Moxifloxacin "Pharmathen"

8. januar 2018

PRODUKTRESUMÉ

for

Moxifloxacin "Pharmathen", filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

28417

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Moxifloxacin "Pharmathen"

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver filmovertrukket tablet indeholder 400 mg moxifloxacin, svarende til 436,37 mg

moxifloxacinhydrochlorid.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

Pink, aflange, bikonvekse filmovertrukne tabletter med dimensionerne 19,4 x 7,8 mm i

diameter og 5,8 mm i tykkelse.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Moxifloxacin "Pharmathen" anvendes til behandling af følgende bakterielle infektioner,

der skyldes moxifloxacin-følsomme bakterier, hos patienter over 18 år (se pkt. 4.4, 4.8 og

5.1). Moxifloxacin bør kun anvendes, hvis behandling med de former for antibiotika, der

normalt anbefales som førstevalg ved denne infektion, ikke kan bruges eller hvis de ikke

har virket:

Akut bakteriel sinuitis (tilstrækkeligt diagnosticeret)

Akut forværring af kronisk bronkitis (tilstrækkeligt diagnosticeret)

Ikke hospitalserhvervet lungebetændelse, med undtagelse af svære tilfælde

Mild til moderat underlivsbetændelse (dvs. infektioner i de øvre genitialier hos

kvinder, herunder salpingitis og endometritis, uden en ledsagende abscess i

æggestokkene eller bækkenet)

Moxifloxacin "Pharmathen" 400 mg filmovertrukne tabletter bør ikke anvendes til

monoterapi af mild til moderat underlivsbetændelse, men skal anvendes i kombination med

et andet passende antibakterielt middel (f.eks. cephalosporin) på grund af en øget

50953_spc.docx

Side 1 af 19

moxifloxacin-resistens i forhold til Neisseria gonorrhoeae, med mindre moxifloxacin-

resistent Neisseria gonorrhoeae kan udelukkes (se pkt. 4.4 og 5.1)

Moxifloxacin "Pharmathen" 400 mg filmovertrukne tabletter kan også anvendes til

følgende indikationer for at fuldende behandlingsforløbet hos patienter, der har haft

bedring under den indledende behandling med intravenøs moxifloxacin:

Ikke hospitalserhvervet lungebetændelse

Komplicerede infektioner i hud og hudstruktur

Moxifloxacin "Pharmathen" 400 mg filmovertrukne tabletter må ikke anvendes som

førstevalg til nogen form for infektioner i hud og hudstruktur eller ved alvorlig ikke

hospitalserhvervet lungebetændelse.

Der skal tages hensyn til officielle retningslinjer vedrørende hensigtsmæssig brug af

antibiotika.

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering (voksne)

Den anbefalede dosis er en 400 mg filmovertrukken tablet én gang dagligt.

Nedsat nyre- og leverfunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis til patienter med let til svær nedsat nyrefunktion

eller til patienter i kronisk dialyse, dvs. hæmodialyse og vedvarende ambulatorisk

peritonealdialyse (se pkt. 5.2 for detaljer).

Der er utilstrækkelige data vedrørende patienter med nedsat leverfunktion (se pkt. 4.3).

Specielle patientpopulationer

Det er ikke nødvendigt at justere dosis til ældre og patienter med lav kropsvægt.

Pædiatrisk population

Moxifloxacin er kontraindiceret til børn samt unge (< 18 år). Effekt og sikkerhed ved brug

af moxifloxacin til børn og unge er ikke undersøgt (se pkt. 4.3).

Administration

Tabletten skal synkes hel med tilstrækkelig mængde væske og kan indtages uafhængigt af

måltider.

Behandlingsvarighed

Følgende behandlingsvarighed anbefales for Moxifloxacin "Pharmathen" 400 mg

filmovertrukne tabletter:

Akut forværring af kronisk bronkitis: 5-10 dage

Ikke hospitalserhvervet lungebetændelse: 10 dage

Akut bakteriel sinuitis: 7 dage

Mild til moderat underlivsbetændelse: 14 dage

50953_spc.docx

Side 2 af 19

I kliniske studier har man undersøgt behandling med Moxifloxacin "Pharmathen" 400 mg

filmovertrukne tabletter i op til 14 dage.

Sekventiel (intravenøs efterfulgt af oral) behandling

I kliniske studier med sekventiel behandling skiftede de fleste patienter fra intravenøs til

oral behandling inden for 4 dage (pneumoni erhvervet uden for sygehus) eller 6 dage

(komplicerede hud- og hudstrukturinfektioner). Den anbefalede samlede varighed af

intravenøs og oral behandling er 7-14 dage for pneumoni erhvervet uden for sygehus og 7-

21 dage for komplicerede hud- og hudstrukturinfektioner.

Den anbefalede dosering (400 mg dagligt) samt behandlingsvarighed for den givne

indikation, bør ikke overskrides.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for moxifloxacin, andre quinoloner eller over for et eller flere af

hjælpestofferne, anført i punkt 6.1.

Graviditet og amning (se pkt. 4.6).

Patienter under 18 år.

Patienter med tidligere tendo-sygdom/-lidelse relateret til quinolonbehandling.

Både i prækliniske undersøgelser og i humane undersøgelser med moxifloxacin, er der

observeret ændringer i hjertets elektrofysiologi i form af QT-forlængelse. Af medicinske

sikkerhedshensyn er moxifloxacin derfor kontraindiceret til patienter med:

medfødt eller dokumenteret erhvervet QT-forlængelse

elektrolytforstyrrelser, specielt ukorrigeret hypokaliæmi

klinisk relevant bradykardi

klinisk relevant hjertesvigt med nedsat venstre ventrikulær uddrivningsfraktion

tidligere anamnese med symptomatiske arytmier

Moxifloxacin bør ikke anvendes sammen med andre lægemidler der forlænger QT-

intervallet (se også pkt. 4.5).

Grundet begrænsede kliniske data, er moxifloxacin også kontraindiceret til patienter med

nedsat leverfunktion (Child-Pugh C) og til patienter med en stigning i transaminase til

mere end 5 gange øvre normalværdi (ULN).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Fordelen ved moxifloxacin-behandling, specielt ved mindre alvorlige infektioner, bør vejes

op imod oplysningerne i afsnittet om advarsler og forsigtighedsregler.

Forlængelse af QTc-interval samt kliniske tilstande relateret til potentiel QTc-forlængelse

Moxifloxacin har vist at kunne forlænge QTc-intervallet på elektrokardiogrammer hos

nogle patienter. Ved analyse af EKG’er fra det kliniske undersøgelsesprogram, var QTc-

forlængelsen med moxifloxacin 6 msek. ± 26 msek; 1,4 % i forhold til udgangsværdien.

Idet kvinder har tendens til at have længere udgangsværdi for QTc-intervallet

sammenlignet med mænd, kan de være mere følsomme over for QTc-forlængende

lægemidler. Ældre patienter kan også være mere følsomme over for lægemiddelrelaterede

effekter på QT-intervallet.

Lægemidler, der kan nedsætte kaliumniveauet, bør anvendes med forsigtighed til patienter,

der får moxifloxacin (se også pkt. 4.3 og 4.5).

50953_spc.docx

Side 3 af 19

Moxifloxacin bør anvendes med forsigtighed hos patienter med igangværende

proarytmiske tilstande såsom (især kvinder og ældre patienter) akut myokardieiskæmi eller

QT-forlængelse, da dette kan medføre en øget risiko for ventrikulære arytmier (inkl.

torsade de pointes) og hjertestop (se også pkt. 4.3). Størrelsen af QT-forlængelsen kan øges

med stigende koncentrationer af lægemidlet. Den anbefalede dosis bør derfor ikke

overskrides.

Behandling med moxifloxacin bør stoppes, hvis der opstår tegn og symptomer, både med

og uden ekg-fund, der kan relateres til hjertearytmier under behandlingen.

Overfølsomhed/allergiske reaktioner

Overfølsomhed og allergiske reaktioner er set efter den første indgift af fluoroquinoloner,

herunder moxifloxacin. Anafylaktiske reaktioner kan udvikle sig til et livstruende shock

selv efter den første indgift. I tilfælde af kliniske manifestationer på svære

overfølsomhedsreaktioner skal behandlingen med moxifloxacin seponeres, og passende

behandling iværksættes (f.eks. behandling for shock).

Alvorlig leversygdom

Tilfælde af fulminant hepatitis, som potentielt kan føre til leverinsufficiens (herunder

tilfælde af dødsfald), er blevet indberettet ved brug af moxifloxacin (se pkt. 4.8). Patienten

skal rådes til at kontakte sin læge inden behandlingen fortsættes, hvis tegn og symptomer

på fulminant hepatitis udvikler sig, som f.eks. hurtigt udviklende asteni forbundet med

gulsot, mørk urin, tendens til blødning eller leverencefalopati.

Test/undersøgelse af leverfunktionen bør udføres ved tegn på nedsat leverfunktion.

Alvorlige bulløse hudreaktioner

Tilfælde af bulløse hudreaktioner såsom Stevens-Johnson syndrom eller toksisk epidermal

nekrolyse er blevet indberettet med moxifloxacin (se pkt. 4.8). Patienten bør rådes til

øjeblikkeligt at kontakte sin læge, før behandlingen fortsættes, hvis hud- og/eller

slimhindereaktioner opstår.

Patienter, der er disponeret for krampeanfald

Quinoloner er kendt for at kunne udløse krampeanfald. Præparatet bør anvendes med

forsigtighed til patienter med CNS-forstyrrelser, eller ved andre risikofaktorer, som kan

give krampeanfald eller nedsætte krampetærsklen. Ved krampeanfald skal behandlingen

med moxifloxacin seponeres og passende behandling iværksættes.

Perifer neuropati

Der er set tilfælde af sensorisk eller sensomotorisk polyneuropati, der medfører

paræstesier, hypoæstesier, dysæstesier eller svaghed hos patienter, der får quinoloner,

herunder moxifloxacin. Patienter, der bliver behandlet med moxifloxacin, skal instrueres i

at kontakte deres læge, før de fortsætter behandlingen, hvis de får symptomer på neuropati,

som f.eks. smerte, en brændende eller prikkende fornemmelse eller følelsesløshed, med

henblik på at forebygge udvikling af en irreversibel tilstand (se pkt. 4.8).

Psykiske reaktioner

Psykiske reaktioner kan forekomme selv efter den første indgift af quinoloner, herunder

moxifloxacin. I meget sjældne tilfælde har depression eller psykiske reaktioner udviklet sig

til selvmordstanker og selvskadende adfærd som f.eks. selvmordsforsøg (se pkt. 4.8). Hvis

50953_spc.docx

Side 4 af 19

patienten udvikler disse reaktioner, skal anvendelsen af moxifloxacin seponeres, og

passende forholdsregler skal tages. Der skal udvises forsigtighed, hvis moxifloxacin skal

anvendes til psykotiske patienter eller til patienter med psykiske lidelser i anamnesen.

Antibiotikarelateret diaré, herunder colitis

Antibiotikarelateret diaré (AAD) og antibiotikarelateret kolitis (AAC), herunder

pseudomembranøs kolitis og Clostridium difficile associeret diaré, er blevet indberettet i

forbindelse med brugen af bredspektrede antibiotika, inklusive moxifloxacin. De rangerer i

alvorlighed fra mild diaré til fatal kolitis. Det er derfor vigtigt at overveje denne diagnose

hos patienter, som udvikler alvorlig diaré under eller efter moxifloxacinbehandlingen. Hvis

AAD eller AAC mistænkes eller bekræftes, skal igangværende behandling med antibiotika,

inklusive moxifloxacin, afbrydes og passende terapeutiske tiltag omgående iværksættes.

Ydermere bør tilstrækkelige tiltag for at kontrollere infektionen iværksættes for at undgå

overførsel. Lægemidler, som hæmmer peristaltikken, er kontraindiceret hos patienter, som

udvikler alvorlig diaré.

Patienter med myasthenia gravis

Moxifloxacin bør anvendes med forsigtighed hos patienter med myasthenia gravis, idet

symptomerne kan forværres.

Tendinitis, seneruptur

Tendinitis og seneruptur (især achillessenen), nogen gange bilateral, kan forekomme ved

behandling med quinoloner, herunder moxifloxacin, selv inden for 48 timer efter

behandlingsstart, og er set op til flere måneder efter seponering af behandlingen. Risikoen

for tendinitis og seneruptur er øget hos ældre patienter og patienter i samtidig behandling

med kortikosteroider. Ved de første tegn på smerte eller inflammation, skal behandlingen

med moxifloxacin afbrydes, den berørte ekstremitet skal aflastes, og patienten skal straks

kontakte lægen for at en passende behandling kan iværksættes (f.eks. immobilisering) for

den berørte sene (se pkt. 4.3 og 4.8).

Patienter med nedsat nyrefunktion

Ældre patienter med nyresygdomme bør anvende moxifloxacin med forsigtighed, hvis de

ikke kan opretholde et tilstrækkeligt væskeindtag, da dehydrering kan øge risikoen for

nyresvigt.

Synsforstyrrelser

Hvis synet bliver nedsat, eller der opleves anden påvirkning af øjet, skal en øjenspecialist

konsulteres med det samme (se pkt. 4.7 og 4.8).

Dysglykæmi

Som det er tilfældet med alle fluoroquinoloner, er der rapporteret om forstyrrelser i

blodglucose, herunder både hypoglykæmi og hyperglykæmi, med moxifloxacin. Hos

moxifloxacinbehandlede patienter er dysglykæmi primært indtrådt hos ældre diabetiske

patienter, der fik samtidig behandling med et oralt hypoglykæmisk lægemiddel (f.eks.

sulfonylurinstof) eller med insulin. Det anbefales at overvåge blodglucose nøje hos

diabetespatienter (se pkt. 4.8).

50953_spc.docx

Side 5 af 19

Forebyggelse af fotosensitivitetsreaktioner

Quinoloner har vist sig at kunne forårsage fotosensitivitetsreaktioner hos visse patienter.

Studier har dog vist, at moxifloxacin har lav risiko for at inducere fotosensitivitet. Ikke

desto mindre bør patienter anbefales ikke at udsætte sig for UV-bestråling eller omfattende

og/eller stærkt sollys under behandling med moxifloxacin.

Patienter med glucose-6-fosfat-dehydrogenasemangel

Patienter med kendt familiær disposition for eller erkendt glucose-6-fosfat-

dehydrogenasemangel, har tendens til hæmolytiske reaktioner, når de behandles med

quinoloner. Derfor bør moxifloxacin bruges med forsigtighed til disse patienter.

Patienter med kompliceret underlivsbetændelse

Moxifloxacin "Pharmathen" 400 mg filmovertrukne tabletter bør ikke anvendes til

patienter med kompliceret underlivsbetændelse (f.eks. forbundet med abscess i

æggestokkene eller bækkenet), hvor intravenøs behandling skønnes nødvendig.

Underlivsbetændelse kan skyldes fluoroquinolon-resistent Neisseria gonorrhoeae. I

sådanne tilfælde skal empirisk moxifloxacin derfor gives sammen med et andet passende

antibiotikum (f.eks. cephalosporin), med mindre moxifloxacin-resistent Neisseria

gonorrhoeae kan udelukkes. Hvis der ikke opnås klinisk bedring efter tre dages

behandling, skal behandlingen tages op til overvejelse.

Patienter med speciel cSSSI

Klinisk effekt af moxifloxacin ved behandling af alvorlige brandsårsinfektioner, fasciitis

samt infektioner i fødder hos diabetikere med osteomyelitis er ikke fastslået.

Påvirkning af biologiske tests

Behandling med moxifloxacin kan påvirke resultatet af en Mycobacterium spp.-kulturtest

ved at undertrykke den mycobakteriske vækst, og dermed give falske negative resultater

for prøver fra patienter, der er i behandling med moxifloxacin.

Patienter med MRSA-infektioner

Moxifloxacin må ikke anvendes til behandling af MRSA-infektioner. Ved mistænkt eller

bekræftet infektion på grund af MRSA, skal behandling med passende antibakterielt

middel iværksættes (se pkt. 5.1).

Pædiatrisk population

På grund af skader i brusken hos unge dyr (se pkt. 5.3) er anvendelsen af moxifloxacin til

børn og unge under 18 år er kontraindiceret (se pkt. 4.3.)

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Interaktioner med lægemidler:

En additiv effekt på forlængelsen af QT-intervallet kan ikke udelukkes ved anvendelsen af

moxifloxacin og andre lægemidler, der kan forlænge QTc-intervallet. Dette kan medføre

en øget risiko for ventrikulære arytmier, herunder torsade de pointes. Derfor er

moxifloxacin kontraindiceret til patienter, som samtidig bliver behandlet med et eller flere

af følgende lægemidler (se også pkt. 4.3):

Antiarytmika klasse IA (f.eks. quinidin, hydroquinidin, disopyramid)

Antiarytmika klasse III (f.eks. amiodaron, sotalol, dofetilid, ibutilid)

50953_spc.docx

Side 6 af 19

Antipsykotika (f.eks. phenothiaziner, pimozid, sertindol, haloperidol, sultoprid)

Tricykliske antidepressiva

Visse antimikrobielle stoffer (saquinavir, sparfloxacin, erythromycin IV, pentamidin,

antimalariamidler især halofantrin)

Visse antihistaminer (terfenadin, astemizol, mizolastin)

Andre lægemidler (cisaprid, vincamin IV, bepridil, diphemanil)

Moxifloxacin skal anvendes med forsigtighed hos patienter, der får lægemidler, der kan

reducere kaliumindholdet i blodet (f.eks. loop- og thiazid-diuretika, laksantia og

lavementer [høje doser], kortikosteroider, amphotericin B), eller lægemidler, der er

forbundet med klinisk signifikant bradykardi.

Der bør være et interval på omkring 6 timer mellem administration af moxifloxacin og

lægemidler indeholdende bivalente eller trivalente kationer (f.eks. antacida indeholdende

magnesium eller aluminium, didanosin tabletter, sukralfat og midler indeholdende jern

eller zink).

Samtidig indgift af oral kul med en oral dosis på 400 mg moxifloxacin medførte en udtalt

hindring af absorptionen af lægemidlet og en nedsat systemisk biotilgængelighed af

lægemidlet med mere end 80 %. Derfor anbefales samtidig brug af disse to lægemidler

ikke (undtagen i tilfælde af overdosering, se også pkt. 4.9).

Efter gentagen dosering til raske forsøgspersoner kunne moxifloxacin forøge C

digoxin med ca. 30 % uden påvirkning af AUC eller bundværdier hos raske

forsøgspersoner. Det er ikke nødvendigt med forholdsregler ved administration med

digoxin.

I studier udført på frivillige diabetikere resulterede samtidig administration af oral

moxifloxacin og glibenclamid i et fald på ca. 21 % af den maksimale plasmakoncentration

af glibenclamid. Kombinationen af glibenclamid og moxifloxacin kan teoretisk resultere i

en mild og forbigående hyperglycæmi. Imidlertid resulterede de observerede

farmakokinetiske ændringer for glibenclamid ikke i ændringer af de farmakodynamiske

parametre (blod-glukose, insulin). Der er således ikke observeret nogen klinisk betydende

interaktion mellem moxifloxacin og glibenclamid.

INR forandringer

Et stort antal tilfælde af øget peroral antikoagulant aktivitet er rapporteret blandt patienter i

behandling med antibakterielle lægemidler, især fluorquinoloner, makrolider, tetracykliner,

cotrimoxazol og visse cefalosporiner. Forholdene ved infektionen og inflammationen,

alder og patientens almene tilstand synes at være risikofaktorer. Under disse

omstændigheder kan det være svært at bedømme, om INR-forstyrrelserne (international

normaliseret ratio) skyldes infektionen eller behandlingen. En foranstaltning ville være at

monitorere INR mere hyppigt. Om nødvendigt bør den perorale dosis af antikoagulant

justeres passende.

Kliniske studier har ikke vist interaktioner efter samtidig administration af moxifloxacin

med: Ranitidin, probenicid, orale antikonceptiva, calcium tilskud, parenteralt administreret

morfin, theophyllin, cyclosporin eller itraconazol.

50953_spc.docx

Side 7 af 19

In vitro-studier med humane cytokrom P450 enzymer har underbygget disse oplysninger.

Med tanke på disse resultater er en metabolisk interaktion via cytokrom P450 enzymer

usandsynlig.

Interaktioner med fødevarer:

Moxifloxacin har ingen klinisk relevante interaktioner med fødevarer inklusive

mejeriprodukter.

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Sikkerheden ved moxifloxacin ved human graviditet er ikke blevet evalueret. Dyrestudier

har vist reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). Den potentielle risiko for mennesker er

ukendt. På grund af den eksperimentelle risiko for, at fluoroquinoloner kan beskadige den

vægtbærende brusk hos unge dyr, og reversible ledskader beskrevet hos børn, der får visse

fluoroquinoloner, må moxifloxacin ikke anvendes til gravide kvinder (se pkt. 4.3).

Amning

Der er ingen oplysninger om ammende kvinder. Prækliniske oplysninger tyder på, at små

mængder moxifloxacin udskilles i mælken. Da der ikke findes oplysninger om mennesker,

og der er en eksperimentel risiko for, at fluoroquinoloner kan beskadige det vægtbærende

brusk hos unge dyr, er amning kontraindiceret under moxifloxacin-behandling (se pkt.

4.3).

Fertilitet

Dyreforsøg tyder ikke på nedsat fertilitet (se pkt. 5.3)

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af indflydelsen på evnen til at føre bil eller betjene

maskiner. Fluroquinoloner inklusive moxifloxacin kan dog resultere i en forringelse af

patientens evne til at køre eller betjene maskiner pga. CNS-reaktioner (f.eks. svimmelhed:

akut, forbigående synstab, se pkt. 4.8) eller akut og kortvarende tab af bevidsthed

(synkope, se pkt. 4.8). Patienter skal rådes til at være opmærksomme på deres reaktioner på

moxifloxacin før bilkørsel eller betjening af maskiner.

4.8

Bivirkninger

Bivirkninger baseret på alle kliniske studier og udledt af indberetninger efter

markedsføring med moxifloxacin 400 mg (oral og løbende behandling) sorteret efter

hyppighed er listet nedenfor:

Bortset fra kvalme og diarré blev alle bivirkninger observeret med en hyppighed på under

3 %.

Inden for hver enkelt frekvensgruppe er bivirkningerne opstillet efter, hvor alvorlige de er.

Hyppigheden defineres som:

almindelig (≥ 1/100 til < 1/10)

ikke almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100)

sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000)

meget sjælden (< 1/10.000)

50953_spc.docx

Side 8 af 19

Systemorganklasse

(MedDRA)

Almindelig

Ikke almindelig

Sjælden

Meget sjælden

Infektioner og

parasitære sygdomme

Superinfektioner

forårsaget af

bakterier eller

svamp f.eks. oral

eller vaginal

candida

Blod og lymfesystem

Anæmi

Leukopeni

Neutropeni

Trombocytopeni

Trombocytæmi

Eosinofili

Forlænget

protrombintid/øget

International

Normalized Ratio

(INR)

Forhøjet

protrombinnive

au / INR

sænkning

Agranulocytose

Immunsystemet

Allergisk reaktion (se

pkt. 4.4)

Anafylaksi inkl.

meget sjældent

livstruende shock

(se pkt. 4.4).

Allergisk

ødem/angioødem

(inkl.larynxødem;

kan være

livstruende, se pkt.

4.4)

Metabolisme og

ernæring

Hyperlipidæmi

Hyperglykæmi

Hyperuricæmi

Hypoglykæmi

Psykiske forstyrrelser

Angstanfald

Psykomotorisk

hyperaktivitet/agitation

Psykisk labilitet

Depression (i meget

sjældne tilfælde

potentielt

kulminerende i

selvskadende

adfærd som f.eks.

selvmordstanker

eller

selvmordsforsøg, se

pkt. 4.4)

Hallucinationer

Personligheds-

forandringer

Psykotiske

reaktioner

(potentielt

kulminerende i

selvskadende

adfærd som

f.eks.

selvmordstanke

r eller

selvmordsforsø

g, se pkt. 4.4)

Nervesystemet

Hovedpine

Svimmelhed

Par- og dysæstesi

Smagsforstyrrelser

(inkl. ageusi i meget

sjældne tilfælde)

Forvirret og

desorienteret

Hypoæstesi

Lugteforstyrrelser

(inkl. anosmi)

Unormale drømme

Svigtende

koordination (inkl.

Hyperæstesi

50953_spc.docx

Side 9 af 19

Søvnforstyrrelser

(hovedsageligt

insomni)

Tremor

Vertigo

Somnolens

gangforstyrrelser,

især pga.

svimmelhed eller

vertigo)

Krampeanfald inkl.

grand mal (se pkt.

4.4)

Nedsat

koncentrationsevne

Taleforstyrrelser

Amnesi

Perifer neuropati og

polyneuropati

Øjne

Visuelle forstyrrelser

inkl. diplopi og sløret

syn (især pga. CNS-

reaktioner, se pkt. 4.4)

Forbigående

synstab (især

under CNS-

reaktioner, se

pkt. 4.4 og 4.7)

Øre og labyrint

Tinnitus

Nedsat hørelse

herunder døvhed

(normalt reversibel)

Hjerte

QT-forlængelse

hos patienter

hypokaliæmi (se

pkt. 4.3 og 4.4)

QT-forlængelse (se pkt.

4.4)

Palpitationer

Takykardi

Atrieflimren

Angina pectoris

Ventrikulære

takyarytmier

Synkope (f.eks.

akut og kort-

varende tab af

bevidsthed)

Uspecifikke

arytmier

Torsade de

pointes (se pkt.

4.4)

Hjertestop (se

pkt. 4.4)

Vaskulære sygdomme

Vasodilation

Hypertension

Hypotension

Vaskulitis

Luftveje, thorax og

mediastinum

Dyspnø (inkl.

astmatiske tilstande)

Mave-tarm-kanalen

Kvalme

Opkastning

Gastrointestinale

og abdominale

smerter

Diarré

Nedsat appetit og

fødeindtag

Forstoppelse

Dyspepsi

Flatulens

Gastritis

Øget amylase

Dysfagi

Stomatitis

Antibiotikarelateret

kolitis (inkl.

pseudomembranøs

kolitis, i meget

sjældne tilfælde

forbundet med

livstruende

komplikationer, se

pkt. 4.4)

Lever og galdeveje

Øgning af

transaminaser

Nedsat leverfunktion

(inkl. øgning af LDH)

Øget bilirubin

Øget gamma-glutamyl-

transferase

Øgning af alkaliske

fosfataser i blodet

Gulsot

Hepatitis

(overvejende

cholestatisk)

Fulminant

hepatitis som

potentielt kan

føre til

livstruende

leversvigt

(herunder

50953_spc.docx

Side 10 af 19

tilfælde af

dødsfald, se

pkt. 4.4)

Hud og subkutane væv

Pruritus

Udslæt

Urticaria

Tør hud

Bulløse

hudreaktioner

som Stevens-

Johnson’s

Syndrom eller

toksisk

epidermal

nekrolyse

(potentielt

livstruende, se

pkt. 4.4)

Knogler, led, muskler

og bindevæv

Arthralgi

Myalgi

Tendinitis (se pkt.

4.4)

Muskelkramper

Muskeltrækninger

Muskelsvaghed

Seneruptur (se

pkt. 4.4)

Arthritis

Muskelstivhed

Forværring af

symptomer på

myasthenia

gravis (se pkt.

4.4)

Nyrer og urinveje

Dehydrering

Nedsat

nyrefunktion (inkl.

øget BUN og

kreatinin)

Nyresvigt (se pkt.

4.4)

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Utilpashed

(overvejende asteni

eller træthed)

Smertefulde tilstande

(inkl. smerter i ryg,

bryst, bækken og

ekstremiteter)

Sved

Ødemer

Der har været meget sjældne tilfælde af følgende bivirkninger efter behandling med andre

fluoroquinoloner, som måske også vil kunne forekomme under behandling med

moxifloxacin: Hypernatriæmi, hypercalciæmi, hæmolytisk anæmi, rabdomyolyse,

fotosensitive reaktioner, perifer neuropati (se pkt. 4.4).

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

50953_spc.docx

Side 11 af 19

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Der anbefales ingen specifikke forholdsregler efter accidentel overdosering. I tilfælde af

overdosering bør symptomatisk behandling indledes. Der bør overvåges ved hjælp af EKG

pga. risiko for forlængelse af QT-intervallet. Samtidig indgift af aktivt kul ved en dosis på

400 mg moxifloxacin vil reducere den systemiske tilgængelighed af stoffet med mere end

80 %. Anvendelsen af aktivt kul tidligt i absorptionsforløbet kan være nyttigt for at undgå

stor stigning i den systemiske tilgængelighed af moxifloxacin ved oral overdosering.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC kode: J 01 MA 14. Quinolon antibiotika, fluoroquinoloner.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Virkningsmekanisme

Moxifloxacin er in vitro-aktiv mod et bredt spektrum af grampositive og gramnegative

patogene organismer.

Den baktericide effekt af moxifloxacin fremkommer ved hæmning af begge type II-

topoisomeraser (DNA-gyrase og topoisomerase IV), som er nødvendig for bakteriel DNA-

replikation, -transskription og -reparation. C8-methoxy-gruppen synes at bidrage til en øget

aktivitet og lav selektion af resistente mutanter af grampositive bakterier sammenlignet

med C8-H-gruppen. Tilstedeværelsen af den rumlige bicycloaminsubstituent i position C-7

forhindrer aktiv udstrømning forbundet med nor-A- eller pmr-A- generne set i visse

grampositive bakterier.

Farmakodynamiske undersøgelser har vist, at moxifloxacin har en koncentrationsafhængig

drabshastighed. De minimale baktericide koncentrationer (MBC) blev anslået til at være

inden for området for de minimale inhibitoriske koncentrationer (MIC).

Effekt på tarmfloraen hos mennesker

Følgende forandringer blev observeret i tarmfloraen hos frivillige forsøgspersoner efter

oral administration af moxifloxacin: Escherichia coli, Bacillus spp., Enterococcus spp., og

Klebsiella spp. blev reduceret, ligesom de anaerobe Bacteroides vulgatus, Bifidobacterium

spp., Eubacterium spp. og Peptostreptococcus spp. For Bacteroides fragilis observeredes

en stigning. Disse ændringer blev normale igen i løbet af 2 uger.

Resistensmekanisme

Resistensmekanismer, som inaktiverer penicilliner, cephalosporiner, aminoglykosider,

makrolider og tetracykliner, påvirker ikke moxifloxacins antibakterielle aktivitet. Andre

resistensmekanismer som permeationsbarrierer (almindelig hos Pseudomonas aeruginosa)

og effluksmekanismer kan også påvirke følsomheden over for moxifloxacin.

50953_spc.docx

Side 12 af 19

In vitro-resistens mod moxifloxacin udvikles langsomt via trinvise processer medieret af

target-site-mutationer i begge type II topoisomeraser, DNA gyrase og topoisomerase IV.

Moxifloxacin er et dårligt substrat for aktiv effluks-mekanismer i Grampositive

organismer.

Krydsresistens er observeret med andre fluoroquinoloner. Eftersom moxifloxacin hos

nogle grampositive bakterier hæmmer både topoisomerase II og IV med ens aktivitet, så

kan disse bakterier dog være resistente mod andre quinoloner, men følsomme overfor

moxifloxacin.

Brydningspunkter

EUCAST clinical MIC and disk diffusion breakpoints for moxifloxacin (01.01.2012):

Organisme

Følsomhed

Resistens

Staphylococcus spp.

≤0.5 mg/l

24 mm

> 1 mg/l

< 21 mm

S. pneumoniae

≤0.5 mg/l

22 mm

> 0.5 mg/l

<22 mm

Streptococcus gruppe A,B,C,G

≤0.5 mg/l

18 mm

> 1 mg/l

< 15 mm

H. influenzae

≤0.5 mg/l

25 mm

> 0.5 mg/l

< 25 mm

M. catarrhalis

≤0.5 mg/l

23 mm

> 0.5 mg/l

< 23 mm

Enterobacteriaceae

≤0.5 mg/l

20 mm

> 1 mg/l

< 17 mm

Ikke-artsrelateret brydningspunkt *

≤ 0,5 mg/l

> 1 mg/l

*Ikke-artsrelaterede brydningspunkter er blevet bestemt hovedsageligt på baggrund af

farmakokinetiske/farmakodynamiske data, og er uafhængige af MIC-fordelingen for specifikke

arter. De skal kun anvendes for arter, som ikke har fået et artsspecifikt brydningspunkt, og skal

ikke anvendes for arter, hvor fortolkningskriterier endnu ikke er bestemt.

Mikrobiologisk følsomhed

Forekomsten af resistens kan variere geografisk og over tid for udvalgte arter, og lokal

information om resistensudviklingen er ønskelig, specielt ved behandling af alvorlige

infektioner. Ved lokal forekomst af resistens bør ekspertrådgivning søges, hvis der stilles

spørgsmålstegn ved anvendeligheden af lægemidlet for mindst nogle af infektionstyperne.

Almindelige følsomme arter

Aerobe grampositive mikroorganismer

Gardnerella vaginalis

Staphylococcus aureus* (methicillin-følsom)

Streptococcus agalactiae (Gruppe B)

Streptococcus milleri gruppe (S. Anginosus, S. Constellatus and S. Intermedius)*

Streptococcus pneumoniae*

Streptococcus pyogenes* (Gruppe A)

Streptococcus viridans gruppe (S. viridans, S. mutans, S. mitis, S. sanguinis, S. salivar-

ius, S. thermophilus)

Aerobe gramnegative mikroorganismer

Acinetobacter baumanii

50953_spc.docx

Side 13 af 19

Haemophilus influenzae*

Haemophilus parainfluenzae*

Legionella pneumophila

Moraxella (Branhamella) catarrhalis*

Anaerobe mikroorganismer

Fusobacterium spp.

Prevotella spp.

“Andre" mikroorganismer

Chlamydophila (Chlamydia) pneumoniae*

Chlamydia trachomatis*

Coxiella burnetii

Mycoplasma genitalium

Mycoplasma hominis

Mycoplasma pneumoniae*

Arter, hvor erhvervet resistens kan være et problem

Aerobe grampositive mikroorganismer

Enterococcus faecalis*

Enterococcus faecium*

Staphylococcus aureus (methicillin-resistent)

Aerobe gramnegative mikroorganismer

Enterobacter cloacae*

Escherichia coli*

Klebsiella pneumoniae*

Klebsiella oxytoca

Neisseria gonorrhoeae*

Proteus mirabilis*

Anaerobe mikroorganismer

Bacteroides fragilis*

Peptostreptococcus spp.*

Organismer med nedarvet resistens

Aerobe gramnegative mikroorganismer

Pseudomonas aeruginosa

*Aktivitet er tilfredstillende demonstreret modtagelige bakteriestammer i kliniske studier

ved de godkendte kliniske indikationer.

ESBL-producerende stammer er normalt resistente over for fluoroquinoloner.

Resistenshyppighed > 50 % i et eller flere lande.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption og biotilgængelighed

Efter oral administration absorberes moxifloxacin hurtigt og næsten fuldstændigt. Den

absolutte biotilgængelighed er på cirka 91 %.

Farmakokinetikken er linær i intervallet 50–800 mg givet som enkelt dosis og op til 600

mg ved en daglig dosering i 10 dage. Efter indgift af 400 mg oralt ses en maksimal

serumkoncentration på 3,1 mg/l inden for 0,5–4 timer efter administration. Højeste og

laveste plasmakoncentrationer ved steady-state (400 mg en gang daglig) var henholdsvis

3,2 og 0,6 mg/l. Ved steady-state er eksponeringen i dosisintervallet ca. 30 % højere end

efter den første dosis.

Distribution

50953_spc.docx

Side 14 af 19

Moxifloxacin distribueres hurtigt til det ekstravaskulære rum; efter en dosis på 400 mg

blev et AUC på 35*mg h/l observeret. Steady-state distributionsvolumenet (Vss) er ca. 2

l/kg. In vitro- og ex vivo-studier har påvist en proteinbinding på ca. 40–42 % uafhængigt af

koncentrationen af lægemidlet.

Moxifloxacin er hovedsageligt bundet til serumalbumin.

Følgende maksimale koncentrationer (geometrisk middelværdi) af moxifloxacin blev

fundet efter en enkelt oral dosis på 400 mg moxifloxacin:

Væv

Koncentration

Sted: Plasma ratio

Plasma

3.1 mg/l

spyt

3.6 mg/l

0.75 - 1.3

Blistervæske

mg/l

Bronkial slimhinde

5.4 mg/kg

1.7 - 2.1

Alveolare makrofager

56.7 mg/kg

18.6 - 70.0

Epitelial overfladevæske

20.7 mg/l

5 - 7

Maxillar

7.5 mg/kg

Ethmoidal sinus

8.2 mg/kg

Nasalpolypper

9.1 mg/kg

Interstitialvæske

mg/l

0.8 - 1.4

Kvindelige genitalier

10.2

mg/kg

1.72

* Intravenøs indgift af en enkelt dosis på 400 mg

10 timer efter administration

frit lægemiddel

fra 3 timer op til 36 timer efter dosis

ved slutningen af infusionen

Biotransformation

Moxifloxacin gennemgår fase II-biotransformation og udskilles dels via renale og

galde/fækale udskillelsesveje som uforandret aktivt stof, dels i form af en sulfoforbindelse

(M1) og et glukuronid (M2). M1 og M2 er de eneste relevante metabolitter hos mennesker,

og begge er mikrobiologisk inaktive.

I kliniske fase I-studier og i in vitro-studier observeredes ingen metaboliske

farmakokinetiske interaktioner med andre lægemidler, som gennemgår fase I

biotransformation med cytokrom P450 enzymer. Der er ingen tegn på oxidativ

metabolisme.

Elimination

Moxifloxacin elimineres fra plasma med en gennemsnitlig halveringstid på ca. 12 timer.

Den gennemsnitlige tilsyneladende totale clearance efter en 400 mg dosis varierer fra 179

til 246 ml/min. Renal clearance er ca. 24–53 ml/min, hvilket tyder på delvis tubulær

reabsorption af det aktive stof fra nyrerne.

Efter en 400 mg dosis genfindes i urin (ca. 19 % som uforandret aktivt stof, ca. 2,5 % som

M1 og ca. 14 % som M2), og i fæces (ca. 25 % som uforandret aktivt stof, ca. 36 % som

M1 og ingenting som M2) totalt ca. 96 %.

50953_spc.docx

Side 15 af 19

Samtidig indgift af moxifloxacin med ranitidin eller probenecid ændrede ikke renal

clearance af moderstoffet.

50953_spc.docx

Side 16 af 19

Ældre og patienter med lav kropsvægt

Der blev observeret højere plasmakoncentrationer i raske forsøgspersoner med lav

kropsvægt (eksempelvis kvinder) og i ældre forsøgspersoner.

Nedsat nyrefunktion

Moxifloxacins farmakokinetik er ikke signifikant forskellig hos patienter med nedsat

nyrefunktion (inklusiv kreatinin clearance > 20 ml/min/1,73 m

). I takt med at

nyrefunktionens clearance nedsættes, øges koncentrationen af M2 metabolitten

(glucuronid) med op til en faktor 2,5 (ved kreatin clearance på < 30 ml/min/1,73 m

Nedsat leverfunktion

På basis af farmakokinetiske studier som indtil nu er udført på patienter med nedsat

leverfunktion (Child-Pugh A, B), er det ikke muligt at afgøre, hvorvidt der er forskelle

sammenlignet med raske forsøgspersoner. Nedsat leverfunktion var forbundet med højere

plasmakoncentrationer af M1, medens eksponeringen for moderstoffet var sammenlignelig

med eksponeringen hos raske forsøgspersoner. Der er utilstrækkelig erfaring med den

kliniske brug af moxifloxacin til patienter med nedsat leverfunktion.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Effekt på det hæmatopoetiske system (svag sænkning af antal erythrocyter og trombocyter)

observeredes hos rotter og aber. I lighed med andre quinoloner er hepatotoksisitet

(forhøjede leverenzymer og vacuolær degeneration) blevet observeret hos rotter, aber og

hunde. Hos aber forekom CNS-toksisitet (kramper). Disse reaktioner sås kun efter

behandling med høje doser moxifloxacin eller efter lang tids behandling.

Moxifloxacin var, som andre quinoloner, genotoksiske i in vitro test med bakterier eller

pattedyr celler. Da disse effekter kan forklares ved en interaktion med gyrase i bakterier-

og ved højere koncentrationer – ved en interaktion med topoisomerase II i pattedyrs celler,

antages det, at der foreligger en tærskel koncentration for genotoksisitet. I in vivo tests blev

ingen tegn fundet på genotoksisitet på trods af anvendelse af høje doser af moxifloxacin.

Der foreligger således en tilstrækkelig sikkerhedsmargin for den terapeutiske dosis til

mennesker. Moxifloxacin var ikke carcinogent i et initation-promotion studie med rotter.

Mange quinoloner er foto-reaktive og kan inducere fototoksiske, fotomutagene og

fotocarcinogene reaktioner. I modsætning til dette har moxifloxacin i et omfattende

program af in vitro og in vivo studier vist at være fri for fototoksiske og fotogenetiske

egenskaber. Under samme forhold inducerede andre quinoloner reaktioner.

Ved høje koncentrationer er moxifloxacin en hæmmer af den hurtige del af den forsinkede,

korrigerede kaliumstrøm i hjertet og kan derved forårsage forlængelse fra QT-intervallet.

Toksikologiske studier gennemført med hunde og orale doser ≥ 90 mg/kg

(plasmakoncentration ≥ 16 mg/l) førte til QT-forlængelse, men ingen arytmier. Kun efter

meget høje kumulative intravenøse administrationer af mere end 50 gange human dosis (>

300 mg/kg) med resulterende plasmakoncentrationer ≥ 200 mg/l (mere end 40 gange

terapeutisk niveau), observeredes reversible ikke fatale ventrikulære arytmier.

Quinoloner er kendt for at forårsage læsioner i vævet i de større diarthrodiale led hos

umodne dyr. Den laveste orale dosis af moxifloxacin, som forårsagede ledtoksicitet i unge

hunde var fire gange den maximalt anbefalede terapeutiske dosis på 400 mg (ved en 50 kg

50953_spc.docx

Side 17 af 19

kropsvægt) på en mg/kg basis, svarende til plasma koncentrationer 2 til 3 gange højere end

opnået med maksimal terapeutisk dosis.

Toksisitetstests på rotter og aber (gentagen dosis op til 6 måneder) kunne ikke påvise

nogen risiko for okulotoksisk påvirkning. Hos hunde medførte høje orale doser (≥ 60

mg/kg) som førte til plamakoncentrationer ≥ 20 mg/l til ændringer i elektroretinogrammet

og i isolerede tilfælde atrofi af retina.

Reproduktive studier udført på rotter, kaniner og aber tyder på, at moxifloxacin passerer

placenta. Studier udført på rotter (p.o. og i.v.) og aber (p.o.) viste ingen tegn på

teratogenicitet eller nedsat fertilitet efter indgift af moxifloxacin. En let øget forekomst af

vertebral- og ribbensmisdannelser sås i kaninfostre, men kun ved en dosis (20 mg/kg i.v.),

som var forbundet med svær maternal toksicitet.

En øget abortincidens sås hos aber og kaniner ved en plasmakoncentration modsvarende

terapeutisk niveau hos mennesker. Hos rotter observeredes nedsat fødselsvægt, øget antal

sene aborter, let øget varighed af svangerskabet og en forhøjet spontan aktivitet hos nogle

han- og hun-afkom ved doser som var 63 gange den maksimalt anbefalede dosis beregnet

som mg/kg i forhold til humane terapeutiske plasmakoncentrationer

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Tabletkerne

Cellulose, mikrokrystallinsk

Mannitol (E421)

Silica, kolloid vandfri

Natriumstivelseglycolat (type A)

Hydroxypropylcellulose

Talcum

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Polyvinylalkohol delvist hydrolyseret (E1203)

Titandioxid (E171)

Macrogol 3350/PEG (E1521)

Gul jernoxid (E172)

Rød jernoxid (E172)

Talcum (E553b)

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i den originale pakning for at beskytte mod fugt.

50953_spc.docx

Side 18 af 19

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Æske der indeholder PA/Al/PVC-aluminiumsfolie blister.

De filmovertrukne tabletter findes i pakninger med:

PA/Al/PVC-Aluminiumsfolie: 5, 6, 7, 10, 25, 50, 70, 80, 100 tabletter

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Pharmathen S.A.

Dervenakion 6

Pallini 15351

Attikis

Grækenland

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

50953

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

13. juni 2014

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

8. januar 2018

50953_spc.docx

Side 19 af 19