Paraterax

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Paraterax 8+2,5 mg tabletter
  • Dosering:
  • 8+2,5 mg
  • Lægemiddelform:
  • tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Paraterax 8+2,5 mg tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 42855
  • Sidste ændring:
  • 22-02-2018

Produktresumé

31. august 2017

PRODUKTRESUMÉ

for

Paraterax, tabletter

0.

D.SP.NR.

25784

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Paraterax

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 tablet indeholder 6,676 mg perindopril svarende til 8 mg perindopril tert-butylamin og

2,5 mg indapamid.

Hjælpestof

, som behandleren skal være opmærksom på

: lactosemonohydrat

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1

3.

LÆGEMIDDELFORM

Tabletter.

Hvide, runde tabletter.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Ved behandling af essentiel hypertension er Paraterax indiceret som erstatningsbehandling

til patienter, som allerede kontrolleres med perindopril og indapamid, der gives samtidig

og på det samme dosisniveau.

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

En tablet dagligt som enkeltdosis, helst om morgenen og før et måltid.

Særlige populationer

Ældre (se pkt. 4.4)

Hos ældre skal plasma-kreatininniveauet justeres i forhold til alder, vægt og køn. Ældre

patienter kan behandles, hvis nyrefunktionen er normal og efter vurdering af

blodtryksrespons.

Nedsat nyrefunktion (se punkt 4.4)

I tilfælde af svært og moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance under 60 ml/min) er

behandlingen kontraindiceret.

42855_spc.doc

Side

1 af 24

Den normale medicinske praksis inkluderer periodisk kontrol af kreatinin og kalium.

Nedsat leverfunktion (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.2)

I tilfælde af svært nedsat leverfunktion er behandlingen kontraindiceret.

Det er ikke nødvendigt at justere dosis hos patienter med moderat nedsat leverfunktion.

Pædiatrisk population

Parateraxs sikkerhed og virkning hos børn og unge er endnu ikke klarlagt. Der foreligger

ingen data. Paraterax bør ikke gives til børn og unge.

Administration

Oral anvendelse.

4.3

Kontraindikationer

Forbundet med perindopril

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for andre ACE-hæmmere

Tidligere forekomst af angioødem (Quinckes ødem) forbundet med ACE-

hæmmerbehandling (se pkt. 4.4)

Arveligt eller idiopatisk angioødem

Graviditet i andet og tredje trimester (se pkt. 4.4 og 4.6)

Samtidig anvendelse af Paraterax med lægemidler indeholdende aliskiren hos patienter

med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR<60 ml/min/1,73 m

) (se pkt. 4.5

og 5.1).

Forbundet med indapamid

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for andre sulfonamider

Svært og moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance under 60 ml/min)

Lever encefalopati

Svært nedsat leverfunktion

Hypokaliæmi

Som en generel regel frarådes det at bruge dette lægemiddel i kombination med non-

antiarytmika, som fremkalder torsades de pointes (se pkt. 4.5)

Amning (se pkt. 4.6)

Forbundet med Paraterax

Overfølsomhed over for et eller flere af hjælpestofferne angivet i pkt. 6.1

Grundet mangel på tilstrækkelig terapeutisk erfaring bør Paraterax ikke anvendes til:

Patienter i dialyse

Patienter med ubehandlet hjertesvigt.

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Særlige advarsler

Forbundet med perindopril og indapamid

Lithium

Det anbefales normalt ikke at kombinere lithium med kombinationen af perindopril og

indapamid (se pkt. 4.5).

42855_spc.doc

Side

2 af 24

Forbundet med perindopril

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk. ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke

anvendes samtidigt hos patienter med diabetisk nefropati.

Kaliumbesparende lægemidler, kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger

Kombinationen af perindopril og kaliumbesparende lægemidler, kaliumtilskud eller

kaliumholdige salterstatninger frarådes normalt (se pkt. 4.5).

Neutropeni/agranulocytose/trombocytopeni/anæmi

Der er observeret neutropeni/agranulocytose, trombocytopeni og anæmi hos patienter i

behandling med ACE-hæmmere. Neutropeni forekommer kun sjældent hos patienter med

normal nyrefunktion og uden andre komplikationer. Perindopril skal anvendes med stor

forsigtighed hos patienter, der har kollagenose, får immunosuppressiv terapi eller

behandles med allopurinol eller procainamid, eller som har en kombination af disse

komplikationer, navnlig hvis der allerede forekommer nedsat nyrefunktion. Nogle af disse

patienter fik alvorlige infektioner, som i nogle få tilfælde ikke reagerede på intensiv

antibiotikabehandling. Hvis perindopril anvendes til denne patientgruppe, anbefales

løbende kontrol af leukocyttal, og patienterne bør vejledes om at indberette ethvert tegn på

infektion (f.eks. ondt i halsen, feber) (se pkt. 4.5 og 4.8).

Overfølsomhed/angioødem

Angioødem i ansigt, ekstremiteter, læber, tunge, glottis og/eller larynx er indberettet i

sjældne tilfælde for patienter behandlet med ACE-hæmmere inklusive perindopril (se pkt.

4.8). Det kan opstå når som helst under behandlingen. I så fald skal behandling med

perindopril seponeres øjeblikkeligt, og der bør indledes passende overvågning af patienten

for at sikre, at samtlige symptomer har fortaget sig, før patienten udskrives. I de tilfælde,

hvor hævelsen indskrænkede sig til ansigt og læber, fortog den sig normalt uden behand-

ling. Imidlertid har antihistaminer vist sig at kunne afhjælpe symptomerne.

Et angioødem, der forbindes med et ødem i larynx, kan medføre døden. Et ødem, der

omfatter tunge, glottis eller larynx, kan medføre obstruktion af luftveje, og der skal

omgående iværksættes en passende behandling, som kan omfatte subkutan indgift af

adrenalinopløsning 1:1000 (0,3-0,5 ml) og/eller foranstaltninger til at holde luftvejene frie.

Sorte patienter, der får ACE-hæmmere, rapporteres at have en højere incidens af

angioødemer end ikke-sorte patienter.

Patienter med angioødem i anamnesen uden forbindelse til ACE-hæmmerterapi kan have

en øget risiko for at udvikle angioneurotiske ødemer under behandling med en ACE-

hæmmer (se pkt. 4.3).

Der er rapporteret sjældne tilfælde af angioødem i tarmsystemet hos patienter, der fik

ACE-hæmmere. Disse patienter debuterede med abdominalsmerter (med eller uden kvalme

42855_spc.doc

Side

3 af 24

eller opkastning). I nogle tilfælde sås intet forudgående ansigtsødem, og C1-

esteraseværdier var normale. Det angioødem blev diagnosticeret ved hjælp af procedurer,

der omfattede CT-skanning af abdomen eller ultralyd, eller ved operation, og symptomerne

forsvandt efter seponering af ACE-hæmmeren. Intestinalt angioødem bør medtages i

differentialdiagnosen hos patienter, der får ACE-hæmmere og oplever abdominalsmerter.

Samtidig brug af mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus, everolimus, temsirolimus):

Patienter, der samtidig er i behandling med mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus, everolimus,

temsirolimus) kan have større risiko for angioødem (f.eks. hævelse af luftveje eller tunge,

med eller uden nedsat vejrtrækning) (se pkt. 4.5).

Anafylaktoide reaktioner under desensibilisering

Der har været isolerede rapporter om patienter, der oplevede vedholdende, livstruende

anafylaktoide reaktioner, medens de fik ACE-hæmmere under desensibiliserings-

behandling med hymenoptera-gift (bier/hvepse). ACE-hæmmere bør anvendes med

forsigtighed hos allergiske patienter behandlet med desensibilisering og undgås hos dem,

der gennemgår giftimmunterapi. Disse reaktioner kunne imidlertid forhindres ved

midlertidig inddragelse af ACE-hæmmer i mindst 24 timer før behandling hos patienter,

der kræver både ACE-hæmmere og desensibilisering.

Anafylaktoide reaktioner under LDL-aferese

Patienter har i sjældne tilfælde oplevet vedholdende, livstruende anafylaktoide reaktioner,

medens de fik ACE-hæmmere under LDL-aferese (LDL = lavdensitetslipoprotein) med

dextransulfat. Disse reaktioner kunne forhindres ved midlertidig inddragelse af ACE-

hæmmer før hver LDL-aferesebehandling.

Hæmodialysepatienter

Der har været rapporter om anafylaktoide reaktioner hos patienter, der gennemgik dialyse

med high-fluxmembraner (f.eks. AN 69®) og samtidig var i behandling med ACE-

hæmmere. Hos disse patienter bør det overvejes at anvende en anden type dialysemembran

eller et andet antihypertensivum.

Graviditet

ACE-hæmmere bør ikke indledes under graviditet. Med mindre det anses for yderst vigtigt

at fortsætte ACE-hæmmerbehandlingen, skal patienter, der planlægger at blive gravide,

skifte til behandling med andre antihypertensiva med en sikkerhedsprofil, der gør dem

egnet til brug under graviditet. Ved påvisning af graviditet bør ACE-hæmmerbehandlingen

omgående stoppes, og om nødvendigt skal der indledes anden behandling (se pkt. 4.3 og

4.6).

Forbundet med indapamid

Leverencefalopati

Når leverfunktionen er nedsat, kan thiaziddiuretika og thiazidbeslægtede diuretika

forårsage leverencefalopati. I så fald skal diuretika straks seponeres.

Fotosensibilitet

Der er rapporteret tilfælde af lysoverfølsomhed i forbindelse med thiazider og beslægtede

diuretika (se pkt. 4.8). Det anbefales at seponere perindopril, hvis der opstår

lysoverfølsomhed i løbet af behandlingen. Hvis det skønnes nødvendigt at genoptage

42855_spc.doc

Side

4 af 24

behandlingen med det diuretiske middel, anbefales det at beskytte de udsatte hudområder

mod sollys eller kunstigt ultraviolet lys.

Forsigtighedsregler

Forbundet med perindopril og indapamid

Nedsat nyrefunktion

I tilfælde af svært og moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 60 ml/min) er

behandlingen kontraindiceret.

Hos visse hypertensive patienter uden forudeksisterende åbenbar nyrelæsion, hos hvem

blodprøver viser en funktionel nyreinsufficiens, bør behandlingen ophøre og muligvis

genoptages enten med en reduceret dosis eller med kun det ene stof.

Hos disse patienter inkluderer den normale medicinske praksis hyppig kontrol af kalium og

kreatinin efter 2 ugers behandling og derefter hver 2. måned ved en terapeutisk stabil

periode. Nyreinsufficiens er primært rapporteret hos patienter med svær hjerteinsufficiens

eller forudgående nyreinsufficiens, herunder nyrearteriestenose.

Dette lægemiddel anbefales normalt ikke i tilfælde af bilateral nyrearteriestenose eller kun

én fungerende nyre.

Hypotension og væske- eller saltdepletering

Der er risiko for pludselig hypotension ved forekomst af forudeksisterende

natriumdepletering (specielt hos personer med nyrearteriestenose). Derfor bør patienten

undersøges systematisk for kliniske tegn på væske- og saltdepletering, som kan forekomme

ved tilstødende tilfælde af diarré eller opkastning. Regelmæssig monitorering af

plasmaelektrolytter bør udføres hos sådanne patienter.

Markant hypotension kan kræve en intravenøs infusion af isotonisk saltvandsopløsning.

Forbigående hypotension er ikke kontraindiceret for en fortsættelse af behandlingen. Efter

at have genskabt et tilfredsstillende blodvolumen og blodtryk kan behandlingen genoptages

enten med en reduceret dosis eller med kun et af stofferne.

Kaliumniveau

Kombinationen af perindopril og indapamid forhindrer ikke indtræden af hypokaliæmi især

ikke hos diabetespatienter eller hos nyreinsufficienspatienter. Som ved ethvert andet

antihypertensivum i kombination med et diuretikum, bør regelmæssig monitorering af

plasma-kaliumniveau udføres.

Hjælpestoffer

Paraterax bør ikke anvendes til patienter med arvelig galactoseintolerans, en særlig form af

hereditær lactasemangel (Lapp lactase deficiency) eller glucose/galactosemalabsorption.

Forbundet med perindopril

Hoste

Der er konstateret tilfælde af tør hoste ved brug af ACE-hæmmere. Hosten er karakteristisk

ved sin vedvarenhed og ved at den forsvinder, når behandlingen seponeres. En iatrogen

ætiologi bør overvejes i tilfælde af dette symptom. Hvis ordination af en ACE-hæmmer

anses for at være absolut nødvendig, kan fortsættelse af behandlingen overvejes.

42855_spc.doc

Side

5 af 24

Pædiatrisk population

Virkning og tolerabilitet af perindopril hos børn og unge, alene eller i kombination, er ikke

blevet klarlagt.

Risiko for arteriel hypotension og/eller nyreinsufficiens (i tilfælde af hjerteinsufficiens,

væske- og elektrolytdepletering etc.)

Betydelig stimulering af renin-angiotensin-aldosteronsystemet er blevet observeret, især

under markant væske- og elektrolytdepletering (streng natriumbegrænset diæt eller

langvarig diuretisk behandling) hos patienter, hvis blodtryk var lavt ved begyndelsen af

behandlingen, i tilfælde af nyrearteriestenose, kongestivt hjertesvigt eller cirrose med ødem

og ascites.

Blokering af dette system med en ACE-hæmmer kan derfor – især efter den første

indgivelse og under de første to ugers behandling – forårsage et pludseligt blodtryksfald

og/eller en stigning i plasma-kreatininniveauet, hvilket viser en nedsat nyrefunktion.

Tilstanden kan undertiden indtræde akut, selvom det er sjældent, og tidspunktet for

indtræden er varierende.

I disse tilfælde skal behandlingen indledes med en lavere dosis og derefter gradvist øges.

Ældre

Nyrefunktion og kaliumniveau undersøges før behandlingen indledes. Initial dosis justeres

i forhold til blodtrykket, især i tilfælde af væske- og elektrolytdepletering, for at undgå

pludselig indtræden af hypotension.

Aterosklerose

Risikoen for hypotension eksisterer for alle patienter, men der skal tages specielt hensyn til

patienter med iskæmisk hjertesygdom eller nedsat gennemblødning af hjernen, og

behandlingen skal indledes med en lav dosis.

Renovaskulær hypertension

Behandlingen for renovaskulær hypertension er revaskularisering. Ikke desto mindre kan

ACE-hæmmere være gavnlige hos patienter med renovaskulær hypertension, som venter

på operation, eller hvis en sådan operation ikke er mulig.

Behandling med Paraterax er ikke hensigtsmæssig hos patienter med kendt eller mistænkt

nyrearteriestenose, da behandlingen bør indledes på sygehus ved en dosis, som er lavere

end den, der angives for Paraterax.

Hjertesvigt/svær hjerteinsufficiens

Hos patienter med svær hjerteinsufficiens (grad IV) er behandling med Paraterax ikke

hensigtsmæssig, da behandlingen bør indledes under lægeligt tilsyn og med en reduceret

startdosis. Behandling med β-blokkere bør ikke seponeres hos hypertensive patienter med

koronarinsufficiens. ACE-hæmmeren bør lægges til β-blokkeren.

Patienter med diabetes

Hos patienter med insulinafhængig diabetes mellitus (spontan tendens til øget

kaliumniveau) er behandling med Paraterax ikke egnet, idet behandlingen bør indledes

under lægeligt tilsyn og med en reduceret initialdosis. Behandling af hypertensive patienter

med hjerteinsufficiens med betablokkere bør ikke afbrydes; i stedet bør ACE-hæmmeren

tilsættes betablokkeren. Blodsukkerniveauet skal overvåges nøje hos diabetikere, der

tidligere er behandlet med perorale antidiabetika eller insulin, især under den første

måneds behandling med en ACE-hæmmer (se pkt. 4.5).

42855_spc.doc

Side

6 af 24

Etniske forskelle

Ligesom andre angiotensinkonverterende enzymhæmmere giver perindopril øjensynligt

mindre effektiv blodtrykssænkning hos sorte end hos ikke-sorte, hvilket kunne skyldes en

højere prævalens af tilstande med lave reninværdier hos den sorte population med

hypertension.

Operation/anæstesi

ACE-hæmmere kan medføre hypotension ved anæstesi, og især når anæstesimidlet er et

stof med risiko for at give hypotension.

Det anbefales derfor, at behandling med en langtidsvirkende ACE-hæmmer som

perindopril om muligt seponeres to dage før operation.

Aorta- eller mitralstenose/hypertrofisk kardiomypati

ACE-hæmmere bør bruges med forsigtighed hos patienter med forhindret udstrømning fra

venstre ventrikel.

Leversvigt

ACE-hæmmere er i sjældne tilfælde sat i forbindelse med et syndrom, der begynder med

kolestatisk icterus og progredierer til fulminant hepatisk nekrose og (iblandt) død.

Mekanismen bag dette syndrom er ikke afklaret. Hos patienter, der tager ACE-hæmmere

og får icterus eller stærkt forhøjede leverenzymer, skal ACE-hæmmeren seponeres, og der

iværksættes passende lægetilsyn (se pkt. 4.8).

Hyperkaliæmi

Der er observeret forhøjet serum-kalium hos nogle patienter, der er blevet behandlet med

ACE-hæmmere, inklusive perindopril. Risikofaktorerne for udvikling af hyperkaliæmi

omfatter patienter med nyreinsufficiens, forværring af nyrefunktionen, alder (> 70 år),

diabetes mellitus, tilstødende hændelser, herunder især dehydrering, akut kardiel

dekompensation, metabolisk acidose og samtidig brug af kaliumbesparende diuretika

(f.eks. spironolacton, eplerenon, triamteren og amilorid), kaliumtilskud eller kaliumholdige

salterstatninger eller patienter, der tager anden medicin som kan bevirke forhøjet serum-

kalium (f.eks. hepariner, andre ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorantagonister,

acetylsalicylsyre

3 g/dag, COX-2-hæmmere og non-selektive NSAID’er,

immunosuppressive lægemidler såsom ciclosporin eller tacrolimus, trimethoprim).

Brug af kaliumtilskud, kaliumbesparende diuretika eller kaliumholdige salterstatninger kan

medføre signifikant stigning i serum-kalium, især hos patienter med nedsat nyrefunktion.

Hyperkaliæmi kan give alvorlig og somme tider fatal arytmi. Hvis samtidig behandling

med disse midler anses for passende, bør de anvendes med forsigtighed og med

regelmæssig kontrol af serum-kalium (se pkt. 4.5).

42855_spc.doc

Side

7 af 24

Forbundet med indapamid

Væske- og elektrolytbalance

Natriumniveau

Dette skal måles inden behandling iværksættes og derefter med regelmæssige intervaller.

Fald i natriumniveau kan i begyndelsen være asymptomatisk og regelmæssig monitorering

er derfor afgørende, og bør foretages hyppigere hos risikogrupper som ældre og cirrotiske

patienter (se pkt. 4.8 og 4.9). Enhver diuretisk behandling kan medføre hyponatriæmi,

somme tider med meget alvorlige konsekvenser. Hyponatriæmi med hypovolæmi kan

resultere i dehydrering og ortostatisk hypotension. Samtidigt tab af chloridioner kan føre til

sekundær kompensatorisk metabolisk acidose; forekomsten og sværhedsgraden af denne

virkning er dog lav.

Kaliumniveau

Kaliumdepletering med hypokaliæmi er en stor risiko ved thiaziddiuretika og beslægtede

diuretika. Risikoen for nedsat kaliumniveau (<3,4 mmol/l) bør forebygges hos visse

risikopatienter såsom ældre og/eller underernærede, uanset om de tager flere forskellige

lægemidler, cirrotiske patienter med ødem og ascites, patienter med koronararteriesygdom

og patienter med hjerteinsufficiens.

Under disse omstændigheder fremkalder hypokaliæmi øget hjertetoksicitet af

hjerteglykosider, samt øger risikoen for arytmier.

Individer med langt QT-interval er også i risikogruppe, hvad enten oprindelsen er kongenit

eller iatrogen. Hypokaliæmi er ligesom bradykardi en disponerende faktor for forekomsten

af alvorlige arytmier og i særdeleshed torsades de pointes, som kan være fatal.

Hyppigere monitorering af kaliumniveau er nødvendig i alle de ovenfor nævnte situationer.

Den første måling af kaliumniveau skal udføres under den første uges behandling.

Påvisning af lavt kaliumniveau nødvendiggør korrektion heraf.

Calciumniveau

Thiaziddiuretika og beslægtede diuretika kan nedsætte udskillelsen af calcium i urinen og

fremkalde en let, forbigående stigning i plasma-calciumniveauet. Egentlig øgning af

calcium kan være betinget af en uopdaget hyperparatyroidisme. I sådanne tilfælde bør

behandlingen seponeres inden undersøgelser af paratyroideafunktionen.

Blodglucose

Monitorering af blodglucose er vigtig hos diabetikere, specielt når kaliumniveauet er lavt.

Urinsyre

Tendensen til podagraanfald kan øges hos patienter med øget urinsyreniveau.

Nyrefunktion og diuretika

Thiaziddiuretika og beslægtede diuretika er kun fuldt effektive, når nyrefunktionen er

normal eller kun minimalt nedsat (kreatininniveau mindre end ca. 25 mg/l, dvs.

220 mikromol/l hos voksne).

Hos ældre må plasma-kreatininniveauet justeres i forhold til alder, vægt og køn ifølge

Cockroft formlen:

= (140 - alder) x legemsvægt: 0,814 x plasma-kreatinin

med:

alder udtrykt i år,

legemsvægt i kilo

plasma-kreatinin i mikromol/l

42855_spc.doc

Side

8 af 24

Denne formel kan anvendes til ældre mandlige patienter. Ved anvendelse til kvinder skal

resultatet ganges med 0,85.

Hypovolæmi sekundært til tabet af væske og natrium, der er forårsaget af diuretika ved

behandlingens begyndelse, forårsager en reduktion i den glomerulære filtrering. Dette kan

føre til en stigning i blodets urinstof og kreatininniveau. Denne midlertidige funktionelle

nyreinsufficiens er uden betydning hos personer med normal nyrefunktion, men kan

forværre en forudeksisterende nyreinsufficiens.

Idræt

Idrætsudøvere bør være opmærksomme på, at dette lægemiddel indeholder et aktivt stof,

som kan give positiv reaktion ved dopingtests.

Akut myopi og sekundært snævervinklet glaukom

Sulfonamider eller sulfonamidderivater kan forårsage en idiosynkratisk reaktion, hvilket

kan resultere i forbigående myopi og akut snævervinklet glaukom. Ubehandlet akut

snævervinklet glaukom kan forårsage permanent synstab. Den primære behandling er

seponering af det indtagne lægemiddel så hurtigt som muligt. Hurtig lægebehandling eller

kirurgisk behandling skal overvejes, hvis det intraokulære tryk forbliver ukontrolleret.

Penicillin- eller sulfonamidallergi i anamnesen er risikofaktorer for udvikling af akut

snævervinklet glaukom.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Fælles for perindopril og indapamid

Kombinationer, der ikke er tilrådelige:

Lithium: Der er rapporteret om reversible stigninger i koncentration af serum-lithium samt

toksicitet ved samtidig brug af lithium og ACE-hæmmere. Brug af perindopril kombineret

med indapamid og lithium anbefales ikke, men hvis brug af denne kombination viser sig at

være nødvendig, skal koncentrationen af serum-lithium monitoreres nøje (se pkt. 4.4).

Kombinationer, der kræver særlig forsigtighed:

Baclofen: Øget antihypertensiv virkning. Overvåg blodtrykket, og tilpas dosering af

antihypertensivum efter behov.

NSAID-præparater (herunder acetylsalicylsyre ≥ 3 g/dag): Når ACE-hæmmere

administreres samtidig med NSAID-lægemidler (for eksempel acetylsalicylsyre ved

antiinflammatoriske doseringsregimer, COX-2-hæmmere og non-selektive NSAID),

kan den antihypertensive virkning blive nedsat. Samtidig brug af ACE-hæmmere og

NSAID kan medføre en øget risiko for en forværring af nyrefunktionen, herunder

mulighed for akut nyresvigt og en stigning i serum-kalium, især hos patienter med

eksisterende nedsat nyrefunktion. Kombinationen bør administreres med forsigtighed,

især hos ældre. Patienterne bør være tilstrækkeligt hydrerede, og det bør overvejes at

monitorere nyrefunktionen efter indledning af kombineret behandling og periodisk

derefter.

Kombinationer, der kræver forsigtighed:

Imipraminlignende antidepressiva (tricykliske) og antipsykotika: Øget

antihypertensiv effekt og øget risiko for ortostatisk hypotension (additiv effekt).

42855_spc.doc

Side

9 af 24

Forbundet med perindopril

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-

aldosteronsystemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere,

angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren er forbundet med en højere hyppighed af

bivirkninger som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut

nyresvigt) sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3,

4.4 og 5.1).

Lægemidler, der inducerer hyperkaliæmi

Visse lægemidler eller terapeutiske klassifikationer kan øge forekomsten af hyperkaliæmi:

aliskiren, kaliumsalte, kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister, NSAID’er, hepariner, immunosuppressive lægemidler såsom

ciclosporin eller tacrolimus, trimethoprim. Kombination med disse lægemidler øger

risikoen for hyperkaliæmi.

Kombinationer, der er kontraindiceret (se pkt. 4.3):

Aliskiren: Hos patienter med diabetes eller nedsat nyrefunktion øges risikoen for

hyperkaliæmi, forværring af nyrefunktionen og kardiovaskulær morbiditet og mortalitet.

Kombinationer, der ikke er tilrådelige:

Aliskiren: Hos patienter, ud over patienter med diabetes eller nedsat nyrefunktion

øges risikoen for hyperkaliæmi, forværring af nyrefunktionen samt øget

kardiovaskulær morbiditet og mortalitet (se pkt. 4.4).

Samtidig behandling med ACE-hæmmer og angiotensin-receptorantagonister: I

litteraturen er det rapporteret, at hos patienter med diagnosticeret aterosklerose,

hjertesvigt eller diabetes med slutorganskader, er samtidig behandling med en ACE-

hæmmer og en angiotensin-receptorantagonist forbundet med en højere forekomst af

hypotension, synkope, hyperkaliæmi og forværret nyrefunktion (herunder akut

nyresvigt), sammenlignet med brug af et enkelt stof der påvirker renin-angiotensin-

aldosteronsystemet. Dobbelthæmning (f.eks. ved kombination af en ACE-hæmmer

med en angiotensin II-receptorantagonist) bør begrænses til individuelle tilfælde hvor

nyrefunktion, kaliumniveau og blodtryk monitoreres omhyggeligt (se pkt. 4.4).

Estramustin: Øget risiko for bivirkninger såsom angioneurotisk ødem (angioødem).

Kaliumbesparende diuretika (f.eks. triamteren, amilorid), kalium (salte):

Hyperkaliæmi (potentielt dødeligt), specielt i forbindelse med nedsat nyrefunktion

(additiv hyperkaliæmisk virkning). Samtidig brug af perindopril og de ovenfor nævnte

lægemidler anbefales ikke (se pkt. 4.4). Hvis samtidig brug alligevel er indiceret, skal

lægemidlerne anvendes med forsigtighed og der skal foretages hyppig kontrol af

serumkalium. For anvendelse af spironolacton ved hjertesvigt, se afsnittet

“Kombinationer, der kræver særlig forsigtighed”.

Kombinationer, der kræver særlig forsigtighed:

Antidiabetiske præparater (insulin, orale hypoglykæmiske midler):

Epidemiologiske studier antyder, at samtidig brug af ACE-hæmmere og antidiabetika

(insuliner, orale hypoglykæmiske midler) kan forårsage en øget blodglucosesænkende

virkning med risiko for hypoglykæmi. Sandsynligheden for denne interaktion var

tilsyneladende størst i de første uger af kombinationsbehandlingen og hos patienter

med nedsat nyrefunktion.

42855_spc.doc

Side

10 af 24

Ikke-kaliumbesparende diuretika: Patienter i diuretisk behandling, især dem, som er

volumen- og/eller saltdepleterede, kan opleve et stort fald i blodtrykket efter initiering

af behandling med en ACE-hæmmer. Risikoen for hypotensive virkninger kan

nedsættes ved at seponere den diuretiske behandling, ved at øge volumen eller

saltindtaget før initiering af behandling med lave og gradvist stigende doser af

perindopril.

Ved arteriel hypertension, når tidligere diuretisk behandling kan have forårsaget

salt-/volumendepletion, skal diuretikum enten seponeres før initiering af en ACE-

hæmmer, hvorefter et ikke-kaliumbesparende diuretikum kan reintroduceres, eller

ACE-hæmmeren skal initieres med en lav dosis og progressiv øgning.

Ved diuretika-behandlet kongestivt hjertesvigt skal ACE-hæmmeren initieres ved en

meget lav dosis, eventuelt efter reducering af dosis af det associerede ikke-

kaliumbesparende diuretikum.

I alle tilfælde skal nyrefunktionen (kreatininniveauer) monitoreres de første par uger af

behandlingen med en ACE-hæmmer.

Kaliumbesparende diuretika (eplerenon, spironolacton): For eplerenon eller

spironolacton i doser mellem 12,5 mg og 50 mg dagligt og med lave doser af ACE-

hæmmere:

Til behandling af klasse II-IV hjertesvigt (NYHA) med en ejektionsfraktion < 40 % og

tidligere behandling med ACE-hæmmere og loop-diuretika er der risiko for potentielt

dødelig hyperkaliæmi, specielt i tilfælde hvor den anbefalede ordinering af denne

kombination ikke overholdes.

Før initiering af kombinationen skal det sikres, at der ikke er hyperkaliæmi og nedsat

nyrefunktion.

En tæt monitorering af serum-kalium og serum-kreatinin anbefales en gang om ugen i

den første måned af behandlingen og herefter en gang om måneden.

Racecadotril: ACE-hæmmere (f.eks. perindopril) kan forårsage angioødem. Denne

risiko kan være forhøjet ved samtidig brug med racecadotril (et lægemiddel, der

bruges mod akut diarré).

mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus, everolimus, temsirolimus): Patienter, der er i

samtidig behandling med mTOR-hæmmere, kan have en øget risiko for angioødem (se

pkt. 4.4).

Kombinationer, der kræver nogen forsigtighed:

Antihypertensiva og vasodilatorer: Samtidig brug af disse lægemidler kan forøge

den hypotensive virkning af perindopril. Samtidig brug af nitroglycerin og andre

nitrater eller andre vasodilatorer kan reducere blodtrykket yderligere.

Allopurinol, cytostatika eller immunosuppressiva, systemiske kortikosteroider

eller procainamid: Samtidig administration af et af disse midler og en ACE-hæmmer

kan øge risikoen for leukopeni (se pkt. 4.4).

Anæstetika: ACE-hæmmere kan forøge de hypotensive virkninger af visse anæstetika

(se pkt. 4.4).

Gliptiner (linagliptin, saxagliptin, sitagliptin, vildagliptin): Øget risiko for

angioødem, idet gliptiner nedsætter aktiviteten af dipeptidylpeptidase IV (DPP-IV)

hos patienter, der samtidig bliver behandlet med en ACE-hæmmer.

Sympatomimetika: Sympatomimetika kan reducere den antihypertensive virkning af

ACE-hæmmere.

Guld: Der er rapporteret sjældne tilfælde af nitritoide reaktioner (symptomerne

omfatter ansigtsrødmen, kvalme, opkastning og hypotension) hos patienter, som får

42855_spc.doc

Side

11 af 24

samtidig behandling med guld til injektion (natriumaurothiomalat) og ACE-hæmmer

inklusive perindopril.

Forbundet med indapamid:

Kombinationer, der kræver særlig forsigtighed:

Lægemidler, der inducerer torsades de pointes: På grund af risikoen for

hypokaliæmi bør indapamid administreres med forsigtighed i forbindelse med

lægemidler, der inducerer torsades de pointes, så som klasse IA-antiarytmika (kinidin,

hydrokinidin, disopyramid), klasse III-antiarytmika (amiodaron, dofetilid, ibutilid,

bretylium, sotalol), visse neuroleptika (chlorpromazin, cyamezamin, levomeprozamin,

thioridazin, trifluoperazin), benzamider (amisulprid, sulpirid, sultoprid, tiaprid),

butyrophenoner (droperidol, haloperidol), andre neuroleptika (pimozid), andre stoffer

så som bepridil, cisaprid, diphemanil, erythromycin intravenøst, halofantrin,

mizolastin, moxifloxacin, pentamidin, sparfloxacin, vincamin intravenøst, methadon,

astemizol, terfenadin. Forebyggelse af lavt kaliumniveau med korrektion om

nødvendigt: monitorering af QT-interval.

Kaliumsænkende lægemidler: Amphotericin B (intravenøst), glucokortikoider og

mineralkortikoider (systemisk), tetracosactid, stimulerende laksantia: Øget risiko for

lavt kaliumniveau (additiv virkning). Monitorering af kaliumniveau og korrektion om

nødvendigt. Dette er særligt vigtigt ved samtidig behandling med digitalis. Der bør

anvendes ikke-stimulerende laksantia.

Digitalispræparater: Lavt kaliumniveau disponerer for de toksiske virkninger af

digitalis. Måling af kaliumniveau og ekg og om nødvendigt justering af behandlingen.

Kombinationer, der kræver nogen forsigtighed:

Kaliumbesparende diuretika (amilorid, spironolacton, triameteren): Mens

rationelle kombinationer er nyttige hos nogle patienter, kan hypokaliæmi eller

hyperkaliæmi (især hos patienter med nyresvigt eller diabetes) fortsat forekomme.

Monitorer serumkalium og ekg, og revurder eventuelt behandlingen.

Metformin: Lactacidose forårsaget af metformin fremkaldt af mulig funktionel

nyreinsufficiens, der er relateret til diuretika og specielt loop-diuretika. Brug ikke

metformin, når plasma-kreatininniveauet overskrider 15 mg/l (135 mikromol/l) hos

mænd og 12 mg/l (110 mikromol/l) hos kvinder.

Jodholdige kontrastmidler: I tilfælde af dehydrering forårsaget af diuretika er der

øget risiko for akut nyreinsufficiens, specielt når store doser af jodholdige

kontrastmidler anvendes. Rehydrering før administration af jodholdige kontrastmidler.

Calcium (salte): Risiko for øget calciumniveau på grund af nedsat calciumudskillelse

i urinen.

Ciclosporin, tacrolimus: Risiko for øget kreatininniveau uden nogen forandring i

niveauet af cirkulerende ciclosporin, selv uden forekomst af salt- eller

væskedepletering.

Kortikosteroider, tetracosactid (systemisk): Nedsat antihypertensiv virkning

(salt-/væskeretention grundet kortikosteroider).

4.6

Graviditet og amning

I betragtning af virkningerne af de enkelte komponenter i dette kombinationsprodukt på

graviditet og amning, bør Paraterax ikke anvendes i graviditetens første trimester.

Paraterax er kontraindiceret i graviditetens andet og tredje trimester.

Paraterax er kontraindiceret under amning. Der bør derfor træffes en afgørelse om at

42855_spc.doc

Side

12 af 24

ophøre med amning eller afbryde behandlingen med Paraterax under hensyntagen til

betydningen af denne behandling for moderen.

Graviditet

Forbundet med perindopril:

ACE-hæmmere bør ikke anvendes i graviditetens første trimester (se pkt. 4.4). Brug

af ACE-hæmmere er kontraindiceret i graviditetens andet og tredje trimester (se pkt.

4.3 og 4.4).

Der foreligger ikke entydig epidemiologisk dokumentation for, at eksponering for ACE-

hæmmere i graviditetens første trimester medfører en risiko for teratogenicitet, men det

kan ikke udelukkes, at risiko øges lidt. Medmindre det anses for yderst vigtigt at fortsætte

ACE-hæmmerbehandlingen, skal patienter, der planlægger graviditet, skifte til andre

antihypertensiva med en sikkerhedsprofil, der gør dem egnet til brug under graviditet. Ved

påvisning af graviditet bør ACE-hæmmerbehandlingen omgående stoppes, og om

nødvendigt indledes anden behandling.

Det er påvist, at eksponering for ACE-hæmmere i andet og tredje trimester kan medføre

human toksicitet hos fostre (nedsat nyrefunktion, oligohydramnion, forsinket ossifikation

af kraniet) og hos nyfødte (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se pkt. 5.3).

I tilfælde af eksponering for ACE-hæmmer fra og med graviditetens andet trimester

anbefales en ultralydsundersøgelse af nyrefunktion og kranium.

Spædbørn, hvis mødre har taget ACE-hæmmere, bør observeres nøje for hypotension (se

pkt. 4.3 og 4.4).

Forbundet med indapamid

:

Der er ingen eller utilstrækkelige data (mindre end 300 gravide forsøgspersoner) fra

anvendelse af indapamid til gravide kvinder. Langvarig eksponering for thiazid i

graviditetens tredje trimester kan reducere plasmavolumen hos moderen såvel som den

uteroplacentale blodgennemstrømning, hvilket kan forårsage føtoplacental iskæmi og

risiko for vækstretardering.

Dyreforsøg indikerer hverken direkte eller indirekte skadelige virkninger hvad angår

reproduktion toksicitet (se pkt. 5.3).

For en sikkerheds skyld bør indapamid undgås under graviditeten.

Amning

Paraterax er kontraindiceret under amning.

Forbundet med perindopril:

Fordi der ikke foreligger oplysninger om brugen af perindopril under amning, kan

perindopril ikke anbefales og alternative behandlinger med bedre etableret

sikkerhedsprofiler under amning er at foretrække, især hvis det drejer sig om et nyfødt eller

for tidligt født spædbarn.

Forbundet med indapamid:

Data for udskillelse af indapamid/metabolitter i human mælk er utilstrækkelige.

Overfølsomhed over for sulfonamidderiverede lægemidler og hypokaliæmi kan opstå. En

risiko for nyfødte/spædbørn kan ikke udelukkes.

42855_spc.doc

Side

13 af 24

Indapamid er nært beslægtet med thiaziddiuretika, som i forbindelse med amning er blevet

forbundet med nedsat eller tilmed suppression af mælkeproduktionen.

Indapamid er kontraindiceret under amning

Fertilitet

Forbundet med perindopril og indapamid:

Reproduktionstoksicitetsstudier viste ingen virkning på fertilitet hos hun- og hanrotter (se

pkt. 5.3). Der forventes ingen virkning på human fertilitet.

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Forbundet med perindopril, indapamid og Paraterax:

De to aktive stoffer i Paraterax påvirker ikke evnen til at føre motorkøretøj eller betjene

maskiner, hvad enten de gives særskilt eller i kombination. Der kan dog opstå forskellige

reaktioner i relation til sænkning af blodtrykket hos nogle patienter, specielt i begyndelsen

af behandlingen eller i kombination med et andet antihypertensivt lægemiddel.

Som følge heraf kan evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner nedsættes.

4.8

Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

Administration af perindopril forhindrer renin-angiotensin-aldosteronaksen og er tilbøjelig

til at reducere kaliumtabet forårsaget af indapamid.

Seks procent af patienterne i behandling med Paraterax oplever hypokaliæmi

(kaliumniveau < 3,4 mmol/l).

De mest almindeligt rapporterede bivirkninger er:

med perindopril: svimmelhed, hovedpine, paræstesi, dysgeusi, nedsat syn, vertigo,

tinnitus, hypotension, hoste, dyspnø, abdominalsmerter, obstipation, dyspepsi, diarré,

kvalme, opkastning, pruritus, udslæt, muskelkramper og asteni.

med indapamid: overfølsomhedsreaktioner, primært dermatologiske, hos personer, som

er prædisponerede for allergiske og astmatiske reaktioner og makulopapuløst udslæt.

Liste over bivirkninger i tabelform

Følgende bivirkninger er observeret under kliniske studier og/eller efter markedsføring og

er angivet med hyppighed som følger:

Meget almindelig (≥1/10), almindelig (≥1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥1/1.000 til

<1/100), sjælden (≥1/10.000 til <1/1.000), meget sjælden (<1/10.000), ikke kendt (kan

ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Infektioner og parasitære

sygdomme

Rhinitis

Meget sjælden

Blod og lymfesystem

Eosinofili

Ikke

almindelig*

42855_spc.doc

Side

14 af 24

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Agranulocytose (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Meget sjælden

Aplastisk anæmi

Meget sjælden

Pancytopeni

Meget sjælden

Leukopeni

Meget sjælden

Meget sjælden

Neutropeni (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Hæmolytisk anæmi

Meget sjælden

Meget sjælden

Trombocytopeni (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Meget sjælden

Immunsystemet

Overfølsomhed (reaktioner,

primært dermatologiske, hos

patienter, som er disponeret for

allergiske og astmatiske

reaktioner)

Almindelig

Metabolisme og ernæring

Hypoglykæmi (se pkt. 4.4 og

4.5)

Ikke

almindelig*

Hyperkaliæmi, reversibel ved

seponering (se pkt. 4.4)

Ikke

almindelig*

Hyponatriæmi (se pkt. 4.4)

Ikke

almindelig*

Ikke kendt

Hypercalcæmi

Meget sjælden

Kaliummangel med

hypokaliæmi, særligt alvorligt

hos bestemte

højrisikopopulationer (se pkt.

4.4)

Ikke kendt

Psykiske forstyrrelser

Humørændringer

Ikke

almindelig

Søvnforstyrrelse

Ikke

almindelig

Konfusion

Meget sjælden

Nervesystemet

Svimmelhed

Almindelig

Hovedpine

Almindelig

Sjælden

Paræstesi

Almindelig

Sjælden

Dysgeusi

Almindelig

Døsighed

Ikke

almindelig*

Synkope

Ikke

almindelig*

Ikke kendt

Apopleksi, eventuelt sekundært

til udtalt hypotension hos

højrisikopatienter (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Risiko for indtræden af

leverencefalopati i tilfælde af

leverinsufficiens (se pkt. 4.3 og

4.4)

Ikke kendt

Øjne

Nedsat syn

Almindelig

Ikke kendt

Myopi (se pkt. 4.4)

Ikke kendt

42855_spc.doc

Side

15 af 24

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Sløret syn

Ikke kendt

Øre og labyrint

Vertigo

Almindelig

Sjælden

Tinnitus

Almindelig

Hjerte

Palpitationer

Ikke

almindelig*

Takykardi

Ikke

almindelig*

Angina pectoris (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Arytmi (inklusive bradykardi,

ventrikulær takykardi,

atrieflimmer)

Meget sjælden

Meget sjælden

Myokardieinfarkt, eventuelt

sekundært til udtalt hypotension

hos højrisikopatienter (se pkt.

4.4)

Meget sjælden

Torsade de pointes (potentielt

dødelig) (se pkt. 4.4 og 4.5)

Ikke kendt

Vaskulære sygdomme

Hypotension (og virkninger

forbundet med hypotension) (se

pkt. 4.4)

Almindelig

Meget sjælden

Vaskulitis

Ikke

almindelig*

Luftveje, thorax og

mediastinum

Hoste (se pkt. 4.4)

Almindelig

Dyspnø

Almindelig

Bronkospasme

Ikke

almindelig

Eosinofil pneumoni

Meget sjælden

Mave-tarm-kanalen

Abdominalsmerter

Almindelig

Obstipation

Almindelig

Sjælden

Diarré

Almindelig

Dyspepsi

Almindelig

Kvalme

Almindelig

Sjælden

Opkastning

Almindelig

Ikke

almindelig

Mundtørhed

Ikke

almindelig

Sjælden

Pankreatitis

Meget sjælden

Meget sjælden

Lever og galdeveje

Hepatitis (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Ikke kendt

Unormal leverfunktion

Meget sjælden

Hud og subkutane væv

Pruritus

Almindelig

Udslæt

Almindelig

Makulopapuløst udslæt

Almindelig

Urticaria (se pkt. 4.4)

Ikke

almindelig

Meget sjælden

Angioødem

Ikke

almindelig

Meget sjælden

Purpura

Ikke

42855_spc.doc

Side

16 af 24

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

almindelig

Hyperhidrose

Ikke

almindelig*

Lysfølsomhedsreaktion

Ikke

almindelig*

Ikke kendt

Pemfigoid

Ikke

almindelig*

Forværring af psoriasis

Sjælden*

Erythema multiforme

Meget sjælden

Toksisk epidermal nekrose

Meget sjælden

Stevens Johnsons syndrom

Meget sjælden

Knogler, led, muskler og

bindevæv

Muskelkramper

Almindelig

Mulig forværring af eksisterende

akut dissemineret lupus

erythematosus

Ikke kendt

Artralgi

Ikke

almindelig*

Myalgi

Ikke

almindelig*

Nyrer og urinveje

Nyreinsufficiens

Ikke

almindelig

Akut nyresvigt

Meget sjælden

Meget sjælden

Det reproduktive system og

mammae

Erektil dysfunktion

Ikke

almindelig

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Asteni

Almindelig

Brystsmerter

Ikke

almindelig*

Utilpashed

Ikke

almindelig*

Perifert ødem

Ikke

almindelig*

Pyreksi

Ikke

almindelig*

Træthed

Sjælden

Undersøgelser

Øget urinstof i blodet

Ikke

almindelig*

Øget kreatinin i blodet

Ikke

almindelig*

Øget bilirubin i blodet

Sjælden

Forhøjet leverenzym

Sjælden

Ikke kendt

Nedsat hæmoglobin og

hæmatokrit (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Øget blodglucose

Ikke kendt

42855_spc.doc

Side

17 af 24

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Øget urinsyre i blodet

Ikke kendt

QT-forlængelse på

elektrokardiogram (se pkt. 4.4

og 4.5)

Ikke kendt

Traumer, forgiftninger og

behandlingskomplikationer

Fald

Ikke

almindelig*

*Hyppighed for spontane rapporter om bivirkninger er beregnet ud fra kliniske studier.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Symptomer

Den mest almindelige bivirkning i tilfælde af overdosering er hypotension, som af og til er

forbundet med kvalme, opkastning, kramper, svimmelhed, søvnighed, konfusion, oliguri

som kan udvikle sig til anuri (pga. hypovolæmi). Væske- og elektrolytforstyrrelser (lavt

natriumniveau og lavt kaliumniveau) kan forekomme.

Behandling

Indledende forholdsregler er hurtig elimination af det indtagne præparat ved at foretage

maveudskylning og/eller ved at give aktivt kul efterfulgt af genoprettelse af væske- og

elektrolytbalancen til det normale på specialafdeling.

I tilfælde af markant hypotension kan denne behandles ved at placere patienten i rygleje

med hovedet lavt. Om nødvendigt kan der gives intravenøs infusion af isotonisk

saltvandsopløsning, eller en anden metode til volumenekspansion kan anvendes.

Perindoprilat, den aktive form af perindopril, er dialyserbart (se pkt. 5.2).

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

Farmakoterapeutisk gruppe: perindopril og diuretika - ATC-kode: C 09 BA 04

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

42855_spc.doc

Side

18 af 24

Paraterax er en kombination af perindopril tert-butylaminsalt, som er en ACE-hæmmer, og

indapamid, et chlorosulphamoyl med diuretisk virkning. Præparatets farmakologiske

egenskaber stammer fra den enkelte komponents egenskaber tillagt dem, der fremkommer

på grund af den additive synergistiske virkning af de to i kombination.

Virkningsmekanisme

Forbundet med perindopril:

Perindopril er en ACE-hæmmer, som hæmmer det enzym (det angiotensinkonverterende

enzym, ACE), der omdanner angiotensin I til angiotensin II, en vasokonstriktor. Ydermere

stimulerer enzymet aldosteronsekretionen fra binyrebarken og stimulerer nedbrydning af

bradykinin, et vasodilaterende stof, til inaktive heptapeptider.

Dette resulterer i:

en reduktion i aldosteronsekretionen.

en stigning i plasma-reninaktiviteten, da aldosteron ikke længere udøver en negativ

feedback.

en reduktion i den totale perifere modstand med en ønskelig virkning på blodkarrene

i muskler og nyrer, som ikke medfører salt- eller væskeretention eller

reflekstakykardi, ved kronisk behandling.

Den antihypertensive virkning af perindopril ses også hos patienter med lave eller normale

reninkoncentrationer.

Perindopril virker igennem dets aktive metabolit, perindoprilat. De øvrige metabolitter er

inaktive.

Perindopril reducerer hjertets arbejde ved:

en vasodilatorisk virkning på venerne, sandsynligvis forårsaget af en ændring i

prostaglandinernes metabolisme: Reduktion i preload.

en reduktion i den totale perifere modstand: Reduktion i afterload.

Studier udført på patienter med hjerteinsufficiens har vist:

en reduktion i det venstre og højre ventrikulære fyldningstryk.

en reduktion i den totale perifere vaskulære modstand

en stigning i det kardielle minutvolumen og en forbedring af det kardielle indeks.

en stigning i den regionale blodgennemstrømning i musklerne.

Resultater af arbejdstests viste også en forbedring.

Forbundet med indapamid:

Indapamid er et sulfonamidderivat med en indolring og farmakologisk beslægtet med

thiaziddiuretika. Stoffet virker ved at hæmme reabsorptionen af natrium i det kortikale

fortyndende segment. Det øger urinudskillelsen af natrium og chlorid og i mindre grad

udskillelsen af kalium og magnesium, og øger derved den samlede urinmængde, hvorved

der opnås en antihypertensiv virkning.

Farmakodynamisk virkning

Forbundet med Paraterax:

Hos hypertensive patienter uanset alder udøver Paraterax en dosisafhængig antihypertensiv

virkning på det diastoliske og systoliske blodtryk i liggende eller stående tilstand.

42855_spc.doc

Side

19 af 24

PICXEL er et randomiseret, dobbelblindt aktivt kontrolleret multicenterforsøg, i hvilket

der blev anvendt ekkokardiografi til at vurdere perindopril/indapamid-kombinationens

virkning på venstre ventrikel-hypertrofi (LVH) sammenlignet med virkningen af enalapril

som monoterapi.

I PICXEL blev hypertensive patienter med LVH (defineret som venstre ventrikels

masseindeks (LVMI) >120 g/m

hos mænd og >100 g/m

hos kvinder) randomiseret til et

års behandling med enten perindopril 2 mg/indapamid 0,625 mg eller enalapril 10 mg en

gang dagligt. Dosis blev justeret i henhold til målt blodtryk og bestod i op til 8 mg

perindopril og 2,5 mg indapamid eller 40 mg enalapril en gang dagligt. Kun 34% af

forsøgspersonerne fortsatte behandlingen med perindopril 2 mg/indapamid 0,625 mg

(versus 20% med enalapril 10 mg).

Efter endt behandling var LVMI faldet signifikant mere i perindopril/indapamid-gruppen

(-10,1 g/m

) end i enalapril-gruppen (-1,1 g/m

) hos den randomiserede patientpopulation.

Forskellen mellem ændringerne i LVMI grupperne imellem udgjorde -8,3 (95% KI

((-11,5,-5,0), p < 0,0001).

Der blev opnået en bedre påvirkning af LVMI med perindopril 8 mg / indapamid 2,5 mg.

Hvad angår blodtrykket, var den skønnede gennemsnitlige forskel mellem gruppen i den

randomiserede population henholdsvis -5,8 mmHg (95% KI (-7,9, -3,7), p <0,0001) for

systolisk blodtryk og -2,3 mmHg (95% KI (-3,6,-0,9), p = 0,0004) for diastolisk blodtryk

til fordel for perindopril/indapamid-gruppen.

Forbundet med perindopril:

Perindopril er aktivt i alle grader af hypertension: mild til moderat eller svær. En reduktion

i det systoliske og diastoliske blodtryk er observeret i liggende og stående stilling.

Den antihypertensive virkning efter en enkelt dosis er maksimal efter 4-6 timer og

opretholdes i 24 timer.

Der er en høj grad af residual blokering af angiotensinkonverterende enzym efter 24 timer,

ca. 80%.

Hos patienter, som responderer, opnås et normaliseret blodtryk efter en måned, som

bibeholdes uden takyfylakse.

Seponering af behandlingen har ingen rebound-effekt på hypertension.

Perindopril har vasodilatoriske egenskaber og genskaber elasticiteten af hovedarterierne,

opretter histomorfometriske ændringer i modstandskar og bevirker en reduktion i venstre

ventrikel hypertrofi.

Hvis det er nødvendigt, kan det kombineres med et thiazid-diuretikum, hvorved en additiv

synergi opnås.

Kombinationen af en ACE-hæmmer og et thiazid-diuretikum formindsker risikoen for

hypokaliæmi, som fremkommer med et diuretikum alene.

Forbundet med indapamid:

Indapamid som monoterapi har en antihypertensiv virkning, der varer 24 timer. Denne

virkning var til stede i de tilfælde hvor den diuretiske virkning var mild.

Indapamids antihypertensive virkning er relateret til en forbedring i den arterielle

compliance og en reduktion i den totale og den arteriolære perifere modstand.

Indapamid reducerer venstre ventrikel hypertrofi.

42855_spc.doc

Side

20 af 24

Når dosis for thiazid og beslægtede diuretika overskrides, når den antihypertensive

virkning et plateau, mens bivirkningerne fortsætter med at stige. Dosis bør ikke øges, hvis

behandlingen er ineffektiv.

Det er også vist ved kortvarig, middellang og langvarig brug hos hypertensive patienter, at

indapamid:

ikke interfererer med lipidmetabolismen: Triglycerider, LDL-kolesterol og HDL-

kolesterol.

ikke interfererer med kulhydratmetabolismen – heller ikke hos diabetiske hypertensive

patienter.

Data fra kliniske studier af dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet

(RAAS)

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning. VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes

mellitus og diabetisk nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes.

På baggrund af de fælles farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante

for andre ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Pædiatrisk anvendelse

Der foreligger ingen data om anvendelse af Paraterax til børn.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Forbundet med Paraterax:

Administration af perindopril sammen med indapamid ændrer ikke stoffernes

farmakokinetiske egenskaber i forhold til separat administration.

Forbundet med perindopril:

Absorption og biotilgængelighed

42855_spc.doc

Side

21 af 24

Efter peroral indgift absorberes perindopril hurtigt, og den maksimale koncentration opnås

inden for 1 time. Plasmahalveringstiden for perindopril er lig med 1 time.

Eftersom indtagelse af føde nedsætter omdannelsen til perindoprilat og dermed

biotilgængeligheden, skal perindopril tert-butylamin indgives peroralt i en enkelt daglig

dosis om morgenen før et måltid.

Fordeling

Fordelingsvolumen er ca. 0,2 l/kg for ubundet perindoprilat. Perindoprilats binding til

plasmaprotein er 20%, og det binder hovedsageligt til det angiotensinkonverterende

enzym, men er koncentrationsafhængig.

Biotransformation

Perindopril er et prodrug. 27 % af den administrerede dosis perindopril når blodbanen som

den aktive metabolit perindoprilat. Ud over det aktive perindoprilat danner perindopril fem

metabolitter, der alle er inaktive. Den maksimale plasmakoncentration af perindoprilat

opnås i løbet af 3 til 4 timer.

Elimination

Perindoprilat elimineres i urinen, og halveringstiden for den ubundne fraktion er ca.

17 timer, hvilket resulterer i steady-state i løbet af 4 dage.

Linearitet/non-linearitet

Der er påvist linearitet mellem dosis af perindopril og plasmaeksponering.

Særlige populationer

Ældre

Eliminering af perindoprilat er nedsat hos ældre patienter samt hos patienter med hjerte-

eller nyresvigt.

Nedsat nyrefunktion

Dosisjustering ved nyreinsufficiens er ønskelig, afhængigt af graden af insufficiens

(kreatinin-clearance).

I tilfælde af dialyse

Dialyse-clearance for perindoprilat er lig med 70 ml/min.

Cirrose

Perindoprils kinetik er modificeret hos patienter med cirrose: lever-clearance for

grundmolekylet halveres. Dog reduceres mængden af dannet perindoprilat ikke, og derfor

er dosisjustering ikke påkrævet (se pkt. 4.2 og 4.4).

Forbundet med indapamid:

Absorption

Indapamid absorberes hurtigt og totalt fra fordøjelseskanalen.

Maksimal plasmakoncentration nås hos mennesker ca. 1 time efter peroral indgift af

præparatet.

Fordeling

Plasmaproteinbinding er 79%.

42855_spc.doc

Side

22 af 24

Biotransformation og elimination

Elimineringshalveringstiden er mellem 14 og 24 timer (gennemsnitlig 18 timer). Gentagen

indgift fører ikke til akkumulering. Elimineringen sker hovedsagelig igennem urinen (70%

af dosis) og med fæces (22%) i form af inaktive metabolitter.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

Farmakokinetikken er uændret hos nyreinsufficiente patienter.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Perindopril/indapamid-kombinationen har en svagt øget toksicitet i forhold til dets

komponenter. Nyrepåvirkninger synes ikke at være potenseret hos rotter. Dog medfører

kombinationen gastrointestinal toksicitet hos hunde, og maternal toksicitet hos rotter uden

teratogen virkning.

Ikke desto mindre er disse bivirkninger vist ved et dosisniveau svarende til en meget

markant sikkerhedsmargin sammenlignet med de anvendte terapeutiske doser.

Relateret til perindopril:

I de kroniske orale toksicitetsstudier (rotter og aber) er målorganet nyren med reversibel

skade.

Der er ikke observeret mutagenicitet i in vitro- eller in vivo-studier.

Reproduktionstoksicitetsstudier (rotter, mus, kaniner og aber) viste ingen tegn på

embryotoksicitet eller teratogenicitet. Dog er det påvist, at ACE-hæmmere som klasse kan

have negative virkninger på den sene fosterudvikling, der resulterer i fosterdød og

medfødte defekter hos gnavere og kaniner: Der er observeret nyrelæsioner og en øget peri-

og postnatal mortalitet.

Der er ikke observeret karcinogenicitet i langtidsstudier i rotter og mus. Fertiliteten var

ikke nedsat hos hverken han- eller hunrotter.

Relateret til indapamid:

Den højeste dosis administreret peroralt til forskellige dyrearter (40 til 8000 gange den

terapeutiske dosis) har vist en forværring af indapamids diuretiske egenskaber.

Hovedsymptomerne på akut forgiftning i toksikologiske studier med indapamid administreret

intravenøst eller intraperitonealt var relateret til den farmakologiske virkning af indapamid,

dvs. bradypnø og perifer vasodilatation.

Studier af reproduktionstoksikologi viste ingen embryotoksicitet eller teratogenicitet, og

fertiliteten var ikke nedsat.

Indapamid er testet negativt m.h.t. mutagene og karcinogene egenskaber.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Lactosemonohydrat

Magnesiumstearat (E470B)

Silica, hydrofob kolloid

Mikrokrystallinsk cellulose

42855_spc.doc

Side

23 af 24

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

2 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30°C.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blisterpakning (PVC/aluminium). 14, 20, 28, 30, 50, 56, 60, 90, 100 eller 500 tabletter pr.

æske.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Les Laboratoires Servier

50, rue Carnot

92284 Suresnes cedex

Frankrig

Repræsentant

Servier Danmark A/S

Lyngbyvej 2

2100 København Ø

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

42855

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

19. december 2008

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

31. august 2017

42855_spc.doc

Side

24 af 24

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her