200 mg emtricitabin er blevet evalueret i et randomiseret dobbelt-blindt studie (studie GS-US-

174-0106) med HBeAg-positive og HBeAg-negative voksne patienter, som havde vedvarende viræmi

(HBV-dna ≥ 1.000 kopier/ml), mens de fik 10 mg adefovirdipivoxil i mere end 24 uger. Ved

baseline

var 57% af de patienter, der var randomiseret til behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil

versus

60% af de patienter, der var randomiseret til behandlingsgruppen med emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil, tidligere blevet behandlet med lamivudin. Ved uge 24 var det overordnede

resultat, at 66% (35/53) af patienterne behandlet med tenofovirdisoproxil havde HBV-dna

< 400 kopier/ml (< 69 IE/ml)

versus

69% (36/52) af patienterne behandlet med emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil (p = 0,672). Ydermere havde 55% (29/53) af patienterne behandlet med

tenofovirdisoproxil HBV-dna, som ikke kunne måles (< 169 kopier/ml [< 29 IE/ml];

kvantificeringsgrænsen for Roche Cobas TaqMan HBV-analysen)

versus

60% (31/52) af patienterne

behandlet med emtricitabin plus tenofovirdisoproxil (p = 0,504). Sammenligninger mellem

behandlingsgrupperne ud over uge 24 er svære at fortolke, da investigatorerne havde muligheden for at

intensivere behandlingen til

open-label

-behandling med emtricitabin plus tenofovirdisoproxil.

Langtidsstudier til evaluering af fordele/risici af samtidig behandling med emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil hos HBV-monoinficerede patienter er stadig i gang.

Erfaring hos patienter med dekompenseret leversygdom ved uge 48 (studie GS-US-174-0108)

Studie GS-US-174-0108 er et randomiseret, dobbeltblindt, aktivt kontrolleret studie, som evaluerer

sikkerhed og virkning af tenofovirdisoproxil (n = 45), emtricitabin plus tenofovirdisoproxil (n = 45) og

entecavir (n = 22) hos patienter med dekompenseret leversygdom. I behandlingsarmen med

tenofovirdisoproxil havde patienterne en gennemsnitlig CPT-score på 7,2, en gennemsnitlig HBV-dna

på 5,8 log

kopier/ml og en gennemsnitlig serum-ALAT på 61 E/l ved

baseline

. 42% (19/45) af

patienterne havde mindst 6 måneders tidligere erfaring med lamivudin, 20% (9/45) af patienterne

havde tidligere erfaring med adefovirdipivoxil, og 9 ud af 45 patienter (20%) havde lamivudin-

og/eller adefovirdipivoxilresistens-mutationer ved

baseline

. De sammensatte primære

sikkerhedsendepunkter var seponering på grund af en bivirkning og en bekræftet forhøjelse af

serumkreatinin ≥ 0,5 mg/dl eller bekræftet serumphosphat på < 2 mg/dl.

Hos patienter med CPT-score ≤ 9 opnåede 74% (29/39) i behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil

og 94% (33/35) i behandlingsgruppen med emtricitabin plus tenofovirdisoproxil HBV-dna

< 400 kopier/ml efter 48 ugers behandling.

Samlet er de afledte data fra dette studie for begrænsede til at drage definitive konklusioner om

sammenligningen mellem emtricitabin plus tenofovirdisoproxil og

tenofovirdisoproxil (se tabel 7

nedenunder).

Tabel 7: Sikkerheds- og virkningsparametre hos dekompenserede patienter ved uge 48

Studie 174-0108

Parameter

245 mg

tenofovirdisoproxil

(n = 45)

200 mg

emtricitabin/245 mg

tenofovirdisoproxil

(n = 45)

Entecavir

(0,5 mg eller 1 mg)

n = 22

Tolerabilitetssvigt

(permanent seponering

af studiemedicin på

grund af en bivirkning,

der opstod under

behandlingen)

n (%)

3 (7%)

2 (4%)

2 (9%)

Bekræftet forhøjelse af

serumkreatinin

≥ 0,5 mg/dl fra baseline

eller bekræftet

serumphosphat på

< 2 mg/dl

n (%)

4 (9%)

3 (7%)

1 (5%)

HBV-dna n

(%) < 400

kopier/ml

n (%)

31/44 (70%)

36/41 (88%)

16/22 (73%)

ALAT n

(%) Normal

ALAT

25/44 (57%)

31/41 (76%)

12/22 (55%)

≥ 2 point reduktion i

CPT fra baseline

n (%)

7/27 (26%)

12/25 (48%)

5/12 (42%)

Gennemsnitlig ændring

fra baseline i CPT-score

-0,8

-0,9

-1,3

Gennemsnitlig ændring

fra baseline i MELD-

score

-1,8

-2,3

-2,6

p-værdi ved sammenligning af de kombinerede tenofovirindeholdende arme

versus

entecavirarmen = 0,622,

p-værdi ved sammenligning af de kombinerede tenofovirindeholdende arme

versus

entecavirarmen = 1,000.

Erfaring ud over 48 uger i studie GS-US-174-0108

På basis af en analyse af personer, der ikke fuldførte/skiftede = svigt, opnåede 50% (21/42) af

forsøgspersonerne, som fik tenofovirdisoproxil, 76% (28/37) af forsøgspersonerne, som fik

emtricitabin plus tenofovirdisoproxil, og 52% (11/21) af forsøgspersonerne, som fik entecavir, HBV-

dna < 400 kopier/ml ved uge 168.

Erfaring efter 240 uger hos patienter med lamivudin-resistent HBV (studie GS-US-174-0121)

Virkningen og sikkerheden af 245 mg tenofovirdisoproxil blev evalueret i et randomiseret,

dobbeltblindt studie (GS-US-174-0121) hos HBeAg-positive og HBeAg-negative patienter (n = 280)

med kompenseret leversygdom, viræmi (HBV-dna ≥ 1.000 IE/ml) og genotype-evidens for

lamivudinresistens (rtM204I/V +/- rtL180M). Kun 5 patienter havde mutationer med relation til

adefovirresistens ved

baseline

. 141 voksne forsøgspersoner blev randomiseret til en behandlingsarm

med tenofovirdisoproxil, og 139 voksne forsøgspersoner blev randomiseret til en behandlingsarm med

emtricitabin plus tenofovirdisoproxil. Demografien ved

baseline

var sammenlignelig for de to

behandlingsarme: Ved

baseline

var 52,5% af forsøgspersonerne HBeAg-negative, 47,5% var HBeAg-

positive, det gennemsnitlige HBV-dna-niveau var 6,5 log

kopier/ml, og det gennemsnitlige ALAT-

niveau var 79 E/l.

Efter 240 ugers behandling havde 117 ud af 141 forsøgspersoner (83%), der var randomiseret til

tenofovirdisoproxil, HBV-dna < 400 kopier/ml, og 51 ud af 79 forsøgspersoner (65%) havde

normalisering af ALAT. Efter 240 ugers behandling med emtricitabin plus tenofovirdisoproxil havde

115 ud af 139 forsøgspersoner (83%) HBV-dna < 400 kopier/ml, og 59 ud af 83 forsøgspersoner

(71%) havde normalisering af ALAT. Blandt de HBeAg-positive forsøgspersoner, der var

randomiseret til tenofovirdisoproxil, oplevede 16 ud af 65 forsøgspersoner (25%) tab af HBeAg, og 8

ud af 65 forsøgspersoner (12%) oplevede anti-HBe-serokonversion til og med uge 240. Hos de

HBeAg-positive forsøgspersoner, der var randomiseret til emtricitabin plus tenofovirdisoproxil,

oplevede 13 ud af 68 forsøgspersoner (19%) tab af HBeAg, og 7 ud af 68 forsøgspersoner (10%)

oplevede anti-HBe-serokonversion til og med uge 240. To forsøgspersoner, der var randomiseret til

tenofovirdisoproxil, oplevede HBsAg-tab ved uge 240, men ikke serokonversion til anti-HBs. 5

forsøgspersoner, der var randomiseret til emtricitabin plus tenofovirdisoproxil, oplevede tab af HbsAg,

hvoraf 2 ud af disse 5 forsøgspersoner oplevede serokonversion til anti-HBs.

Klinisk resistens

426 HBeAg-negative (GS-US-174-0102, n = 250) og HBeAg-positive (GS-US-174-0103, n = 176)

patienter, der initialt blev randomiseret til behandling med dobbelt-blind tenofovirdisoproxil og

derefter skiftede til

open-label

-behandling med tenofovirdisoproxil, blev undersøgt for genotype-

ændringer i HBV-polymerase i forhold til

baseline

. Genotype-evalueringer, udført på alle patienter

med HBV-dna > 400 kopier/ml ved uge 48 (n = 39), 96 (n = 24), 144 (n = 6), 192 (n = 5), 240 (n = 4),

288 (n = 6) og 384 (n = 2) af tenofovirdisoproxil-monoterapi viste, at der ikke udvikledes mutationer

associeret med tenofovirdisoproxil-resistens.

215 HBeAg-negative (GS-US-174-0102, n = 125) og HBeAg-positive (GS-US-174-0103, n = 90)

patienter, der initialt blev randomiseret til behandling med dobbelt-blind adefovirdipivoxil og derefter

skiftede til

open-label

-behandling med tenofovirdisoproxil, blev undersøgt for genotype-ændringer i

HBV-polymerase i forhold til

baseline

. Genotype-evalueringer, udført på alle patienter med HBV-dna

> 400 kopier/ml ved uge 48 (n = 16), 96 (n = 5), 144 (n = 1), 192 (n = 2), 240 (n = 1), 288 (n = 1) og

384 (n = 2) af tenofovirdisoproxil-monoterapi viste, at der ikke udvikledes mutationer associeret med

tenofovirdisoproxil-resistens.

I studie GS-US-174-0108 fik 45 patienter (herunder 9 patienter med lamivudin- og/eller

adefovirdipivoxilresistens-mutationer ved

baseline

) tenofovirdisoproxil i op til 168 uger.

Genotypedata fra parrede HBV-isolater fra

baseline

og under behandling var tilgængelige for 6/8

patienter med HBV-dna > 400 kopier/ml ved uge 48. Der blev ikke identificeret

aminosyresubstitutioner forbundet med resistens over for tenofovirdisoproxil i disse isolater.

Genotypeanalyse blev udført hos 5 forsøgspersoner i tenoforvirdisoproxil-armen efter uge 48. Der blev

ikke identificeret aminosyresubstitutioner forbundet med tenofovirdisoproxil-resistens hos nogen

forsøgspersoner.

I studie GS-US-174-0121 fik 141 patienter med lamivudinresistens-substitutioner ved

baseline

tenofovirdisoproxil i op til 240 uger. Kumulativt var der 4 patienter, som oplevede en viræmisk

episode (HBV-dna > 400 kopier/ml) på det sidste tidspunkt på tenofovirdisoproxil. Blandt de 4

patienter var sekvensdata fra parrede HBV-isolater fra

baseline

og under behandling tilgængelige for

2. Der blev ikke identificeret aminosyresubstitutioner forbundet med resistens over for

tenofovirdisoproxil i disse isolater.

I et pædiatrisk studie (GS-US-174-0115) fik 52 patienter (herunder 6 patienter med

lamivudinresistente mutationer ved

baseline

) indledningsvist blindet tenofovirdisoproxil i op til 72

uger, og derefter skiftede 51/52 patienter over til

open-label

tenofovirdisoproxil (tenofovirdisoproxil-

tenofovirdisoproxil-gruppen). Genotypeevaluering blev udført for alle patienter i denne gruppe med

HBV-dna > 400 kopier/ml ved uge 48 (n = 6), uge 72 (n = 5), uge 96 (n = 4), uge 144 (n = 2) samt uge

192 (n = 3). 54 patienter (herunder 2 patienter med lamivudinresistente mutationer ved

baseline

) fik

indledningsvist blindet placebobehandling i 72 uger, og 52/54 patienter fik derefter tenofovirdisoproxil

(PLB-tenofovirdisoproxil-gruppen). Genotypeevaluering blev udført for alle patienter i denne gruppe

med HBV-dna > 400 kopier/ml ved uge 96 (n = 17), uge 144 (n = 7) samt uge 192 (n = 8). Der blev

ikke identificeret aminosyresubstitutioner forbundet med resistens over for tenofovirdisoproxil i disse

isolater.

I et pædiatrisk studie (GS-US-174-0144) var genotypedata fra parrede HBV-isolater fra

baseline

under behandling fra patienter, der fik tenofovirdisoproxil, tilgængelige for 9 ud af 10 patienter, som

havde plasma-HBV-dna > 400 kopier/ml. Der blev ikke identificeret aminosyresubstitutioner

forbundet med resistens over for tenofovirdisoproxil i disse isolater ved uge 48.

Pædiatrisk population

Hiv 1:

I studie GS-US-104-0321 blev 87 hiv 1-inficerede behandlingserfarne patienter i alderen 12 til

< 18 år behandlet med tenofovirdisoproxil (n = 45) eller placebo (n = 42) i kombination med et

optimeret baggrundsregime (OBR) i 48 uger. På grund af begrænsninger i studiet blev der ikke vist en

gavnlig effekt ved tenofovirdisoproxil sammenlignet med placebo baseret på plasma-hiv 1-rna-

niveauer ved uge 24. Der forventes imidlertid en gavnlig effekt for den unge population baseret på

ekstrapolation af data fra voksne og sammenlignende farmakokinetiske data (se pkt. 5.2).

Hos patienter, som fik behandling med tenofovirdisoproxil eller placebo, var det gennemsnitlige

BMD Z-resultat for columna lumbalis ved

baseline

henholdsvis -1,004 og -0,809, og det

gennemsnitlige BMD Z-resultat for hele kroppen ved

baseline

var henholdsvis -0,866 og -0,584. De

gennemsnitlige ændringer ved uge 48 (afslutning på den dobbeltblinde fase) var -0,215 og -0,165 i

BMD Z-resultat for columna lumbalis og -0,254 og -0,179 i BMD Z-resultat for hele kroppen for

henholdsvis tenofovirdisoproxil- og placebogrupperne. Den gennemsnitlige hastighed for stigning i

BMD var mindre i tenofovirdisoproxil-gruppen sammenlignet med placebogruppen. Ved uge 48 havde

6 unge i tenofovirdisoproxilgruppen og én ung i placebogruppen signifikant tab i BMD i columna

lumbalis (defineret som > 4% tab). Blandt de 28 patienter, der blev behandlet i 96 uger med

tenofovirdisoproxil, ændredes BMD Z-resultat med -0,341 for columna lumbalis og med -0,458 for

hele kroppen.

I studie GS-US-104-0352 blev 97 behandlingserfarne patienter i alderen 2 til < 12 år med stabil,

virologisk suppression på stavudin- eller zidovudin-holdige behandlinger randomiseret til enten at

erstatte stavudin eller zidovudin med tenofovirdisoproxil (n = 48) eller at fortsætte med den

oprindelige behandling (n = 49) i 48 uger. Ved uge 48 havde 83% af patienterne i behandlingsgruppen

med tenofovirdisoproxil og 92% af patienterne i behandlingsgruppen med stavudin eller zidovudin

hiv-1 RNA-koncentrationer på < 400 kopier/ml. Forskellen i andelen af patienter, der bibeholdte

< 400 kopier/ml ved uge 48 var hovedsageligt påvirket af det højere antal seponeringer i

behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil. Når manglende data blev ekskluderet, havde 91% af

patienterne i behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil og 94% af patienterne i behandlingsgruppen

med stavudin eller zidovudin hiv-1 RNA-koncentrationer på < 400 kopier/ml ved uge 48.

Reduktioner i BMD er blevet rapporteret hos pædiatriske patienter. Hos patienter, der fik behandling

med tenofovirdisoproxil, eller stavudin eller zidovudin, var det gennemsnitlige BMD Z-resultat -1,034

og -0,498 for columna lumbalis og det gennemsnitlige BMD Z-resultat var henholdsvis -0,471 og

-0,386 ved

baseline

for hele kroppen. Gennmsnitlige ændringer ved uge 48 (afslutning af den

randomiserede fase) var 0,032 og 0,087 i BMD Z-resultatet for columna lumbalis og -0,184 og -0,027

i BMD Z-resultatet for hele kroppen for henholdsvis gruppen med tenofovirdisoproxil og gruppen med

stavudin eller zidovudin. Den gennemsnitlige hastighed for knogleøgning i columna lumbalis ved

uge 48 var sammenlignelig mellem behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil og

behandlingsgruppen med stavudin eller zidovudin. Knogleøgning for hele kroppen var mindre i

behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil sammenlignet med behandlingsgruppen med stavudin

eller zidovudin. Én patient behandlet med tenofovirdisoproxil og ingen patienter behandlet med

stavudin eller zidovudin havde signifikant (> 4%) BMD-tab i columna lumbalis ved uge 48.

BMD Z-resultater faldt med -0,012 for columna lumbalis og med -0,338 for hele kroppen hos de

64 patienter, der blev behandlet med tenofovirdisoproxil i 96 uger. BMD Z-resultat blev ikke justeret

for højde og vægt.

I studie GS-US-104-0352 seponerede 8 ud af 89 pædiatriske patienter (9,0 %), der blev eksponeret for

tenofovirdisoproxil, studiemedicinen på grund af nyrebivirkninger. Fem forsøgsdeltagere (5,6 %)

havde laboratoriefund, der var klinisk overensstemmende med proksimal renal tubulopati, og 4 af

disse seponerede behandlingen med tenofovirdisoproxil (gennemsnitlig eksponering for

tenofovirdisoproxil 331 uger).

Kronisk hepatitis B:

I studie GS-US-174-0115 blev 106 HBeAg-negative og HBeAg-positive patienter

i alderen 12 til < 18 år med kronisk HBV-infektion [HBV-dna ≥ 10

kopier/ml, forhøjet serum-ALAT

(≥ 2 x ULN) eller en anamnese med forhøjede serum-ALAT-niveauer i løbet af de seneste 24

måneder] behandlet med tenofovirdisoproxil 245 mg (n = 52) eller placebo (n = 54) i 72 uger.

Patienterne skulle være behandlingsnaive med hensyn til tenofovirdisoproxil, men kunne have fået

interferon-baserede regimer (> 6 måneder før screening) eller anden oral anti-HBV

nukleosid/nukleotid-behandling (> 16 uger før screening), der ikke indeholdt tenofovirdisoproxil. Ved

uge 72 havde i alt 88% (46/52) af patienterne i behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil og 0%

(0/54) af patienterne i placebogruppen HBV-dna < 400 kopier/ml. 74% (26/35) af patienterne i

gruppen med tenofovirdisoproxil havde normaliseret ALAT ved uge 72, sammenlignet med 31%

(13/42) i placebogruppen. Behandlingsresponset med tenofovirdisoproxil var sammenligneligt hos

nukleos(t)id-naive (n = 20) og nukleos(t)id-erfarne (n = 32) patienter, herunder lamivudin-resistente

patienter (n = 6). 95% af de nukleos(t)id-naive patienter, 84% af de nukleos(t)id-erfarne patienter og

83% af de lamivudin-resistente patienter opnåede HBV-dna < 400 kopier/ml ved uge 72. 31 ud af de

32 nukleos(t)id-erfarne patienter havde tidligere erfaring med lamivudin. Ved uge 72 havde 96%

(27/28) af de immunaktive patienter (HBV-dna ≥ 10

kopier/ml, serum-ALAT > 1,5 x ULN) i

gruppen, der blev behandlet med tenofovirdisoproxil, og 0% (0/32) af patienterne i placebogruppen

HBV-dna < 400 kopier/ml. 75% (21/28) af de immunaktive patienter i tenofovirdisoproxil-gruppen

havde normal ALAT ved uge 72, sammenlignet med 34% (11/32) i placebogruppen.

Efter 72 uger med blindet randomiseret behandling kunne hver patient skifte til

open-label

-behandling

med tenofovirdisoproxil op til uge 192. Efter uge 72 blev virologisk suppression opretholdt hos de

patienter, som fik dobbeltblindet tenofovirdisoproxil efterfulgt af

open-label

tenofovirdisoproxil

(tenofovirdisoproxil-tenofovirdisoproxil-gruppen): 86,5% (45/52) af patienterne i tenofovirdisoproxil-

tenofovirdisoproxil-gruppen havde HBV-dna < 400 kopier/ml ved uge 192. Blandt de patienter, som

fik placebo i den dobbeltblinde periode, steg andelen af patienter med HBV-dna < 400 kopier/ml

skarpt efter påbegyndelse af behandling med

open-label

tenofovirdisoproxil (PLB-tenofovirdisoproxil-

gruppen): 74,1% (40/54) af patienterne i PLB-tenofovirdisoproxil-gruppen havde HBV-dna < 400

kopier/ml ved uge 192. Andelen af patienter med ALAT-normalisering ved uge 192 i

tenofovirdisoproxil-tenofovirdisoproxil-gruppen var 75,8% (25/33) blandt de patienter, som var

HBeAg-positive ved

baseline

, og 100,0% (2 af 2 patienter) blandt dem, der var HBeAg-negative ved

baseline

. Sammenlignelige procentdele af patienterne i tenofovirdisoproxil-tenofovirdisoproxil- og

PLB-tenofovirdisoproxil-grupperne (henholdsvis 37,5% og 41,7%) oplevede serokonversion til anti-

HBe til og med uge 192.

Data vedrørende knoglemineraltæthed (BMD) fra studiet GS-US-174-0115 er opsummeret i tabel 8:

Tabel 8: Vurdering af knoglemineraltæthed ved baseline, uge 72 og uge 192

Baseline

Uge 72

Uge 192

Tenofovir-

disoproxil-

tenofovir-

disoproxil

PLB-

tenofovir-

disoproxil

Tenofovir-

disoproxil-

tenofovir-

disoproxil

PLB-

tenofovir-

disoproxil

Tenofovir-

disoproxil-

tenofovir-

disoproxil

PLB-

tenofovir-

disoproxil

Gennemsnitlig

(SD) BMD Z-

resultat

columna

lumbalis

-

0,42

(0,762)

-0,26

(0,806)

-0,49

(0,852)

-0,23

(0,893)

-0,37

(0,946)

-0,44

(0,920)

Gennemsnitlig

(SD) ændring

i BMD Z-

resultat

columna

lumbalis fra

baseline

-0,06

(0,320)

0,10

(0,378)

0,02

(0,548)

-0,10

(0,543)

Gennemsnitlig

(SD) BMD Z-

resultat

hele kroppen

-

0,19

(1,110)

-

0,23

(0,859)

-

0,36

(1,077)

-

0,12

(0,916)

-

0,38

(0,934)

-

0,42

(0,942)

Gennemsnitlig

(SD) ændring

af BMD Z-

resultat

hele kroppen

baseline

-

0,16

(0,355)

0,09

(0,349)

-0,16

(0,521)

-0,19

(0,504)

Mindst 6%

fald i BMD

for columna

lumbalis

1,9%

(1 patient)

3,8%

(2 patienter)

3,7%

(2 patienter)

Mindst 6%

fald i BMD

for hele

kroppen

1,9%

(1 patient)

Gennemsnitlig

stigning (%) i

BMD for

columna

lumbalis

5,14%

8,08%

10,05%

11,21%

Gennemsnitlig

stigning (%) i

BMD for hele

kroppen

3,07%

5,39%

6,09%

7,22%

n/a = not applicable - ikke relevant

BMD Z-resultat ikke justeret for højde og vægt

Primært sikkerhedsendepunkt indtil uge 72

I studie GS-US-174-0144 blev 89 HBeAg-negative og -positive patienter i alderen 2 til < 12 år med

kronisk hepatitis B behandlet med 6,5 mg/kg tenofovirdisoproxil op til en maksimal dosis på 245 mg

(n = 60) eller placebo (n = 29) en gang dagligt i 48 uger. Forsøgspersonerne skulle være

tenofovirdisoproxil-naive, have HBV-dna >10

kopier/ml ( ~ 4,2 log

IE/ml) og ALAT på >1,5 × den

øvre grænse af normalværdien (ULN) ved screening. Ved uge 48 havde 77% (46 ud af 60) af

patienterne i behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil og 7% (2 ud af 29) af patienterne i

placebogruppen HBV-dna < 400 kopier/ml (69 IE/ml). 66% (38 ud af 58) af patienterne i gruppen med

tenofovirdisoproxil havde normaliseret ALAT ved uge 48, sammenlignet med 15% (4 ud af 27) i

placebogruppen. 25% (14 ud af 56) af patienterne i tenofovirdisoproxil-gruppen og 24% (7 ud af 29)

af patienterne i placebogruppen opnåede HBeAg-serokonversion ved uge 48. Behandlingsresponset

med tenofovirdisoproxil var sammenligneligt hos behandlingsnaive og behandlingserfarne

forsøgspersoner, hvor 76% (38/50) behandlingsnaive og 80% (8/10) behandlingserfarne

forsøgspersoner opnåede HBV-dna < 400 kopier/ml (69 IE/ml) ved uge 48. Behandlingsresponset med

tenofovirdisoproxil var også sammenligneligt hos forsøgspersoner, som var HBeAg-negative

sammenlignet med dem, som var HBeAg-positive ved

baseline

, hvor 77% (43/56) HBeAg-positive og

75,0% (3/4) HBeAg-negative forsøgspersoner opnåede HBV-dna < 400 kopier/ml (69 IE/ml) ved

uge 48. Fordelingen af HBV-genotyper ved

baseline

var sammenlignelig tenofovirdisoproxil- og

placebogruppen imellem. Størstedelen af forsøgspersonerne var enten genotype C (43,8%) eller D

(41,6%) med en lavere og sammenlignelig hyppighed af genotype A og B (begge 6,7%). Der var kun 1

forsøgsperson, der var randomiseret til tenofovirdisoproxil-gruppen, der var genotype E ved

baseline

Generelt var behandlingsresponset med tenofovirdisoproxil sammenligneligt for genotype A, B, C og

E [75-100% af forsøgspersonerne opnåede HBV-dna < 400 kopier/ml (69 IE/ml) ved uge 48] med en

lavere responsrate hos forsøgspersoner med genotype D-infektion (55%).

Data vedrørende knoglemineraltæthed (BMD) fra studiet GS-US-174-0144 er opsummeret i tabel 9:

Tabel 9: Vurdering af knoglemineraltæthed ved baseline og uge 48

Baseline

Uge 48

Tenofovir-

disoproxil

PLB

Tenofovir-

disoproxil

PLB

Gennemsnitlig (SD)

BMD Z-resultat

columna lumbalis

0,02

(0,977)

-0,29

(1,229)

-0,11

(0,983)

-0,11

(1,234)

Gennemsnitlig (SD)

ændring i BMD Z-

resultat

columna lumbalis

baseline

-0,12

(0,411)

-0,14

(0,330)

Gennemsnitlig (SD)

BMD Z-resultat

hele kroppen

0,11

(0,743)

-0,05

(1,497)

-0,34

(0,939)

0,20

(1,299)

Gennemsnitlig (SD)

ændring i BMD Z-

resultat

for hele

kroppen fra

baseline

-0,18

(0,334)

0,22

(0,446)

Mindst 4% fald i

BMD for columna

lumbalis

18,3%

(11 patienter)

6,9%

(2 patienter)

Mindst 4% fald i

BMD for hele

kroppen

6,7%

(4 patienter)

Gennemsnitlig

stigning (%) i BMD

for columna

lumbalis

3,8%

7,6%

Gennemsnitlig

stigning (%) i BMD

for hele kroppen

4,5%

8,9%

n/a = not applicable - ikke relevant

BMD Z-resultater er kun tilgængelige for et begrænset sæt forsøgspersoner med matchede referencedata

Sekundært endepunkt til og med uge 48

Det Europæiske Lægemiddelagentur har udsat forpligtelsen til at fremlægge resultaterne af studier

med Viread i en eller flere undergrupper af den pædiatriske population med hiv og kronisk hepatitis B

(se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Tenofovirdisoproxil er et vandopløseligt ester-prodrug, som

in vivo

hurtigt omdannes til tenofovir og

formaldehyd.

Tenofovir omdannes intracellulært til tenofovirmonophosphat og til det aktive stof

tenofovirdiphosphat.

Absorption

Efter oral administration af tenofovirdisoproxil til hiv-inficerede patienter absorberes

tenofovirdisoproxil hurtigt og omdannes til tenofovir. Administration af flere doser af

tenofovirdisoproxil sammen med et måltid til hiv-inficerede patienter resulterede i gennemsnitlige

værdier (% variationskoefficient) af tenofovir C

, AUC og C

på henholdsvis 326 (36,6%) ng/ml,

3.324 (41,2%) ng·t/ml og 64,4 (39,4%) ng/ml. Maksimale tenofovirkoncentrationer ses i serum inden

for 1 time efter dosering i den fastende tilstand og inden for 2 timer efter administration sammen med

mad. Den orale biotilgængelighed af tenofovir fra tenofovirdisoproxil var ca. 25% hos fastende

patienter. Administration af tenofovirdisoproxil sammen med et fedtholdigt måltid forstærkede den

orale biotilgængelighed med en forøgelse i tenofovir AUC med ca. 40% og C

med ca. 14%. Efter

den første dosis tenofovirdisoproxil varierede medianværdien C

i serum fra 213 til 375 ng/ml hos

patienter, der havde indtaget et måltid. Administration af tenofovirdisoproxil sammen med et let

måltid havde derimod ingen signifikant indvirkning på tenofovirs farmakokinetik.

Fordeling

Efter intravenøs administration blev

steady-state

distributionsvolumenet af tenofovir vurderet til at

være ca. 800 ml/kg. Efter oral administration af tenofovirdisoproxil fordeles tenofovir til de fleste væv,

hvor de højeste koncentrationer forekommer i nyrer, lever og tarmindhold (prækliniske studier).

In vitro

-proteinbinding af tenofovir til plasma- eller serumprotein var under henholdsvis 0,7 og 7,2%

gennem tenofovirs koncentrationsområde 0,01 til 25 µg/ml.

Biotransformation

In vitro

-studier har afgjort, at hverken tenofovirdisoproxil eller tenofovir er substrater for CYP450-

enzymerne. Hertil kommer, at ved koncentrationer væsentligt højere (ca. 300 gange) end dem, der sås

in vivo

, hæmmede tenofovir ikke

in vitro

-lægemiddelmetabolisering medieret af en hvilken som helst

af de vigtige, humane CYP450-isoformer, der er involveret i lægemiddelbiotransformation (CYP3A4,

CYP2D6, CYP2C9, CYP2E1 eller CYP1A1/2). Tenofovirdisoproxil i en koncentration på 100 µmol/l

havde ingen effekt på nogen af CYP450-isoformerne undtagen CYP1A1/2, hvor der sås en lille (6%),

men statistisk signifikant reduktion i metaboliseringen af CYP1A1/2-substrat. På baggrund af disse

data er det usandsynligt, at der skulle forekomme klinisk betydende interaktioner, der involverer

tenofovirdisoproxil og lægemidler, der metaboliseres af CYP450.

Elimination

Tenofovir udskilles primært af nyrerne ved både filtrering og et aktivt tubulært transportsystem, hvor

ca. 70-80% af dosen udskilles uomdannet i urinen efter intravenøs administration. Total clearance er

beregnet til at være ca. 230 ml/t/kg (ca. 300 ml/min). Renal clearance er beregnet til at være ca.

160 ml/t/kg (ca. 210 ml/min), hvilket er over den glomerulære filtreringshastighed. Dette angiver, at

aktiv tubulær sekretion udgør en vigtig del af eliminationen af tenofovir. Efter oral administration er

den terminale halveringstid af tenofovir ca. 12 til 18 timer.

Studier har vist, at tenofovir secerneres aktivt tubulært af human organisk aniontransporter (hOAT) 1

og 3 ind i de proksimale tubulusceller (influx) og ud i urinen (efflux) af det multidrug-resistente

protein 4 (MRP 4).

Linearitet/non-linearitet

Tenofovirs farmakokinetik var uafhængig af tenofovirdisoproxil-dosis gennem dosisområdet

75-600 mg og påvirkedes ikke af gentagen dosering på noget som helst dosisniveau.

Køn

Begrænset materiale om tenofovirs farmakokinetik hos kvinder angiver ingen større kønseffekt.

Etnisk oprindelse

Farmakokinetik er ikke blevet specifikt undersøgt hos forskellige etniske grupper.

Pædiatrisk population

Tenofovir

steady-state

farmakokinetik blev evalueret hos 8 hiv 1-inficerede unge patienter (i alderen

12 til < 18 år) med kropsvægt ≥ 35 kg og hos 23 hiv 1-inficerede børn i alderen 2 til < 12 år (se

tabel 10 nedenfor). Den tenofovir-eksponering, der blev opnået hos disse pædiatriske patienter, som

fik daglige orale doser på 245 mg tenofovirdisoproxil eller 6,5 mg/kg kropsvægt tenofovirdisoproxil

op til en maksimal dosis på 245 mg svarede til de eksponeringer, der blev opnået hos voksne, som fik

245 mg tenofovirdisoproxil en gang daglig.

Tabel 10: Tenofovirs gennemsnitlige (± SD) farmakokinetiske parametre efter aldersgruppe for

pædiatriske patienter

Dosis og formulering

245 mg filmovertrukket tablet

12 til < 18 år (n = 8)

6,5 mg/kg granulat

2 til < 12 år (n = 23)

(μg/ml)

0,38 ± 0,13

0,24 ± 0,13

(μg·t/ml)

3,39 ± 1,22

2,59 ± 1,06

Kronisk hepatitis B:

Steady-state

tenofovir-eksponering hos HBV-inficerede unge patienter (i alderen

12 til < 18 år) i behandling med en oral, daglig dosis tenofovirdisoproxil på 245 mg var

sammenlignelig med eksponeringer opnået hos voksne i behandling med tenofovirdisoproxil 245 mg

en gang dagligt.

Tenofovir-eksponeringen hos HBV-inficerede pædiatriske patienter i alderen 2 til < 12 år i behandling

med en oral, daglig dosis tenofovirdisoproxil på 6,5 mg/kg af kropsvægten (tablet eller granulat) op til

en maksimal dosis på 245 mg var sammenlignelig med de eksponeringer, der blev opnået hos hiv 1-

inficerede pædiatriske patienter i alderen 2 til < 12 år i behandling med tenofovirdisoproxil 6,5 mg/kg

en gang dagligt op til en maksimal dosis tenofovirdisoproxil på 245 mg.

Der er ikke foretaget farmakokinetiske studier hos børn under 2 år.

Nedsat nyrefunktion

Farmakokinetiske parametre af tenofovir blev bestemt efter administration af en enkelt dosis af

245 mg tenofovirdisoproxil til 40 voksne patienter uden hiv-infektion, uden HBV-infektion med

forskellige grader af nedsat nyrefunktion defineret i henhold til kreatininclearance (CrCl) ved

baseline

(normal nyrefunktion med CrCl > 80 ml/min; let nedsat nyrefunktion med CrCl = 50-79 ml/min;

moderat nedsat nyrefunktion med CrCl = 30-49 ml/min og svært nedsat nyrefunktion med

CrCl = 10-29 ml/min). Sammenlignet med patienter med normal nyrefunktion steg den gennemsnitlige

(% variationskoefficient) eksponering af tenofovir fra 2.185 (12%) ng·t/ml hos forsøgspersoner med

CrCl > 80 ml/min til henholdsvis 3.064 (30%) ng·t/ml, 6.009 (42%) ng·t/ml og 15.985 (45%) ng·t/ml

hos patienter med let, moderat og svært nedsat nyrefunktion.

Tenofovirs farmakokinetik hos voksne ikke-hæmodialyse-patienter med kreatininclearance

< 10 ml/min og hos patienter med ESRD kontrolleret af peritonealdialyse eller andre former for

dialyse er ikke blevet undersøgt.

Tenofovirs farmakokinetik hos pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion er ikke undersøgt. Der

foreligger ingen data for dosisanbefalinger (se pkt. 4.2 og 4.4).

Nedsat leverfunktion

En enkelt dosis af 245 mg tenofovirdisoproxil blev administreret til voksne patienter uden

hiv-infektion, uden HBV-infektion med forskellige grader af nedsat leverfunktion defineret i henhold

til Child-Pugh-Turcotte (CPT) klassifikationen. Der skete ingen betydelig ændring i tenofovirs

farmakokinetik hos forsøgspersoner med nedsat leverfunktion, hvilket tyder på, at det ikke er

nødvendigt at justere dosis hos disse personer. De gennemsnitlige (% variationskoefficient) tenofovir

- og AUC

0-∞

-værdier var henholdsvis 223 (34,8%) ng/ml og 2.050 (50,8%) ng·t/ml hos

forsøgspersoner med normal leverfunktion sammenlignet med 289 (46,0%) ng/ml og

2.310 (43,5%) ng·t/ml hos forsøgspersoner med moderat nedsat leverfunktion og 305 (24,8%) ng/ml

og 2.740 (44,0%) ng·t/ml hos forsøgspersoner med svært nedsat leverfunktion.

Intracellulær farmakokinetik

I ikke-proliferende mononukleære celler i humant perifert blod (PBMC'er) konstateredes det, at

tenofovirdiphosphats halveringstid var ca. 50 timer, hvorimod halveringstiden i phytohæmagglutinin-

stimulerede PBMC'er var ca. 10 timer.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

De prækliniske studier af sikkerhedsfarmakologi viser ingen særlig risiko for mennesker. Resultater

fra toksicitetsstudier efter gentagne doser hos rotter, hunde og aber ved eksponeringsniveauer højere

end eller lig med kliniske eksponeringsniveauer og med mulig klinisk relevans omfatter nyre- og

knogletoksicitet og et fald i serum-phosphat-koncentrationen. Knogletoksicitet blev diagnosticeret som

osteomalaci (aber) og nedsat knoglemineraltæthed (BMD) (rotter og hunde). Knogletoksicitet hos

unge voksne rotter og hunde forekom ved eksponeringer ≥ 5 gange eksponeringen hos pædiatriske

eller voksne patienter; knogletoksicitet forekom hos unge inficerede aber ved meget høje

eksponeringer efter subkutan dosering (≥ 40 gange eksponeringen hos patienter). Fund ved studier

med rotter og aber viste, at der var en stofrelateret reduktion i den intestinale absorption af phosphat

med potentiel, sekundær reduktion af BMD.

Genotoksicitetsstudier viste positive resultater i

in vitro

-muselymfomanalysen, uklare resultater for en

af de stammer, der blev anvendt i Ames-testen, og svagt positive resultater i UDS-testen i primære

rottehepatocytter. Resultaterne var imidlertid negative i en

in vivo

-mikronukleusanalyse med

museknoglemarv.

Orale karcinogenicitetsstudier hos rotter og mus viste kun en lav forekomst af duodenaltumorer ved en

ekstremt høj dosis givet til mus. Disse tumorer har sandsynligvis ingen relevans for mennesker.

Studier af reproduktionstoksicitet udført hos rotter og kaniner viste ingen virkninger hverken på

parrings-, fertilitets-, graviditets- eller fosterparametre. Tenofovirdisoproxil reducerede imidlertid

afkommets levedygtighed og vægt i peri-postnatale toksicitetsstudier ved doser, der var toksiske for

moderen.

Miljørisikovurdering

Det aktive stof tenofovirdisoproxil og dets primære omdannelsesprodukter er persistente i miljøet.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Tabletkerne

Croscarmellosenatrium

Lactosemonohydrat

Magnesiumstearat (E572)

Mikrokrystallinsk cellulose (E460)

Stivelse, prægelatineret

Overtræk

Glyceroltriacetat (E1518)

Hypromellose (E464)

Lactosemonohydrat

Titandioxid (E171)

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

6.5

Emballagetype og pakningsstørrelser

Højdensitets-polyethylen (HDPE)-tabletbeholder med børnesikret lukke af polypropylen indeholdende

30 filmovertrukne tabletter sammen med silicagel-tørremiddel.

Fås i pakninger, der indeholder 1 tabletbeholder med 30 filmovertrukne tabletter og pakninger, der

indeholder 90 (3 tabletbeholdere med 30) filmovertrukne tabletter. Begge pakningsstørrelser er ikke

nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for bortskaffelse

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Gilead Sciences Ireland UC

Carrigtohill

County Cork, T45 DP77

Irland

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

EU/1/01/200/004

EU/1/01/200/005

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF

TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 5. februar 2002

Dato for seneste fornyelse: 14. december 2011

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere oplysninger om Viread findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside

http://www.ema.europa.eu

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver filmovertrukket tablet indeholder 163 mg tenofovirdisoproxil (som fumarat).

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på

Hver tablet indeholder 109 mg lactose (som monohydrat).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukket tablet (tablet).

Hvide, runde, filmovertrukne tabletter, der måler 10,7 mm diameter og er præget med „GSI“ på den

ene side og „200“ på den anden.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Hiv 1-infektion

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter er indiceret i kombination med andre antiretrovirale

lægemidler til behandling af hiv 1-inficerede, pædiatriske patienter med NRTI-resistens eller

toksiciteter, der udelukker brugen af førstevalgsbehandling, i alderen 6 til < 12 år, der vejer mellem

22 kg og under 28 kg.

Valget af Viread som behandlingsform til tidligere antiretroviral-behandlede patienter med

hiv 1-infektion skal baseres på individuel testning af patienternes virusresistens og/eller deres

behandlingsanamnese.

Hepatitis B-infektion

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter er indiceret til behandling af kronisk hepatitis B hos

pædiatriske patienter i alderen 6 til < 12 år, der vejer mellem 22 kg og under 28 kg med:

kompenseret leversygdom og tegn på immunaktiv sygdom, dvs. aktiv viral replikation og

vedvarende forhøjede ALAT-niveauer i serum eller histologiske tegn på moderat til svær

inflammation og/eller fibrose. Med hensyn til beslutning om initiering af behandling af

pædiatriske patienter se pkt. 4.2, 4.4, 4.8 og 5.1.

4.2

Dosering og administration

Behandlingen skal initieres af en læge med erfaring i behandlingen af hiv-infektion og/eller

behandling af kronisk hepatitis B.

Dosering

Hiv 1 og kronisk hepatitis B

Den anbefalede dosis til behandling af hiv 1-infektion og kronisk hepatitis B hos pædiatriske patienter

i alderen 6 til < 12 år, der vejer mellem 22 kg og < 28 kg, og som er i stand til at sluge filmovertrukne

tabletter, er én 163 mg tablet en gang dagligt taget oralt sammen med mad.

Se Produktresuméet for Viread 123 mg og 204 mg filmovertrukne tabletter til behandling af

hiv 1-infektion og kronisk hepatitis B hos pædiatriske patienter i alderen 6 til < 12 år, der vejer hhv.

mellem 17 kg og < 22 kg og mellem 28 kg og < 35 kg.

Viread fås også som 33 mg/g granulat til behandling af hiv 1-infektion og kronisk hepatitis B hos

pædiatriske patienter i alderen 2 til < 12 år, der vejer < 17 kg, eller som ikke er i stand til at sluge

filmovertrukne tabletter. Se Produktresumeét for Viread 33 mg/g granulat.

Beslutningen om behandling af pædiatriske patienter skal ske på baggrund af omhyggelige

overvejelser af den individuelle patients behov og i betragtning af aktuelle retningslinjer for

behandling af pædiatriske patienter, herunder værdien af histologiske oplysninger ved

baseline

Fordelene ved langvarig virologisk suppression med fortsat behandling skal opvejes mod risikoen ved

langvarig behandling, herunder udvikling af resistent hepatitis b-virus og usikkerhederne i forbindelse

med virkningen på knogle- og nyretoksicitet ved langvarig behandling (se pkt. 4.4).

Serum-ALAT skal være vedvarende forhøjet i mindst 6 måneder forud for behandling af pædiatriske

patienter med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B og i mindst

12 måneder hos patienter med HBeAg-negativ sygdom.

Behandlingens varighed for pædiatriske patienter med kronisk hepatitis B

Behandlingens optimale varighed er ukendt. Seponering af behandlingen kan overvejes som følger:

Hos HBeAg-positive patienter uden levercirrose bør behandlingen administreres i mindst

12 måneder efter HBe-serokonversion (tab af HBeAg og tab af HBV-dna med anti-HBe-

påvisning i to på hinanden følgende serumprøver med mindst 3-6 måneders mellemrum) er

bekræftet eller indtil HBs-serokonversion eller der er manglende virkning (se pkt. 4.4). Serum-

ALAT- og HBV-dna-niveauer bør følges regelmæssigt efter seponering af behandlingen for at

kunne påvise et eventuelt sent virologisk tilbagefald.

Hos HBeAg-negative patienter uden levercirrose bør behandlingen administreres mindst indtil

HBs-serokonversion, eller indtil der er tegn på manglende virkning. Seponering af behandlingen

kan også overvejes, når der er opnået stabil virologisk suppression (dvs. i mindst 3 år), så længe

serum-ALAT- og HBV-dna-niveauer følges regelmæssigt efter seponering af behandlingen for

at kunne påvise et eventuelt sent virologisk tilbagefald. Ved langvarig behandling i mere end

2 år tilrådes regelmæssig revurdering for at bekræfte, at det fortsat er hensigtsmæssigt for

patienten at fortsætte den valgte behandling.

Manglende dosis

Hvis en patient glemmer at tage en dosis Viread i mindre end 12 timer efter tidspunktet, hvor patienten

normalt tager dosen, skal patienten tage Viread sammen med mad så snart som muligt og derefter

fortsætte med den normale doseringsplan. Hvis en patient glemmer at tage en dosis Viread i mere end

12 timer, og det næsten er tid til næste dosis, skal patienten ikke tage den manglende dosis, men blot

fortsætte med den normale doseringsplan.

Hvis patienten kaster op inden for 1 time efter at have taget Viread, skal der tages en ny tablet. Hvis

patienten kaster op mere end 1 time efter at have taget Viread, skal patienten ikke tage en ny dosis.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

Anvendelsen af tenofovirdisoproxil anbefales ikke til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

(se pkt. 4.4).

Nedsat leverfunktion

Justering af dosis er ikke nødvendig hos patienter med nedsat leverfunktion (se pkt. 4.4 og 5.2).

Hvis Viread 163 mg filmovertrukne tabletter seponeres hos patienter med samtidig hiv-infektion og

hepatitis B-virus (HBV), skal disse patienter monitoreres tæt for tegn på eksacerbation af hepatitis (se

pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Tenofovirdisoproxils sikkerhed og virkning hos hiv 1-inficerede børn eller børn med kronisk hepatitis

B under 2 år er ikke klarlagt. Der foreligger ingen data.

Administration

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter skal tages oralt en gang dagligt sammen med mad.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Generelt

Alle HBV-inficerede patienter bør tilbydes hiv-antistoftest før start af behandlingen med

tenofovirdisoproxil (se

Samtidig infektion med hiv 1 og hepatitis B

nedenfor).

Hiv 1

Selvom effektiv viral suppression med antiretroviral behandling har vist sig at nedsætte risikoen

væsentligt for seksuel overførsel, kan en residual risiko ikke udelukkes. Der bør træffes

foranstaltninger med henblik på at forebygge overførsel i overensstemmelse med nationale

retningslinjer.

Hepatitis B

Patienterne skal underrettes om, at det ikke er påvist, at tenofovirdisoproxil forebygger risikoen for

overførsel af HBV til andre ved seksuel kontakt eller kontaminering af blod. Der skal fortsat anvendes

hensigtsmæssige forsigtighedsregler.

Samtidig administration af andre lægemidler

Viread bør ikke tages samtidigt med andre lægemidler, der indeholder tenofovirdisoproxil eller

tenofoviralafenamid.

Viread bør ikke tages samtidigt med adefovirdipivoxil.

Samtidig administration af tenofovirdisoproxil og didanosin anbefales ikke (se pkt. 4.5).

Trestofsbehandling med nukleosider/nukleotider

Hos hiv-patienter er der rapporteret om høj forekomst af manglende virologisk virkning og om

resistensudvikling, begge på et tidligt tidspunkt, når tenofovirdisoproxil blev kombineret med

lamivudin og abacavir eller med lamivudin og didanosin, der blev administreret en gang dagligt.

Påvirkning af nyrer og knogler hos den voksne population

Påvirkning af nyrer

Tenofovir elimineres primært via nyrerne. Der er rapporteret nyresvigt, nedsat nyrefunktion, forhøjet

kreatinin, hypofosfatæmi og proksimal tubulopati (herunder Fanconis syndrom) ved brug af

tenofovirdisoproxil i klinisk praksis (se pkt. 4.8).

Nedsat nyrefunktion

Tenofovirs renale sikkerhed er kun blevet undersøgt i et meget begrænset omfang hos voksne patienter

med nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 80 ml/min).

Påvirkning af knogler

I et 144-ugers kontrolleret, klinisk studie med hiv-inficerede patienter, som sammenlignede

tenofovirdisoproxil med stavudin i kombination med lamivudin og efavirenz hos antiretroviral-naive

voksne patienter, sås små reduktioner i knoglemineraltætheden (BMD) i hoften og rygraden hos begge

behandlingsgrupper. Reduktionerne i BMD i rygraden og ændringerne i knoglebiomarkører fra

baseline

var i uge 144 signifikant større i gruppen, der blev behandlet med tenofovirdisoproxil. I denne

gruppe var reduktionerne i BMD i hoften signifikant større indtil uge 96. Der var imidlertid ingen øget

risiko for frakturer eller tegn på klinisk relevante knogleabnormiteter over et tidsrum på 144 uger.

I andre studier (prospektive studier og tværsnitsstudier) sås de mest udtalte reduktioner i BMD hos

patienter, der blev behandlet med tenofovirdisoproxil som del af et regime indeholdende en boostet

proteasehæmmer. Alternative behandlingsregimer bør overvejes til patienter med osteoporose med høj

risiko for frakturer.

Knogleabnormiteter (i sjældne tilfælde medvirkende årsag til frakturer) kan forekomme i forbindelse

med proximal renal tubulopati (se pkt. 4.8).

Påvirkning af nyrer og knogler hos den pædiatriske population

Der er usikkerheder i forbindelse med virkningen af langvarig behandling på knogle- og nyretoksicitet.

Desuden kan reversibiliteten af nyretoksicitet ikke helt sikres. Derfor anbefales en multidisciplinær

fremgangsmåde for på tilstrækkelig vis at afveje balancen mellem risici og fordele ved behandlingen

for hver enkelt patient, bestemme hensigtsmæssig monitorering i løbet af behandlingen (herunder en

beslutning om at seponere behandlingen) og overveje behovet for tilskud.

Påvirkning af nyrer

Nyrebivirkninger i overensstemmelse med proximal renal tubulopati er blevet rapporteret hos

hiv-inficerede, pædiatriske patienter i alderen 2 til < 12 år i det kliniske studie GS-US-104-0352 (se

pkt. 4.8 og 5.1).

Nyremonitorering

Det anbefales, at man bedømmer nyrefunktionen (kreatininclearance og serumphosphat) hos alle

patienter forud for initiering af behandlingen med tenofovirdisoproxil og den skal monitoreres efter to

til fire ugers behandling, efter tre måneders behandling og derefter hver tredje til sjette måned hos

patienter uden renale risikofaktorer. Hos patienter med risiko for nedsat nyrefunktion er hyppigere

monitorering af nyrefunktionen nødvendig.

Nyrebehandling

Hvis serumphosphat bekræftes til at være < 3,0 mg/dl (0,96 mmol/l) hos pædiatriske patienter, der får

tenofovirdisoproxil, skal vurderingen af nyrefunktionen gentages inden for en uge, herunder måling af

glucose- og kaliumkoncentration i blodet samt uringlucose-koncentration (se pkt. 4.8, proksimal

tubulopati). Hvis der er mistanke om nyreabnormiteter, eller disse påvises, skal konsultation med en

nefrolog foretages for at overveje at seponere behandlingen med tenofovirdisoproxil. Det bør også

overvejes at seponere behandlingen med tenofovirdisoproxil i tilfælde af progressiv forværring af

nyrefunktionen, når der ikke er identificeret andre årsager.

Samtidig administration og risiko for nyretoksicitet

Brug af tenofovirdisoproxil bør undgås med samtidig eller nylig brug af et nefrotoksisk lægemiddel

(f.eks. aminoglykosider, amphotericin B, foscarnet, ganciclovir, pentamidin, vancomycin, cidofovir

eller interleukin-2). Hvis samtidig brug af tenofovirdisoproxil og nefrotoksiske lægemidler er

uundgåelig, skal nyrefunktionen monitoreres ugentligt.

Hos patienter i behandling med tenofovirdisoproxil med risikofaktorer for renal dysfunktion er der

blevet rapporteret tilfælde af akut nyresvigt efter påbegyndelse af højdosisbehandling med non-

steroide antiinflammatoriske midler (NSAID’er) og behandling med flere NSAID’er. Hvis

tenofovirdisoproxil administreres sammen med et NSAID, skal nyrefunktionen monitoreres på

tilstrækkelig vis.

En større risiko for nedsat nyrefunktion er blevet rapporteret hos patienter, der fik tenofovirdisoproxil i

kombination med en ritonavir- eller cobicistat-boostet proteasehæmmer. Nøje monitorering af

nyrefunktionen er påkrævet hos disse patienter (se pkt. 4.5). Hos patienter med renale risikofaktorer

skal administration af tenofovirdisoproxil sammen med en boostet proteasehæmmer evalueres nøje.

Tenofovirdisoproxil er ikke klinisk vurderet hos patienter, der får lægemidler, som udskilles via det

samme renale system, herunder transportproteinerne

human organic anion transporter

(hOAT) 1 og 3

eller MRP 4 (f.eks. cidofovir, et lægemiddel, der er kendt for at virke nefrotoksisk). Disse renale

transportproteiner (hOAT1) kan være ansvarlige for tubulær sekretion og til dels for renal elimination

af tenofovir og cidofovir. Farmakokinetikken af disse lægemidler, som udskilles via det samme renale

system, herunder transportproteinerne (hOAT) 1 og 3 eller MRP 4, kan derfor forandre sig, hvis de

administreres samtidig. Medmindre det er klart nødvendigt, anbefales samtidig brug af disse

lægemidler, som udskilles via samme renale system, ikke, men hvis samtidig brug er uundgåelig, bør

nyrefunktionen monitoreres en gang om ugen (se pkt. 4.5).

Nedsat nyrefunktion

Anvendelsen af tenofovirdisoproxil anbefales ikke til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

(se pkt. 4.2). Tenofovirdisoproxil bør ikke initieres til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion,

og bør seponeres hos pædiatriske patienter, som udvikler nedsat nyrefunktion i løbet af behandlingen

med tenofovirdisoproxil.

Påvirkning af knogler

Viread kan forårsage en reduktion i BMD. Virkningerne af ændringer i BMD associeret med

tenofovirdisoproxil på knoglesundheden på længere sigt og fremtidig frakturrisiko kendes ikke på

nuværende tidspunkt (se pkt. 5.1).

Hvis knogleabnormiteter påvises eller mistænkes hos pædiatriske patienter skal konsultation med en

endokrinolog og/eller en nefrolog foretages.

Leversygdom

Tenofovir og tenofovirdisoproxil metaboliseres ikke af leverenzymer. Der er udført et farmakokinetisk

studie hos voksne patienter uden hiv-infektion med forskellige grader af nedsat leverfunktion. Der

blev ikke observeret nogen signifikant farmakokinetisk ændring hos disse patienter (se pkt. 5.2).

Hepatitis-eksacerbationer

Opblussen under behandlingen:

Spontan eksacerbation af kronisk hepatitis B er relativt almindeligt og

karakteriseret af forbigående stigninger i serum-ALAT. Efter opstart af antiviral behandling kan

serum-ALAT stige hos nogle patienter (se pkt. 4.8). Hos patienter med kompenseret leversygdom er

disse stigninger i serum-ALAT generelt hverken ledsaget af en stigning i serum-bilirubin-

koncentrationen eller af hepatisk dekompensation. Patienter med levercirrose kan have større risiko for

hepatisk dekompensation efter hepatitis-eksacerbation og skal derfor monitoreres tæt under

behandlingen.

Opblussen efter seponering af behandlingen:

Akut hepatitis-eksacerbation er også blevet rapporteret

hos patienter efter seponering af hepatitis B-behandlingen. En eksacerbation efter behandlingen er

normalt forbundet med stigning i HBV-dna, og størstedelen af tilfældene forekommer at være

selvbegrænsende. Der er imidlertid blevet rapporteret om alvorlige eksacerbationer, herunder dødsfald.

Leverfunktionen bør monitoreres i regelmæssige intervaller, både med klinisk kontrol og

laboratoriekontroller, i mindst 6 måneder efter seponering af hepatitis B behandlingen. Genoptagelse

af hepatitis B-behandlingen kan om relevant være nødvendig. Behandlingen bør ikke seponeres hos

patienter med fremskreden leversygdom eller levercirrose, da eksacerbation efter behandlingen kan

føre til hepatisk dekompensation.

En opblussen af leversygdommen er særligt alvorlig og nogle gange letal hos patienter med

dekompenseret leversygdom.

Samtidig infektion med hepatitis C eller D:

Der findes ingen data om virkningen af tenofovir hos

patienter med samtidig infektion med hepatitis C- eller D-virus.

Samtidig infektion med hiv 1 og hepatitis B:

På grund af risikoen for udvikling af hiv-resistens skal

tenofovirdisoproxil kun anvendes som en del af en passende, antiretroviral kombinationsbehandling

hos patienter med samtidig hiv/HBV-infektion. Hos patienter med tidligere tilfælde af

leverdysfunktion, herunder kronisk aktiv hepatitis, er der en forhøjet forekomst af unormal

leverfunktion under antiretroviral kombinationsbehandling (CART) og disse patienter bør monitoreres

i henhold til standardprocedurer. Hvis der er tegn på, at leversygdommen forværres hos sådanne

patienter, skal man overveje at seponere eller foretage et ophold i behandlingen. Det skal imidlertid

bemærkes, at stigninger i ALAT kan være en del af HBV-clearance under behandling med tenofovir,

Hepatitis-eksacerbationer

ovenfor.

Brug sammen med visse antivirale lægemidler mod hepatitis C

Det er vist, at samtidig administration af tenofovirdisoproxil og ledipasvir/sofosbuvir,

sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir øger plasmakoncentrationen af

tenofovir, især ved brug af en hiv-behandling, der indeholder tenofovirdisoproxil og en

farmakokinetisk booster (ritonavir eller cobicistat). Sikkerheden af tenofovirdisoproxil sammen med

ledipasvir/sofosbuvir, sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir og en

farmakokinetisk booster er ikke klarlagt. De potentielle risici og fordele ved samtidig administration af

ledipasvir/sofosbuvir, sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir og

tenofovirdisoproxil i kombination med en boostet hiv-proteasehæmmer (f.eks. atazanavir eller

darunavir) skal overvejes, især hos patienter med øget risiko for renal dysfunktion. Patienter, der får

ledipasvir/sofosbuvir, sofosbuvir/velpatasvir eller sofosbuvir/velpatasvir/voxilaprevir sammen med

tenofovirdisoproxil og en boostet hiv-proteasehæmmer bør overvåges for bivirkninger relateret til

tenofovirdisoproxil.

Vægt og metaboliske parametre

Vægtstigning og forhøjede lipider og glucose i blodet kan forekomme under antiretroviral behandling.

Sådanne forandringer kan til dels være forbundet med sygdomskontrol og livsstil. For lipider er der i

visse tilfælde fundet evidens for en behandlingseffekt, mens der ikke er tydelig evidens for relation

mellem vægtstigning og en specifik behandling. Med hensyn til monitorering af lipider og glucose i

blodet refereres til eksisterende behandlingsguidelines for hiv. Tilstande med forhøjet lipid skal

behandles som klinisk indiceret.

Mitokondriel dysfunktion efter eksponering

in utero

Nukleosid-/nukleotid-analoger kan påvirke mitokondriefunktionen i varierende grad, dette er mest

udtalt for stavudin, didanosin og zidovudin. Der er rapporteret om mitokondriel dysfunktion hos

hiv-negative spædbørn, som har været eksponeret for nukleosidanaloger

in utero

og/eller postnatalt.

Det har hovedsageligt drejet sig om behandling med regimer indeholdende zidovudin. De hyppigst

rapporterede manifestationer er hæmatologiske forstyrrelser (anæmi, neutropeni) og metaboliske

forstyrrelser (hyperlaktatæmi, hyperlipasæmi). Reaktionerne har ofte været forbigående. Sent

forekommende neurologiske forstyrrelser er i sjældne tilfælde blevet rapporteret (hypertoni, kramper,

unormal adfærd). Hvorvidt sådanne neurologiske forstyrrelser er forbigående eller permanente er p.t.

ikke kendt. Mitokondriel dysfunktion bør overvejes hos alle børn med svære kliniske symptomer af

ukendt ætiologi, især neurologiske symptomer, der har været eksponeret for nukleosid-/nukleotid-

analoger

in utero

. Disse fund påvirker ikke de aktuelle nationale anbefalinger vedrørende antiretroviral

behandling hos gravide med henblik på at undgå vertikal hiv-overførsel.

Immunreaktiveringssyndrom

Hos hiv-inficerede patienter med svær immuninsufficiens kan der ved påbegyndelse af CART opstå en

inflammatorisk reaktion på asymptomatiske eller residuale opportunistiske patogener, som kan

forårsage alvorlige kliniske tilstande eller forværring af symptomer. Typisk er sådanne reaktioner

observeret inden for de første få uger eller måneder efter påbegyndelsen af CART. Relevante

eksempler er cytomegalovirus retinitis, generaliserede og/eller fokale mycobakterielle infektioner og

pneumocystis jirovecii

pneumoni. Alle inflammatoriske symptomer bør vurderes og behandling

påbegyndes efter behov.

Autoimmune lidelser (såsom Graves sygdom og autoimmun hepatitis) er også rapporteret at

forekomme i forbindelse med immunreaktivering. Tiden til udbrud er mere variabel og kan være

mange måneder efter initiering af behandling.

Osteonekrose

Der er rapporteret om tilfælde af osteonekrose hos patienter, der har fremskreden hiv-sygdom og/eller

hos patienter som befinder sig i langvarig CART. Ætiologien anses dog for at være multifaktoriel

(omfattende anvendelse af kortikosteroider, alkoholforbrug, svær immunosuppression, højere Body

Mass Index (BMI)). Patienter, der oplever ømme og smertende led, ledstivhed eller bevægelsesbesvær

bør rådes til at søge læge.

Viread 163 mg filmovertrukne tabletter indeholder lactosemonohydrat. Bør ikke anvendes til patienter

med hereditær galactoseintolerans, total lactasemangel eller glucose/galactosemalabsorption.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Interaktionsstudier er kun udført hos voksne.

På basis af resultaterne af

in vitro

-studier og tenofovirs kendte eliminationsvej er risikoen for

CYP450-medierede interaktioner, hvor tenofovir er involveret sammen med andre lægemidler, lav.

Samtidig brug anbefales ikke

Viread bør ikke tages samtidigt med andre lægemidler, der indeholder tenofovirdisoproxil eller

tenofoviralafenamid.

Viread bør ikke tages samtidigt med adefovirdipivoxil.

Didanosin

Samtidig administration af tenofovirdisoproxil og didanosin anbefales ikke (se pkt. 4.4 og tabel 1).

Lægemidler, som udskilles gennem nyrerne

Da tenofovir primært udskilles gennem nyrerne, kan administration af tenofovirdisoproxil samtidig

med lægemidler, der reducerer nyrefunktionen eller konkurrerer om aktiv tubulær secernering via

transportproteinerne hOAT 1, hOAT 3 eller MRP 4 (f.eks. cidofovir), øge serumkoncentrationerne af

tenofovir og/eller de samtidigt administrerede lægemidler.

Brug af tenofovirdisoproxil bør undgås ved samtidig eller nylig brug af et nefrotoksisk lægemiddel.

Eksempler herpå omfatter, men er ikke begrænsede til, aminoglykosider, amphotericin B, foscarnet,

ganciclovir, pentamidin, vancomycin, cidofovir eller interleukin-2 (se pkt. 4.4).

Da tacrolimus kan påvirke nyrefunktionen, anbefales tæt monitorering, når det administreres samtidigt

med tenofovirdisoproxil.

Andre interaktioner

Interaktioner mellem tenofovirdisoproxil og andre lægemidler ses i tabel 1 nedenfor (stigning er

angivet som „↑“, fald som „↓“, ingen ændring som „↔“, to gange dagligt som „b.i.d.“, en gang dagligt

som „q.d.“).

Tabel 1: Interaktioner mellem tenofovirdisoproxil og andre lægemidler

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

ANTIINFEKTIVA

Antiretrovirale lægemidler

Proteasehæmmere

Atazanavir/ritonavir

(300 q.d./100 q.d.)

Atazanavir:

AUC: ↓ 25%

: ↓ 28%

: ↓ 26%

Tenofovir:

AUC: ↑ 37%

: ↑ 34%

↑ 29%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved tenofovir,

herunder nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lopinavir/ritonavir

(400 b.i.d./100 b.i.d.)

Lopinavir/ritonavir:

Ingen signifikant virkning på de

farmakokinetiske parametre for

lopinavir/ritonavir.

Tenofovir:

AUC: ↑ 32%

: ↔

: ↑ 51%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved tenofovir,

herunder nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Darunavir/ritonavir

(300/100 b.i.d.)

Darunavir:

Ingen signifikant virkning på de

farmakokinetiske parametre for

darunavir/ritonavir.

Tenofovir:

AUC: ↑ 22%

: ↑ 37%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved tenofovir,

herunder nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

NRTIer

Didanosin

Samtidig administration af

tenofovirdisoproxil og didanosin

resulterer i en 40-60% stigning i

systemisk eksponering for didanosin.

Samtidig administration af

tenofovirdisoproxil og

didanosin kan ikke anbefales

(se pkt. 4.4).

Øget systemisk eksponering

for didanosin kan øge

risikoen for

didanosinrelaterede

bivirkninger. Der er

rapporteret sjældne tilfælde af

pancreatitis og laktatacidose,

og nogle af disse tilfælde var

letale. Samtidig

administration af

tenofovirdisoproxil og

didanosin ved en dosis på

400 mg dagligt er blevet sat i

forbindelse med en

signifikant reduktion af

CD4-celletallet, muligvis på

grund af en intracellulær

interaktion, der forhøjer

niveauet af phosphoryleret

(dvs. aktiv) didanosin. En

reduceret dosis på 250 mg

didanosin administreret

samtidig med

tenofovirdisoproxil er blevet

sat i forbindelse med

rapporter om en høj

forekomst af manglende

virologisk virkning af flere

testede kombinationer til

behandling af hiv 1-infektion.

Adefovirdipivoxil

AUC: ↔

: ↔

Tenofovirdisoproxil bør ikke

administreres samtidig med

adefovirdipivoxil

(se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Antivirale midler mod hepatitis C-virus

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Atazanavir/ritonavir

(300 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Ledipasvir:

AUC: ↑ 96%

: ↑ 68%

: ↑ 118%

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 42%

Atazanavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 63%

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 45%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 47%

: ↑ 47%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

ledipasvir/sofosbuvir og

atazanavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med ledipasvir/sofosbuvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Hvis der ikke er andre

alternativer, skal

kombinationen anvendes med

forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Darunavir/ritonavir

(800 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

1

Ledipasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Sofosbuvir:

AUC: ↓ 27%

: ↓ 37%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Darunavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 48%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 50%

: ↑ 64%

: ↑ 59%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

ledipasvir/sofosbuvir og

darunavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med ledipasvir/sofosbuvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Hvis der ikke er andre

alternativer, skal

kombinationen anvendes med

forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Efavirenz/emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(600 mg/200 mg/245 mg q.d.)

Ledipasvir:

AUC: ↓ 34%

: ↓ 34%

: ↓ 34%

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Efavirenz:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 98%

: ↑ 79%

: ↑ 163%

Anbefaling for dosisjustering

foreligger ikke. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

medføre forstærkede

bivirkninger af

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Emtricitabin/rilpivirin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/25 mg/245 mg q.d.)

Ledipasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Rilpivirin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 40%

: ↔

: ↑ 91%

Anbefaling for dosisjustering

foreligger ikke. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Ledipasvir/sofosbuvir

(90 mg/400 mg q.d.) +

Dolutegravir (50 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ledipasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Dolutegravir

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 65%

: ↑ 61%

: ↑

115%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Atazanavir/ritonavir

(300 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 42%

Velpatasvir:

AUC: ↑ 142%

: ↑ 55%

: ↑ 301%

Atazanavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 39%

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↑ 29%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 55%

: ↑ 39%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir og

atazanavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med sofosbuvir/velpatasvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Darunavir/ritonavir

(800 mg q.d./100 mg q.d.) +

Emtricitabin/ tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↓28%

: ↓ 38%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↓ 24%

: ↔

Darunavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Ritonavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 39%

: ↑ 55%

: ↑ 52%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir og

darunavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med sofosbuvir/velpatasvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Lopinavir/ritonavir

(800 mg/200 mg q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↓ 29%

Cmax: ↓ 41%

GS-331007

2

AUC: ↔

Cmax: ↔

Cmin: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

Cmax: ↓ 30%

Cmin: ↑ 63%

Lopinavir:

AUC: ↔

Cmax: ↔

Cmin: ↔

Ritonavir:

AUC: ↔

Cmax: ↔

Cmin: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

Cmax: ↔

Cmin: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

Cmax: ↑ 42%

Cmin: ↔

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir og

lopinavir/ritonavir kan øge

risikoen for bivirkninger

relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

med sofosbuvir/velpatasvir og

en farmakokinetisk booster

(f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Raltegravir

(400 mg b.i.d) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Raltegravir:

AUC: ↔

: ↔

: ↓ 21%

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 40%

: ↑ 46%

: ↑ 70%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Efavirenz/emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(600 mg/200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↑ 38%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↓ 53%

: ↓ 47%

: ↓ 57%

Efavirenz:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 81%

: ↑ 77%

: ↑ 121%

Samtidig administration af

sofosbuvir/velpatasvir og

efavirenz forventes at

reducere

plasmakoncentrationen af

velpatasvir. Samtidig

administration af

sofosbuvir/velpatasvir og

efavirenz-indeholdende

regimer frarådes.

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir

(400 mg/100 mg q.d.) +

Emtricitabin/rilpivirin/

tenofovirdisoproxil

(200 mg/25 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↔

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Rilpivirin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 40%

: ↑ 44%

: ↑ 84%

Der er ingen anbefalet

dosisjustering. Den forøgede

tenofovir-eksponering kan

forstærke effekten af

bivirkninger ved

tenofovirdisoproxil, herunder

nyresygdomme.

Nyrefunktionen skal

monitoreres tæt (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir/velpatasvir/

voxilaprevir (400 mg/100 mg/

100 mg+100 mg q.d.)

+ Darunavir

(800 mg q.d.) + Ritonavir (100 mg

q.d.) +

Emtricitabin/tenofovirdisoproxil

(200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↓ 30%

: N/A

GS-331007

AUC: ↔

:↔

: N/A

Velpatasvir:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Voxilaprevir:

AUC: ↑ 143%

:↑ 72%

: ↑ 300%

Darunavir:

AUC: ↔

: ↔

: ↓ 34%

Ritonavir:

AUC: ↑ 45%

: ↑ 60%

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↑ 39%

: ↑ 48%

: ↑ 47%

Øget plasmakoncentration af

tenofovir som følge af

samtidig administration af

tenofovirdisoproxil,

sofosbuvir/velpatasvir/voxila-

previr og darunavir/ritonavir

kan øge risikoen for

bivirkninger relaterede til

tenofovirdisoproxil, herunder

nyrerelaterede bivirkninger.

Sikkerheden af

tenofovirdisoproxil sammen

sofosbuvir/velpatasvir/voxila-

previr og en farmakokinetisk

booster (f.eks. ritonavir eller

cobicistat) er ikke klarlagt.

Kombinationen skal anvendes

med forsigtighed og hyppig

monitorering af

nyrefunktionen (se pkt. 4.4).

Lægemiddel iht.

terapeutisk område

(dosis i mg)

Virkning på medicinindhold

Gennemsnitlig ændring (%) i AUC,

C

max

, C

min

Anbefaling vedr. samtidig

administration af 245 mg

tenofovirdisoproxil

Sofosbuvir

(400 mg q.d.) +

Efavirenz/emtricitabin/

tenofovirdisoproxil

(600 mg/200 mg/245 mg q.d.)

Sofosbuvir:

AUC: ↔

: ↓ 19%

GS-331007

2

AUC: ↔

: ↓ 23%

Efavirenz:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Emtricitabin:

AUC: ↔

: ↔

: ↔

Tenofovir:

AUC: ↔

: ↑ 25%

: ↔

Dosisjustering er ikke

nødvendig.

Data genereret ved samtidig dosering af ledipasvir/sofosbuvir. Forskudt administration (12 timers mellemrum) gav

tilsvarende resultater.

Den primære cirkulerende sofosbuvirmetabolit.

Studiet blev udført med yderligere voxilaprevir 100 mg for at opnå de forventede voxilaprevir-eksponeringer hos

HCV-inficerede patienter.

Studier, der blev udført med andre lægemidler

Der var ingen klinisk signifikante farmakokinetiske interaktioner, når tenofovirdisoproxil blev

administreret sammen med emtricitabin, lamivudin, indinavir, efavirenz, nelfinavir, saquinavir

(ritonavir-boostet), methadon, ribavirin, rifampicin, tacrolimus eller hormonantikonceptionsmidlet

norgestimat/ethinylestradiol.

Tenofovirdisoproxil skal tages sammen med mad, da mad forbedrer tenofovirs biotilgængelighed (se

pkt. 5.2).

4.6

Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

En stor mængde data fra gravide kvinder (mere end 1.000 graviditetsudfald) indikerer ingen

misdannelser eller føtal/neonatal toksicitet i forbindelse med tenofovirdisoproxil. Dyrestudier

indikerer ikke reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). Hvis det er indiceret, kan anvendelse af

tenofovirdisoproxil overvejes under graviditet.

I litteraturen er eksponering for tenofovirdisoproxil i graviditetens tredje trimester blevet påvist at

reducere risikoen for transmission af HBV fra moder til barn, hvis tenofovirdisoproxil gives til mødre i

tillæg til hepatitis-B immunglobulin og hepatitis-B vaccine til spædbørn.

I tre kontrollerede kliniske forsøg fik i alt 327 gravide kvinder med kronisk HBV-infektion

administreret tenofovirdisoproxil (245 mg) en gang dagligt fra graviditetsuge 28 til 32 frem til 1-2

måneder efter fødslen. Kvinderne og deres spædbørn blev fulgt i op til 12 måneder efter fødslen. Der

er ikke fremkommet nogen sikkerhedssignaler fra disse data.

Amning

Tenofovir udskilles i human mælk. Der foreligger utilstrækkelige data for virkningen af tenofovir på

det ammede barn. Viread bør derfor ikke anvendes under amning.

For at undgå overførsel af hiv til spædbørn anbefales det generelt, at hiv-inficerede kvinder ikke

ammer deres børn.

Fertilitet

Der er begrænsede kliniske data hvad angår virkningen af tenofovirdisoproxil på fertilitet. Dyrestudier

indikerer ingen skadelige virkninger af tenofovirdisoproxil på fertiliteten.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner

Der er ikke foretaget studier af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.

Patienter bør dog underrettes om, at svimmelhed er blevet indberettet som en bivirkning under

behandling med tenofovirdisoproxil.

4.8

Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofil

Hiv 1 og hepatitis B:

Hos patienter, der behandles med tenoforvirdisoproxil, er der rapporteret sjældne

tilfælde af nedsat nyrefunktion, nyresvigt og ikke almindeligt forekommende hændelser af proksimal

renal tubulopati (herunder Fanconis syndrom), som nogle gange kan medføre knogleabnormiteter (i

sjældne tilfælde er det rapporteret som medvirkende årsag til frakturer). Nyrefunktionen bør

monitoreres hos patienter, som får Viread (se pkt. 4.4).

Hiv 1:

Ca. 1/3 af patienterne kan forventes at få bivirkninger i forbindelse med behandling med

tenofovirdisoproxil i kombination med andre antiretrovirale midler. Disse bivirkninger er som regel

lette til moderate gastrointestinale symptomer. Ca. 1% af de tenofovirdisoproxil-behandlede voksne

patienter seponerede behandlingen på grund af gastrointestinale symptomer.

Hepatitis B:

Ca. 1/4 af patienterne kan forventes at få bivirkninger i forbindelse med behandling med

tenofovirdisoproxil; de fleste af dem er lette. I kliniske studier med HBV-inficerede patienter, var den

hyppigst forekommende bivirkning med tenofovirdisoproxil kvalme (5,4%).

Der er rapporteret akut hepatitis-eksacerbation, både under behandling og efter seponering af hepatitis

B-behandling (se pkt. 4.4).

Resumé af bivirkninger i tabelform

Kliniske studier, hiv 1:

Vurderingen af bivirkninger ved tenofovirdisoproxil er baseret på

sikkerhedsdata fra kliniske studier og erfaringer efter markedsføring. Alle bivirkninger vises i tabel 2.

Vurderingen af bivirkninger med data fra kliniske studier med hiv 1-inficerede patienter er baseret på

erfaringer fra to studier, hvor 653 behandlingserfarne voksne patienter fik behandling med

tenofovirdisoproxil (n = 443) eller placebo (n = 210) i kombination med andre antiretrovirale

lægemidler i 24 uger, og ligeledes fra et dobbeltblindt, sammenlignende, kontrolleret studie, hvor 600

behandlingsnaive voksne patienter fik behandling med 245 mg tenofovirdisoproxil (n = 299) eller

stavudin (n = 301) i kombination med lamivudin og efavirenz i 144 uger.

Kliniske studier, hepatitis B:

Vurdering af bivirkningsdata fra kliniske studier med HBV-patienter er

primært baseret på erfaringer fra to dobbeltblinde, sammenlignende, kontrollerede studier, hvor 641

voksne patienter med kronisk hepatitis B og kompenseret leversygdom blev behandlet med 245 mg

tenofovirdisoproxil dagligt (n = 426) eller 10 mg adefovirdipivoxil dagligt (n = 215) i 48 uger. De

bivirkninger, der blev observeret ved fortsat behandling i 384 uger, var i overensstemmelse med

sikkerhedsprofilen for tenofovirdisoproxil. Efter en indledende reduktion på ca. -4,9 ml/min (ved

anvendelse af Cockcroft-Gault-ligningen) eller -3,9 ml/min/1,73 m² (ved anvendelse af modification

of diet in renal disease [MDRD]-ligningen) efter de første 4 ugers behandling var hastigheden af den

årlige reduktion i nyrefunktionen efter

baseline

, der blev rapporteret hos patienter behandlet med

tenofovirdisoproxil, -1,41 ml/min pr. år (ved anvendelse af Cockcroft-Gault-ligningen) og -

0,74 ml/min/1,73 m² pr. år (ved anvendelse af MDRD-ligningen).

Patienter med dekompenseret leversygdom:

Sikkerhedsprofilen for tenofovirdisoproxil hos patienter

med dekompenseret leversygdom blev vurderet i et dobbeltblindt, aktivt kontrolleret studie (GS-US-

174-0108), hvor voksne patienter fik behandling med tenofovirdisoproxil (n=45) eller emtricitabin

plus tenofovirdisoproxil (n=45) eller entecavir (n=22) i 48 uger.

I behandlingsarmen med tenofovirdisoproxil seponerede 7% af patienterne behandlingen på grund af

en bivirkning, 9% af patienterne fik bekræftet forhøjelse i serumkreatinin på ≥ 0,5 mg/dl eller

bekræftet serumphosphat på < 2 mg/dl til og med uge 48. Der var ingen statistisk signifikante forskelle

mellem de kombinerede tenofovirarme og armen med entecavir. Efter 168 uger oplevede 16% (7/45) i

tenofovirdisoproxil-gruppen, 4% (2/45) i emtricitabin plus tenofovirdisoproxil-gruppen og 14% (3/22)

i entecavir-gruppen tolerabilitetssvigt. 13% (6/45) i tenofovirdisoproxil-gruppen, 13% (6/45) i

emtricitabin plus tenofovirdisoproxil-gruppen og 9% (2/22) i entecavir-gruppen havde en bekræftet

stigning i serumkreatinin på ≥ 0,5 mg/dl eller bekræftet serumphosphat på < 2 mg/dl.

Ved uge 168 var hyppigheden af dødsfald i denne population af patienter med dekompenseret

leversygdom 13% (6/45) i tenofovirdisoproxil-gruppen, 11% (5/45) i emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil-gruppen og 14% (3/22) i entecavir-gruppen. Hyppigheden af hepatocellulært

karcinom var 18% (8/45) i tenofovirdisoproxil-gruppen, 7% (3/45) i emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil-gruppen og 9% (2/22) i entecavir-gruppen.

Forsøgspersoner med en høj CPT-score ved

baseline

havde en større risiko for at udvikle alvorlige

bivirkninger (se pkt. 4.4).

Patienter med lamivudin-resistent kronisk hepatitis B:

Der blev ikke identificeret nye bivirkninger af

tenofovirdisoproxil i et randomiseret, dobbeltblindt studie (GS-US-174-0121), hvor 280 lamivudin-

resistente patienter fik tenofovirdisoproxil (n = 141) eller emtricitabin/tenofovirdisoproxil (n = 139) i

240 uger.

Bivirkninger med mistænkt (eller i det mindste en mulig) forbindelse med behandling er anført

nedenfor efter systemorganklasse og hyppighed. Inden for hver enkelt frekvensgruppe er

bivirkningerne opstillet efter, hvor alvorlige de er. De alvorligste bivirkninger er anført først.

Hyppighederne er defineret som meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til < 1/10), ikke

almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100) eller sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000).

Tabel 2: Resumé af bivirkninger forbundet med tenofovirdisoproxil baseret på erfaringer fra

kliniske studier og efter markedsføring

Hyppighed

Tenofovirdisoproxil

Metabolisme og ernæring:

Meget almindelig:

hypofosfatæmi

Ikke almindelig:

hypokaliæmi

Sjælden:

laktatacidose

Nervesystemet:

Meget almindelig:

svimmelhed

Mave-tarm-kanalen:

Meget almindelig:

diarré, opkastning, kvalme

Almindelig:

flatulens

Ikke almindelig:

pancreatitis

Lever og galdeveje:

Almindelig:

forhøjede aminotransferaser

Sjælden:

steatosis hepatis, hepatitis

Hud og subkutane væv:

Meget almindelig:

udslæt

Sjælden:

angioødem

Hyppighed

Tenofovirdisoproxil

Knogler, led, muskler og bindevæv:

Ikke almindelig:

rabdomyolyse

, muskelsvækkelse

Sjælden:

osteomalaci (manifesterer sig som knoglesmerter og i sjældne tilfælde

medvirkende årsag til frakturer)

1, 2

, myopati

Nyrer og urinveje:

Ikke almindelig:

øget kreatinin, proksimal renal tubulopati (herunder Fanconis syndrom)

Sjælden:

akut nyresvigt, nyresvigt, akut tubulær nekrose, nefritis (herunder akut

interstitiel nefritis)

, nefrogen diabetes insipidus

Almene symptomer og reaktioner på administrationssstedet:

Meget almindelig:

asteni

Denne bivirkning kan forekomme som resultat af proksimal renal tubulopati. Den anses ikke som årsagsmæssigt forbundet

med tenofovirdisoproxil, hvis denne tilstand ikke er til stede.

Denne bivirkning blev identificeret under sikkerhedsovervågningen efter markedsføring, men blev ikke observeret i

randomiserede, kontrollerede, kliniske studier eller i programmet for forlænget adgang til tenofovirdisoproxil.

Hyppighedskategorien ‘ikke almindelig’ blev estimeret ud fra en statistisk beregning baseret på det totale antal patienter

eksponeret for tenofovirdisoproxil i randomiserede, kontrollerede, kliniske studier og i programmet for forlænget adgang

(n=7.319).

Beskrivelse af udvalgte bivirkninger

Hiv 1 og hepatitis B:

Nedsat nyrefunktion

Da Viread kan foråsage nyreskader, anbefales monitorering af nyrefunktionen (se pkt. 4.4 og 4.8

Resumé af sikkerhedsprofil

). Proksimal renal tubulopati gik generelt væk eller blev bedre efter

seponering af tenofovirdisoproxil. Hos nogle patienter gik reduktionen i kreatininclearance imidlertid

ikke helt væk, trods seponering af tenofovirdisoproxil. Patienter med risiko for nedsat nyrefunktion

(såsom patienter med renale risikofaktorer ved

baseline

eller fremskreden hiv-sygdom eller patienter,

der samtidig fik nefrotoksiske lægemidler) har en øget risiko for at opleve en ufuldstændig bedring af

nyrefunktionen, trods seponering af tenofovirdisoproxil (se pkt. 4.4).

Laktatacidose

Der er rapporteret tilfælde af laktatacidose med tenofovirdisoproxil alene eller i kombination med

andre antiretrovirale midler. Patienter med prædisponerende faktorer, såsom patienter med

dekompenseret leversygdom, eller patienter der får samtidige lægemidler, der vides at inducere

laktatacidose, har en større risiko for at få svær laktatacidose under behandling med

tenofovirdisoproxil, herunder med letal udgang.

Hiv 1:

Metaboliske parametre

Kropsvægt og niveauerne af lipid og glucose i blodet kan stige under antiretroviral behandling (se

pkt. 4.4).

Immunreaktiveringssyndrom

Hos hiv-inficerede patienter med svær immuninsufficiens kan der ved påbegyndelse af CART opstå en

inflammatorisk reaktion på asymptomatiske eller residuale opportunistiske infektioner. Autoimmune

lidelser (såsom Graves sygdom og autoimmun hepatitis) er også set; tiden til udbrud er mere variabel

og kan være mange måneder efter initiering af behandling (se pkt. 4.4).

Osteonekrose

Tilfælde af osteonekrose er rapporteret, specielt hos patienter med generelt anerkendte risikofaktorer,

fremskreden hiv-sygdom eller langvarig CART. Hyppigheden er ukendt (se pkt. 4.4).

Hepatitis B:

Hepatitis-eksacerbationer under behandling

I studier med nukleosid-naive patienter forekom der efter behandlingsstart stigninger i ALAT >

10 gange ULN (øvre grænse af normalværdien) og > 2 gange

baseline

hos 2,6% af de

tenofovirdisoproxil-behandlede patienter. ALAT-stigninger forekom med en mediantid fra

behandlingsstart på 8 uger. Disse stigninger forsvandt ved fortsat behandling og var i de fleste tilfælde

associeret med en reduktion i virusmængden på ≥ 2 log

kopier/ml, som gik forud for eller faldt

sammen med ALAT-stigningen. Der anbefales periodisk monitorering af leverfunktionen under

behandling (se pkt. 4.4).

Hepatitis-eksacerbationer efter seponering af behandling

Hos HBV-inficerede patienter er der forekommet klinisk og laboratoriemæssig evidens for hepatitis-

eksacerbationer efter seponering af HBV-behandling (se pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Hiv 1

Vurderingen af bivirkninger er baseret på to randomiserede studier (studie GS-US-104-0321 og studie

GS-US-104-0352) med 184 hiv 1-inficerede pædiatriske patienter (i alderen 2 til < 18 år), der blev

behandlet med tenofovirdisoproxil (n = 93) eller placebo/aktiv komparator (n = 91) i kombination med

andre antiretrovirale midler i 48 uger (se pkt. 5.1). De observerede bivirkninger hos pædiatriske

patienter, der fik behandling med tenofovirdisoproxil var overensstemmende med dem, der blev

observeret i kliniske studier af tenofovirdisoproxil hos voksne (se pkt. 4.8

Resumé af bivirkninger i

tabelform

og 5.1).

Reduktioner i BMD er blevet rapporteret hos pædiatriske patienter. Hos hiv 1-inficerede unge var

BMD Z-resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik tenofovirdisoproxil, lavere end de

resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik placebo. Hos hiv 1-inficerede børn var

BMD Z-resultater hos forsøgspersoner, der skiftede til tenofovirdisoproxil, lavere end de resultater,

der blev observeret hos forsøgspersoner, som bibeholdt deres stavudin- eller zidovudin-holdige

behandlinger (se pkt. 4.4 og 5.1).

I studie GS-US-104-0352 seponerede 8 ud af 89 pædiatriske patienter (9,0 %), der blev eksponeret for

tenofovirdisoproxil (median tenofovirdisoproxil-eksponering 331 uger), studiemedicinen på grund af

nyrebivirkninger. Fem forsøgsdeltagere (5,6 %) havde laboratoriefund, der var klinisk

overensstemmende med proksimal renal tubulopati, og 4 af disse seponerede behandlingen med

tenofovirdisoproxil. 7 patienter havde en estimeret glomerulær filtreringshastighed (GFR) mellem 70

og 90 ml/min/1,73 m

. Blandt dem oplevede 3 patienter en klinisk betydningsfuld reduktion i estimeret

GFR, som bedredes efter seponering af tenofovirdisoproxil.

Kronisk hepatitis B

Vurderingen af bivirkninger er baseret på ét randomiseret studie (studie GS-US-174-0115) med 106

unge patienter (i alderen 12 til < 18 år) med kronisk hepatitis B, der blev behandlet med

tenofovirdisoproxil 245 mg (n = 52) eller placebo (n = 54) i 72 uger og på et randomiseret studie

(studie GS-US-174-0144) med 89 patienter med kronisk hepatitis B (i alderen 2 til < 12 år), der blev

behandlet med tenofovirdisoproxil (n = 60) eller placebo (n = 29) i 48 uger. De observerede

bivirkninger hos pædiatriske patienter, som blev behandlet med tenofovirdisoproxil svarede til de

bivirkninger, der blev observeret i kliniske studier med tenofovirdisoproxil hos voksne (se pkt. 4.8

Resumé af bivirkninger i tabelform og

5.1).

Reduktioner i BMD er blevet observeret hos HBV-inficerede pædiatriske patienter i alderen 2 til

< 18 år. BMD Z-resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik tenofovirdisoproxil, var

lavere end de resultater, der blev observeret hos forsøgspersoner, som fik placebo (se pkt. 4.4 og 5.1).

Andre særlige populationer

Patienter med nedsat nyrefunktion

Anvendelsen af tenofovirdisoproxil anbefales ikke til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

(se pkt. 4.2 og 4.4).

Hepatitis eksacerbationer efter seponering af behandling

Hos hiv-inficerede patienter med samtidig HBV-infektion er der forekommet klinisk og

laboratoriemæssig evidens for hepatitis efter seponering af tenofovirdisoproxil (se pkt. 4.4).

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende

overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at

indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9

Overdosering

Symptomer

Såfremt der forekommer overdosering, skal patienten monitoreres for tegn på toksicitet (se pkt. 4.8 og

5.3), og der skal gives støttende standardbehandling efter behov.

Behandling

Tenofovir kan fjernes ved hæmodialyse; median hæmodialyse-clearance af tenofovir er 134 ml/min.

Det vides ikke, om tenofovir kan fjernes ved peritonealdialyse.

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Antivirale midler til systemisk brug; nukleosid og nukleotid reverse

transkriptasehæmmere, ATC-kode: J05AF07

Virkningsmekanisme og farmakodynamisk virkning

Tenofovirdisoproxilfumarat er fumaratsaltet af et prodrug af tenofovirdisoproxil. Tenofovirdisoproxil

absorberes og omdannes til det aktive stof tenofovir, som er en nukleosidmonophosphat (nukleotid)-

analog. Tenofovir omdannes derefter af konstitutivt eksprimerede celleenzymer til den aktive

metabolit, tenofovirdiphosphat, en obligat kædeblokker. Tenofovirdiphosphat har en intracellulær

halveringstid på 10 timer i aktiverede og 50 timer i hvilende mononukleære celler i perifert blod

peripheral blood mononuclear cells

, PBMC'er). Tenofovirdiphosphat hæmmer hiv 1-reverse-

transkriptase og HBV-polymerase ved direkte bindingskonkurrence med det naturlige

deoxyribonukleotidsubstrat og - efter indføjelse i dna - ved dna-kædeblokering. Tenofovirdiphosphat

er en svag hæmmer af de cellulære polymeraser α, β og γ. Ved koncentrationer på op til 300 µmol/l

har tenofovir tilmed ikke vist effekt på syntesen af mitokondrie-dna eller produktionen af mælkesyre

in vitro

-analyser.

Data vedrørende hiv

Hiv-antiviral aktivitet in vitro:

Den koncentration af tenofovir, der kræves til 50% hæmning (EC

) af

laboratorie-vildtypestammen hiv 1

IIIB,

er 1-6 µmol/l ved lymfoide cellelinier og 1,1 µmol/l mod

primære hiv 1 subtype B isolater i PBMC'er. Tenofovir er også aktivt mod hiv 1-subtyperne A, C, D,

E, F, G og O og mod hiv

ved primære monocyt-/makrofagceller. Tenofovir er desuden aktivt

in vitro

mod hiv 2 med en EC

på 4,9 µmol/l ved MT-4-celler.

Resistens:

Stammer af hiv 1 med nedsat følsomhed over for tenofovir og en K65R-mutation ved

reverse transkriptase er blevet udsøgt

in vitro

og hos nogle patienter (se Klinisk virkning og

sikkerhed). Tenofovirdisoproxil bør undgås hos tidligere antiretroviral-behandlede patienter med

stammer, som har K65R-mutationen (se pkt. 4.4). Desuden er en K70E-substitution i hiv 1-reverse

transkriptase blevet selekteret af tenofovir, hvilket fører til en nedsat følsomhed for tenofovir på lavt

niveau.

Kliniske studier med tidligere behandlede patienter har vurderet anti-hiv-aktiviteten af 245 mg

tenofovirdisoproxil mod hiv 1-stammer med resistens over for nukleosidhæmmere. Resultaterne

indikerer, at patienter, hvis hiv udtrykte 3 eller flere thymidin-analog-forbundne mutationer

(TAMs)

som omfattede enten M41L- eller L210W-reverse transkriptase-mutation, viste reduceret respons over

for behandlingen med 245 mg tenofovirdisoproxil.

Klinisk virkning og sikkerhed

Den gavnlige effekt af tenofovirdisoproxil hos tidligere behandlede og behandlingsnaive

hiv 1-inficerede voksne er blevet påvist i studier af henholdsvis 48 ugers og 144 ugers varighed.

I studie GS-99-907 blev 550 behandlingserfarne voksne patienter behandlet med placebo eller 245 mg

tenofovirdisoproxil i 24 uger. Det gennemsnitlige CD4-celletal ved

baseline

var 427 celler/mm

, den

gennemsnitlige hiv 1-rna-plasmakoncentration ved

baseline

var 3,4 log

kopier/ml (78% af

patienterne havde en virusmængde på < 5.000 kopier/ml) og den gennemsnitlige varighed af

forudgående hiv-behandling var 5,4 år. Genotypeanalyse ved

baseline

af hiv-isolater fra 253 patienter

afslørede, at 94% af patienterne havde hiv 1-resistensmutationer i forbindelse med nukleosid reverse

transkriptasehæmmere, 58% havde mutationer i forbindelse med proteasehæmmere og 48% havde

mutationer i forbindelse med non-nukleosid reverse transkriptasehæmmere.

Ved uge 24 var den tidsvægtede gennemsnitsændring fra

baseline

i log

plasmakoncentrationer af

hiv 1-rna-niveauer (DAVG

) -0,03 log

kopier/ml og -0,61 log

kopier/ml for placebogruppen og

245 mg tenofovirdisoproxil gruppen (p < 0,0001). En statistisk signifikant forskel til gunst for 245 mg

tenofovirdisoproxil sås i den tidsvægtede gennemsnitsændring fra

baseline

efter 24 uger (DAVG

) for

CD4-celletallet (+13 celler/mm

for 245 mg tenofovirdisoproxil

versus

-11 celler/mm

for placebo,

p-værdi = 0,0008). Den antivirale respons over for tenofovirdisoproxil holdt sig i 48 uger (DAVG

var -0,57 log

kopier/ml, procentdelen af patienter med hiv 1-rna under 400 eller 50 kopier/ml var

henholdsvis 41% og 18%). 8 patienter (2%) behandlet med 245 mg tenofovirdisoproxil udviklede

K65R mutationen inden for de første 48 uger.

Den 144-ugers, dobbeltblinde, aktivt kontrollerede fase af studie GS-99-903 vurderede effekten og

sikkerheden af 245 mg tenofovirdisoproxil

versus

stavudin ved anvendelse i kombination med

lamivudin og efavirenz hos behandlingsnaive hiv 1-inficerede voksne patienter. Det gennemsnitlige

CD4-celletal ved

baseline

var 279 celler/mm

, den gennemsnitlige hiv 1-rna-plasmakoncentration ved

baseline

var 4,91 log

kopier/ml, 19% af patienterne havde symptomatisk hiv 1-infektion og 18%

havde aids. Patienter blev stratificeret efter hiv 1-rna og CD4-tal ved

baseline

. 43% af patienterne

havde en virusmængde ved

baseline

på > 100.000 kopier/ml og 39% havde CD4-celletal på

< 200 celler/ml.

Ved behandlingsintentionsanalyse (manglende data og skift i antiretroviral behandling (ART) blev

betragtet som svigt) var procentdelen af patienter med hiv 1-rna under 400 kopier/ml og 50 kopier/ml i

uge 48 af behandlingen henholdsvis 80% og 76% i 245 mg tenofovirdisoproxil behandlingsarmen,

sammenlignet med 84% og 80% i stavudin behandlingsarmen. I uge 144 var procentdelen af patienter

med hiv 1-rna under 400 kopier/ml og 50 kopier/ml henholdsvis 71% og 68% i 245 mg

tenofovirdisoproxil-armen sammenlignet med 64% og 63% i stavudinarmen.

Den gennemsnitlige ændring fra

baseline

for hiv 1-rna og CD4-tal i uge 48 af behandlingen var næsten

ens i begge behandlingsgrupper (-3,09 og -3,09 log

kopier/ml; +169 og 167 celler/mm

i henholdsvis

245 mg tenofovirdisoproxil og stavudin gruppen). I uge 144 af behandlingen forblev den

gennemsnitlige ændring fra

baseline

næsten ens i begge behandlingsgrupper (-3,07 og

-3,03 log

kopier/ml; +263 og +283 celler/mm

i henholdsvis 245 mg tenofovirdisoproxil-gruppen og

stavudingruppen). En konsistent respons på behandling med 245 mg tenofovirdisoproxil sås uden

hensyn til hiv 1-rna og CD4-tal ved

baseline

K65R-mutationen sås hos en lidt højere procentdel af patienter i tenofovirdisoproxil gruppen end den

aktive kontrolgruppe (2,7%

versus

0,7%). Efavirenz- eller lamivudinresistens opstod enten forud for

eller samtidig med udviklingen af K65R i alle tilfælde. 8 patienter i 245 mg tenofovirdisoproxil-armen

havde hiv med K65R-mutation, 7 af disse opstod i løbet af de første 48 uger af behandlingen og den

sidste i uge 96. Der blev ikke observeret yderligere udvikling af K65R op til uge 144. En patient i

armen med tenofovirdisoproxil udviklede K70E-substitutionen i virusset. Fra både genotype- og

fænotypeanalyser har der ikke været nogle tegn på andre veje for resistens over for tenofovir.

Data vedrørende HBV

HBV-antiviral aktivitet in vitro:

Tenofovirs antivirale aktivitet

in vitro

over for HBV blev vurderet i

cellelinjen HepG2 2.2.15. EC

-værdierne for tenofovir var inden for intervallet 0,14 til 1,5 µmol/l

med CC

-værdier (50% cytotoksisk koncentration) > 100 µmol/l.

Resistens:

Der er ikke blevet identificeret nogle HBV-mutationer med relation til tenofovirdisoproxil-

resistens (se Klinisk virkning og sikkerhed). I cellebaserede analyser med HBV-stammer med

rtV173L-, rtL180M- og rtM204I/V-mutationer med relation til lamivudin- og telbivudinresistens

påvistes en følsomhed over for tenofovir fra 0,7 til 3,4 gange den for vildtypevirus. HBV-stammer

med rtL180M-, rtT184G-, rtS202G/I-, rtM204V- og rtM250V-mutationer med relation til

entecavirresistens udviste en følsomhed over for tenofovir fra 0,6 til 6,9 gange den for vildtypevirus.

HBV-stammer med rtA181V- og rtN236T-mutationer med relation til adefovirresistens udviste en

følsomhed over for tenofovir fra 2,9 til 10 gange den for vildtypevirus. Virus, som indeholdt rtA181T-

mutationen, forblev følsomme over for tenofovir med EC

-værdier på 1,5 gange den for vildtypevirus.

Klinisk virkning og sikkerhed

Påvisningen af tenofovirdisoproxils gavnlige effekt på kompenseret og dekompenseret sygdom er

baseret på virologisk, biokemisk og serologisk respons hos voksne med HBeAg-positiv og HBeAg-

negativ kronisk hepatitis B. Behandlede patienter omfattede behandlingsnaive, lamivudinerfarne og

adefovirdipivoxilerfarne patienter samt patienter med lamivudin- og/eller adefovirdipivoxilresistens-

mutationer ved

baseline

. Der er også blevet påvist gavnlig effekt, baseret på histologisk respons hos

kompenserede patienter.

Erfaring hos patienter med kompenseret leversygdom i uge 48 (studie GS-US-174-0102 og GS-US-

174-0103)

Resultater gennem 48 uger fra to randomiserede, dobbeltblinde fase 3-studier, som sammenlignede

tenofovirdisoproxil med adefovirdipivoxil hos voksne patienter med kompenseret leversygdom, vises i

tabel 3 nedenfor. Studie GS-US-174-0103 blev udført med 266 (randomiserede og behandlede)

HBeAg-positive patienter, mens studie GS-US-174-0102 blev udført med 375 (randomiserede og

behandlede) patienter, som var HBeAg-negative og HBeAb-positive.

I begge disse studier var tenofovirdisoproxil signifikant bedre end adefovirdipivoxil med hensyn til det

primære virkningsendepunkt, som var komplet respons (defineret som HBV-dna-niveauer < 400

kopier/ml og en forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2 point uden forværring

af Knodells fibrosescore). Behandlingen med 245 mg tenofovirdisoproxil var også forbundet med

signifikant større andele af patienter med HBV-dna < 400 kopier/ml sammenlignet med behandlingen

med 10 mg adefovirdipivoxil. Begge behandlinger producerede lignende resultater med hensyn til

histologisk respons (defineret som en forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2

point uden forværring af Knodells fibrosescore) ved uge 48 (se tabel 3 nedenfor).

I studie GS-US-174-0103 var der en signifikant større andel af patienterne i tenofovirdisoproxil-

gruppen, der havde normaliseret ALAT og opnået tab af HBsAg ved uge 48 end i adefovirdipivoxil-

gruppen (se tabel 3 nedenfor).

Tabel 3: Virkningsparametre hos kompenserede HBeAg-negative og HBeAg-positive patienter i

uge 48

Studie 174-0102 (HBeAg-negativ)

Studie 174-0103 (HBeAg-positiv)

Parameter

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 250

10 mg

adefovirdipivoxil

n = 125

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 176

10 mg

adefovirdipivoxil

n = 90

Komplet respons

Histologi

Histologisk respons (%)

Median HBV-dna-

reduktion fra baseline

(log

kopier/ml)

-4,7*

-4,0

-6,4*

-3,7

HBV-dna

< 400 kopier/ml

(< 69 IE/ml)

ALAT

Normaliseret ALAT

Serologi

Tab af HBeAg/sero-

konversion

22/21

18/18

Tab af HBsAg/sero-

konversion

3*/1

* p-værdi

versus

adefovirdipivoxil < 0,05.

Komplet respons defineret som HBV-dna-niveauer < 400 kopier/ml og en forbedring af Knodells nekroinflammatoriske

score på mindst 2 point uden forværring af Knodells fibrosescore.

Forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2 point uden forværring af Knodells fibrosescore.

Median ændring fra

baseline

HBV-dna reflekterer blot forskellen mellem

baseline

HBV-dna og analysens detektionsgrænse

Limit of detection

- LOD).

Populationen, som blev brugt til analyse af ALAT-normalisering, inkluderede kun patienter med ALAT over ULN ved

baseline

n/a = not applicable - ikke relevant.

Tenofovirdisoproxil var forbundet med signifikant større andele af patienter med HBV-dna, som ikke

kunne måles (< 169 kopier/ml [< 29 IE/ml]; kvantificeringsgrænsen for Roche Cobas Taqman HBV-

analysen), sammenlignet med adefovirdipivoxil (studie GS-US-174-0102; 91%, 56% henholdsvis

studie GS-US-174-0103; 69%, 9%).

Behandlingsresponset med tenofovirdisoproxil var sammenlignelig hos de nukleosid-erfarne (n = 51)

og nukleosid-naive (n = 375) patienter samt hos patienter med normal ALAT (n = 21) og unormal

ALAT (n = 405) ved

baseline

, da studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103 blev kombineret.

Der var 49 ud af de 51 nukleosid-erfarne patienter, der tidligere var blevet behandlet med lamivudin.

Der var 73% af de nukleosid-erfarne og 69% af de nukleosid-naive patienter, der opnåede

fuldkommen respons på behandlingen; 90% af de nukleosid-erfarne og 88% af de nukleosid-naive

patienter opnåede HBV-dna-undertrykkelse < 400 kopier/ml. Alle patienter med normal ALAT ved

baseline

og 88% af patienterne med unormal ALAT ved

baseline

opnåede HBV-dna-suppression

< 400 kopier/ml.

Erfaring ud over 48 uger i studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103

I studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103 skiftede patienterne uden behandlingsafbrydelse til

open-label

behandling med tenofovirdisoproxil efter at have fået dobbeltblind-behandling i 48 uger

(enten 245 mg tenofovirdisoproxil eller 10 mg adefovirdipivoxil). I studierne GS-US-174-0102 og

GS-US-174-0103 fortsatte henholdsvis 77% og 61% af patienterne i studiet til og med uge 384. Ved

uge 96, 144, 192, 240, 288 og 384 blev viral suppression, biokemisk og serologisk respons opretholdt

ved fortsat tenofovirdisoproxil-behandling (se tabel 4 og 5 nedenfor).

Tabel 4: Virkningsparametre hos kompenserede HBeAg-negative patienter ved uge 96, 144, 192,

240, 288 og 384 open-label-behandling

Studie 174-0102 (HBeAg-negativ)

Parameter

245 mg tenofovirdisoproxil

n = 250

10 mg adefovirdipivoxil skift til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 125

Uge

HBV-dna

< 400 kopier/ml

(< 69 IE/ml)

ALAT

Normaliseret

ALAT

Serologi

Tab af

HBeAg/sero-

konversion

Tab af

HBsAg/sero-

konversion

Baseret på

Long Term Evaluation

algoritme (LTE-analyse) - Patienter, som afbrød studiet på et vilkårligt tidspunkt før

uge 384 pga. et protokoldefineret endepunkt, såvel som dem, der fuldførte uge 384, inkluderes i nævneren.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Populationen, som blev brugt til analyse af ALAT-normalisering, inkluderede kun patienter med ALAT over ULN ved

baseline

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Én patient i denne gruppe blev HBsAg-negativ for første gang ved uge 240-besøget og var stadig i studiet på skæringsdagen

for dataindsamling. Forsøgspersonens tab af HBsAg blev dog endeligt bekræftet ved det efterfølgende besøg.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

De viste tal er kumulative procenter baseret på en Kaplan Meier-analyse, som ekskluderer data indsamlet efter tillæg af

emtricitabin til

open-label

tenofovirdisoproxil (KM-tenofovirdisoproxil).

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

n/a = not applicable - ikke relevant.

Tabel 5: Virkningsparametre hos kompenserede HBeAg-positive patienter ved uge 96, 144, 192,

240, 288 og 384 open-label-behandling

Studie 174-0103 (HBeAg-positiv)

Parameter

245 mg tenofovirdisoproxil

n = 176

10 mg adefovirdipivoxil skift til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 90

Uge

HBV-dna

< 400 kopier/ml

(< 69 IE/ml)

ALAT

Normaliseret

ALAT

Serologi

Tab af

HBeAg/sero-

konversion

26/23

29/23

34/25

38/30

37/25

30/20

24/20

33/26

36/30

38/31

40/31

35/24

Tab af

HBsAg/sero-

konversion

11/8

11/8

12/8

15/12

10/10

11/10

13/11

Baseret på

Long Term Evaluation

algoritme (LTE-analyse) - Patienter, som afbrød studiet på et vilkårligt tidspunkt før

uge 384 pga. et protokoldefineret endepunkt, såvel som dem, der fuldførte uge 384, inkluderes i nævneren.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 48 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Populationen, som blev brugt til analyse af ALAT-normalisering, inkluderede kun patienter med ALAT over ULN ved

baseline

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 96 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

De viste tal er kumulative procenter baseret på en Kaplan Meier-analyse, som inkluderer data indsamlet efter tillæg af

emtricitabin til

open-label

tenofovirdisoproxil (KM-ITT).

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 144 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 192 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

De viste tal er kumulative procenter baseret på en Kaplan Meier-analyse, som ekskluderer data indsamlet efter tillæg af

emtricitabin til

open-label

tenofovirdisoproxil (KM-tenofovirdisoproxil).

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 240 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af 336 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Data for leverbiopsi ved både

baseline

og uge 240 var tilgængelige for 331/489 patienter, som forblev

i studierne GS-US-174-0102 og GS-US-174-0103 ved uge 240 (se tabel 6 nedenfor). 95% (225/237)

af patienterne uden cirrose ved

baseline

og 99% (93/94) af patienterne med cirrose ved

baseline

havde

enten ingen ændring eller en bedring af fibrosen (Ishaks fibrosescore). Ud af 94 patienter med cirrose

baseline

(Ishaks fibrosescore: 5 - 6) oplevede 26% (24) ingen ændring i Ishaks fibrosescore, og

72% (68) oplevede regression af cirrose ved uge 240 med en reduktion i Ishaks fibrosescore på mindst

2 point.

Tabel 6: Histologisk respons (%) hos kompenserede HBeAg-negative og HBeAg-positive

forsøgspersoner ved uge 240 sammenlignet med baseline

Studie 174-0102

(HBeAg-negativ)

Studie 174-0103

(HBeAg-positiv)

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 250

10 mg

adefovirdipivoxil skift

til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 125

245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 176

10 mg

adefovirdipivoxil skift

til 245 mg

tenofovirdisoproxil

n = 90

Histologisk respons

[130/148]

[63/74]

[63/70]

[36/39]

Populationen, som blev analyseret histologisk, inkluderede kun patienter med tilgængelige data fra leverbiopsi

(manglende = ekskluderet) ved uge 240. Respons efter tillæg af emtricitabin er ekskluderet (i alt 17 forsøgspersoner i begge

studier).

Forbedring af Knodells nekroinflammatoriske score på mindst 2 point uden forværring af Knodells fibrosescore.

48 uger dobbeltblind tenofovirdisoproxil, efterfulgt af op til 192 uger

open-label

48 uger dobbeltblind adefovirdipivoxil, efterfulgt af op til 192 uger

open-label

tenofovirdisoproxil.

Erfaring hos patienter med samtidig hiv-infektion og tidligere erfaring med lamivudin

I et randomiseret 48-ugers dobbeltblindt, kontrolleret studie af 245 mg tenofovirdisoproxil hos voksne

patienter med samtidig infektion med hiv 1 og kronisk hepatitis B, der tidligere blev behandlet med

lamivudin (studie ACTG 5127), var de gennemsnitlige serum-HBV-dna-niveauer ved

baseline

på 9,45

kopier/ml (n = 27) hos de patienter, der var randomiseret til tenofovir-armen. Behandling med

245 mg tenofovirdisoproxil var forbundet med en gennemsnitlig ændring i serum-HBV-dna fra

baseline

på 5,74 log

kopier/ml (n = 18) hos de patienter, hvor der fandtes 48-ugers data. Ydermere

havde 61% af patienterne normale ALAT-værdier ved uge 48.

Erfaring hos patienter med vedvarende viral replikation (studie GS-US-174-0106)

Virkningen og sikkerheden af 245 mg tenofovirdisoproxil eller 245 mg tenofovirdisoproxil sammen

med 200 mg emtricitabin er blevet evalueret i et randomiseret dobbelt-blindt studie (studie GS-US-

174-0106) med HBeAg-positive og HBeAg-negative voksne patienter, som havde vedvarende viræmi

(HBV-dna ≥ 1.000 kopier/ml), mens de fik 10 mg adefovirdipivoxil i mere end 24 uger. Ved

baseline

var 57% af de patienter, der var randomiseret til behandlingsgruppen med tenofovirdisoproxil

versus

60% af de patienter, der var randomiseret til behandlingsgruppen med emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil, tidligere blevet behandlet med lamivudin. Ved uge 24 var det overordnede

resultat, at 66% (35/53) af patienterne behandlet med tenofovirdisoproxil havde HBV-dna

< 400 kopier/ml (< 69 IE/ml)

versus

69% (36/52) af patienterne behandlet med emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil (p = 0,672). Ydermere havde 55% (29/53) af patienterne behandlet med

tenofovirdisoproxil HBV-dna, som ikke kunne måles (< 169 kopier/ml [< 29 IE/ml];

kvantificeringsgrænsen for Roche Cobas TaqMan HBV-analysen)

versus

60% (31/52) af patienterne

behandlet med emtricitabin plus tenofovirdisoproxil (p = 0,504). Sammenligninger mellem

behandlingsgrupperne ud over uge 24 er svære at fortolke, da investigatorerne havde muligheden for at

intensivere behandlingen til

open-label

-behandling med emtricitabin plus tenofovirdisoproxil.

Langtidsstudier til evaluering af fordele/risici af samtidig behandling med emtricitabin plus

tenofovirdisoproxil hos HBV-monoinficerede patienter er stadig i gang.