Losartankalium "Medana"

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Losartankalium "Medana" 50 mg filmovertrukne tabletter
  • Dosering:
  • 50 mg
  • Lægemiddelform:
  • filmovertrukne tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Losartankalium "Medana" 50 mg filmovertrukne tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 37736
  • Sidste ændring:
  • 22-02-2018

Produktresumé

8. november 2017

PRODUKTRESUMÉ

for

Losartankalium "Medana", filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

22813

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Losartankalium "Medana"

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Losartankalium 12,5 mg, 25 mg, 50 mg og 100 mg

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på:

12, 5 mg filmovertrukne tabletter indeholder også 1,06 mg (0,027 mEq) kalium.

25 mg filmovertrukne tabletter indeholder også 2,12 mg (0,054 mEq) kalium.

50 mg filmovertrukne tabletter indeholder også 4,24 mg (0,108 mEq) kalium.

100 mg filmovertrukne tabletter indeholder også 8,48 mg (0,216 mEq) kalium.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

Losartankalium "Medana" 12,5 mg: Hvide, runde, bikonvekse filmovertrukne tabletter.

Losartankalium "Medana" 25 mg: Hvide, aflange, bikonvekse filmovertrukne tabletter.

Losartankalium "Medana" 50 mg: Hvide, ovale, bikonvekse filmovertrukne tabletter med

delekærv.

Losartankalium "Medana" 100 mg: Hvide, aflange bikonvekse filmovertrukne tabletter.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af essentiel hypertension hos voksne samt hos børn og unge i alderen 6-18

år.

Behandling af nyresygdom hos voksne patienter med hypertension og type 2-diabetes

mellitus med proteinuri ≥0,5 g/dag som del af en antihypertensiv behandling.

37736_spc.doc

Side 1 af 19

Behandling af kronisk hjerteinsufficiens hos voksne patienter, når behandling med

angiotensin konverterende enzymhæmmere (ACE-hæmmere) ikke anses for at være

velegnet på grund af uforligelighed, især hoste, eller kontraindikation. Patienter med

hjerteinsufficiens, som er stabile i behandling med en ACE-hæmmer, behøver ikke

skiftes til losartan. Patienterne bør have en ejektionsfraktion på ≤40% i venstre ventrikel

og være klinisk stabile samt være i normal standardbehandling for kronisk

hjerteinsufficiens.

Reduktion af risiko for slagtilfælde hos hypertensive voksne patienter med hypertrofi

af venstre ventrikel, som er dokumenteret ved EKG (se pkt. 5.1, LIFE undersøgelsen,

Race).

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Hypertension

Normal start- og vedligeholdelsesdosis er 50 mg én gang dagligt til de fleste patienter.

Maksimal antihypertensiv virkning opnås 3-6 uger efter initiering af behandling. Nogle

patienter kan få yderligere virkning ved øgning af dosis til 100 mg én gang dagligt (om

morgenen). Losartan kan administreres sammen med andre antihypertensiva, især sammen

med diuretika (f.eks. hydrochlorthiazid).

Hypertensive type 2-diabetikere med proteinuri ≥0,5 g/dag

Normal startdosis er 50 mg én gang dagligt. Dosis kan øges til 100 mg én gang dagligt

afhængigt af blodtryksrespons efter én måneds behandling. Losartan kan administreres

sammen med andre antihypertensiva (f.eks. diuretika, calciumkanalblokkere, alfa- eller

betablokkere samt centralt virkende lægemidler) såvel som med insulin og andre

almindeligt anvendte hypoglykæmiske lægemidler (f.eks. sulfonylurinstoffer, glitazoner og

glucosidasehæmmere).

Hjerteinsufficiens

Den normale startdosis for losartan til patienter med hjerteinsufficiens er 12,5 mg én gang

dagligt. Generelt bør dosis titreres med ugentlige intervaller (f.eks. 12,5 mg dagligt, 25 mg

dagligt, 50 mg dagligt, 100 mg dagligt op til højst 150 mg én gang dagligt), som det kan

tolereres af patienten.

Reduktion af risikoen for slagtilfælde hos hypertensive patienter med hypertrofi af venstre

ventrikel, som er dokumenteret ved EKG

Normal startdosis er 50 mg losartan én gang dagligt. En lav dosis hydrochlorthiazid bør

tilføjes og/eller dosis af losartan bør øges til 100 mg én gang dagligt på basis af

blodtryksrespons.

Patienter med intravaskulær væskemangel

Til patienter med intravaskulær væskemangel (f.eks. i forbindelse med højdosis

diuretikabehandling) bør en startdosis på 25 mg én gang dagligt overvejes (se pkt. 4.4).

Patienter med nyreinsufficiens og patienter i hæmodialyse

Initial dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med nyreinsufficiens og patienter i

hæmodialyse.

37736_spc.doc

Side 2 af 19

Patienter med leverinsufficiens

Lavere dosis bør overvejes til patienter med leverinsufficiens i anamnesen. Der er ikke

erfaring med behandling til patienter med svær leverinsufficiens. Derfor er losartan

kontraindiceret til patienter med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.3 og 4.4).

Pædiatrisk population

Der er begrænset dokumentation for losartans sikkerhed og virkning hos børn og unge i

alderen 6-18 år mht. behandling for hypertension (se pkt. 5.1). Der er begrænset

farmakokinetisk dokumentation for hypertensive børn >1 måned (se pkt. 5.2).

Til patienter, der kan sluge en tablet, er den anbefalede dosis 25 mg én gang dagligt til

patienter >20 til <50 kg. I særlige tilfælde kan dosis øges til maksimalt 50 mg én gang

dagligt. Dosis bør justeres i henhold til blodtryksrespons.

Til patienter >50 kg er den sædvanlige dosis 50 mg én gang dagligt. I særlige tilfælde kan

dosis justeres til maksimalt 100 mg én gang dagligt. Doser over 1,4 mg/kg (eller mere end

100 mg) dagligt er ikke blevet undersøgt hos pædiatriske patienter.

Losartan bør ikke gives til børn under 6 år, da der ikke findes dokumentation for disse

patientgrupper.

Bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73 m

, da der ikke

findes dokumentation herfor (se også pkt. 4.4).

Losartan bør ikke gives til børn med leverinsufficiens (se også pkt. 4.4).

Ældre

Selvom det bør overvejes, hvorvidt behandling med 25 mg skal initieres hos patienter over 75

år, er dosisjustering ikke nødvendig hos ældre.

Administration

Losartantabletter bør sluges med et glas vand.

Losartantabletter kan administreres med eller uden mad.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne

anført i pkt. 6.1.

2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6).

Svær leverinsufficiens.

Samtidig brug af Losartankalium "Medana" og lægemidler indeholdende aliskiren er

kontraindiceret hos patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR <

60 ml/min/1,73 m

) (se pkt. 4.5 og 5.1).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Overfølsomhed

Angioødem

Patienter med angioødem i anamnesen (hævelse af ansigt, læber, svælg og/eller tunge) bør

monitoreres nøje (se pkt. 4.8).

37736_spc.doc

Side 3 af 19

Hypotension og elektrolyt-/væskeforstyrrelser

Symptomatisk hypotension, især efter første dosis og efter forhøjelse af dosis, er mest

sandsynligt hos patienter med væske- og/eller natriummangel ved kraftig behandling med

diuretika, saltrestriktiv diæt, diarré eller opkastning. Disse tilstande bør korrigeres før

administration af losartan, eller der bør anvendes lavere startdosis (se pkt. 4.2). Dette gælder

også for børn i alderen 6-18 år.

Elektrolytforstyrrelser

Elektrolytforstyrrelser er almindeligt forekommende hos patienter med nyreinsufficiens,

med eller uden diabetes, og bør behandles. I en klinisk undersøgelse med type 2-

diabetikere med nefropati, var incidensen af hyperkaliæmi højere i den gruppe, der blev

behandlet med losartan end i placebogruppen (se pkt. 4.8). Derfor bør kaliums

plasmakoncentration såvel som kreatinin-clearance monitoreres tæt, især patienter med

hjertesvigt og kreatinin-clearance på 30-50 ml/min bør monitoreres tæt.

Brug af kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud og kaliumholdige salterstatninger

sammen med losartan anbefales ikke (se pkt. 4.5).

Leverinsufficiens

Baseret på farmakokinetiske data, som viser signifikant forhøjede plasmakoncentrationer af

losartan hos cirrhotiske patienter, bør det overvejes at anvende en lavere dosis til patienter

med nedsat leverfunktion i anamnesen. Der er ingen terapeutisk erfaring med losartan til

patienter med svær leverinsufficiens. Derfor bør losartan ikke gives til patienter med svær

leverinsufficiens (se pkt. 4.2, 4.3 og 5.2).

Losartan bør ikke gives til børn med leverinsufficiens (se pkt. 4.2).

Nyreinsufficiens

Som følge af hæmningen af renin-angiotensinsystemet, er der rapporteret forandringer i

nyrefunktionen herunder nyrefunktionsnedsættelse (især hos patienter hvis nyrefunktion er

afhængig af renin-angiotensin-aldosteronsystemet som patienter med svær hjerteinsufficiens

eller tidligere nedsat nyrefunktion). Som for andre lægemidler, der påvirker renin-

angiotensin-aldosteronsystemet, er der rapporteret om øget carbamid og serumkreatinin hos

patienter med bilateral nyrearteriestenose eller unilateral nyrearteriestenose (hvis

funktionelt ennyret); disse ændringer i nyrefunktionen kan være reversible ved seponering

af behandlingen. Losartan bør anvendes med forsigtighed hos patienter med bilateral

nyrearteriestenose eller unilateral nyrearterie stenose (hvis funktionelt ennyret).

Anvendelse til pædiatriske patienter med nyreinsufficiens

Losartan bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73m

da der ikke findes dokumentation herfor (se pkt. 4.2).

Nyrefunktionen skal monitoreres regelmæssigt under behandling med losartan, da den kan

forværres. Dette gælder især, når losartan gives, hvor andre tilstande er til stede (feber,

dehydrering), der kan nedsætte nyrefunktionen.

Samtidig anvendelse af losartan og ACE-hæmmere nedsætter nyrefunktionen. Derfor

frarådes samtidig anvendelse (se pkt. 4.5).

Nyretransplantation

Der er ingen erfaring med patienter, der for nylig er blevet nyretransplanteret.

37736_spc.doc

Side 4 af 19

Primær hyperaldosteronisme

Patienter med primær hyperaldosteronisme vil generelt ikke respondere på

antihypertensiva, der virker ved hæmning af renin-angiotensinsystemet. Derfor kan

anvendelse af losartan ikke anbefales.

Koronar hjertesygdom og cerebrovaskulær sygdom

Som det er tilfældet med andre antihypertensiva kan et kraftigt fald i blodtrykket hos

patienter med iskæmisk kardiovaskulær og cerebrovaskulær sygdom medføre

myokardieinfarkt eller slagtilfælde.

Hjerteinsufficiens

Hos patienter med hjerteinsufficiens, med eller uden nyreinsufficiens, er der, som med

andre lægemidler der påvirker renin-angiotensinsystemet, risiko for svær arteriel

hypotension og (ofte akut) nyreinsufficiens.

Der er begrænset terapeutisk erfaring med losartan til patienter med hjerteinsufficiens og

samtidig svær nyreinsufficiens, til patienter med svær hjerteinsufficiens (NYHA klasse IV)

samt til patienter med hjerteinsufficiens og symptomatisk livstruende hjertearytmi. Derfor

bør losartan anvendes med forsigtighed til disse patientgrupper. Kombinationen af losartan

og en beta-blokker bør anvendes med forsigtighed (se pkt. 5.1).

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Aorta- og mitralklapstenose, obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati

Som det er tilfældet med andre vasodilatorer er særlig forsigtighed indiceret hos patienter,

der har aorta- eller mitralstenose eller obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati.

Graviditet

Behandling med losartan bør ikke initieres under graviditet. Med mindre

losartanbehandling anses for essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til

alternativ antihypertensiv behandling, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse

under graviditet. Når graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres

omgående, og hvis det er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes (se pkt.

4.3 og 4.6).

Andre advarsler og forholdsregler

Som det blev bemærket i forbindelse med angiotensinkonverterende enzymhæmmere er

losartan og de andre angiotensinantagonister tilsyneladende mindre effektive til sænkning

af blodtrykket hos negroide personer i forhold til ikke-negroide, muligvis på grund af

større prævalens af lav-renin tilstande i den negroide hypertensive population.

37736_spc.doc

Side 5 af 19

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre antihypertensiva kan øge losartans hypotensive virkning. Samtidig brug af andre

lægemidler, der som bivirkninger kan inducere hypotension (f.eks. tricykliske antidepressiva,

antipsykotika, baclofen og amifostin) kan øge risikoen for hypotension.

Losartan metaboliseres hovedsageligt via cytokrom P450 (CYP) 2C9 til den aktive

carboxylsyre-metabolit. I en klinisk undersøgelse reducerede fluconazol (CYP2C9-

hæmmer) eksponeringen over for den aktive metabolit med ca. 50%. Samtidig behandling

med losartan og rifampicin (inducer af metabolismeenzymer) gav en reduktion på 40% i

plasmakoncentrationen af den aktive metabolit. Den kliniske relevans af denne virkning er

ukendt. Der blev ikke fundet forskel i eksponeringen ved samtidig behandling med

fluvastatin (svag hæmmer af CYP2C9).

Som ved andre lægemidler, der blokerer angiotensin-II eller dets virkning, kan samtidig brug

af andre lægemidler, som tilbageholder kalium (f.eks. kaliumbesparende diuretika: Amilorid,

triamteren, spironolacton), eller som kan forhøje kaliumkoncentrationerne (f.eks. heparin),

kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger, medføre stigninger i serumkalium.

Samtidig medicinering er ikke tilrådelig.

Der er rapporteret om reversible forhøjelser i serum lithiumkoncentrationerne samt

toksicitet ved samtidig administration af lithium og ACE-hæmmere. Der er også

rapporteret om meget sjældne tilfælde med angiotensin-II-receptorantagonister. Samtidig

administration af lithium og losartan bør foretages med forsigtighed. Hvis denne

kombination viser sig at være essentiel, bør serum lithiumkoncentrationen monitoreres ved

samtidig anvendelse.

Når angiotensin-II-antagonister administreres samtidigt med NSAID (dvs. selektive COX-2

hæmmere, acetylsalicylsyre i antiinflammatoriske doser og non-selektive NSAID) kan

afsvækning af den antihypertensive virkning forekomme. Samtidig anvendelse af angiotensin-

II-antagonister eller diuretika og NSAID kan medføre øget risiko for forværring af

nyrefunktionen, herunder mulig akut nyresvigt og stigning i serumkalium, især hos patienter

med eksisterende dårlig nyrefunktion. Kombinationen bør anvendes med forsigtighed især

hos ældre. Patienterne bør hydreres hensigtsmæssigt, og det bør overvejes at monitorere

nyrefunktionen efter initiering af samtidig behandling samt periodisk herefter.

Dobbelt blokade (f.eks. ved tilføjelse af en ACE-hæmmer til en angiotensin-II-receptor-

antagonist) bør være begrænset til individuelle bestemte tilfælde med tæt monitorering af

nyrefunktion. Nogle undersøgelser har vist at hos patienter med etableret aterosklerose,

hjerteinsufficiens eller diabetes med organskade, er dobbelt blokade af renin-angiotensin-

aldosteron system forbundet med en højere frekvens af hypotension, synkope, hyperkaliæmi

og ændringer i nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt), sammenlignet med brugen af et enkelt

renin-angiotensin-aldosteron system middel.

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteron-

systemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister eller aliskiren, er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger

som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt)

sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1).

37736_spc.doc

Side 6 af 19

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Anvendelse af losartan kan ikke anbefales i 1. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4).

Anvendelse af losartan er kontraindiceret i 2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.3 og

4.4).

Epidemiologisk evidens for risiko for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere

i 1. trimester af graviditeten har ikke været konklusive; en lille risikostigning kan dog ikke

udelukkes. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske data vedrørende risikoen

ved angiotensin-II-receptorhæmmere (AIIRAer), kan de samme risici være forbundet med

denne lægemiddelklasse. Med mindre fortsat AIIRA-behandling anses for at være

essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternative anithypertensive

behandlinger, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse under graviditet. Når

graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres omgående, og hvis det er

hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes.

Eksponering for AIIRA-behandling i 2. og 3. trimester inducerer føtotoksicitet hos

mennesker (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinket kranieossifikation) og

neonatal toksicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se også pkt. 5.3). Hvis

eksponering for losartan har fundet sted fra 2. trimester af graviditeten, anbefales

ultralydskontrol af nyrefunktionen og kraniet.

Spædbørn, hvis mødre har taget losartan, bør observeret omhyggeligt for hypotension (se

også pkt. 4.3 og 4.4).

Amning

Det anbefales ikke at anvende losartan på grund af manglende information vedrørende

brugen af losartan under amning. Det anbefales at anvende andre alternative behandlinger

med bedre etableret sikkerhedsprofil, specielt ved amning af nyfødte eller for tidligt fødte

spædbørn.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller

betjene maskiner. Når man kører bil eller betjener maskiner, skal man dog tænke på, at

svimmelhed eller døsighed lejlighedsvis kan forekomme i forbindelse med antihypertensiv

behandling, i særdeleshed ved initiering af behandlingen, eller når dosis øges.

4.8

Bivirkninger

Losartan er vurderet i kliniske undersøgelser som følger:

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 3.000 voksne patienter i alderen 18 år og

ældre med essentiel hypertension

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos 177 hypertensive pædiatriske patienter i

alderen 6-16 år

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 9.000 hypertensive patienter i alderen 55-

80 år med hypertrofi af venstre ventrikel

I kontrollerede kliniske undersøgelser hos >7.700 voksne patienter med kronisk

hjerteinsufficiens

37736_spc.doc

Side 7 af 19

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 1.500 type-2 diabetikere i alderen 31 år og

ældre med proteinuri.

I disse kliniske undersøgelser var den mest almindelige bivirkning svimmelhed.

Frekvensen af de nedenfor nævnte bivirkninger er defineret i henhold til følgende

konvention:

Meget almindelig (≥1/10); almindelig (≥1/100 til <1/10); ikke almindelig (≥1/1.000 til

<1/100); sjælden (≥1/10.000 til <1/1.000); meget sjælden (<1/10.000); ikke kendt (kan

ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

Hypertension

Systemorganklasse

Bivirkning

Frekvens

Nervesystemet

Svimmelhed, vertigo

Almindelig

Somnolens, hovedpine,

søvnproblemer

Ikke almindelig

Hjerte

Palpitationer, angina pectoris

Ikke almindelig

Vaskulære sygdomme

Symptomatisk hypotension

(især hos patienter med

intravaskulær væskemangel,

f.eks. patienter med svær

hjerteinsufficiens eller i

behandling med højdosis

diuretika), dosisrelaterede

ortostatiske effekter, udslæt

Ikke almindelig

Mave-tarm-kanalen

Abdominal smerte, obstipation

Ikke almindelig

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Asteni, træthed, ødemer

Ikke almindelig

Undersøgelser

Hyperkaliæmi

Almindelig

Forhøjet alanin

aminotransferase (ALAT)*

Sjælden

*forsvinder sædvanligvis efter seponering

Hypertensive patienter med hypertrofi af venstre ventrikel

I en kontrolleret undersøgelse med 9.193 hypertensive patienter i alderen 55-80 år med

hypertrofi af venstre ventrikel blev følgende bivirkninger rapporteret:

Systemorganklasse

Bivirkning

Frekvens

Nervesystemet

Svimmelhed

Almindelig

Øre og labyrint

Vertigo

Almindelig

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Asteni/træthed

Almindelig

Kronisk hjerteinsufficiens

I kontrollerede undersøgelser hos patienter med kronisk hjerteinsufficiens (se ELITE I,

ELITE II og HEAAL undersøgelserne, pkt. 5.1) blev følgende bivirkninger rapporteret:

37736_spc.doc

Side 8 af 19

Systemorganklasse

Bivirkning

Frekvens

Nervesystemet

Svimmelhed

Almindelig

Hovedpine

Ikke almindelig

Paræstesi

Sjælden

Hjerte

Synkope, atrieflimren,

hjerneblødning

Sjælden

Vaskulære sygdomme

Hypotension, herunder ortostatisk

hypotension

Almindelig

Blod og lymfesystem

Anæmi

Almindelig

Luftveje, thorax og

mediastinum

Dyspnø, hoste

Ikke almindelig

Mave-tarm-kanalen

Diarré, kvalme, opkastning

Ikke almindelig

Hud og subkutane væv

Urticaria, pruritus, udslæt

Ikke almindelig

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Asteni/træthed

Ikke almindelig

Undersøgelser

Øget carbamid og serumkreatinin

samt serumkalium

Almindelig

Metabolisme og ernæring

Hyperkaliæmi

Ikke almindelig*

Nyrer og urinveje

Nyreinsufficiens, nyresvigt

Almindelig

* Almindelig hos patienter der får 150 mg losartan i stedet for 50 mg losartan

Hypertension og type 2-diabetes med nyresygdom

I en kontrolleret klinisk undersøgelse med 1.513 type 2-diabetikere i alderen 31 år og ældre

med proteinuri (RENAAL-undersøgelse, se pkt. 5.1) er de mest almindelige bivirkninger,

som blev rapporteret for losartan, følgende:

Systemorganklasse

Bivirkning

Frekvens

Nervesystemet

Svimmelhed

Almindelig

Vaskulære sygdomme

Hypotension

Almindelig

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Asteni/træthed

Almindelig

Undersøgelser

Hypoglykæmi, hyperkaliæmi*

Almindelig

* I en klinisk undersøgelse med type 2-diabetikere med nefropati, udviklede 9,9% af de

patienter, der blev behandlet med losartantabletter, og 3,4% af de patienter, der fik placebo,

hyperkaliæmi >5,5 mmol/l.

Følgende bivirkninger forekom oftere hos patienter, der fik losartan end placebo:

Systemorganklasse

Bivirkning

Frekvens

Blod og lymfesystem

Anæmi

Ikke kendt

Hjerte

Synkope, palpitationer

Ikke kendt

Vaskulære sygdomme

Ortostatisk hypotension

Ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

Diarré

Ikke kendt

Knogler, led, muskler og

bindevæv

Rygsmerter

Ikke kendt

37736_spc.doc

Side 9 af 19

Nyrer og urinveje

Urinvejsinfektioner

Ikke kendt

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Influenzalignende symptomer

Ikke kendt

Efter markedsføring

Følgende bivirkninger er blevet rapporteret efter markedsføring:

Systemorganklasse

Bivirkning

Frekvens

Blod og lymfesystem

Anæmi, trombocytopeni

Ikke kendt

Øre og labyrint

Tinnitus

Ikke kendt

Immunsystemet

Hypersensitivitet: Anafylaktiske

reaktioner, angioødem inklusive

hævelse af larynx og glottis, som

medfører luftvejsobstruktion

og/eller hævelse af ansigt, læber,

svælg og/eller tunge. Hos nogle af

disse patienter har der tidligere

været rapporteret om angioødem i

forbindelse med administration af

anden medicin, herunder ACE-

hæmmere; vaskulitis inklusive

Schönlein-Henochs purpura

Sjælden

Nervesystemet

Migræne

Ikke kendt

Luftveje, thorax og

mediastinum

Hoste

Ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

Diarré, pankreatit

Ikke kendt

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Utilpashed

Ikke kendt

Lever og galdeveje

Hepatitis

Sjælden

Abnorm leverfunktion

Ikke kendt

Hud og subkutane væv

Urticaria, pruritus, udslæt,

fotosensitivitet

Ikke kendt

Knogler, led, muskler og

bindevæv

Myalgi, artralgi, rhabdomyolyse

Ikke kendt

Det reproduktive system

og mammae

Erektil dysfunktion/impotens

Ikke kendt

Psykiske forstyrrelser

Depression

Ikke kendt

Undersøgelser

Hyponatriæmi

Ikke kendt

Nyrer og urinveje

Som følge af hæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet er der rapporteret om

ændringer i nyrefunktionen, herunder nyresvigt, hos risikopatienter; disse ændringer i

nyrefunktionen kan være reversible ved seponering af behandlingen (se pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Bivirkningsprofilen for pædiatriske patienter ser ud til at være den samme som for voksne

patienter. Data for den pædiatriske population er begrænsede.

37736_spc.doc

Side 10 af 19

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Symptomer på forgiftning

Der er begrænsede data om overdosering hos mennesker. De mest sandsynlige tegn på

overdosering er hypotension og takykardi. Bradykardi kan forekomme ved parasympatisk

(vagus) stimulering.

Behandling af forgiftning

Hvis symptomatisk hypotension skulle forekomme, bør supporterende behandling

igangsættes.

Forholdsreglerne afhænger af tidspunktet for indtagelse af medicinen samt symptomernes

type og sværhedsgrad. Stabilisering af kredsløbet bør prioriteres. Efter peroral indtagelse er

administration af en tilstrækkelig stor dosis aktivt kul indiceret. Derefter bør de vitale

parametre monitoreres nøje. De vitale parametre bør korrigeres efter behov.

Hverken losartan eller den aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 CA 01. Angiotensin II-receptorantagonister

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Losartan er en syntetisk, peroral angiotensin-II-receptorantagonist (type AT

). Angiotensin-II,

der er en potent vasokonstriktor, er det primære aktive hormon i renin-angiotensinsystemet og

en betydningsfuld determinant for hypertensions patofysiologi. Angiotensin-II bindes til den

-receptor, som findes i mange væv (f.eks. vaskulær glat muskulatur, binyrerne, nyrerne og

hjertet), og frembringer mange betydningsfulde biologiske reaktioner, herunder

vasokonstriktion og frigørelse af aldosteron. Angiotensin-II stimulerer også formeringen af

celler i den glatte muskulatur.

Losartan blokerer selektivt AT

-receptoren. In vitro og in vivo blokerer losartan og dets

farmakologisk aktive carboxylsyremetabolit E-3174 alle fysiologisk relevante virkninger af

angiotensin-II, uafhængig af kilde eller syntesevej.

37736_spc.doc

Side 11 af 19

Losartan har ikke en agonistvirkning eller blokerer andre hormonreceptorer eller ionkanaler,

som er vigtige for den kardiovaskulære regulering. Desuden hæmmer losartan ikke ACE

(kininase II), enzymet som nedbryder bradykinin. Af denne grund finder ingen potensering af

bradykinin-medierede virkninger sted.

Under administration af losartan leder fjernelse af angiotensin-II’s negative feed-back på

reninsekretionen til øget plasmareninaktivitet (PRA). Øget PRA fører til øget koncentration af

angiotensin-II i plasma. Selv med disse stigninger bibeholdes den antihypertensive aktivitet

og suppressionen af plasmaaldosteronkoncentrationen, hvilket tyder på angiotensin-II-

receptorblokering. Efter seponering af losartan faldt PRA og angiotensin-II-værdierne inden

for tre dage til værdierne ved baseline.

Hypertensionsundersøgelser

I kontrollerede kliniske undersøgelser, hvor losartan blev administreret én gang dagligt til

patienter med mild til moderat essentiel hypertension, opnåedes statistisk signifikant

reduktion af systolisk og diastolisk blodtryk. Blodtryksmåling 24 timer efter dosering i

forhold til 5-6 timer efter dosering viste reduktion af blodtrykket i løbet af 24 timer; den

naturlige døgnrytme blev bibeholdt. Reduktion af blodtrykket i slutningen af

dosisintervallet var 70-80% af effekten set 5-6 timer efter dosering.

Seponering af losartan hos hypertensive patienter medførte ikke en brat stigning af

blodtrykket (rebound). På trods af det markante fald i blodtrykket havde losartan ingen klinisk

signifikant virkning på hjertefrekvensen.

Losartan er lige effektiv hos mænd og kvinder samt hos yngre (<65 år) og ældre hypertensive

patienter.

LIFE-undersøgelsen

LIFE (The Losartan Intervention For Endpoint Reduction In Hypertension) var en

randomiseret, trippelblindet, aktiv kontrolleret undersøgelse foretaget hos 9193

hypertensive patienter i alderen 55 til 80 år med EKG-diagnosticeret hypertrofi af venstre

ventrikel. Patienterne blev randomiseret til losartan 50 mg én gang dagligt eller atenolol 50

mg én gang dagligt. Hvis det forud fastsatte blodtryk (<140/90 mmHg) ikke blev nået,

tilføjedes først hydrochlorthiazid (12,5 mg) og hvis nødvendigt blev dosis af losartan eller

atenolol øget til 100 mg én gang dagligt. Andre antihypertensiva, undtagen ACE-

hæmmere, angiotensin II-antagonister eller beta-blokkere, blev tilføjet hvis dette var

nødvendigt for at opnå det ønskede blodtryk.

Den gennemsnitlige opfølgningstid var 4,8 år.

Det primære effektmål var sammensætningen af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet

målt ved en reduktion i den kombinerede incidens af kardiovaskulær død, slagtilfælde og

myokardieinfarkt. Blodtrykket reduceredes signifikant til samme niveau i de to grupper.

Behandlingen med losartan resulterede i en risikoreduktion på 13% (p=0,021, 95%

konfidensinterval 0,77-0,98) sammenlignet med atenolol for patienter, der nåede det

primære sammensatte effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion i incidensen af

slagtilfælde. Behandling med losartan reducerede risikoen for slagtilfælde med 25% i

forhold til atenolol (p=0,001, 95% konfidensinterval 0,63-0,89). Hyppigheden af

kardiovaskulær død og myokardieinfarkt var ikke signifikant forskellig

behandlingsgrupperne imellem.

37736_spc.doc

Side 12 af 19

Race

I LIFE-undersøgelsen havde de negroide patienter, der havde fået behandling med losartan,

større risiko for at blive ramt af det primære sammensatte effektmål, dvs. en

kardiovaskulær hændelse (f.eks. hjerteinfarkt, kardiovaskulær død) og især slagtilfælde,

end de negroide patienter, som blev behandlet med atenolol. Derfor var de resultater, der

sås for losartan sammenlignet med atenolol i LIFE-undersøgelsen med hensyn til

kardiovaskulær morbiditet/mortalitet, ikke gældende for negroide patienter med

hypertension og hypertrofi af venstre ventrikel.

RENAAL-undersøgelsen

RENAAL-undersøgelsen (The Reduction of Endpoints in NIDDM with the Angiotensin II

Receptor Antagonist Losartan) var en kontrolleret, klinisk verdensomspændende

undersøgelse med 1513 type 2-diabetikere med proteinuri, med eller uden hypertension.

751 patienter blev behandlet med losartan. Målet med undersøgelsen var at vise

losartankaliums nyrebeskyttende virkning ud over dets gavnlige indvirkning på

blodtrykket.

Patienter med proteinuri og serumkreatinin på 1,3-3,0 mg/dl blev, i tillæg til konventionel

antihypertensiv behandling med undtagelse af ACE-hæmmere og angiotensin II-

antagonister, randomiseret til losartan 50 mg én gang dagligt, og blev titreret til, hvis

nødvendigt, til blodtryksrespons, eller placebo.

Investigatorerne blev instrueret i at titrere forsøgsmedicinen til 100 mg én gang dagligt,

hvis dette var relevant; 72% af patienterne fik 100 mg dagligt det meste af tiden. Andre

antihypertensive lægemidler (diuretika, calciumantagonister, alfa- og betablokkere samt

centralt virkende antihypertensiva) var tilladt som tillægsbehandling efter behov i begge

grupper. Patienterne blev fulgt i op til 4,6 år (i gennemsnit 3,4 år). Undersøgelsens primære

effektmål var det kombinerede effektmål med fordobling af serumkreatinin, endstage

nyresvigt (behov for dialyse eller transplantation) eller død.

Resultaterne viste, at behandling med losartan (327 hændelser) sammenlignet med placebo

(359 hændelser) gav 16,1% risikoreduktion (p=0,022) for, at patienter nåede det primære,

samlede effektmål. For følgende individuelle og kombinerede komponenter af de primære

effektmål viste resultaterne ligeledes signifikant risikoreduktion i gruppen, der blev

behandlet med losartan: 25,3% risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin (p=0,006);

28,6% risikoreduktion i kronisk nyresvigt (p=0,002); 19,9% risikoreduktion i kronisk

nyresvigt eller død (p=0,009); 21,0% risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin eller

kronisk nyresvigt (p=0,01). Ratio af mortalitet af enhver årsag var ikke signifikant

forskellig mellem de to behandlingsgrupper. Losartan var i denne undersøgelse generelt

veltolereret, dokumenteret ved en seponeringsincidens på grund af bivirkninger svarende

til placebos.

HEAAL undersøgelsen

Heart Failure Endpoint Evaluation of Angiotensin II Antagonist Losartan (HEAAL)

undersøgelsen var en kontrolleret klinisk undersøgelse, der blev gennemført verden over

med 3.834 patienter i alderen 18-98 år med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV), som

var intolerante over for behandling med ACE-hæmmere. Patienterne blev randomiseret til

at få losartan 50 mg én gang dagligt eller 150 mg på baggrund af konventionel terapi med

undtagelse af ACE-hæmmere.

37736_spc.doc

Side 13 af 19

Patienterne blev fulgt i over 4 år (median 4,7 år). Undersøgelsens primære effektmål var

det kombinerede effektmål med død af alle årsager eller indlæggelse for hjerteinsufficiens.

Resultaterne viste, at behandling med 150 mg losartan (828 hændelser) sammenlignet med

50 mg losartan (889 hændelser) resulterede i en risikoreduktion på 10,1% (p=0,027, 95%

konfidensinterval 0,82-0,99) i antallet af patienter, der opnåede det primære sammensatte

effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion af hospitalsindlæggelserne for

hjerteinsufficiens. Behandling med 150 mg losartan reducerede risikoen for indlæggelse

for hjerteinsufficiens med 13,5% i forhold til 50 mg losartan (p=0,025 95%

konfidensinterval 0,76-0,98). Hyppigheden af død af alle årsager var ikke signifikant

forskellig i behandlingsgrupperne. Nyreinsufficiens, hypotension og hyperkaliæmi var

mere almindelige i 150 mg-gruppen end i 50 mg-gruppen, men disse bivirkninger førte

ikke til signifikant flere seponeringer i 150 mg-gruppen.

ELITE I og II-undersøgelserne

I ELITE-undersøgelsen, som var af 48 ugers varighed, sås hos patienter (n=722) med

hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) ingen forskel mellem de patienter, der blev

behandlet med losartan og de patienter, der fik captopril med hensyn til det primære

effektmål for en langtidsændring i nyrefunktionen. Observationen i ELITE I-

undersøgelsen, at losartan reducerede risikoen for dødsfald sammenlignet med captopril,

blev ikke bekræftet i den efterfølgende ELITE II-undersøgelse, som beskrives nedenfor.

I ELITE II-undersøgelsen blev losartan 50 mg én gang dagligt (startdosis 12,5 mg titreret til

25 mg og derefter 50 mg én gang dagligt) sammenlignet med captopril 50 mg tre gange

dagligt (startdosis 12,5 mg titreret til 25 mg og derefter 50 mg tre gange dagligt). Det

primære effektmål for denne prospektive undersøgelse var mortalitet af enhver årsag.

I denne undersøgelse blev 3152 patienter med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) fulgt

i næsten to år (median 1,5 år) for at undersøge, om losartan reducerede den totale

mortalitet bedre end captopril. Det primære effektmål viste ingen statistisk signifikant

forskel mellem losartan og captopril i reduktion af mortalitet af enhver årsag.

I begge disse sammenlignende kontrollerede (ikke placebokontrollerede) kliniske

undersøgelser af hjerteinsufficienspatienter tåltes losartan generelt bedre end captopril målt

ved en signifikant lavere incidens af seponering på grund af bivirkninger og en signifikant

lavere incidens af hoste.

Der sås en stigning i mortalitet i ELITE II i den lille undergruppe (22% af alle HF-

patienter), der tog beta-blokkere ved baseline.

Pædiatrisk population

Pædiatrisk hypertension

Losartans antihypertensive virkning blev fastslået i en klinisk undersøgelse med 177

hypertensive pædiatriske patienter i alderen 6-16 år med en kropsvægt >20 kg og

glomerulær filtrationshastighed >30 ml/min/1,73 m

. Patienter, som vejede >20 - <50 kg

fik enten 2,5, 25 eller 50 mg losartan dagligt, og patienter som vejede >50 kg fik enten 5,

50 eller 100 mg losartan dagligt. Efter tre ugers administration af losartan én gang dagligt

reduceredes det laveste blodtryk på en dosisafhængig måde.

37736_spc.doc

Side 14 af 19

Totalt set var der dosisrespons. Dosisresponsforholdet var meget tydeligt i den gruppe, der

fik lav dosis sammenlignet med den gruppe, der fik middeldosis (periode I: -6,2 mmHg

versus -11,65 mmHg), men det var mindre tydeligt, når man sammenlignede gruppen, der

fik middeldosis med gruppen, der fik høj dosis (periode I: -11,65 mmHg versus -12,21

mmHg). De lavest undersøgte doser, 2,5 mg og 5 mg, svarende til en gennemsnitlig daglig

dosis på 0,07 mg/kg, gav ingen konsistent antihypertensiv effekt.

Disse resultater blev bekræftet under periode II i undersøgelsen, hvor patienter blev

randomiseret til at fortsætte med losartan eller placebo efter tre ugers behandling.

Forskellen i blodtryksstigning sammenlignet med placebo var størst i den gruppe, der fik

middeldosis (6,70 mmHg middeldosis versus 5,38 mmHg høj dosis). Stigningen i det

laveste diastoliske blodtryk var dog den samme hos de patienter, der fik placebo, og hos

dem, der fortsatte på losartan på den laveste dosis i hver gruppe, hvilket igen antyder, at

den laveste dosis i hver gruppe ikke havde en signifikant antihypertensiv virkning.

Losartans langtidsvirkning på vækst, pubertet og generel udvikling er ikke undersøgt.

Langtidsvirkningen af antihypertensiv behandling med losartan i barndommen til reduktion

af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet er heller ikke undersøgt.

Hos hypertensive (N=60) og normotensive (N=246) børn med proteinuri blev effekten af

losartan på proteinuri vurderet i en 12-ugers placebo- og aktivtkontrolleret klinisk

undersøgelse (amlodipin). Proteinuri var defineret som en protein/kreatinin-ratio på ≥0,3 i

urinen. De hypertensive patienter (i alderen 6-18 år) blev randomiseret til at få enten

losartan (n=30) eller amlodipin (n=30). De normotensive patienter (i alderen 1-18 år) blev

randomiseret til at få enten losartan (n=122) eller placebo (n=124). Losartan blev givet i

doser på 0,7 mg/kg til 1,4 mg/kg (op til en maksimal dosis på 100 mg pr. dag). Amlodipin

blev givet i doser på 0,05 mg/kg til 0,2 mg/kg (op til en maksimal dosis på 5 mg pr. dag).

Overordnet havde patienterne efter 12 ugers behandling med losartan en statistisk

signifikant reduktion af proteinuri i forhold til baseline på 36% versus 1% stigning i

placebo/amlodipingruppen (p≤0,001). Hypertensive patienter, som fik losartan, havde en

statistisk signifikant reduktion af proteinuri i forhold til baseline på -41,5% (95%

konfidensinterval -29,9; -51,1) versus +2,4% (95% konfidensinterval -22,2; 14,1) i

amlodipingruppen. Faldet i både det systoliske og det diastoliske blodtryk var større i

losartangruppen (-5,5/-3,8 mmHg) versus amlodipingruppen (-0,1/+0,8 mmHg). Hos

normotensive børn sås et lille fald i blodtrykket i losartangruppen (-3,7/-3,4 mmHg)

sammenlignet med placebo. Der var ikke signifikant korrelation mellem faldet i proteinuri

og blodtrykket, men blodtryksfaldet var muligvis delvis årsag til faldet i proteinuri i den

gruppe, der blev behandlet med losartan.

Langtidsvirkningen af losartan hos børn med proteinuri blev undersøgt i op til 3 år i den

forlængede open-label safety fase af den samme undersøgelse, hvori alle patienter, der var

med i 12-ugers basisundersøgelsen blev bedt om at deltage. I alt var 268 patienter med i

den forlængede open-label fase og blev gen-randomiserede til at få losartan (N=134) eller

enalapril (N=134) og 109 patienter fik ≥3 års opfølgning (præspecificeret afslutningspunkt

på >100 patienter, der gennemførte 3 års opfølgning i den forlængede periode). Losartans

og enalaprils dosisområde, givet ud fra investigators skøn, var henholdsvis 0,30 til

4,42 mg/kg/dag og 0,02 til 1,13 mg/kg/dag. De maksimale daglige doser på 50 mg for

<50 kg kropsvægt og 100 mg for >50 kg blev for de fleste patienters vedkommende ikke

overskredet under undersøgelsens forlængede fase.

37736_spc.doc

Side 15 af 19

Sammenfattet viser resultaterne af safety-forlængelserne, at losartan var veltolereret og

førte til vedvarende reduktion af proteinuri uden betydelig ændring i glomerulær filtration-

hastighed (GFR) over 3 år. For normotensive patienter (n=205) havde enalapril en

numerisk større virkning end losartan på proteinuri (-33,0% (95%CI -47,2;-15,0) versus

-16,6% (95%CI -34,9; 6,8)) og på GFR ( 9,4 (95%CI 0,4; 18,4) versus -4,0 (95%CI -13,1;

5,0) ml/min/1,73m

)). For hypertensive patienter (n=49) havde losartan en numerisk større

virkning på proteinuri (-44,5% (95%CI -64,8; -12,4) versus -39,5% (95%CI -62,5; -2,2))

og GFR (18,9 (95%CI 5,2; 32,5) versus -13,4 (95%CI -27,3; 0,6)) ml/min/1,73m

ONTARGET-, VA NEPHRON-D- og ALTITUDE-undersøgelserne

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Efter peroral administration absorberes losartan godt og undergår first-pass metabolisme,

hvorved der dannes en aktiv carboxylsyremetabolit og andre inaktive metabolitter. Den

systemiske biotilgængelighed af losartantabletter er ca. 33%. Losartans og dets aktive

metabolits gennemsnitlige maksimalkoncentration nås i løbet af henholdsvis 1 time og 3-4

timer.

Fordeling

Både losartan og dets aktive metabolit bindes

99% til plasmaproteiner, primært albumin.

Losartans fordelingsvolumen er 34 liter.

37736_spc.doc

Side 16 af 19

Biotransformation

Ca. 14% af en intravenøs eller peroralt administreret dosis af losartan omdannes til dets aktive

metabolit. Efter peroral og intravenøs administration af

C-mærket losartankalium, er

cirkulerende plasmaradioaktivitet primært knyttet til losartan og dets aktive metabolit. Der sås

minimal omdannelse af losartan til dets aktive metabolit hos ca. 1% af de undersøgte

individer.

Ud over den aktive metabolit dannes inaktive metabolitter.

Elimination

Losartans og dets aktive metabolits plasmaclearance er henholdsvis ca. 600 ml/min og

50 ml/min. Losartans og dets aktive metabolits renalclearance er henholdsvis ca. 74 ml/min

og 26 ml/min. Når losartan administreres peroralt, udskilles ca. 4% af dosis uændret i urinen,

og ca. 6% af dosis udskilles via urinen som aktiv metabolit. Losartans og dets aktive

metabolits farmakokinetik er lineær med perorale doser af losartankalium på op til 200 mg.

Efter peroral administration falder losartans og dets aktive metabolits plasmakoncentration

polyeksponentielt med en terminal halveringstid på henholdsvis ca. 2 timer og 6-9 timer. Ved

dosering én gang dagligt med 100 mg akkumuleres hverken losartan eller dets aktive

metabolit i plasma signifikant.

Udskillelse både i galde og urin bidrager til elimination af losartan og dets metabolitter.

Efter en peroral dosis/intravenøs administration af

C-mærket losartan til mennesker, blev

ca. 35% / 43% af radioaktiviteten genfundet i urin og 58% / 50% i fæces.

Patientkarakteristika

Losartans og dets aktive metabolits plasmakoncentration hos ældre hypertensive patienter var

ikke signifikant forskellig fra den, der sås hos unge hypertensive patienter.

Hos hypertensive kvinder var losartans plasmakoncentration op til to gange højere end hos

hypertensive mænd, mens den aktive metabolits plasmakoncentration ikke var forskellig

mellem mænd og kvinder.

Hos patienter med mild til moderat alkoholinduceret levercirrose var losartans og dets aktive

metabolits plasmakoncentration efter peroral administration henholdsvis 5 og 1,7 gange

højere end hos unge frivillige mænd (se pkt. 4.2 og 4.4).

Losartans plasmakoncentration er uændret hos patienter med kreatinin-clearance >10

ml/minut. Sammenlignet med patienter med normal nyrefunktion er losartans AUC ca. 2

gange højere hos patienter i hæmodialyse.

Den aktive metabolits plasmakoncentrationer er uændret hos patienter med nyreinsufficiens

eller hos patienter i hæmodialyse.

Hverken losartan eller dets aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

Farmakokinetikken hos pædiatriske patienter

Losartans farmakokinetik er undersøgt hos 50 hypertensive pædiatriske patienter >1 måned til

<16 år efter peroral administration én gang dagligt af ca. 0,54-0,77 mg/kg losartan

(gennemsnitlige doser).

37736_spc.doc

Side 17 af 19

Resultaterne viste, at den aktive metabolit dannes fra losartan i alle aldersgrupper.

Resultaterne viste groft set lignende farmakokinetiske parametre for losartan efter peroral

administration hos spædbørn og små børn, børn i førskolealderen, børn i skolealderen samt

unge. Metabolittens farmakokinetiske parametre adskilte sig i højere grad mellem

aldersgrupperne. Når børn i førskolealderen blev sammenlignet med unge, blev disse forskelle

statistisk signifikante. Eksponering hos spædbørn/små børn var forholdsvis høj.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data viser ingen særlig risiko for mennesker på basis af konventionelle

undersøgelser af generel farmakologi, genotoksicitet samt karcinogent potentiale. I

gentagne dosistoksicitetsundersøgelser inducerede administration af losartan et fald i de

røde blodcelleparametre (erytrocytter, hæmoglobin, hæmatokrit), en stigning i urinstof-N i

serum og lejlighedsvise stigninger i serumkreatinin, fald i hjertevægt (uden histologisk

korrelat) og gastrointestinale forandringer (læsion af slimhindemembranen, mavesår,

erosioner, blødninger). Som andre lægemidler, der direkte påvirker renin-angiotensin-

systemet, inducerer losartan bivirkninger i det sene stadie af fosterudviklingen, som

medfører fosterdød og misdannelser.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Mikrokrystallinsk cellulose

Croscarmellosenatrium

Vandfri kolloid silica

Hydroxypropoylmethylcellulose

Natriumstearylfumarat

Polyoxyethylenstearat

Titandioxid (E171)

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Ingen.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

PVC/PE/PVDC aluminium blister.

Pakningsstørrelser: 7, 10, 14, 15, 21, 28, 30, 50, 56, 60 og 98 filmovertrukne tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

37736_spc.doc

Side 18 af 19

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Medana Pharma S.A.

ul. Władysława Łokietka 10

98-200 Sieradz

Polen

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

12,5 mg: 37734

25 mg: 37735

50 mg: 37736

100 mg: 37737

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

4. oktober 2006

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

8. november 2017

37736_spc.doc

Side 19 af 19

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her

15-3-2018

Duro-K 600 mg potassium chloride tablets

Duro-K 600 mg potassium chloride tablets

Advisory – lead content may exceed regulatory guidelines

Therapeutic Goods Administration - Australia

21-4-2010

Decision on future reimbursement status of losartan-containing medicines (C09CA01 and C09DA01) - angiotensin II antagonists

Decision on future reimbursement status of losartan-containing medicines (C09CA01 and C09DA01) - angiotensin II antagonists

On 16 April 2010, the Danish Medicines Agency decided on the future reimbursement status of some of the losartan-containing medicines in ATC groups C09C and C09D, making these products eligible for general reimbursement as of 19 April 2010.

Danish Medicines Agency

24-3-2010

The Danish Medicines Agency begins ad hoc reassessment of reimbursement status of medicines in ATC groups C09C, C09D and C09X

The Danish Medicines Agency begins ad hoc reassessment of reimbursement status of medicines in ATC groups C09C, C09D and C09X

On 8 March 2010, a number of pharmaceutical companies put generic copies of the angiotensin II antagonist losartan on the market at prices comparable to those of the cheapest ACE inhibitors.

Danish Medicines Agency