Signifor

Den Europæiske Union - dansk - EMA (European Medicines Agency)

Køb det nu

Indlægsseddel PIL
Produktets egenskaber SPC
Offentlige vurderingsrapport PAR
Aktiv bestanddel:
pasireotid
Tilgængelig fra:
Novartis Europharm Limited
ATC-kode:
H01CB05
INN (International Name):
pasireotide
Terapeutisk gruppe:
Hypofysiske og hypotalamiske hormoner og analoger
Terapeutisk område:
Akromegali, Hypofyse ACTH Potentiel
Terapeutiske indikationer:
Signifor er indiceret til behandling af voksne patienter med Cushings sygdom, for hvem kirurgi ikke er en mulighed eller for hvem kirurgi er mislykket. Signifor er indiceret til behandling af voksne patienter med akromegali, for hvem operation ikke er en mulighed eller ikke har været helbredende og der er utilstrækkeligt kontrolleret på behandling med en anden somatostatin analog.
Produkt oversigt:
Revision: 11
Autorisation status:
autoriseret
Autorisationsnummer:
EMEA/H/C/002052
Autorisation dato:
2012-04-24
EMEA kode:
EMEA/H/C/002052

Dokumenter

Indlægsseddel Indlægsseddel - bulgarsk
Produktresumé Produktresumé - bulgarsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - spansk
Produktresumé Produktresumé - spansk
Indlægsseddel Indlægsseddel - tjekkisk
Produktresumé Produktresumé - tjekkisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - estisk
Produktresumé Produktresumé - estisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - græsk
Produktresumé Produktresumé - græsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - engelsk
Produktresumé Produktresumé - engelsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - fransk
Produktresumé Produktresumé - fransk
Indlægsseddel Indlægsseddel - italiensk
Produktresumé Produktresumé - italiensk
Indlægsseddel Indlægsseddel - lettisk
Produktresumé Produktresumé - lettisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - litauisk
Produktresumé Produktresumé - litauisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - ungarsk
Produktresumé Produktresumé - ungarsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - maltesisk
Produktresumé Produktresumé - maltesisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - hollandsk
Produktresumé Produktresumé - hollandsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - polsk
Produktresumé Produktresumé - polsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - portugisisk
Produktresumé Produktresumé - portugisisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - rumænsk
Produktresumé Produktresumé - rumænsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - slovakisk
Produktresumé Produktresumé - slovakisk
Indlægsseddel Indlægsseddel - slovensk
Produktresumé Produktresumé - slovensk
Indlægsseddel Indlægsseddel - finsk
Produktresumé Produktresumé - finsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - svensk
Produktresumé Produktresumé - svensk
Indlægsseddel Indlægsseddel - norsk bokmål
Produktresumé Produktresumé - norsk bokmål
Indlægsseddel Indlægsseddel - islandsk
Produktresumé Produktresumé - islandsk
Indlægsseddel Indlægsseddel - kroatisk
Produktresumé Produktresumé - kroatisk

B. INDLÆGSSEDDEL

Indlægsseddel: Information til brugeren

Signifor 0,3 mg injektionsvæske, opløsning

Signifor 0,6 mg injektionsvæske, opløsning

Signifor 0,9 mg injektionsvæske, opløsning

pasireotid

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.

Spørg lægen, apoteketspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen

til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.

Kontakt lægen, eller apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger,

herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal du vide, før du begynder at tage Signifor

Sådan skal du tage Signifor

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1.

Virkning og anvendelse

Signifor er et lægemiddel, der indeholder det aktive stof pasireotid. Det bruges til at behandle

Cushings sygdom hos voksne patienter, hvor operation ikke er mulig, eller hvor operationen

mislykkedes.

Cushings sygdom skyldes en forstørrelse af hypofysen (en kirtel på hjernens underside), som kaldes et

hypofyseadenom. Det får kroppen til at producere for meget af det såkaldte adenokortikotropiske

hormon (ACTH), hvilket igen forårsager overproduktion af et andet hormon, som kaldes kortisol.

Kroppen producerer naturligt et stof, som kaldes somatostatin, der blokerer produktionen af visse

hormoner, herunder ACTH. Pasireotid fungerer på en måde, der har en stærk lighed med den måde,

somatostatin fungerer på, men virkningen er stærkere og varer længere. Signifor er derfor i stand til at

blokere produktionen af ACTH, der hjælper med at kontrollere overproduktionen af kortisol, og

dæmpe symptomerne på Cushings sygdom.

Hvis du har spørgsmål til, hvordan Signifor virker, eller hvorfor det er ordineret til dig, skal du spørge

din læge.

2.

Det skal du vide, før du begynder at tage Signifor

Tag ikke Signifor

hvis du er allergisk over for pasireotid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Signifor (angivet i

punkt 6).

hvis du har alvorlige leverproblemer.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du bruger Signifor, hvis du har eller har haft:

problemer med blodsukkerniveauet, enten for højt (som ved diabetes) eller for lavt

(hypoglykæmi);

hjerteproblemer, som fx nyligt hjerteanfald, kongestiv hjertefejl (en hjertesygdom hvor hjertet

ikke kan pumpe nok blod rundt i kroppen) eller pludselige eller trykkende brystsmerter (føles

som regel som en trykkende, tyngende, strammende, knugende eller smertende fornemmelse

omkring brystet);

problemer med hjerterytmen, fx uregelmæssigt hjerteslag eller et unormalt elektrisk signal

kaldet ”forlængelse af QT-intervallet” eller ”QT-forlængelse”;

lave niveauer af kalium eller magnesium i blodet;

galdesten.

Under din behandling med Signifor

Signifor kontrollerer overproduktion af kortisol. Kontrollen kan blive for stærk, og du vil måske

opleve tegn eller symptomer på kortisolmangel, fx ekstrem svaghed, træthed, vægttab,

opkastning eller lavt blodtryk. Hvis dette sker, skal du straks fortælle det til lægen.

Signifor kan få dit blodsukker til at stige. Din læge vil måske overvåge dit blodsukker og

begynde at behandle dig med medicin mod diabetes eller justere dosis, hvis du allerede får det.

Signifor kan sænke din hjertefrekvens. Din læge vil måske overvåge din hjertefrekvens ved

hjælp af en maskine, der måler hjertets elektriske aktivitet (tage et ”EKG” eller

elektrokardiogram). Hvis du bruger medicin for et hjerteproblem, er din læge måske også nødt

til at justere doseringen af den.

Din læge vil muligvis også med jævne mellemrum kontrollere din galdeblære, dine

leverenzymer og dine hypofysehormoner, da alle disse kan påvirkes af denne medicin.

Børn og unge

Denne medicin må ikke gives til børn og unge under 18 år, fordi der ikke foreligger data vedrørende

denne aldersgruppe.

Brug af anden medicin sammen med Signifor

Signifor kan påvirke måden anden medicin virker på. Hvis du bruger anden medicin samtidig med

Signifor (inkl. medicin uden recept), kan lægen muligvis blive nødt til at kontrollere dit hjerte mere

omhyggeligt eller justere din dosis af Signifor eller den anden medicin. Fortæl altid lægen eller

apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Du skal specielt fortælle

din læge, hvis du bruger:

medicin, der bruges til at behandle uregelmæssig hjerterytme, som fx medicin der indeholder

disopyramid, procainamid, quinidin, sotalol, dofetilid, ibutilid, amiodaron eller dronedaron;

medicin, der bruges til at behandle bakterieinfektioner (indtagelse igennem munden:

clarithromycin, moxifloxacin; via injektion: erythromycin, pentamidin);

medicin, der bruges til at behandle svampeinfektioner (ketoconazol, undtagen i shampoo);

medicin, der bruges til at behandle visse psykiatriske sygdomme (chlorpromazin, thioridazin,

fluphenazin, pimozid, haloperidol, tiaprid, amisulprid, sertindol, metadon);

medicin, der bruges til at behandle høfeber og andre allergier (terfenadin, astemizol,

mizolastin);

medicin, der bruges som beskyttelse mod eller behandling af malaria (chloroquin, halofantrin,

lumefantrin);

medicin, der bruges til at kontrollere blodtrykket, som fx:

betablokkere (metoprolol, carteolol, propranolol, sotalol)

calciumantagonister (bepridil, verapamil, diltiazem)

cholinesterasehæmmere (rivastigmin, physostigmin);

medicin, der bruges til at kontrollere elektrolytbalancen (kalium, magnesium) i kroppen.

Det er særligt vigtigt at du fortæller det, hvis du bruger noget af følgende medicin:

ciclosporin (bruges ved organtransplantationer til at nedsætte aktiviteten af immunforsvaret);

medicin, der bruges til at behandle for højt blodsukker (som ved diabetes) eller for lavt

(hypoglykæmi), som fx:

insulin;

metformin, liraglutid, vildagliptin, nateglinid (medicin mod diabetes).

Graviditet, amning og frugtbarhed

Spørg din læge eller apoteket til råds, før du bruger nogen form for medicin.

Signifor må ikke anvendes under graviditet, medmindre det er strengt nødvendigt. Hvis du er

eller tror, at du kan være gravid, skal du fortælle det til din læge, som så vil drøfte med dig, om

du kan bruge Signifor under graviditeten.

Du må ikke amme, mens du tager Signifor. Det vides ikke, om Signifor udskilles i modermælk.

Hvis du er en seksuelt aktiv kvinde, skal du bruge et effektivt præventionsmiddel under

behandlingen. Tal med din læge om brug af prævention, før du tager dette lægemiddel.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Signifor kan have en mindre indvirkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner, fordi

nogle af de bivirkninger, du oplever, mens du bruger Signifor, som fx svimmelhed, hovedpine og

træthed, måske kan påvirke din evne til at køre eller betjene maskiner på sikker vis.

Vigtig information om nogle af indholdsstofferne i Signifor

Signifor indeholder mindre end 1 mmol natrium (23 mg) pr. dosis, dvs. den er i det væsentlige

”natrium-fri”.

3.

Sådan skal du tage Signifor

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller

apotekspersonalet. Dette lægemiddel leveres i en ampul, dvs. en lille glasbeholder.

Hvor meget Signifor skal du tage

Den sædvanlige dosis er en ampul med Signifor 0,6 mg to gange daglig. Hvis du tager Signifor på det

samme tidspunkt hver dag, kan det hjælpe dig til at huske, hvornår du skal tage din medicin. Efter du

er startet i behandling, kan din læge vælge at øge din dosis til én ampul med Signifor 0,9 mg to gange

daglig.

Hvis der opstår bivirkninger, kan din læge midlertidigt vælge at nedsætte din dosis til 0,3 mg pr.

injektion.

Hvis du har leversygdom før du starter i behandling med Signifor, vil din læge muligvis vurdere, at du

skal starte behandlingen med en dosis på en ampul af Signifor 0,3 mg to gange daglig.

Signifor-ampuller er tilgængelige i forskellige styrker (0,3 mg, 0,6 mg og 0,9 mg), så de svarer til den

specifikke dosis, som din læge har ordineret.

Din læge vil jævnligt kontrollere, hvordan du reagerer på behandlingen med Signifor for at kunne

afgøre, hvilken dosis der er bedst for dig.

Sådan skal du tage Signifor

Din læge eller sygeplejerske vil vise dig, hvordan du skal give dig selv injektioner med Signifor. Du

bør også læse vejledningen til sidst i denne indlægsseddel. Spørg lægen, sundhedspersonalet eller på

apoteket, hvis der er mere, du vil vide.

Signifor skal tages subkutant. Det betyder, at det sprøjtes ind i fedtvævet lige under huden med en kort

kanyle. Lårene og maven er gode områder for subkutane injektioner. Undgå ømhed og hudirritation

ved at vælge et andet sted end sidst til hver injektion. Du bør også undgå at tage injektionen, hvor du

er øm, eller huden er irriteret.

Tag ikke Signifor, hvis du opdager, at opløsningen ikke er klar eller indeholder partikler. Opløsningen

skal være fri for synlige partikler, klar og farveløs.

Så længe skal du tage Signifor

Du skal fortsætte med at tage Signifor, så længe din læge siger, at du skal gøre det.

Hvis du har taget for meget Signifor

Hvis du er kommet til at tage mere Signifor, end din læge har ordineret, skal du straks kontakte enten

din læge, sundhedspersonalet eller apoteket.

Hvis du har glemt at tage Signifor

Du må ikke indsprøjte en dobbeltdosis af Signifor som erstatning for den glemte dosis. Hvis du har

glemt en dosis, skal du blot tage næste dosis til sædvanlig tid.

Hvis du holder op med at tage Signifor

Hvis du afbryder behandlingen med Signifor, kan dit kortisolniveau stige igen, og dine symptomer kan

vende tilbage. Hold derfor ikke op med at tage Signifor, medmindre din læge giver dig besked på det.

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Nogle bivirkninger kan være alvorlige. Fortæl straks din læge, hvis du får en af følgende

bivirkninger:

Meget almindelig (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)

Ændret blodsukker. Du kan opleve stærk tørst, rigelig vandladning, øget appetit med vægttab,

træthed.

Galdesten. Du kan opleve pludselige rygsmerter eller smerter i højre side af maven.

Ekstrem træthed.

Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)

Lave kortisolniveauer. Du kan opleve ekstrem svaghed, træthed, vægttab, kvalme, opkastning,

og lavt blodtryk.

Langsomme hjerteslag.

Lavt blodtryk. Du kan opleve svimmelhed eller føle dig svimmel eller besvime, når du rejser dig

Problemer med galdestrømmen (kolestase). Du kan opleve gulfarvning af huden, mørk urin,

bleg afføring og kløe.

Betændelse i galdeblæren (kolecystitis).

Andre bivirkninger af Signifor kan omfatte:

Meget almindelig (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)

Diaré

Kvalme

Mavesmerter

Smerter ved injektionsstedet

Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)

Forlænget QT-interval (et unormalt elektrisk signal i dit hjerte, der kan ses ved målinger)

Appetitløshed

Opkastning

Hovedpine

Svimmelhed

Hårtab

Kløe (pruritus)

Muskelsmerter (myalgi)

Ledsmerter (artralgi)

Unormale resultater af leverfunktionsprøver

Unormale resultater af bugspytkirtelfunktionsprøver

Unormale blodstørkningsegenskaber

Ikke almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)

Lavt niveau af røde blodlegemer (anæmi)

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder

også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan

også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale rapporteringssystem

anført i Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere

information om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på ampuletiketten og æsken efter

”Udløbsdato” (”EXP”). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys.

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke

smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Signifor indeholder

Aktivt stof: pasireotid.

Signifor 0,3 mg: En ampul med 1 ml opløsning indeholder 0,3 mg pasireotid (som

pasireotiddiaspartat).

Signifor 0,6 mg: En ampul med 1 ml opløsning indeholder 0,6 mg pasireotid (som

pasireotiddiaspartat).

Signifor 0,9 mg: En ampul med 1 ml opløsning indeholder 0,9 mg pasireotid (som

pasireotiddiaspartat).

Øvrige indholdsstoffer: mannitol, vinsyre, natriumhydroxid og vand til injektionsvæsker.

Udseende og pakningsstørrelser

Signifor injektionsvæske er en klar, farveløs opløsning i en ampul. Hver ampul indeholder 1 ml

injektionsvæske, opløsning.

Signifor er tilgængelig i pakninger, der indeholder 6 ampuller eller i multipakninger indeholdende

18 (3 pakninger med 6), 30 (5 pakninger med 6) eller 60 (10 pakninger med 6) ampuller.

Ikke alle styrker eller pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført i dit land.

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Novartis Europharm Limited

Vista Building

Elm Park, Merrion Road

Dublin 4

Irland

Fremstiller

Novartis Pharma GmbH

Roonstrasse 25

D-90429 Nürnberg

Tyskland

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Novartis Pharma N.V.

Tél/Tel: +32 2 246 16 11

Lietuva

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +370 5 269 16 50

България

Novartis Bulgaria EOOD

Тел.: +359 2 489 98 28

Luxembourg/Luxemburg

Novartis Pharma N.V.

Tél/Tel: +32 2 246 16 11

Česká republika

Novartis s.r.o.

Tel: +420 225 775 111

Magyarország

Novartis Hungária Kft.

Tel.: +36 1 457 65 00

Danmark

Novartis Healthcare A/S

Tlf: +45 39 16 84 00

Malta

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +356 2122 2872

Deutschland

Novartis Pharma GmbH

Tel: +49 911 273 0

Nederland

Novartis Pharma B.V.

Tel: +31 26 37 82 555

Eesti

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +372 66 30 810

Norge

Novartis Norge AS

Tlf: +47 23 05 20 00

Ελλάδα

Novartis (Hellas) A.E.B.E.

Τηλ: +30 210 281 17 12

Österreich

Novartis Pharma GmbH

Tel: +43 1 86 6570

España

Novartis Farmacéutica, S.A.

Tel: +34 93 306 42 00

Polska

Novartis Poland Sp. z o.o.

Tel.: +48 22 375 4888

France

Novartis Pharma S.A.S.

Tél: +33 1 55 47 66 00

Portugal

Novartis Farma - Produtos Farmacêuticos, S.A.

Tel: +351 21 000 8600

Hrvatska

Novartis Hrvatska d.o.o.

Tel. +385 1 6274 220

România

Novartis Pharma Services Romania SRL

Tel: +40 21 31299 01

Ireland

Novartis Ireland Limited

Tel: +353 1 260 12 55

Slovenija

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +386 1 300 75 50

Ísland

Vistor hf.

Sími: +354 535 7000

Slovenská republika

Novartis Slovakia s.r.o.

Tel: +421 2 5542 5439

Italia

Novartis Farma S.p.A.

Tel: +39 02 96 54 1

Suomi/Finland

Novartis Finland Oy

Puh/Tel: +358 (0)10 6133 200

Κύπρος

Novartis Pharma Services Inc.

Τηλ: +357 22 690 690

Sverige

Novartis Sverige AB

Tel: +46 8 732 32 00

Latvija

SIA “Novartis Baltics”

Tel: +371 67 887 070

United Kingdom

Novartis Pharmaceuticals UK Ltd.

Tel: +44 1276 698370

Denne indlægsseddel blev senest ændret

Andre informationskilder

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs

hjemmeside http://www.ema.europa.eu. Der er også links til andre websteder om sjældne sygdomme

og om, hvordan de behandles.

BRUGSANVISNING TIL SIGNIFOR INJEKTIONSVÆSKE, OPLØSNING

Dette lægemiddel leveres i en ampul, dvs. en lille glasbeholder. Signifor skal indsprøjtes ved brug af

sterile engangssprøjter og kanyler.

Din læge eller sygeplejerske har instrueret dig i, hvordan du skal tage Signifor. Læs alligevel

nedenstående information omhyggeligt, før du bruger ampullen. Spørg lægen eller sygeplejersken til

råds, hvis du ikke føler dig sikker i at give dig selv en injektion, eller hvis du har spørgsmål.

I forbindelse med injektionen kan du anvende enten to forskellige kanyler til henholdsvis at trække

injektionsvæsken op og indsprøjte den eller en kort, tynd injektionskanyle til begge trin. Afhængigt af

lokal praksis vil din læge eller sygeplejerske fortælle dig, hvor mange kanyler du skal bruge. Du skal

følge deres instruktioner.

Opbevar Signifor-ampullerne i henhold til opbevaringsbetingelserne beskrevet på æsken.

Vigtig sikkerhedsinformation

Advarsel: Opbevar ampullerne utilgængeligt for børn.

Hvad har jeg brug for

For at give dig selv en injektion, har du brug for følgende:

En Signifor-ampul

Spritservietter

En steril sprøjte

En lang, tyk, stump steril kanyle til at trække injektionsvæsken op (din læge eller sygeplejerske

vil fortælle dig, om det er nødvendigt)

En kort, tynd steril kanyle

En kanyleboks eller anden tæt og lukket beholder

Injektionsstedet

Injektionsstedet er det sted på kroppen, hvor du vil tage injektionen. Signifor skal anvendes

subkutant. Det betyder, at det indsprøjtes i fedtvævet lige under huden med en kort kanyle. Lårene og

maven er velegnede til subkutane injektioner. Undgå ømhed og hudirritation ved at vælge et andet sted

end sidst til hver injektion. Du bør også undgå at tage injektionen, hvor du er øm, eller huden er

irriteret.

Hvordan kommer jeg igang

Når du er klar til at give dig selv injektionen, skal du nøje følge følge nedenstående trin:

Vask dine hænder omhyggeligt med vand og sæbe.

Brug nye engangskanyler og -sprøjter hver eneste gang du giver dig selv en injektion. Brug kun

sprøjter og kanyler en gang. Del aldrig kanyler og sprøjter med andre.

Tag ampullen ud af æsken.

Kontroller ampullen. BRUG IKKE AMPULLEN, hvis den er gået i stykker, eller hvis væsken

er uklar eller indeholder partikler. I alle disse tilfælde skal du returnere hele pakningen til

apoteket.

For at mindske ubehag på injektionsstedet, bør opløsningen opnå stuetemperatur inden administration.

Ampullerne må først åbnes lige inden administration og ubrugt opløsning skal kasseres.

Kontroller udløbsdatoen og dosering

Kontroller udløbsdatoen, som er angivet på ampullens etiket (efter ”EXP”) og kontroller, at ampullen

indeholder den dosis, som din læge har ordineret til dig.

BRUG IKKE medicinen, hvis udløbsdatoen er overskredet eller hvis doseringen er forkert. I

begge disse tilfælde skal du returnere hele pakningen til apoteket.

Hvordan du indsprøjter Signifor

Trin 1:

Signifor injektionsvæsken leveres i en ampul, der kan

knækkes. Det farvede punkt på ampullens øverste del

markerer det sted, hvor toppen skal knækkes af. Bank

let på ampullen med din finger for at sikre, at der ikke

er noget væske i toppen, når du åbner ampullen.

Trin 2:

Anbefalet fremgangsmåde: Hold ampullen lodret med

det farvede punkt vendt væk fra dig. Hold den nederste

del af ampullen i den ene hånd. Hold tommelfingrene

sammen over og under knækpunktet og knæk toppen

af ampullen. Stil den åbne ampul opret på en ren, plan

overflade.

Trin 3:

Tag den sterile sprøjte og sæt kanylen på. Hvis du

bruger to kanyler, skal du bruge den lange, tykke,

stumpe kanyle i dette trin.

Før du fortsætter til trin 4, skal du rense

injektionsstedet med en spritserviet.

Trin 4:

Fjern kanylens beskyttelseshylster. Stik kanylen ned i

ampullen og træk stemplet ud, så hele ampullens

indhold trækkes op i sprøjten.

Hvis du bruger to kanyler, skal du nu udskifte den

lange kanyle med den korte.

Trin 5:

Hold sprøjten i en hånd mellem to fingre med din

tommelfinger for enden af stemplet. Bank på sprøjten

med dine fingre for at slippe af med luftbobler.

Kontroller, at der ikke er nogen luftbobler i sprøjten

ved at trykke stemplet ind, indtil den første dråbe

kommer ud af spidsen af kanylen.

Lad ikke kanylen berøre noget. Du er nu klar til selve

injektionen.

Trin 6:

Knib forsigtigt huden sammen ved injektionsstedet, og

mens du holder kanylen i en vinkel på ca. 45 grader

(som vist på billedet), stikkes den ind i

injektionsstedet.

Træk forsigtigt stemplet lidt ud for at sikre, at du ikke

har ramt en blodåre. Hvis du ser blod i sprøjten, skal

du først fjerne kanylen fra huden og derefter udskifte

den korte kanyle med en ny kanyle og finde et andet

injektionssted.

Trin 7:

Bliv ved med at knibe huden sammen ved

injektionsstedet og pres langsomt stemplet helt i bund,

indtil hele injektionssprøjtens indhold er sprøjtet ind.

Hold stemplet nede, og lad injektionssprøjten sidde i

5 sekunder.

Trin 8:

Slip langsomt grebet om huden omkring

injektionsstedet og træk kanylen forsigtigt ud. Sæt

beskyttelseshætten på kanylen igen.

Trin 9:

Smid den brugte sprøjte og kanyle i en kanyleboks

eller en anden tæt og lukket boks straks efter brug.

Ikke anvendte lægemidler samt affald heraf bør

destrueres i henhold til lokale retningslinjer.

Indlægsseddel: Information til brugeren

Signifor 10 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 20 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 30 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 40 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 60 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

pasireotid

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.

Spørg lægen, apoteketspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen

til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder

bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen

Virkning og anvendelse

Det skal du vide, før du begynder at bruge Signifor

Sådan skal du bruge Signifor

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1.

Virkning og anvendelse

Signifor er et lægemiddel, der indeholder det aktive stof pasireotid. Det bruges til at behandle

akromegali hos voksne patienter. Det bruges til at behandle Cushings sygdom hos voksne patienter,

hvor operation ikke er mulig, eller hvor operationen mislykkedes.

Akromegali

Akromegali skyldes en tumor, der kaldes hypofyseadenom, som udvikles i hypofysen (en kirtel på

hjernens underside). Adenomet får kroppen til at producere for meget af de hormoner, der styrer

væksten af væv, organer og knogler, således at knoglernes og vævets størrelse øges, især i hænderne

og fødderne.

Signifor nedsætter produktionen af disse hormoner og muligvis også adenomets størrelse. Som følge

deraf mindsker det symptomerne på akromegali, som omfatter hovedpine, øget svedtendens,

følelsesløshed i hænder og fødder, træthed og ledsmerter.

Cushings sygdom

Cushings sygdom skyldes en forstørrelse af hypofysen (en kirtel på hjernens underside), som kaldes et

hypofyseadenom. Det får kroppen til at producere for meget af det såkaldte adenokortikotropiske

hormon (ACTH), hvilket igen forårsager overproduktion af et andet hormon, som kaldes kortisol.

Kroppen producerer naturligt et stof, som kaldes somatostatin, der blokerer produktionen af visse

hormoner, herunder ACTH. Pasireotid fungerer på en måde, der har en stærk lighed med den måde,

somatostatin fungerer på, men virkningen er stærkere og varer længere. Signifor er derfor i stand til at

blokere produktionen af ACTH, der hjælper med at kontrollere overproduktionen af kortisol, og

dæmpe symptomerne på Cushings sygdom.

Hvis du har spørgsmål til, hvordan Signifor virker, eller hvorfor det er ordineret til dig, skal du spørge

din læge.

2.

Det skal du vide, før du begynder at bruge Signifor

Brug ikke Signifor

hvis du er allergisk over for pasireotid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Signifor (angivet i

punkt 6).

hvis du har alvorlige leverproblemer.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du bruger Signifor, hvis du har eller har haft:

problemer med blodsukkerniveauet, enten for højt (som ved diabetes) eller for lavt

(hypoglykæmi);

hjerteproblemer, som fx nyligt hjerteanfald, kongestiv hjertefejl (en hjertesygdom hvor hjertet

ikke kan pumpe nok blod rundt i kroppen) eller pludselige eller trykkende brystsmerter (føles

som regel som en trykkende, tyngende, strammende, knugende eller smertende fornemmelse

omkring brystet);

problemer med hjerterytmen, fx uregelmæssigt hjerteslag eller et unormalt elektrisk signal

kaldet ”forlængelse af QT-intervallet” eller ”QT-forlængelse”;

lave niveauer af kalium eller magnesium i blodet;

galdesten;

eller hvis du tager blodfortyndende lægemidler (lægemidler, der bruges til at nedsætte blodets

evne til at størkne). Din læge vil holde øje med dine blodstørkningstal og måske justere din

dosis af det blodfortyndende lægemiddel.

Under din behandling med Signifor

Signifor kan få dit blodsukker til at stige. Din læge vil måske holde øje med dit blodsukker og

begynde at behandle dig med medicin mod sukkersyge (diabetes) eller justere dosis, hvis du

allerede får det.

Signifor kontrollerer overproduktion af kortisol. Kontrollen kan blive for stærk, og du vil måske

opleve tegn eller symptomer på kortisolmangel, fx ekstrem svaghed, træthed, vægttab,

opkastning eller lavt blodtryk. Hvis dette sker, skal du straks fortælle det til lægen.

Signifor kan sænke din hjertefrekvens. Din læge vil måske overvåge din hjertefrekvens ved

hjælp af en maskine, der måler hjertets elektriske aktivitet (tage et ”EKG” eller

elektrokardiogram). Hvis du bruger medicin for et hjerteproblem, er din læge måske også nødt

til at justere doseringen af den.

Din læge vil muligvis også med jævne mellemrum kontrollere din galdeblære, dine

leverenzymer og dine hypofysehormoner, da alle disse kan påvirkes af denne medicin.

Børn og unge

Denne medicin må ikke gives til børn og unge under 18 år, fordi der ikke foreligger data vedrørende

denne aldersgruppe.

Brug af anden medicin sammen med Signifor

Signifor kan påvirke måden anden medicin virker på. Hvis du bruger anden medicin samtidig med

Signifor (inkl. medicin uden recept), kan lægen muligvis blive nødt til at kontrollere dit hjerte mere

omhyggeligt eller justere din dosis af Signifor eller den anden medicin. Fortæl altid lægen eller

apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Du skal specielt fortælle

din læge, hvis du bruger:

medicin, som bruges ved organtransplantationer til at nedsætte aktiviteten af immunforsvaret

(ciclosporin);

medicin, der bruges til at behandle for højt blodsukker (som ved diabetes) eller for lavt

blodsukker (hypoglykæmi), som fx:

insulin

metformin, liraglutid, vildagliptin, nateglinid (medicin mod diabetes).

medicin, der bruges til at behandle uregelmæssig hjerterytme, som fx medicin der indeholder

disopyramid, procainamid, quinidin, sotalol, dofetilid, ibutilid, amiodaron eller dronedaron;

medicin, der bruges til at behandle bakterieinfektioner (indtagelse igennem munden:

clarithromycin, moxifloxacin; via injektion: erythromycin, pentamidin);

medicin, der bruges til at behandle svampeinfektioner (ketoconazol, undtagen i shampoo);

medicin, der bruges til at behandle visse psykiatriske sygdomme (chlorpromazin, thioridazin,

fluphenazin, pimozid, haloperidol, tiaprid, amisulprid, sertindol, metadon);

medicin, der bruges til at behandle høfeber og andre allergier (terfenadin, astemizol,

mizolastin);

medicin, der bruges som beskyttelse mod eller behandling af malaria (chloroquin, halofantrin,

lumefantrin);

medicin, der bruges til at kontrollere blodtrykket, som fx:

betablokkere (metoprolol, carteolol, propranolol, sotalol)

calciumantagonister (bepridil, verapamil, diltiazem)

cholinesterasehæmmere (rivastigmin, physostigmin);

medicin, der bruges til at kontrollere elektrolytbalancen (kalium, magnesium) i kroppen.

Graviditet, amning og frugtbarhed

Spørg din læge eller apoteket til råds, før du bruger nogen form for medicin.

Signifor må ikke anvendes under graviditet, medmindre det er strengt nødvendigt. Hvis du er

gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du

spørge din læge til råds, før du bruger dette lægemiddel.

Hvis du ammer, skal du spørge din læge til råds, før du bruger dette lægemiddel. Det vides ikke,

om Signifor udskilles i mælk.

Hvis du er en seksuelt aktiv kvinde, skal du bruge et effektivt præventionsmiddel under

behandlingen. Tal med din læge om brug af prævention, før du tager dette lægemiddel.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Signifor kan have en mindre indvirkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner, fordi

nogle af de bivirkninger, du oplever, mens du bruger Signifor, som fx hovedpine, svimmelhed og

træthed, måske kan påvirke din evne til at køre eller betjene maskiner på sikker vis.

Vigtig information om nogle af indholdsstofferne i Signifor

Signifor indeholder mindre end 1 mmol natrium (23 mg) pr. dosis, dvs. den er i det væsentlige

”natrium-fri”.

3.

Sådan skal du bruge Signifor

Du vil få denne medicin af relevant uddannet sundhedspersonale.

Hvor meget Signifor skal du have

Akromegali

Den sædvanlige startdosis Signifor for akromegali er 40 mg hver 4. uge. Efter du er startet i

behandling, kan din læge eventuelt revurdere din dosis. Det kan eventuelt indebære at måle mængden

af væksthormon eller andre hormoner i dit blod. Afhængigt af resultaterne og af, hvordan du har det,

vil din Signifor-dosis i hver injektion måske skulle sættes ned eller op. Dosis bør ikke overstige

60 mg. Hvis du har leversygdom før du starter i behandling med Signifor for akromegali, vil din læge

muligvis vurdere, at du skal starte behandlingen med en dosis på 20 mg.

Cushings sygdom

Den sædvanlige startdosis af Signifor for Cushings sygdom er 10 mg hver 4. uge. Efter du er startet i

behandling, kan din læge eventuelt revurdere din dosis. Det kan eventuelt indebære at måle niveauet af

kortisol i dit blod eller din urin. Afhængigt af resultaterne og af, hvordan du har det, vil din Signifor-

dosis i hver injektion måske skulle sættes ned eller op. Dosis bør ikke overstige 40 mg.

Din læge vil jævnligt kontrollere, hvordan du reagerer på behandlingen med Signifor for at kunne

afgøre, hvilken dosis der er bedst for dig.

Sådan skal du have en dosis Signifor

Din læge eller sygeplejerske vil give dig indsprøjtningen med Signifor. Spørg lægen, sygeplejersken

eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Signifor er beregnet til intramuskulær anvendelse. Det vil sige, at det sprøjtes gennem en kanyle ind i

en af dine baldemuskler.

Så længe skal du have Signifor

Dette er en langtidsbehandling, som eventuelt vil vare i flere år. Din læge vil holde øje med din

tilstand regelmæssigt og kontrollere, at behandlingen har den ønskede virkning. Din behandling med

Signifor skal fortsætte, så længe lægen siger, at den er nødvendig.

Hvis du holder op med at bruge Signifor

Hvis du afbryder behandlingen med Signifor, kan dine symptomer vende tilbage. Hold derfor ikke op

med at bruge Signifor, medmindre din læge giver dig besked om det.

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Nogle bivirkninger kan være alvorlige. Fortæl straks din læge, hvis du får en af følgende

bivirkninger:

Meget almindelig (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)

Højt blodsukker. Du kan opleve stærk tørst, rigelig vandladning, øget appetit med vægttab,

træthed.

Galdesten. Du kan opleve pludselige rygsmerter eller smerter i højre side af maven.

Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)

Lave kortisolniveauer. Du kan opleve ekstrem svaghed, træthed, vægttab, kvalme, opkastning,

og lavt blodtryk.

Langsomme hjerteslag.

Forlænget QT-interval (et unormalt elektrisk signal i dit hjerte, som kan ses ved undersøgelser).

Problemer med galdestrømmen (kolestase). Du kan opleve gulfarvning af huden, mørk urin,

bleg afføring og kløe.

Betændelse i galdeblæren (kolecystitis).

Andre bivirkninger af Signifor kan omfatte:

Meget almindelig (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)

Diarré

Kvalme

Mavesmerter

Træthed

Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)

Træthed, energiløshed, bleg hud (tegn på lavt antal røde blodceller)

Appetitløshed

Hovedpine

Oppustethed

Opkastning

Svimmelhed

Smerte, ubehag, kløe og hævelse på indsprøjtningsstedet

Ændringer i resultaterne af leverfunktionsundersøgelse

Unormale blodprøveresultater (tegn på forhøjet kreatinkinase, glykosyleret hæmoglobin, lipase i

blodet)

Hårtab

Ikke almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)

Ændringer i blodprøveresultater for bugspytkirtelfunktion (amylase)

Unormale blodstørkningsegenskaber

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder

også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan

også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale rapporteringssystem

anført i Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere

information om sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på yderkarton, hætteglasset og den fyldte

injektionssprøjte efter ”Udløbsdato”/”EXP”. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte

måned.

Opbevares i køleskab (2 °C-8 °C). Må ikke nedfryses.

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester

Af hensyn til miljøet må du ikke

smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Signifor indeholder

Aktivt stof: pasireotid.

Signifor 10 mg: Et hætteglas indeholder 10 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 20 mg: Et hætteglas indeholder 20 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 30 mg: Et hætteglas indeholder 30 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 40 mg: Et hætteglas indeholder 40 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 60 mg: Et hætteglas indeholder 60 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Øvrige indholdsstoffer:

I pulveret: poly(D,L-lactid-co-glycolid) (50-60:40-50), poly(D,L-lactid-co-glycolid)

(50:50)

I solvensen: carmellosenatrium, mannitol, poloxamer 188, vand til injektionsvæsker

Udseende og pakningsstørrelser

Signifor pulver er et let gulligt til gulligt pulver i et hætteglas. Solvensen er en klar, farveløs til gullig

eller brunlig opløsning i en fyldt injektionssprøjte.

Signifor 10 mg fås i enkeltpakninger, der indeholder et hætteglas med pulver med 10 mg pasireotid og

en fyldt injektionssprøjte med 2 ml solvens.

Signifor 20 mg fås i enkeltpakninger, der indeholder et hætteglas med pulver med 20 mg pasireotid og

en fyldt injektionssprøjte med 2 ml solvens.

Signifor 30 mg fås i enkeltpakninger, der indeholder et hætteglas med pulver med 30 mg pasireotid og

en fyldt injektionssprøjte med 2 ml solvens.

Signifor 40 mg fås i enkeltpakninger, der indeholder et hætteglas med pulver med 40 mg pasireotid og

en fyldt injektionssprøjte med 2 ml solvens.

Signifor 60 mg fås i enkeltpakninger, der indeholder et hætteglas med pulver med 60 mg pasireotid og

en fyldt injektionssprøjte med 2 ml solvens.

Hver enkeltpakning indeholder hætteglasset og den fyldte injektionssprøjte i en forseglet blisterbakke

med en hætteglasadapter og en sikkerhedskanyle til indsprøjtning.

Signifor 40 mg og Signifor 60 mg fås også i multipakninger, der indeholder 3 delpakninger.

Ikke alle styrker eller pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført i dit land.

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Novartis Europharm Limited

Vista Building

Elm Park, Merrion Road

Dublin 4

Irland

Fremstiller

Novartis Pharma GmbH

Roonstrasse 25

D-90429 Nürnberg

Tyskland

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale

repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

België/Belgique/Belgien

Novartis Pharma N.V.

Tél/Tel: +32 2 246 16 11

Lietuva

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +370 5 269 16 50

България

Novartis Bulgaria EOOD

Тел.: +359 2 489 98 28

Luxembourg/Luxemburg

Novartis Pharma N.V.

Tél/Tel: +32 2 246 16 11

Česká republika

Novartis s.r.o.

Tel: +420 225 775 111

Magyarország

Novartis Hungária Kft.

Tel.: +36 1 457 65 00

Danmark

Novartis Healthcare A/S

Tlf: +45 39 16 84 00

Malta

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +356 2122 2872

Deutschland

Novartis Pharma GmbH

Tel: +49 911 273 0

Nederland

Novartis Pharma B.V.

Tel: +31 26 37 82 555

Eesti

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +372 66 30 810

Norge

Novartis Norge AS

Tlf: +47 23 05 20 00

Ελλάδα

Novartis (Hellas) A.E.B.E.

Τηλ: +30 210 281 17 12

Österreich

Novartis Pharma GmbH

Tel: +43 1 86 6570

España

Novartis Farmacéutica, S.A.

Tel: +34 93 306 42 00

Polska

Novartis Poland Sp. z o.o.

Tel.: +48 22 375 4888

France

Novartis Pharma S.A.S.

Tél: +33 1 55 47 66 00

Portugal

Novartis Farma - Produtos Farmacêuticos, S.A.

Tel: +351 21 000 8600

Hrvatska

Novartis Hrvatska d.o.o.

Tel. +385 1 6274 220

România

Novartis Pharma Services Romania SRL

Tel: +40 21 31299 01

Ireland

Novartis Ireland Limited

Tel: +353 1 260 12 55

Slovenija

Novartis Pharma Services Inc.

Tel: +386 1 300 75 50

Ísland

Vistor hf.

Sími: +354 535 7000

Slovenská republika

Novartis Slovakia s.r.o.

Tel: +421 2 5542 5439

Italia

Novartis Farma S.p.A.

Tel: +39 02 96 54 1

Suomi/Finland

Novartis Finland Oy

Puh/Tel: +358 (0)10 6133 200

Κύπρος

Novartis Pharma Services Inc.

Τηλ: +357 22 690 690

Sverige

Novartis Sverige AB

Tel: +46 8 732 32 00

Latvija

SIA “Novartis Baltics”

Tel: +371 67 887 070

United Kingdom

Novartis Pharmaceuticals UK Ltd.

Tel: +44 1276 698370

Denne indlægsseddel blev senest ændret

Andre informationskilder

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs

hjemmeside http://www.ema.europa.eu. Der er også links til andre websteder om sjældne sygdomme

og om, hvordan de behandles.

Nedenstående oplysninger er til læger og sundhedspersonale:

BRUGSANVISNING TIL SIGNIFOR PULVER OG SOLVENS TIL INJEKTIONSVÆSKE,

OPLØSNING

KUN TIL DYB INTRAMUSKULÆR INJEKTION.

BEMÆRK:

Der er to kritiske trin i rekonstitution af Signifor. Hvis de ikke følges, kan det medføre, at

injektionen ikke gives korrekt.

Injektionskittet skal opnå stuetemperatur. Tag injektionskittet ud af køleskabet og lad kittet

stå ved stuetemperatur i mindst 30 minutter før rekonstitution, men overskrid ikke 24 timer.

Efter tilsætning af solvens rystes hætteglasset moderat i mindst 30 sekunder, indtil der er

dannet en ensartet suspension.

Injektionskittet indeholder:

Et hætteglas med pulver

En fyldt injektionssprøjte med solvens

En hætteglasadapter til brug ved rekonstitution af lægemidlet

En sikkerhedskanyle (20G x 1,5″)

Følg nedenstående vejledning nøje for at sikre korrekt rekonstitution af Signifor pulver og solvens til

injektionsvæske, suspension før dyb intramuskulær injektion.

Signifor suspension skal først tilberedes umiddelbart inden administration.

Signifor må kun administreres af dertil uddannet sundhedspersonale.

Trin 1

Tag Signifor-injektionskittet ud af køleskabet.

OBS: Det er yderst vigtigt først at starte

rekonstitutionsproceduren, når

injektionskittet har opnået stuetemperatur.

Lad kittet stå ved stuetemperatur i mindst

30 minutter før rekonstitution, men overskrid

ikke 24 timer.

Bemærk: Hvis det ikke anvendes inden for

24 timer, kan kittet sættes tilbage i køleskabet.

Trin 2

Fjern plasthætten fra hætteglasset og rens

gummiproppen på hætteglasset med en

spritserviet.

Fjern filmlåget fra hætteglasadapterens pakning,

men fjern IKKE hætteglasadapteren fra

pakningen.

Hold om hætteglasadapternes pakning, placer

hætteglasadapteren oven på hætteglasset og skub

den helt ned, så den klikker på plads med et

hørbart "klik".

Fjern pakningen fra hætteglasadapteren ved at

løfte den lodret opad som vist.

30

min

Trin 3

Fjern hætten fra den fyldte sprøjte med solvens og

skru sprøjten på hætteglasadapteren.

Skub langsomt stemplet helt i bund så al

solvensen overføres til hætteglasset.

Trin 4

BEMÆRK: Hold stemplet i bund og ryst

hætteglasset moderat i mindst 30 sekunder, til

alt pulveret er fuldstændigt opslæmmet. Gentag

den moderate omrystning i endnu

30 sekunder, hvis pulveret ikke er fuldstændigt

opslæmmet.

Trin 5

Vend sprøjte og hætteglas med bunden i vejret og

træk langsomt stemplet tilbage, så hele

hætteglassets indhold overføres til sprøjten.

Skru sprøjten af hætteglasadapteren.

Trin 6

Skru sikkerhedskanylen på sprøjten.

Træk beskyttelseshætten af kanylen med en lige

bevægelse. For at undgå bundfældning kan

sprøjten rystes forsigtigt, så suspensionen

forbliver ensartet. Bank forsigtigt på sprøjten for

at fjerne eventuelle synlige bobler og pres dem ud

af sprøjten. Det rekonstituerede Signifor er nu

klar til omgående administration.

Trin 7

Signifor må kun gives som dyb intramuskulær

injektion.

Klargør injektionsstedet med en spritserviet.

Stik kanylen helt ind i den venstre eller højre

glutealmuskel i en vinkel på 90° i forhold til

huden.

Træk langsomt stemplet tilbage for at kontrollere,

at et blodkar ikke er blevet perforeret (skift

position, hvis et blodkar er blevet perforeret).

Pres langsomt stemplet i bund, indtil sprøjten er

tom. Tag nålen ud fra injektionsstedet og aktivér

sikkerhedsbeskyttelsen (som vist i trin 8).

Injektionssteder

Trin 8

Aktiver kanylens sikkerhedsbeskyttelse ved hjælp

af en af de to viste metoder:

tryk enten det hængslede stykke af

sikkerhedsbeskyttelsen ned mod en hård

overflade (figur A),

eller skub hængslet fremover med fingeren

(figur B).

Et hørbart ”klik” betyder korrekt aktivering.

Smid straks sprøjten ud i en kanyleboks beregnet

til skarpe genstande.

vinkel

BILAG I

PRODUKTRESUMÉ

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Signifor 0,3 mg injektionsvæske, opløsning

Signifor 0,6 mg injektionsvæske, opløsning

Signifor 0,9 mg injektionsvæske, opløsning

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Signifor 0,3 mg injektionsvæske, opløsning

En ampul med 1 ml indeholder 0,3 mg pasireotid (som pasireotiddiaspartat).

Signifor 0,6 mg injektionsvæske, opløsning

En ampul med 1 ml indeholder 0,6 mg pasireotid (som pasireotiddiaspartat).

Signifor 0,9 mg injektionsvæske, opløsning

En ampul med 1 ml indeholder 0,9 mg pasireotid (som pasireotiddiaspartat).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Injektionsvæske, opløsning (injektionsvæske)

Klar, farveløs opløsning

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af voksne patienter med Cushings sygdom, hvor operation ikke er en mulighed, eller hvor

operationen mislykkedes.

4.2

Dosering og administration

Dosering

Den anbefalede startdosis er 0,6 mg pasireotid ved subkutan injektion to gange dagligt.

To måneder efter behandlingsstart med Signifor skal der foretages en klinisk evaluering af den

gavnlige virkning på patienterne. Patienter, der oplever en signifikant reduktion af niveauet af frit

kortisol i urinen (UFC), bør fortsat behandles med Signifor, så længe der opnås en gavnlig virkning.

En dosisøgning til 0,9 mg kan overvejes baseret på patientens respons på behandlingen, så længe dosis

på 0,6 mg er veltolereret af patienten. Det bør overvejes at ophøre med behandling hos patienter, der

ikke har responderet på Signifor efter to måneders behandling.

Håndtering af formodede bivirkninger, på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af behandlingen, kan

kræve midlertidig reduktion af Signifor-dosis. Det foreslås at dosisreducere med 0,3 mg to gange

dagligt.

Hvis en Signifor-dosis glemmes, skal den næste injektion administreres på det planlagte tidspunkt. Der

må ikke gives dobbeltdosis som erstatning for en glemt dosis.

Skift fra intramuskulær til subkutan formulering

Der findes ingen tilgængelige kliniske data på skift fra den intramuskulære til den subkutane

pasireotidformulering. Hvis et sådan skift er påkrævet, anbefales det at opretholde et interval på

mindst 28 dage mellem den sidste intramuskulære injektion og den første subkutane injektion, og at de

subkutane injektioner initieres i en dosis på 0,6 mg pasireotid to gange dagligt. Patienten bør

overvåges for respons og tolerabilitet, og yderligere dosisjusteringer kan være nødvendige.

Specielle populationer

Pædiatrisk population

Signifors sikkerhed og virkning hos børn og unge i alderen 0-18 år er ikke klarlagt. Der foreligger

ingen data.

Ældre patienter (≥65 år)

Data om brug af Signifor til patienter over 65 år er begrænsede, men intet tyder på, at dosisjustering er

nødvendig hos disse patienter (se pkt. 5.2).

Nedsat nyrefunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med nedsat nyrefunktion (se pkt 5.2).

Nedsat leverfunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let nedsat leverfunktion (Child Pugh A). Den

anbefalede startdosis til patienter med moderat nedsat leverfunktion (Child Pugh B) er 0,3 mg to gange

dagligt (se pkt. 5.2). Den anbefalede maksimale dosis hos disse patienter er 0,6 mg to gange dagligt.

Signifor må ikke anvendes hos patienter med svær nedsat leverfunktion (Child Pugh C) (se pkt. 4.3 og

4.4).

Administration

Signifor skal indgives subkutant ved selvinjektion. Patienterne skal vejledes i subkutan injektion af

Signifor af en læge eller sygeplejerske.

Det frarådes at benytte samme injektionssted til to på hinanden følgende injektioner. Steder, der viser

tegn på inflammation eller irritation, skal undgås. De foretrukne steder til subkutane injektioner er

øverst på lårene og abdomen (ikke navle eller talje).

Yderligere detaljer vedrørende håndtering er angivet i pkt. 6.6.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

Svær nedsat leverfunktion (Child Pugh C).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Glucosemetabolisme

Ændringer i blodglucoseniveauet er rapporteret hyppigt hos raske forsøgspersoner og patienter, der

behandles med pasireotid. Hyperglykæmi og, mindre hyppigt, hypoglykæmi, er observeret hos

patienter, som har deltaget i kliniske studier med pasireotid (se pkt 4.8).

Graden af hyperglykæmi viste sig at være højere hos patienter med prædiabetes eller konstateret

diabetes mellitus. Under det pivotale studie steg HbA

-niveauer signifikant og stabiliseredes, men de

vendte ikke tilbage til baseline-niveau (se pkt. 4.8). Flere tilfælde af seponering samt en højere

rapporteringsratio af alvorlige bivirkninger pga. hyperglykæmi blev rapporteret hos patienter, som

blev behandlet med en dosis på 0,9 mg to gange dagligt.

Udvikling af hyperglykæmi synes at være relateret til fald i sekretionen af insulin (især i perioden efter

indgivelse af dosis) og inkretinhormoner (dvs. glukagonlignende peptid-1 [GLP-1] og

glucoseafhængigt, insulinotropisk polypeptid [GIP]).

Den glykæmiske status (fastende plasmaglucose/hæmoglobin A

[FPG/HbA

]) skal vurderes, før

behandling med pasireotid påbegyndes. FPG/HbA

-monitorering under behandlingen skal følge

etablerede retningslinjer. Selvmonitorering af blodglucose og/eller FPG-vurderinger skal foretages

ugentligt de første to til tre måneder og derefter periodisk, som det findes klinisk hensigtsmæssigt,

samt i løbet af de første to til fire uger efter en dosisændring. Derudover bør monitorering af FPG og

fortsætte i henholdsvis 4 uger og 3 måneder efter afsluttet behandling.

Hvis der udvikles hyperglykæmi hos en patient, der behandles med Signifor, anbefales det at

påbegynde eller justere diabetesbehandling jævnfør etablerede behandlingsvejledninger for

hyperglykæmi. Hvis hyperglykæmien ikke kan bringes under kontrol trods passende medicinering,

skal dosis af Signifor reduceres eller behandling med Signifor ophøre (se også pkt 4.5).

Hos patienter med Cushings sygdom med dårlig glykæmisk kontrol (defineret som HbA

-værdier

>8% under antidiabetisk behandling) kan der være en større risiko for, at der udvikles svær

hyperglykæmi med tilstødende komplikationer (fx ketoacidose). Hos patienter med dårlig glykæmisk

kontrol bør diabetesbehandling og monitorering intensiveres før initiering og under behandling med

pasireotid.

Levertests

Milde, forbigående stigninger i aminotransferaseniveau er hyppigt observeret hos patienter i

behandling med pasireotid. Der er også observeret sjældne tilfælde af samtidig stigning i ALAT

(alaninaminotransferase) mere end 3 x ULN og bilirubin mere end 2 x ULN (se pkt. 4.8).

Monitorering af leverfunktion anbefales før påbegyndelse af behandling med pasireotid og efter en, to,

fire, otte og tolv uger under behandlingen. Derefter bør leverfunktionen monitoreres som klinisk

indiceret.

Patienter, der udvikler forøgede transaminaseniveauer, bør monitoreres med en yderligere

leverfunktionstest for at bekræfte den fundne værdi. Hvis den fundne værdi bekræftes, bør patienten

følges med hyppig leverfunktionsmonitorering indtil værdierne vender tilbage til samme niveau som

før påbegyndelse af behandlingen. Hvis der forekommer en opretholdt stigning i ASAT (aspartat-

aminotransferase) eller ALAT på 5 x ULN eller højere, eller hvis ALAT eller ASAT-stigninger på

mere end 3 x ULN forekommer samtidig med stigning i bilirubin på mere end 2 x ULN, skal

behandling med pasireotid seponeres, hvis patienten udvikler gulsot eller der opstår andre symptomer,

der tyder på klinisk signifikant leverdysfunktion. Efter afbrydelse af behandling med pasireotid, bør

patienter monitoreres indtil symptomerne ophører. Behandling bør ikke genoptages.

Kardiovaskulært betingede hændelser

Bradykardi er rapporteret ved brug af pasireotid (se pkt 4.8). Omhyggelig monitorering anbefales hos

patienter med hjertesygdom og/eller risiko for bradykardi som for eksempel ved tidligere klinisk

signifikant bradykardi eller akut myokardieinfarkt, atrioventrikulær blok kongestiv hjerteinsufficiens

(NYHA klasse III eller IV), ustabil angina pectoris, vedvarende ventrikeltakykardi,

ventrikelfibrillation. Det kan være nødvendigt at justere dosis af lægemidler som for eksempel

betablokkere, calciumantagonister eller midler til kontrol af elektrolytbalance (se også pkt. 4.5).

To specifikke studier med raske forsøgspersoner viste, at pasireotid forlænger QT-intervallet i EKG.

Den kliniske signifikans af denne forlængelse er ukendt.

I kliniske studier med patienter med Cushings sygdom er der observeret QTcF >500 msek hos to ud af

201 patienter. Disse episoder var sporadiske, forekom kun én gang, og der observeredes ingen kliniske

følger. Der er ikke observeret torsade de pointes-episoder, hverken i disse studier eller i studier med

andre patientpopulationer.

Pasireotid skal anvendes med forsigtighed og benefit-risk forholdet skal afvejes nøje hos patienter, der

har signifikant risiko for at udvikle QT-forlængelse, for eksempel:

ved medfødt lang QT-syndrom.

ved ukontrolleret eller signifikant hjertesygdom, herunder nylig myokardieinfarkt, kongestiv

hjerteinsufficiens, ustabil angina pectoris eller klinisk signifikant bradykardi.

ved brug af antiarytmika eller andre stoffer, som man ved medfører QT-forlængelse (se

pkt. 4.5).

ved hypokaliæmi og/eller hypomagnesiæmi.

Monitorering for en virkning på QTc-intervallet er tilrådelig, og EKG bør foretages, før behandling

med Signifor påbegyndes, en uge efter behandling er påbegyndt og derefter som klinisk indiceret.

Hypokaliæmi og/eller hypomagnesiæmi skal korrigeres, før der gives Signifor, og skal monitoreres

periodisk under behandlingen.

Hypokortisolisme

Behandling med Signifor bevirker hurtig undertrykkelse af sekretionen af ACTH

(adrenokortikotropisk hormon) hos patienter med Cushings sygdom. Hurtig, fuldstændig eller næsten

fuldstændig undertrykkelse af ACTH kan medføre, at det cirkulerende kortisolniveau falder, og at der

forbigående kan forekomme hypokortisolisme/hypoadrenalisme.

Det er derfor nødvendigt at overvåge patienterne og oplyse dem om tegn og symptomer, der er

forbundet med hypokortisolisme (fx svaghed, træthed, anoreksi, kvalme, opkastning, hypotension,

hyperkalæmi, hyponatriæmi, hypoglykæmi). I tilfælde af dokumenteret hypokortisolisme kan det være

nødvendigt med temporær eksogen steroid (glukokortikoid) erstatningsterapi og/eller dosisreduktion

eller afbrydelse af behandlingen med Signifor.

Galdeblære og relaterede hændelser

Kolelitiasis er en kendt bivirkning ved langvarig brug af somatostatinanaloger og er hyppigt

rapporteret i kliniske studier med pasireotid (se pkt 4.8). Ultralydscanning af galdeblæren anbefales

derfor før behandling med Signifor og med 6-12 måneders mellemrum under behandlingen. Galdesten

hos patienter, der behandles med Signifor, er stort set asymptomatiske, hvis de giver symptomer, skal

de behandles i overensstemmelse med klinisk praksis.

Hypofysehormoner

Da pasireotids farmakologiske aktivitet ligner somatostatins, kan hæmning af andre

hypofysehormoner end ACTH ikke udelukkes. Monitorering af hypofysefunktionen (fx TSH/fri T

GH/IGF-1) før og periodisk under behandling med Signifor skal derfor overvejes, hvis det er klinisk

hensigtsmæssigt.

Virkning på fertiliteten hos kvinder

De terapeutiske fordele ved reduktion eller normalisering af serum kortisol-nivauet hos kvindlige

patienter med Cushings sygdom kan potentielt genoprette fertiliteten. Kvindlige patienter i den

fødedygtige alder bør rådes til at anvende sikker kontraception under behandling med Signifor (se

pkt. 4.6).

Nedsat nyrefunktion

Signifor bør anvendes med forsigtighed til patienter med svær nedsat nyrefunktion eller terminal

nyresygdom pga. forhøjet eksponering af ubundet lægemiddel (se pkt. 5.2).

Natrium-indhold

Denne medicin indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, d.v.s. den er i det væsentlige

natriumfri.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Forventede farmakokinetiske interaktioner, som kan påvirke pasireotid

P-gp-hæmmeren verapamils indflydelse på farmakokinetikken af subkutan pasireotid blev undersøgt i

et lægemiddelinteraktionsstudie med raske frivillige. Der blev ikke observeret nogen ændring i

pasireotids farmakokinetik (hastighed eller eksponeringsgrad).

Forventede farmakokinetiske interaktioner, som kan påvirke andre lægemidler

Pasireotid kan sænke ciclosporins relative biotilgængelighed. Hvis pasireotid og ciclosporin gives

samtidig, kan en dosisjustering af ciclosporin være nødvendig for at opretholde terapeutiske niveauer.

Forventede farmakodynamiske interaktioner

Lægemidler, som forlænger QT-intervallet

Pasireotid skal anvendes med forsigtighed til patienter, som samtidig får QT-intervalforlængende

lægemidler som for eksempel antiarytmika, klasse Ia (fx quinidin, procainamid, disopyramid) og

klasse III (fx amiodaron, dronedaron, sotalol, dofetilid, ibutilid), visse antibakterielle midler

(intravenøst erythromycin, pentamidin-injektioner, clarithromycin, moxifloxacin), visse antipsykotika

(fx chlorpromazin, thioridazin, fluphenazin, pimozid, haloperidol, tiaprid, amisulprid, sertindol,

metadon), visse antihistaminer (fx terfenadin, astemizol, mizolastin), antimalariamidler (fx chloroquin,

halofantrin, lumefantrin), visse antimykotika (ketoconazol, gælder ikke shampoo) (se også pkt 4.4).

Lægemidler med bradykardiel virkning

Klinisk monitorering af hjertefrekvens, især i begyndelsen af behandlingen, anbefales hos patienter,

der får pasireotid samtidig med bradykardika som for eksempel betablokkere (fx metoprolol, carteolol,

propranolol, sotalol), acetylcholinesterasehæmmere (fx rivastigmin, physostigmin), visse

calciumantagonister (fx verapamil, diltiazem, bepridil), visse antiarytmika (se også pkt. 4.4).

Insulin og antidiabetika

Dosisjusteringer (ned eller op) af insulin og antidiabetika (fx metformin, liraglutid, vildagliptin,

nateglinid) kan være nødvendige, når disse midler samtidig gives med pasireotid (se også pkt. 4.4).

4.6

Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

Der er begrænsede data fra anvendelse af pasireotid til gravide kvinder. Dyrestudier har påvist

reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). Pasireotid bør ikke anvendes under graviditet og til kvinder i den

fertile alder, som ikke anvender sikker kontraception (se pkt. 4.4).

Amning

Det er ukendt om pasireotid udskilles i human mælk. Tilgængelige data fra studier med rotter har vist,

at pasireotid udskilles i mælk (se pkt. 5.3). Amning skal ophøre under behandling med Signifor.

Fertilitet

Studier med rotter har vist påvirkning af de reproduktive parametre hos hunrotter (se pkt. 5.3). Den

kliniske relevans af disse påvirkninger hos mennesker kendes ikke.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner

Signifor påvirker i mindre grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner. Patienter bør rådes

til at være forsigtige ved kørsel og ved betjening af maskiner, hvis de oplever træthed, svimmelhed

eller hovedpine under behandling med Signifor.

4.8

Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

I alt 201 patienter med Cushings sygdom har fået Signifor i fase II- og III-studier. Signifors

sikkerhedsprofil svarede til andre somatostatinanalogers bortset fra forekomsten af hypokortisolisme

og graden af hyperglykæmi.

Nedenstående data viser resultatet af 162 patienter med Cushings sygdom eksponeret for Signifor i

fase III-studiet. Ved indtrædelse i studiet randomiseredes patienterne til doser på enten 0,6 mg eller

0,9 mg Signifor to gange dagligt. Patienternes gennemsnitsalder var ca. 40 år, og flertallet af

patienterne (77,8%) var kvinder. De fleste (83,3%) af patienterne havde persisterende eller

tilbagevendende Cushings sygdom, og kun få (≤5%) i begge behandlingsgrupper havde gennemgået

strålebehandling af hypofysen. Medianeksponeringen indtil afskæringsdatoen for den primære

virknings- og sikkerhedsanalyse var 10,37 måneder (0,03-37,8), og 66,0% af patienterne havde været

eksponeret i mindst seks måneder.

Der rapporteredes bivirkninger af grad 1 og 2 hos 57,4% af patienterne. Der blev observeret

bivirkninger af grad 3 hos 35,8% af patienterne og bivirkninger af grad 4 hos 2,5% af patienterne.

Bivirkninger af grad 3 og 4 var i de fleste tilfælde relateret til hyperglykæmi. De almindeligste

bivirkninger (hyppighed ≥10%) var diaré, kvalme, mavesmerter, kolelitiasis, reaktioner ved

injektionsstedet, hyperglykæmi, diabetes mellitus, træthed og forhøjet glykosyleret hæmoglobin.

Bivirkninger i tabelform

Tabel 1 viser de bivirkninger, der rapporteredes indtil skæringsdatoen for analysen. Bivirkningerne er

ordnet efter MedDRA's primære systemorganklasser. Inden for hver systemorganklasse er

bivirkningerne ordnet efter frekvens. Inden for hver enkelt frekvensgruppe skal bivirkningerne

opstilles efter, hvor alvorlige de er. De alvorligste bivirkninger skal anføres først. Hyppighederne var

defineret som: Meget almindelig (≥1/10), almindelig (≥1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥1/1.000 til

<1/100).

Tabel 1

Bivirkninger i fase III-studiet hos patienter med Cushings sygdom

Systemorganklasse

Meget almindeligt

Almindelig

Ikke almindelig

Blod og lymfesystem

Anæmi

Det endokrine system

Binyrebarkinsuffiens

Metabolisme og

ernæring

Hyperglykæmi,

diabetes mellitus

Nedsat appetit, type 2

diabetes mellitus,

nedsat glucosetolerance

Nervesystemet

Hovedpine,

svimmelhed

Hjerte

Sinusbradykardi, QT-

forlængelse

Vaskulære sygdomme

Hypotension

Mave-tarm-kanalen

Diaré,

abdominalsmerter,

kvalme

Opkastning, øvre

abdominalsmerter

Lever og galdeveje

Kolelitiasis

Kolecystitis*, kolestase

Hud og subkutane

væv

Alopeci, kløe

Knogler, led, muskler

og bindevæv

Myalgi, artralgi

Almene symptomer

og reaktioner på

administrationsstedet

Reaktion på

injektionsstedet,

træthed

Undersøgelser

Forhøjet glykosyleret

hæmoglobin

Forhøjet gamma-

glutamyltransferase,

forhøjet alanin-

aminotransferase,

forhøjet aspartat-

aminotransferase,

forhøjet lipase, forhøjet

blodglucose, forhøjet

blodamylase, forlænget

protrombintid

*Kolecystitis inkluderer akut kolecystitis

Beskrivelse af udvalgte bivirkninger

Glucosemetabolisme

Forhøjet glucose var den hyppigst rapporterede laboratorieabnormalitet af grad 3 (23,2% af

patienterne) i fase III-studiet hos patienter med Cushings sygdom. De gennemsnitlige HbA

forhøjelser var mindre udtalte hos patienter med normal glykæmi (n=62 i alt) ved indtrædelse i studiet

(dvs. 5,29% og 5,22% ved baseline og 6,50% og 6,75% ved 6 måneder for henholdsvis den gruppe,

der fik 0,6 mg to gange dagligt, og den gruppe, der fik 0,9 mg to gange dagligt) i forhold til

prædiabetiske patienter (dvs. n=38 i alt; 5,77% og 5,71% ved baseline og 7,45% og 7,13% ved

6 måneder) eller diabetiske patienter (dvs. n=54 i alt; 6,50% og 6,42% ved baseline og 7,95% og

8,30% ved 6 måneder). De gennemsnitlige fastende plasmaglucoseniveauer forhøjedes normalt i løbet

af den første måned af behandlingen, men i de følgende måneder observeredes fald og stabilisering.

De fastende plasmaglucose- og HbA

-værdier faldt generelt i løbet af de 28 dage, der fulgte efter

behandlingsophør, men lå stadig over baseline-værdierne. Langsigtede opfølgningsdata foreligger

ikke. Der var en tendens til, at patienter med baseline-HbA

≥7%, eller som tog antidiabetika før

randomiseringen, havde højere gennemsnitsforandringer i deres fastende plasmaglucose og HbA

forhold til andre patienter. Hyperglykæmi og diabetes mellitus medførte udtrædelse af studiet for

henholdsvis 5 (3,1%) og 4 (2,5%) patienters vedkommende. Et tilfælde af ketose og et tilfælde af

ketoacidose er rapporteret i forbindelse med ”compassionate use” af Signifor.

Det anbefales at monitorere blodglucoseniveauerne hos patienter, der behandles med Signifor (se

pkt. 4.4).

Mave-tarm-kanalen

Der er hyppigt rapporteret mave-tarm-sygdomme ved behandling med Signifor. Disse bivirkninger har

dog normalt været lette, ikke krævet indgriben, og blev mindre udtalte ved fortsat behandling.

Reaktioner på injektionsstedet

Reaktioner på injektionsstedet rapporteredes hos 13,6% af de patienter, der rekrutteredes til fase III-

studiet med Cushings sygdom. Reaktioner på injektionsstedet er også rapporteret fra kliniske studier

hos andre populationer. Reaktionerne har hyppigst været lokale smerter, erytem, hæmatom, blødning

og pruritus. Disse reaktioner forsvandt spontant og krævede ingen indgriben.

Leverenzymer

Forbigående forhøjelse af leverenzymtallet er rapporteret ved brug af somatostatinanaloger og er også

observeret hos patienter, der har fået pasireotid i kliniske studier. Forhøjelserne var som regel

asymptomatiske, svage og reversible ved fortsat behandling. Sjældne tilfælde af samtidige stigninger i

ALAT på mere end 3 x ULN og bilirubin på mere end 2 x ULN er observeret. Alle tilfælde med

samtidige stigninger blev opdaget inden for 10 dage efter påbegyndelse af behandling med Signifor.

Patienterne kom sig uden kliniske komplikationer og resultater fra leverfunktionstests vendte tilbage

til baseline-niveau efter afbrydelse af behandling.

Det anbefales at monitorere leverenzymtallet før og under behandling med Signifor (se pkt. 4.4), hvis

det er klinisk hensigtsmæssigt.

Pancreasenzymer

Asymptomatiske lipase- og amylaseforhøjelser er observeret i kliniske studier hos patienter, der fik

pasireotid. Forhøjelserne har overvejende været lave og reversible ved fortsat behandling. Pancreatitis

er en potentiel bivirkning i forbindelse med brug af somatostatinanaloger på grund af sammenhængen

mellem kolelitiasis og akut pancreatitis.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende

overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at

indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9

Overdosering

Hos raske forsøgspersoner er bivirkningen diaré observeret med høj frekvens ved doseringer på op til

2,1 mg to gange dagligt.

I tilfælde af overdosering anbefales passende understøttende behandling baseret på patientens kliniske

status, indtil symptomerne forsvinder.

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: hypofyse- og hypothalamushormoner og analoger, somatostatin og

analoger, ATC-kode: H01CB05

Virkningsmekanisme

Pasireotid er et nyt cyklohexapeptid, en injicerbar somatostatinanalog. Ligesom de naturlige hormoner

somatostatin-14 og somatostatin-28 (også kaldet somatotropin release inhibiting factor [SRIF]) og

andre somtatostatinanaloger udøver pasireotid sin farmakologiske virkning ved binding til

somatostatinreceptorer. Humane somatostatinreceptorer har fem kendte undertyper: hsst1, 2, 3, 4 og 5.

Disse receptorundertyper eksprimeres i forskellige væv under normale fysiologiske forhold.

Somatostatinanaloger binder sig til hsst-receptorer med forskellig styrke (se Tabel 2). Pasireotid

binder sig med høj affinitet til fire af de fem hsst'er.

Tabel 2

Bindingsaffinitet for somatostatin (SRIF-14), pasireotid, octreotid og lanreotid til de

fem humane somatostatin-receptorundertyper (hsst1-5)

Forbindelse

hsst1

hsst2

hsst3

hsst4

hsst5

Somatostatin

(SRIF-14)

0,93±0,12

0,15±0,02

0,56±0,17

1,5±0,4

0,29±0,04

Pasireotid

9,3±0,1

1,0±0,1

1,5±0,3

>1.000

0,16±0,01

Octreotid

280±80

0,38±0,08

7,1±1,4

>1.000

6,3±1,0

Lanreotid

180±20

0,54±0,08

14±9

230±40

17±5

Resultaterne er gennemsnittet ± SEM af IC

-værdierne udtrykt i nmol/l.

Farmakodynamisk virkning

Somatostatinreceptorer eksprimeres i mange vævstyper, især i neuroendokrine tumorer, hvor

hormonerne udskilles i stærkt øget mængde, herunder ACTH ved Cushings sygdom.

In vitro-studier har vist, at kortikotrope tumorceller fra patienter med Cushings sygdom har et højt

hsst5-ekspressionsniveau, mens de andre receptorundertyper enten ikke eksprimeres eller eksprimeres

i mindre omfang. Pasireotid binder sig til og aktiverer fire af de fem hsst'er, især hsst5, i kortikotroper

af ACTH-producerende adenomer, hvorved ACTH-sekretionen hæmmes.

Klinisk virkning og sikkerhed

Et randomiseret fase III-multicenterstudie er gennemført for at vurdere sikkerheden og virkningen af

Signifor ved forskellige doseringsniveauer over en 12-måneders behandlingsperiode hos patienter med

persisterende eller tilbagevendende Cushings sygdom eller de novo patienter, for hvem operation ikke

var indiceret, eller som afslog operation.

Til studiet rekrutteredes 162 patienter med UFC >1,5 x ULN ved baseline, som blev randomiseret i

forholdet 1:1 til en subkutan dosis på enten 0,6 mg eller 0,9 mg Signifor to gange dagligt. Efter tre

måneders behandling fortsatte patienter med et døgngennemsnit på UFC ≤2 x ULN og derunder eller

lig med deres baselineværdi med blindet behandling med den randomiserede dosis indtil måned 6.

Patienter, som ikke opfyldte disse kriterier, blev afblindet, og dosis øgedes med 0,3 mg to gange

dagligt. Efter de første 6 måneder af studiet indledtes endnu en 6-måneders åben behandlingsperiode.

Hvis der ikke var opnået respons efter 6 måneder, eller hvis responsen ikke opretholdtes i den åbne

behandlingsperiode, kunne doseringen øges med 0,3 mg to gange dagligt. Hvis dosis ikke kunne tåles,

kunne den til enhver tid reduceres i trin på 0,3 mg to gange dagligt.

Det primære endepunkt for virkningen var den del af patienterne i hver gruppe, der opnåede

normalisering af døgngennemsnittet for UFC-niveauer (UFC≤ULN) efter 6 måneders behandling, og

som ikke fik øget dosis (i forhold til den randomiserede dosis) i denne periode. Sekundære

endepunkter var bl.a. ændringer i forhold til baseline i: døgn-UFC, plasma-ACTH,

serumkortisolniveauer og kliniske tegn og symptomer på Cushings sygdom. Alle analyser var baseret

på de randomiserede doseringsgrupper.

Ved baseline var der en god demografisk balance mellem de to randomiserede grupper, som også var i

overensstemmelse med sygdommens epidemiologi. Patienternes gennemsnitsalder var ca. 40 år, og

flertallet af patienterne (77,8%) var kvinder. De fleste af patienterne (83,3%) havde persisterende eller

tilbagevendende Cushings sygdom og kun få (≤5%) i begge behandlingsgrupper havde tidligere

gennemgået strålebehandling af hypofysen.

Ved baseline var der balance mellem de to randomiserede doseringsgruppers karakteristika, bortset fra

markante forskelle i den gennemsnitlige døgn-UFC (1156 nmol/24 t i den gruppe, som fik 0,6 mg to

gange dagligt, og 782 nmol/24 t i den gruppe, som fik 0,9 mg to gange dagligt; normalområdet er

30-145 nmol/24 t).

Resultater

Ved 6 måneder observeredes en normalisering af de gennemsnitlige UFC-niveauer hos henholdsvis

14,6% (95% CI 7,0-22,3) og 26,3% (95% CI 16,6-35,9) af de patienter, der var randomiseret til

pasireotid 0,6 mg og 0,9 mg to gange dagligt. Studiet opfyldte det primære effektivitetsmål for den

gruppe, der fik 0,9 mg to gange dagligt, eftersom den nedre grænse af 95% CI er mere end den forud

fastsatte grænse på 15%. Responsen hos 0,9 mg-doseringsgruppen syntes at være højere hos patienter

med et lavere gennemsnitligt UFC ved baseline. Responsraten ved 12 måneder var sammenlignelig

med raten ved 6 måneder med henholdsvis 13,4% og 25,0% i den gruppe, der fik 0,6 mg to gange

dagligt, og den gruppe, der fik 0,9 mg to gange dagligt.

Der blev gennemført en understøttende virkningsanalyse, hvor patienterne blev yderligere opdelt i

3 responskategorier uden hensyntagen til optitrering ved 3 måneder: fuldt kontrolleret (UFC

≤1,0 x ULN), delvis kontrolleret (UFC >1,0 x ULN, men med en UFC-reduktion ≥50% i forhold til

baseline) eller ukontrolleret (UFC-reduktion <50%). Den totale andel af patienter med enten fuldt

kontrolleret eller partielt kontrolleret gennemsnits-UFC ved måned 6 udgjorde henholdsvis 34% og

41% for doser på henholdsvis 0,6 mg og 0,9 mg. Patienter, der er ukontrollerede ved både måned 1 og

måned 2, vil sandsynligvis (90%) stadig være ukontrollerede ved måned 6 og 12.

I begge doseringsgrupper resulterede behandlingen med Signifor i et fald i gennemsnitligt UFC efter

1 måneds behandling, hvilket opretholdtes over tid.

Fald viste sig også i den samlede procentdel af ændringer i UFC-middel- og medianværdier ved 6 og

12 måneder i forhold til baseline-værdierne (se Tabel 3). Fald i plasma-ACTH-niveauerne

observeredes også på hvert kontroltidspunkt for hver doseringsgruppe.

Tabel 3

Procentvise ændringer i UFC-middel- og medianværdier pr. randomiseret

doseringsgruppe ved måned 6 og måned 12 i forhold til baseline-værdierne

Pasireotid 0,6 mg to gange

dagligt

% ændring (n)

Pasireotid 0,9 mg to gange

dagligt

% ændring (n)

Gennemsnitlig ændring

i UFC (% fra baseline)

Måned 6

-27,5* (52)

-48,4 (51)

Måned 12

-41,3 (37)

-54,5 (35)

Median ændring i UFC

(% fra baseline)

Måned 6

-47,9 (52)

-47,9 (51)

Måned 12

-67,6 (37)

-62,4 (35)

Omfatter én patient med signifikant afvigende resultater, som havde en ændringsprocent i

forhold til baseline på +542,2%.

Fald i siddende systolisk og diastolisk blodtryk, body mass index (BMI) og samlet kolesterol

observeredes hos begge doseringsgrupper ved måned 6. Der blev observeret generelle fald i disse

parametre hos patienter med fuldt og delvist kontrolleret gennemsnitlig UFC, men der var en tendens

til større fald i disse parametre hos patienter med normaliseret UFC. Lignende tendenser observeredes

ved måned 12.

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har dispenseret fra kravet om at fremlægge resultaterne af studier

med Signifor i alle undergrupper af den pædiatriske population med den hypofyseafhængige Cushings

sygdom, overproduktion af hypofyse-ACTH og hypofyseafhængig hyperadrenokorticisme (se pkt. 4.2

for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Pasireotid blev absorberet hurtigt hos raske forsøgspersoner, og den højeste plasmakoncentration nås

inden for 0,25-0,5 t. C

og AUC er omtrent dosisproportionale efter indgivelse af enkelte og multiple

doser.

Der har ikke været gennemført studier for at vurdere pasireotids biotilgængelighed hos mennesker.

Fordeling

Hos raske forsøgspersoner distribueres pasireotid bredt med et stort tilsyneladende fordelingsvolumen

/F >100 liter). Fordelingen mellem blodceller og plasma er koncentrationsafhængig og viser, at

pasireotid primært er lokaliseret i plasmaet (91%). Plasmaproteinbindingen er moderat (88%) og

uafhængig af koncentrationen.

Baseret på in-vitro data synes pasireotid at være et substrat for effluxtransportøren P-gp (P-

glykoprotein). Baseret på in-vitro data er pasireotid ikke substrat for effluxtransportøren BCRP (breast

cancer resistance protein) eller for influxtransportørerne OCT1 (organic cation transporter 1), OATP

(organic anion-transporting polypeptide) 1B1, 1B3 eller 2B1. Ved terapeutiske dosisniveauer er

pasireotid heller ikke en hæmmer af UGT1A1, OATP, 1B1 eller 1B3, P-gp, BCRP, MRP2 og BSEP.

Biotransformation

Pasireotid er metabolisk særdeles stabilt og in vitro data viser, at pasioretid hverken er substrat for

eller hæmmer af/ induktor af vigtige CYP450-enzymer. Hos raske forsøgspersoner findes pasireotid

hovedsagelig i uændret form i plasma, urin og fæces.

Elimination

Pasireotid udskilles hovedsagelig ved hepatisk clearance (udskillelse via galden) og i lille omfang via

nyrerne. I en human ADME-studie genfandtes 55,9 ± 6,63% af den radioaktive dosis i løbet af de

første 10 dage efter indgivelse, 48,3 ± 8,16% i faeces og 7,63 ± 2,03% i urinen.

Pasireotid udviser lav clearance (CL/F ~7,6 liter/t hos raske forsøgspersoner og ~3,8 liter/t hos

patienter med Cushings sygdom). Baseret på akkumulationsratioer af AUC, er den beregnede effektive

halveringstid (t

½,eff

) for raske forsøgspersoner ca. 12 timer.

Linearitet og tidsafhængighed

Hos patienter med Cushings sygdom udviser pasireotid lineær og tidsafhængig farmakokinetik inden

for doseringsområdet 0,3 mg til 1,2 mg to gange dagligt. Den farmakokinetiske populationsanalyse

tyder på, at 90% af steady state nås hos patienter med Cushings sygdom efter henholdsvis ca. 1,5 og

15 dage baseret på C

og AUC.

Særlige populationer

Pædiatrisk population

Der er ikke gennemført studier med pædiatriske patienter.

Patienter med nedsat nyrefunktion

Clearance via nyrerne spiller en mindre rolle i udskillelsen af pasireotid hos mennesker. I et klinisk

studie med administration af en enkelt subkutan dosis på 900 µg pasireotid hos forsøgspersoner med

nedsat nyrefunktion, havde let, moderat eller svær nedsat nyrefunktion eller terminal nyresygdom

(ESRD) ikke signifikant indflydelse på total plasmaeksponering af pasireotid. Plasmaeksponering af

ubundet pasireotid (AUC

inf,u

) var forhøjet hos forsøgspersoner med nedsat nyrefunktion (let: 33 %,

moderat: 25 %, svær: 99 %, ESRD: 143 %) sammenlignet med forsøgspersoner i kontrolgruppen.

Patienter med nedsat leverfunktion

I et klinisk studie med forsøgspersoner med nedsat leverfunktion (Child-Pugh A, B og C),

konstateredes statistisk signifikante forskelle mellem forsøgspersoner med moderat og forsøgspersoner

med svær nedsat leverfunktion (Child-Pugh B og C). Hos forsøgspersoner med moderat og svær

nedsat leverfunktion steg AUC

med 60% og 79%, C

steg med 67% og 69%, og CL/F faldt med

henholdsvis 37% og 44%.

Ældre patienter (≥65 år)

En farmakokinetisk populationsanalyse har vist, at alder er en kovariat hos patienter med Cushings

sygdom. Der er set nedsat samlet kropsclearance og øgede farmakokinetiske eksponeringer med

stigende alder. I den undersøgte aldersgruppe på 18-73 år forudsiges arealet under kurven ved steady

state for ét doseringsinterval på 12 timer (AUC

) at variere fra 86% til 111% i forhold til den typiske

værdi for en patient på 41 år. Denne variation er moderat og betragtes som værende af mindre

betydning i betragtning af det brede aldersområde, hvor virkningen er observeret.

Data for patienter med Cushings sygdom, som er ældre end 65 år, er begrænsede, men tyder ikke på

nogen klinisk signifikante forskelle i sikkerhed og virkning sammenlignet med yngre patienter.

Demografi

Farmakokinetiske populationsanalyser af Signifor tyder på, at race og køn ikke påvirker de

farmakokinetiske parametre.

Den farmakokinetiske populationsanalyse har vist, at kropsvægt er en kovariat hos patienter med

Cushings sygdom. Inden for området 60-100 kg forudsiges reduktionen af AUC

at være ca. 27%

med stigende vægt, hvilket betragtes som moderat og af mindre klinisk betydning.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske sikkerhedsdata viser ingen speciel risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle

studier af sikkerhedsfarmakologi, toksicitet efter gentagne doser, genotoksicitet, karcinogenicitet samt

reproduktions- og udviklingtoksicitet. De fleste af de resultater, der er set i gentagne

toksicitetsundersøgelser, har været reversible og skyldtes pasireotids farmakologi. Virkninger er i

prækliniske undersøgelser kun observeret ved eksponeringer, der anses for i tilstrækkelig grad at

overstige den maksimale humane eksponering til, at de er af mindre relevans for klinisk anvendelse.

Pasireotid har ikke været genotoksisk i in vitro- og in vivo-assays.

Karcinogenicitetsstudier med rotter og transgene mus har ikke identificeret noget karcinogent

potentiale.

Pasireotid påvirkede ikke hanrotters fertilitet, men som forventet ud fra pasireotids farmakologi

udviste hunrotter abnorme cyklusser eller acyklicitet og nedsat antal corpora lutea og

implantationssteder. Embryotoksicitet er set hos rotter og kaniner ved doser, som medførte maternel

toksicitet, men der er ikke detekteret teratogent potentiale. I den præ- og postnatale undersøgelse med

rotter havde pasireotid ingen indvirkning på fødselsveer og nedkomst, men medførte en let forsinkelse

i udviklingen af frigørelse af det ydre øre og reduktion af afkommets kropsvægt.

Tilgængelige farmakokinetiske data fra dyrestudier har påvist udskillelse af pasireotid i modermælk.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Mannitol

Vinsyre

Natriumhydroxid

Vand til injektionsvæske

6.2

Uforligeligheder

Da der ikke foreligger studier af eventuelle uforligeligheder, må dette lægemiddel ikke blandes med

andre lægemidler.

6.3

Opbevaringstid

3 år

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys.

6.5

Emballagetype og pakningsstørrelser

Farveløs, type I glasampul med knækkepunkt (one-point-cut) indeholdende 1 ml opløsning.

Hver ampul er pakket i en kartonbakke, der er placeret i en yderpakning.

Der findes pakninger indeholdende 6 ampuller og multipakninger indeholdende 18 (3 x 6), 30 (5 x 6)

eller 60 (10 x 6) ampuller.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for bortskaffelse og anden håndtering

Signifor injektionsvæske, opløsning skal være fri for synlige partikler, klar og farveløs. Signifor må

ikke bruges, hvis opløsningen er uklar eller indeholder partikler.

Se venligst afsnittet i slutningen af indlægssedlen ”Hvordan du injicerer Signifor” for vejledning om

anvendelsen.

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Novartis Europharm Limited

Vista Building

Elm Park, Merrion Road

Dublin 4

Irland

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

Signifor 0,3 mg injektionsvæske, opløsning

EU/1/12/753/001-004

Signifor 0,6 mg injektionsvæske, opløsning

EU/1/12/753/005-008

Signifor 0,9 mg injektionsvæske, opløsning

EU/1/12/753/009-012

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF

TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 24. april 2012

Dato for seneste fornyelse: 18. november 2016

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere oplysninger om dette lægemiddel findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs

hjemmeside http://www.ema.europa.eu

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Signifor 10 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 20 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 30 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 40 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Signifor 60 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Signifor 10 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Et hætteglas indeholder 10 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 20 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Et hætteglas indeholder 20 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 30 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Et hætteglas indeholder 30 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 40 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Et hætteglas indeholder 40 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Signifor 60 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

Et hætteglas indeholder 60 mg pasireotid (som pasireotidpamoat).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Pulver og solvens til injektionsvæske, suspension (injektionsvæske).

Pulver: let gulligt til gulligt pulver.

Solvens: klar, farveløs til gullig eller brunlig opløsning.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af voksne patienter med akromegali, hvor operation ikke er en mulighed eller ikke har

været helbredende, og som ikke er tilstrækkeligt kontrolleret ved behandling med en anden

somatostatinanalog.

Behandling af voksne patienter med Cushings sygdom, hvor operation ikke er en mulighed, eller hvor

operationen mislykkedes.

En 60 mg dosis må kun anvendes til behandling af akromegali.

4.2

Dosering og administration

Dosering

Akromegali

Den anbefalede startdosis til behandling af akromegali er 40 mg pasireotid hver 4. uge.

Dosis kan øges til højst 60 mg hos patienter, hvis serumkoncentration af væksthormon (GH) og/eller

insulin-lignende vækstfaktor-1 (IGF-1) ikke er fuldt ud kontrolleret efter 3 måneders behandling med

Signifor 40 mg.

Håndtering af formodede bivirkninger eller over-respons på behandlingen (IGF-1< lavere

normalgrænse) kan kræve midlertidig reduktion af Signifor-dosis. Dosis kan reduceres midlertidigt

eller permanent.

Cushings sygdom

Den anbefalede startdosis, til behandling af Cushings sygdom, er 10 mg pasireotid ved dyb

intramuskulær injektion hver 4. uge.

Patienten skal have foretaget en klinisk evaluaering af den gavnlige virkning efter den første

behandlingsmåned og periodisk herefter. Dosis kan titreres hver 2. til 4. måned på baggrund af respons

og tolerabilitet. Den maksimale dosis af Signifor ved Cushings sygdom er 40 mg hver 4. uge. Hvis der

ikke observeres nogen klinisk fordel, bør det overvejes at seponere patientens behandling.

Håndtering af formodede bivirkninger eller over-respons på behandlingen (kortisolniveauer < nedre

normalgrænse) kan kræve reduktion af dosis, afbrydelse eller seponering af Signifor.

Skift fra subkutan til intramuskulær formulering i Cushings sygdom

Der er ingen tilgængelige kliniske data på skift fra subkutan til intramuskulær pasireotidformulering.

Hvis et sådan skift er påkrævet, er den anbefalede initialdosis til behandling af Cushings sygdom

10 mg pasireotid ved dyb intramuskulær injektion hver 4. uge. Patienten bør overvåges for respons og

tolerabilitet, og yderligere dosisjusteringer kan være nødvendige.

Glemt dosis

Hvis en Signifor-dosis glemmes, skal den glemte injektion administreres hurtigst muligt. Den næste

dosis skal derefter planlægges til 4 uger efter injektionen er administreret således, at der fortsættes i

det normale regime med en dosis hver 4. uge.

Specielle populationer

Ældre patienter (≥65 år)

Data for brug af Signifor til patienter over 65 år er begrænsede, men der findes ingen dokumentation

for, at dosisjustering er nødvendig hos disse patienter (se pkt. 5.2).

Nedsat nyrefunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med nedsat nyrefunktion (se pkt. 5.2).

Nedsat leverfunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let nedsat leverfunktion (Child Pugh A).

Akromegali: Den anbefalede startdosis til patienter med akromegali med moderat nedsat leverfunktion

(Child Pugh B) er 20 mg hver 4. uge, og den maksimale anbefalede dosis til disse patienter er 40 mg

hver 4. uge (se pkt. 5.2).

Cushings sygdom: Den anbefalede startdosis til patienter med Cushings sygdom med moderat nedsat

leverfunktion (Child Pugh B) er 10 mg hver 4. uge, og den maksimale anbefalede dosis til disse

patienter er 20 mg hver 4. uge (se pkt. 5.2).

Signifor må ikke anvendes hos patienter med svær nedsat leverfunktion (Child Pugh C) (se pkt. 4.3 og

4.4).

Pædiatrisk population

Signifors sikkerhed og virkning hos børn og unge i alderen 0-18 år er ikke klarlagt. Der foreligger

ingen data.

Administration

Signifor skal administreres ved dyb intramuskulær injektion af relevant uddannet sundhedspersonale.

Signifor suspension må først fremstilles umiddelbart før administration.

Ved gentagne injektioner skal venstre og højre glutealmuskel anvendes skiftevis som injektionssted.

For instruktioner om rekonstitution af lægemidlet før administration, se pkt. 6.6.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

Svær nedsat leverfunktion (Child Pugh C).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Glucosemetabolisme

Ændringer i blodglucoseniveauet er rapporteret hyppigt hos raske forsøgspersoner og patienter, der

behandles med pasireotid. Hyperglykæmi og, mindre hyppigt, hypoglykæmi, er observeret hos

patienter, som har deltaget i kliniske studier med pasireotid (se pkt 4.8).

Hos patienter, der udviklede hyperglykæmi,

virkede antidiabetisk behandling generelt godt på

tilstanden

. Dosisreduktion eller seponering af pasireotid på grund af hyperglykæmi forekom sjældent

i kliniske studier med pasireotid.

Udvikling af hyperglykæmi synes at være relateret til fald i sekretionen af insulin og inkretinhormoner

(dvs. glukagonlignende peptid-1 [GLP-1] og glucoseafhængigt, insulinotropisk polypeptid [GIP]).

Den glykæmiske status (fastende plasmaglucose/hæmoglobin A

[FPG/HbA

]) skal vurderes, før

behandling med pasireotid påbegyndes. FPG/HbA

-monitorering under behandlingen skal følge

etablerede retningslinjer. Selvmonitorering af blodglucose og/eller FPG-vurderinger skal foretages

ugentligt de første tre måneder og derefter periodisk, som det findes klinisk hensigtsmæssigt, samt i

løbet af de første fire til seks uger efter en dosisændring. Derudover bør monitorering af FPG og

fortsætte i henholdsvis 4 uger og 3 måneder efter afsluttet behandling.

Hvis der udvikles hyperglykæmi hos en patient, der behandles med Signifor, anbefales det at

påbegynde eller justere diabetesbehandling jævnfør etablerede behandlingsvejledninger for

hyperglykæmi. Hvis hyperglykæmien ikke kan bringes under kontrol trods passende medicinering,

skal dosis af Signifor reduceres eller behandling med Signifor ophøre (se også pkt 4.5).

Hos patienter med dårlig glykæmisk kontrol (defineret som HbA

-værdier >8% under antidiabetisk

behandling) kan der være en større risiko for, at der udvikles svær hyperglykæmi med tilstødende

komplikationer (fx ketoacidose). Hos patienter med dårlig glykæmisk kontrol bør diabetesbehandling

og monitorering intensiveres før initiering og under behandling med pasireotid.

Levertests

Milde, forbigående stigninger i aminotransferaseniveau er hyppigt observeret hos patienter i

behandling med pasireotid. Der er også observeret sjældne tilfælde af samtidig stigning i ALAT

(alaninaminotransferase) mere end 3 x ULN og bilirubin mere end 2 x ULN (se pkt. 4.8).

Monitorering af leverfunktion anbefales før påbegyndelse af behandling med pasireotid til

intramuskulær anvendelse og efter de første to til tre uger og derefter månedligt i tre måneder af

behandlingen. Derefter bør leverfunktionen monitoreres som klinisk indiceret.

Patienter, der udvikler forøgede transaminaseniveauer, bør monitoreres hyppigt, indtil værdierne

vender tilbage til samme niveau som før påbegyndelse af behandlingen. Hvis der forekommer en

opretholdt stigning i ASAT (aspartat-aminotransferase) eller ALAT på 5 x ULN eller højere, eller hvis

ALAT eller ASAT-stigninger på mere end 3 x ULN forekommer samtidig med stigning i bilirubin på

mere end 2 x ULN, skal behandling med pasireotid seponeres, hvis patienten udvikler gulsot eller der

opstår andre symptomer, der tyder på klinisk signifikant leverdysfunktion. Efter afbrydelse af

behandling med pasireotid, bør patienter monitoreres indtil symptomerne ophører. Behandling bør

ikke genoptages, hvis det mistænkes, at de abnorme leverfunktionsværdier er relateret til pasireotid.

Kardiovaskulært betingede hændelser

Bradykardi er rapporteret ved brug af pasireotid (se pkt 4.8). Omhyggelig monitorering anbefales hos

patienter med hjertesygdom og/eller risiko for bradykardi som for eksempel ved tidligere klinisk

signifikant bradykardi eller akut myokardieinfarkt, atrioventrikulær blok kongestiv hjerteinsufficiens

(NYHA klasse III eller IV), ustabil angina pectoris, vedvarende ventrikeltakykardi,

ventrikelfibrillation. Det kan være nødvendigt at justere dosis af lægemidler som for eksempel

betablokkere, calciumantagonister eller midler til kontrol af elektrolytbalance (se også pkt. 4.5).

To specifikke studier, der blev udført med den subkutane formulering hos raske forsøgspersoner, viste,

at pasireotid forlænger QT-intervallet i EKG

Den kliniske betydning af denne forlængelse er ukendt. I

de kliniske fase III-studier hos akromegalipatienter blev der ikke identificeret klinisk signifikante

forskelle med hensyn til forlænget QT-interval mellem pasireotid til intramuskulær anvendelse og de

somatostatinanaloger, der blev anvendt som aktiv komparator. Alle QT-relaterede hændelser var

forbigående og forsvandt uden terapeutisk intervention.

Der er ikke observeret episoder med torsades de pointes i kliniske studier med pasireotid.

Pasireotid skal anvendes med forsigtighed og benefit-risk forholdet skal afvejes nøje hos patienter, der

har signifikant risiko for at udvikle QT-forlængelse, for eksempel:

ved medfødt lang QT-syndrom.

ved ukontrolleret eller signifikant hjertesygdom, herunder nylig myokardieinfarkt, kongestiv

hjerteinsufficiens, ustabil angina pectoris eller klinisk signifikant bradykardi.

ved brug af antiarytmika eller andre stoffer, som man ved medfører QT-forlængelse (se

pkt. 4.5).

ved hypokaliæmi og/eller hypomagnesiæmi.

Det anbefales at tage EKG før opstart af behandling med Signifor. Monitorering for påvirkning af

QTc-intervallet anbefales 21 dage efter behandlingsstart og derefter som klinisk indiceret.

Hypokaliæmi og/eller hypomagnesiæmi skal korrigeres, før der gives Signifor, og skal monitoreres

periodisk under behandlingen.

Hypokortisolisme

Undertrykkelse af ACTH- (adrenokortikotropisk hormon) sekretion kan medføre hypokortisolisme hos

patienter i behandling med Signifor. Det er derfor nødvendigt at overvåge patienterne og oplyse dem

om tegn og symptomer, der er forbundet med hypokortisolisme (fx svaghed, træthed, anoreksi,

kvalme, opkastning, hypotension, hyperkalæmi, hyponatriæmi, hypoglykæmi). I tilfælde af

dokumenteret hypokortisolisme kan det være nødvendigt med temporær eksogen steroid

(glukokortikoid) erstatningsterapi og/eller dosisreduktion eller afbrydelse af behandlingen med

Signifor. Et hurtigt fald i kortisol-niveauet kan være forbundet med fald i antallet af hvide

blodlegemer.

Galdeblære og relaterede hændelser

Kolelitiasis er en kendt bivirkning ved brug af somatostatinanaloger og er hyppigt rapporteret i

kliniske studier med pasireotid (se pkt 4.8). Ultralydscanning af galdeblæren anbefales derfor før

behandling med Signifor og med 6-12 måneders mellemrum under behandlingen. Galdesten hos

patienter, der behandles med Signifor, er stort set asymptomatiske, hvis de giver symptomer, skal de

behandles i overensstemmelse med klinisk praksis.

Hypofysehormoner

Da pasireotids farmakologiske aktivitet ligner somatostatins, kan hæmning af andre

hypofysehormoner end GH og/eller IGF-1 hos patienter med akromegali og ACTH/kortisol hos

patienter med Cushings sygdom ikke udelukkes. Monitorering af hypofysefunktionen (fx TSH/frit T

før og periodisk under behandling med Signifor skal derfor overvejes, hvis det er klinisk

hensigtsmæssigt.

Virkning på fertiliteten hos kvinder

De terapeutiske fordele ved reduktion af væksthormon (GH)-koncentrationen og ved normalisering af

koncentrationen af insulin-lignende vækstfaktor 1 (IGF-1) hos kvindelige patienter med akromegali og

ved reduktion eller normalisering af serumkortisol-niveauer hos kvindelige patienter med Cushings

sygdom kan potentielt genoprette fertiliteten. Kvindelige patienter i den fertile alder bør informeres

om at anvende passende prævention under behandlingen med Signifor (se pkt. 4.6), hvis det er

nødvendigt.

Koagulationsforstyrrelser

Patienter med væsentligt forhøjede værdier for protrombintid (PT) og partiel tromboplastintid (PTT)

og patienter, der fik coumarin- eller heparinlignende antikoagulantia, blev udelukket fra kliniske

studier med pasireotid, da sikkerheden ved kombination med disse antikoagulantia ikke er klarlagt.

Hvis samtidig anvendelse af coumarin- eller heparinlignende antikoagulantia og Signifor til

intramuskulær anvendelse ikke kan undgås, skal patienterne monitoreres regelmæssigt for ændringer i

koagulationsparametre (PT og PTT), og antikoagulansdosis skal justeres derefter.

Nedsat nyrefunktion

Signifor bør anvendes med forsigtighed til patienter med svær nedsat nyrefunktion eller terminal

nyresygdom pga. forhøjet eksponering af ubundet lægemiddel (se pkt. 5.2).

Natrium-indhold

Denne medicin indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, d.v.s. den er i det væsentlige

natriumfri.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Forventede farmakokinetiske interaktioner, som kan påvirke pasireotid

P-gp-hæmmeren verapamils indflydelse på farmakokinetikken af subkutan pasireotid blev undersøgt i

et lægemiddelinteraktionsstudie med raske frivillige. Der blev ikke observeret nogen ændring i

pasireotids farmakokinetik (hastighed eller eksponeringsgrad).

Forventede farmakokinetiske interaktioner, som kan påvirke andre lægemidler

Pasireotid kan sænke ciclosporins relative biotilgængelighed. Hvis pasireotid og ciclosporin gives

samtidig, kan en dosisjustering af ciclosporin være nødvendig for at opretholde terapeutiske niveauer.

Forventede farmakodynamiske interaktioner

Lægemidler, som forlænger QT-intervallet

Pasireotid skal anvendes med forsigtighed til patienter, som samtidig får QT-intervalforlængende

lægemidler som for eksempel antiarytmika, klasse Ia (fx quinidin, procainamid, disopyramid) og

klasse III (fx amiodaron, dronedaron, sotalol, dofetilid, ibutilid), visse antibakterielle midler

(intravenøst erythromycin, pentamidin-injektioner, clarithromycin, moxifloxacin), visse antipsykotika

(fx chlorpromazin, thioridazin, fluphenazin, pimozid, haloperidol, tiaprid, amisulprid, sertindol,

metadon), visse antihistaminer (fx terfenadin, astemizol, mizolastin), antimalariamidler (fx chloroquin,

halofantrin, lumefantrin), visse antimykotika (ketoconazol, gælder ikke shampoo) (se også pkt 4.4).

Lægemidler med bradykardiel virkning

Klinisk monitorering af hjertefrekvens, især i begyndelsen af behandlingen, anbefales hos patienter,

der får pasireotid samtidig med bradykardika som for eksempel betablokkere (fx metoprolol, carteolol,

propranolol, sotalol), acetylcholinesterasehæmmere (fx rivastigmin, physostigmin), visse

calciumantagonister (fx verapamil, diltiazem, bepridil), visse antiarytmika (se også pkt. 4.4).

Insulin og antidiabetika

Dosisjusteringer (ned eller op) af insulin og antidiabetika (fx metformin, liraglutid, vildagliptin,

nateglinid) kan være nødvendige, når disse midler samtidig gives med pasireotid (se også pkt. 4.4).

4.6

Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

Der er begrænsede data fra anvendelse af pasireotid til gravide kvinder. Dyrestudier med subkutan

administration af pasireotid har påvist reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). Pasireotid bør ikke

anvendes under graviditet og til kvinder i den fertile alder, som ikke anvender sikker kontraception (se

pkt. 4.4).

Amning

Det er ukendt om pasireotid udskilles i human mælk. Tilgængelige data fra studier med rotter, hvor

pasireotid blev administreret subkutant, har vist, at pasireotid udskilles i mælk (se pkt. 5.3). Amning

skal ophøre under behandling med Signifor.

Fertilitet

Studier med rotter, hvor pasireotid blev administreret subkutant, har vist påvirkning af de reproduktive

parametre hos hunrotter (se pkt. 5.3). Den kliniske relevans af disse påvirkninger hos mennesker

kendes ikke.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner

Signifor påvirker i mindre grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner. Patienter bør rådes

til at være forsigtige ved kørsel og ved betjening af maskiner, hvis de oplever træthed, svimmelhed

eller hovedpine under behandling med Signifor.

4.8

Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

Sikkerhedsprofilen for pasireotid til intramuskulær brug svarer til andre somatostatinanalogers med

undtagelse af den højere grad og hyppighed af hyperglykæmi, som sås ved pasireotid til intramuskulær

anvendelse. Sikkerhedsprofilen for pasireotid til intramuskulær brug er stort set den samme for

indikationerne akromegali og Cushings sygdom.

Akromegali

For akromegali blev der foretaget en sikkerhedsvurdering baseret på 491 patienter, som fik pasireotid

(419 patienter fik pasireotid til intramuskulær anvendelse, og 72 fik pasireotid til subkutan anvendelse)

i fase I-, II- og III-studier. De hyppigste bivirkninger (hyppighed ≥1/10) fra puljede sikkerhedsdata fra

fase III-studierne C2305 og C2402 var (i rækkefølge med faldende hyppighed): diarré (hyppigst i

C2305-studiet), kolelithiasis, hyperglykæmi (hyppigst i C2402-studiet) og diabetes mellitus.

Bivirkninger af Common Toxicity Criteria (CTC) grad 3 og 4 var hovedsageligt relateret til

hyperglykæmi.

Cushings sygdom

For Cushings sygdom blev en sikkerhedsvurdering af den intramuskulære formulering foretaget og var

baseret på 150 patienter, som fik pasireotid i fase III-studiet G2304 (median eksponeringsvarighed:

57 uger). Patienterne blev randomiseret i forholdet 1:1 til at få en startdosis på enten 10 mg eller

30 mg pasireotid, med mulighed for optitrering til en maksimal dosis på 40 mg hver 28. dag. De

hyppigste bivirkninger (hyppighed ≥1/10) i fase III-studiet G2304 var hyperglykæmi, diarré,

kolelitiasis og diabetes mellitus. Der sås en tendens til øget hyppighed og sværhedsgrad af

bivirkninger ved den højere startdosis på 30 mg, men dette var ikke konsekvent for alle bivirkninger.

Bivirkninger i tabelform

Bivirkningerne i tabel 1 omfatter hændelser, der blev rapporteret i pivotalstudierne med den

intramuskulære formulering hos patienter med akromegali og med Cushings sygdom. Bivirkningerne

er ordnet efter MedDRA's primære systemorganklasser. Inden for hver systemorganklasse er

bivirkningerne ordnet efter frekvens. Inden for hver enkelt frekvensgruppe skal bivirkningerne

opstilles efter, hvor alvorlige de er. De alvorligste bivirkninger skal anføres først. Hyppighederne var

defineret som: Meget almindelig (≥1/10), almindelig (≥1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥1/1.000 til

<1/100).

Tabel 1

Bivirkninger efter foretrukken term for pasireotid til intramuskulær anvendelse

Systemorganklasse

Meget almindelig

Almindelig

Ikke almindelig

Blod og lymfesystem

Anæmi

Det endokrine system

Binyrebarkinsufficiens

Metabolisme og

ernæring

Hyperglykæmi,

diabetes mellitus

Type 2-diabetes

mellitus, nedsat

glucosetolerance,

nedsat appetit

Nervesystemet

Hovedpine,

svimmelhed

Hjerte

Sinus-bradykardi*, QT-

forlængelse

Mave-tarm-kanalen

Diarré, kvalme,

abdominalsmerte*

Abdominal distension,

opkastning

Lever og galdeveje

Kolelitiasis

Kolecystitis*, kolestase

Hud og subkutane

væv

Alopeci, kløe

Almene symptomer

og reaktioner på

administrationsstedet

Træthed*

Reaktioner på

injektionsstedet*

Undersøgelser

Forhøjet glykosyleret

hæmoglobin, forhøjet

alaninaminotransferase,

forhøjet aspartat-

aminotransferase,

forhøjet gamma-

glutamyltransferase,

forhøjet blodglucose,

forhøjet

blodkreatinkinase,

forhøjet lipase

Forhøjet amylase,

forlænget protrombin-

Grupperede termer: Binyrebarkinsufficiens inkluderer binyrebarkinsufficiens og nedsat kortisol

i blodet. Sinusbradykardi inkluderer bradykardi og sinusbradykardi. Abdominalsmerte

inkluderer abdominalsmerte og smerte i øvre abdomen. Reaktioner på injektionsstedet

inkluderer smerte på injektionsstedet, knude på injektionsstedet, ubehag på injektionsstedet,

blodudtrædning på injektionsstedet, kløe på injektionsstedet, reaktion på injektionsstedet,

overfølsomhed på injektionsstedet og hævelse på injektionsstedet. Kolecystitis inkluderer akut

kolecystitis og kronisk kolecystitis. Træthed inkluderer træthed og asteni.

Beskrivelse af udvalgte bivirkninger

Glucosemetabolisme

Akromegali

Hos akromegalipatienter var forhøjede fasteglucose- (FPG) koncentrationer den hyppigst indberettede

laboratorieabnormitet af grad 3/4 i de to fase III-studier. I C2305-studiet blev der indberettet forhøjede

fasteglucosekoncentrationer af grad 3 hos 9,7 % og 0,6 % og grad 4 hos 0,6 % og 0 % af

akromegalipatienter, der blev behandlet med henholdsvis pasireotid til intramuskulær anvendelse og

octreotid til intramuskulær anvendelse. I C2402-studiet blev der indberettet forhøjede

fasteglucosekoncentrationer af grad 3 hos 14,3 % og 17,7 % af de akromegalipatienter, der blev

behandlet med henholdsvis pasireotid 40 mg og 60 mg til intramuskulær anvendelse og hos ingen af

patienterne i gruppen med aktiv kontrol. Der blev rapporteret to tilfælde af hyperglykæmi-relaterede

akutsituationer (diabetisk keotacidose og diabetisk hyperglykæmisk koma) efter dosisøgning af

pasireotid til 60 mg hos behandlingsnaive patienter. Det ene tilfælde var hos en patient med

ubehandlet hyperglykæmi og HbA

>8 %, før behandling med pasireotid blev initieret, og det andet

tilfælde var hos en patient med ubehandlet hyperglykæmi og fasteplasmaglucose på 359 mg/dl. I

begge studier blev det maksimale middelniveau af FPG og HbA

nået inden for de første tre måneders

behandling med pasireotid til intramuskulær anvendelse. Hos behandlingsnaive patienter

(studie C2305) var den absolutte middelstigning i FPG og HbA

på de fleste tidspunkter

sammenlignelig hos alle patienter, der blev behandlet med pasireotid til intramuskulær anvendelse,

uanset baselineniveau.

Graden og hyppigheden af hyperglykæmi, som blev observeret i de to pivotalstudier hos

akromegalipatienter, var højere ved behandling med Signifor til intramuskulær anvendelse end med

den aktive kontrol (octreotid i.m. eller lanreotid som dyb s.c.-injektion). I en puljet analyse af de to

pivotalstudier var den samlede incidens af hyperglykæmi-relaterede bivirkninger 58,6 % (alle grader)

og 9,9 % (CTC-grad 3 og 4) for Signifor til intramuskulær anvendelse versus 18,0 % (alle grader) og

1,1 % (CTC-grad 3 og 4) for den aktive kontrol. I pivotalstudiet med patienter, der var utilstrækkeligt

kontrolleret på anden somatostatinanalog, var andelen af patienter, som ikke tidligere var blevet

behandlet med antidiabetika, og som havde behov for at starte i antidiabetisk behandling under studiet,

17,5 % og 16,1 % i Signifor 40 mg- og 60 mg-armen sammenlignet med 1,5 % i armen med aktiv

kontrol. I pivotalstudiet med patienter, der ikke tidligere havde fået medicinsk behandling, var andelen

af patienter med behov for at starte i antidiabetisk behandling under studiet 36 % i Signifor-armen

sammenlignet med 4,4 % i armen med aktiv kontrol.

Cushings sygdom

Hos patienter med Cushings sygdom var forhøjede FPG-niveauer den hyppigst indberettede CTC-

grad 3 laboratorieabnormalitet (14,7 % af patienterne) i fase III-studiet G2304 og med ingen

indberetninger af grad 4 tilfælde. Stigninger i gennemsnitlig HbA

var mindre udtalte hos patienter

med normal glykæmi ved indtræden i studiet sammenlignet med prædiabetiske eller diabetiske

patienter. De gennemsnitlige FPG-niveauer steg normalt inden for den første måned af behandlingen,

mens fald og stabilisering blev observeret i de efterfølgende måneder. Stigninger i FPG og HbA

dosisafhængige, og værdierne faldt generelt efter seponering af pasireotid til intramuskulær

anvendelse, men forblev over baseline-værdier. Den samlede incidens af hyperglykæmi-relaterede

bivirkninger var 75,3 % (alle grader) og 22,7 % (CTC-grad 3). Bivirkningerne hyperglykæmi og

diabetes mellitus medførte udtræden af studiet for henholdsvis 3 (2,0 %) og 4 patienter (2,7 %).

De stigninger, der ses i fasteplasmaglucose og HbA

ved pasireotid til intramuskulær anvendelse, er

reversible efter seponering.

Det anbefales at monitorere blodglucose hos patienter, der behandles med Signifor (se pkt. 4.4).

Mave-tarm-kanalen

Der er hyppigt rapporteret mave-tarm-sygdomme ved behandling med Signifor. Disse bivirkninger har

dog normalt været lette, ikke krævet indgriben og blev mindre udtalte ved fortsat behandling. Hos

akromegalipatienter var mave-tarm-sygdomme mindre hyppige i studiet med patienter, der var

utilstrækkeligt kontrollerede, sammenlignet med studiet med behandlingsnaive patienter.

Reaktioner på injektionsstedet

I fase III-studierne var reaktioner relateret til injektionsstedet (fx smerte på injektionsstedet, ubehag på

injektionsstedet) hovedsagelig af sværhedsgrad 1 eller 2. Forekomsten af sådanne bivirkninger var

højest i de første 3 måneder af behandlingen. I akromegalistudierne var hændelserne sammenlignelige

for patienter behandlet med pasireotid til intramuskulær anvendelse og octreotid til intramuskulær

anvendelse, og de var mindre hyppige i studiet med patienter, der var utilstrækkeligt kontrollerede,

end i studiet med behandlingsnaive patienter.

QT-forlængelse

I C2305-akromegalistudiet var andelen af patienter med nyopståede betydningsfulde QT/QTc-

intervaller sammenlignelig mellem gruppen, der fik pasireotid til intramuskulær anvendelse, og

gruppen, der fik octreotid til intramuskulær anvendelse indtil crossover med få væsentlige afvigende

værdier. QTcF >480 ms blev indberettet for henholdvis 3 og 2 patienter i gruppen, der fik pasireotid til

intramuskulær anvendelse, og gruppen, der fik octreotid til intramuskulær anvendelse, og QTcF-

forlængelse >60 ms fra baseline blev indberettet for 2 patienter versus 1 patient i de respektive

grupper. I C2402-studiet var den eneste afvigende værdi, der var værd at bemærke, en QTcF-værdi

>480 ms hos 1 patient i gruppen, der fik pasireotid 40 mg til intramuskulær anvendelse. I Cushings

sygdomsstudiet G2304, blev der for 2 patienter indberettet en QTcF-værdi >480 ms. Der blev ikke

observeret QTcF-værdier >500 ms i nogen af pivotalstudierne.

Leverenzymer

Forbigående forhøjelse af leverenzymtallet er rapporteret ved brug af somatostatinanaloger og er også

observeret hos raske forsøgspersoner og patienter, der har fået pasireotid i kliniske studier.

Forhøjelserne var som regel asymptomatiske, svage og reversible ved fortsat behandling. Nogle få

tilfælde af samtidige stigninger i ALAT på mere end 3 x ULN og bilirubin på mere end 2 x ULN er

observeret med den subkutane formulering, men ikke hos patienter, der blev behandlet med pasireotid

til intramuskulær anvendelse. Alle observerede tilfælde med samtidige stigninger blev opdaget inden

for 10 dage efter behandlingsstart. Patienterne kom sig uden kliniske komplikationer og resultater fra

leverfunktionstests vendte tilbage til baseline-niveau efter afbrydelse af behandling.

Det anbefales at monitorere leverenzymtallet før og under behandling med Signifor (se pkt. 4.4), hvis

det er klinisk hensigtsmæssigt.

Pancreasenzymer

Asymptomatiske lipase- og amylaseforhøjelser er observeret i kliniske studier hos patienter, der fik

pasireotid. Forhøjelserne har overvejende været lave og reversible ved fortsat behandling. Pancreatitis

er en potentiel bivirkning i forbindelse med brug af somatostatinanaloger på grund af sammenhængen

mellem kolelitiasis og akut pancreatitis.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende

overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at

indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9

Overdosering

I tilfælde af overdosering anbefales passende understøttende behandling baseret på patientens kliniske

status, indtil symptomerne forsvinder.

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: hypofyse- og hypothalamushormoner og analoger, somatostatin og

analoger, ATC-kode: H01CB05

Virkningsmekanisme

Pasireotid er et cyklohexapeptid, en injicerbar somatostatinanalog. Ligesom de naturlige hormoner

somatostatin-14 og somatostatin-28 (også kaldet somatotropin release inhibiting factor [SRIF]) og

andre somtatostatinanaloger udøver pasireotid sin farmakologiske virkning ved binding til

somatostatinreceptorer. Humane somatostatinreceptorer har fem kendte undertyper: hsst1, 2, 3, 4 og 5.

Disse receptorundertyper eksprimeres i forskellige væv under normale fysiologiske forhold.

Somatostatinanaloger binder sig til hsst-receptorer med forskellig styrke (se Tabel 2). Pasireotid

binder sig med høj affinitet til fire af de fem hsst'er.

Tabel 2

Bindingsaffinitet for somatostatin (SRIF-14), pasireotid, octreotid og lanreotid til de

fem humane somatostatin-receptorundertyper (hsst1-5)

Forbindelse

hsst1

hsst2

hsst3

hsst4

hsst5

Somatostatin

(SRIF-14)

0,93±0,12

0,15±0,02

0,56±0,17

1,5±0,4

0,29±0,04

Pasireotid

9,3±0,1

1,0±0,1

1,5±0,3

>100

0,16±0,01

Octreotid

280±80

0,38±0,08

7,1±1,4

>1.000

6,3±1,0

Lanreotid

180±20

0,54±0,08

14±9

230±40

17±5

Resultaterne er gennemsnittet ± SEM af IC

-værdierne udtrykt i nmol/l.

Farmakodynamisk virkning

Somatostatinreceptorer eksprimeres i mange vævstyper, især i neuroendokrine tumorer, hvor

hormonerne udskilles i stærkt øget mængde, herunder GH ved akromegali og ACTH ved Cushings

sygdom.

In vitro-studier har vist, at kortikotrope tumorceller fra patienter med Cushings sygdom har et højt

hsst5-ekspressionsniveau, mens de andre receptorundertyper enten ikke eksprimeres eller eksprimeres

i mindre omfang. Pasireotid binder sig til og aktiverer fire af de fem hsst'er, især hsst5, i kortikotroper

af ACTH-producerende adenomer, hvorved ACTH-sekretionen hæmmes.

På grund af stoffets brede bindingsprofil til somatostatinreceptorer kan pasireotid potentielt stimulere

receptorer af både subtype hsst2 og hsst5, som er relevante for hæmning af GH- og IGF-1-sekretion,

og dermed være effektivt til behandling af akromegali.

Glucosemetabolisme

I et randomiseret dobbeltblindet mekanismestudie med raske frivillige var udviklingen af

hyperglykæmi med pasireotid administreret som pasireotid til subkutan anvendelse i doser på 0,6 og

0,9 mg to gange dagligt relateret til signifikante fald i insulinsekretion og inkretinhormoner (dvs.

glucagonlignende peptid-1 [GLP-1] og glucoseafhængigt insulinotropt polypeptid [GIP]). Pasireotid

påvirkede ikke insulinfølsomheden.

Klinisk virkning og sikkerhed

Virkningen af pasireotid til intramuskulær anvendelse er blevet påvist i to fase III-multicenterstudier

hos akromegalipatienter og i et fase III-multicenterstudie hos patienter med Cushings sygdom.

Akromegalistudie C2402, utilstrækkeligt kontrollerede patienter

C2402-studiet var et randomiseret fase III-multicenterstudie med parallelle grupper og tre

behandlingsarme med dobbeltblindet pasireotid 40 mg og 60 mg til intramuskulær anvendelse versus

open label octreotid 30 mg til intramuskulær anvendelse eller lanreotid 120 mg som dyb subkutan

injektion hos patienter med utilstrækkeligt kontrolleret akromegali. I alt 198 patienter blev

randomiseret til at få pasireotid 40 mg til intramuskulær anvendelse (n=65), pasireotid 60 mg til

intramuskulær anvendelse (n=65) eller aktiv kontrol (n=68). 192 patienter blev behandlet. I alt

gennemførte 181 patienter studiets hovedfase (24 uger).

Utilstrækkeligt kontrollerede patienter i C2402-studiet defineres som patienter med en middel-GH-

koncentration >2,5 μg/l ud fra en profil med 5 punkter over en periode på 2 timer og køns- og

aldersjusteret IGF-1 >1,3 × ULN. Patienterne skulle være behandlet med maksimalt indicerede doser

octreotid til intramuskulær anvendelse (30 mg) eller lanreotid som dyb subkutan injektion (120 mg) i

mindst 6 måneder før randomisering. Tre fjerdedele af patienterne var tidligere blevet behandlet med

octreotid til intramuskulær anvendelse og en fjerdedel med lanreotid som dyb subkutan injektion.

Næsten halvdelen af patienterne havde desuden tidligere fået anden behandling for akromegali end

somatostatinanaloger. To tredjedele af patienterne var tidligere blevet opereret. Middel-GH ved

baseline var henholdsvis 17,6 µg/l, 12,1 µg/l og 9,5 µg/l i grupperne, der fik 40 mg, 60 mg og aktiv

kontrol. Middel-IGF-1 ved baseline var henholdsvis 2,6, 2,8 og 2,9 x ULN.

Det primære virkningsendepunkt var sammenligning af andelen af patienter, der opnåede biokemisk

kontrol (defineret som GH-middelkoncentration <2,5 μg/l og normalisering af køns- og aldersjusteret

IGF-1) ved uge 24 med pasireotid 40 mg eller 60 mg til intramuskulær anvendelse versus fortsat

behandling med aktiv kontrol (octreotid 30 mg til intramuskulær anvendelse eller lanreotid 120 mg

som dyb subkutan injektion), hver for sig. Studiet opfyldte det primære virkningsendepunkt for begge

de anvendte doser pasireotid til intramuskulær anvendelse. Andelen af patienter, der opnåede

biokemisk kontrol, var henholdsvis 15,4 % (p-værdi=0,0006) og 20,0 % (p-værdi <0,0001) for

pasireotid 40 mg og 60 mg til intramuskulær anvendelse ved 24 uger sammenlignet med 0 % i armen

med aktiv kontrol (tabel 3).

Tabel 3

Vigtigste resultater ved uge 24 (studie C2402)

Signifor

intramuskulær

anvendelse

40 mg

N=65

n (%), p-værdi

Signifor

intramuskulær

anvendelse

60 mg

N=65

n (%), p-værdi

Aktiv kontrol

N=68

n (%)

GH<2,5 μg/l og normaliseret

IGF-1*

10 (15,4 %),

p=0,0006

13 (20,0 %),

p<0,0001

0 (0 %)

Normalisering af IGF-1

16 (24,6 %),

p<0,0001

17 (26,2 %),

p<0,0001

0 (0 %)

GH<2,5 μg/l

23 (35,4 %)-

28 (43,1 %)-

9 (13,2 %)

* Primært endepunkt (patienter med IGF-1< nedre normalgrænse (LLN) blev ikke betragtet som

“respondenter”).

Hos patienter, der blev behandlet med pasireotid til intramuskulær anvendelse, og hvor der blev

observeret et fald i GH- og IGF-1-koncentrationerne, skete ændringerne i løbet af de første 3

behandlingsmåneder og blev opretholdt indtil uge 24.

Andelen af patienter med et fald eller ingen ændring i hypofysetumorvolumen ved uge 24 var 81,0 %

og 70,3 % på pasireotid 40 og 60 mg til intramuskulær anvendelse og 50,0 % på aktiv kontrol.

Endvidere opnåede en højere andel af patienterne på pasireotid til intramuskulær anvendelse (18,5 %

og 10,8 % for henholdsvis 40 mg og 60 mg) end på aktiv komparator (1,5 %) et fald i tumorvolumen

på mindst 25 %.

Helbredsrelateret livskvalitet målt med AcroQol indikerede statistisk signifikante forbedringer fra

baseline til uge 24 i fysisk, psykologisk fremtoning og global score for 60 mg-gruppen og den fysiske

delscore for 40 mg-gruppen. Ændringerne i grupperne, der fik octreotid til intramuskulær anvendelse

eller lanreotid som dyb subkutan injektion, var ikke statistisk signifikante. Den forbedring, der blev

observeret indtil uge 24 mellem behandlingsgrupperne, var heller ikke statistisk signifikant.

Akromegalistudie C2305, patienter som ikke tidligere havde fået medicinsk behandling

Et randomiseret, blindet fase III-multicenterstudie blev udført for at vurdere sikkerhed og virkning af

pasireotid til intramuskulær anvendelse versus octreotid til intramuskulær anvendelse hos

behandlingsnaive patienter med aktiv akromegali. I alt blev 358 patienter randomiseret og behandlet.

Patienterne blev randomiseret i forholdet 1:1 til en af to behandlingsgrupper i hvert af følgende to

strata: 1) patienter, der havde gennemgået en eller flere hypofyseoperationer, men som ikke var blevet

behandlet medicinsk 2) de novo-patienter med synligt hypofyseadenom ved MR-scanning, og som

havde afvist hypofyseoperation, eller hvor hypofyseoperation var kontraindiceret.

Demografiske karakteristika og sygdomskarakteristika ved baseline var sammenlignelige i de to

behandlingsgrupper. 59,7 % og 56 % af patienterne i de behandlingsgrupper, der fik henholdsvis

pasireotid til intramuskulær anvendelse og octreotid til intramuskulær anvendelse, var patienter uden

forudgående hypofyseoperation (de novo).

Startdosis var 40 mg for pasireotid til intramuskulær anvendelse og 20 mg for octreotid til

intramuskulær anvendelse. Dosisøgning for at opnå effekt var tilladt i henhold til investigators

vurdering efter tre og seks måneders behandling, hvis de biokemiske parametre viste en middel-GH

≥2,5 µg/l og/eller IGF-1 >ULN (alders- og kønsrelateret). Den højeste tilladte dosis var 60 mg for

pasireotid til intramuskulær anvendelse og 30 mg for octreotid til intramuskulær anvendelse.

Det primære virkningsendepunkt var andelen af patienter med et reduktion i middel-GH-

koncentrationen til <2,5 μg/l og normalisering af IGF-1 til inden for normalgrænserne (alders- og

kønsrelateret) ved måned 12. Det primære virkningsendepunkt blev nået; procentdelen af patienter, der

opnåede biokemisk kontrol, var henholdsvis 31,3 % og 19,2 % for pasireotid til intramuskulær

anvendelse og octreotid til intramuskulær anvendelse, hvilket viste et statistisk signifikant overlegent

resultat til fordel for pasireotid til intramuskulær anvendelse (p = 0,007) (tabel 4).

Tabel 4

Vigtigste resultater ved måned 12 – fase III-studier hos akromegalipatienter

Pasireotid

intramuskulær

anvendelse

n (%)

N=176

Octreotid

intramuskulær

anvendelse

n (%)

N=182

p-værdi

GH <2,5 µg/l og normaliseret IGF-1*

31,3 %

19,2 %

p=0,007

GH <2,5 µg/l og IGF-1 ≤ULN

35,8 %

20,9 %

Normaliseret IGF-1

38,6 %

23,6 %

p=0,002

GH <2,5 µg/l

48,3 %

51,6 %

p=0,536

* Primært endepunkt (patienter med IGF-1<nedre normalgrænse (LLN) blev ikke betragtet som

“respondenter”).

ULN=øvre normalgrænse

Biokemisk kontrol blev opnået tidligt i studiet (dvs. måned 3) hos en højere andel af patienter i armen

med pasireotid til intramuskulær anvendelse end i armen med octreotid til intramuskulær anvendelse

(30,1 % og 21,4 %) og blev opretholdt ved alle efterfølgende evalueringer i løbet af hovedfasen.

Ved måned 12 var reduktionen i tumorvolumen sammenlignelig mellem behandlingsgrupperne og hos

patienter med og uden forudgående hypofyseoperation. Andelen af patienter med en reduktion i

tumorvolumen på mere end 20 % ved måned 12 var 80,8 % for pasireotid til intramuskulær

anvendelse og 77,4 % for octreotid til intramuskulær anvendelse.

Helbredsrelateret livskvalitet målt med AcroQol viste statistisk signifikante forbedringer i fysisk,

psykologisk fremtoning og global score i begge behandlingsgrupper ved måned 12.

Gennemsnitsforbedringerne fra baseline var større for pasireotid til intramuskulær anvendelse end for

octreotid til intramuskulær anvendelse uden statistisk signifikans.

Forlængelsesfase

Ved afslutning af hovedfasen kunne patienter, der havde opnået biokemisk kontrol, eller som ifølge

investigators skøn havde gavn af behandlingen, fortsætte behandling i forlængelsesfasen med den

studiebehandling, de initialt var blevet randomiseret til.

I forlængelsesfasen fortsatte 74 patienter med pasireotid til intramuskulær anvendelse, og 46 patienter

fortsatte med octreotid til intramuskulær anvendelse. Ved måned 25 havde 48,6 % af patienterne

(36/74) i gruppen, der fik pasireotid til intramuskulær anvendelse, og 45,7 % (21/46) i gruppen, der fik

octreotid til intramuskulær anvendelse, opnået biokemisk kontrol. Procentdelen af patienter med

middel-GH <2,5 µg/l og normaliseret IGF-1 på samme tidspunkt var også sammenlignelige i de to

behandlingsarme.

I løbet af forlængelsesfasen så man en fortsat reduktion i tumorvolumen.

Crossover-fase

Ved afslutning af hovedfasen kunne patienter, der ikke havde responderet på deres initiale behandling,

skifte behandling. 81 patienter skiftede fra octreotid til intramuskulær anvendelse til pasireotid til

intramuskulær anvendelse, og 38 patienter skiftede fra pasireotid til intramuskulær anvendelse til

octreotid til intramuskulær anvendelse.

Tolv måneder efter skiftet var procentdelen af patienter, der havde opnået biokemisk kontrol, 17,3 %

(14/81) for pasireotid til intramuskulær anvendelse and 0 % (0/38) for octreotid til intramuskulær

anvendelse. Procentdelen af patienter, der opnåede biokemisk kontrol, inklusive patienter med IGF-1

<LLN, var 25,9 % i gruppen, der fik pasireotid til intramuskulær anvendelse, og 0 % i gruppen, der fik

octreotid til intramuskulær anvendelse.

En yderligere reduktion i tumorvolumen blev observeret ved måned 12 efter crossover for begge

behandlingsgrupper og var højere hos patienter, der skiftede til pasireotid til intramuskulær anvendelse

(-24,7 %), end hos patienter, der skiftede til octreotid til intramuskulær anvendelse (-17,9 %).

Cushings sygdom-studie G2304

Et fase III-multicenterstudie vurderede over en behandlingsperiode på 12 måneder virkning og

sikkerhed af pasireotid til intramuskulær anvendelse, hos patienter med Cushings sygdom med

persisterende eller tilbagevende sygdom eller de novo-patienter, for hvem operation ikke var indiceret

eller som afslog operation. Udvælgelseskriterierne omfattede en gennemsnitsværdi af frit kortisol i

urin (mUFC) på mellem 1,5 og 5 gange den øvre normale grænse (ULN) ved screening. Til studiet

rekrutteredes 150 patienter. Gennemsnitsalderen var 35,8 år, og størstedelen af patienterne var kvinder

(78,8 %). De fleste patienter (82,0 %) havde tidligere fået foretaget en hypofyseoperation, og den

gennemsnitlige baseline for mUFC var 470 nmol/24t (ULN: 166,5 nmol/24t).

Patienterne blev randomiseret i forholdet 1:1 til en startdosis på enten 10 mg eller 30 mg pasireotid til

intramuskulær anvendelse hver 4. uge. Efter fire måneders behandling fortsatte patienter med mUFC

≤1,5xULN med den blindede dosis, de var randomiseret til, og patienter med mUFC >1,5xULN fik

øget deres blindede dosis fra 10 mg til 30 mg eller fra 30 mg til 40 mg, forudsat at der ikke var

tolerabilitetsproblemer. Yderligere dosisjusteringer (maksimalt op til 40 mg) blev tilladt i kernefasen

ved måned 7 og 9. Det primære virkningsendepunkt var andelen af patienter i hver arm, som opnåede

gennemsnitlig UFC niveau ≤ULN ved 24 timer efter 7 måneders behandling, uanset om dosis var

blevet forhøjet. Sekundære endepunkter omfattede ændringer i forhold til baseline for UFC ved

24 timer, plasma-ACTH, serumkortisolniveauer samt kliniske tegn og symptomer på Cushings

sygdom. Alle analyser blev udført på baggrund af de randomiserede dosisgrupper.

Resultater

Studiet nåede det primære effektivitetsmål for begge doseringsgrupper (nedre grænse for 95 % CI for

responsrate i hver behandlingsarm >15 %). Ved måned 7 blev der opnået et mUFC-respons hos

41,9 % og 40,8 % af patienterne randomiseret til henholdsvis 10 mg og 30 mg. Andelen af patienter,

som enten opnåede mUFC ≤ULN eller en reduktion i mUFC i forhold til baseline på mindst 50 %, var

50,0 % i 10 mg doseringsgruppen og 56,6 % i 30 mg doseringsgruppen (tabel 5).

I begge doseringsgrupper resulterede Signifor i et fald i gennemsnitlig UFC efter 1 måneds

behandling, og det blev opretholdt over tid. Faldet kunne også ses i den samlede procentdel af

ændringer fra baseline i mUFC-middel- og medianværdier ved måned 7 og 12 . Der blev også

observeret reduktioner i serumkortisol og plasma-ACTH-niveauerne ved måned 7 og 12 for hver

doseringsgruppe.

Tabel 5

Vigtigste resultater – fase III-studie af patienter med Cushings sygdom

(intramuskulær formulering)

Pasireotid 10 mg

N=74

Pasireotid 30 mg

N=76

Procentdel af patienter med:

mUFC ≤ULN ved måned 7 (95 % CI) *

41,9 (30,5; 53,9)

40,8 (29,7; 52,7)

mUFC ≤ULN og ingen tidligere

dosisøgning ved måned 7 (95 % CI)

28,4 (18,5; 40,1)

31,6 (21,4; 43,3)

mUFC ≤ULN eller ≥50 % fald i forhold til

baseline ved måned 7 (95 % CI)

50,0 (38,1; 61,9)

56,6 (44,7; 67,9)

Median (min., maks.) % ændring i mUFC i

forhold til baseline ved måned 7

-47,9 (-94,2; 651,1)

-48,5 (-99,7; 181,7)

Median (min., maks.) % ændring i mUFC i

forhold til baseline ved måned 12

-52,5 (-96,9; 332,8)

-51,9 (-98,7; 422,3)

* Primært endepunkt ved brug af LOCF (sidste observation videreført)

mUFC: gennemsnitlig frit kortisol i urin; ULN: øvre normal grænse, CI: konfidensinterval

Fald i systolisk og diastolisk blodtryk og fald i legemsvægt blev observeret i begge doseringsgrupper

ved måned 7. De samlede reduktioner i disse parametre havde tendens til at være større hos patienter,

som var mUFC-respondenter. Der blev observeret lignende tendenser ved måned 12.

Ved måned 7 udviste de fleste patienter enten forbedring eller stabilisering af tegn på Cushings

sygdom som for eksempel hirsutisme, striae, blå mærker og muskelstyrke. Ansigtsrødmen var

forbedret hos 43,5 % (47/108) af patienterne, og over en tredjedel af patienterne udviste forbedring i

supraclavikulær fedtpude (34,3 %) og dorsal fedtpude (34,6 %). Der blev også observeret lignende

resultater ved måned 12.

Helbredsrelateret livskvalitet blev vurderet ud fra en sygdomsspecifik patientrapporteret målemetode

(CushingQoL) og en generisk livskvalitetsmåling (SF-12v2 General Health Survey). Forbedringer

blev observeret i begge doseringsgrupper for CushingQoL og Mental Component Summary (MCS) af

SF-12v2, men ikke for Physical Component Summary (PCS) af SF-12v2.

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har dispenseret fra kravet om at fremlægge resultaterne af studier

med Signifor i alle undergrupper af den pædiatriske population med akromegali og hypofysær

gigantisme og med hypofyseafhængig Cushings sygdom, overproduktion af hypofyse-ACTH og

hypofyseafhængig hyperadrenokorticisme (se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Pasireotid til intramuskulær anvendelse er formuleret som mikrosfærer med langtidvirkende

udløsning. Efter en enkelt injektion viser plasmakoncentrationen af pasireotid en initial ”brist-

frigivelse” på injektionsdagen, efterfulgt af et fald fra dag 2 til dag 7. Herefter en langsom stigning til

den maksimale koncentration omkring dag 21 og over de næste uger en fase med langsom reduktion i

forbindelse med den sidste nedbrydningsfase af doseringsformens polymermatrix.

Absorption

Den relative biotilgængelighed af pasireotid til intramuskulær anvendelse i forhold til pasireotid til

subkutan anvendelse er fuldstændig. Der er ikke udført studier til evaluering af den absolutte

biotilgængelighed af pasireotid hos mennesker.

Fordeling

Hos raske forsøgspersoner distribueres pasireotid til intramuskulær anvendelse bredt med et stort

tilsyneladende fordelingsvolumen (V

/F >100 liter). Fordelingen mellem blodceller og plasma er

koncentrationsafhængig og viser, at pasireotid primært er lokaliseret i plasmaet (91%).

Plasmaproteinbindingen er moderat (88%) og uafhængig af koncentrationen.

Baseret på in-vitro data synes pasireotid at være et substrat for effluxtransportøren P-gp (P-

glykoprotein). Baseret på in-vitro data er pasireotid ikke substrat for effluxtransportøren BCRP (breast

cancer resistance protein) eller for influxtransportørerne OCT1 (organic cation transporter 1), OATP

(organic anion-transporting polypeptide) 1B1, 1B3 eller 2B1. Ved terapeutiske dosisniveauer er

pasireotid heller ikke en hæmmer af UGT1A1, OATP1B1 eller 1B3, OAT1 eller OAT3, OCT1 eller

OCT2, P-gp, BCRP, MRP2 og BSEP.

Biotransformation

Pasireotid er metabolisk særdeles stabilt og in vitro data viser, at pasioretid hverken er substrat for

eller hæmmer af/ induktor af CYP450. Hos raske forsøgspersoner findes pasireotid hovedsagelig i

uændret form i plasma, urin og fæces.

Elimination

Pasireotid udskilles hovedsagelig ved hepatisk clearance (udskillelse via galden) og i lille omfang via

nyrerne. I en human ADME-studie genfandtes 55,9 ± 6,63% af den radioaktive subkutane pasireotid-

dosis i løbet af de første 10 dage efter indgivelse, 48,3 ± 8,16% i faeces og 7,63 ± 2,03% i urinen.

Den tilsyneladende clearance (CL/F) af pasireotid til intramuskulær anvendelse hos raske frivillige er i

gennemsnit 4,5-8,5 l/t. Baseret på farmakokinetiske (PK) populationsanalyser var den estimerede

CL/F ca. 4,8 til 6,5 liter/t for typiske patienter med Cushings sygdom og ca. 5,6 til 8,2 liter/t for

typiske akromegalipatienter.

Linearitet og tidsafhængighed

Farmakokinetisk steady state for pasireotid til intramuskulær anvendelse opnås efter tre måneder.

Efter gentagne månedlige doser udviser pasireotid til intramuskulær anvendelse tilnærmelsesvist

dosisproportionale farmakokinetiske eksponeringer i dosisintervallet 10 mg til 60 mg hver 4. uge.

Særlige populationer

Pædiatrisk population

Der er ikke gennemført studier med pædiatriske patienter.

Patienter med nedsat nyrefunktion

Clearance via nyrerne spiller en mindre rolle i udskillelsen af pasireotid hos mennesker. I et klinisk

studie med administration af en enkelt subkutan dosis på 900 µg pasireotid hos forsøgspersoner med

nedsat nyrefunktion, havde let, moderat eller svær nedsat nyrefunktion eller terminal nyresygdom

(ESRD) ikke signifikant indflydelse på total plasmaeksponering af pasireotid. Plasmaeksponering af

ubundet pasireotid (AUC

inf,u

) var forhøjet hos forsøgspersoner med nedsat nyrefunktion (let: 33 %,

moderat: 25 %, svær: 99 %, ESRD: 143 %) sammenlignet med forsøgspersoner i kontrolgruppen.

Patienter med nedsat leverfunktion

Der er ikke udført kliniske studier med pasireotid til intramuskulær anvendelse hos forsøgspersoner

med nedsat leverfunktion. I et klinisk studie med en enkelt subkutan dosis pasireotid hos

forsøgspersoner med nedsat leverfunktion, konstateredes statistisk signifikante forskelle mellem

forsøgspersoner med moderat og forsøgspersoner med svær nedsat leverfunktion (Child-Pugh B og C).

Hos forsøgspersoner med moderat og svær nedsat leverfunktion steg AUC

med 60 % og 79 %, C

steg med 67 % og 69 %, og CL/F faldt med henholdsvis 37 % og 44 %.

Ældre patienter (≥65 år)

En farmakokinetisk populationsanalyse af patienter har vist, at alder ikke er en signifikant kovariat.

Demografi

PK-populationsanalyser af pasireotid til intramuskulær anvendelse tyder på, at race ikke påvirker PK-

parametrene. PK-eksponeringer viste en svag korrelation med kropsvægt i studiet med

behandlingsnaive patienter, men ikke i studiet med patienter, der var utilstrækkeligt kontrollerede.

Kvindelige akromegalipatienter havde en højere eksponering på 32 % og 51 % sammenlignet med

mandlige patienter i studierne med henholdsvis behandlingsnaive patienter og patienter, der var

utilstrækkeligt kontrollerede. Baseret på data for effekt og sikkerhed var disse forskelle i eksponering

ikke klinisk relevante.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske sikkerhedsdata fra studier udført med subkutant administreret pasireotid viser ingen

speciel risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle studier af sikkerhedsfarmakologi,

toksicitet efter gentagne doser, genotoksicitet og karcinogenicitet. Der er desuden udført studier af

tolerabilitet og toksicitet efter gentagne doser med intramuskulært administreret pasireotid. De fleste

af de resultater, der er set i gentagne toksicitetsundersøgelser, har været reversible og skyldtes

pasireotids farmakologi. Virkninger er i prækliniske undersøgelser kun observeret ved eksponeringer,

der anses for i tilstrækkelig grad at overstige den maksimale humane eksponering til, at de er af

mindre relevans for klinisk anvendelse.

Pasireotid, der blev administreret subkutant, påvirkede ikke hanrotters fertilitet, men som forventet ud

fra pasireotids farmakologi udviste hunrotter abnorme cyklusser eller acyklicitet og nedsat antal

corpora lutea og implantationssteder. Embryotoksicitet er set hos rotter og kaniner ved doser, som

medførte maternel toksicitet, men der er ikke detekteret teratogent potentiale. I den præ- og postnatale

undersøgelse med rotter havde pasireotid ingen indvirkning på fødselsveer og nedkomst, men

medførte en let forsinkelse i udviklingen af frigørelse af det ydre øre og reduktion af afkommets

kropsvægt.

Tilgængelige farmakokinetiske data fra dyrestudier har påvist udskillelse af pasireotid i modermælk.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Pulver

Poly(D,L-lactid-co-glycolid) (50-60:40-50)

Poly(D,L-lactid-co-glycolid) (50:50)

Solvens

Carmellosenatrium

Mannitol

Poloxamer 188

Vand til injektionsvæsker

6.2

Uforligeligheder

Da der ikke foreligger studier af eventuelle uforligeligheder, må dette lægemiddel ikke blandes med

andre lægemidler.

6.3

Opbevaringstid

3 år

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i køleskab (2 °C – 8 °C). Må ikke nedfryses.

6.5

Emballagetype og pakningsstørrelser

Pulver: brunligt hætteglas (glas) med gummiprop (chlorbutylgummi), der indeholder det aktive stof

(pasireotid).

Solvens: farveløs fyldt injektionssprøjte (glas) med front- og stempelprop (chlorbutylgummi), der

indeholder 2 ml solvens.

Enkeltpakninger (alle styrker): Hver enkeltpakning indeholder en blisterbakke med et injektionskit (et

hætteglas og i et separat forseglet rum: en fyldt injektionssprøjte, en hætteglasadapter og en

sikkerhedskanyle til injektion).

Multipakninger (kun styrkerne 40 mg og 60 mg): Hver multipakning indeholder 3 delpakninger, som

hver indeholder en blisterbakke med et injektionskit (et hætteglas og i et separat forseglet rum: en fyldt

injektionssprøjte, en hætteglasadapter og en sikkerhedskanyle til injektion).

Ikke alle pakningsstørrelser eller styrker er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for bortskaffelse og anden håndtering

Der er to kritiske trin i rekonstitutionen af Signifor. Hvis de ikke følges, kan det medføre, at

injektionen ikke gives korrekt.

Injektionskittet skal opnå stuetemperatur. Tag injektionskittet ud af køleskabet, og lad kittet

stå ved stuetemperatur i mindst 30 minutter før rekonstitution, men overskrid ikke 24 timer.

Efter tilsætning af solvens rystes hætteglasset moderat i mindst 30 sekunder, indtil der er

dannet en ensartet suspension.

Injektionskittet indeholder:

Et hætteglas med pulver

En fyldt injektionssprøjte med solvens

En hætteglasadapter til brug ved rekonstitution af lægemidlet

En sikkerhedskanyle (20G x 1,5″)

Følg nedenstående vejledning nøje for at sikre korrekt rekonstitution af Signifor pulver og solvens til

injektionsvæske, suspension før dyb intramuskulær injektion.

Signifor suspension må først tilberedes umiddelbart inden administration.

Signifor må kun administreres af relevant uddannet sundhedspersonale.

Signifor klargøres til dyb intramuskulær injektion ved at følge nedenstående vejledning:

Tag Signifor-injektionskittet ud af køleskabet. OBS: Det er yderst vigtigt først at starte

rekonstitutionsproceduren, når injektionskittet har opnået stuetemperatur. Lad

kittet stå ved stuetemperatur i mindst 30 minutter før rekonstitution, men overskrid

ikke 24 timer. Hvis det ikke anvendes inden for 24 timer, kan kittet sættes tilbage i

køleskabet.

Fjern plasthætten fra hætteglasset og rens gummiproppen på hætteglassets med en

spritserviet.

Fjern filmlåget fra hætteglasadapterens pakning, men fjern IKKE hætteglasadapteren fra

pakningen.

Hold om hætteglasadapternes pakning, placer hætteglasadapteren oven på hætteglasset og

skub den helt ned, så den klikker på plads med et hørbart "klik".

Fjern pakningen fra hætteglasadapteren ved at løfte den lodret opad.

Fjern hætten fra den fyldte sprøjte med solvens og skru sprøjten på hætteglasadapteren.

Skub langsomt stemplet helt i bund, så al solvensen overføres til hætteglasset.

BEMÆRK: Hold stemplet i bund og ryst hætteglasset moderat i mindst 30 sekunder,

til alt pulveret er fuldstændigt opslæmmet. Gentag den moderate omrystning i endnu

30 sekunder, hvis pulveret ikke er fuldstændigt opslæmmet.

Vend sprøjte og hætteglas med bunden i vejret og træk langsomt stemplet tilbage, så hele

hætteglassets indhold overføres til sprøjten.

Skru sprøjten af hætteglasadapteren.

Skru sikkerhedskanylen på sprøjten.

Træk beskyttelseshætten af kanylen med en lige bevægelse. For at undgå bundfældning

kan sprøjten rystes forsigtigt, så suspensionen forbliver ensartet. Bank forsigtigt på

sprøjten for at fjerne eventuelle synlige bobler og pres dem ud af sprøjten. Det

rekonstituerede Signifor er nu klar til omgående administration.

Signifor må kun gives som dyb intramuskulær injektion. Klargør injektionsstedet med en

spritserviet. Stik kanylen helt ind i den venstre eller højre glutealmuskel i en vinkel på

90° i forhold til huden. Træk langsomt stemplet tilbage for at kontrollere, at et blodkar

ikke er blevet perforeret (skift position, hvis et blodkar er blevet perforeret). Pres

langsomt stemplet i bund, indtil sprøjten er tom. Tag nålen ud fra injektionsstedet og

aktiver sikkerhedsbeskyttelsen.

Aktiver kanylens sikkerhedsbeskyttelse ved hjælp af en af de to viste metoder:

tryk enten det hængslede stykke af sikkerhedsbeskyttelsen ned mod en hård

overflade

eller skub hængslet fremover med fingeren

Et hørbart ”klik” betyder korrekt aktivering. Smid straks sprøjten i en kanyleboks

beregnet til skarpe genstande

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Novartis Europharm Limited

Vista Building

Elm Park, Merrion Road

Dublin 4

Irland

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

Signifor 10 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

EU/1/12/753/018

Signifor 20 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

EU/1/12/753/013

Signifor 30 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

EU/1/12/753/019

Signifor 40 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

EU/1/12/753/014-015

Signifor 60 mg pulver og solvens til injektionsvæske, suspension

EU/1/12/753/016-017

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF

TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 24. april 2012

Dato for seneste fornyelse: 18. november 2016

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere oplysninger om dette lægemiddel findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs

hjemmeside http://www.ema.europa.eu

30 Churchill Place

Canary Wharf

London E14 5EU

United Kingdom

An agency of the European Union

Telephone

+44 (0)20 3660 6000

Facsimile

+44 (0)20 3660 5555

Send a question via our website

www.ema.europa.eu/contact

© European Medicines Agency, 2017. Reproduction is authorised provided the source is acknowledged.

EMA/551881/2017

EMEA/H/C/002052

EPAR – sammendrag for offentligheden

Signifor

pasireotid

Dette dokument er et sammendrag af den europæiske offentlige vurderingsrapport (EPAR) for Signifor.

Det forklarer, hvordan agenturet vurderede lægemidlet for at kunne anbefale udstedelse af en

markedsføringstilladelse i EU og fastlægge anvendelsesbetingelserne. Det er ikke en praktisk

vejledning i, hvordan Signifor bør anvendes.

Hvis du ønsker praktisk vejledning om anvendelsen af Signifor, kan du læse indlægssedlen eller

kontakte din læge eller dit apotek.

Hvad er Signifor, og hvad anvendes det til?

Signifor er et lægemiddel til behandling af voksne med Cushings sygdom (en tilstand med forhøjet

produktion af hormonet kortisol) og akromegali (øget vækst, navnlig af knogler i hænder, fødder og

ansigt som følge af for meget væksthormon).

Signifor anvendes ved disse tilstande, når operation ikke har givet det ønskede resultat eller ikke kan

lade sig gøre, samt, for akromegalis vedkommende, når tilstanden ikke kan kontrolleres tilstrækkeligt

med såkaldte "somatostatinanaloger" (andre lægemidler, der minder om Signifor).

Da antallet af patienter med disse sygdomme er lavt, betragtes sygdommene som "sjældne", og

Signifor blev udpeget som "lægemiddel til sjældne sygdomme".

Signifor indeholder det aktive stof pasireotid.

Hvordan anvendes Signifor?

Signifor fås som en injektionsvæske, opløsning, til indgivelse under huden og som et pulver, der skal

opblandes til en injektionsvæske til indgivelse i en muskel.

Signifor

EMA/551881/2017

Page 2/3

Hos patienter med Cushings sygdom gives Signifor enten som injektion under huden (helst i den

øverste del af låret eller i maven) to gange dagligt eller som injektion i ballemusklen hver 4. uge. Efter

2-4 måneder skal patientens reaktion på behandlingen vurderes og dosen om nødvendigt justeres, idet

behandlingen skal standses, hvis patienten ikke har gavn af den. Hvis patienter udvikler bivirkninger,

kan det være nødvendigt at nedsætte dosen midlertidigt.

Ved akromegali gives Signifor som injektion i ballemusklen hver 4. uge. Det kan være nødvendigt at

justere dosen alt efter patientens reaktion på lægemidlet eller eventuelle udvikling af bivirkninger.

Patienterne kan selv injicere Signifor under huden, når de er blevet instrueret i, hvordan de skal gøre.

Lægemidlet udleveres kun efter recept. De nærmere oplysninger fremgår af indlægssedlen.

Hvordan virker Signifor?

Det aktive stof i Signifor, pasireotid, er en såkaldt somatostatinanalog. Det betyder, at det virker på

samme måde som det naturlige hormon somatostatin, så det blokerer for frigivelsen af væksthormon

fra hypofysen i den nedre del af hjernen og indirekte blokerer for frigivelsen af kortisol fra binyrerne,

der sidder lige over nyrerne (for at reducere kortisolniveauet skal pasireotid først nedsætte

produktionen af hormonet ACTH, som kontrollerer kortisolproduktionen).

Ved at reducere niveauet af kortisol og væksthormon kan lægemidlet lindre symptomerne ved

Cushings sygdom og akromegali.

Hvilke fordele viser undersøgelserne, at der er ved Signifor?

Cushings sygdom

Signifor er effektivt til at normalisere kortisolniveauet hos nogle patienter med Cushings sygdom. I en

hovedundersøgelse af 165 voksne patienter, der fik injektionen under huden, opnåede 15 % af dem,

der fik 0,6 mg Signifor, og 26 % af dem, der fik 0,9 mg Signifor, normale kortisol-niveauer i urinen i

løbet af 6 måneder. 34 % af de patienter, der fik 0,6 mg Signifor, og 41 % af de patienter, der fik

0,9 mg Signifor, udviste delvis respons på behandlingen, idet deres kortisolniveauer i urinen blev

halveret i løbet af 6 måneder.

I en anden undersøgelse af 150 voksne patienter, der fik injektionen i en muskel, udviste ca. 41 %

behandlingsrespons inden for 7 måneder.

Akromegali

Signifor er effektivt til at nedsætte niveauet af væksthormon og hormonet IGF-1 (der også er forhøjet

hos patienter med akromegali). I en hovedundersøgelse af 358 tidligere ubehandlede voksne patienter

oplevede 31 % af dem, der fik Signifor, en reduktion af væksthormon og IGF-1 til foruddefinerede lave

niveauer efter 1 år, sammenholdt med 19 % af de patienter, der fik octreotid (en anden

somatostatinanalog). De foruddefinerede niveauer var under 2,5 mikrogram/liter for væksthormon og

inden for normalgrænsen for IGF-1.

I en anden undersøgelse af 198 patienter, hvis sygdom ikke var kontrolleret tilstrækkeligt ved kirurgi

eller andre lægemidler, opnåede 15 % af dem, der fik Signifor 40 mg, og 20 % af dem, der fik Signifor

60 mg, foruddefinerede reduktioner i hormonniveauerne efter 24 uger sammenholdt med 0 % af de

68 patienter, der fik somatostatinanalogerne octreotid eller lanreotid.

Fortsættelsen af de to undersøgelser bekræftede den langsigtede gavn af Signifor hos patienter med

akromegali.

Signifor

EMA/551881/2017

Page 3/3

Hvilke risici er der forbundet med Signifor?

De hyppigste bivirkninger ved Signifor (som forekommer hos mere end 1 ud af 10 patienter) er

hyperglykæmi (forhøjet blodsukker), diabetes, diarré, mavesmerter, kvalme, galdesten, reaktioner på

injektionsstedet og træthed. Den fuldstændige liste over indberettede bivirkninger ved Signifor fremgår

af indlægssedlen.

Signifor må ikke gives til patienter med svær leversygdom. Den fuldstændige liste over begrænsninger

ved Signifor fremgår af indlægssedlen.

Hvorfor blev Signifor godkendt?

Signifor er effektivt til at reducere forhøjede niveauer af kortisol hos patienter med Cushings sygdom.

Selvom det kun er et lille antal patienter, der oplever en normalisering af deres kortisolniveauer,

forventes Signifor at kunne hjælpe patienter, der ikke har haft gavn af eller ikke er egnede til kirurgisk

behandling. De patienter, der ikke får klinisk gavn af behandlingen, kan ophøre med den.

Signifor er også effektivt til at reducere niveauet af væksthormon hos patienter med akromegali.

Selvom bivirkningerne er omtrent de samme som ved andre somatostatinanaloger, var forekomsten af

forhøjet blodsukker hyppigere og af alvorligere sværhedsgrad ved Signifor. Signifor bør derfor kun

anvendes ved akromegali, når tilstanden ikke kan kontrolleres ved behandling med andre lægemidler i

samme klasse.

Det Europæiske Lægemiddelagentur konkluderede, at fordelene ved Signifor opvejer risiciene, og

anbefalede, at det godkendes i EU.

Hvilke foranstaltninger træffes der for at sikre risikofri og effektiv

anvendelse af Signifor?

Der er anført anbefalinger og forholdsregler i produktresuméet og indlægssedlen, som patienter og

sundhedspersonale skal følge for at sikre risikofri og effektiv anvendelse af Signifor.

Andre oplysninger om Signifor

Europa-Kommissionen udstedte en markedsføringstilladelse med gyldighed i hele Den Europæiske

Union for Signifor den 24. april 2012.

Den fuldstændige EPAR for Signifor findes på agenturets websted under:

ema.europa.eu/Find

medicine/Human medicines/European public assessment reports. Hvis du ønsker yderligere

oplysninger om behandling med Signifor, kan du læse indlægssedlen (også en del af denne EPAR) eller

kontakte din læge eller dit apotek.

Sammendragene af udtalelserne fra Udvalget for Lægemidler til Sjældne Sygdomme om Signifor findes

på agenturets websted under:

Cushings sygdom

Akromegali

Dette sammendrag blev sidst ajourført i 09-2017.

Andre produkter

search_alerts

share_this_information