Olimesta

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Olimesta 10 mg filmovertrukne tabletter
  • Dosering:
  • 10 mg
  • Lægemiddelform:
  • filmovertrukne tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Olimesta 10 mg filmovertrukne tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 45056
  • Sidste ændring:
  • 01-02-2018

Produktresumé

10. oktober 2017

PRODUKTRESUMÉ

for

Olimesta, filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

26640

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Olimesta

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver filmovertrukket tablet indeholder 10 mg olmesartanmedoxomil.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: En tablet indeholder 54,63 mg

lactose.

Hver filmovertrukket tablet indeholder 20 mg olmesartanmedoxomil.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: En tablet indeholder 109,25 mg

lactose.

Hver filmovertrukket tablet indeholder 40 mg olmesartanmedoxomil.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: En tablet indeholder 218,50 mg

lactose.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

10 mg

Hvide, runde, let bikonvekse, filmovertrukne tabletter, mærket med S1 på den ene side af

tabletten, diameter 6,5 mm.

20 mg

Hvide, runde, let bikonvekse, filmovertrukne tabletter, mærket med S2 på den ene side af

tabletten, diameter 8 mm.

45056_spc.doc

Side 1 af 16

40 mg

Hvide, ovale, bikonvekse filmovertrukne tabletter, mærket med S3 på den ene side af

tabletten, dimensioner 13 x 8 mm.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af essentiel hypertension hos voksne.

Behandling af hypertension hos børn og unge i alderen 6 til 18 år.

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Voksne

Den anbefalede startdosis af olmesartanmedoxomil er 10 mg en gang daglig. Hos patienter,

hvis blodtryk ikke kan reguleres i tilstrækkelig grad med denne dosis, kan dosis af

olmesartanmedoxomil øges til 20 mg en gang daglig, som den optimale dosis. Hvis

blodtrykket skal sænkes yderligere, kan dosis af olmesartanmedoxomil øges til maksimalt

40 mg daglig, eller der kan tilføjes behandling med hydrochlorthiazid.

Den antihypertensive virkning af olmesartanmedoxomil ses meget tydeligt inden for

to uger efter påbegyndt behandling, og den maksimale virkning indtræder ca. otte uger

efter påbegyndt behandling. Der skal tages højde for dette, når det overvejes at ændre

dosisregimen hos en patient.

Ældre patienter (65 år eller ældre)

Det er generelt ikke nødvendigt at foretage dosisjustering hos ældre patienter (de

anbefalede doser til patienter med nedsat nyrefunktion kan ses nedenfor). Hvis der er

behov for optitrering til den maksimale dosis på 40 mg daglig, skal blodtrykket

monitoreres nøje.

Patienter med nedsat nyrefunktion

Den maksimale dosis til patienter med let til moderat nedsat nyrefunktion (kreatinin-

clearance på 20-60 ml/min.) er 20 mg olmesartanmedoxomil en gang daglig, da der er

begrænset erfaring med højere doser til denne patientgruppe. Det frarådes at bruge

olmesartanmedoxomil til patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatininclearance på

< 20 ml/min.), da der kun er begrænset erfaring med denne patientgruppe (se pkt. 4.4 og

5.2).

Patienter med nedsat leverfunktion

Det er ikke nødvendigt at justere de anbefalede doser hos patienter med let leverfunktions-

nedsættelse. Hos patienter med moderat leverfunktionsnedsættelse anbefales der en

initialdosis på 10 mg olmesartanmedoxomil en gang daglig, og den maksimale dosis må

ikke overstige 20 mg en gang daglig. Det anbefales at monitorere blodtrykket og

nyrefunktionen nøje hos patienter med nedsat leverfunktion, som allerede får diuretika

og/eller andre antihypertensiva. Det frarådes at bruge olmesartanmedoxomil til patienter

med svært nedsat leverfunktion, da der ikke er erfaring med denne patientgruppe (se pkt.

45056_spc.doc

Side 2 af 16

4.4 og 5.2). Olmesartanmedoxomil må ikke anvendes til patienter med galdeobstruktion (se

pkt. 4.3).

Pædiatrisk population

Børn og unge fra 6 til 18 år.

Den anbefalede startdosis af olmesartanmedoxomil hos børn fra 6 til 18 år er 10 mg

olmesartanmedoxomil en gang dagligt. Hos børn, hvis blodtryk ikke kontrolleres

tilstrækkeligt ved denne dosis, kan dosis af olmesartanmedoxomil øges til 20 mg en gang

dagligt. Hvis der kræves yderligere blodtryksreduktion, kan dosen af olmesartan-

medoxomil øges til højst 40 mg hos børn, der vejer > 35 kg. Hos børn, der vejer < 35 kg,

må den daglige dosis ikke overstige 20 mg.

Anden pædiatrisk population

Olmesartanmedoxomils sikkerhed og virkning hos børn i alderen 1 til 5 år er endnu ikke

klarlagt. Tilgængelige data er beskrevet i pkt. 4.8 og 5.1, men der kan ikke laves en

anbefalet dosering.

Olmesartanmedoxomil bør ikke anvendes til børn under 1 år på grund af sikkerhed og

manglende data for denne aldersgruppe.

Administration

For at fremme kompliancen anbefales det, at Olimesta tages omtrent på samme tidspunkt

hver dag med eller uden mad, for eksempel sammen med morgenmaden. Tabletterne skal

synkes med en tilstrækkelig mængde væske (f.eks. et glas vand). Tabletten må ikke tygges.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne

anført i pkt. 6.1.

Andet og tredje trimester af en graviditet (se pkt. 4.4 og 4.6).

Galdeobstruktion (se pkt. 5.2).

Samtidig brug af Olimesta og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret hos

patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m

(se pkt. 4.5 og 5.1).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Intravaskulær volumendepletion

Der kan forekomme symptomatisk hypotension, især efter første dosis, hos patienter med

volumen- og/eller natriumdepletion på grund af kraftig diuretisk behandling, saltrestriktion

i kosten, diarré eller opkastning. Sådanne tilstande skal afhjælpes, inden der administreres

olmesartanmedoxomil.

Andre tilstande med stimulering af renin-angiotensin-aldosteron-systemet

Hos patienter, hvis vaskulære tonus og nyrefunktion i udtalt grad afhænger af aktiviteten af

renin-angiotensin-aldosteron-systemet (f.eks. patienter med svært kongestivt hjertesvigt

eller tilgrundliggende nyresygdom, herunder nyrearteriestenose), er behandling med andre

lægemidler, der påvirker dette system, blevet forbundet med akut hypotension, azotæmi,

oliguri og i sjældne tilfælde akut nyresvigt. Det kan ikke udelukkes, at der forekommer

lignende virkninger ved brug af angiotensin II-receptorantagonister.

45056_spc.doc

Side 3 af 16

Renovaskulær hypertension

Der er en øget risiko for svær hypotension og nyreinsufficiens, når patienter med bilateral

nyrearteriestenose eller stenose af arterien til den eneste fungerende nyre behandles med

lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-aldosteron-systemet.

Nedsat nyrefunktion og nyretransplantation

Når olmesartanmedoxomil anvendes til patienter med nedsat nyrefunktion, anbefales det at

foretage periodisk kontrol af serumniveauet af kalium og kreatinin. Det frarådes at bruge

olmesartanmedoxomil til patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatininclearance

< 20 ml/min.) (se pkt. 4.2 og 5.2). Der er ingen erfaring med administration af

olmesartanmedoxomil til patienter, der for nylig har fået foretaget en nyretransplantation,

eller til patienter med terminal nyreinsufficiens (dvs. kreatininclearance <12 ml/min.).

Nedsat leverfunktion

Det frarådes at bruge olmesartanmedoxomil til patienter med svært nedsat leverfunktion,

da der ikke er erfaring med denne patientgruppe (se pkt. 4.2 vedrørende dosisanbefalinger

til patienter med let til moderat nedsat leverfunktion).

Hyperkaliæmi

Brug af lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-aldosteron-systemet, kan forårsage

hyperkaliæmi.

Den potentielt fatale risiko er øget hos ældre mennesker, hos patienter med

nyreinsufficiens og patienter med diabetes, hos patienter, der samtidigt behandles med

andre lægemidler, som kan øge kaliumniveauet, og/eller hos patienter med interkurrente

hændelser.

Før det overvejes at administrere samtidig behandling med lægemidler, som påvirker

renin-angiotensin-aldosteron-systemet, skal forholdet mellem fordele og risici vurderes, og

andre alternativer skal overvejes.

De primære risikofaktorer for hyperkaliæmi, som bør tages i betragtning, er:

diabetes, nedsat nyrefunktion, alder (> 70 år).

kombination med et eller flere andre lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-

aldosteron-systemet, og/eller kaliumtilskud. Visse lægemidler eller terapeutiske

lægemiddelklasser kan fremprovokere hyperkaliæmi: kaliumholdige salterstatninger,

kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorantagonister, ikke-

steroide antiinflammatoriske lægemidler (herunder selektive COX-2-hæmmere),

heparin, immunosuppressiva såsom ciclosporin eller tacrolimus, trimethoprim.

interkurrente hændelser, især dehydrering, akut hjertedekompensation, metabolisk

acidose, forværring af nyrefunktionen, pludselig forværring af nyrernes tilstand (f.eks.

ved infektionssygdomme) og cellenedbrydning (f.eks. akut ekstremitetsiskæmi,

rhabdomyolyse eller større traumer).

Det anbefales at foretage nøje kontrol af serumniveauet af kalium hos patienter i

risikogruppen (se pkt. 4.5).

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS):

Der er beviser for, at samtidig anvendelse af ACE-hæmmere, angiotensin II receptor-

blokkere eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat

nyrefunktion (herunder akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af

ACE-hæmmere med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se

pkt. 4.5 og 5.1).

45056_spc.doc

Side 4 af 16

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Lithium

Som det er tilfældet med andre angiotensin II-receptorantagonister, frarådes kombination

af lithium og olmesartanmedoxomil (se pkt. 4.5).

Aorta- eller mitralstenose og hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati

Som ved brug af andre vasodilatorer skal der udvises særlig forsigtighed hos patienter, som

lider af aorta- eller mitralstenose eller hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati.

Primær aldosteronisme

Patienter med primær aldosteronisme responderer generelt ikke på antihypertensiva, der

virker via hæmning af renin-angiotensin-aldosteron-systemet. Derfor frarådes

olmesartanmedoxomil til disse patienter.

Sprue-lignende enteropati

Der er rapporteret meget sjældne tilfælde af svær, kronisk diaré med omfattende vægttab

hos patienter, der tager olmesartan i nogle få måneder eller år efter initiering af

behandlingen. Det skyldes muligvis en lokaliseret forsinket overfølsomhedsreaktion.

Tarmbiopsier hos patienter har ofte påvist villøs atrofi. Hvis en patient får disse symptomer

under behandling med olmesartan, bør andre ætiologier udelukkes. Det bør overvejes at

seponere olmesartanmedoxomil, hvis en anden ætiologi ikke påvises. I tilfælde, hvor

symptomerne går over, og der er bekræftet sprue-lignende enteropati ved biopsi, bør

behandlingen med olmesartanmedoxomil ikke genoptages.

Etniske forskelle

Som med alle andre angiotensin II-receptorantagonister er olmesartanmedoxomils

blodtrykssænkende virkning noget mindre hos sorte patienter end hos andre patienter.

Dette skyldes muligvis en højere forekomst af lavt reninniveau i den sorte hypertensive

population.

Graviditet

Behandling med angiotensin II-receptorantagonister (AIIRA'ere) bør ikke påbegyndes

under graviditet. Ved planlægning af graviditet bør patienten overgå til alternativ

antihypertensiv behandling med en kendt sikkerhedsprofil vedrørende brug under

graviditet, med mindre fortsat behandling med AIIRA'ere vurderes at være nødvendig. Ved

påvist graviditet bør behandling med AIIRA'ere seponeres omgående, og alternativ

behandling eventuelt indledes (se pkt. 4.3 og 4.6).

Andet

Som ved alle antihypertensiva kan et kraftigt blodtryksfald hos patienter med iskæmisk

hjertesygdom eller iskæmisk cerebrovaskulær sygdom medføre myokardieinfarkt eller

slagtilfælde.

Olimesta indeholder lactose. Det bør ikke anvendes til patienter med arvelig

galactoseintolerans, en særlig form af hereditær lactasemangel (Lapp Lactase deficiency)

eller glucose-/galactosemalabsorption.

45056_spc.doc

Side 5 af 16

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Pædiatrisk population:

Interaktionsstudier er kun udført hos voksne.

Det vides ikke om interaktioner i børn er de samme som hos voksne.

Andre lægemidlers virkning på olmesartanmedoxomil

Andre antihypertensiva

Olmesartanmedoxomils blodtrykssænkende effekt kan forstærkes ved samtidig brug af

andre antihypertensiva.

ACE-hæmmere, angiotensin II-receptor-blokkere eller aliskiren

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteron-

systemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister eller aliskiren er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger

som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt)

sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1).

Kaliumtilskud og kaliumbesparende diuretika

På baggrund af erfaringer med brugen af andre lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-

systemet, kan samtidig brug af kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud, kaliumholdige

salterstatninger eller andre lægemidler, der kan øge serumniveauet af kalium (f.eks.

heparin), medføre øgede serumniveauer af kalium (se pkt. 4.4). Samtidig brug af disse

lægemidler frarådes derfor.

Non-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID'er)

NSAID'er (herunder acetylsalicylsyre i doser på > 3 g/dag og COX-2-hæmmere) og

angiotensin II-receptorantagonister kan virke synergistisk ved at nedsætte den glomerulære

filtration. Ved samtidig brug af NSAID'er og angiotensin II-receptorantagonister er der

risiko for akut nyresvigt. Monitorering af nyrefunktionen i begyndelsen af behandlingen og

regelmæssig hydrering af patienten anbefales.

Endvidere kan samtidig behandling nedsætte den antihypertensive virkning af angiotensin

II-receptorantagonister, hvorved en del af virkningen går tabt.

Anionbytteren colesevelam

Ved kombination med colesevelamhydrochlorid reduceres den systemiske eksponering og

den maksimale plasmakoncentration af olmesartan, og t1/2 reduceres. Administration af

olmesartanmedoxomil mindst 4 timer før colesevelamhydrochlorid nedsætter

interaktionen. Det bør overvejes at administrere olmesartanmedoxomil mindst 4 timer før

en dosis colesevelamhydrochlorid (se pkt. 5.2).

Andre stoffer

Efter behandling med antacida (aluminiummagnesiumhydroxid) blev der observeret en

moderat reduktion i olmesartan biotilgængelighed. Samtidig administration med warfarin

og digoxin havde ingen effekt på olmesartans farmakokinetik.

45056_spc.doc

Side 6 af 16

Olmesartanmedoxomils virkning på andre lægemidler

Lithium

Der er rapporteret om reversible stigninger i serumkoncentrationerne af lithium og

toksicitet ved samtidig administration af lithium og angiotensinkonverterende

enzymhæmmere eller angiotensin II-receptorantagonister. Derfor frarådes kombination af

olmesartanmedoxomil og lithium (se pkt. 4.4). Hvis denne kombination viser sig at være

nødvendig, anbefales det at monitorere serumniveauerne af lithium nøje.

Andre stoffer

De stoffer, der er blevet undersøgt i specifikke kliniske studier af raske frivillige, omfatter

warfarin, digoxin, et antacid (magnesiumaluminiumhydroxid), hydrochlorthiazid og

pravastatin. Der blev ikke observeret klinisk relevante interaktioner, og især havde

olmesartanmedoxomil ingen signifikant virkning på warfarins farmakokinetik eller

farmakodynamik eller på digoxins farmakokinetik

Olmesartan medførte ingen klinisk relevant hæmning af cytokrom P450-enzymerne 1A1/2,

2A6, 2C8/9, 2C19, 2D6, 2E1 og 3A4 in vitro hos mennesker, og det medførte ingen eller

kun minimal induktion af cytokrom P450-aktiviteten hos rotter. Derfor er der ikke udført

interaktionsstudier in vivo med kendte cytokrom P450-enzymhæmmere og -induktorer, og

der forventes ingen klinisk relevante interaktioner mellem olmesartan og lægemidler, der

metaboliseres af ovennævnte cytokrom P450-enzymer.

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Anvendelse af AIIRA’ere frarådes i graviditetens første trimester (se pkt. 4.4). AIIRA’ere

er kontraindiceret i graviditetens andet og tredje trimester (se pkt. 4.3 og 4.4).

Epidemiologisk evidens for risiko for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere

i 1. trimester af graviditeten har ikke været konklusive; en lille risikostigning kan dog ikke

udelukkes. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske data vedrørende risikoen

ved angiotensin II receptorhæmmere (AIIRA’ere), kan de samme risici være forbundet

med denne lægemiddelklasse. Med mindre fortsat AIIRA-behandling anses for at være

essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternative antihypertensive

behandlinger, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse under graviditet. Når

graviditet diagnosticeres, bør behandling med AIIRA’ere seponeres omgående, og hvis det

er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes.

Eksponering for AIIRA’ere i andet og tredje trimester inducerer føtotoksicitet hos

mennesker (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinket kranieossifikation) og

neonatal toksicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se også pkt. 5.3).

Hvis eksponering for AIIRA’ere har fundet sted fra 2. trimester af graviditeten, anbefales

ultralydskontrol af nyrefunktionen og kraniet.

Spædbørn, hvis mødre har taget AIIRA’ere, bør observeret omhyggeligt for hypotension

(se også pkt. 4.3 og 4.4).

Amning

Olmesartan udskilles i modermælken hos diegivende rotter, men det vides ikke, om

olmesartan udskilles i human modermælk.

45056_spc.doc

Side 7 af 16

Da der ikke er tilgængelig information vedrørende anvendelse af Olimesta under amning,

frarådes det at anvende Olimesta, og andre behandlinger med en kendt sikkerhedsprofil

vedrørende brug under amning foretrækkes, især hvis barnet er nyfødt eller præmaturt.

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Olimesta påvirker i mindre til moderat grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene

maskiner. Svimmelhed eller træthed kan lejlighedsvis forekomme hos patienter i

antihypertensiv behandling og det kan nedsætte reaktionsevnen.

4.8

Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

De hyppigst indberettede bivirkninger fra behandling med olmesartanmedoxomil er

hovedpine (7,7 %), influenzalignende symptomer (4,0 %) og svimmelhed (3,7 %).

I placebokontrollerede monoterapistudier var den eneste bivirkning, som med sikkerhed

var relateret til behandlingen, svimmelhed (en forekomst på 2,5 % ved brug af

olmesartanmedoxomil og 0,9 % med placebo).

Forekomsten af hypertriglyceridæmi var også lidt højere med olmesartanmedoxomil

sammenlignet med placebo (2,0 % versus 1,1 %), og af forhøjet kreatininfosfokinase

(1,3 % versus 0,7 %).

Bivirkninger opstillet i tabelform

Olmesartanmedoxomils bivirkninger i de kliniske studier, i sikkerhedsstudier efter

markedsføringstilladelsen og fra spontane indberetninger er opstillet i tabellen nedenfor.

Følgende terminologier er anvendt til at klassificere forekomsten af bivirkninger og er

blevet rapporteret fra erfaringer efter markedsføring.

De er opført efter systemorganklasse og overskrifter med hyppighedsfrekvensen ud fra

følgende konvention:

Meget almindelig (≥1/10), almindelig (≥1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥1/1.000 til

<1/100), sjælden (≥1/10.000 til <1/1.000) og meget sjælden (<1/10.000) herunder ikke

kendte bivirkninger (som ikke kan estimeres ud fra forhåndenværende data).

MedDRA

Systemorganklasse

Bivirkninger

Hyppighed

Blod og lymfesystem

Trombocytopeni

Ikke almindelig

Immunsystemet

Anafylaktisk reaktion

Ikke almindelig

Metabolisme og ernæring

Hypertriglyceridæmi

Almindelig

Hyperurikæmi

Almindelig

Hyperkaliæmi

Sjælden

Nervesystemet

Svimmelhed

Almindelig

Hovedpine

Almindelig

Øre og labyrint

Vertigo

Ikke almindelig

Hjerte

Angina pectoris

Ikke almindelig

Vaskulære sygdomme

Hypotension

Sjælden

45056_spc.doc

Side 8 af 16

Luftveje, thorax og mediastinum

Bronkitis

Almindelig

Faryngitis

Almindelig

Hoste

Almindelig

Rhinitis

Almindelig

Mave-tarm-kanalen

Gastroenteritis

Almindelig

Diarré

Almindelig

Abdominalsmerter

Almindelig

Kvalme

Almindelig

Dyspepsi

Almindelig

Opkastning

Ikke almindelig

Sprue-lignende enteropati (se

pkt. 4.4)

Meget sjælden

Hud og subkutane væv

Eksantem

Ikke almindelig

Allergisk dermatitis

Ikke almindelig

Urticaria

Ikke almindelig

Udslæt

Ikke almindelig

Pruritus

Ikke almindelig

Angioneurotisk ødem

Sjælden

Knogler, led, muskler og bindevæv

Arthritis

Almindelig

Rygsmerter

Almindelig

Skeletsmerter

Almindelig

Myalgi

Ikke almindelig

Muskelspasme

Sjælden

Nyrer og urinveje

Hæmaturi

Almindelig

Urinvejsinfektion

Almindelig

Akut nyresvigt

Sjælden

Nyreinsufficiens

Sjælden

Almene symptomer og reaktioner på

administrationsstedet

Smerter

Almindelig

Smerter i brystet

Almindelig

Perifert ødem

Almindelig

Influenzalignende symptomer

Almindelig

Træthed

Almindelig

Ansigtsødem

Ikke almindelig

Asteni

Ikke almindelig

Utilpashed

Ikke almindelig

Letargi

Sjælden

Undersøgelser

Forhøjede leverenzymer

Almindelig

Forhøjet urinstof i blodet

Almindelig

Forhøjet kreatinkinase i blodet

Almindelig

Forhøjet serumkreatinin

Sjælden

Der er rapporteret om enkeltstående tilfælde af rhabdomyolyse med tidsmæssigt

sammenfald med indtagelse af angiotensin II-receptorantagonister.

45056_spc.doc

Side 9 af 16

Yderligere oplysninger om særlige populationer

Hos ældre patienter er forekomsten af hypotension let øget fra sjælden til ikke almindelig.

Pædiatrisk population

Sikkerheden af olmesartan har været monitoreret hos 361 børn og unge i alderen 1-17 år i 2

kliniske studier. Selvom arten og sværhedsgraden af bivirkningerne er svarende til de

voksnes, er hyppigheden af følgende højere hos børn:

Næseblod er en almindelig bivirkning hos børn (f.eks. ≥1/100 til <1/10) men er ikke

rapporteret hos voksne.

I et 3 ugers dobbelt-blindet studie var forekomsten af behandlingsrelateret svimmelhed

og hovedpine næsten fordoblet hos børn i alderen 6-17 år i den høje olmesartan

dosisgruppe.

Den overordnede sikkerhedsprofil af olmesartan hos pædiatriske patienter er ikke

signifikant forskellig fra sikkerhedsprofilen hos voksne.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Der foreligger kun begrænsede oplysninger om overdosering hos mennesker. Den mest

sandsynlige virkning af overdosering er hypotension. I tilfælde af overdosering skal

patienten holdes under nøje observation, og behandlingen skal være symptomatisk og

understøttende.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvorvidt olmesartan kan fjernes ved dialyse.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 CA 08. Angiotensin II-antagonister, usammensatte.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Virkningsmekanisme

Olmesartanmedoxomil er en potent, peroralt aktiv selektiv angiotensin II-receptor-

antagonist (type AT

). Olmesartanmedoxomil forventes at blokere alle virkninger af

angiotensin II, der er medieret af AT

-receptoren, uafhængigt af angiotensin IIs kilde eller

syntesevej. Selektiv antagonisering af angiotensin II-receptorerne (AT

-receptorerne)

45056_spc.doc

Side 10 af 16

medfører en stigning i plasmakoncentrationen af renin og angiotensin I og II og et vist fald

i plasmakoncentrationen af aldosteron.

Angiotensin II er renin-angiotensin-aldosteron-systemets primære vasoaktive hormon og

spiller en vigtig rolle i patofysiologien ved hypertension via type 1-receptoren (AT

Klinisk virkning og sikkerhed

Ved hypertension forårsager olmesartanmedoxomil et dosisafhængigt, langvarigt fald i det

arterielle blodtryk. Der er ikke påvist hypotension efter første dosis, takyfylaksi ved

langvarig behandling eller tilbagevendende hypertension efter behandlingsophør.

Dosering med olmesartanmedoxomil en gang daglig giver en effektiv og jævn

blodtrykssænkning over dosisintervallet på 24 timer. Ved dosering en gang daglig blev der

opnået omtrent samme blodtrykssænkning som ved dosering to gange daglig med den

samme samlede daglige dosis.

Ved fortsat behandling opnås den maksimale blodtrykssænkning inden for otte uger efter

initiering af behandling, men allerede efter to ugers behandling ses der en betydelig

blodtrykssænkende virkning. Ved samtidig brug af hydrochlorthiazid ses der en additiv

blodtrykssænkning, og samtidig administration er veltolereret.

Olmesartans virkning på mortalitet og morbiditet kendes endnu ikke.

I ROADMAP-studiet (Randomised Olmesartan and Diabetes Microalbuminuria

Prevention) af 4447 patienter med type 2-diabetes, normal albuminuri og mindst én

yderligere kardiovaskulær risikofaktor blev det undersøgt, om behandling med olmesartan

kan forsinke debut af mikroalbuminuri. Under den mediane opfølgningsperiode på 3,2 år

fik patienterne enten olmesartan eller placebo som supplement til andre antihypertensiva

med undtagelse af ACE-hæmmere eller angiotensin II-antagonister.

For det primære endepunkt, har studiet påvist en signifikant risikoreduktion i tid til debut

af mikroalbuminuri med olmesartan. Efter justering for forskelle i blodtryk var denne

risikoreduktion ikke længere statistisk signifikant. 8,2 % (178 af 2160) af patienterne i

olmesartangruppen og 9,8 % (210 af 2139) i placebogruppen udviklede mikroalbuminuri.

Hvad angår de sekundære endepunkter, forekom kardiovaskulære hændelser hos 96

patienter (4,3 %) der fik olmesartan, og hos 94 patienter (4,2 %) der fik placebo.

Incidensen af kardiovaskulær mortalitet var højere med olmesartanbehandling i forhold til

placebo (15 patienter (0,7 %) vs. 3 patienter (0,1 %)), selv om der sås omtrent samme

forekomst af ikke-fatal apopleksi (14 patienter (0,6 %) vs. 8 patienter (0,4 %)), ikke-fatalt

myokardieinfarkt (17 patienter (0,8 %) vs. 26 patienter (1,2 %)) og ikke-kardiovaskulær

mortalitet (11 patienter (0,5 %) vs. 12 patienter (0,5 %)). Der sås et højere antal dødsfald i

alt med olmesartan (26 patienter (1,2 %) vs. 15 patienter (0,7 %)), hvilket især skyldtes et

større antal fatale kardiovaskulære hændelser.

I ORIENT-studiet (Olmesartan Reducing Incidence of End-stage Renal Disease in Diabetic

Nephropathy Trial) blev olmesartans virkninger på renale og kardiovaskulære værdier

undersøgt hos 577 randomiserede japanske og kinesiske patienter med type 2-diabetes og

kendt nefropati. Under en median opfølgningsperiode på 3,1 år fik patienterne enten

olmesartan eller placebo som supplement til andre antihypertensiva inklusive ACE-

hæmmere.

45056_spc.doc

Side 11 af 16

Det primære sammensatte endepunkt (tid til første hændelse i form af fordobling af

serumkreatinin, nyresygdom i terminalstadiet eller død uanset årsag) forekom hos 116

patienter i olmesartangruppen (41,1 %) og 129 patienter i placebogruppen (45,4 %) (HR

0,97 (95 % CI: 0,75 til 1,24); p=0,791). Det sammensatte sekundære kardiovaskulære

endepunkt forekom hos 40 patienter behandlet med olmesartan (14,2 %) og 53 patienter

behandlet med placebo (18,7 %). Dette sammensatte kardiovaskulære endepunkt omfattede

kardiovaskulær død hos 10 (3,5 %) patienter der fik olmesartan, versus 3 (1,1 %) der fik

placebo, samlet mortalitet 19 (6,7 %) versus 20 (7,0 %), ikke-fatal apopleksi 8 (2,8 %)

versus 11 (3,9 %) og ikke-fatalt myokardieinfarkt 3 (1,1 %) versus 7 (2,5 %).

Øvrig information

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Pædiatrisk population

Den blodtrykssænkende effekt af olmesartanmedoxomil hos den pædiatriske population

har været undersøgt i et randomiseret, dobbelt-blindet forsøg hos 302 hypertensive

patienter i alderen 6-17 år. Forsøgspopulationen bestod af en sort kohorte på 112 patienter

og en kohorte med blandet race på 190 patienter, inklusiv 38 sorte. Årsagen til deres

hypertension var overvejende essentiel hypertension (87% af den sorte kohorte og 67% af

den blandede kohorte). Patienter med vægt fra 20-35 kg blev randomiseret til 2.5 mg (lav

dosis) eller 20 mg (høj dosis) af olmesartan medoxomil en gang dagligt. Olmesartan

medoxomil reducerede signifikant såvel det systoliske som diastoliske blodtryk ved et

vægtjusteret dosis regime. Olmesartan medoxomil reducerede systolisk blodtryk

signifikant med 6.6 og 11.9 mmHg fra baseline ved henholdsvis lav og høj dosis. Denne

45056_spc.doc

Side 12 af 16

effekt blev også observeret i den 2 ugers randomiserings seponeringsfase, hvor både

median systolisk og diastolisk blodtryk demonstrerede statistisk signifikant rebound i

placebo gruppen sammenlignet med olmesartan medoxomil gruppen. Behandlingen var

effektiv i den pædiatriske population med både primær og sekundær hypertension. Som

observeret i den voksne population var blodtryks reduktionen mindre hos de sorte

patienter.

I det samme forsøg, modtog 59 patienter i alderen 1-5 år med vægt ≥5 kg 0.3 mg/kg af

olmesartan medoxomil en gang daglig i tre uger i en åben fase og herefter blev de

randomiseret til at modtage olmesartan medoxomil eller placebo i en dobbeltblindet fase.

Ved slutningen af anden uge efter seponering var det mediane systoliske/ diastoliske

blodtryk 3/3mmHg lavere i den gruppe, der var randomiseret til olmesartan medoxomil;

denne forskel i blodtryk var ikke statistisk signifikant (95% C.I. -2 to 7/-1 to 7).

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption og fordeling

Olmesartanmedoxomil er et prodrug. Det omdannes hurtigt til den farmakologisk aktive

metabolit, olmesartan, af esteraser i tarmslimhinden og i blodet i vena portae under

absorption fra mave-tarmkanalen.

Der er ikke påvist intakt olmesartanmedoxomil eller intakte sidekæder af medoxomil-delen

i plasma eller ekskreter. Den gennemsnitlige absolutte biotilgængelighed af olmesartan

som tabletformulering var 25,6 %.

Den gennemsnitlige maksimale plasmakoncentration (C

) af olmesartan nås inden for

ca. to timer efter peroral dosering med olmesartanmedoxomil, og plasmakoncentrationen af

olmesartan stiger omtrent lineært med stigende perorale enkeltdoser på op til ca. 80 mg.

Fødeindtagelse har kun en minimal virkning på olmesartans biotilgængelighed, og

olmesartanmedoxomil kan derfor administreres sammen med eller uafhængigt af mad.

Der er ikke observeret klinisk relevante kønsrelaterede forskelle i olmesartans

farmakokinetik.

Olmesartan har en høj plasmaproteinbinding (99,7 %), men der er dog ringe sandsynlighed

for klinisk signifikante forskydningsinteraktioner mellem olmesartan og andre lægemidler

med høj binding ved samtidig indtagelse (hvilket bekræftes af manglen på klinisk

signifikant interaktion mellem olmesartanmedoxomil og warfarin). Olmesartans binding til

blodceller er ubetydelig. Det gennemsnitlige fordelingsvolumen efter intravenøs indgivelse

er lavt (16 – 29 l).

Biotransformation og elimination

Total plasmaclearance var typisk 1,3 l/t (CV, 19 %), hvilket var relativt langsomt

sammenlignet med leverens gennemblødning (ca. 90 l/t). Efter en enkelt oral dosis

mærket olmesartanmedoxomil blev 10 - 16 % af den indgivne radioaktivitet udskilt via

urinen (langt størsteparten inden for 24 timer efter dosisindgivelsen), og resten af den

genfundne radioaktivitet blev udskilt via fæces. Ud fra den systemiske tilgængelighed på

25,6 % kan det beregnes, at absorberet olmesartan udskilles såvel renalt (ca. 40 %) som

hepato-biliært (ca. 60 %). Al genfundet radioaktivitet blev identificeret som olmesartan.

Der blev ikke påvist nogen anden signifikant metabolit. Den enterohepatiske recirkulation

45056_spc.doc

Side 13 af 16

af olmesartan er minimal. Eftersom en stor del af olmesartan udskilles via galdevejene, er

lægemidlet kontraindiceret til patienter med galdeobstruktion (se pkt. 4.3).

Den terminale eliminationshalveringstid for olmesartan varierede mellem 10 og 15 timer

efter multipel peroral indgivelse. Steady-state blev nået efter de første få doser, og ingen

yderligere akkumulation var evident efter 14 dages gentagen dosering. Renal clearance var

cirka 0,5 – 0,7 l/t og var dosisuafhængig.

Farmakokinetik hos særlige populationer

Ældre mennesker (65 år eller ældre)

Hos hypertensive patienter øgedes AUC ved steady-state med ca. 35 % hos ældre

mennesker (65-75 år) og med ca. 44 % hos meget ældre mennesker (

75 år)

sammenlignet med den yngre aldersgruppe. Dette kan muligvis være delvist relateret til et

gennemsnitligt fald i nyrefunktionen hos denne patientgruppe.

Nedsat nyrefunktion

Hos patienter med nedsat nyrefunktion øgedes AUC ved steady-state med 62 %, 82 % og

179 % hos patienter med henholdsvis let, moderat og alvorligt nedsat nyrefunktion,

sammenlignet med raske kontrolpersoner (se pkt. 4.2, 4.4).

Nedsat leverfunktion

Efter enkelt peroral administration var olmesartans AUC-værdier henholdsvis 6 % og 65 %

højere hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion end hos tilsvarende

matchende raske kontrolpersoner. 2 timer efter indgivelse til raske forsøgspersoner, til

patienter med lettere nedsat leverfunktion og til patienter med moderat nedsat

leverfunktion var den ubundne fraktion af olmesartan henholdsvis 0,26 %, 0,34 % og 0,41

%. Efter gentagne doser hos patienter med moderat nedsat leverfunktion var olmesartans

gennemsnitsværdier for AUC igen ca. 65 % højere end hos tilsvarende raske

kontrolpersoner. Olmesartans gennemsnitsværdier for C

svarede til værdierne hos raske

forsøgspersoner og patienter med nedsat leverfunktion. Olmesartanmedoxomil er ikke

evalueret hos patienter med alvorligt nedsat leverfunktion (se pkt. 4.2 og 4.4).

Pædiatrisk population

Farmakokinetikken for olmesartan blev undersøgt hos pædiatriske hypertensive patienter i

alderen 1 til 16 år. Clearence for olmesartan hos pædiatriske patienter var sammenlignelig

med voksne og justeret iht. vægt.

Der er ingen farmakokinetisk information tilgængelig hos pædiatriske patienter med nedsat

nyrefunktion.

Lægemiddelinteraktioner

Anionbytteren colesevelam

Ved samtidig administration af 40 mg olmesartanmedoxomil og 3750 mg colesevelam-

hydrochlorid til raske forsøgspersoner reduceredes olmesartans C

med 28 % og AUC

med 39 %. Ved administration af olmesartanmedoxomil 4 timer før colesevelam-

hydrochlorid var påvirkningen mindre og førte til henholdsvis 4 % reduktion af C

og 15

% af AUC. Olmesartans plasmahalveringstid blev reduceret med 50-52 %, uanset om det

blev administreret samtidig med eller 4 timer før colesevelamhydrochlorid (se pkt. 4.5).

45056_spc.doc

Side 14 af 16

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

I studier af kronisk toksicitet hos rotter og hunde viste olmesartanmedoxomil virkninger

svarende til andre AT

-blokkere og ACE-hæmmere: forhøjet blodurinstof (BUN) og

kreatinin (gennem funktionelle ændringer i nyrerne på grund af blokering af AT

receptorer); reduktion af hjertevægt; reduktion af røde blodcelleparametre (erytrocytter,

hæmoglobin, hæmatokrit); histologiske indikationer af nyreskader (regenerative læsioner

af nyreepitelet, fortykkelse af basalmembranen, tubulær dilatation). Disse bivirkninger

forårsaget af olmesartanmedoxomils farmakologiske aktion er også forekommet ved

prækliniske studier med andre AT

-blokkere og ACE-hæmmere og kan reduceres ved

samtidig peroral indgivelse af natriumchlorid.

Hos begge dyrearter observeredes øget plasmareninaktivitet og hypertrofi/hyperplasi i de

juxtaglomerulære celler i nyren. Disse ændringer, som er typiske virkninger af klassen af

ACE-hæmmere og andre AT

-blokkere, synes at være uden klinisk relevans.

Ligesom andre AT

-receptorantagonister øgede olmesartanmedoxomil incidensen af

kromosombrud i cellekulturer in vitro. I flere in vivo-studier med olmesartanmedoxomil i

meget høje perorale doser på op til 2000 mg/kg sås ingen relevant virkning. De samlede

data fra omfattende afprøvning for genotoksicitet tyder på, at det er meget usandsynligt at

olmesartan udviser genotoksisk potentiale ved klinisk brug.

Olmesartanmedoxomil var ikke karcinogent hos hverken rotter i et toårigt studie eller hos

mus testet i 2 seksmåneders karcinogenicitetsstudier med transgene modeller.

Ved reproduktionsstudier udført på rotter påvirkede olmesartanmedoxomil ikke fertiliteten,

og der var ingen tegn på teratogen virkning. I lighed med andre angiotensin II-antagonister

blev afkommets overlevelse reduceret efter eksponering for olmesartanmedoxomil, og

pelvisdilatation af nyren sås efter moderdyrenes eksponering ved slutningen af graviditet

og amning. I lighed med andre antihypertensiva viste olmesartanmedoxomil sig at være

mere toksisk for drægtige kaniner end for drægtige rotter, men der var dog ingen tegn på

føtotoksisk virkning.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Tabletkerne

Mikrokrystallinsk cellulose

Lactosemonohydrat

Lav-substitueret hydroxypropylcellulose

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Titandioxid

Talcum

Macrogol 3000

Delvist hydrolyseret polyvinylalkohol

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

45056_spc.doc

Side 15 af 16

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blister (OPA/Al/PVC-folie, Al-folie)

Pakningsstørrelser: 10, 14, 28, 30, 56, 60, 84, 90, 98 og 100 stk., i æske.

Tabletbeholder (HDPE) med plastskruelåg (PP) med tørremiddel

Pakningsstørrelser: 100 stk., i æske.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ikke anvendte lægemidler samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale

retningslinjer.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

KRKA Sverige AB

Göta Ark 175

Medborgarplatsen 25

118 72 Stockholm

Sverige

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

10 mg: 45056

20 mg: 45057

40 mg: 45058

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

3. august 2010

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

10. oktober 2017

45056_spc.doc

Side 16 af 16

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her

Der er ingen nyheder relateret til dette produkt.