Losartankalium "Actavis"

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Losartankalium "Actavis" 25 mg filmovertrukne tabletter
  • Dosering:
  • 25 mg
  • Lægemiddelform:
  • filmovertrukne tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Losartankalium "Actavis" 25 mg filmovertrukne tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 38576
  • Sidste ændring:
  • 22-02-2018

Produktresumé

19. december 2017

PRODUKTRESUMÉ

for

Losartankalium "Actavis", filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

23101

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Losartankalium "Actavis"

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 filmovertrukket tablet indeholder 12,5 mg, 25 mg, 50 mg og 100 mg losartankalium.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

12,5 mg:

Hvid, rund, bikonveks filmovertrukket tablet uden delekærv mærket "1L" (diameter 6 mm).

25 mg:

Hvid, rund, bikonveks filmovertrukket tablet uden delekærv mærket "2L" (diameter 8 mm)

50 mg:

Hvid, rund, bikonveks filmovertrukket tablet med delekærv mærket "3L" (diameter 10 mm).

100 mg:

Hvid, oval, bikonveks filmovertrukket tablet med delekærv mærket "4L" (størrelse: 9,2 x 18,3

mm).

50 mg og 100 mg tabletten kan deles i to lige store doser.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af essentiel hypertension hos voksne samt hos børn og unge i alderen 6-18

år.

38576_spc.doc

Side 1 af 21

Behandling af nyresygdom hos voksne patienter med hypertension og type 2-diabetes

mellitus med proteinuri ≥0,5 g/dag som del af en antihypertensiv behandling.

Reduktion af risiko for slagtilfælde hos hypertensive voksne patienter med hypertrofi

af venstre ventrikel, som er dokumenteret ved EKG (se pkt. 5.1, LIFE undersøgelsen,

Race).

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Hypertension

Den normale initial- og vedligeholdelsesdosis er 50 mg en gang daglig til de fleste

patienter. Den maksimale antihypertensive virkning opnås 3-6 uger efter indledning af

behandlingen. Nogle patienter kan opnå et øget udbytte af behandlingen ved at øge dosis til

100 mg én gang daglig (om morgenen). Losartankalium "Actavis" kan gives samtidig med

andre antihypertensive midler (se pkt. 4.3, 4.4, 4.5 og 5.1), specielt diuretika (f.eks.

hydrochlortiazid).

Pædiatrisk population

Der er begrænset dokumentation for losartans sikkerhed og virkning hos børn og unge i

alderen 6-16 år mht. behandling for hypertension (se pkt. 5.1). Der er begrænset

farmakokinetisk dokumentation for hypertensive børn >1 måned (se pkt. 5.2).

Til patienter, der kan sluge en tablet, er den anbefalede dosis 25 mg én gang daglig til

patienter >20 til <50 kg. I ekstraordinære tilfælde kan dosis øges til maksimalt 50 mg én gang

daglig. Dosis bør justeres i henhold til blodtryksrespons.

Til patienter >50 kg er den sædvanlige dosis 50 mg én gang daglig. I ekstraordinære tilfælde

kan dosis justeres til maksimalt 100 mg én gang daglig. Doser over 1,4 mg/kg (eller mere end

100 mg) daglig er ikke blevet undersøgt hos pædiatriske patienter.

Losartan bør ikke gives til børn under 6 år, da der ikke findes data for disse patientgrupper.

Bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73 m

, da der ikke

findes dokumentation herfor (se også pkt. 4.4).

Losartan bør ikke gives til børn med leverinsufficiens (se også pkt. 4.4).

Hypertensive type 2-diabetikere med proteinuri ≥0,5 g/dag

Normal startdosis er 50 mg én gang dagligt. Dosis kan øges til 100 mg én gang dagligt

afhængigt af blodtryksrespons efter én måneds behandling. Losartan kan administreres

sammen med andre antihypertensiva (f.eks. diuretika, calciumkanalblokkere, alfa- eller

betablokkere samt centralt virkende lægemidler) såvel som med insulin og andre

almindeligt anvendte hypoglykæmiske lægemidler (f.eks. sulfonylurinstoffer, glitazoner og

glucosidasehæmmere).

Reduktion af risikoen for slagtilfælde hos hypertensive patienter med hypertrofi af venstre

ventrikel, som er dokumenteret ved EKG

Normal startdosis er 50 mg losartan én gang dagligt. En lav dosis hydrochlorthiazid bør

tilføjes og/eller dosis af losartan bør øges til 100 mg én gang dagligt på basis af

blodtryksrespons.

38576_spc.doc

Side 2 af 21

Patienter med intravaskulær volumendepletering:

Hos patienter med intravaskulær volumendepletering (f.eks. patienter, der får højdosis

diuretika), bør en startdosis på 25 mg én gang daglig overvejes (se pkt. 4.4).

Patienter med nedsat nyrefunktion og hæmodialysepatienter:

Det er ikke nødvendigt at reducere initialdosis hos patienter, som har nedsat nyrefunktion

eller er i hæmodialyse.

Patienter med nedsat leverfunktion

En lavere dosis bør overvejes til patienter med nedsat leverfunktion i anamnesen. Der er

ingen terapeutisk erfaring med patienter med alvorligt nedsat leverfunktion. Derfor er

losartan kontraindiceret til patienter med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.3 og 4.4).

Ældre

Selv om det bør overvejes, om behandlingen bør indledes med 25 mg hos patienter over 75

år, er dosisjustering sædvanligvis ikke nødvendigt hos ældre patienter.

Administration

Losartankalium "Actavis" tabletter synkes med et glas vand.

Losartankalium "Actavis" kan indtages med eller uden føde.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne

anført i punkt 6.1.

2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6).

Svær nedsat leverfunktion.

Samtidig brug af Losartankalium "Actavis" og lægemidler indeholdende aliskiren er

kontraindiceret hos patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60

ml/min/1,73 m

) (se pkt. 4.5 og 5.1).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Overfølsomhed

Angioødem

Patienter med angioødem i anamnesen (hævelser i ansigt, læber, hals og/eller tunge) skal

overvåges nøje (se pkt. 4.8).

Hypotension og elektrolyt-/væskeforstyrrelser

Især efter første dosis og efter dosisøgning kan der opstå symptomatisk hypotension hos

patienter, som er i væske- og/eller saltunderskud efter intensiv diuretikabehandling,

saltfattig diæt, diaré eller opkastninger. Sådanne tilstande bør afhjælpes før administration

af Losartankalium "Actavis" tabletter, eller der bør vælges en lavere initialdosis (se pkt.

4.2). Dette gælder også for børn i alderen 6-18 år.

Forstyrrelser i elektrolytbalancen

Forstyrrelser i elektrolytbalancen er almindelige hos patienter med nedsat nyrefunktion

med eller uden diabetes og skal behandles.

I en klinisk undersøgelse med type 2-diabetikere med nefropati, var incidensen af

hyperkaliæmi højere i den gruppe, der blev behandlet med losartan end i placebogruppen

(se pkt. 4.8). Derfor bør kaliums plasmakoncentration såvel som kreatinin-clearance

38576_spc.doc

Side 3 af 21

monitoreres tæt, især patienter med hjertesvigt og kreatinin-clearance på 30-50 ml/min bør

monitoreres tæt.

Brug af kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud og kaliumholdige salterstatninger

sammen med losartan anbefales ikke (se pkt. 4.5).

Nedsat leverfunktion

Ud fra farmakokinetiske data, som viser en signifikant øgning af losartans

plasmakoncentration hos cirrosepatienter, bør en lavere dosis overvejes til patienter, som

tidligere har haft nedsat leverfunktion. Der er ingen terapeutisk erfaring med losartan hos

patienter med svær nedsat leverfunktion og losartan må derfor ikke anvendes til patienter

med denne tilstand (se pkt. 4.2, 4.3 og 4.2).

Losartan bør heller ikke gives til børn med nedsat leverfunktion (se pkt. 4.2).

Nedsat nyrefunktion

Der er rapporteret om forandringer i nyrefunktionen inklusive nyresvigt som følge af

hæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (især hos patienter, hvis nyrefunktion er

afhængig af renin-angiotensin-aldosteronsystemet såsom patienter med svær

hjerteinsufficiens eller eksisterende renal dysfunktion).

Ligesom andre lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet, er der også

rapporteret om forhøjet plasmacarbamid og serumkreatinin hos patienter med bilateral

nyrearteriestenose eller stenose i arterien til en solitær nyre. Disse forandringer i

nyrefunktionen kan være reversible ved seponering af lægemidlet. Losartan skal anvendes

med forsigtighed til patienter med bilateral nyrearteriestenose eller stenose i arterien til en

solitær nyre (hvis funktionelt ennyret).

Anvendelse til pædiatriske patienter med nedsat nyrefunktion

Losartan bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73m

da der ikke findes dokumentation herfor (se pkt. 4.2).

Nyrefunktionen skal monitoreres regelmæssigt under behandling med losartan, da den kan

forværres. Dette gælder især, når losartan gives, hvor andre tilstande er til stede (feber,

dehydrering), der kan nedsætte nyrefunktionen.

Samtidig anvendelse af losartan og ACE-hæmmere nedsætter nyrefunktionen. Derfor

frarådes samtidig anvendelse (se pkt. 4.5).

Nyretransplantation

Der er ingen erfaring med patienter med nylig nyretransplantation.

Primær hyperaldosteronisme

Patienter med primær hyperaldosteronisme responderer normalt ikke på antihypertensive

lægemidler, som virker ved at hæmme renin-angiotensinsystemet, og brug af losartan

tabletter kan ikke anbefales.

Koronar hjertesygdom og cerebrovaskulær sygdom:

Som ved alle andre antihypertensiva kan et kraftigt blodtryksfald hos patienter med

iskæmisk kardiovaskulær eller cerebrovaskulær sygdom medføre myokardieinfarkt eller

apopleksi.

Hjerteinsufficiens:

Som ved andre lægemidler, der indvirker på renin-angiotensinsystemet, vil patienter med

hjertesvigt med eller uden nedsat nyrefunktion have risiko for alvorlig arteriel hypotension

og (ofte akut) nedsættelse af nyrefunktionen.

38576_spc.doc

Side 4 af 21

Der er ikke tilstrækkelig terapeutisk erfaring med brug af losartan hos patienter med hjerte-

insufficiens og samtidig alvorlig nyrefunktionsnedsættelse, patienter med alvorlig hjerte-

insufficiens (NYHA-klasse IV) eller patienter med hjerteinsufficiens og symptomatisk

livstruende hjertearytmi. Losartan skal derfor anvendes med forsigtighed til disse

patientgrupper. Kombinationen af losartan og en beta-blokker bør anvendes med

forsigtighed (se pkt. 5.1).

Aorta- og mitralstenose, hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati:

Som ved andre vasodilatatorer bør der udvises særlig forsigtighed hos patienter med aorta-

eller mitralstenose eller hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati.

Graviditet

Behandling med losartan bør ikke initieres under graviditet. Med mindre

losartanbehandling anses for essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til

alternativ antihypertensiv behandling, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse

under graviditet. Når graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres

omgående, og hvis det er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes (se pkt.

4.3 og 4.6).

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Andre advarsler og forsigtighedsregler:

Som det er set ved andre angiotensinkonverterende enzymhæmmere, giver losartan

øjensynligt en mindre effektiv blodtrykssænkning hos sorte end hos ikke-sorte, hvilket

kunne skyldes en højere prævalens af tilstande med lave reninværdier hos en sort

population med hypertension.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre antihypertensiva kan øge den hypotensive virkning af losartan. Samtidig brug af

andre lægemidler, der som bivirkninger kan inducere hypotension (f.eks. tricykliske

antidepressiva, antipsykotika, baclofen og amifostin) kan øge risikoen for hypotension.

Losartan metaboliseres hovedsageligt af cytochrom P450 (CYP) 2C9 til den aktive

carboxylsyre-metabolit. I et klinisk forsøg viste fluconazol (CYP2C9-hæmmer) sig at

nedsætte eksponeringen for den aktive metabolit med ca. 50 %. Samtidig behandling med

losartan og rifampicin (induktor af enzymerne bag metabolismen) viste sig at reducere

plasmakoncentrationen af den aktive metabolit med 40 %. Den kliniske relevans af disse

virkninger er ikke afklaret. Samtidig behandling med fluvastatin (en svag CYP2C9-

hæmmer) ændrede ikke eksponeringen.

Som det er tilfældet med andre lægemidler, der blokerer angiotensin II eller dets

virkninger, kan samtidig brug af andre lægemidler, der nedsætter kaliumtabet (f.eks.

38576_spc.doc

Side 5 af 21

kaliumbesparende diuretika: amilorid, triamteren, spironolacton) eller kan øge

kaliumniveauet (f.eks. heparin) samt kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger,

øge serumkoncentrationen af kalium. Derfor anbefales samtidig indtagelse af disse midler

ikke.

Reversible forhøjelser af serumlithium og toksicitet er observeret under samtidig

administration af lithium og ACE-hæmmere. Det er ligeledes indberettet i meget sjældne

tilfælde ved brug af angiotensin II-receptorantagonister. Samtidig administration af lithium

og losartan bør foretages med forsigtighed. Hvis det viser sig nødvendigt at give denne

kombination, anbefales det at kontrollere serumlithium under den samtidige behandling.

Når angiotensin II-antagonister administreres samtidig med nonsteroide

antiinflammatoriske stoffer (f.eks. selektive COX-2-hæmmere, acetylsalicylsyre i

antiinflammatoriske doser og nonselektive NSAID-præparater), kan den blodtrykssænkende

virkning blive svækket.

Samtidig anvendelse af angiotensin-II-antagonister eller diuretika og NSAID kan medføre

øget risiko for forværring af nyrefunktionen, herunder mulig akut nyresvigt og stigning i

serumkalium, især hos patienter med eksisterende dårlig nyrefunktion. Kombinationen bør

anvendes med forsigtighed især hos ældre. Patienterne bør hydreres hensigtsmæssigt, og det

bør overvejes at monitorere nyrefunktionen efter initiering af samtidig behandling samt

periodisk herefter.

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet

(RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin II-receptor-

antagonister eller aliskiren, er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger som

hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt) sammenlignet

med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1).

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Anvendelse af losartan kan ikke anbefales i 1. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4).

Anvendelse af losartan er kontraindiceret i 2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.3 og

4.4).

Epidemiologisk evidens for risiko for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere

i 1. trimester af graviditeten har ikke været konklusive; en mindre risikostigning kan dog

ikke udelukkes. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske data vedrørende

risikoen ved angiotensin-II-receptorhæmmere (AIIRAer), kan de samme risici være

forbundet med denne lægemiddelklasse. Med mindre fortsat AIIRA-behandling anses for

at være essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternative

anithypertensive behandlinger, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse under

graviditet. Når graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres omgående,

og hvis det er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes.

Eksponering for AIIRA-behandling i 2. og 3. trimester inducerer føtotoksicitet hos

mennesker (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinket kranieossifikation) og

neonatal toksicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se pkt. 5.3). Hvis eksponering

for losartan har fundet sted fra 2. trimester af graviditeten, anbefales ultralydskontrol af

nyrefunktionen og kraniet.

38576_spc.doc

Side 6 af 21

Spædbørn, hvis mødre har taget losartan, bør observeres omhyggeligt for hypotension (se

pkt. 4.3 og 4.4).

Amning

Det anbefales ikke at anvende losartan på grund af manglende information vedrørende

brugen af losartan under amning. Det anbefales at anvende andre alternative behandlinger

med bedre etableret sikkerhedsprofil, specielt ved amning af nyfødte eller for tidligt fødte

spædbørn.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af indflydelsen på evnen til at føre bil eller betjene

maskiner.

Ved bilkørsel eller maskinbetjening skal man være opmærksom på, at der lejlighedsvis kan

forekomme anfald af svimmelhed eller sløvhed ved antihypertensiv behandling - især ved

indledning af behandlingen eller ved dosisøgning.

4.8

Bivirkninger

Losartan er blevet vurderet i følgende kliniske undersøgelser:

i en kontrolleret klinisk undersøgelse med >3000 voksne patienter på 18 år og ældre for

essentiel hypertension,

i en kontrolleret klinisk undersøgelse med 177 hypertensive pædiatriske patienter på 6

til 16 år

i en kontrolleret klinisk undersøgelse med >9000 hypertensive patienter på 55 til 80 år

med hypertrofi af venstre ventrikel (se LIFE-undersøgelsen, pkt. 5.1)

i en kontrolleret klinisk undersøgelse med >7700 voksne patienter med kronisk

hjerteinsufficiens (se ELITE I, ELITE II og HEAL-undersøgelsen, pkt. 5.1)

i en kontrolleret klinisk undersøgelse med >1500 patenter med type 2 diabetes på 31 år

og ældre med proteinuri (se RENAAL-undersøgelsen, pkt. 5.1).

I disse kliniske undersøgelser var den mest almindelige bivirkning svimmelhed.

Frekvensen af de nedenfor nævnte bivirkninger er defineret i henhold til følgende

konvention:

Meget almindelig (

1/10),

Almindelig (

1/100 til <1/10),

Ikke almindelig (

1/1.000 til <1/100),

Sjælden (

1/10.000 til <1/1.000),

Meget sjælden (<1/10.000),

Ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

Tabel 1. Hyppigheden for bivirkninger identificeret i placebo-kontrollerede kliniske

undersøgelser og erfaringer efter markedsføring:

Bivirkning

Hyppighed af bivirkning efter indikation

Andet

Hypertension

Hypertensive

patienter med

hypertrofi af

venstre

ventrikel

Kronisk

hjerte-

insufficiens

Hypertension

og type 2

diabetes med

nyresygdom

Erfaringer

efter

markeds-

føring

38576_spc.doc

Side 7 af 21

Blod og lymfesystem

Anæmi

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Trombocytopeni

hyppighed

ikke kendt

Immunsystemet

Overfølsomheds-

reaktioner,

anafylaktiske

reaktioner,

angioødem* og

vaskulitis**

sjælden

Psykiske forstyrrelser

Depression

hyppighed

ikke kendt

Nervesystemet

Svimmelhed

almindelig

almindelig

almindelig

almindelig

Somnolens

ikke almindelig

Hovedpine

ikke almindelig

ikke

almindelig

Søvnproblemer

ikke almindelig

Paræstesi

sjælden

Migræne

hyppighed

ikke kendt

Dysgeusi

hyppighed

ikke kendt

Øre og labyrint

Vertigo

almindelig

almindelig

Tinnitus

hyppighed

ikke kendt

Hjerte

Palpitationer

ikke almindelig

Angina pectoris

ikke almindelig

sjælden

Synkope

sjælden

Atrieflimren

sjælden

Cerebrovaskulære

tilfælde

sjælden

Vaskulære sygdomme

(Ortostatisk)

hypotension,

herunder

dosisrelateret

ortostatiske

virkninger

Ikke almindelig

almindelig

almindelig

Luftveje, thorax og mediastinum

Dyspnø

ikke

almindelig

Hoste

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Mave-tarm-

kanalen

Mavesmerter

ikke almindelig

Obstipation

ikke almindelig

Diarré

ikke

hyppighed

38576_spc.doc

Side 8 af 21

almindelig

ikke kendt

Kvalme

ikke

almindelig

Opkastning

ikke

almindelig

Lever og galdeveje

Pankreatitis

hyppighed

ikke kendt

Hepatitis

sjælden

Anormal

leverfunktion

hyppighed

ikke kendt

Hud og subkutane væv

Urtikaria

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Pruritus

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Udslæt

ikke almindelig

ikke

almindelig

hyppighed

ikke kendt

Lysfølsomhed

hyppighed

ikke kendt

Knogler, led, muskler og bindevæv

Myalgi

hyppighed

ikke kendt

Artralgi

hyppighed

ikke kendt

Rhabdomyolyse

hyppighed

ikke kendt

Nyrer og urinveje

Nedsat

nyrefunktion

almindelig

Nyresvigt

almindelig

Det reproduktive system og mammae

Erektil dysfunktion/

impotens

hyppighed

ikke kendt

Almene symptomer

og reaktioner på

administrations-

stedet

Asteni

ikke almindelig

almindelig

ikke

almindelig

almindelig

Træthed

ikke almindelig

almindelig

ikke

almindelig

almindelig

Ødem

ikke almindelig

Utilpashed

hyppighed

ikke kendt

Undersøgelser

Hyperkaliæmi

almindelig

ikke

almindelig

almindelig

Forhøjet alanin-

aminotransferase

(ALAT*)

sjælden

Stigning i

blodurinstof,

serumkreatinin og

almindelig

38576_spc.doc

Side 9 af 21

serumkalium

Hyponatriæmi

hyppighed

ikke kendt

Hypoglykæmi

almindelig

*Herunder hævelse af larynx, glottis, ansigt, læber, pharynx og/eller tunge (der medfører

luftvejsobstruktion). Hos nogle af disse patienter var der rapporter om angioødem i anamnesen i

forbindelse med administration af andre lægemidler, herunder ACE-hæmmere.

**Herunder Henoch-Scönlein purpura

Især hos patienter med hypovolæmi, f.eks. patienter med alvorligt hjertesvigt eller i behandling

med høje doser diuretika.

Almindelig hos patienter der fik 150 mg losartan i stedet for 50 mg.

I en klinisk undersøgelse med type 2-diabetikere med nefropati, udviklede 9,9% af patienterne i

behandling med losartan hyperkaliæmi > 5,5 mmol/l og 3,4% af patienterne i behandling med

placebo.

Forsvandt normalt efter seponering.

Følgende yderligere bivirkninger forekom hyppigere hos patienter, der fik losartan end

placebo (hyppighed ikke kendt): rygsmerter, urinvejsinfektion og influenza-lignende

symptomer.

Nyrer og urinveje:

Som en konsekvens af hæmning af renin-angiotensin-aldosteron-systemet, er der hos

risikopatienter rapporteret forandringer i nyrefunktionen herunder nyresvigt. Disse

forandringer i nyrefunktionen kan være reversible efter seponering af behandlingen (se pkt.

4.4).

Pædiatrisk population

Bivirkningsprofilen for pædiatriske patienter synes at være den samme som for voksne

patienter. Data for pædiatriske patienter er begrænsede.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Symptomer på overdosering

Der er begrænsede tilgængelige data med hensyn til overdosering hos mennesker. De mest

sandsynlige symptomer på overdosering vil være hypotension og takykardi. Bradykardi kan

opstå af parasympatisk (vagus) stimulation.

Behandling af forgiftninger

Hvis symptomatisk hypotension skulle opstå, bør understøttende behandling iværksættes.

Behandlingen afhænger af hvornår lægemidlet blev indtaget og symptomernes art og grad.

38576_spc.doc

Side 10 af 21

Stabilisering af kredsløbet bør prioriteres. Efter peroral indtagelse er der indikation for at give

en passende dosis aktivt kul. Derefter bør de vitale funktioner overvåges nøje og om

nødvendigt korrigeres.

Hverken losartan eller dets aktive metabolit kan fjernes med hæmodialyse.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 CA 01. Angiotensin II Receptor Antagonister.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Losartan er en syntetisk angiotensin II-receptorantagonist (receptortype AT

). Angiotensin

II er en potent vasokonstriktor og det primære aktive hormon i renin-angiotensinsystemet,

og det er en væsentlig determinant i patofysiologien bag hypertension. Gennem binding til

-receptoren, som findes i mange væv (f.eks. glat karmuskulatur, binyrer, nyrer og

hjerte), udvirker angiotensin II flere væsentlige biologiske virkninger, inklusive vaso-

konstriktion og frigivelse af aldosteron. Endvidere stimulerer angiotensin II proliferation af

glat muskulatur.

Losartan er en selektiv AT

-receptorblokker. Såvel in vitro som in vivo blokerer både

losartan og dets farmakologisk aktive carboxylsyre-metabolit E-3174 alle fysiologisk

relevante virkninger af angiotensin II uanset stoffets kilde eller syntesevej.

Losartan har ingen agonistisk virkning, og det blokerer ikke andre hormonreceptorer eller

ionkanaler af betydning for kardiovaskulær regulering. Endvidere hæmmer losartan ikke

ACE (kininase II), enzymet, der nedbryder bradykinin. Der forekommer derfor ingen

forstærkning af bivirkninger, som skyldes bradykinin.

Under administration af losartan stiger plasma-reninaktiviteten (PRA) ved manglende

negativt feedback af angiotensin II på reninsekretionen. Stigninger i PRA fører til øget

plasmakoncentration af angiotensin II. Til trods for disse stigninger fastholdes den

antihypertensive aktivitet og undertrykkelse af aldosterons plasmakoncentration som tegn

på en effektiv angiotensin II-receptorblokade. Efter seponering af losartan faldt PRA- og

angiotensin II-værdier til baseline i løbet af tre dage.

Såvel losartan som dets aktive hovedmetabolit har en langt større affinitet for AT

receptoren end for AT

-receptoren. Den aktive metabolit er 10-40 gange mere virksom end

losartan ved samme vægt.

Hypertensionsforsøg

I kontrollerede kliniske forsøg giver administration af losartan en gang daglig til patienter

med let til moderat essentiel hypertension statistisk signifikante reduktioner i systolisk og

diastolisk blodtryk. Blodtryksmåling 24 timer efter indgift af dosis sammenlignet med 5-6

timer efter indgift udviste blodtryksfald over hele døgnet med bevaring af den naturlige

døgnrytme. Ved slutningen på intervallet mellem doserne var blodtryksreduktionen ca. 70-

80 % af den virkning, der sås 5-6 timer efter indgift.

38576_spc.doc

Side 11 af 21

Seponering af losartan hos hypertensive patienter medførte ikke en brat stigning i

blodtrykket (rebound). Til trods for det markante blodtryksfald havde losartan ingen

klinisk signifikant virkning på hjertefrekvensen.

Losartan er lige effektiv hos mænd og kvinder samt hos yngre (under 65 år) og ældre

hypertensive patienter.

38576_spc.doc

Side 12 af 21

LIFE

LIFE-forsøget (Losartan Intervention For Endpoint reduction in hypertension) var et

randomiseret trippelblindt aktivt kontrolleret forsøg med 9193 hypertensive patienter i

alderen 55 - 80 år med venstre ventrikel hypertrofi påvist ved EKG. Patienterne blev

randomiseret til en gang daglig at få losartan 50 mg eller atenolol 50 mg. Hvis

blodtryksmålet (<140/90 mmHg) ikke blev nået, blev hydrochlorthiazid (12,5 mg) føjet til i

første omgang, og dernæst blev doseringen af losartan eller atenolol om nødvendigt øget til

100 mg en gang daglig. Andre antihypertensiva med undtagelse af ACE-hæmmere,

angiotensin II-antagonister eller betablokkere blev tilføjet efter behov for at nå

blodtryksmålet.

Den gennemsnitlige opfølgningstid var 4,8 år.

Det primære endepunkt var sammensat af morbiditet og mortalitet målt som en reduktion i

den samlede incidens af kardiovaskulær død, apopleksi og myokardieinfarkt. Blodtrykket

blev sænket signifikant og til samme niveau i de to grupper. Behandling med losartan

udvirkede en risikoreduktion på 13,0 % (p=0,021, 95 % konfidensinterval 0,77-0,98)

sammenlignet med atenolol for patienter, der nåede det primære sammensatte endepunkt.

Dette skyldtes hovedsageligt et fald i incidensen af apopleksi. Losartanbehandling

reducerede risikoen for apopleksi med 25 % i forhold til atenolol (p=0,001 95 %

konfidensinterval 0,63-0,89). Forekomsten af kardiovaskulær død og myokardieinfarkt var

ikke signifikant forskellig i de to behandlingsgrupper.

Race:

I LIFE havde sorte patienter, der fik losartan, en højere risiko for at opnå det primære

sammensatte endepunkt, dvs. en kardiovaskulær hændelse (f.eks. myokardieinfarkt,

kardiovaskulær død) og især apopleksi, end sorte patienter, der fik atenolol. De resultater,

der observeredes med losartan sammenlignet med atenolol i LIFE med hensyn til

kardiovaskulær morbiditet/mortalitet, gælder derfor ikke for sorte patienter med

hypertension og venstre ventrikel hypertrofi.

RENAAL-undersøgelsen

RENAAL-undersøgelsen (The Reduction of Endpoints in NIDDM with the Angiotensin II

Receptor Antagonist Losartan) var en kontrolleret, klinisk verdensomspændende

undersøgelse med 1513 type 2-diabetikere med proteinuri, med eller uden hypertension.

751 patienter blev behandlet med losartan.

Målet med undersøgelsen var at vise losartankaliums nyrebeskyttende virkning ud over

dets gavnlige indvirkning på blodtrykket.

Patienter med proteinuri og serumkreatinin på 1,3-3,0 mg/dl blev, i tillæg til konventionel

antihypertensiv behandling med undtagelse af ACE-hæmmere og angiotensin II-

antagonister, randomiseret til losartan 50 mg én gang daglig, og blev titreret til, hvis

nødvendigt, til blodtryksrespons, eller placebo.

Investigatorerne blev instrueret i at titrere forsøgsmedicinen til 100 mg én gang daglig,

hvis dette var relevant; 72% af patienterne fik 100 mg daglig det meste af tiden. Andre

antihypertensive lægemidler (diuretika, calciumantagonister, alfa- og betablokkere samt

centralt virkende antihypertensiva) var tilladt som tillægsbehandling efter behov i begge

grupper. Patienterne blev fulgt i op til 4,6 år (i gennemsnit 3,4 år). Undersøgelsens primære

effektmål var det kombinerede effektmål med fordobling af serumkreatinin, endstage

nyresvigt (behov for dialyse eller transplantation) eller død.

38576_spc.doc

Side 13 af 21

Resultaterne viste, at behandling med losartan (327 hændelser) sammenlignet med placebo

(359 hændelser) gav 16,1% risikoreduktion (p=0,022) for, at patienter nåede det primære,

samlede effektmål. For følgende individuelle og kombinerede komponenter af de primære

effektmål viste resultaterne ligeledes signifikant risikoreduktion i gruppen, der blev

behandlet med losartan: 25,3% risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin (p=0,006);

28,6% risikoreduktion i kronisk nyresvigt (p=0,002); 19,9% risikoreduktion i kronisk

nyresvigt eller død (p=0,009); 21,0% risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin eller

kronisk nyresvigt (p=0,01). Ratio af mortalitet af enhver årsag var ikke signifikant

forskellig mellem de to behandlingsgrupper. Losartan var i denne undersøgelse generelt

veltolereret, dokumenteret ved en seponeringsincidens på grund af bivirkninger svarende

til placebos.

HEAAL undersøgelsen

Heart Failure Endpoint Evaluation of Angiotensin II Antagonist Losartan (HEAAL)

undersøgelsen var en kontrolleret klinisk undersøgelse, der blev gennemført verden over

med 3.834 patienter i alderen 18-98 år med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV), som

var intolerante over for behandling med ACE-hæmmere. Patienterne blev randomiseret til

at få losartan 50 mg én gang dagligt eller 150 mg på baggrund af konventionel terapi med

undtagelse af ACE-hæmmere.

Patienterne blev fulgt i over 4 år (median 4,7 år). Undersøgelsens primære effektmål var

det kombinerede effektmål med død af alle årsager eller indlæggelse for hjerteinsufficiens.

Resultaterne viste, at behandling med 150 mg losartan (828 hændelser) sammenlignet med

50 mg losartan (889 hændelser) resulterede i en risikoreduktion på 10,1% (p=0,027, 95%

konfidensinterval 0,82-0,99) i antallet af patienter, der opnåede det primære sammensatte

effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion af hospitalsindlæggelserne for

hjerteinsufficiens. Behandling med 150 mg losartan reducerede risikoen for indlæggelse

for hjerteinsufficiens med 13,5% i forhold til 50 mg losartan (p=0,025 95%

konfidensinterval 0,76-0,98). Hyppigheden af død af alle årsager var ikke signifikant

forskellig i behandlingsgrupperne. Nyreinsufficiens, hypotension og hyperkaliæmi var

mere almindelige i 150 mg-gruppen end i 50 mg-gruppen, men disse bivirkninger førte

ikke til signifikant flere seponeringer i 150 mg-gruppen.

ELITE I og II-undersøgelserne

I ELITE-undersøgelsen, som var af 48 ugers varighed, sås hos patienter (n=722) med

hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) ingen forskel mellem de patienter, der blev

behandlet med losartan og de patienter, der fik captopril med hensyn til det primære

effektmål for en langtidsændring i nyrefunktionen. Observationen i ELITE I-

undersøgelsen, at losartan reducerede risikoen for dødsfald sammenlignet med captopril,

blev ikke bekræftet i den efterfølgende ELITE II-undersøgelse, som beskrives nedenfor.

I ELITE II-undersøgelsen blev losartan 50 mg én gang daglig (startdosis 12,5 mg titreret til

25 mg og derefter 50 mg én gang daglig) sammenlignet med captopril 50 mg tre gange

daglig (startdosis 12,5 mg titreret til 25 mg og derefter 50 mg tre gange daglig). Det

primære effektmål for denne prospektive undersøgelse var mortalitet af enhver årsag.

I denne undersøgelse blev 3152 patienter med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) fulgt

i næsten to år (median 1,5 år) for at undersøge, om losartan reducerede den totale

mortalitet bedre end captopril. Det primære effektmål viste ingen statistisk signifikant

forskel mellem losartan og captopril i reduktion af mortalitet af enhver årsag.

38576_spc.doc

Side 14 af 21

I begge disse sammenlignende kontrollerede (ikke placebokontrollerede) kliniske

undersøgelser af hjerteinsufficienspatienter tåltes losartan generelt bedre end captopril målt

ved en signifikant lavere incidens af seponering på grund af bivirkninger og en signifikant

lavere incidens af hoste.

Der sås en stigning i mortalitet i ELITE II i den lille undergruppe (22% af alle HF-

patienter), der tog beta-blokkere ved baseline.

ONTARGET, VA NEPHRON-D og ALTITUDE studier

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Pædiatrisk population

Losartans antihypertensive virkning blev fastslået i en klinisk undersøgelse med 177

hypertensive pædiatriske patienter i alderen 6-16 år med en kropsvægt >20 kg og

glomerulær filtrationshastighed >30 ml/min/1,73 m

. Patienter, som vejede >20 - <50 kg

fik enten 2,5, 25 eller 50 mg losartan daglig, og patienter som vejede >50 kg fik enten 5, 50

eller 100 mg losartan daglig. Efter tre ugers administration af losartan én gang daglig

reduceredes det laveste blodtryk på en dosisafhængig måde.

Totalt set var der dosisrespons. Dosisresponsforholdet var meget tydeligt i den gruppe, der

fik lav dosis sammenlignet med den gruppe, der fik middeldosis (periode I: -6,2 mmHg

versus -11,65 mmHg), men det var mindre tydeligt, når man sammenlignede gruppen, der

fik middeldosis med gruppen, der fik høj dosis (periode I: -11,65 mmHg versus -12,21

mmHg). De lavest undersøgte doser, 2,5 mg og 5 mg, svarende til en gennemsnitlig daglig

dosis på 0,07 mg/kg, gav ingen konsistent antihypertensiv effekt.

38576_spc.doc

Side 15 af 21

Disse resultater blev bekræftet under periode II i undersøgelsen, hvor patienter blev

randomiseret til at fortsætte med losartan eller placebo efter tre ugers behandling.

Forskellen i blodtryksstigning sammenlignet med placebo var størst i den gruppe, der fik

middeldosis (6,70 mmHg middeldosis versus 5,38 mmHg høj dosis). Stigningen i det

laveste diastoliske blodtryk var dog den samme hos de patienter, der fik placebo, og hos

dem, der fortsatte på losartan på den laveste dosis i hver gruppe, hvilket igen antyder, at

den laveste dosis i hver gruppe ikke havde en signifikant antihypertensiv virkning.

Losartans langtidsvirkning på vækst, pubertet og generel udvikling er ikke undersøgt.

Langtidsvirkningen af antihypertensiv behandling med losartan i barndommen til reduktion

af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet er heller ikke undersøgt.

Hos hypertensive (N=60) og normotensive (N=246) børn med proteinuri blev effekten af

losartan på proteinuri vurderet i en 12-ugers placebo- og aktivtkontrolleret klinisk

undersøgelse (amlodipin). Proteinuri var defineret som en protein/kreatinin-ratio på ≥0,3 i

urinen. De hypertensive patienter (i alderen 6-18 år) blev randomiseret til at få enten

losartan (n=30) eller amlodipin (n=30). De normotensive patienter (i alderen 1-18 år) blev

randomiseret til at få enten losartan (n=122) eller placebo (n=124). Losartan blev givet i

doser på 0,7 mg/kg til 1,4 mg/kg (op til en maksimal dosis på 100 mg pr. dag). Amlodipin

blev givet i doser på 0,05 mg/kg til 0,2 mg/kg (op til en maksimal dosis på 5 mg pr. dag).

Overordnet havde patienterne efter 12 ugers behandling med losartan en statistisk

signifikant reduktion af proteinuri i forhold til baseline på 36% versus 1% stigning i

placebo/amlodipingruppen (p≤0,001). Hypertensive patienter, som fik losartan, havde en

statistisk signifikant reduktion af proteinuri i forhold til baseline på -41,5% (95%

konfidensinterval -29,9; -51,1) versus +2,4% (95% konfidensinterval -22,2; 14,1) i

amlodipingruppen. Faldet i både det systoliske og det diastoliske blodtryk var større i

losartangruppen (-5,5/-3,8 mmHg) versus amlodipingruppen (-0,1/+0,8 mmHg). Hos

normotensive børn sås et lille fald i blodtrykket i losartangruppen (-3,7/-3,4 mmHg)

sammenlignet med placebo. Der var ikke signifikant korrelation mellem faldet i proteinuri

og blodtrykket, men blodtryksfaldet var muligvis delvis årsag til faldet i proteinuri i den

gruppe, der blev behandlet med losartan.

Langtidsvirkningen af losartan hos børn med proteinuri blev undersøgt i op til 3 år i den

forlængede open-label safety fase af den samme undersøgelse, hvori alle patienter, der var

med i 12-ugers basisundersøgelsen blev bedt om at deltage. I alt var 268 patienter med i

den forlængede open-label fase og blev gen-randomiserede til at få losartan (N=134) eller

enalapril (N=134) og 109 patienter fik ≥3 års opfølgning (præspecificeret afslutningspunkt

på >100 patienter, der gennemførte 3 års opfølgning i den forlængede periode). Losartans

og enalaprils dosisområde, givet ud fra investigators skøn, var henholdsvis 0,30 til 4,42

mg/kg/dag og 0,02 til 1,13 mg/kg/dag. De maksimale daglige doser på 50 mg for <50 kg

kropsvægt og 100 mg for >50 kg blev for de fleste patienters vedkommende ikke

overskredet under undersøgelsens forlængede fase.

Sammenfattet viser resultaterne af safety-forlængelserne, at losartan var veltolereret og

førte til vedvarende reduktion af proteinuri uden betydelig ændring i glomerulær filtration-

hastighed (GFR) over 3 år. For normotensive patienter (n=205) havde enalapril en

numerisk større virkning end losartan på proteinuri (-33,0 % (95 %CI -47,2;-15,0) versus

-16,6 % (95 %CI -34,9; 6,8)) og på GFR ( 9,4 (95 %CI 0,4; 18,4) versus -4,0 (95 %CI

-13,1; 5,0) ml/min/1,73m

)). For hypertensive patienter (n=49) havde losartan en numerisk

38576_spc.doc

Side 16 af 21

større virkning på proteinuri (-44,5 % (95 %CI -64,8; -12,4) versus -39,5 % (95 %CI -62,5;

-2,2)) og GFR (18,9 (95 %CI 5,2; 32,5) versus -13,4 (95 %CI -27,3; 0,6)) ml/min/1,73m

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Losartan absorberes godt efter oral administration og gennemgår første-passage metaboli-

sering, hvor der dannes en aktiv carboxylsyre-metabolit og andre inaktive metabolitter.

Systemisk biotilgængelighed af losartankalium er ca. 33 %.

Maksimal plasmakoncentration nås i løbet af henholdsvis 1 time for losartan og 3-4 timer

for den aktive metabolit.

Fordeling

Såvel for losartan som dets aktive metabolit bindes

99 % til plasmaprotein, primært til

albumin. Losartans fordelingsvolumen er 34 liter.

Biotransformation

Ca. 14 % af en intravenøst eller oralt administreret dosis losartan omdannes til den aktive

metabolit. Efter oral og intravenøs administration af

C-mærket losartankalium tilskrives

cirkulerende radioaktivitet i plasma primært losartan og den aktive metabolit. Hos ca. 1 %

af forsøgspersonerne sås kun en mindre konvertering af losartan til den aktive metabolit.

Ud over den aktive metabolit dannes inaktive metabolitter.

Elimination

For losartan og den aktive metabolit er plasmaclearance henholdsvis ca. 600 ml/minut og

50 ml/minut.

For losartan og den aktive metabolit er renal clearance henholdsvis ca. 74 ml/minut og 26

ml/minut.

Når losartan administreres oralt, udskilles ca. 4 % af dosis uomdannet i urinen og ca. 6 %

af dosis udskilles i urinen som den aktive metabolit.

Losartans og dets aktive metabolits farmakokinetik er lineær med orale doser af

losartankalium på op til 200 mg.

Efter oral administration falder plasmakoncentrationen af losartankalium og dens aktive

metabolit polyeksponentielt med en halveringstid på henholdsvis ca. 2 timer og 6-9 timer.

Ved dosering én gang daglig med 100 mg akkumuleres hverken losartan eller dets aktive

metabolit i plasma signifikant.

Elimination af losartankalium og dets metabolitter foregår såvel via udskillelse i både

galde og urin. Efter en oral dosis/intravenøs administration af

C-mærket losartan til

mennesker, blev ca. 35%/43% af radioaktiviteten genfundet i urin og 58%/50% i fæces.

Patientkarakteristika

Hos ældre hypertensive patienter adskiller plasmakoncentrationen af losartan og den aktive

metabolit sig ikke væsentligt fra niveauet hos yngre hypertensive patienter.

Hos kvindelige hypertensive patienter var losartans plasmakoncentration op til dobbelt så

høj som hos mandlige hypertensive patienter, mens plasmakoncentrationen for den aktive

metabolit ikke var forskellig hos mænd og kvinder.

38576_spc.doc

Side 17 af 21

Hos patienter med let til moderat levercirrose, der skyldes alkohol, var

plasmakoncentrationen af losartan og den aktive metabolit efter oral administration

henholdsvis 5 og 1,7 gange højere end hos forsøgspersoner i form af unge mænd (se pkt.

4.2 og 4.4).

Losartans plasmakoncentration ændres ikke hos patienter med kreatininclearance over 10

ml/min. Sammenlignet med patienter med normal nyrefunktion er AUC for losartan

omtrent dobbelt så stort hos patienter i hæmodialyse.

Plasmakoncentrationen af den aktive metabolit er ikke forandret hos patienter med nedsat

nyrefunktion eller patienter i hæmodialyse.

Hverken losartan eller dets aktive metabolit kan fjernes med hæmodialyse.

Farmakokinetikken hos pædiatriske patienter

Losartans farmakokinetik er undersøgt hos 50 hypertensive pædiatriske patienter >1 måned til

<16 år efter oral administration én gang daglig af ca. 0,54-0,77 mg/kg losartan

(gennemsnitlige doser).

Resultaterne viste, at den aktive metabolit dannes fra losartan i alle aldersgrupper.

Resultaterne viste groft set lignende farmakokinetiske parametre for losartan efter oral

administration hos spædbørn og små børn, børn i førskolealderen, børn i skolealderen samt

unge. Metabolittens farmakokinetiske parametre adskilte sig i højere grad mellem

aldersgrupperne. Når børn i førskolealderen blev sammenlignet med unge, blev disse forskelle

statistisk signifikante. Eksponering hos spædbørn/små børn var forholdsvis høj.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data viser ingen særlige risici for mennesker baseret på traditionelle studier af

generel farmakologi, genotoksicitet og potentiel karcinogenicitet. I undersøgelser af

toksicitet efter gentagne doser medførte administration af losartan et fald i parametre for

røde blodlegemer (erytrocyttal, hæmoglobin, hæmatokrit), en stigning i plasmacarbamid og

af og til stigninger i serumkreatinin, fald i hjertevægt (uden sammenfald med histologi) og

gastrointestinale forandringer (slimhindelæsioner, ulcus, erosioner, blødninger). Ligesom

andre stoffer med direkte indvirkning på renin-angiotensinsystemet har losartan vist sig at

føre til bivirkninger hos fostre i de sidste udviklingsstadier, hvilket kan medføre fosterdød

og misdannelser.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Tabletkerne

Mannitol

Mikrokrystallinsk cellulose

Croscarmellosenatrium

Polyvidon K29/32

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Hypromellose 6

Titandioxid (E171)

38576_spc.doc

Side 18 af 21

Talcum

Propylenglycol

38576_spc.doc

Side 19 af 21

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

Tabletter 12,5 mg:

4 år.

Tabletter 25 mg:

3 år.

Tabletter 50 mg:

3 år.

Tabletter 100 mg:

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Blister

12,5 mg:

Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys.

25 mg:

Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys.

50 mg:

Må ikke opbevares over 25 °C. Opbevares i den originale yderpakning for

at beskytte mod lys.

100 mg:

Må ikke opbevares over 25 °C. Opbevares i den originale yderpakning for

at beskytte mod lys.

Tabletbeholder

Ingen særlige opbevaringsbetingelser.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blister (Al/PVC/PVDC)

Pakningsstørrelser: 7, 10, 14, 15, 20, 21, 28, 30, 50, 56, 98, 100 og 210 stk.

Hospitalspakning: 280 stk.

HDPE tablet beholder med LDPE låg

Pakningsstørrelser: 100 og 250 stk.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Actavis Group PTC ehf.

Reykjavikurvegi 76-78

220 Hafnarfjördur

Island

Repræsentant

Actavis Nordic A/S

Vandtårnsvej 83A

2860 Søborg

38576_spc.doc

Side 20 af 21

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

12,5 mg:

38575

25 mg:

38576

50 mg:

38577

100 mg:

38578

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

1. november 2005

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

19. december 2017

38576_spc.doc

Side 21 af 21

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her

17-7-2018

Teva Pharmaceuticals USA Issues Voluntary Nationwide Recall of Valsartan and Valsartan Hydrochlorothiazide Tablets

Teva Pharmaceuticals USA Issues Voluntary Nationwide Recall of Valsartan and Valsartan Hydrochlorothiazide Tablets

Teva Pharmaceuticals USA today confirmed a voluntary recall to the consumer / user level of 29 lots of single and 51 lots of combination valsartan medicines distributed under the Actavis label in the U.S. due to the detection of trace amounts of an unexpected impurity found in an active pharmaceutical ingredient (API) manufactured by Zhejiang Huahai Pharmaceutical. The impurity detected in the API is N- nitrosodimethylamine (NDMA), which is a substance that occurs naturally in certain foods, drinking wat...

FDA - U.S. Food and Drug Administration

15-3-2018

Duro-K 600 mg potassium chloride tablets

Duro-K 600 mg potassium chloride tablets

Advisory – lead content may exceed regulatory guidelines

Therapeutic Goods Administration - Australia

8-3-2012

Review concluded regarding general reimbursement for Valsartan/Hydrochlorothiazide "Actavis"

Review concluded regarding general reimbursement for Valsartan/Hydrochlorothiazide "Actavis"

We have completed our review of an application for general reimbursement for Valsartan/Hydrochlorothiazide "Actavis". The product is neither eligible for general nor general conditional reimbursement.

Danish Medicines Agency

21-4-2010

Decision on future reimbursement status of losartan-containing medicines (C09CA01 and C09DA01) - angiotensin II antagonists

Decision on future reimbursement status of losartan-containing medicines (C09CA01 and C09DA01) - angiotensin II antagonists

On 16 April 2010, the Danish Medicines Agency decided on the future reimbursement status of some of the losartan-containing medicines in ATC groups C09C and C09D, making these products eligible for general reimbursement as of 19 April 2010.

Danish Medicines Agency

24-3-2010

The Danish Medicines Agency begins ad hoc reassessment of reimbursement status of medicines in ATC groups C09C, C09D and C09X

The Danish Medicines Agency begins ad hoc reassessment of reimbursement status of medicines in ATC groups C09C, C09D and C09X

On 8 March 2010, a number of pharmaceutical companies put generic copies of the angiotensin II antagonist losartan on the market at prices comparable to those of the cheapest ACE inhibitors.

Danish Medicines Agency

28-5-2018

Armisarte (Actavis Group PTC ehf.)

Armisarte (Actavis Group PTC ehf.)

Armisarte (Active substance: pemetrexed) - Centralised - Yearly update - Commission Decision (2018)3348 of Mon, 28 May 2018

Europe -DG Health and Food Safety