Telmisartan "Stada"

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Telmisartan "Stada" 20 mg filmovertrukne tabletter
  • Dosering:
  • 20 mg
  • Lægemiddelform:
  • filmovertrukne tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Telmisartan "Stada" 20 mg filmovertrukne tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 45906
  • Sidste ændring:
  • 22-02-2018

Produktresumé

2. december 2015

PRODUKTRESUMÉ

for

Telmisartan ”Stada”, filmovertrukne tabletter

1.

D.SP.NR.

26911

2.

LÆGEMIDLETS NAVN

Telmisartan ”Stada”

3.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

En tablet indeholder 20 mg telmisartan.

Hjælpestoffer med kendt effekt: 108,675mg laktose (som laktose monohydrat).

En tablet indeholder 40 mg telmisartan.

Hjælpestoffer med kendt effekt: 217,35mg laktose (som laktose monohydrat).

En tablet indeholder 80 mg telmisartan.

Hjælpestoffer med kendt effekt: 434,70mg laktose (som laktose monohydrat).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

4.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter.

Gule runde tabletter med ”20” præget på den ene side, og ”T” på den anden.

Gule kapselformede tabletter med ”40” præget på den ene side og ”T” på den anden.

Gule kapselformede tabletter med ”80” præget på den ene side og ”T” på den anden.

5.

KLINISKE OPLYSNINGER

5.1

Terapeutiske indikationer

Hypertension

Behandling af essentiel hypertension hos voksne.

Kardiovaskulær forebyggelse

Reduktion af kardiovaskulær morbiditet hos patienter med:

45906_spc.docx

Side 1 af 15

1) manifest arteriotrombotisk kardiovaskulær sygdom (koronar hjertesygdom, apopleksi

eller perifer arteriesygdom i anamnesen) eller

2) type 2-diabetes med dokumenteret organpåvirkning.

5.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Behandling af essentiel hypertension

Den normale dosis er 40 mg én gang daglig. Hos nogle patienter kan blodtrykket

kontrolleres tilfredsstillende med blot 20 mg én gang daglig. Ved utilstrækkelig virkning,

kan telmisartandosis øges op til højst 80 mg én gang daglig. Alternativt, kan telmisartan

anvendes i kombination med et diuretikum af thiazidgruppen, såsom hydrochlorthiazid.

Hydrochlorthiazid har en additiv virkning på telmisartans blodtrykssænkende virkning.

Efter generelt 4-8 ugers behandling, vil den maksimale blodtrykssænkende virkning være

opnået, hvilket skal tages i betragtning ved overvejelser om dosisforøgelse (se pkt. 5.1).

Forebyggelse af kardiovaskulær sygdom

Anbefalet dosis er 80 mg én gang daglig. Det vides ikke, om lavere doser end 80 mg

telmisartan reducerer kardiovaskulær morbiditet.

Ved opstart af telmisartan til reduktion af kardiovaskulær morbiditet anbefales tæt

monitorering af blodtryk og muligvis en justering af samtidigt administreret

blodtryksmedicin.

Specielle populationer:

Nedsat nyrefunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis hos patienter med let til moderat nedsat

nyrefunktion. Der er utilstrækkelige data for patienter med svært nedsat nyrefunktion og

for patienter, som er i hæmodialyse. Til disse patienter anbefales en startdosis på 20 mg (se

pkt. 4.4.).

Nedsat leverfunktion

Dosis bør ikke overskride 40 mg hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (se

pkt. 4.4).

Ældre

Dosisjustering er ikke nødvendig hos ældre patienter.

Pædiatrisk population

Telmisartan STADA bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år på grund af

utilstrækkelig dokumentation for sikkerhed og virkning.

5.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne (se

pkt. 6.1)

Andet og tredje trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6)

Obstruktive galdelidelser

Svært nedsat leverfunktion

45906_spc.docx

Side 2 af 15

Samtidig brug af Telmisartan STADA og produkter der indeholder aliskiren er

kontraindikeret hos patienter med diabetis millitus og nedsat nyrefunktion (GRF < 60

ml/min/1.73 m2) (se pkt. 4.5 og 5.1).

5.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Graviditet

Angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes under graviditet. Patienter, som

planlægger graviditet, bør skifte til en alternativ antihypertensiv behandling, der er sikker

at anvende for gravide, medmindre fortsat behandling med angiotensin II-

receptorantagonist er påkrævet. I tilfælde af konstateret graviditet skal behandling med

angiotensin II-receptorantagonister straks seponeres, og alternativ behandling påbegyndes

(se pkt. 4.3 og 4.6).

Nedsat leverfunktion

Telmisartan STADA må ikke gives til patienter med kolestase, obstruktive galdelidelser

eller svært nedsat leverfunktion (se pkt. 4.3), idet telmisartan overvejende udskilles med

galden. Hos disse patienter kan man forvente at se nedsat hepatisk clearance af telmisartan.

Der bør udvises forsigtighed, når Telmisartan STADA bruges til patienter med let til

moderat nedsat leverfunktion.

Renovaskulær hypertension

Der er øget risiko for alvorlig hypotension og nyreinsufficiens, når patienter med bilateral

nyrearteriestenose eller stenose af arterien til en enkelt fungerende nyre behandles med

lægemidler, som påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet.

Nedsat nyrefunktion og nyretransplantation

Når Telmisartan STADA anvendes til patienter med nedsat nyrefunktion, anbefales

periodisk kontrol af serumniveauerne for kalium og kreatinin. Der er ingen erfaring med

anvendelse af Telmisartan STADA til patienter, der kort tid forinden har fået foretaget en

nyretransplantation.

Intravaskulær hypovolæmi

Specielt efter den første dosis af Telmisartan STADA kan der forekomme symptomatisk

hypotension hos patienter, som har for lavt volumen i blodbanen eller natriummangel på

grund af kraftig diuretisk behandling, saltfattig diæt, diarré eller opkastning. Sådanne

tilstande bør korrigeres før behandling med Telmisartan STADA. Volumen- og/eller

natriumdepletering bør korrigeres før behandling med Telmisartan STADA.

Dobbelt hæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin IIreceptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Andre tilstande med stimulering af renin-angiotensin-aldosteronsystemet

45906_spc.docx

Side 3 af 15

Hos patienter, hvis vaskulære tonus og nyrefunktion overvejende afhænger af renin

angiotensinaldosteronsystemets aktivitet (f.eks. patienter med svær højresidig

hjerteinsufficiens eller tilgrundliggende nyresygdom, herunder nyrearteriestenose), har

behandling med lægemidler, som påvirker dette system, såsom telmisartan, været

forbundet med akut hypotension, hyperazotæmi, oliguri eller i sjældne tilfælde akut

nyresvigt (se pkt. 4.8).

Primær aldosteronisme

Patienter med primær aldosteronisme vil generelt ikke respondere på antihypertensiva, som

virker ved at hæmme renin-angiotensinsystemet. Derfor frarådes brug af telmisartan.

Aorta- og mitralklapstenose, obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati

Som ved brug af andre vasodilatatorer, bør særlig forsigtighed udvises hos patienter, der

lider af aortaeller mitralklapstenose eller obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati.

Diabetes patienter i behandling med insulin eller antidiabetika

Hos disse patienter kan hypoglykæmi forekomme under behandling med telmisartan.

Derfor bør en tilstrækkelig blod glukose monitorering overvejes, en dosis justering af

insulin eller antidiabetika kan være også nødvendig.

Hyperkaliæmi

Medicin, som påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet, kan forårsage hyperkaliæmi.

Hyperkaliæmi kan være fatal for ældre, for patienter med nedsat nyreinsufficiens, for

diabetespatienter, for patienter i behandling med andre lægemidler, der kan øge

kaliumniveauet og/eller for patienter med tilstødende komplikationer.

Før start af behandling med flere typer medicin, der påvirker renin-angiotensin-

aldosteronsystemet bør man nøje afveje fordele og ulemper mod hinanden.

De væsentlige risikofaktorer, hvor hyperkaliæmi kan forekomme, er:

Diabetes mellitus, nedsat nyrefunktion, alder (> 70 år)

Samtidig anvendelse af lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet

og/eller kaliumtilskud. Lægemidler, der kan udløse hyperkaliæmi er kaliumholdige

saltsubstitutter, kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister, non steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAIDs, herunder

selektive COX-2-hæmmere), heparin, immunosuppressiva (cyclosporin eller

tacrolimus) og trimethoprim.

Tilstødende komplikationer, især dehydrering, akut hjertedekompensation, metabolsk

acidose, forværring af nyrefunktionen, akut forværring af nyrernes tilstand (f.eks. ved

infektiøse sygdomme), cellenedbrydning (f.eks. ved akut ekstremitetiskæmi,

rabdomyolyse, større traumer).

Det anbefales at monitorere serumkalium nøje hos patienter i risikogruppen (se pkt.4.5).

Laktose

Dette lægemiddel indeholder laktose monohydrat.

Bør ikke anvendes til patienter med arvelig galactoseintolerans, en særlig form af hereditær

lactasemangel (Lapp Lactase deficiency) eller glucose/galactosemalabsorption.

Etniske forskelle

Som ved ACE-hæmmere synes telmisartan og andre angiotensin II-receptorantagonister at

virke mindre blodtrykssænkende hos negroide end hos ikke-negroide personer. Dette

45906_spc.docx

Side 4 af 15

skyldes muligvis en hyppigere forekomst af lavt reninniveau i den hypertensive negroide

population.

Andet

Som ved andre antihypertensiva, kan en for kraftig reduktion af blodtrykket hos patienter

med iskæmisk kardiopati eller iskæmisk kardiovaskulær sygdom resultere i

myokardieinfarkt eller apopleksi (slagtilfælde).

5.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Interaktionsundersøgelser er kun udført hos voksne.

Som for andre lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet, kan

telmisartan fremprovokere hyperkaliæmi (se pkt. 4.4). Risikoen kan øges, hvis

behandlingen kombineres med andre lægemidler, der også kan fremprovokere

hyperkaliæmi. Lægemidler, der kan udløse hyperkaliæmi: Kaliumholdige saltsubstitutter,

kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorantagonister, non

steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAIDs herunder selektive COX-2-hæmmere),

heparin, immunosuppressiva (cyclosporin eller tacrolimus) og trimethoprim.

Forekomsten af hyperkaliæmi er relateret til risikofaktorer. Risikoen er større i tilfælde af

ovennævnte behandlingskombinationer. Risikoen er i særdeleshed høj ved samtidig

behandling med kaliumbesparende diuretika, og med kaliumholdige saltsubstitutter.

Derimod er kombinationer med ACE-hæmmere eller NSAID mindre risikable, forudsat at

de foreskrevne forholdsregler følges.

Nedenstående kombinationer frarådes.

Kaliumbesparende diuretika eller kaliumtilskud

Angotensin II-receptorantagonister, såsom telmisartan, mindsker diuretisk fremkaldt

kaliumtab. Kaliumbesparende diuretika som spironolakton, eplerenon, triamteren eller

amilorid, kaliumtilskud eller kaliumholdige saltsubstitutter kan medføre en signifikant

stigning i serumkalium. Der bør udvises forsigtighed og hyppigt udføres monitorering af

serumkalium, hvis en sådan samtidig behandling er nødvendig på grund af dokumenteret

hypokaliæmi.

Lithium

Der er rapporteret reversible stigninger i serum-lithiumkoncentrationerne samt toksicitet

ved samtidig behandling med lithium og ACE-hæmmere. I sjældne tilfælde er dette også

set ved behandling med angiotensin II-receptorantagonister, herunder telmisartan. Hvis

denne kombination skønnes nødvendig, tilrådes tæt monitorering af serum-

lithiumniveauet.

Nedenstående kombinationer kræver forsigtighed.

Non steroide antiinflammatoriske lægemidler

NSAID (f.eks. acetylsalicylsyre) i doser beregnet til antiinflammatorisk behandling, COX-

2-hæmmere og ikke-selektive NSAID) kan muligvis nedsætte den antihypertensive

virkning af angiotensin IIreceptorantagonister. Samtidig behandling med angiotensin II-

receptorantagonister og stoffer, der hæmmer cyclooxygenasen kan medføre en yderligere

svækkelse af nyrefunktionen hos nogle patienter, der allerede har nedsat nyrefunktion

(såsom dehydrerede patienter eller ældre patienter). Der kan tillige opstå akut nyresvigt,

som i de fleste tilfælde er reversibelt. Derfor bør samtidig behandling foregå under nøje

45906_spc.docx

Side 5 af 15

overvågning, især af ældre patienter. Patienterne skal indtage tilstrækkeligt med væske, og

den behandlende læge bør være opmærksom på nødvendigheden af at monitorere

nyrefunktionen efter initiering af samtidig behandling og periodisk derefter.

I et studie medførte samtidig administration af telmisartan og ramipril en op til 2.5 gange

øgning af AUC0-24 og Cmax af ramipril og ramiprilat. Den kliniske relevans af denne

observation er ikke kendt.

Vanddrivende (thiazider eller loop diuretika)

Der kan opstå volumendepletion og risiko for hypotension ved initiering af behandling

med telmisartan, hvis patienten forudgående har modtaget behandling med høje doser af

diuretika såsom furosemid (loop diuretika) og hydrochlorthiazid (thiazid diuretika).

Vær opmærksom ved samtidig brug med nedenstående.

Andre antihypertensive lægemidler

Den blodtryksnedsættende virkning af telmisartan kan øges ved samtidig behandling med

andre antihypertensive lægemidler.

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-

aldosteronsystemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere,

angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren, er forbundet med en højere hyppighed af

bivirkninger som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut

nyresvigt) sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3,

4.4 og 5.1).

Ud fra de farmakologiske egenskaber må det forventes, at den hypotensive virkning af alle

antihypertensiva inklusive telmisartan vil forstærkes af følgende lægemidler: Baclofen,

amifostine. Endvidere kan ortostatisk hypotension blive forværret af alkohol, barbiturater,

narkotika eller antidepressiva.

Corticosteroider (systemisk administration)

Reducerer den antihypertensive virkning.

5.6

Graviditet og amning

Graviditet

I første trimester kan behandling med angiotensin II-receptorantagonister ikke

anbefales (se pkt. 4.4.). I andet og tredje trimester er behandling med angiotensin II-

receptorantagonister kontraindiceret (se pkt. 4.3 og 4.4).

Ud fra de epidemiologiske data, kan man ikke konkludere, at behandling med ACE-

hæmmere i første trimester medfører en risiko for teratogenicitet. Det kan dog ikke

udelukkes, at der er en lille risiko. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske

data for angiotensin II-receptorantagonister, kan der være en lignende risiko for denne

lægemiddelklasse. Patienter, som planlægger graviditet, bør skifte til en alternativ

antihypertensiv behandling, der er sikker at anvende for gravide, med mindre fortsat

behandling med angiotensin II-receptorantagonister er påkrævet. I tilfælde af graviditet bør

behandling med angiotensin II-receptorantagonister straks seponeres, og alternativ

behandling påbegyndes.

45906_spc.docx

Side 6 af 15

Behandling i andet og tredje trimester med angiotensin II-receptorantagonister kan

medføre human føtotoksicitet (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinkelse af

knogledannelsen i kraniet) og neonatal toksicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi).

(Se pkt. 5.3). Hvis angiotensin IIreceptorantagonister har været anvendt efter start af andet

trimester, bør nyrefunktionen og kraniet kontrolleres ved hjælp af ultralyd.

Spædbørn, hvis mødre har anvendt angiotensin II-receptorantagonister, bør observeres nøje

for hypertension (se pkt. 4.3 og 4.4.).

Amning

Det frarådes at anvende Telmisartan STADA ved amning, idet der ikke findes tilgængelige

data vedrørende brug af Telmisartan STADA ved amning. Som alternativ anbefales

behandlingsregimer med bedre etablerede sikkerhedsprofiler ved amning, specielt ved

amning af nyfødte og præmature spædbørn.

5.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller

betjene maskiner. Man bør dog være opmærksom på, at der ved antihypertensiv

behandling lejlighedsvis kan forekomme svimmelhed eller døsighed.

5.8

Bivirkninger

I kontrollerede studier med hypertensionspatienter var den samlede forekomst af

bivirkninger ved brug af telmisartan (41,4%), sædvanligvis sammenlignelig med placebo

(43,9%). Hyppigheden af bivirkninger var ikke dosisrelateret, og der var ingen korrelation

med patienternes køn, alder eller race. Sikkerhedsprofilen for telmisartan for patienter i

behandling for at reducere kardiovaskulær morbiditet er i overensstemmelse med, hvad der

tidligere er fundet for patienter med hypertension.

Bivirkningsreaktionerne vist nedenfor er indsamlet fra kontrollerede kliniske studier med

hypertensionspatienter og fra post marketing rapporter. I listningen af bivirkninger er også

medtaget alvorlige hændelser og hændelser, som førte til behandlingsstop, i tre kliniske

langtidsstudier med i alt 21.642 patienter, behandlet med telmisartan i op til 6 år for at

reducere kardiovaskulær morbiditet.

Bivirkningerne er opdelt efter hyppighed ud fra følgende konvention:

Meget almindelig (≥ 1/10); almindelig (≥ 1/100 til < 1/10); ikke almindelig (≥ 1/1.000 til <

1/100); sjælden (≥ 1/10.000 til <1/1.000); meget sjælden (< 1/10.000), ikke kendt (kan ikke

estimeres ud fra forhåndenværende data).

Inden for hver enkelt frekvensgruppe er bivirkningerne opstillet efter, hvor alvorlige de er.

De alvorligste bivirkninger er anført først.

Infektiøse og parasitære sygdomme

Ikke almindelig:

Infektion i øvre luftveje herunder faryngitis og sinuitis,

urinvejsinfektion herunder cystitis

Sjælden:

Sepsis inklusive sepsis med fatalt udfald

Blod og lymfesystem

Ikke almindelig:

Anæmi

Sjælden:

Eosinofili, trombocytopeni

Immunsystemet

45906_spc.docx

Side 7 af 15

Sjælden:

Anafylaktisk reaktion, overfølsomhed

Metabolisme og ernæring

Ikke almindelig:

Hyperkaliæmi

Sjælden:

Hypoglykæmi (diabetiske patienter)

Psykiske forstyrrelser

Ikke almindelig:

Søvnløshed, depression

Sjælden:

Angst

Nervesystemet

Ikke almindelig:

Synkope

Sjælden:

Somnolens

Øjne

Sjælden:

Synsforstyrrelser

Øre og labyrint

Ikke almindelig:

Vertigo

Hjerte

Ikke almindelig:

Bradykardi

Sjælden:

Takykardi

Vaskulære sygdomme

Ikke almindelig:

Hypotension

, ortostatisk hypotension

Luftveje, thorax og mediastinum

Ikke almindelig:

Dyspnø, hoste

Meget sjælden:

Interstitiel lungesygdom

Mave-tarm-kanalen

Ikke almindelig:

Abdominalsmerter, diare, dyspepsi, flatulens, opkastning

Sjælden:

Mundtørhed, gastrointestinalt ubehag

Lever og galdeveje

Sjælden:

Abnormal leverfunktion / leversydom

Hud og subkutane væv

Ikke almindelig:

Pruritus, hyperhidrose, udslæt

Sjælden:

Angioødem (også med fatal udgang), eksem, erythema,

urticaria, medikamentelt udløst udslæt, toksisk hududslæt

Knogler, led, muskler og bindevæv

Ikke almindelig:

Rygsmerter (f.eks. iskias), muskelkramper, myalgi

Sjælden:

Artralgi, smerter i ekstremiteter, senesmerter

(tendinitislignende symptomer)

Nyrer

Ikke almindelig:

Nedsat nyrefunktion herunder akut nyresvigt

45906_spc.docx

Side 8 af 15

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Ikke almindelig:

Brystsmerter, asteni (træthed)

Sjælden:

Influenzalignende symptomer

Undesøgelser

Ikke almindelig:

Forhøjet kreatinin

Sjælden:

Nedsat hæmoglobin, forhøjet urinsyre, forhøjede

leverenzymer, forhøjet kreatininfosfokinase

1, 2, 3, 4: For yderligere beskrivelse, se underafsnittet ”Beskrivelse af særlige

bivirkninger”.

Beskrivelse af særlige bivirkninger

Sepsis

I PRoFESS-studiet blev der set en øget incidens af sepsis hos patienter behandlet med

telmisartan sammenlignet med placebo. Observationen kan være en tilfældighed eller

relateret til en mekanisme, som på nuværende tidspunkt ikke er kendt (se pkt. 5.1).

Hypotension

denne bivirkning var rapporteret som almindeligt forekommende hos patienter med

kontrolleret blodtryk, der ud over standardbehandling fik telmisartan for at reducere

kardiovaskulær morbiditet.

Abnormal leverfunktion / leversydom

De fleste tilfælde af abnormal leverfunktion / leversygdom fra post-marketing erfaring

forekom hos japanske patienter. Det er almindelig kendt, at det fortrinsvis er japanske

patienter, som oplever disse bivirkninger.

Interstitiel lungesygdom

Tilfælde af interstitiel lungesygdom er rapporteret fra post-marketing erfaring i

forbindelse med indtag af telmisartan. Der er imidlertid ikke påvist causal sammenhæng.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via netstedet

www.meldenbivirkning.dk. ved at kontakte Lægemiddelstyrelsen via mail på

dkma@dkma.dk eller med almindeligt brev til Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1,

2300 København S.

5.9

Overdosering

Der er begrænsede erfaringer med overdosering hos mennesker.

Symptomer: De mest udtalte symptomer ved telmisartanoverdosering er hypotension og

takykardi. Bradykardi, svimmelhed, øget serumkreatinin og akut nyresvigt er også set.

Behandling: Telmisartan kan ikke fjernes ved hæmodialyse. Patienten bør monitoreres

nøje, og behandlingen bør være symptomatisk og understøttende. Behandlingen afhænger

45906_spc.docx

Side 9 af 15

af den tid, der er forløbet siden indtagelse og af symptomernes sværhedsgrad. Provokeret

opkastning og/eller maveudskylning er mulige behandlinger. Aktivt kul kan ofte med

fordel anvendes ved behandlingen af overdosis. Serumelektrolytter og kreatinin skal

bestemmes regelmæssigt. Ved hypotension skal patienten lægges i rygleje, og der skal

hurtigt gives salt- og væskesubstitution.

5.10

Udlevering

6.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 CA 07. Angiotensin II-antagonister, almindelige.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Virkningsmekanisme

Telmisartan er en oralt administreret aktiv specifik angiotensin II-receptorsubtype 1 (AT1)-

antagonist.

Telmisartan displacerer angiotensin II med meget høj affinitet fra dets bindingssted på

AT1- receptorsubtypen, som er ansvarlig for de kendte virkninger af angiotensin II.

Telmisartan udviser ingen partiel agonistaktivitet ved AT1-receptoren. Telmisartan bindes

selektivt til AT1-receptoren. Bindingen opretholdes i lang tid. Telmisartan udviser ikke

affinitet til andre receptorer, herunder AT2 og andre mindre karakteriserede AT-receptorer.

Funktionen af disse receptorer er ikke kendt, dette gælder også effekten af deres mulige

overstimulering af angiotensin II, hvis niveau øges af telmisartan. Plasma-

aldosteronniveauet sænkes med telmisartan. Telmisartan hæmmer ikke human

plasmarenin, og det blokerer ikke ionkanalerne. Telmisartan hæmmer ikke “angiotensin-

convertingenzyme” (kininase-II enzymet), som også nedbryder bradykinin. Derfor

forventes det ikke, at bradykininmedierede bivirkninger potenseres. En dosis på 80 mg

telmisartan givet til raske frivillige hæmmer næsten fuldstændigt en angiotensin

IIprovokeret blodtryksforhøjelse. Denne hæmmende effekt vedvarer i mere end 24 timer

og kan måles i op til 48 timer.

Klinisk effekt og sikkerhed

Behandling af essentiel hypertension

Efter administration af den første dosis telmisartan indtræder den antihypertensive effekt

gradvist indenfor 3 timer. Den maksimale reduktion i blodtrykket opnås generelt 4-8 uger,

efter behandlingen er påbegyndt og fastholdes gennem langtidsbehandling.

Den antihypertensive virkning holder sig konstant i 24 timer efter dosering, hvilket også

gælder de sidste 4 timer forud for næste dosis, som påvist ved døgnblodtryksmålinger.

Dette er bekræftet ved målinger, der blev foretaget på tidspunktet for maksimal effekt og

umiddelbart forud for den næste dosis (trough/peak ratio var over 80% efter dosering af 40

mg og 80 mg telmisartan i alle placebokontrollerede kliniske studier). Der er en tydelig

trend mod en dosisafhængighed i forhold til tid til tilbagevenden til baseline for det

systoliske blodtryk (SBT). De tilsvarende data for det diastoliske blodtryk (DBT) var

modstridende.

Hos patienter med hypertension reducerer telmisartan både det systoliske og det diastoliske

blodtryk uden at påvirke pulsen. Lægemidlets diuretiske og natriuretiske

virkningsmekanisme, som andel af den blodtrykssænkende effekt, er endnu ikke klarlagt.

Telmisartans antihypertensive virkning er sammenlignelig med virkningen af andre klasser

45906_spc.docx

Side 10 af 15

af antihypertensive lægemidler (påvist i kliniske studier, der sammenlignede telmisartan

med amlodipin, atenolol, enalapril, hydrochlorthiazid og lisinopril).

Ved pludselig seponering af telmisartan, vil blodtrykket gradvist returnere til værdierne fra

før behandlingsstart over en periode på flere dage, uden at der ses tegn på "rebound"-

hypertension.

Forekomsten af tør hoste var signifikant lavere hos de patienter, der blev behandlet med

telmisartan end hos dem, der blev behandlet med ACE-hæmmere i kliniske studier, som

direkte sammenlignede disse to antihypertensive behandlinger.

Kardiovaskulær forebyggelse

ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone and in Combination with Ramipril Global

Endpoint Trial) sammenligner virkningen af telmisartan, ramipril og kombinationen af

telmisartan og ramipril på kardiovaskulære hændelser hos 25.620 patienter. Patienterne

tilhørte alle en population med risiko for at få en kardiovaskulær hændelse. De var 55 år

eller ældre og havde en anamnese med koronararteriesygdom, apopleksi, transitorisk

cerebral iskæmi (TCI), perifer arteriel sygdom eller diabetes mellitus type 2 med en

organpåvirkning (f.eks. retinopati, venstre ventrikel hypertrofi, makroeller

mikroalbuminuri).

De tre randomiseringsgrupper var følgende: Telmisartan 80 mg (n = 8.542), ramipril 10 mg

(n = 8.576) eller en kombination af telmisartan 80 mg og ramipril 10 mg (n = 8.502).

Patienterne blev fulgt i gennemsnit 4,5 år.

Telmisartan havde samme virkning som ramipril mht. reduktion i det primære

sammensatte endepunkt (kardiovaskulær død, ikke-fatalt myokardieinfarkt, ikke-fatal

apopleksi eller hospitalsindlæggelse pga. hjertesvigt). Forekomsten af hændelser svarende

til det primære endepunkt var ens for telmisartan (16,7 %) og ramipril (16,5 %). Hazard

ratio for telmisartan vs. ramipril var 1,01 (97,5% CI 0,93-1,10, p (non-inferioritet) =0,0019

ved en margin på 1,13). Død af alle årsager var 11,6% henholdsvis 11,8% for telmisartan-

og ramiprilbehandlede patienter.

Mht. det prædefinerede sekundære endepunkt (reduktion af kardiovaskulær død, ikke-fatalt

myokardieinfarkt og ikke-fatal apopleksi) – som var identisk med det primære endepunkt i

HOPEstudiet (The Heart Outcomes Prevention Evaluation Study)

blev telmisartan fundet

ligeværdig med ramipril [0,99 (97,5% CI 0,90-1,08, p (non-inferioritet) = 0,0004)]. I

HOPE-studiet blev virkningen af ramipril vs. placebo undersøgt.

I TRANSCEND-studiet randomiseredes patienter, der var intolerante over for ACE-

hæmmere, men i øvrigt med de samme inklusionskriterier som i ONTARGET studiet, til

enten 80 mg telmisartan (n=2.954) eller placebo (n=2.972). Dette blev givet i tillæg til

standardbehandlingen. Behandlingsperioden var i gennemsnit 4 år og 8 måneder. Der blev

ikke fundet statistisk forskel i det primære sammensatte endepunkt (kardiovaskulær død,

ikke-fatalt myokardieinfarkt, ikke-fatal apopleksi eller hospitalsindlæggelse pga.

hjertesvigt) [15,7% i telmisartangruppen og 17,0% i placebogruppen med en hazard ratio

på 0,92 (95% CI 0,81-1,05; p=0,22)]. Der var evidens for en fordel ved telmisartan i

forhold til placebo i det præspecificerede sekundære sammensatte endepunkt

(kardiovaskulær død, ikke-fatalt myokardieinfarkt og ikke-fatal apopleksi) [0,87 (95% CI

0,76-1,00; p

45906_spc.docx

Side 11 af 15

= 0,048)]. Der var ikke evidens for reduktion af kardiovaskulær mortalitet i forhold til

placebo (hazard ratio 1,03, CI 0,85-1,24).

Hoste og angioødem blev sjældnere rapporteret af patienter behandlet med telmisartan end

af patienter behandlet med ramipril, mens hypotension oftere blev rapporteret af patienter

behandlet med telmisartan. Kombinationen af telmisartan og ramipril havde ikke nogen

additiv virkning i forhold til ramipril og telmisartan alene. Kardiovaskulær død eller død af

andre årsager var numerisk højere ved administration af kombinationen. Derudover fandtes

en signifikant højere insidens af hyperkaliæmi, nyresvigt, hypotension og synkope med

kombinationsbehandlingen. Kombination af ramipril og telmisartan kan derfor ikke

anbefales til denne patientpopulation.

I studiet "Prevention Regimen For Effectively avoiding Second Strokes" (PRoFESS) hos

patienter på 50 år og ældre, som for nylig har oplevet stroke, blev der observeret en øget

incidens af sepsis hos patienter behandlet med telmisartan sammenlignet med placebo,

0,70 % vs 0,49 % [RR 1,43 (95 % sikkerhedsinterval 1,00-2,06)]; incidensen af fatale

sepsistilfælde var øget hos patienter, som fik telmisartan (0,33 %) vs. patienter, som fik

placebo (0,16 %) [RR 2,07 (95 % sikkerhedsinterval 1,14- 3,76)]. Den observerede øgede

forekomst af sepsis forbundet med brugen af telmisartan kan enten være en tilfældighed

eller relateret til en mekanisme, som på nuværende tidspunkt ikke er kendt.

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller forhøjet blodtryk observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACEhæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i

aliskiren-gruppen end i placebogruppen.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Absorption af telmisartan sker hurtigt, om end mængden varierer. Den gennemsnitlige,

absolutte biotilgængelighed af telmisartan er ca. 50%. Når telmisartan tages med føde, sker

der en reduktion i arealet under plasmakoncentrationskurven (AUC

) på ca. 6% (40 mg

45906_spc.docx

Side 12 af 15

dosis) til ca. 19% (160 mg dosis). Tre timer efter indgiften er plasmakoncentrationerne ens,

hvad enten telmisartan tages fastende eller med føde.

Linearitet/non-linearitet

Den lille reduktion i AUC forventes ikke at forårsage en reduktion i terapeutisk effekt. Der

er ingen lineær sammenhæng mellem dosis og plasmaniveauer. Cmaks og i mindre grad

AUC stiger disproportionalt ved doser over 40 mg.

Distribution

Telmisartan er i høj grad bundet til plasmaprotein (>99,5%), hovedsagelig til albumin og

Alfa I-syreglycoprotein. Det tilsyneladende fordelingsvolumen, (Vdss), ved “steady state”

er ca. 500 l.

Metabolisme

Telmisartan metaboliseres ved konjugation til glucuronidet til parent compound. Der er

ikke set farmakologisk aktivitet for konjugatet.

Eliminering

Telmisartan er karakteriseret ved en farmakokinetisk bieksponentiel udskillelse med en

terminal eliminationshalveringstid på >20 timer. Den maksimale plasmakoncentration

(Cmaks) og, i mindre grad, arealet under plasmakoncentrationtidskurven (AUC) stiger

disproportionalt med dosis. Der er ingen tegn på klinisk relevant akkumulering af

telmisartan ved anbefalet dosering. Plasmakoncentrationen er højere hos kvinder end hos

mænd uden relevant indvirkning på effekt.

Efter oral (og intravenøs) administration blev telmisartan udskilt næsten udelukkende i

fæces og hovedsagelig som uforandret stof. Den kumulative udskillelse i urinen er <1% af

dosis. Den totale plasmaclearance, (Cltot), er høj (ca. 1000 ml/min.) sammenlignet med

den hepatiske blodgennemstrømning (ca. 1500 ml/min.).

Specielle befolkningsgrupper

Kønsforskel i plasmakoncentrationer

Der er observeret forskelle i plasmakoncentrationen med Cmaks og AUC hhv. 3 og 2

gange højere hos kvinder end hos mænd.

Ældre patienter

Telmisartans farmakokinetikske egenskaber er ikke anderledes hos ældre patienter i

forhold til de der er under 65 år.

Patienter med nedsat nyrefunktion

Plasmakoncentrationer er set dobbelt så høje hos patienter med let til moderat og svært

nedsat nyrefunktion. Imidlertid blev der observeret lavere plasmakoncentrationer hos

patienter, der havde nyreinsufficiens og som var i dialysebehandling. Telmisartan er

kraftigt bundet til plasmaprotein hos nyreinsufficiente patienter og fjernes ikke fra blodet

med hæmodialyse. Elimineringshalveringstiden er uændret hos patienter med nedsat

nyrefunktion.

Patienter med nedsat leverfunktion

I farmakokinetiske studier med patienter med nedsat leverfunktion var der en forøgelse af

den absolutte biotilgængelighed på op til næsten 100 %. Elimineringshalveringstiden er

uændret hos patienter med nedsat leverfunktion.

45906_spc.docx

Side 13 af 15

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

I prækliniske sikkerhedsforsøg i normotensive dyr med doser, der gav en eksponering

sammenlignelig med den i det klinisk terapeutiske område, fandt man en reduktion af røde

blodcelleparametre (erytrocyter, hæmoglobin, hæmatokrit), og ændringer i den renale

hæmodynamik (forhøjet BUN og kreatinin) såvel som forhøjet serumkalium. I hunde fandt

man tubulær dilatation og atrofi af nyrerne. Desuden blev der fundet ventrikel-

slimhindelæsioner (erosion, ulcus eller inflammation) i rotter og hunde. Disse

farmakologisk betingede bivirkninger, som er kendt fra prækliniske forsøg med både ACE-

hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister, kunne forhindres/afhjælpes ved peroral

salttilførsel.

Hos begge dyrearter fandt man forøget plasma-reninaktivitet og hypertrofi/hyperplasi af de

renale juxtaglomerulære celler. Disse fund synes ikke at være af signifikant klinisk

betydning og anses også for at være klasseeffekter ved ACE-hæmmere og andre

angiotensin II-receptorantagonister.

Der er ingen tegn på teratogenisitet, men man fandt en potentiel risiko ved telmisartan for

denpostnatale udvikling af afkommet så som lavere legemsvægt, forsinket åbning af øjnene

og højere mortalitet.

Der var ingen tegn på mutagenicitet eller relevant klasteogen aktivitet ved in vitro-forsøg

og ingen tegn på karcinogenicitet i rotter og mus.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Natriumhydroxid

Povidon (K25)

Meglumin

Laktosemonohydrat

Crospovidon

Gul jernoxid (E172)

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Hypromellose

Titaniumdioxid (E171)

Macrogol 400

Talcum

Gul jernoxid (E172)

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Ingen særlige opbevaringsbetingelser.

45906_spc.docx

Side 14 af 15

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Aluminium/aluminium blisterpakning. Kold, formbar aluminiumsfoil og hård, hærdet

aluminiumsfoile.

Pakningstørrelser

20 mg

7, 10, 14, 15, 28, 30, 56, 60, 84, 90, 98, 112, 126, 140, 154, 168 eller 182 tabletter.

40 mg

7, 10, 14, 15, 28, 30, 50, 56, 60, 84, 90, 98, 112, 126, 140, 154, 168 eller 182 tabletter.

80 mg

7, 10, 14, 15, 28, 30, 50, 56, 60, 84, 90, 98, 112, 126, 140, 154, 168 eller 182 tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

STADA Arzneimittel AG

Stadastrasse 2-18

61118 Bad Vilbel

Tyskland

Repræsentant

PharmaCoDane ApS

Marielundvej 46A

2730 Herlev

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

20 mg:

45906

40 mg:

45907

80 mg:

45908

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

30. august 2012

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

2. december 2015

45906_spc.docx

Side 15 af 15

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her

24-5-2018

FDA Approves Semintra, the First FDA-approved Animal Drug for the Control of Systemic Hypertension in Cats

FDA Approves Semintra, the First FDA-approved Animal Drug for the Control of Systemic Hypertension in Cats

The FDA has approved Semintra (telmisartan oral solution), the first FDA-approved animal drug to control systemic hypertension in cats. Semintra is an oral solution administered either directly into the cat’s mouth or on top of a small amount of food.

FDA - U.S. Food and Drug Administration

25-10-2018

Micardis (Boehringer Ingelheim International GmbH)

Micardis (Boehringer Ingelheim International GmbH)

Micardis (Active substance: telmisartan) - Centralised - Yearly update - Commission Decision (2018)7136 of Thu, 25 Oct 2018

Europe -DG Health and Food Safety

10-9-2018

Silapo (STADA Arzneimittel AG)

Silapo (STADA Arzneimittel AG)

Silapo (Active substance: epoetin zeta) - Centralised - Yearly update - Commission Decision (2018)5944 of Mon, 10 Sep 2018

Europe -DG Health and Food Safety

4-6-2018

Twynsta (Boehringer Ingelheim International GmbH)

Twynsta (Boehringer Ingelheim International GmbH)

Twynsta (Active substance: telmisartan / amlodipine) - Centralised - Yearly update - Commission Decision (2018)3625 of Mon, 04 Jun 2018

Europe -DG Health and Food Safety

16-5-2018

Semintra (Boehringer Ingelheim Vetmedica GmbH)

Semintra (Boehringer Ingelheim Vetmedica GmbH)

Semintra (Active substance: Telmisartan) - Centralised - Variation - Commission Decision (2018)3020 of Wed, 16 May 2018 European Medicines Agency (EMA) procedure number: EMEA/V/C/2436/X/8

Europe -DG Health and Food Safety

16-3-2018

Pending EC decision:  Semintra, telmisartan, Opinion date: 15-Mar-2018

Pending EC decision: Semintra, telmisartan, Opinion date: 15-Mar-2018

Europe - EMA - European Medicines Agency