Prillana

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Prillana 8 mg tabletter
  • Dosering:
  • 8 mg
  • Lægemiddelform:
  • tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Prillana 8 mg tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 44158
  • Sidste ændring:
  • 01-02-2018

Produktresumé

24. april 2018

PRODUKTRESUMÉ

for

Prillana, tabletter 8 mg

0.

D.SP.NR.

26295

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Prillana

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver tablet indeholder 8 mg perindopril tert-butylamin svarende til 6,676 mg perindopril.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på

Hver tablet indeholder 120,8 lactose (som lactosemonohydrat).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Tabletter

Tabletterne er hvide til næsten hvide, runde (diameter 12 mm), let bikonvekse med skrå

kanter og delekærv på den ene side.

Tabletten har kun delekærv for at muliggøre deling af tabletten, så den er nemmere at

sluge. Tabletten kan ikke deles i to lige store doser.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Hypertension

Behandling af hypertension.

Stabil koronararteriesygdom

Nedsættelse af risikoen for hjertetilfælde hos patienter med myokardieinfarkt og/eller

revaskularisering i anamnesen.

44158_spc.doc

Side 1 af 18

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Doseringen bør individualiseres i overensstemmelse med patientens profil (se pkt. 4.4) og

blodtryksrespons.

Hypertension

Perindopril kan anvendes som monoterapi eller i kombination med antihypertensiva fra

andre grupper (se pkt. 4.3, 4.4, 4.5 og 5.1).

Den anbefalede startdosis er 4 mg givet en gang daglig om morgenen.

Patienter med et stærkt aktiveret renin-angiotensin-aldosteronsystem (særlig ved reno-

vaskulær hypertension, salt- og/eller volumendepletion, hjertedekompensation eller svær

hypertension) kan få et voldsomt fald i blodtrykket efter den første dosis. En startdosis på 2

mg anbefales til sådanne patienter og behandlingen bør indledes under lægeligt opsyn.

Efter en måneds behandling kan den daglige dosis øges til 8 mg en gang daglig.

Symptomatisk hypotension kan forekomme efter behandlingsstart med perindopril. Dette

er mest sandsynligt hos patienter, som samtidig behandles med diuretika.

Det anbefales at udvise forsigtighed, eftersom disse patienter kan være volumen- og/eller

saltdepleterede.

Diuretikabehandling bør derfor, hvis det er muligt, seponeres 2 til 3 dage før behandling

med perindopril påbegyndes (se pkt. 4.4).

Hos hypertensive patienter, hvor diuretikabehandling ikke kan afbrydes, bør perindopril

initieres med en 2 mg dosis. Nyrefunktion og serumkalium bør monitoreres. Den

efterfølgende dosering af perindopril bør justeres i henhold til blodtrykrespons. Om

nødvendigt kan diuretikabehandling genoptages.

Hos ældre patienter bør behandling påbegyndes med en dosis på 2 mg, hvilken gradvist

kan øges til 4 mg efter en måned og derpå om nødvendigt til 8 mg afhængig af

nyrefunktionen (se tabellen neden for).

Stabil koronararteriesygdom

Perindopril bør påbegyndes med en dosis på 4 mg en gang daglig i to uger, derpå øges til 8

mg en gang daglig, afhængig af nyrefunktion og forudsat at 4 mg er veltolereret.

Ældre patienter bør have 2 mg en gang daglig i en uge, derpå 4 mg en gang daglig den

næste uge før dosis øges op til 8 mg en gang daglig, afhængig af nyrefunktion (se tabel 1:

”Dosisjustering ved nedsat nyrefunktion”). Dosis bør kun øges, hvis den tidligere lavere

dosis er veltolereret.

Patienter med nedsat nyrefunktion

Dosis hos patienter med nedsat nyrefunktion skal baseres på kreatininclearance se

nedenstående tabel 1.

Tabel 1:

Dosisjustering ved nedsat nyrefunktion.

Kreatininclearance (ml/min)

Anbefalet dosis

4 mg/dag

30 < Cl

< 60

2 mg/dag

15 < Cl

< 30

2 mg hver anden dag

Hæmodialyserede patienter*, Cl

< 15

2 mg på dagen for dialyse

44158_spc.doc

Side 2 af 18

* Dialyseclearance af perindoprilat er 70 ml/min. Patienter i hæemodialyse skal tage

perindopril efter dialysen.

Patienter med nedsat leverfunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis hos patienter med nedsat leverfunktion (se pkt. 4.4

og 5.2).

Pædiatrisk population

Prillanas sikkerhed og virkning hos børn og unge er ikke klarlagt. De foreliggende data er

beskrevet i pkt. 5.1, men der kan ikke gives nogen anbefalinger vedrørende dosering.

Prillana bør derfor ikke anvendes til børn og unge.

Administration

Oral anvendelse

Det anbefales, at perindopril tages en gang daglig om morgenen før et måltid.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof, enhver anden ACE-hæmmer eller over for et

eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1

Angioødem i anamnesen i forbindelse med tidligere behandling med en ACE-hæmmer

Hereditært eller idiopatisk angioødem

Andet og tredje trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6)

Samtidig brug af Prillana og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret hos

patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR<60 mL/min/1,73 m

) (se

pkt. 4.5 og 5.1).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Stabil koronararteriesygdom

Hvis der forekommer et anfald af ustabil angina pectoris (uanset om det er alvorligt) i løbet

af den første måned med perindoprilbehandling, skal der foretages en omhyggelig

vurdering af risici/fordele før behandlingen fortsættes.

Hypotension

ACE-hæmmere kan forårsage fald i blodtrykket. Symptomatisk hypotension ses sjældent

hos patienter med ukompliceret hypertension og opstår mere sandsynligt hos patienter, der

er volumendepleterede, f.eks. som følge af diuretisk behandling, saltrestriktioner i kosten,

dialyse, diarré eller opkastning, eller hos patienter med alvorlig reninafhængig

hypertension (se pkt. 4.5 og 4.8). Der er observeret symptomatisk hypotension hos

patienter med symptomatisk hjertesvigt med eller uden hermed forbundet nyreinsufficiens.

Sandsynligheden for dette er størst hos de patienter, der har mere alvorlige grader af

hjertesvigt, som afspejler brugen af høje doser loop-diuretika, hyponatriæmi eller nedsat

nyrefunktion. Hos patienter med forhøjet risiko for symptomatisk hypotension skal

initiering af behandlingen og dosisjustering overvåges nøje (se pkt. 4.2 og 4.8). Lignende

overvejelser gør sig gældende for patienter med iskæmisk hjertesygdom eller

cerebrovaskulær sygdom, hvor et stort fald i blodtrykket kan resultere i myokardieinfarkt

eller cerebrovaskulært tilfælde.

Hvis der opstår hypotension, bør patienten placeres liggende og, om nødvendigt, gives

intravenøs infusion af saltvand. En forbigående hypotensiv respons er ikke en

44158_spc.doc

Side 3 af 18

kontraindikation for fortsat dosering, der som regel kan administreres uden problemer, når

blodtrykket igen er normaliseret efter volumenekspansion.

Hos nogle patienter med kongestiv hjertesvigt, hvor blodtrykket er normalt eller lavt, kan

perindopril yderligere nedsætte det systemiske blodtryk. Denne virkning er forventet og er

normalt ikke grund til at seponere behandlingen. Hvis hypotensionen bliver symptomatisk,

kan det være nødvendigt at reducere dosis eller seponere behandlingen med perindopril.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II- receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk. ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke

anvendes samtidigt hos patienter med diabetisk nefropati.

Aorta- og mitralklapstenose/hypertrofisk kardiomyopati

Som ved alle andre ACE-hæmmere bør perindopril gives med forsigtighed til patienter

med mitralklapstenose eller obstrueret outflow fra venstre ventrikel (som f.eks.

aortastenose eller hypertrofisk kardiomypati).

Nedsat nyrefunktion

I tilfælde af nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 60 ml/min) skal startdosis af

perindopril justeres efter patientens kreatininclearance (se pkt. 4.2) og derpå efter

patientens respons på behandlingen. Rutinemæssig kontrol af serumkalium og kreatinin

indgår i den normale medicinske praksis for disse patienter (se pkt. 4.8).

Hos patienter med symptomatisk hjertesvigt kan hypotension efter initiering af

behandlingen med ACE-hæmmere medføre yderligere nedsættelse af nyrefunktionen. I

denne situation er der rapporteret om akut nyresvigt, som regel reversibelt.

Hos nogle patienter med bilateral nyrearteriestenose eller stenose af arterien til en solitær

nyre er der set øgning i mængden af urinstof i blodet og forhøjelse af serumkreatinin ved

behandling med ACE-hæmmere. Denne stigning er som regel reversibel ved seponering af

behandlingen. Sandsynligheden for dette er især stor hos patienter med nyreinsufficiens.

Hvis patienten også har renovaskulær hypertension, er der en forhøjet risiko for alvorlig

hypotension og nyreinsufficiens. Hos disse patienter skal behandlingen indledes under tæt

lægeligt opsyn med lave doser og omhyggelig dosistitrering. Eftersom behandling med

diuretika kan være en medvirkende faktor ved ovennævnte, skal en sådan behandling

seponeres, og nyrefunktionen skal overvåges under de første ugers behandling med

perindopril.

Hos nogle hypertensive patienter uden kendte tidligere nyre-karsygdomme er der set,

sædvanligvis mindre og forbigående, forøgelse af serumurinstof og serumkreatinin– særlig

ved samtidig brug af perindopril og et diuretikum. Sandsynligheden for dette er større hos

patienter, som i forvejen har nedsat nyrefunktion. Dosisreduktion og/eller seponering af

den diuretiske behandling og/eller perindopril kan være påkrævet.

44158_spc.doc

Side 4 af 18

Hæmodialysepatienter

Der er rapporteret anafylaktiske reaktioner hos patienter dialyseret med high-flux

membraner i samtidig behandling med en ACE-hæmmer. Hos disse patienter bør det

overvejes, om man skal bruge en anden type dialysemembran eller en anden klasse af

antihypertensiva.

Nyretransplantation

Der er ingen erfaringer med hensyn til behandling med perindopril hos patienter, som for

nylig har fået foretaget nyretransplantation.

Overfølsomhed/angioødem

Angioødem i ansigt, ekstremiteter, læber, slimhinder, tunge, glottis og/eller larynx er i

sjældne tilfælde rapporteret hos patienter i behandling med ACE-hæmmere, inklusive

perindopril (se pkt. 4.8). Dette kan forekomme på ethvert tidspunkt under behandlingen. I

sådanne tilfælde skal perindopril seponeres omgående, og passende observation skal

initieres og fortsættes, indtil symptomerne er svundet fuldstændig. I de tilfælde, hvor

hævelserne var begrænset til ansigt og læber, er symptomerne generelt svundet uden

behandling, selvom antihistaminer har haft gavnlig effekt på symptomerne.

Angioødem kan sammen med ødem af larynx være fatalt. Hvis tunge, glottis eller larynx er

involveret, er der risiko for obstruktion af luftvejene, og nødbehandling skal gives

omgående. Denne kan inkludere indgift af adrenalin og/eller forholdsregler med henblik på

at sikre patienten tilstrækkelig lufttilførsel. Patienten skal holdes under omhyggelig

observation, indtil symptomerne er svundet fuldstændigt og permanent.

Patienter med angioødem i anamnesen, uden relation til ACE-hæmmerbehandling, kan

have forhøjet risiko for angioødem ved ACE-hæmmer-behandling (se pkt. 4.3).

Der har sjældent været rapporteret tilfælde med intestinalt angioødem hos patienter

behandlet med ACE-hæmmere. Disse patienter fremstod med mavesmerter (med eller uden

kvalme eller opkastning). I nogle tilfælde uden tidligere facialt angioødem og C1-

esteraseniveauerne var normale. Angioødemet blev diagnosticeret ved hjælp af procedurer,

der omfattede CT-scanning af abdomen eller ultralyd eller kirurgisk indgreb. Symptomerne

svandt efter behandlingsophør med ACE-hæmmer. Intestinalt angioødem skal indgå i

differentialdiagnoserne hos patienter med mavesmerter, behandlet med ACE-hæmmere.

Samtidig brug af mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus, everolimus, temsirolimus)

Patienter, der samtidig er i behandling med mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus, everolimus,

temsirolimus) kan have større risiko for angioødem (f.eks. hævelse af luftveje eller tunge,

med eller uden nedsat vejrtrækning) (se pkt. 4.5).

Anafylaktiske reaktioner under low density lipo-protein (LDL)-aferese

I sjældne tilfælde har patienter i ACE-hæmmerbehandling under low density lipoprotein

(LDL)-aferese med dextransulfat haft livstruende anafylaktiske reaktioner. Disse

reaktioner kan undgås ved temporært at pausere ACE-hæmmerbehandlingen før hver

aferese.

Anafylaktiske reaktioner under desensibilisering

Patienter i ACE-hæmmerbehandling og samtidig desensibiliseringsbehandling (f.eks.

hymen-optera venom) har haft anafylaktiske reaktioner. Reaktionerne kunne hos disse

44158_spc.doc

Side 5 af 18

patienter undgås, hvis ACE-hæmmerbehandlingen blev pauseret, men de vendte tilbage

efter utilsigtede belastninger.

Nedsat leverfunktion

I sjældne tilfælde er ACE-hæmmere blevet sat i forbindelse med et syndrom, der starter

med cholestatisk ikterus og progredierer til fulminant levernekrose og (undertiden) død.

Mekanismen bag dette syndrom er ikke afklaret. Hvis der udvikles ikterus eller markante

forhøjelser af leverenzymer hos patienter, der modtager ACE-hæmmerbehandling, skal

ACE-hæmmerbehandlingen seponeres, og patienten holdes under passende medicinsk

opsyn (se pkt. 4.8).

Neutropeni/agranulocytose/trombocytopeni/anæmi

Neutropeni/agromulocytose, trombocytopeni og anæmi er rapporteret hos patienter i

behandling med ACE-hæmmere. Hos patienter med normal nyrefunktion og uden

yderligere komplicerende faktorer forekommer neutropeni sjældent. Perindopril skal

anvendes med ekstrem forsigtighed hos patienter med kollagene karsygdomme,

immunsuppressiv behandling, behandling med allopurinol eller procainamid eller en

kombination af disse komplicerende faktorer, især hvis der er præeksisterende nedsat

nyrefunktion. Nogle af disse patienter har udviklet alvorlige infektioner, som i nogle få

tilfælde ikke responderer på intensiv antibiotikabehandling. Hvis der anvendes perindopril

til sådanne patienter, anbefales periodisk kontrol af antallet af hvide blodceller, og

patienterne skal instrueres om at rapportere ethvert tegn på infektion (f.eks. ondt i halsen,

feber).

Race

ACE-hæmmere forårsager højere incidens af angioødem hos negroide patienter

sammenlignet med ikke-negroide patienter. Som det er tilfældet med andre ACE-

hæmmere, kan perindopril være mindre effektivt til at sænke blodtrykket hos patienter af

negroid afstamning end hos ikke-negroide patienter, muligvis på grund af en højere

prævalens af tilstande med lavt renin hos hypertensive negroide patienter.

Hoste

Der er rapporteret hoste ved brug af ACE-hæmmere. Det er karakteristisk for hosten, at

den er nonproduktiv, vedvarende og ophører efter seponering af behandlingen. ACE-

hæmmer- induceret hoste skal overvejes som del af differentialdiagnoserne ved hoste.

Kirurgi/anæstesi

Perindopril kan blokere angiotensin II-dannelsen sekundært til kompenserende

reninafgivelse hos patienter, som får foretaget større operationer eller under generel

anæstesi med midler, som giver hypotension. Behandlingen skal seponeres en dag før

operationen. Hypotension, som opstår på grund af denne mekanisme, kan korrigeres ved

volumenekspansion.

Hyperkaliæmi

Der er observeret forhøjet serumkalium hos nogle patienter, der er blevet behandlet med

ACE-hæmmere, inklusive perindopril. Patienter, som har risiko for at udvikle

hyperkaliæmi, omfatter patienter med nyreinsufficiens, forværring af nyrefunktionen, alder

(>70 år), ukontrolleret diabetes mellitus, interkurrente tilfælde, især dehydrering, akut

kardial dekompensation og metabolisk acidose eller patienter i samtidig behandling med

kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger eller

patienter, der tager anden medicin, der kan associeres med forhøjet serumkalium (f.eks.

44158_spc.doc

Side 6 af 18

heparin, co-trimoxazol, også kendt som trimethoprim/sulfamethoxazol). Hvis det anses for

passende at anvende samtidig behandling med ovennævnte midler, anbefales regelmæssig

kontrol af serumkalium.

Hyperkaliæmi kan medføre alvorlige, af og til fatale, arytmier. Hvis samtidig anvendelse af

ovennævnte lægemidler skønnes egnet, skal de anvendes med forsigtighed og med hyppig

monitorering af serumkalium (se pkt. 4.5).

Diabetespatienter

Hos diabetespatienter, der behandles med orale antidiabetika eller insulin, skal den

glykæmiske kontrol overvåges nøje under den første måneds behandling med en ACE-

hæmmer (se pkt. 4.5).

Lithium

Samtidig brug af lithium og perindopril frarådes generelt (se pkt. 4.5).

Kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger

Samtidig brug af perindopril og kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud eller

kaliumholdige salterstatninger frarådes generelt (se pkt. 4.5).

Lactose

Prillana indeholder lactose (som lactosemonohydrat). Bør ikke anvendes til patienter med

arvelig galactoseintolerans, en særlig form af hereditær lactasemangel (Lapp Lactase

deficiency) eller glucose/galactosemalabsorption.

Graviditet

Behandling med ACE-hæmmere bør ikke påbegyndes under graviditet. Ved planlægning

af graviditet bør patienten overgå til anden antihypertensiv behandling med en kendt

sikkerhedsprofil vedrørende brug under graviditet, med mindre fortsat behandling med

ACE-hæmmere vurderes at være nødvendig. Ved påvist graviditet bør behandling med

ACE-hæmmere seponeres omgående, og anden antihypertensiv behandling eventuelt

indledes (se pkt. 4.3 og 4.6).

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteron-

systemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin-II

receptorantagonister eller aliskiren er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger

som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusiv akut nyresvigt)

sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1).

ægemidler, der inducerer hyperkaliæmi

Visse lægemidler eller terapeutiske grupper kan øge forekomsten af hyperkaliæmi:

aliskiren, kaliumsalte, kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, angiotensin-II receptor

antagonister, NSAID’ere, hepariner, immunsuppresiva såsom cyklosporin eller takrolimus,

trimethoprim, co-trimoxazol (trimethoprim/sulfamethoxazol). Kombinationen af disse

lægemidler øger risikoen for hyperkaliæmi.

44158_spc.doc

Side 7 af 18

Samtidig anvendelse er kontraindiceret (se pkt. 4.3)

Aliskiren

Hos diabetespatienter eller patienter med nedsat nyrefunktion øges risikoen for

hyperkaliæmi, forværring af nyrefunktion samt øget kardiovaskulær morbiditet og

mortalitet.

Samtidig anvendelse frarådes (se pkt. 4.4)

Aliskiren

Hos patienter, ud over patienter med diabetes eller nedsat nyrefunktion øges risikoen for

hyperkaliæmi, forværring af nyrefunktionen samt øget kardiovaskulær morbiditet og

mortalitet.

Samtidig behandling med ACE-h

æmmer og angiotensin-receptor antagonister

I litteraturen er det rapporteret, at hos patienter med diagnosticeret arteriosklerose,

hjertesvigt eller diabetes med slutorganskader, er samtidig behandling med ACE-hæmmere

og angiotensin-receptor antagonister forbundet med en højere forekomst af hypotension,

synkobe, hyperkaliæmi og forværret nyrefunktion (herunder akut nyresvigt), sammenlignet

med brug af et enkelt stof der påvirker renin-angiotensin-aldosteron systemet. Dobbelt

blokade (f.eks. ved kombination af en ACE-hæmmer med en angiotensin-II receptor-

antagonist) bør begrænses til individuelle tilfælde hvor nyrefunktion, kaliumniveau og

blodtryk monitoreres omhyggeligt.

Estramustin

Risiko for flere bivirkninger så som angioneurotisk ødem (angioødem).

Racecadotril

ACE-hæmmer (f.eks. perindopril) kan forårsage angioødem. Denne risiko kan være

forhøjet ved samtidig brug af racecadotril (et lægemiddel, som bruges mod akut diarré).

mTOR-hæmmere (f.eks.

sirolimus, everolimus, temsirolimus)

Patienter, der er i samtidig behandling med mTOR-hæmmere, kan have en øget risiko for

angioødem (se pkt. 4.4).

Co-trimoxazol (trimethoprim/sulfamethoxazol)

Patienter, der samtidig får co-trimoxazol (trimethoprim/sulfamethoxazol), kan have en øget

risiko for hyperkaliæmi (se pkt. 4.4).

Kaliumbesparende diuretika (f.eks. triamteren, amilorid), kaliumsalte

Hyperkaliæmi (potentielt dødeligt), specielt i forbindelse med nedsat nyrefunktion (additiv

hyperkaliæmisk virkning). Samtidig brug af perindopril og de ovenfor nævnte lægemidler

anbefales ikke (se pkt. 4.4). Hvis samtidig brug alligevel er indiceret, skal lægemidlerne

anvendes med forsigtighed og hyppig kontrol af serumkalium. For anvendelse af

spironolacton ved hjertesvigt, se nedenfor.

Litium

Reversible forhøjelser af serum-litium koncentrationer og forgiftning er rapporteret ved

samtidig brug af litium og ACE-hæmmere. Samtidig brug af perindopril og lithium

44158_spc.doc

Side 8 af 18

frarådes, men hvis samtidig behandling viser sig at være nødvendigt, skal serum-litium

koncentrationerne monitoreres nøje (se pkt. 4.4).

Kombinationer, der kræver særlig forsigtighed

Antidiabetika (insulin,

orale hypoglykæmiske midler

Epidemiologiske studier antyder, at samtidig brug af ACE-hæmmere og antidiabetika

(insulin, orale hypoglykæmiske midler) kan forårsage en øget blodsukkersænkende effekt

med risiko for hypoglykæmi. Sandsynligheden for denne interaktion var tilsyneladende

størst i de første uger af kombinationsbehandlingen og hos patienter med nedsat

nyrefunktion.

Baclofen

Øget antihypertensiv virkning. Monitorering af blodtryk og dosisjustering af

antihypertensiva efter behov.

Ikke-kaliumbesparende diuretika

Patienter i diuretisk behandling, især dem, som er volumen- og/eller saltdepleterede, kan

opleve et stort fald i blodtrykket efter initiering af behandling med en ACE-hæmmer.

Muligheden for hypotensive virkninger kan nedsættes ved at seponere den diuretiske

behandling, ved at øge volumen eller saltindtaget før initiering af behandling med lave og

gradvist stigende doser af perindopril.

Ved arteriel hypertension, når tidligere diuretisk behandling kan have forårsaget

salt-/volumenunderskud, skal diuretikum enten seponeres før initiering af en ACE-

hæmmer, hvorefter et ikke-kaliumbesparende diuretikum kan reintroduceres, eller ACE-

hæmmeren skal initieres med en lav dosis og progressiv øgning.

Ved diuretika-behandlet kongestiv hjertesvigt, skal ACE-hæmmeren initieres ved en meget

lav dosis, muligvis efter reducering af dosis af det associerede ikke-kaliumbesparende

diuretikum.

I alle tilfælde skal nyrefunktionen (kreatinin-niveauer) monitoreres de første få uger af

behandlingen med ACE-hæmmer.

Kaliumbesparende diuretika (eplerenon, spironolacton)

For eplerenon eller spironolacton i doser mellem 12,5 og 50 mg dagligt og med en lav

dosis af ACE-hæmmere:

Til behandling af klasse II-IV hjertesvigt (NYHA) med en ejektionsfraktion < 40% og

tidligere behandling med ACE-hæmmere og loop-diuretika, er der risiko for potentielt

dødelig hyperkaliæmi, specielt i tilfælde hvor den anbefalede ordinering af denne

kombination ikke observeres.

Før initiering af kombinationen skal der undersøges for absence af hyperkaliæmi og nedsat

nyrefunktion.

En tæt monitorering for af serum-kalium og serum-kreatinin anbefales en gang om ugen i

de første måneder af behandlingen og herefter en gang om måneden.

Nonsteroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID’ere) inklusive aspirin

3 g/dag

Ved samtidig administration af ACE-hæmmere og nonsteroide antiinflammatoriske

lægemidler (f.eks. acetylsalicylsyre, ved doser til behandling af antiinflammatoriske

tilstande, COX-2-hæmmere og nonselektive NSAID’ere) kan den antihypertensive

virkning svækkes. Samtidig brug af ACE-hæmmere og NSAID’ere kan medføre øget

risiko for forværring af nyrefunktionen, herunder muligt akut nyresvigt, og stigning i

serumkalium, især hos patienter med eksisterende dårlig nyrefunktion. Kombinationen skal

44158_spc.doc

Side 9 af 18

anvendes med forsigtighed, især hos ældre. Patienter skal passende hydreres og

monitorering af nyrefunktionen skal overvejes efter initiering af samtidig behandling og

regelmæssigt herefter.

Kombinationer, der kræver nogen forsigtighed

Antihypertensiva og vasodilatorer

Samtidig brug af disse lægemidler kan forøge den hypotensive effekt af perindopril.

Samtidig brug af nitroglycerin og andre nitrater eller andre karudvidende midler kan

reducere blodtrykket yderligere.

Gliptiner (linagliptin, saxagliptin, sitagliptin, vildagliptin)

Øget risiko for angioødem, idet gliptiner nedsætter aktiviteten af dipeptidyl peptidase IV

(DPP-IV) hos patienter, der samtidig bliver behandlet med en ACE-hæmmer.

Tricykliske antidepressiva/antipsykotika/anæstetika

Samtidig brug af visse anæstetika, tricykliske antidepressiva og antipsykotika med ACE-

hæmmere kan resultere i yderligere reduktion af blodtrykket (se pkt. 4.4).

Sympatomimetika

Sympatomimetika kan reducere den antihypertensive effekt af ACE-hæmmere.

Guld

Der er rapporteret sjældne tilfælde af nitritoide reaktioner (symptomerne omfatter

ansigtsrødme, kvalme, opkastning og hypotension) hos patienter, som får samtidig

behandling med guld som injektion (natriumaurothiomalat) og ACE-hæmmer-behandling,

inklusive perindopril.

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

ACE-hæmmere bør ikke anvendes under graviditetens første trimester (se pkt. 4.4). ACE-

hæmmere er kontraindiceret under graviditetens andet og tredje trimester (se pkt. 4.3 og

4.4).

Epidemiologiske undersøgelser af risikoen for teratogenicitet ved behandling med ACE-

hæmmere under graviditetens første trimester er ikke entydig, men en let forøget risiko kan

ikke udelukkes. Ved planlægning af graviditet bør patienten overgå til anden

antihypertensiv behandling med en kendt sikkerhedsprofil vedrørende brug under

graviditet, med mindre fortsat behandling med ACE-hæmmere vurderes at være

nødvendig. Ved påvist graviditet bør behandling med ACE-hæmmere seponeres

omgående, og anden antihypertensiv behandling eventuelt indledes.

Det er kendt, at eksponering for ACE-hæmmere i graviditetens andet og tredje trimester

forårsager human føtotoksicitet (nedsat nyrefunktion, oligohydramnion, forsinket

ossifikation af kraniet) og neonatal toksicitet (nyreinsufficiens, hypotension, hyperkaliæmi)

(se pkt. 5.3). Ved eksponering for ACE-hæmmere i andet eller tredje trimester anbefales

ultralydsscanning af fosterets nyrefunktion og kranium. Børn, hvis mødre har taget ACE-

hæmmere, bør observeres nøje for hypotension (se pkt. 4.3 og 4.4).

44158_spc.doc

Side 10 af 18

Amning

Da der ikke er tilgængelig information vedrørende anvendelse af perindopril under amning,

frarådes det at anvende perindopril, og andre behandlinger med en kendt sikkerhedsprofil

vedrørende brug under amning foretrækkes, især hvis barnet er nyfødt eller præmaturt.

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Prillana påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj eller til at

betjene maskiner, men hos nogle patienter kan der forekomme individuelle reaktioner

relateret til lavt blodtryk. Dette er især i starten af behandlingen eller i kombination med

andre antihypertensiva.

Det kan medføre at evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner er nedsat.

4.8

Bivirkninger

Bivirkningerne er inddelt i systemorganklasser og opført efter hyppighed (antal patienter

som oplever reaktionerne) ved hjælp af følgende kategorier:

Meget almindelig (≥ 1/10)

Almindelig (≥ 1/100 til < 1/10)

Ikke almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100)

Sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000)

Meget sjælden (< 1/10.000)

Ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data)

Inden for hver frekvensgruppe skal bivirkningerne opstilles efter hvor alvorlige de er. De

alvorligste bivirkninger skal anføres først.

Blod og lymfesystem

Ikke almindelig

Eosinofili

Meget sjælden

Reduktion af hæmoglobin og hæmatokrit, trombocytopeni,

leukopeni/neutropeni, agranulocytose eller pancytopeni,

hæmolytisk anæmi hos patienter med en medfødt mangel

på G-6PDH (se pkt. 4.4)

Metabolisme og ernæring

Ikke almindelig*

Hypoglykæmi (se pkt. 4.4 og 4.5), hyperkaliæmi,

reversibel ved seponering (se pkt. 4.4), hyponatriæmi

Psykiske forstyrrelser

Ikke almindelig

Humørsvingninger, søvnforstyrrelser

Nervesystemet

Almindelig

Hovedpine, svimmelhed, vertigo, paræstesier

Ikke almindelig*

Døsighed, synkope

Meget sjælden

Konfusion

Øjne

Almindelig

Synsforstyrrelser

Øre og labyrint

Almindelig

Tinnitus

44158_spc.doc

Side 11 af 18

Hjerte

Ikke almindelig*

Palpitationer, takykardi

Meget sjælden

Arytmier, angina pectoris (se pkt. 4.4), myokardieinfarkt,

muligvis sekundært til udtalt hypotension hos

højrisikopatienter (se pkt. 4.4)

Vaskulære sygdomme

Almindelig

Hypotension og virkninger relateret til hypotension

Ikke almindelig*

Vasculitis

Meget sjælden

Slagtilfælde, muligvis sekundært til udtalt hypotension hos

højrisikopatienter (se pkt. 4.4)

Luftveje, thorax og mediastinum

Almindelig

Hoste, dyspnø

Ikke almindelig

Bronkospasme

Meget sjælden

Eosinofil pneumoni, rhinitis

Mave-tarm-kanalen

Almindelig

Kvalme, opkastning, mavesmerter, dysgeusi, dyspepsi,

diarré, forstoppelse

Ikke almindelig

Mundtørhed

Meget sjælden

Pancreatitis

Lever- og galdeveje

Meget sjælden:

Hepatitis, enten cytolytisk eller cholestatisk (se pkt. 4.4)

Hud og subkutane væv

Almindelig

Udslæt, kløe

Ikke almindelig

Angioødem af ansigt, ekstremiteter, læber, slimhinder,

tunge, glottis og/eller larynx, urticaria (se pkt. 4.4)

Ikke almindelig*

Lysfølsomhedsreaktion, pemfigoid

Sjælden

Forværring af psoriasis

Meget sjælden

Erythema multiforme

Knogler, led, muskler og bindevæv

Almindelig

Muskelkramper

Ikke almindelig*

Artralgi, muskelsmerter

Nyrer og urinveje

Ikke almindelig

Nyreinsufficiens

Meget sjælden

Akut nyresvigt

Det reproduktive system og mammae

Ikke almindelig

Erektil dysfunktion

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Almindelig

Asteni

Ikke almindelig*

Brystsmerter, utilpashed, perifert ødem, pyreksi

44158_spc.doc

Side 12 af 18

Undersøgelser

Ikke almindelig*

Forhøjet serum-carbamid, forhøjet serum-kreatinin

Sjælden

Forhøjet serum-bilirubin, forhøjet leverenzymer.

Traumer, forgiftninger og behandlingskomplikationer

Ikke almindelig*

Faldtendens

*Hyppighed beregnet ud fra kliniske forsøg for bivirkninger påvist i spontane rapporter.

Kliniske forsøg

Under den randomiserede periode af EUROPA-studiet blev der kun samlet alvorlige

bivirkninger. Kun få patienter fik alvorlige bivirkninger: 16 (0,3 %) af 6122

perindoprilbehandlede patienter og 12 (0,2 %) af 6107 patienter, der fik placebo. Hos de

patienter, som fik behandling med perindopril, blev hypotension set hos 6 patienter,

angioødem hos 3 patienter og akut hjertestop hos 1 patient. Flere patienter på perindopril

end på placebo udgik på grund af hoste, hypotension eller anden intolerans, henholdsvis

6,0 % (n=366) mod 2,1 % (n=129).

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted:

www.meldenbivirkning.dk

E-mail:

dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Symptomer

Der er begrænsede data til rådighed om overdosering hos mennesker. Symptomer i

forbindelse med overdosering af ACE-hæmmere kan omfatte hypotension, kredsløbsshock,

elektrolytforstyrrelser, nyresvigt, hyperventilering, takycardia, palpitationer, bradykardi,

svimmelhed, angst og hoste.

Behandling

Den anbefalede behandling af overdosering er intravenøs infusion af saltvandsopløsning.

Hvis der opstår hypotension, skal patienten anbringes i anti-shockstilling (liggende med

benene hævet). Behandling med angiotensin II-infusion og/eller intravenøst katekolamin

kan, hvis dette er tilgængeligt, også overvejes. Perindoprilat kan fjernes fra det systemiske

kredsløb ved hæmodialyse (se pkt. 4.4). Pacemakerbehandling er indiceret ved

behandlings-resistent bradykardi. Vitale funktioner, serumelektrolytter og

kreatininkoncentrationer skal overvåges vedvarende.

4.10

Udlevering

44158_spc.doc

Side 13 af 18

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 AA 04. ACE-hæmmere, usammensatte.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Virkningsmekanisme

Perindopril er en hæmmer af det enzym, der omdanner angiotensin I til angiotensin II

(Angiotensin Converting Enzyme - ACE). Det konverterende enzym, eller kinase, er en

exopeptidase, der tillader omdannelse af angiotensin I til det karsammentrækkende

angiotensin II samt forårsager nedbrydning af det karudvidende bradykinin til et inaktivt

heptapeptid. Hæmning af ACE resulterer i en reduktion af angiotensin II i plasma, som

bevirker en øget plasmareninaktivitet (ved hæmning af den negative feedback fra

reninfrigørelse) og reduceret sekretion af aldosteron. Eftersom ACE inaktiverer

bradykinin, resulterer hæmning af ACE også i en forhøjet aktivitet af cirkulerende og

lokale kallikrein-kinin-systemer (og dermed også aktivering af prostaglandinsystemet). Det

er muligt, at denne mekanisme medvirker til ACE-hæmmernes blodtrykssænkende

virkning og er delvist ansvarlig for nogle af deres bivirkninger (f.eks. hoste).

Perindopril virker gennem sin aktive metabolit, perindoprilat. De andre metabolitter viser

ingen hæmning af ACE-aktivitet in vitro.

Farmakodynamisk virkning

Hypertension

Perindopril er aktivt ved alle grader af hypertension: let, moderat og alvorlig. Der er

observeret en reduktion i det systoliske og diastoliske blodtryk i både liggende og stående

stilling. Perindopril reducerer den perifere karmodstand, hvilket medfører en reduktion af

blodtrykket. Som følge heraf øges den perifere blodgennemstrømning, uden at have

virkning på hjertefrekvensen.

Som regel øges den renale blodgennemstrømning, mens den glomerulære filtrationsrate

(GFR) sædvanligvis er uændret. Den antihypertensive aktivitet er maksimal mellem 4 og 6

timer efter en enkelt dosis og varer i mindst 24 timer: Den gennemsnitlige effekt er ca. 87-

100 % af den maksimale effekt.

Nedsættelsen af blodtrykket sker hurtigt. Hos patienter, der reagerer på behandlingen,

opnås normalisering inden for en måned og er vedvarende uden forekomst af tachyphylaxi.

Seponering af behandlingen medfører ikke en "rebound" virkning.

Perindopril reducerer hypertrofi af venstre ventrikel.

Det er blevet bekræftet, at perindopril udviser karudvidende egenskaber hos mennesker.

Det forbedrer de store arteriers elasticitet og reducerer de små arteriers media/lumen

forhold.

Kombineret behandling med et thiaziddiuretikum giver en synergistisk additiv virkning.

Kombinationen af en ACE- hæmmer og et thiazid mindsker også risikoen for diuretika-

induceret hypokaliæmi.

Klinisk virkning og sikkerhed

Patienter med stabil koronararteriesygdom

EUROPA-studiet var et multicenter, internationalt, randomiseret, dobbeltblindt,

placebokontrolleret klinisk studie af 4 års varighed.

44158_spc.doc

Side 14 af 18

Tolv tusinde to hundrede og atten (12.218) patienter over 18 år blev randomiseret til

perindopril 8 mg (n=6.110) eller placebo (n=6.108).

Forsøgspopulationen havde evidens for koronararteriesygdom uden kliniske tegn på

hjertesvigt. Totalt havde 90 % af patienterne tidligere haft myokardieinfarkt og/eller en

tidligere koronar revaskularisering. De fleste af patienterne fik forsøgsmedicinen oven i

konventionel behandling herunder trombocythæmmere, lipidsænkende stoffer og beta-

blokkere. Det væsentligste effektmål omfattede kardiovaskulær mortalitet, ikke fatalt

myokardieinfarkt og/eller hjertestop med vellykket genoplivning. Behandlingen med

perindopril 8 mg en gang daglig gav en signifikant absolut reduktion i det primære

endepunkt på 1,9 % (relativ risikoreduktion på 20 %, 95 % CI [9,4; 28,6] – p<0,001).

Hos patienter med tidligere myokardieinfarkt og/eller revaskularisering blev der observeret

en absolut reduktion på 2,2 % svarende til et RRR på 22,4 % (95 % CI [12,0; 31,6] –

p<0,001) i det primære endepunkt sammenlignet med placebo.

ædiatrisk population

Perindoprils sikkerhed og virkning hos børn og unge under 18 år er ikke klarlagt.

I et åbent, ikke-komparativt klinisk forsøg i 62 hypertensive børn i alderen 2-15 år med en

glomerulær filtrationshastighed > 30 ml/min/1,73 m

, fik patienterne perindopril med en

gennemsnitlig dosis på 0,07 mg/kg. Dosis var individualiseret i forhold til patientens profil

og den blodtrykssænkende virkning op til en maksimum dosis på 0,135 mg/kg/dag.

59 patienter gennemførte perioden på 3 måneder, og 36 patienter gennemførte den

forlængede periode af forsøget, dvs. de blev fulgt i mindst 24 måneder (forsøgets

gennemsnitlige varighed: 44 måneder).

Systolisk og diastolisk blodtryk forblev stabilt fra inklusionen til den sidste kontrol hos

patienter, der tidligere var behandlet med en anden antihypertensiv behandling, og faldt

hos ikke tidligere behandlede patienter.

Mere end 75% af børn havde systolisk og diastolisk blodtryk under 95-procentfraktilen ved

deres sidste kontrol.

Sikkerheden var konsistent med den kendte sikkerhedsprofil for perindopril.

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

44158_spc.doc

Side 15 af 18

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption og biotransformation

Efter oral indgift absorberes perindopril hurtigt og den maksimale koncentration nås inden

for 1 time. Plasmahalveringstiden for perindopril er ligeledes 1 time.

Perindopril er et prodrug. 27 % af den administrerede perindoprildosis findes i kredsløbet

som den aktive metabolit perindoprilat. Foruden den aktive metabolit perindoprilat danner

perindopril fem metabolitter, alle inaktive. Den maksimale plasma-koncentration af

perindoprilat nås i løbet af 3 til 4 timer.

Eftersom indtagelse af føde nedsætter omdannelsen af perindopril til perindoprilat og

dermed biotilgængeligheden, skal perindopril administreres oralt som en enkelt daglig

dosis før morgenmåltidet.

Der er påvist et lineært forhold mellem perindoprildosis og dets eksponering i plasma.

Fordeling

Distributionsvolumen er ca. 0,2 l/kg for ubundet perindoprilat. Proteinbindingen af

perindolat til plasmaproteiner er 20 %, især til angiotensin konverterende, men er

koncentrationsafhængig.

Elimination

Perindoprilat udskilles i urinen, og halveringstiden for den ubundne fraktion er ca. 17

timer, resulterende i steady-state inden for 4 dage.

Ældre

Perindoprilatudskillelsen er nedsat hos ældre patienter samt hos patienter med hjerte- eller

nyreinsufficiens.

Nedsat nyrefunktion

Dosisjustering ved nyreinsufficiens tilrådes, afhængigt af graden af insufficiens

(kreatininclearance).

Dialyseclearance af perindoprilat er 70 ml/min.

Nedsat leverfunktion

Perindoprils kinetik er modificeret hos patienter med levercirrhose: leverclearance for

grundmolekylet halveres. Dog reduceres mængden af dannet perindoprilat ikke, og derfor

er dosisjustering ikke påkrævet (se pkt. 4.2 og 4.4).

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

I de kroniske orale toksicitetsstudier hos rotter og aber var målorganet nyren med

reversibel skade.

Der er ikke observeret mutagenicitet i in vitro- eller in vivo- studier.

Reproduktionstoksicitetsstudier (rotter, mus, kaniner og aber) viste ingen tegn på

embryotoksicitet eller teratogenicitet. Dog er ACE-hæmmere som klasse påvist at have

negative virkninger på den sene fosterudvikling. Hos gnavere og kaniner resulterer disse

44158_spc.doc

Side 16 af 18

virkninger i fosterdød og medfødte defekter (nyreskader) såvel som i øget peri- og

postnatal mortalitet.

Der er ikke observeret nogen carcinogenicitet i langtidsstudier af rotter og mus.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Calciumchloridhexahydrat

Lactosemonohydrat

Crospovidon (type A)

Cellulose, mikrokrystallinsk

Silica, kolloid vandfri

Magnesiumstearat

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30

Opbevares i original emballage for at beskytte mod fugt og lys.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blisterpakning (OPA/Al/PVC-film, Al-folie), i æske.

Pakningsstørrelser: 10, 14, 28, 30, 50, 56, 60, 90 og 100 stk.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler ved bortskaffelse.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

KRKA d.d. Novo mesto

Šmarješka cesta 6

8501 Novo mesto

Slovenien

Repræsentant

KRKA Sverige AB

Göta Ark 175

118 72 Stockholm

Sverige

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

44158

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

9. marts 2010

44158_spc.doc

Side 17 af 18

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

24. april 2018

44158_spc.doc

Side 18 af 18

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her