Paroxetin "HEXAL"

19. januar 2016

PRODUKTRESUMÉ

for

Paroxetin ”HEXAL”, filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

20640

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Paroxetin ”HEXAL”

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Paroxetin ”HEXAL” 10 mg:

Hver filmovertrukket tablet indeholder 10 mg paroxetin (som paroxetinhydrochlorid,

vandfrit 11,1 mg).

Paroxetin ”HEXAL” 20 mg:

Hver filmovertrukket tablet indeholder 20 mg paroxetin (som paroxetinhydrochlorid,

vandfrit 22,2 mg).

Paroxetin ”HEXAL” 30 mg:

Hver filmovertrukket tablet indeholder 30 mg paroxetin (som paroxetinhydrochlorid,

vandfrit 33,3 mg).

Paroxetin ”HEXAL” 40 mg:

Hver filmovertrukket tablet indeholder 40 mg paroxetin (som paroxetinhydrochlorid,

vandfrit 44,4 mg).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter.

Paroxetin ”HEXAL” 10 mg filmovertrukne tabletter:

Hvid, rund, tablet, mærket PX 10.

Paroxetin ”HEXAL” 20 mg filmovertrukne tabletter:

Hvid, rund, to-delelig tablet med trykdelekærv, kodet PX 20. Tabletten kan deles i to lige

store doser, hvis det er nødvendigt.

35318_spc.doc

Side 1 af 20

Paroxetin ”HEXAL” 30 mg filmovertrukne tabletter:

Blå, oval konveks tablet med trykdelekærv, mærket PX 30.

Tabletten kan deles i to lige store doser, hvis det er nødvendigt.

Paroxetin ”HEXAL” 40 mg filmovertrukne tabletter:

Hvid, rund, fire-delelig tablet med trykdelekærv, kodet PX 40. Tabletten kan deles i to lige

store doser, hvis det er nødvendigt.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af

Svær depression (major depression)

Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD)

Panikangst med og uden agorafobi

Social angst/fobi

Generaliseret angst

Posttraumatisk stress syndrom (PTSD)

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

SVÆR DEPRESSION

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Normalt ses bedring hos patienten efter en uges

behandling, men der kan også gå to uger. Som med al antidepressiv medicin bør dosis

checkes og om nødvendigt justeres efter 3-4 ugers behandling, og derefter når det er

klinisk relevant. For patienter med utilstrækkeligt respons på 20 mg, kan dosis øges med

10 mg gradvist op til maximalt 50 mg, afhængigt af patientrespons.

Patienter med depression skal behandles i mindst 6 måneder for at sikre, at de er

symptomfri.

OBSESSIV-KOMPULSIV TILSTAND (OCD)

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Patienter bør starte med 20 mg daglig, og dosis kan øges

gradvist med 10 mg ad gangen op til anbefalet dosis. Hvis der er utilstrækkeligt respons

efter nogle uger kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis op til højst 60 mg

daglig.

Patienter med OCD skal behandles i en tilstrækkelig lang periode til at sikre, at de er

symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

PANIKANGST

Anbefalet dosis er 40 mg daglig. Patienten startes på 10 mg/dag og dosis øges gradvist i 10

mg trin op til anbefalet dosis, afhængigt af patientrespons. Lav initial dosis anbefales for,

at minimere risikoen for forværring af paniksymptomerne, hvilket er generelt er kendt for,

at forekomme tidligt i behandlingen af denne tilstand. Hvis utilstrækkeligt respons ses efter

nogle ugers behandling, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis op til højst

60 mg daglig.

Patienter med panikangst skal behandles i en tilstrækkelig lang periode til at sikre, at de er

symptomfri. Denne periode kan vare flere måneder eller endnu længere (se pkt. 5.1).

35318_spc.doc

Side 2 af 20

SOCIAL ANGST/FOBI

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers

behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, i

10 mg trin, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum

(se pkt. 5.1).

GENERALISERET ANGST

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers

behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, i

10 mg trin, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum

(se pkt. 5.1).

POSTTRAUMATISK STRESS SYNDROM (PTSD)

Anbefalet dosis er 20 mg daglig. Hvis der ses utilstrækkeligt respons efter nogle ugers

behandling med anbefalet dosis, kan nogle patienter have nytte af en gradvist øget dosis, i

10 mg trin, op til højst 50 mg daglig. Langtidsbrug bør evalueres med jævne mellemrum

(se pkt. 5.1).

SYMPTOMER VED SEPONERING AF PAROXETIN

Brat seponering bør undgås (se pkt. 4.4 og 4.8). Det nedtrapningsregime, som er blevet

anvendt i kliniske studier, indebærer en reduktion af den daglige dosis med 10 mg/dag med

ugentlige intervaller. Hvis reduktion af dosis eller seponering medfører uacceptable

symptomer, må det overvejes at vende tilbage til den oprindeligt ordinerede dosis. Herefter

kan lægen fortsætte med at reducere dosis, men i et langsommere tempo.

Særlige populationer

Ældre

Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin forekommer hos ældre brugere, men

plasmakoncentrationsniveauet overlapper det observerede niveau for yngre brugere.

Behandlingen bør indledes med samme dosis som for voksne. Dosisøgning kan være

nødvendig hos visse patienter, men bør ikke overstige 40 mg daglig.

Børn og unge (7-17 år)

Paroxetin bør ikke bruges til behandling af børn og unge, da kontrollerede kliniske studier

har vist en sammenhæng mellem paroxetin og øget risiko for selvmordsadfærd og

fjendtlighed. Desuden har disse studier ikke i tilstrækkeligt omfang vist effekt (se pkt. 4.4

og 4.8).

Børn under 7 år

Anvendelse af paroxetin er ikke undersøgt hos børn under 7 år. Paroxetin bør ikke

anvendes, så længe der ikke er dokumentation for sikkerhed og virkning for børn i denne

aldersgruppe.

Nedsat nyre- eller leverfunktion

Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin ses hos patienter med svært nedsat nyrefunktion

(kreatininclearance mindre end 30 ml/min.), eller hos patienter med nedsat leverfunktion.

Doseringen bør derfor begrænses til den lave ende af det foreslåede dosisområde.

35318_spc.doc

Side 3 af 20

Administration

Det anbefales at indtage paroxetin én gang daglig om morgenen sammen med et måltid.

Tabletten bør ikke tygges, men synkes hel.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne

anført i pkt. 6.1.

Paroxetin er kontraindiceret i kombination med monoamin oxidase hæmmere (MAO-

hæmmer). Linezolid (et antibiotikum, som er en reversibel non-selektiv MAO-

hæmmer) kan i enkeltstående tilfælde gives sammen med paroxetin under

forudsætning af tæt observation af symptomer på serotoninsyndrom samt

blodtryksmonitorering (se pkt. 4.5).

Behandling med paroxetin kan påbegyndes:

to uger efter seponering af en irreversibel MAO-hæmmer eller

mindst 24 timer efter seponering af en reversibel MAO-hæmmer (f.eks.

moclobemid, linezolid, methylthioniniumchlorid (methylenblåt; et præoperativt

visualiseringsmiddel, som er en reversibel, non-selektiv MAO-hæmmer)

Der bør gå mindst en uge mellem seponering af paroxetin og påbegyndelse af

behandling med en MAO-hæmmer.

Paroxetin bør ikke gives til patienter sammen med thioridazin, da paroxetin ligesom

andre lægemidler, der hæmmer leverenzymet CYP450 2D6, kan øge plasmaniveauet

af thioridazin (se pkt. 4.5). Indgift af thioridazin alene kan medføre en forlængelse af

QTc-intervallet med associeret alvorlig ventrikulær arytmi, f.eks. torsades de pointes

og pludselig død.

Paroxetin bør ikke anvendes i kombination med pimozid (se pkt. 4.5).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Paroxetin bør introduceres med forsigtighed to uger efter afbrydelse af behandling med en

irreversibel MAO-hæmmer eller 24 timer efter afbrydelse af behandling med en reversibel

MAO-hæmmer. Dosis af paroxetin skal øges gradvist, indtil der opnås optimalt respons (se

pkt. 4.3 og pkt. 4.5).

Pædiatrisk population

Paroxetin ”HEXAL” bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år.

Selvmordsrelateret adfærd (selvmordsforsøg og selvmordstanker) og fjendtlighed

(fortrinsvis aggression, trodsig adfærd og vrede) blev observeret hyppigere i kliniske

undersøgelser blandt børn og unge behandlet med antidepressive midler i forhold til

gruppen behandlet med placebo.

Hvis det under hensyntagen til kliniske behov alligevel besluttes at behandle patienter i

denne gruppe, bør disse overvåges omhyggeligt for selvmordssymptomer. Derudover

mangler der langtidsdata om sikkerhed hos børn og unge med hensyn til vækst, modning

og kognitiv og adfærdsmæssig udvikling (se pkt. 4.8).

Selvmord/selvmordstanker eller klinisk forværring

Depression er forbundet med en øget risiko for selvmordstanker, selvdestruktive

handlinger og selvmord (selvmordsrelaterede hændelser). Denne risiko varer ved, indtil der

er sket en signifikant remission af sygdommen. Eftersom en bedring af depressionen

måske ikke ses før efter flere ugers behandling, bør patienten følges tæt, indtil en

forbedring ses. Generel klinisk erfaring viser, at selvmordsrisikoen kan stige i de tidlige

helbredelsesstadier.

35318_spc.doc

Side 4 af 20

Andre psykiatriske lidelser, for hvilke der ordineres Paroxetin ”HEXAL”, kan også være

forbundet med en øget risiko for selvmordsrelaterede hændelser. Yderligere kan disse

tilstande være co-morbide med svær depression. Der skal derfor tages de samme

forholdsregler ved behandling af patienter med andre psykiatriske lidelser som ved

patienter med svær depression.

Patienter, der tidligere har haft selvmordsrelaterede hændelser, eller patienter, der udviser

en signifikant grad af selvmordstanker eller selvmordsforsøg inden behandling, har større

risiko for selvmordstanker eller for at forsøge at begå selvmord og bør følges tæt under

behandlingen. En meta-analyse af placebo-kontrollerede kliniske studier af antidepressiva

givet til voksne patienter med psykiatriske lidelser viste øget risiko for selvmordsadfærd

hos patienter under 25 år behandlet med antidepressiva sammenlignet med placebogruppen

(se også pkt. 5.1).

Tæt overvågning, især af patienter i højrisikogruppen, bør ledsage den medicinske

behandling særlig ved behandlingsstart og dosisændringer. Patienter (og plejepersonale)

bør gøres opmærksom på behovet for overvågning med henblik på forekomst af en hvilken

som helst klinisk forværring, selvmordsadfærd eller -tanker samt unormale ændringer i

adfærd og på, at de straks skal søge læge, hvis disse symptomer opstår.

Akathisi/psykomotorisk rastløshed

Brugen af paroxetin har været knyttet til udvikling af akathisi, som er kendetegnet ved en

fornemmelse af rastløshed og psykomotorisk agitation såsom manglende evne til at sidde

eller stå stille, normalt i forbindelse med indre uro. Denne tilstand indtræffer med størst

sandsynlighed inden for de første par ugers behandling. For patienter, der udvikler disse

symptomer, kan dosisøgning være uhensigtsmæssig.

Serotonin syndrom/malignt neuroleptika syndrom

I sjældne tilfælde kan der udvikles symptomer på serotoninsyndrom eller symptomer, der

ligner symptomer på malignt neuroleptika syndrom, i forbindelse med

paroxetinbehandling, navnlig ved indgift sammen med andre serotonerge og/eller

neuroleptiske midler. Da disse syndromer kan medføre potentielt livstruende tilstande, bør

paroxetinbehandlingen seponeres ved forekomst af disse tilstande (der er kendetegnet ved

en række symptomer, f.eks. hypertermi, stivhed, myoklonus, unormal autonom funktion

eventuelt med hurtige udsving i vitale tegn, ændringer i den mentale tilstand, herunder

konfusion, irritabilitet, ekstrem agitation, der udvikler sig til delirium og koma), og der bør

indledes symptomatisk støttebehandling. Paroxetin bør ikke bruges sammen med

serotoninprecursore (f.eks. L-tryptofan og oxitriptan) på grund af risikoen for serotonerge

syndrom (se pkt. 4.3 og 4.5).

Mani

Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der

lider af eller har lidt af mani. Paroxetin bør seponeres fra patienter i manisk fase.

Nedsat nyre- eller leverfunktion

Der skal udvises forsigtighed ved patienter med svær nedsat nyrefunktion eller nedsat

leverfunktion (se pkt. 4.2).

Diabetes

Behandling med SSRI’er kan ændre den glykæmiske kontrol hos patienter med diabetes.

Det kan være nødvendigt at justere dosis af insulin og/eller oral hypoglykæmisk medicin. I

studier er der desuden set tegn på, at blodglucoseniveauerne kan stige, når paroxetin og

pravastatin administreres samtidigt (se pkt. 4.5).

35318_spc.doc

Side 5 af 20

Epilepsi

Ligesom andre antidepressiva skal paroxetin anvendes med forsigtighed til patienter, der

lider af epilepsi.

Kramper

Forekomsten af kramper ses hos færre end 0,1 % af de patienter, der behandles med

paroxetin. Lægemidlet bør seponeres hos patienter, der udvikler kramper.

Elektrochok terapi (ECT)

Der er kun begrænset klinisk erfaring med indgift af paroxetin, samtidig med at der gives

elektrochok terapi.

Glaukom

Ligesom andre SSRI kan paroxetin forårsage mydriasis og skal anvendes med forsigtighed

hos patienter der har eller har haft snævervinklet glaukom.

Hjertelidelser

De sædvanlige forholdsregler skal tages ved antidepressiv behandling af patienter med

hjertelidelser.

Hyponatriæmi

Hyponatriæmi er rapporteret i sjældne tilfælde, hovedsageligt hos ældre. Der bør ligeledes

udvises forsigtighed hos patienter, der er disponeret for hyponatriæmi, f.eks. i forbindelse

med samtidig brug af anden medicin og cirrose. Hyponatriæmi forsvinder generelt ved

seponering af paroxetin.

Blødning

Der er rapporteret om kutane abnormale blødninger, f.eks. ekkymose og purpura, i

forbindelse med SSRI. Der er ligeledes rapporteret om andre blødningstegn, f.eks.

gastrointestinal og gynækologisk blødning. Ældre patienter kan have øget risiko for ikke-

menstruationsrelateret blødning.

Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der tager SSRI samtidig med orale

antikoagulanter, lægemidler, der vides at påvirke blodpladefunktionen eller andre

lægemidler, som kan øge risikoen for blødning (f.eks. atypiske antipsykotika som clozapin,

phenothiaziner, de fleste TCA’er, acetylsalicylsyre, NSAID’er, COX-2-hæmmere), samt

hos patienter med tendens til blødning eller med lidelser, der gør dem prædisponeret for

blødning (se pkt. 4.8).

Interaktion med tamoxifen

Paroxetin, en potent hæmmer af CYP2D6, kan medføre reducerede koncentrationer af

endoxifen, der er en af de vigtigste aktive metabolitter af tamoxifen. Paroxetin skal derfor

så vidt muligt undgås under behandling med tamoxifen (se pkt. 4.5).

Symptomer ved seponering af paroxetin

Seponeringssymptomer er almindeligt forekommende ved stop af behandling, især hvis der

er tale om brat seponering (se pkt. 4.8). I kliniske undersøgelser er bivirkninger set ved

stop af behandling hos 30 % af patienterne behandlet med paroxetin og hos 20 % af

patienterne behandlet med placebo. Forekomst af seponeringssymptomer er ikke

ensbetydende med, at lægemidlet er misbrugs- eller afhængighedsskabende.

35318_spc.doc

Side 6 af 20

Risikoen for seponeringssymptomer kan afhænge af flere faktorer, f.eks. varigheden og

behandlingsdosis samt hvordan dosis er blevet reduceret. Der er rapporteret svimmelhed,

sensoriske forstyrrelser (herunder paræstesi, fornemmelse af elektrisk stød og tinnitus),

søvnforstyrrelser (herunder intense drømme), agitation eller angst, kvalme, tremor,

konfusion, svedtendens, hovedpine, diarré, palpitationer, emotionel uligevægt, irritabilitet

og synsforstyrrelser. Hos de fleste patienter er disse symptomer milde til moderate, men

hos nogle patienter kan de være svære. De indtræder normalt inden for de første dage efter

seponering af behandlingen, men symptomerne er i meget sjældne tilfælde rapporteret hos

patienter, der uforvarende har sprunget en dosis over. Symptomerne er generelt

forbigående og forsvinder normalt inden for to uger, mens de hos enkelte kan vare længere

(2-3 måneder eller mere). Det anbefales derfor at seponere behandlingen gradvist ved

nedtrapning af dosis over en periode på flere uger eller måneder alt efter patientens behov

(se pkt. 4.2).

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Serotonerge lægemidler

Som med andre SSRI’er kan samtidig administration af paroxetin og serotonerge stoffer

medføre 5-HT-associerede virkninger (serotoninsyndrom: se pkt. 4.4). Der bør udvises

forsigtighed og tættere klinisk monitorering bør foretages, når serotonerge stoffer (såsom

L-tryptofan, triptaner, tramadol, linezolid, methylthioniniumchlorid (methylenblåt),

SSRI’er, lithium, pethidin og perikumpræparater (Hypericum perforatum)) kombineres

med paroxetin. Det tilrådes også at udvise forsigtighed, når fentanyl anvendes i forbindelse

med universel anæstesi eller til behandling af kroniske smerter. Samtidig administration af

paroxetin og MAO-hæmmere er kontraindikeret pga. risiko for serotoninsyndrom (se pkt.

4.3).

Pimozid

Forøgede pimozid niveauer med en gennemsnitlig stigning på 2,5 gang er blevet påvist

under et studie med en enkelt, lav dosis pimozid (2 mg), når det administreres samtidigt

med 60 mg paroxetin. Dette kan forklares med paroxetins evne til at hæmme CYP2D6. På

grund af pimozids smalle terapeutiske indeks og dets kendte evne til at forlænge QT

interval, er samtidig brug af pimozid og paroxetin kontraindikeret (se pkt. 4.3).

Lægemiddelmetaboliserende enzymer

Paroxetins metabolisme og farmakokinetik kan påvirkes ved induktion eller hæmning af

lægemiddelmetaboliserende enzymer.

Ved indgift af paroxetin sammen med en kendt lægemiddelmetaboliserende

enzymhæmmer bør der anvendes doser af paroxetin i den lave ende af det foreslåede

dosisområde.

Initial dosisjustering af paroxetin er ikke nødvendig, når det tages sammen med kendte

lægemiddelmetaboliserende enzyminduktorer (f.eks. carbamazepin, rifampicin,

phenobarbital og phenytoin) eller sammen med fosamprenavir/ritonavir. Eventuel

dosisjustering af paroxetin (enten før eller efter stop af behandling med en enzyminduktor)

skal følge den kliniske effekt (tolerabilitet og virkning).

Fosamprenavir/ritonavir

SSRI´er kan reducere cholinesteraseaktivitet i plasma, hvilket medfører forlængelse af den

neuromuskulære blokerende virkning af mivacurium og suxamethonium.

Fosamprenavir/ritonavir

Samtidig administration af fosamprenavir/ritonavir 700/100 mg to gange daglig og

35318_spc.doc

Side 7 af 20

paroxetin 20 mg daglig i sunde raske frivillige i 10 dage nedsætter plasmanivaeuet af

paroxetin med ca. 55 %. Plasmaniveauet af fosamprenavir/ritonavir ved samtidig

administration af paroxetin svarer til lignende referenceværdier af andre studier, hvilket

indikerer, at paroxetin ikke har nogen signifikant effekt på metabolismen af

fosamprenavir/ritonavir. Der er ingen tilgængelige data om langtidseffekten (mere end 10

dage) af samtidig administration af paroxetin og fosamprenavir/ritonavir.

Procyclidin

Daglig indgift af paroxetin øger procyclidins plasmaniveau væsentligt. Hvis der ses

antikolinerge virkninger, skal procyclidindosis nedsættes.

Antikrampemidler

Carbamazepin, fenytoin, natriumvalproat. Samtidig indgift lader ikke til at have nogen

virkning på den farmakokinetiske/-dynamiske profil hos epilepsipatienter.

CYP2D6 hæmmende effekt af paroxetin

Som med andre antidepressive midler inklusiv SSRI-præparater, hæmmer paroxetin det

hepatiske cytokrom P450 enzym CYP2D6. Hæmning af CYP2D6 kan føre til øget plasma

koncentration af samtidig administrerende lægemidler, som metaboliseres af dette enzym.

Disse inkluderer visse tricykliske antidepressiva (f.eks. clomipramin, nortriptylin og

desipramin), phenothiazin neuroleptika (f.eks. perphenazin og thioridazin se pkt. 4.3),

risperidon, atomoxtin, visse Type 1c antiarytmikum (f.eks. propafenon og flecainid) og

metoprolol. Det anbefales ikke at anvende paroxetin samtidig med metoprolol når dette

gives ved hjerteinsufficiens på grund af det smalle terapeutiske indeks med metopolol i

denne indikation.

Farmakokinetisk interaktion mellem CYP2DC-hæmmere og tamoxifen, der viser en nedsat

plasmakoncentration af endoxifen, en af de mere aktive former af tamoxifen, på 65-75 %,

er rapporteret i litteraturen. I nogle studier er der rapporteret om nedsat virkning af

tamoxifen ved samtidig brug af nogle SSRI’er. Da nedsat virkning af tamoxifen ikke kan

udelukkes, bør samtidig administration af potenet CYP2D6-hæmmere (inklusive

paroxetin) så vidt muligt undgås (se pkt. 4.4).

Alkohol

Som ved andre psykotrope lægemidler bør patienten informeres om, at undgå alkohol

under behandling med paroxetin.

Orale antikoagulanter

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og orale

antikoagulanter. Samtidig indgift af paroxetin og orale antikoagulanter kan medføre øget

antikoagulantaktivitet og risiko for blødning. Paroxetin bør derfor anvendes med

forsigtighed hos patienter, som er under behandling med orale antikoagulanter (se pkt.

4.4).

NSAID, acetylsalicylsyre og andre lægemiddelstoffer med trombocythæmmende

effekt

Der kan forekomme farmakodynamisk interaktion mellem paroxetin og

NSAID/acetylsalicylsyre. Samtidig indgift af paroxetin og NSAID/acetylsalicylsyre kan

medføre øget risiko for blødning (se pkt. 4.4).

Forsigtighed bør udvises når patienter, der tager SSRI’er, samtidig er i behandling med

antikoagulantia eller lægemidler, som har indvirkning på blodpladerne eller forårsager øget

risiko for blødning (f.eks. atypiske antipsykotika som clozapin, phenotiaziner, de fleste

35318_spc.doc

Side 8 af 20

tricykliske antidepressiva, acetylsalicylsyre, NSAID, COX-2 inhibitorer). Ligeledes bør

forsigtighed udvises med patienter, som tidligere har haft blødninger eller som er

prædisponerede for blødninger.

35318_spc.doc

Side 9 af 20

Pravastatin

I studier er der set en interaktion mellem paroxetin og pravastatin, der tyder på, at samtidig

administration af paroxetin og pravastatin kan føre til en stigning i blodglucoseniveauerne.

Hos patienter med diabetes mellitus, som får både paroxetin og pravastatin, kan det være

nødvendigt at justere dosis af orale hypoglykæmika og/eller insulin (se pkt. 4.4).

4.6

Graviditet og amning

Fertilitet

Data fra dyrestudier har vist, at paroxetin kan påvirke sædkvaliteten (se pkt. 5.3). In vitro data

med humant materiale indikerer en vis effekt på sædkvaliteten. Humane spontane rapporter

om brug af visse SSRI’er har vist, at effekten på sædkvaliteten er reversibel. Hidtil er der ikke

observeret påvirkning af den humane fertilitet.

Graviditet

Epidemilogiske studier indikerer en forøget risiko for medfødte misdannelser, især

kardiovaskulære (f.eks. ventrikelseptumdefekter og atrieseptumdefekter) i forbindelse med

brugen af paroxetin i første trimester. Mekanismen er ukendt. Data tyder på, at risikoen for

at få et barn med en kardiovaskulær defekt, hvis moderen har taget paroxetin, er mindre

end 2/100 sammenlignet med en forventet rate for disse defekter, på ca. 1/100 i den

almindelige befolkning.

Paroxetin bør kun anvendes under graviditet på tvingende indikation. Den behandlende

læge bør overveje muligheden for alternativ behandling til gravide kvinder og kvinder der

planlægger at blive gravide.

Brat seponering bør undgås under graviditet (se pkt. 4.2).

Nyfødte skal observeres, hvis moderen fortsætter med at bruge paroxetin til langt hen i

graviditeten, særligt i sidste trimester.

Følgende symptomer kan forekomme hos den nyfødte efter moderens brug af paroxetin i

de sene stadier af graviditeten: åndedrætsbesvær, cyanose, apnø, kramper,

temperaturudsving, besvær med fødeindtagelse, opkastning, hypoglykæmi, hypotoni,

hypertoni, hyperrefleksi, tremor, dirren, irritabilitet, letargi, konstant gråd, somnolens og

problemer med at sove. Disse symptomer kan være forårsaget af enten serotonerge effekter

eller seponeringssymptomer. I de fleste tilfælde begynder komplikationerne umiddelbart

eller hurtigt (< 24 timer) efter fødslen.

Epidemiologiske data tyder på at brug af SSRI’er under graviditet, især sidst i graviditeten,

kan forøge risikoen for Persisterende Pulmonal Hypertension hos den Nyfødte (PPHN).

Den observerede risiko var ca. 5 tilfælde for hver 1000 graviditeter. I den almindelige

befolkning er risikoen 1 til 2 tilfælde af PPHN for hver 1000 graviditeter.

Dyrestudier har vist reproduktiv toksicitet, men tyder ikke på direkte skadelige virkninger

med hensyn til graviditet, fosterudvikling, fødsel eller postnatal udvikling (se pkt. 5.3).

Amning

Små mængder paroxetin udskilles i modermælk. I publicerede undersøgelser kunne der

ikke påvises serumkoncentrationer hos ammede spædbørn (< 2 ng/ml), eller de var meget

lave (< 4 ng/ml). Der blev ikke observeret lægemiddelvirkninger hos disse spædbørn.

Amning kan overvejes, da ingen påvirkning forventes.

35318_spc.doc

Side 10 af 20

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Kliniske erfaringer har vist, at behandling med paroxetin ikke er forbundet med nedsat

kognitiv eller psykomotorisk funktion. Som med alle psykofarmaka bør patienterne alligevel

advares om, at deres evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner kan blive forringet.

Selvom paroxetin ikke yderligere forringer de mentale eller motoriske evner, som skyldes

alkohol, frarådes samtidig brug af paroxetin og alkohol.

4.8

Bivirkninger

Intensiteten og hyppigheden af nogle af nedenstående bivirkninger kan aftage i løbet af

behandlingen og fører generelt ikke til afbrydelse af behandlingen. Bivirkningerne er

inddelt efter systemorganklasse og hyppighed. Hyppigheden defineres som følger: meget

almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til < 1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til <

1/100), sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000), meget sjælden (< 1/10.000), ikke kendt (kan

ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

Blod og lymfesystem

Ikke almindelig: Unormal blødning, fortrinsvis hud- og slimhindeblødninger (herunder

ekkymose og gynækologisk blødning).

Meget sjælden: Trombocytopeni.

Immunsystemet

Meget sjælden: Alvorlige og potentielt fatale allergiske reaktioner (herunder anafylaktoide

reaktioner og angioødem).

Det endokrine system

Meget sjælden: SIADH (Syndrome of Inappropriate Anti-Diuretic Hormone secretion).

Metabolisme og ernæring

Almindelig: Forhøjet kolesterol, nedsat appetit.

Ikke almindelig: Der er rapporteret om ændringer i den glykæmiske kontrol hos

diabetespatienter (se pkt. 4.4).

Sjælden: Hyponatriæmi.

Hyponatriæmi er fortrinsvis rapporteret hos ældre patienter og undertiden på grund af

SIADH.

Psykiske forstyrrelser

Almindelig: Somnolens, insomnia, agitation, unormale drømme (inklusive mareridt).

Ikke almindelig: Konfusion, hallucinationer.

Sjælden: Maniske reaktioner, angst, depersonalisation, panikanfald, akathisi (se pkt. 4.4).

Frekvensen ikke kendt: Selvmordstanker, selvmordsadfærd, aggression

Tilfælde af selvmordstanker og selvmordsadfærd er rapporteret under behandling med

paroxetin eller kort efter behandlingsophør (se pkt. 4.4).

Tilfælde af aggression er iagttaget efter markedsføring.

Disse symptomer kan også skyldes den underliggende sygdom.

35318_spc.doc

Side 11 af 20

Nervesystemet

Almindelig: Svimmelhed, tremor, hovedpine, koncentrationsbesvær.

Ikke almindelig: Ekstrapyramidale lidelser.

Sjælden: Akathisi (se pkt. 4.4), kramper, uro i benene (Restless legs syndrome – RLS).

Meget sjælden: Serotoninsyndrom (symptomer kan være agitation, konfusion, diaforese,

hallucinationer, hyperrefleksi, myoklonus, skælven, takykardi og tremor).

Ekstrapyramidale lidelser, herunder orofacial dystoni, er undertiden rapporteret hos

patienter med underliggende bevægelsesforstyrrelser eller hos patienter i behandling med

neuroleptika.

Øjne

Almindelig: Sløret syn.

Ikke almindelig: Mydriasis (se pkt. 4.4).

Meget sjælden: Akut glaukom.

Øre og labyrint

Frekvens ikke kendt: Tinnitus

Hjerte

Ikke almindelig: Sinustakykardi.

Sjælden: Bradycardi.

Vaskulære sygdomme

Ikke almindelig: Forbigående stigning eller fald i blodtryk, postural hypotension.

Forbigående stigning eller fald i blodtryk er rapporteret efter behandling med paroxetin,

oftest hos patienter med forudgående hypertension eller angst.

Luftveje, thorax og mediastinum

Almindelig: Gaben.

Mave-tarm-kanalen

Meget almindelig: Kvalme.

Almindelig: Forstoppelse, diarré, opkastning, mundtørhed.

Meget sjælden: Gastrointestinal blødning.

Lever og galdeveje

Sjælden: Forhøjede leverenzymer.

Meget sjælden: Leverpåvirkning (f.eks. hepatitis, undertiden forbundet med gulsot og/eller

leversvigt). Der er rapporteret forhøjede leverenzymer. Der er også meget sjældent

modtaget post-marketing rapporter om leverpåvirkning (hepatitis, undertiden forbundet

med gulsot og/eller leversvigt). Seponering af paroxetin må overvejes, hvis testresultater

viser længerevarende påvirkning af leverfunktionen.

Hud og subkutane væv

Almindelig: Svedtendens.

Ikke almindelig: Hududslæt, kløe.

Meget sjælden: Svære kutane bivirkninger (herunder erythema multiforme, Stevens-

Johnsons syndrom og toksisk epidermal nekrolyse), urticaria, fotosensibilitet.

Nyrer og urinveje

Ikke almindelig: Urinretention, urininkontinens.

35318_spc.doc

Side 12 af 20

Det reproduktive system og mammae

Meget almindelig: Seksuel dysfunktion.

Sjælden: Hyperprolaktinæmi/galaktorré, menstruationsforstyrrelser (herunder menoragi,

metroragi, amenoré, forsinket menstruation og uregelmæssig menstruation).

Meget sjælden: Priapisme.

Knogler, led, muskler og bindevæv

Sjælden: Artalgi, myalgi.

Epidemiologiske studier hovedsageligt udført hos patienter på 50 år og opefter, viser en

forøget risiko for knoglebrud hos patienter som får SSRI’er eller TCA’er. Mekanismen bag

dette er ukendt.

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Almindelig: Asteni, vægtforøgelse.

Meget sjælden: Perifert ødem.

Symptomer ved seponering af paroxetin

Almindelig: Svimmelhed, sensoriske forstyrrelser, søvnforstyrrelser, angst, hovedpine.

Ikke almindelig: Agitation, kvalme, tremor, konfusion, svedtendens, emotionel uligevægt,

synsforstyrrelser, hjertebanken, diarré, irritabilitet.

Seponering af paroxetin (især brat seponering) medfører ofte symptomer. Der er

rapporteret svimmelhed, sensoriske forstyrrelser (herunder paræstesi, fornemmelse af

elektrisk stød og tinnitus), søvnforstyrrelser (herunder intense drømme), agitation eller

angst, kvalme, tremor, konfusion, svedtendens, hovedpine, diarré, hjertebanken, emotionel

uligevægt, irritabilitet og synsforstyrrelser.

Hos de fleste patienter er disse symptomer milde til moderate og forbigående, men hos

nogle patienter kan de være svære og/eller langvarige. Det anbefales derfor, når

paroxetinbehandling ikke længere er påkrævet, at seponere medicinen gradvist ved

nedtrapning af dosis (se pkt. 4.2 og 4.4).

Bivirkninger set ved pædiatriske kliniske undersøgelser

Der er observeret følgende bivirkninger:

Øget selvmordsrelateret adfærd (herunder selvmordsforsøg og selvmordstanker),

selvdestruktive handlinger og øget fjendtlighed. Selvmordstanker og selvmordsforsøg

forekom hovedsageligt i kliniske forsøg med unge med større depressive forstyrrelser.

Øget fjendtlighed forekom specielt hos børn med obsessiv-kompulsiv tilstand, især hos

børn under 12 år.

Derudover blev der set følgende hændelser: Nedsat appetit, tremor, øget svedtendens,

hyperkinesi, agitation, emotionel labilitet (inklusive gråd og humørsvingninger),

blødningsrelaterede bivirkninger, hovedsageligt i huden og slimhinderne.

Efter seponering/nedtrapning af paroxetin er der set følgende hændelser: Emotionel

labilitet (inklusive gråd, humørsvingninger, selvdestruktive handlinger, selvmordstanker og

selvmordsforsøg), nervøsitet, svimmelhed, kvalme og mavesmerter (se pkt. 4.4).

Der findes yderligere information om kliniske forsøg udført hos børn i pkt. 5.1.

35318_spc.doc

Side 13 af 20

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Symptomer og tegn

Den tilgængelige information om overdosering af paroxetin viser, at sikkerhedsgrænserne er

vide. Erfaringerne ved overdosering af paroxetin har indikeret, at foruden de symptomer, som

nævnes i pkt. 4.8, er feber og ufrivillige muskelsammentrækninger blevet rapporteret.

Patienterne restitueredes generelt uden alvorlige følgetilstande, også i tilfælde hvor doser på

op til 2000 mg er blevet taget på en gang. Hændelser, såsom koma eller EKG-ændringer, er i

enkelte tilfælde blevet rapporteret og i meget sjældne tilfælde med dødelig udgang, men

generelt ved indtagelse af paroxetin i forbindelse med andre psykotrope lægemidler med eller

uden indtagelse af alkohol.

Behandling

Der kendes ingen specifik antidot.

Behandlingen bør omfatte de foranstaltninger, som normalt anvendes ved behandling af

overdosis af ethvert andet antidepressivt middel. For at nedsætte absorptionen af paroxetin,

kan administration af 20-30 g medicinsk kul overvejes, hvis det er muligt inden for få timer

efter indtagelse af overdosis. Støttende behandling med hyppig monitorering af vitale tegn og

omhyggelig observation er indiceret. Patientens behandling skal være, som der er klinisk

indikation for.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: N 06 AB 05. Antidepressiva - selektive serotonin-genoptagshæmmere (SSRI).

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Virkningsmekanisme

Paroxetin er en potent og selektiv hæmmer af optagelsen af 5-hydroxytryptamin (5-HT,

serotonin), og dets antidepressive virkning og effektivitet ved behandling af OCD, social

angst/fobi, generaliseret angst, posttraumatisk stress syndrom og panikangst anses for at være

forbundet med dets specifikke hæmning af optagelsen af 5-HT i hjerneneuroner.

Paroxetin er kemisk ikke relateret til tricykliske, tetracykliske og andre tilgængelige

antidepressiva. Paroxetin har lav affinitet til muskarine kolinerge receptorer, og dyreforsøg

har kun indiceret svage antikolinerge egenskaber.

35318_spc.doc

Side 14 af 20

I overensstemmelse med denne selektive virkning har in vitro undersøgelser vist, at paroxetin

i modsætning til tricykliske antidepressiva, har ringe affinitet til alfal, alfa2 og beta-

adrenoceptorer, dopamin (D2), 5-HTl-lignende, 5-HT2- og histamin (H1)-receptorer. Denne

mangel på interaktion med postsynaptiske receptorer in vitro underbygges af in vivo

undersøgelser, som har vist mangel på CNS-nedsættende og hypotensive egenskaber.

Farmakodynamiske virkninger

Paroxetin nedsætter ikke den psykomotoriske funktion og forstærker heller ikke ethanols

depressive virkninger.

Ligesom andre selektive 5-HT-optagshæmmere giver paroxetin symptomer på øget 5-HT –

receptor stimulation ved indgift hos dyr, som tidligere har fået MAO-hæmmere eller

tryptofan. Adfærds- og EEG-undersøgelser viser, at paroxetin virker svagt aktiverende ved

doser, der generelt ligger over det, der kræves for at hæmme 5-HT-optagelsen.

Aktiveringsegenskaberne er ikke af "amfetaminlignende" art.

Dyreforsøg viser, at paroxetin tolereres godt af hele hjerte-kar-systemet. Paroxetin producerer

ingen klinisk signifikante ændringer i blodtryk, hjertefrekvens og EKG efter indgift hos raske

individer.

Undersøgelser viser, at paroxetin i modsætning til antidepressiva, som hæmmer optagelsen af

noradrenalin, har langt mindre tilbøjelighed til at hæmme de antihypertensive virkninger af

guanethidin.

Ved behandling af depression kan paroxetins virkning sammenlignes med standard

antidepressiva.

Der er også visse tegn på, at paroxetin kan være af terapeutisk værdi for patienter, som ikke

reagerer på standardbehandling.

Morgendosering med paroxetin har ingen skadelig virkning på søvnens kvalitet eller

varighed. Patienterne vil desuden sandsynligvis opleve, at de sover bedre, når de begynder at

reagere på paroxetinbehandlingen.

Selvmordsanalyse hos voksne

En paroxetin-specifik analyse af placebokontrollerede kliniske studier hos voksne med

psykiske lidelser viste en højere frekvens af selvmordsadfærd hos unge voksne (18-24 år)

behandlet med paroxetin sammenlignet med placebo (2,19 % vs. 0,92 %). I de ældre

aldersgrupper blev lignende stigninger ikke observeret. Hos voksne med moderat til svær

depression (alle aldersgrupper) sås der en stigning i frekvensen af selvmordsadfærd hos

patienter behandlet med paroxetin sammenlignet med placebo (0,32 % vs. 0,05 %); alle

hændelserne var selvmordsforsøg. Dog var størstedelen af selvmordsforsøgene (8 ud af 11)

ved paroxetin-behandlingen hos unge voksne (se pkt. 4.4).

Dosis respons

I studier med fast dosis er dosis respons kurven flad, og tyder således ikke på en fordel med

hensyn til effekt, for at bruge større doser end anbefalet. Der er dog nogle kliniske data, som

tyder på at optitrering af dosis kan være fordelagtigt for nogle patienter.

Langtidsvirkning

Paroxetins langtidsvirkning på depression er påvist i en vedligeholdelsesundersøgelse af 52

ugers varighed med recidivforebyggelse:12 % af de patienter, der fik paroxetin (20-40 mg

daglig), recidiverede sammenlignet med 28 % af de patienter, der fik placebo.

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af OCD er undersøgt i tre

vedligeholdelsesundersøgelser af 24 ugers varighed med recidivforebyggelse. I en af de tre

undersøgelser blev der påvist en væsentlig forskel i forholdet mellem paroxetinrecidivister

(38 %) og placeborecidivister (59 %).

35318_spc.doc

Side 15 af 20

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af panikangst er påvist i en

vedligeholdelsesundersøgelse af 24 ugers varighed med recidivforebyggelse: 5 % af de

patienter, der fik paroxetin (10-40 mg daglig), recidiverede sammenlignet med 30 % af de

patienter, der fik placebo. Dette blev underbygget af en vedligeholdelsesundersøgelse af 36

ugers varighed.

Paroxetins langtidsvirkning ved behandling af socialangst, generaliseret angst og

posttraumatisk stress syndrom er ikke påvist tilstrækkeligt.

Bivirkninger i kliniske forsøg med børn

I kortvarige (op til 10-12 uger) kliniske forsøg med børn og unge blev følgende

bivirkninger observeret hos paroxetinbehandlede patienter med en hyppighed på mindst 2

% af patienterne og med en hyppighed, der var mindst to gange højere end med placebo:

Øget selvmordsrelateret adfærd (herunder selvmordsforsøg og selvmordstanker),

selvdestruktive handlinger og øget fjendtlighed. Selvmordstanker og selvmordsforsøg

forekom hovedsageligt i kliniske forsøg med unge med større depressive forstyrrelser.

Øget fjendtlighed forekom specielt hos børn med obsessiv-kompulsiv tilstand, især hos

børn under 12 år. Derudover blev følgende hændelser set oftere i paroxetingruppen end i

placebogruppen: Nedsat appetit, tremor, øget svedtendens, hyperkinesi, agitation,

emotionel labilitet (inklusive gråd og humørsvingninger).

I kliniske forsøg, hvor der blev anvendt nedtrapning, blev der rapporteret om følgende

symptomer i nedtrapningsfasen eller efter seponering af paroxetin hos mindst 2 % af

patienterne og mindst to gange så hyppigt som med placebo: Emotionel labilitet (inklusive

gråd, humørsvingninger, selvdestruktive handlinger, selvmordstanker og selvmordsforsøg),

nervøsitet, svimmelhed, kvalme og mavesmerter (se pkt. 4.4).

I fem parallelgruppe-forsøg, hvor behandlingen varede fra otte uger til otte måneder, blev

der set blødningsrelaterede bivirkninger, særligt i huden og slimhinderne, hos 1,74 % af de

paroxetinbehandlede patienter og hos 0,74 % af de placebobehandlede patienter.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Paroxetin absorberes godt efter oral dosering og undergår first-pass-metabolisme. På grund af

firstpass-metabolisme er paroxetin mængden til systemisk cirkulation mindre end den

mængde, der absorberes fra mave-tarm-kanalen. Der forekommer delvis mætning af first-

pass-virkningen og reduceret plasmaclearance, når kropsbelastningen stiger med højere

enkeltdoser eller flere doser. Dette giver uforholdsmæssige stigninger i

plasmakoncentrationerne af paroxetin, og de farmakokinetiske parametre er således ikke

konstante, hvilket giver ikke-lineær kinetik. Afvigelse fra linearitet er dog generelt lille og

begrænset til de personer, som opnår lave plasmaniveauer ved lave doser.

Systemisk steady state indtræder 7-14 dage efter behandlingens start med standard eller

kontrolleret frigivelsesformuleringer, og de farmakokinetiske egenskaber lader ikke til at

ændre sig under langtidsbehandling.

Fordeling

Vævsfordelingen af paroxetin er vidtgående, og farmakokinetiske beregninger viser, at kun 1

% af paroxetin i kroppen findes i plasmaet.

Ca. 95 % af paroxetin er protein bundet i terapeutiske koncentrationer.

35318_spc.doc

Side 16 af 20

Der er ikke påvist sammenhæng mellem paroxetinplasmakoncentrationen og klinisk virkning

(bivirkninger og effekt).

Biotransformation

Paroxetins hovedmetabolitter er polære og konjugerede oxiderings- og

methyleringsprodukter, der hurtigt elimineres. På baggrund af den relative mangel på

farmakologisk aktivitet er det højst usandsynligt, at metabolitterne bidrager til paroxetins

terapeutiske virkning.

Metabolismen opvejer dog ikke paroxetins selektive virkning på optagelsen af neuronal 5-HT.

Eliminering

Udskillelsen af uændret paroxetin i urin er normalt under 2 % af dosis, mens den for

metabolitter er ca. 64 % af dosis. Omkring 36 % af dosis udskilles i fæces, sandsynligvis via

galden, hvoraf uændret paroxetin udgør under 1 % af dosis. Paroxetin elimineres således

næsten udelukkende via metabolisme.

Udskillelsen af metabolitter sker i to faser - først som følge af first-pass-metabolisme og

derefter ved systemisk eliminering af paroxetin.

Elimineringens halveringstid varierer, men er normalt ca. 1 dag.

Særlige patientgrupper

Ældre patienter og nedsat nyre- eller leverfunktion

Øgede plasmakoncentrationer af paroxetin ses hos ældre patienter og patienter med alvorligt

svækket nyre- eller nedsat leverfunktion, men plasmakoncentrationsniveauet overlapper

niveauet for raske voksne.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

I toksikologiske undersøgelser af rhesus aber og albino rotter svarer den metaboliske pathway

til den, der er beskrevet for mennesker. Som forventet i forbindelse med lipofile aminer,

herunder tricykliske antidepressiva, er phospholipidose set hos rotter. Phospholipidose er ikke

observeret i primatundersøgelser af op til 1 års varighed ved doser på 6 gange højere det

anbefalede niveau for kliniske doser.

Carcinogenese: Undersøgelser af to års varighed på mus og rotter har ikke vist tumorigen

virkning af paroxetin.

Genotoksicitet: Der er ikke observeret genotoksicitet ved en række in vitro og in vivo test.

Reproduktionstoksicitetsstudier i rotter har vist, at paroxetin påvirker den mandlige og

kvindelige fertilitet ved at reducere fertilitetindeks og graviditetsrate. Hos rotter blev der

observeret en øget dødelighed og forsinket knogledannelse hos afkommet. Sidstnævnte effekt

var sandsynligvis relateret til maternel toksicitet og betragtes ikke som en direkte effekt på

fosteret/nyfødte.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Tabletkerne

Mannitol

Cellulose, mikrokrystallinsk

Copovidon K28

Natriumstivelsesglycolat (type A)

Silica, kolloid vandfri

35318_spc.doc

Side 17 af 20

Magnesiumstearat

35318_spc.doc

Side 18 af 20

Filmovertræk

Hypromellose 5cps

Talcum

Titandioxid (E171)

30 mg tabletter indeholder yderligere:

Jernoxid (E172)

Indigotin (E132)

6.2

Uforligeligheder

Ingen.

6.3

Opbevaringstid

Blister (Al/PVC):

10 mg, 30 mg: 3 år.

20 mg, 40 mg: 5 år

Polyethylen tabletbeholder:

10 mg, 20 mg, 30 mg, 40 mg: 3 år

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Blister (Al/PVC):

10 mg og 30 mg: Må ikke opbevares over 30° C.

20 mg og 40 mg: Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbe-

varingen.

Polyethylen tabletbeholder:

Må ikke opbevares over 30

6.5

Emballagetype og pakningsstørrelser

Blisterpakning (PVC/Aluminium) eller HDPE tabletbeholder med LDPE skruelåg.

Pakningsstørrelser

10 mg og 30 mg: 7, 10, 14, 20, 28, 30, 50, 60, 100 og 250 tabletter.

20 mg: 7, 10, 14, 15, 20, 28, 30, 40, 50, 50 x 1, 60, 100, 200 og 250 tabletter.

40 mg: 7, 14, 15, 20, 28, 30, 40, 50, 50 x 1, 60, 100, 200 og 250 tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER Af MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

HEXAL A/S

Edvard Thomsens Vej 14

2300 København S

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

10 mg: 35317

20 mg: 31631

30 mg: 35318

40 mg: 31632

35318_spc.doc

Side 19 af 20

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

25. januar 2001 (20 mg).

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

19. januar 2016

35318_spc.doc

Side 20 af 20