Lotanec

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Lotanec 12,5 mg filmovertrukne tabletter
  • Dosering:
  • 12,5 mg
  • Lægemiddelform:
  • filmovertrukne tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Lotanec 12,5 mg filmovertrukne tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 41740
  • Sidste ændring:
  • 22-02-2018

Produktresumé

8. november 2017

PRODUKTRESUMÉ

for

Lotanec, filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

25341

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Lotanec

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Lotanec 12,5 mg filmovertrukne tabletter:

Hver tablet indeholder 12,5 mg losartan (som kaliumsalt).

Hjælpestoffer: 25,27 mg lactosemonohydrat/filmovertrukket tablet.

Lotanec 50 mg filmovertrukne tabletter:

Hver tablet indeholder 50 mg losartan (som kaliumsalt).

Hjælpestoffer: 25,5 mg lactosemonohydrat/filmovertrukket tablet.

Lotanec 100 mg filmovertrukne tabletter:

Hver tablet indeholder 100 mg losartan (som kaliumsalt).

Hjælpestoffer: 51,0 mg lactosemonohydrat/filmovertrukket tablet.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

Lotanec 12,5 mg tabletter:

Runde, blå, filmovertrukne tabletter.

Lotanec 50 mg tabletter:

Runde, hvide, filmovertrukne tabletter.

Lotanec 100 mg tabletter:

Runde, hvide, filmovertrukne tabletter.

41740_spc.doc

Side 1 af 19

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af essentiel hypertension hos voksne samt hos børn og unge i alderen 6-18

år.

Behandling af nyresygdom hos patienter med hypertension og type 2-diabetes mellitus

med proteinuri ≥0,5 g/dag som del af en antihypertensiv behandling (se pkt. 4.3, 4.4,

4.5 og 5.1).

Behandling af kronisk hjerteinsufficiens (hos patienter ≥60 år), når behandling med

ACE-hæmmere ikke anses for at være velegnet på grund af uforligelighed, især hoste,

eller kontraindikation. Patienter med hjerteinsufficiens, som er stabile i behandling

med en ACE-hæmmer, bør ikke skiftes til losartan. Patienterne bør have en

ejektionsfraktion på ≤ 40% i venstre ventrikel og bør stabiliseres under behandlingen

for kronisk hjerteinsufficiens.

Reduktion af risiko for slagtilfælde hos hypertensive patienter med hypertrofi af venstre

ventrikel, som er dokumenteret ved EKG (se pkt. 5.1: LIFE undersøgelsen, Race).

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Hypertension

Normal start- og vedligeholdelsesdosis er 50 mg én gang daglig til de fleste patienter.

Maksimal antihypertensiv virkning opnås 3-6 uger efter initiering af behandling. Nogle

patienter kan få yderligere virkning ved øgning af dosis til 100 mg én gang daglig (om

morgenen). Lotanec kan administreres sammen med andre antihypertensiva, især sammen

med diuretika (f.eks. hydrochlorthiazid) (se pkt. 4.3, 4.4, 4.5 og 5.1).

Hypertensive type 2-diabetikere med proteinuri ≥0,5 g/dag

Normal startdosis er 50 mg én gang daglig. Dosis kan øges til 100 mg én gang daglig

afhængigt af blodtryksrespons efter én måneds behandling. Losartan kan administreres

sammen med andre antihypertensiva (f.eks. diuretika, calciumkanalblokkere, alfa- eller

betablokkere samt centralt virkende lægemidler) (se pkt. 4.3, 4.4, 4.5 og 5.1) såvel som

med insulin og andre almindeligt anvendte hypoglykæmiske lægemidler (f.eks.

sulfonylurinstoffer, glitazoner og glucosidasehæmmere).

Hjerteinsufficiens

Den normale startdosis for losartan til patienter med hjerteinsufficiens er 12,5 mg én gang

daglig. Generelt bør dosis titreres med ugentlige intervaller (f.eks. 12,5 mg daglig, 25 mg

daglig, 50 mg daglig, 100 mg daglig op til højst 150 mg én gang daglig), som det kan

tolereres af patienten.

Reduktion af risikoen for slagtilfælde hos hypertensive patienter med hypertrofi af venstre

ventrikel, som er dokumenteret ved EKG

Normal startdosis er 50 mg losartan én gang daglig. En lav dosis hydrochlorthiazid bør

tilføjes og/eller dosis af losartan bør øges til 100 mg én gang daglig på basis af

blodtryksrespons.

41740_spc.doc

Side 2 af 19

Særlige populationer

Patienter med intravaskulær væskemangel

Til patienter med intravaskulær væskemangel (f.eks. i forbindelse med højdosis

diuretikabehandling) bør en startdosis på 25 mg én gang daglig overvejes (se pkt. 4.4).

Patienter med nyreinsufficiens og patienter i hæmodialyse

Initial dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med nyreinsufficiens og patienter i

hæmodialyse.

Patienter med leverinsufficiens

Lavere dosis bør overvejes til patienter med leverinsufficiens i anamnesen. Der er ikke

erfaring med behandling til patienter med svær leverinsufficiens. Derfor er losartan

kontraindiceret til patienter med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.3 og 4.4).

Pædiatrisk population

Der er begrænset dokumentation for losartans sikkerhed og virkning hos børn og unge i

alderen 6-18 år mht. behandling for hypertension (se pkt. 5.1). Der er begrænset

farmakokinetisk dokumentation for hypertensive børn >1 måned (se pkt. 5.2).

Til patienter, der kan sluge en tablet, er den anbefalede dosis 25 mg én gang daglig til

patienter >20 til <50 kg. I særlige tilfælde kan dosis øges til maksimalt 50 mg én gang daglig.

Dosis bør justeres i henhold til blodtryksrespons.

Til patienter >50 kg er den sædvanlige dosis 50 mg én gang daglig. I særlige tilfælde kan

dosis justeres til maksimalt 100 mg én gang daglig. Doser over 1,4 mg/kg (eller mere end 100

mg) daglig er ikke blevet undersøgt hos pædiatriske patienter.

Losartan bør ikke gives til børn under 6 år, da der ikke findes dokumentation for disse

patientgrupper.

Bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73 m

, da der ikke

findes dokumentation herfor (se også pkt. 4.4).

Losartan bør ikke gives til børn med leverinsufficiens (se også pkt. 4.4).

Ældre

Selvom det bør overvejes, hvorvidt behandling med 25 mg skal initieres hos patienter over 75

år, er dosisjustering ikke nødvendig hos ældre.

Administration

Losartantabletter bør sluges med et glas vand.

Losartantabletter kan administreres med eller uden mad.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne

anført i pkt. 6.1 (se pkt. 4.4 og 6.1).

2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6).

Svær leverinsufficiens.

41740_spc.doc

Side 3 af 19

Samtidig brug af Lotanec og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret hos

patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m

(se pkt. 4.5 og 5.1).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Overfølsomhed

Angioødem. Patienter med angioødem i anamnesen (hævelse af ansigt, læber, svælg

og/eller tunge) bør monitoreres nøje (se pkt. 4.8).

Hypotension og elektrolyt-/væskeforstyrrelser

Symptomatisk hypotension, især efter første dosis og efter forhøjelse af dosis, er mest

sandsynligt hos patienter med væske- og/eller natriummangel ved kraftig behandling med

diuretika, saltrestriktiv diæt, diarré eller opkastning. Disse tilstande bør korrigeres før

administration af losartan, eller der bør anvendes lavere startdosis (se pkt. 4.2). Dette

gælder også for børn i alderen 6-18 år.

Elektrolytforstyrrelser

Elektrolytforstyrrelser er almindeligt forekommende hos patienter med nyreinsufficiens,

med eller uden diabetes, og bør behandles. I en klinisk undersøgelse med type 2-

diabetikere med nefropati, var incidensen af hyperkaliæmi højere i den gruppe, der blev

behandlet med losartan end i placebogruppen (se pkt. 4.8). Derfor bør kaliums

plasmakoncentration såvel som kreatininclearance monitoreres tæt, især patienter med

hjertesvigt og kreatinin-clearance på 30-50 ml/min bør monitoreres tæt.

Brug af kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud og kaliumholdige salterstatninger

sammen med losartan anbefales ikke (se pkt. 4.5).

Leverinsufficiens

Baseret på farmakokinetiske data, som viser signifikant forhøjede plasmakoncentrationer

af losartan hos cirrhotiske patienter, bør det overvejes at anvende en lavere dosis til

patienter med nedsat leverfunktion i anamnesen. Der er ingen terapeutisk erfaring med

losartan til patienter med svær leverinsufficiens. Derfor bør losartan ikke gives til patienter

med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.2, 4.3 og 5.2).

Losartan bør heller ikke gives til børn med leverinsufficiens (se pkt. 4.2).

Nyreinsufficiens

Som følge af hæmningen af renin-angiotensinsystemet, er der rapporteret forandringer i

nyrefunktionen herunder nyrefunktionsnedsættelse (især hos patienter hvis nyrefunktion er

afhængig af reninangiotensin-aldosteronsystemet som patienter med svær

hjerteinsufficiens eller tidligere nedsat nyrefunktion). Som for andre lægemidler, der

påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet, er der rapporteret om øget carbamid og

serumkreatinin hos patienter med bilateral nyrearteriestenose eller unilateral

nyrearteriestenose (hvis funktionelt ennyret); disse ændringer i nyrefunktionen kan være

reversible ved seponering af behandlingen. Losartan bør anvendes med forsigtighed hos

patienter med bilateral nyrearteriestenose eller unilateral nyrearterie stenose (hvis

funktionelt ennyret).

Anvendelse til pædiatriske patienter med nyreinsufficiens

Losartan bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73m

da der ikke findes dokumentation herfor (se pkt. 4.2).

41740_spc.doc

Side 4 af 19

Nyrefunktionen skal monitoreres regelmæssigt under behandling med losartan, da den kan

forværres.

Dette gælder især, når losartan gives, hvor andre tilstande er til stede (feber, dehydrering),

der kan nedsætte nyrefunktionen.

Samtidig anvendelse af losartan og ACE-hæmmere nedsætter nyrefunktionen. Derfor

frarådes samtidig anvendelse (se pkt. 4.5).

Nyretransplantation

Der er ingen erfaring med patienter, der for nylig er blevet nyretransplanteret.

Primær hyperaldosteronisme

Patienter med primær hyperaldosteronisme vil generelt ikke respondere på

antihypertensiva, der virker ved hæmning af renin-angiotensinsystemet. Derfor kan

anvendelse af losartantabletter ikke anbefales.

Koronar hjertesygdom og cerebrovaskulær sygdom

Som det er tilfældet med andre antihypertensiva kan et kraftigt fald i blodtrykket hos

patienter med iskæmisk kardiovaskulær og cerebrovaskulær sygdom medføre

myokardieinfarkt eller stroke.

Hjerteinsufficiens

Hos patienter med hjerteinsufficiens, med eller uden nyreinsufficiens, er der, som med

andre lægemidler der påvirker renin-angiotensinsystemet, risiko for svær arteriel

hypotension og (ofte akut) nyreinsufficiens.

Der er begrænset terapeutisk erfaring med losartan til patienter med hjerteinsufficiens og

samtidig svær nyreinsufficiens, til patienter med svær hjerteinsufficiens (NYHA klasse IV)

samt til patienter med hjerteinsufficiens og symptomatisk livstruende hjertearytmi. Derfor

bør losartan anvendes med forsigtighed til disse patientgrupper. Kombinationen af losartan

og en beta-blokker bør anvendes med forsigtighed (se pkt. 5.1).

Aorta- og mitralklapstenose, obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati

Som det er tilfældet med andre vasodilatorer er særlig forsigtighed indiceret hos patienter,

der har aorta- eller mitralstenose eller obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Hjælpestoffer

Dette lægemiddel indeholder lactose. Patienter med sjælden arvelig galactoseintolerance,

Lapp-lactasemangel eller glucose/galactosemalabsorption bør ikke tage denne medicin.

41740_spc.doc

Side 5 af 19

Graviditet

Behandling med losartan bør ikke initieres under graviditet. Med mindre AIIRAer

behandling anses for essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternativ

antihypertensiv behandling, som har en veletableret sikkerhedsprofil for anvendelse under

graviditet. Når graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres omgående,

og hvis det er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes (se pkt. 4.3 og 4.6).

Andre advarsler og forholdsregler

Som det blev bemærket i forbindelse med angiotensinkonverterende enzymhæmmere er

losartan og de andre angiotensinantagonister tilsyneladende mindre effektive til sænkning

af blodtrykket hos negroide personer i forhold til ikke-negroide, muligvis på grund af

større prævalens af lav-renin tilstande i den negroide hypertensive population.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre antihypertensiva kan øge losartans hypotensive virkning. Samtidig brug af andre

lægemidler, der som bivirkninger kan inducerer hypotension (f.eks. tricykliske antidepressiva,

antipsykotika, baclofen, amifostin) kan øge risikoen for hypotension.

Losartan metaboliseres hovedsageligt via cytokrom P450 (CYP) 2C9 til den aktive

carboxylsyre-metabolit. I en klinisk undersøgelse reducerede fluconazol (CYP2C9-hæmmer)

eksponeringen over for den aktive metabolit med ca. 50%. Samtidig behandling med losartan

og rifampicin (inducer af metabolismeenzymer) gav en reduktion på 40% i

plasmakoncentrationen af den aktive metabolit. Den kliniske relevans af denne virkning er

ukendt. Der blev ikke fundet forskel i eksponeringen ved samtidig behandling med fluvastatin

(svag hæmmer af CYP2C9).

Som ved andre lægemidler, der blokerer angiotensin-II eller dets virkning, kan samtidig brug

af andre lægemidler, som tilbageholder kalium (f.eks. kaliumbesparende diuretika: Amilorid,

triamteren, spironolacton), eller som kan forhøje kaliumkoncentrationerne (f.eks. heparin),

kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger, medføre stigninger i serumkalium.

Samtidig medicinering er ikke tilrådelig.

Der er rapporteret om reversible forhøjelser i serum lithiumkoncentrationerne samt toksicitet

ved samtidig administration af lithium og ACE-hæmmere. Der er også rapporteret om meget

sjældne tilfælde med antiotensin-II-receptorantagonister. Samtidig administration af lithium

og losartan bør foretages med forsigtighed. Hvis denne kombination viser sig at være

essentiel, bør serum lithiumkoncentrationen monitoreres ved samtidig anvendelse.

Når angiotensin II-antagonister administreres samtidigt med NSAID (dvs. selektive COX-2

hæmmere, acetylsalicylsyre i antiinflammatoriske doser og non-selektive NSAID) kan

afsvækning af den antihypertensive virkning forekomme. Samtidig anvendelse af angiotensin

II-antagonister eller diuretika og NSAID kan medføre øget risiko for forværring af

nyrefunktionen, herunder mulig akut nyresvigt og stigning i serumkalium, især hos patienter

med eksisterende dårlig nyrefunktion. Kombinationen bør anvendes med forsigtighed især

hos ældre. Patienterne bør hydreres hensigtsmæssigt, og det bør overvejes at monitorere

nyrefunktionen efter initiering af samtidig behandling samt periodisk herefter.

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteron-

systemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister eller aliskiren, er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger

41740_spc.doc

Side 6 af 19

som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt)

sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1).

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Anvendelse af losartan kan ikke anbefales i 1. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4).

Anvendelse af losartan er kontraindiceret i 2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.3 og

4.4).

Epidemiologisk evidens for risiko for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere

i 1. trimester af graviditeten har ikke været konklusive; en lille risikostigning kan dog ikke

udelukkes. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske data vedrørende risikoen

ved angiotensin II receptorhæmmere (AIIRAer), kan de samme risici være forbundet med

denne lægemiddelklasse. Med mindre fortsat AIIRA-behandling anses for at være

essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternative antihypertensive

behandlinger, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse under graviditet. Når

graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres omgående, og hvis det er

hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes.

Eksponering for AIIRA-behandling i 2. og 3. trimester inducerer føtotoksicitet hos

mennesker (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinket kranieossifikation) og

neonatal toksicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se også pkt. 5.3).

Hvis eksponering for losartan har fundet sted fra 2. trimester af graviditeten, anbefales

ultralydskontrol af nyrefunktionen og kraniet.

Spædbørn, hvis mødre har taget losartan, bør observeret omhyggeligt for hypotension (se

også pkt. 4.3 og 4.4).

Amning

Da der ikke er nogen oplysninger tilgængelige angående brugen af losartan under amning,

anbefales losartan ikke, og alternative behandlinger med mere veletablerede

sikkerhedsprofiler under amning er at foretrække, særligt ved amning af et nyfødt eller et

for tidligt født barn.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller

betjene maskiner. Når man kører bil eller betjener maskiner, skal man dog tænke på, at

svimmelhed eller døsighed lejlighedsvis kan forekomme i forbindelse med antihypertensiv

behandling, i særdeleshed ved initiering af behandlingen, eller når dosis øges.

4.8

Bivirkninger

Losartan er vurderet i kliniske undersøgelser som følger:

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 3.000 voksne patienter i alderen 18 år og

ældre med essentiel hypertension

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos 177 hypertensive pædiatriske patienter i

alderen 6-16 år

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 9.000 hypertensive patienter i alderen 55-

80 år med hypertrofi af venstre ventrikel (se LIFE-undersøgelsen, pkt. 5.1)

41740_spc.doc

Side 7 af 19

I kontrollerede kliniske undersøgelser hos >7.700 voksne patienter med kronisk

hjerteinsufficiens (se ELITE I, ELITE II og HEAAL-undersøgelserne, pkt. 5.1)

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 1.500 type-2 diabetikere i alderen 31 år og

ældre med proteinuri (se RENAAL-undersøgelsen, pkt. 5.1)

I disse kliniske undersøgelser var den mest almindelige bivirkning svimmelhed.

Frekvensen af de nedenfor nævnte bivirkninger er defineret i henhold til følgende

konvention:

Meget almindelig (≥1/10); almindelig (≥1/100, <1/10); ikke almindelig (≥1/1.000, <1/100);

sjælden (≥1/10.000, <1/1.000); meget sjælden (<1/10.000); ikke kendt (kan ikke estimeres

ud fra forhåndenværende data).

Tabel 1. Hyppighed af bivirkninger set i placebokontrollerede kliniske studier og rapporteret

efter markedsføring

Bivirkning

Hyppighed af bivirkninger efter indikation

Andet

Hypertensio

n

Hypertensive

patienter med

hypertrofi af

venstre

ventrikel

Kronisk

hjerte-

insufficie

ns

Hypertensio

n og type-2

diabetes

med

nyresygdom

Rapporterede

bivirkninger

efter

markeds-

føring

Blod og lymfesystem

Anæmi

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Trombocytopeni

hyppighed

ikke kendt

Overfølsomhedsreakt

ioner, anafylaktiske

reaktioner,

angioødem

vaskulitis



sjælden

Hyperkaliæmi

Psykiske forstyrrelser

Depression

hyppighed

ikke kendt

Nervesystemet

Svimmelhed

almindelig

almindelig

almindelig

almindelig

Somnolens

ikke

almindelig

Hovedpine

ikke

almindelig

ikke

almindelig

Søvnproblemer

ikke

almindelig

Paræstesi

sjælden

Migræne

hyppighed

ikke kendt

Dysgeusi

hyppighed

ikke kendt

Øre og labyrint

41740_spc.doc

Side 8 af 19

Bivirkning

Hyppighed af bivirkninger efter indikation

Andet

Hypertensio

n

Hypertensive

patienter med

hypertrofi af

venstre

ventrikel

Kronisk

hjerte-

insufficie

ns

Hypertensio

n og type-2

diabetes

med

nyresygdom

Rapporterede

bivirkninger

efter

markeds-

føring

Vertigo

almindelig

almindelig

Tinnitus

hyppighed

ikke kendt

Hjerte

Palpitationer

ikke

almindelig

Angina pectoris

ikke

almindelig

Synkope

sjælden

Atrieflimren

sjælden

Cerebrovaskulært

tilfælde

sjælden

Vaskulære sygdomme

(Ortostatisk)

hypotension

(inklusive

dosisrelaterede

ortostatiske

virkninger)

ikke

almindelig

almindelig

almindelig

Luftveje, thorax og mediastinum

Dyspnø

ikke

almindelig

Hoste

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

Abdominal smerte

ikke

almindelig

Obstipation

ikke

almindelig

Diarré

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Kvalme

ikke

almindelig

Opkastning

ikke

almindelig

Lever og galdeveje

Pankreatit

hyppighed

ikke kendt

Hepatitis

sjælden

Abnorm

leverfunktion

hyppighed

ikke kendt

Hud og subkutane væv

Urticaria

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

41740_spc.doc

Side 9 af 19

Bivirkning

Hyppighed af bivirkninger efter indikation

Andet

Hypertensio

n

Hypertensive

patienter med

hypertrofi af

venstre

ventrikel

Kronisk

hjerte-

insufficie

ns

Hypertensio

n og type-2

diabetes

med

nyresygdom

Rapporterede

bivirkninger

efter

markeds-

føring

Pruritus

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Udslæt

ikke

almindelig

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Lysfølsomhed

hyppighed

ikke kendt

Knogler, led, muskler og bindevæv

Myalgi

hyppighed

ikke kendt

Artralgi

hyppighed

ikke kendt

Rhabdomyolyse

hyppighed

ikke kendt

Nyrer og urinveje

Nyreinsufficiens

almindelig

Nyresvigt

almindelig

Det reproduktive system og mammae

Erektil

dysfunktion/impotens

hyppighed

ikke kendt

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Asteni

ikke

almindelig

almindelig

ikke

almindelig

almindelig

Træthed

ikke

almindelig

almindelig

ikke

almindelig

almindelig

Ødemer

ikke

almindelig

Utilpashed

hyppighed

ikke kendt

Undersøgelser

Hyperkaliæmi

almindelig

ikke

almindelig

Almindelig

Forhøjet alanin

aminotransferase

(ALAT)

sjælden

Øget carbamid og

serumkreatinin samt

serumkalium

almindelig

Hyponatriæmi

hyppighed

ikke kendt

Hypoglykæmi

almindelig

Inklusive hævelse af strubehoved, glottis, ansigt, læber, svælg og/eller tunge (der medfører

luftvejsobstruktion). Hos nogle af disse patienter var der tidligere rapporteret om tilfælde af

angioødem i forbindelse med administration af andre lægemidler, inklusive ACE-hæmmere.

41740_spc.doc

Side 10 af 19



Inklusive Schönlein-Henoch purpura.

Især hos patienter med intravaskulær væskemangel, f.eks. patienter med svær hjerteinsufficiens

eller som er under behandling med diuretika i store doser.

Almindeligt hos patienter, der har fået 150 mg losartan i stedet for 50 mg.

I et klinisk studie med type 2-diabetikere med nefropati, udviklede 9,9 % af patienterne, der blev

behandlet med losartantabletter og 3,4 % af de patienter, der blev behandlet med placebo,

hyperkaliæmi >5,5 mmol/l.

Forsvinder sædvanligvis efter seponering.

Følgende yderligere bivirkninger forekom hyppigere hos patienter, der fik losartan end hos

patienter, der fik placebo (hyppighed ikke kendt): rygsmerter, urinvejsinfektioner, og

influenzalignende symptomer.

Nyrer og urinveje

Som følge af hæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet er der rapporteret om

ændringer i nyrefunktionen, herunder nyresvigt, hos risikopatienter; disse ændringer i

nyrefunktionen kan være reversible ved seponering af behandlingen (se pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Bivirkningsprofilen for pædiatriske patienter ser ud til at være den samme som for voksne

patienter. Data for den pædiatriske population er begrænsede.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Symptomer på forgiftning

Der er begrænsede data om overdosering hos mennesker. De mest sandsynlige tegn på

overdosering er hypotension og takykardi. Bradykardi kan forekomme ved parasympatisk

(vagus) stimulering.

Behandling af forgiftning

Hvis symptomatisk hypotension skulle forekomme, bør supporterende behandling

igangsættes.

Forholdsreglerne afhænger af tidspunktet for indtagelse af medicinen samt symptomernes

type og sværhedsgrad. Stabilisering af kredsløbet bør prioriteres. Efter peroral indtagelse er

administration af en tilstrækkelig stor dosis aktivt kul indiceret. Derefter bør de vitale

parametre monitoreres nøje. De vitale parametre bør korrigeres efter behov.

Hverken losartan eller den aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

4.10

Udlevering

41740_spc.doc

Side 11 af 19

41740_spc.doc

Side 12 af 19

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 CA 01. Angiotensin II-receptorantagonister.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Losartan er en syntetisk, peroral angiotensin-II-receptorantagonist (type AT

). Angiotensin-II,

der er en potent vasokonstriktor, er det primære aktive hormon i renin-angiotensinsystemet og

en betydningsfuld determinant for hypertensions patofysiologi. Angiotensin-II bindes til den

-receptor, som findes i mange væv (f.eks. vaskulær glat muskulatur, binyrerne, nyrerne og

hjertet), og frembringer mange betydningsfulde biologiske reaktioner, herunder

vasokonstriktion og frigørelse af aldosteron. Angiotensin-II stimulerer også formeringen af

celler i den glatte muskulatur.

Losartan blokerer selektivt AT

-receptoren. In vitro og in vivo blokerer losartan og dets

farmakologisk aktive carboxylsyremetabolit E-3174 alle fysiologisk relevante virkninger af

angiotensin-II, uafhængig af kilde eller syntesevej.

Losartan har ikke en agonistvirkning eller blokerer andre hormonreceptorer eller ionkanaler,

som er vigtige for den kardiovaskulære regulering. Desuden hæmmer losartan ikke ACE

(kininase II), enzymet som nedbryder bradykinin. Af denne grund finder ingen potensering af

bradykinin-medierede virkninger sted.

Under administration af losartan leder fjernelse af angiotensin-II’s negative feed-back på

reninsekretionen til øget plasmareninaktivitet (PRA). Øget PRA fører til øget koncentration af

angiotensin-II i plasma. Selv med disse stigninger bibeholdes den antihypertensive aktivitet

og suppressionen af plasmaaldosteronkoncentrationen, hvilket tyder på angiotensin-II-

receptorblokering. Efter seponering af losartan faldt PRA og angiotensin-II-værdierne inden

for tre dage til værdierne ved baseline.

Hypertensionsundersøgelser

I kontrollerede kliniske undersøgelser, hvor losartan blev administreret én gang daglig til

patienter med mild til moderat essentiel hypertension, opnåedes statistisk signifikant

reduktion af systolisk og diastolisk blodtryk. Blodtryksmåling 24 timer efter dosering i

forhold til 5-6 timer efter dosering viste reduktion af blodtrykket i løbet af 24 timer; den

naturlige døgnrytme blev bibeholdt. Reduktion af blodtrykket i slutningen af dosisintervallet

var 70-80% af effekten set 5-6 timer efter dosering.

Seponering af losartan hos hypertensive patienter medførte ikke en brat stigning af

blodtrykket (rebound). På trods af det markante fald i blodtrykket havde losartan ingen klinisk

signifikant virkning på hjertefrekvensen.

Losartan er lige effektiv hos mænd og kvinder samt hos yngre (<65 år) og ældre hypertensive

patienter.

LIFE-undersøgelsen

LIFE (The Losartan Intervention For Endpoint Reduction In Hypertension) var en

randomiseret, trippelblindet, aktiv kontrolleret undersøgelse foretaget hos 9193

hypertensive patienter i alderen 55 til 80 år med EKG-diagnosticeret hypertrofi af venstre

ventrikel. Patienterne blev randomiseret til losartan 50 mg én gang daglig eller atenolol 50

41740_spc.doc

Side 13 af 19

mg én gang daglig. Hvis det forud fastsatte blodtryk (<140/90 mmHg) ikke blev nået,

tilføjedes først hydrochlorthiazid (12,5 mg) og hvis nødvendigt blev dosis af losartan eller

atenolol øget til 100 mg én gang daglig. Andre antihypertensiva, undtagen ACE-hæmmere,

angiotensin II-antagonister eller beta-blokkere, blev tilføjet hvis dette var nødvendigt for at

opnå det ønskede blodtryk.

Den gennemsnitlige opfølgningstid var 4,8 år.

Det primære effektmål var sammensætningen af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet målt

ved en reduktion i den kombinerede incidens af kardiovaskulær død, slagtilfælde og

myokardieinfarkt. Blodtrykket reduceredes signifikant til samme niveau i de to grupper.

Behandlingen med losartan resulterede i en risikoreduktion på 13% (p=0,021, 95%

konfidensinterval 0,77-0,98) sammenlignet med atenolol for patienter, der nåede det primære

sammensatte effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion i incidensen af slagtilfælde.

Behandling med losartan reducerede risikoen for slagtilfælde med 25% i forhold til atenolol

(p=0,001, 95% konfidensinterval 0,63-0,89). Hyppigheden af kardiovaskulær død og

myokardieinfarkt var ikke signifikant forskellig behandlingsgrupperne imellem.

Race

I LIFE-undersøgelsen havde de negroide patienter, der havde fået behandling med losartan,

større risiko for at blive ramt af det primære sammensatte effektmål, dvs. en kardiovaskulær

hændelse (f.eks. hjerteinfarkt, kardiovaskulær død) og især slagtilfælde, end de negroide

patienter, som blev behandlet med atenolol. Derfor var de resultater, der sås for losartan

sammenlignet med atenolol i LIFE-undersøgelsen med hensyn til kardiovaskulær

morbiditet/mortalitet, ikke gældende for negroide patienter med hypertension og hypertrofi af

venstre ventrikel.

RENAAL-undersøgelsen

RENAAL-undersøgelsen (The Reduction of Endpoints in NIDDM with the Angiotensin II

Receptor Antagonist Losartan) var en kontrolleret, klinisk verdensomspændende

undersøgelse med 1513 type 2-diabetikere med proteinuri, med eller uden hypertension. 751

patienter blev behandlet med losartan. Målet med undersøgelsen var at vise losartankaliums

nyrebeskyttende virkning ud over dets gavnlige indvirkning på blodtrykket.

Patienter med proteinuri og serumkreatinin på 1,3-3,0 mg/dl blev, i tillæg til konventionel

antihypertensiv behandling med undtagelse af ACE-hæmmere og angiotensin II-

antagonister, randomiseret til losartan 50 mg én gang daglig, og blev titreret til, hvis

nødvendigt, til blodtryksrespons, eller placebo.

Investigatorerne blev instrueret i at titrere forsøgsmedicinen til 100 mg én gang daglig,

hvis dette var relevant; 72% af patienterne fik 100 mg daglig det meste af tiden. Andre

antihypertensive lægemidler (diuretika, calciumantagonister, alfa- og betablokkere samt

centralt virkende antihypertensiva) var tilladt som tillægsbehandling efter behov i begge

grupper. Patienterne blev fulgt i op til 4,6 år (i gennemsnit 3,4 år). Undersøgelsens primære

effektmål var det kombinerede effektmål med fordobling af serumkreatinin, endstage

nyresvigt (behov for dialyse eller transplantation) eller død.

Resultaterne viste, at behandling med losartan (327 hændelser) sammenlignet med placebo

(359 hændelser) gav 16,1% risikoreduktion (p=0,022) for, at patienter nåede det primære,

samlede effektmål. For følgende individuelle og kombinerede komponenter af de primære

effektmål viste resultaterne ligeledes signifikant risikoreduktion i gruppen, der blev

behandlet med losartan: 25,3% risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin (p=0,006);

41740_spc.doc

Side 14 af 19

28,6% risikoreduktion i kronisk nyresvigt (p=0,002); 19,9% risikoreduktion i kronisk

nyresvigt eller død (p=0,009); 21,0% risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin eller

kronisk nyresvigt (p=0,01). Ratio af mortalitet af enhver årsag var ikke signifikant

forskellig mellem de to behandlingsgrupper. Losartan var i denne undersøgelse generelt

veltolereret, dokumenteret ved en seponeringsincidens på grund af bivirkninger svarende

til placebos.

ELITE I og II-undersøgelserne

I ELITE-undersøgelsen, som var af 48 ugers varighed, sås hos patienter (n=722) med

hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) ingen forskel mellem de patienter, der blev

behandlet med losartan og de patienter, der fik captopril med hensyn til det primære

effektmål for en langtidsændring i nyrefunktionen. Observationen i ELITE I-

undersøgelsen, at losartan reducerede risikoen for dødsfald sammenlignet med captopril,

blev ikke bekræftet i den efterfølgende ELITE II-undersøgelse, som beskrives nedenfor.

I ELITE II-undersøgelsen blev losartan 50 mg én gang daglig (startdosis 12,5 mg titreret til

25 mg og derefter 50 mg én gang daglig) sammenlignet med captopril 50 mg tre gange

daglig (startdosis 12,5 mg titreret til 25 mg og derefter 50 mg tre gange daglig). Det

primære effektmål for denne prospektive undersøgelse var mortalitet af enhver årsag.

I denne undersøgelse blev 3152 patienter med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) fulgt

i næsten to år (median 1,5 år) for at undersøge, om losartan reducerede den totale

mortalitet bedre end captopril. Det primære effektmål viste ingen statistisk signifikant

forskel mellem losartan og captopril i reduktion af mortalitet af enhver årsag.

I begge disse sammenlignende kontrollerede (ikke placebokontrollerede) kliniske

undersøgelser af hjerteinsufficienspatienter tåltes losartan generelt bedre end captopril målt

ved en signifikant lavere incidens af seponering på grund af bivirkninger og en signifikant

lavere incidens af hoste.

Der sås en stigning i mortalitet i ELITE II i den lille undergruppe (22% af alle HF-

patienter), der tog beta-blokkere ved baseline.

ONTARGET studie, VA NEPHRON-D studie og ALTITUDE studie

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

41740_spc.doc

Side 15 af 19

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Pædiatrisk hypertension

Lotanecs antihypertensive virkning blev fastslået i en klinisk undersøgelse med 177

hypertensive pædiatriske patienter i alderen 6-16 år med en kropsvægt >20 kg og

glomerulær filtrationshastighed >30 ml/min/1,73m

. Patienter, som vejede >20 - <50 kg fik

enten 2,5, 25 eller 50 mg losartan daglig, og patienter som vejede >50 kg fik enten 5, 50

eller 100 mg losartan daglig. Efter tre ugers administration af losartan én gang daglig

reduceredes det laveste blodtryk på en dosisafhængig måde.

Totalt set var der dosisrespons. Dosisresponsforholdet var meget tydeligt i den gruppe, der

fik lav dosis sammenlignet med den gruppe, der fik middeldosis (periode I: -6,2 mmHg

versus -11,65 mmHg), men det var mindre tydeligt, når man sammenlignede gruppen, der

fik middeldosis med gruppen, der fik høj dosis (periode I: -11,65 mmHg versus -12,21

mmHg). De lavest undersøgte doser, 2,5 mg og 5 mg, svarende til en gennemsnitlig daglig

dosis på 0,07 mg/kg, gav ingen konsistent antihypertensiv effekt.

Disse resultater blev bekræftet under periode II i undersøgelsen, hvor patienter blev

randomiseret til at fortsætte med losartan eller placebo efter tre ugers behandling.

Forskellen i blodtryksstigning sammenlignet med placebo var størst i den gruppe, der fik

middeldosis (6,70 mmHg middeldosis versus 5,38 mmHg høj dosis). Stigningen i det

laveste diastoliske blodtryk var dog den samme hos de patienter, der fik placebo, og hos

dem, der fortsatte på losartan på den laveste dosis i hver gruppe, hvilket igen antyder, at

den laveste dosis i hver gruppe ikke havde en signifikant antihypertensiv virkning.

Losartans langtidsvirkning på vækst, pubertet og generel udvikling er ikke undersøgt.

Langtidsvirkningen af antihypertensiv behandling med losartan i barndommen til reduktion

af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet er heller ikke undersøgt.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Efter peroral administration absorberes losartan godt og undergår first-pass metabolisme,

hvorved der dannes en aktiv carboxylsyremetabolit og andre inaktive metabolitter. Den

systemiske biotilgængelighed af losartantabletter er ca. 33%. Losartans og dets aktive

metabolits gennemsnitlige maksimalkoncentration nås i løbet af henholdsvis 1 time og 3-4

timer.

Distribution

Både losartan og dets aktive metabolit bindes ≥99% til plasmaproteiner, primært albumin.

Losartans fordelingsvolumen er 34 liter.

Biotransformation

41740_spc.doc

Side 16 af 19

Ca. 14% af en intravenøs eller peroralt administreret dosis af losartan omdannes til dets aktive

metabolit. Efter peroral og intravenøs administration af

C-mærket losartankalium, er

cirkulerende plasmaradioaktivitet primært knyttet til losartan og dets aktive metabolit. Der sås

minimal omdannelse af losartan til dets aktive metabolit hos ca. 1% af de undersøgte

individer.

Ud over den aktive metabolit dannes inaktive metabolitter.

Elimination

Losartans og dets aktive metabolits plasmaclearance er henholdsvis ca. 600 ml/min og 50 ml/

min. Losartans og dets aktive metabolits renalclearance er henholdsvis ca. 74 ml/min og 26

ml/min. Når losartan administreres peroralt, udskilles ca. 4% af dosis uændret i urinen, og ca.

6% af dosis udskilles via urinen som aktiv metabolit. Losartans og dets aktive metabolits

farmakokinetik er lineær med perorale doser af losartankalium på op til 200 mg.

Efter peroral administration falder losartans og dets aktive metabolits plasmakoncentration

polyeksponentielt med en terminal halveringstid på henholdsvis ca. 2 timer og 6-9 timer. Ved

dosering én gang daglig med 100 mg akkumuleres hverken losartan eller dets aktive metabolit

i plasma signifikant.

Udskillelse både i galde og urin bidrager til elimination af losartan og dets metabolitter.

Efter en peroral dosis/intravenøs administration af

C-mærket losartan til mennesker, blev

ca. 35%/43% af radioaktiviteten genfundet i urin og 58%/50% i fæces.

Patientkarakteristika

Losartans og dets aktive metabolits plasmakoncentration hos ældre hypertensive patienter var

ikke signifikant forskellig fra den, der sås hos unge hypertensive patienter.

Hos hypertensive kvinder var losartans plasmakoncentration op til to gange højere end hos

hypertensive mænd, mens den aktive metabolits plasmakoncentration ikke var forskellig

mellem mænd og kvinder.

Hos patienter med mild til moderat alkoholinduceret levercirrose var losartans og dets aktive

metabolits plasmakoncentration efter peroral administration henholdsvis 5 og 1,7 gange

højere end hos unge frivillige mænd (se pkt. 4.2 og 4.4).

Losartans plasmakoncentration er uændret hos patienter med kreatinin-clearance >10

ml/minut. Sammenlignet med patienter med normal nyrefunktion er losartans AUC ca. 2

gange højere hos patienter i hæmodialyse.

Den aktive metabolits plasmakoncentrationer er uændret hos patienter med nyreinsufficiens

eller hos patienter i hæmodialyse.

Hverken losartan eller dets aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

Farmakokinetikken hos pædiatriske patienter

Losartans farmakokinetik er undersøgt hos 50 hypertensive pædiatriske patienter >1 måned til

<16 år efter peroral administration én gang daglig af ca. 0,54-0,77 mg/kg losartan

(gennemsnitlige doser).

41740_spc.doc

Side 17 af 19

Resultaterne viste, at den aktive metabolit dannes fra losartan i alle aldersgrupper.

Resultaterne viste groft set lignende farmakokinetiske parametre for losartan efter peroral

administration hos spædbørn og små børn, børn i førskolealderen, børn i skolealderen samt

unge. Metabolittens farmakokinetiske parametre adskilte sig i højere grad mellem

aldersgrupperne. Når børn i førskolealderen blev sammenlignet med unge, blev disse forskelle

statistisk signifikante. Eksponering hos spædbørn/små børn var forholdsvis høj.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data viser ingen særlig risiko for mennesker på basis af konventionelle

undersøgelser af generel farmakologi, genotoksicitet samt karcinogent potentiale. I

gentagne dosistoksicitetsundersøgelser inducerede administration af losartan et fald i de

røde blodcelleparametre (erytrocytter, hæmoglobin, hæmatokrit), en stigning i urinstof-N i

serum og lejlighedsvise stigninger i serumkreatinin, fald i hjertevægt (uden histologisk

korrelat) og gastrointestinale forandringer (læsion af slimhindemembranen, mavesår,

erosioner, blødninger). Som andre lægemidler, der direkte påvirker renin-

angiotensinsystemet, inducerer losartan bivirkninger i det sene stadie af fosterudviklingen,

som medfører fosterdød og misdannelser.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Hver tablet indeholder følgende inaktive indholdsstoffer:

Mikrokrystallinsk cellulose (E460)

Lactosemonohydrat

Prægelatineret majsstivelse

Magnesiumstearat (E572)

Hydroxypropylcellulose (E463)

Hypromellose (E464)

Lotanec 12,5 mg, 50 mg og 100 mg indeholder kalium i følgende mængder: Henholdsvis

1.06 mg (0.027 mEq), 4.24 mg (0.108 mEq) og 8.48 mg (0.216 mEq).

Lotanec 12,5 mg tabletter indeholder også titandioxid (E171) og brillant blå FCF (E 133).

Lotanec 50 mg tabletter indeholder også titandioxid (E171).

Lotanec 100 mg tabletter indeholder også titandioxid (E171).

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

12,5 mg: 2 år

50 mg og 100 mg: 3 år

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i den originale yderpakning.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

41740_spc.doc

Side 18 af 19

Lotanec 12,5 mg - PVC/PE/PVDC blisterpakninger med aluminiumsfolie i pakninger à 7,

10, 14, 15, 21, 28, 50, 56, 98, 100, 210 eller 280 tabletter.

Lotanec 50 mg - PVC/PE/PVDC blisterpakninger med aluminiumsfolie i pakninger à 7,

10, 14, 15, 21, 28, 50, 56, 98, 100, 210 eller 280 tabletter.

Lotanec 100 mg - PVC/PE/PVDC blisterpakninger med aluminiumsfolie i pakninger à 7,

10, 14, 15, 21, 28, 30, 50, 56, 98, 100, 210 eller 280 tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

LABORATORIOS LICONSA, S.A

Gran Vía Carlos III, 98, 7th floor

08020 Barcelona

Spanien

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER

12,5 mg:

41740

50 mg:

41741

100 mg:

41742

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

24. februar 2009

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

8. november 2017

41740_spc.doc

Side 19 af 19

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her

15-3-2018

Duro-K 600 mg potassium chloride tablets

Duro-K 600 mg potassium chloride tablets

Advisory – lead content may exceed regulatory guidelines

Therapeutic Goods Administration - Australia

21-4-2010

Decision on future reimbursement status of losartan-containing medicines (C09CA01 and C09DA01) - angiotensin II antagonists

Decision on future reimbursement status of losartan-containing medicines (C09CA01 and C09DA01) - angiotensin II antagonists

On 16 April 2010, the Danish Medicines Agency decided on the future reimbursement status of some of the losartan-containing medicines in ATC groups C09C and C09D, making these products eligible for general reimbursement as of 19 April 2010.

Danish Medicines Agency

24-3-2010

The Danish Medicines Agency begins ad hoc reassessment of reimbursement status of medicines in ATC groups C09C, C09D and C09X

The Danish Medicines Agency begins ad hoc reassessment of reimbursement status of medicines in ATC groups C09C, C09D and C09X

On 8 March 2010, a number of pharmaceutical companies put generic copies of the angiotensin II antagonist losartan on the market at prices comparable to those of the cheapest ACE inhibitors.

Danish Medicines Agency