Lornoxicam "Takeda"

9. juni 2015

PRODUKTRESUMÉ

for

Lornoxicam ”Takeda”, pulver og solvens til injektionsvæske, opløsning

0.

D.SP.NR.

09847

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Lornoxicam ”Takeda”

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Et hætteglas indeholder 8 mg lornoxicam. Efter opløsning i 2 ml solvens indeholder den

færdigblandede opløsning 4 mg/ml lornoxicam.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Pulver og solvens til injektionsvæske, opløsning.

Pulver: gult, fast materiale

Solvens: klar, farveløs opløsning næsten fri for partikler

Osmolariteten af den færdigblandede opløsning er omkring 328 mosmol/kg og pH er ca.

8.7.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Kortvarig lindring af akutte, milde til moderate smerter.

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Denne indgivelsesmåde bør kun anvendes, hvis en hurtigtvirkende smertelindring er

nødvendig, eller hvis det ikke er muligt at indgive oralt eller som suppositorium. Generelt

bør behandlingen kun omfatte en enkelt injektion ved indledning af behandling.

Generelt bør dosis fastlægges ud fra den enkelte patients respons på behandling.

30643_spc.doc

Side 1 af 12

Smerter

Anbefalet dosis: 8 mg intravenøst eller intramusculær. Daglig dosis bør ikke overstige 16

mg. Nogle patienter kan have brug for yderligere 8 mg inden for de første 24 timer.

Lægemidlet er kun til engangsbrug.

Yderligere information om bestemte befolkningsgrupper

Børn og unge

Lornoxicam bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år på grund af manglende

dokumentation for sikkerhed og virkning.

Ældre

Det er ikke nødvendigt at justere dosis til ældre over 65 år, med mindre deres nyre- eller

leverfunktion er nedsat. Da ældre har sværere ved at tolerere gastrointestinale bivirkninger,

bør lornoxicam administreres med forsigtighed til denne gruppe (se pkt. 4.4).

Nedsat nyrefunktion

Til patienter med let til moderat nedsat nyrefunktion bør dosisreduktion overvejes (se pkt.

4.4).

Nedsat leverfunktion

Til patienter med moderat nedsat leverfunktion bør dosisreduktion overvejes (se pkt. 4.4).

Bivirkningerne kan minimeres ved at anvende den laveste effektive dosis, der er nødvendig

for symptomkontrol, i så kort tid som muligt (se pkt. 4.4).

Administration

Administrationsvejen er intravenøs (i.v.) eller intramuskulær injektion (i.m.).

Injektionstiden skal ved i.v. injektion være minimum 15 sekunder, og ved i.m. injektion

minimum 5 sekunder.

Efter fremstilling af opløsningen udskiftes kanylen. Ved i.m. injektion vælges en

tilstrækkelig lang kanyle til en dyb intramuskulær injektion.

For yderligere instruktion omkring håndtering af produktet inden administration, se pkt.

6.1.

Lægemidlet er kun til engangsbrug.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for lornoxicam eller over for et eller flere af de øvrige

indholdsstoffer anført i pkt. 6.1

Trombocytopeni

Overfølsomhed (symptomer som astma, rhinitis, angioødem eller urticaria) over for

andre NSAID-præparater, inklusive acetylsalicylsyre

Svært nedsat hjertefunktion

Gastrointestinal blødning, cerebrovaskulær blødning eller andre blødningsforstyrrelser

Tidligere tilfælde af gastrointestinal blødning eller -perforation i forbindelse med

NSAID-behandling

Aktivt ulcus eller tidligere tilfælde af peptisk ulcus/hæmoragi (to eller flere adskilte

30643_spc.doc

Side 2 af 12

tilfælde af ulceration eller blødning)

Svær leverinsufficiens

Svær nyreinsufficiens (serumkreatinin > 700 µmol/L)

Graviditet i 3. trimester (se pkt. 4.6)

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Ved følgende tilstande bør lornoxicam kun gives efter en grundig vurdering af fordele og

ulemper ved behandlingen:

Nedsat nyrefunktion: Lornoxicam bør administreres med forsigtighed til patienter med

let (serumkreatinin 150 - 300 µmol/L) til moderat nedsat nyrefunktion (serumkreatinin

300 - 700 µmol/L). Dette skyldes, at de renale prostaglandiner er nødvendige for at

opretholde blodgennemstrømningen i nyrerne. Hvis nyrefunktionen bliver yderligere

nedsat under behandlingen, bør lornoxicam seponeres.

Nyrefunktionen skal monitoreres hos patienter, som får foretaget større operationer,

som har hjerteproblemer, som får diuretika, eller som får samtidig behandling med

lægemidler, som er mistænkt eller kendt for at kunne forårsage nyreskade.

Patienter med koagulationsforstyrrelser: Det anbefales at følge patienten nøje og

udføre laboratorieundersøgelser (f.eks. APTT).

Nedsat leverfunktion (f.eks. levercirrhose): Da akkumulation af lornoxicam (AUC

øges) kan ses efter dosering med 12 – 16 mg daglig hos patienter med nedsat

leverfunktion anbefales klinisk monitorering og laboratorieundersøgelser med

regelmæssige intervaller. Bortset fra dette tyder det ikke på, at nedsat leverfunktion

påvirker lornoxicams farmakokinetiske parametre, hvis man sammenligner med data

for raske personer.

Langtidsbehandling (mere end 3 måneder): Det anbefales at udføre regelmæssige

laboratorieundersøgelser af hæmatologi (hæmoglobin), nyrefunktion (kreatinin) og

leverenzymer.

Ældre (over 65 år): Det anbefales at monitorere nyre- og leverfunktionen. Der bør

udvises særlig forsigtighed over for ældre, postoperative patienter.

Lornoxicam bør ikke bruges sammen med andre NSAID-præparater inklusive selektive

cyclooxygenase-2-hæmmere.

Bivirkningerne kan minimeres ved at anvende den laveste, effektive dosis, der er

nødvendig for symptomkontrol, i så kort tid som muligt (se pkt. 4.2, og gastrointestinale og

kardiovaskulære risici nedenfor).

Gastrointestinal blødning, ulceration og perforation: Der er rapporteret om gastrointestinale

blødninger, ulcerationer eller perforationer, som kan være fatale ved brug af alle NSAID-

præparater. Disse bivirkninger er opstået når som helst i behandlingsforløbet, med eller

uden advarselssymptomer eller alvorlige gastrointestinale fortilfælde.

Risikoen for gastrointestinal blødning, ulceration eller perforation er øget med stigende

doser af NSAID, hos patienter med ulcus i anamnesen (særligt med samtidig blødning eller

perforation) (se pkt. 4.3) og hos ældre. Disse patienter bør indlede behandlingen med den

lavest mulige dosis. Kombinationsbehandling med slimhindebeskyttende midler (f.eks.

misoprostol eller protonpumpehæmmere) bør overvejes til disse patienter samt til patienter

med behov for samtidig behandling med lave doser acetylsalicylsyre eller andre stoffer,

som sandsynligt vil øge risikoen for gastrointestinale bivirkninger (se nedenfor og pkt.

4.5). Regelmæssig klinisk monitorering anbefales.

30643_spc.doc

Side 3 af 12

Patienter, særligt ældre med gastrointestinal toksicitet i anamnesen bør rapportere alle

usædvanlige abdominale symptomer (særligt gastrointestinal blødning) i særdeleshed i

behandlingens startfase.

Patienter, der samtidig får medicin, som kan øge risikoen for gastrointestinalt ulcus eller

blødning, såsom orale kortikosteroider, antikoagulantia som warfarin, selektive

serotoningenoptagshæmmere (SSRI) eller trombocythæmmende midler som

acetylsalicylsyre, bør rådes til forsigtighed (se pkt. 4.5).

Hvis der opstår gastrointestinal blødning eller ulceration hos patienter i behandling med

lornoxicam, skal behandlingen seponeres.

Forsigtighed tilrådes ved behandling med NSAID til patienter med gastrointestinale

lidelser i anamnesen (colitis ulcerosa, Crohns sygdom), da behandling kan forværre disse

tilstande (se pkt. 4.8).

Ældre i behandling med NSAID-præparater har en øget risiko for at få bivirkninger især

gastrointestinal blødning og -perforation, som kan være fatal (se pkt. 4.3).

Der bør udvises forsigtighed hos patienter med hypertension og/eller hjerteinsufficiens i

anamnesen, da der er rapporteret om væskeretention og ødemer i forbindelse med NSAID-

behandling.

Hensigtsmæssig monitorering og rådgivning er nødvendig til patienter med hypertension

og/eller svag til moderat kongestiv hjerteinsufficiens i anamnesen, da der er rapporteret om

tilfælde af væskeretention og ødemer i forbindelse med NSAID-behandling.

Kliniske forsøg og epidemiologiske data tyder på, at brug af nogle NSAID (specielt i høje

doser og ved længerevarende behandling) kan være associeret med en let forhøjet risiko for

arterielle trombotiske tilfælde (f.eks. hjerte- eller slagtilfælde). Der er ikke tilstrækkelige

data til at udelukke en sådan risiko ved lornoxicam.

Patienter med ukontrolleret hypertension, kongestiv hjerteinsufficiens, etableret iskæmisk

hjertesygdom, perifer arteriel insufficiens, og/eller cerebrovaskulær sygdom bør kun

behandles med lornoxicam efter nøje overvejelse. Tilsvarende overvejelser skal gøres før

længerevarende behandling af patienter med risikofaktorer for hjertekarsygdomme (f.eks.

hypertension, hyperlipidæmi, diabetes mellitus, rygning).

Samtidig behandling med NSAID-præparater og heparin i forbindelse med spinal- eller

epiduralanæstesi øger risikoen for spinalt/epiduralt hæmatom (se pkt. 4.5).

Ved brug af NSAID-præparater er der meget sjældent rapporteret om alvorlige

hudreaktioner, som kan være fatale, inklusive exfoliativ dermatitis, Stevens-Johnson

syndrom og toksisk epidermal nekrolyse (se pkt. 4.8). Risikoen for sådanne reaktioner

synes at være størst tidligt i behandlingen, idet de fleste hudreaktioner forekommer inden

for behandlingens første måned. Behandling med lornoxicam bør straks seponeres ved

symptomer som udslæt, slimhindelæsioner eller anden overfølsomhedsreaktion.

Forsigtighed er påkrævet, hvis det gives til patienter, der lider af eller har en anamnese

med bronkial astma, idet det er rapporteret, at NSAID-præparater har forårsaget

bronkospasmer hos disse patienter.

30643_spc.doc

Side 4 af 12

Hos patienter med systemisk lupus erythematosus (SLE) og blandet bindevævssygdom kan

der være en øget risiko for aseptisk meningitis.

Lornoxicam skal administreres med forsigtighed til patienter med øget blødningstendens,

da det kan hæmme trombocytaggregationen og forlænge blødningstiden.

Samtidig behandling med NSAID og tacrolimus kan øge risikoen for nefrotoksicitet

grundet reduceret syntese af prostacyclin i nyrerne. Hos patienter i kombinations-

behandling skal nyrefunktionen derfor monitoreres nøje.

Som med de fleste NSAID er der lejlighedsvis set stigning i serumtransaminase, stigning i

serum-bilirubin eller andre leverfunktionsparametre, ligesom stigning i serumkreatinin og

-urinstof såvel som andre afvigende laboratoriefund. Skulle en sådan afvigelse vise sig

signifikant eller vedvarende, bør behandlingen med lornoxicam stoppes, og passende

undersøgelser skal foretages.

Som for andre lægemidler, der vides at inhibere cyclooxygenase/prostaglandinsyntesen,

kan brug af lornoxicam reducere fertiliteten. Lornoxicam anbefales derfor ikke til kvinder,

der planlægger at blive gravide. Hos kvinder, som har vanskeligt ved at blive gravide eller

som bliver undersøgt for infertilitet, bør seponering af lornoxicam overvejes.

Varicella kan i sjældne tilfælde være årsag til alvorlige infektioner i hud og blødt væv.

Til dato kan NSAIDs medvirkende rolle ved forværring af disse infektioner ikke

udelukkes. Derfor anbefales det at undgå brug af lornoxicam i tilfælde af varicella.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Samtidig behandling med lornoxicam og

cimetidin: højere plasmakoncentrationer af lornoxicam. (Der er ikke påvist interaktion

mellem lornoxicam og ranitidin, eller mellem lornoxicam og antacida).

antikoagulantia: NSAID kan forstærke effekten af antikoagulantia, såsom warfarin (se

pkt. 4.4). INR-værdier bør nøje monitoreres.

phenprocoumon: nedsat effekt af phenprocoumonbehandlingen.

heparin: NSAID øger risikoen for spinalt eller epiduralt hæmatom, når de gives

sammen med heparin i forbindelse med spinal- eller epidural anæstesi (se pkt. 4.4).

ACE-hæmmere: den antihypertensive effekt af ACE-hæmmere kan nedsættes.

diuretika: nedsat diuretisk og antihypertensiv virkning af loop-diuretika, thiazid-

diuretika og kaliumbesparende diuretika.

beta-blokkere: nedsat antihypertensiv virkning.

angiotensin II receptor-blokker: nedsat antihypertensiv virkning.

digoxin: nedsat renal clearance af digoxin.

kortikosteroider: øget risiko for gastrointestinalt ulcus eller gastrointestinal blødning

(se pkt. 4.4).

quinolonantibiotika: øget risiko for krampeanfald.

trombocytfunktionshæmmende midler: øget risiko for gastointestinal blødning (se pkt.

4.4)

andre NSAID-præparater: øget risiko for gastrointestinal blødning.

methotrexat: højere serumkoncentration af methotrexat. Resultatet heraf kan være

forøget toksicitet af methotrexat. Når samtidig behandling er påkrævet, bør patienten

monitoreres nøje.

SSRI (Selective Serotonine Reuptake Inhibitors): øget risiko for gastrointestinal

blødning (se pkt. 4.4).

30643_spc.doc

Side 5 af 12

lithium: NSAID hæmmer den renale clearance af lithium. Dette kan medføre, at

serumkoncentrationen af lithium stiger til værdier over den toksiske grænse. Derfor

skal serumlithiumkoncentrationen monitoreres, specielt ved initiering, justering og

seponering af behandlingen.

cyclosporin: øget serumkoncentration af cyclosporin. Dette kan betyde, at

nefrotoksiciteten af cyclosporin forøges via renale prostaglandin-medierede effekter.

Under kombinationsbehandling bør nyrefunktionen derfor monitoreres.

sulfonylurinstoffer (f.eks. glibenclamid): forøget risiko for hypoglykæmi.

kendte inducere og hæmmere af CYP2C9-isoenzymer: lornoxicam (som andre

NSAID, der er afhængige af cytochrome P450 2C9 (CYP2C9) isoenzym) medfører

interaktion med CYP2C9-isoenzymer (se pkt. 5.2 Metabolisering).

tacrolimus: øger risikoen for nefrotoksitet grundet den reducerede syntese af

prostacyclin i nyrerne. Ved kombinationsbehandling skal nyrefunktionen monitoreres

(se pkt. 4.4).

pemetrexed: NSAID-præparater kan reducere renal clearance af pemetrexed, hvilket

medfører øget renal og gastrointestinal toksicitet og myelosuppression.

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Lornoxicam er kontraindiceret (se pkt. 4.3) i tredje trimester af graviditeten og bør ikke

bruges i første og andet trimester eller under fødslen på grund af manglede klinisk erfaring

med gravide.

Data for anvendelse af lornoxicam til gravide er utilstrækkelig. Dyreforsøg har påvist

reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3).

Hæmning af prostaglandinsyntesen kan have skadelig indvirkning på graviditeten og/eller

den embryonale/føtale udvikling. Data fra epidemiologiske studier tyder på en øget risiko

for spontan abort og for hjertemisdannelser ved brug af prostaglandinsyntesehæmmere i

den tidlige graviditet. Risikoen menes at stige med øget dosis og behandlingsvarighed. Hos

dyr har administration af prostaglandinsyntesehæmmere medført en øget hyppighed af

præ- og postimplantationstab samt embryo-/fosterdød. Under første og andet trimester af

graviditeten bør prostaglandinsyntesehæmmere derfor udelukkende gives på tvingende

indikation.

I graviditetens tredje trimester kan prostaglandinsyntesehæmmere udsætte fosteret for

kardiopulmonær toksicitet (for tidlig lukning af ductus arteriosus og pulmonær

hypertension) og renal dysfunktion, som kan lede til nyresvigt og dermed en reduceret

mængde fostervand. Ved graviditetens slutning kan prostaglandinsyntesehæmmere udsætte

moderen og fosteret for forlænget blødningstid og hæmning af livmoderkontraktioner,

hvilket kan forsinke eller forlænge fødselsveerne. Derfor er brugen af lornoxicam

kontraindiceret i tredje trimester af graviditeten (se pkt. 4.3).

Amning

Der foreligger ingen data om udskillelse af lornoxicam i modermælk. Lornoxicam

udskilles i mælken hos rotter i relativt høje koncentrationer. Derfor bør lornoxicam ikke

bruges til ammende kvinder.

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

30643_spc.doc

Side 6 af 12

Patienter, som oplever svimmelhed og/eller træthed under behandling med lornoxicam, bør

afholde sig fra at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.

4.8

Bivirkninger

De mest almindelige bivirkninger ved NSAID-præparater er af gastrointestinal oprindelse.

Peptiske ulcera, perforation eller GI-blødning, som kan være fatal specielt for ældre, kan

forekomme (se pkt. 4.4). Kvalme, opkastning, diaré, flatulens, forstoppelse, dyspepsi,

abdominale smerter, melæna, haematemesis, ulcerativ stomatit, forværring af colitis og

Crohns sygdom (se pkt. 4.4) er rapporteret efter administration af NSAID-præparater.

Gastritis ses mindre hyppigt.

Omkring 20 % af alle patienter, der behandles med lornoxicam, kan forventes at få

bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, dyspepsi, fordøjelsesbesvær,

abdominalsmerter, opkastning og diaré. I tilgængelige studier er disse symptomer generelt

observeret hos mindre end 10 % af patienterne.

Ødemer, hypertension og hjertesvigt er rapporteret i forbindelse med NSAID behandling.

Kliniske forsøg og epidemiologiske data tyder på, at brug af nogle NSAID (specielt i høje

doser og ved længerevarende behandling) kan være associeret med en let forhøjet risiko for

arterielle trombotiske tilfælde (f.eks. hjerte- eller slagtilfælde) (se pkt. 4.4).

Forekomst af alvorlige infektioner i hud og blødt væv under varicella er set i sjældne

tilfælde.

De bivirkninger, der anføres nedenfor, forekom generelt hos mere end 0,05 % af de 6.417

patienter, der blev behandlet i de kliniske fase II-, III- og IV-forsøg.

Meget almindelig (≥ 1/10)

Almindelig (≥ 1/100 til < 1/10)

Ikke almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100)

Sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000)

Meget sjælden (< 1/10.000)

Ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data)

Infektioner og parasitære sygdomme

Sjælden: Faryngitis.

Blod og lymfesystem

Sjælden: Anæmi, thrombocytopeni, leukopeni, forlænget blødningstid

Meget sjælden: Ekkymose. Det er rapporteret, at NSAID-præparater har forårsaget

potentielt alvorlige hæmatologiske bivirkninger, såsom neutropeni, agranulocytose,

aplastisk anæmi og hæmolytisk anemi.

Immunsystemet

Sjælden: Overfølsomhedsreaktioner, anafylaktoide reaktioner og anafylaktisk shock.

Metabolisme og ernæring

Ikke almindelig: Anoreksi, vægtændringer.

30643_spc.doc

Side 7 af 12

Psykiske forstyrrelser

Ikke almindelig: Søvnløshed, depression.

Sjælden: Konfusion, nervøsitet, agitation.

Nervesystemet

Almindelig: Mild og forbigående hovedpine, svimmelhed.

Sjælden: Somnolens, paræstesier, dysgeusia, tremor, migræne.

Meget sjælden: Aseptisk meningitis hos patienter med SLE og blandet bindevævssygdom

(se pkt. 4.4).

Øjne

Ikke almindelig: Conjunctivitis

Sjælden: Synsforstyrrelser.

Øre og labyrint

Ikke almindelig: Vertigo, tinnitus.

Hjerte

Ikke almindelig: Palpitationer, takykardi, ødem, hjertesvigt.

Vaskulære sygdomme

Ikke almindelig: rødmen, ødemer.

Sjælden: Hypertension, hedeture, hæmoragi, hæmatom.

Luftveje, thorax og mediastinum

Ikke almindelig: Rhinitis.

Sjælden: Dyspnø, hoste, bronkospasmer.

Mave-tarm-kanalen

Almindelig: Kvalme, abdominalsmerter, dyspepsi, diaré; opkastning.

Ikke almindelig: Obstipation, flatulens, ræben, mundtørhed, gastritis, mavesår, øvre

abdominalsmerter, duodenale ulcera, ulceration i munden.

Sjælden: Melæna, hæmatemese, stomatitis, esophagitis, gastroesofageal refluks, dysfagi,

aftøs stomatitis, glossitis, peptisk ulceration med perforation, gastrointestinal blødning.

Lever og galdeveje

Ikke almindelig: Forhøjede levertal SGPT (ALT) eller SGOT (AST).

Meget sjælden: Hepatotoksicitet, som medfører f.eks. leverinsufficiens, hepatitis, icterus

og kolestase.

Hud og subkutane væv

Ikke almindelig: Udslæt, pruritus, øget svedtendens, erytematøst udslæt, urticaria og

angioødem, alopeci.

Sjælden: Dermatitis og eksem, pupura.

Meget sjælden: ødemer og bulløse reaktioner, Stevens-Johnsons syndrom, toksisk

epidermal nekrolyse.

Knogler, led, muskler og bindevæv

Ikke almindelig: Artralgi

Sjælden: Knoglesmerter, muskelspasmer, myalgi.

30643_spc.doc

Side 8 af 12

Nyrer og urinveje

Sjælden: Nykturi, vandladningsforstyrrelser, øget urinstof- og kreatininkoncentration i

blodet.

Meget sjælden: Lornoxicam kan udløse akut nyreinsufficiens hos patienter med

nyreinsufficiens i anamnesen, som er afhængige af renale prostaglandiner til

vedligeholdelse af renal blodgennemstrømning (se pkt. 4.4). Forskellige former for

nefrotoksicitet, herunder nefritis og nefrotisk syndrom, er blevet rapporteret i forbindelse

med NSAID-præparater.

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Ikke almindelig: Utilpashed, ansigtsødemer.

Sjælden: Astheni.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af mistænkte bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle mistænkte bivirkninger via

Sundhedsstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: sst@sst.dk

4.9

Overdosering

På nuværende tidspunkt er der ikke erfaringer med overdosering. Dermed kan

konsekvensen af en overdosis ikke defineres, og en specifik behandling kan heller ikke

foreslås. Det kan dog forventes, at en overdosering med lornoxicam medfører følgende

symptomer: Kvalme, opkastning, cerebrale symptomer (svimmelhed, synsforstyrrelser).

Alvorligere symptomer er ataksi stigende til koma og kramper, lever- og nyreskader og

muligvis koagulationsforstyrrelser.

Ved overdosering eller mistanke om overdosering bør behandlingen straks seponeres. På

grund af lornoxicams korte halveringstid, udskilles stoffet hurtigt. Lornoxicam kan ikke

fjernes ved dialyse. Der er ingen kendt specifik antidot. Gastrointestinale symptomer kan

f.eks. behandles med en prostaglandinanalog eller med ranitidin.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: M01 AC05. Nonsteroide antiinflammatorika og antirheumatika, oxicam-

gruppen.

30643_spc.doc

Side 9 af 12

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Virkningsmekanisme

Lornoxicam tilhører oxicamgruppen og er et non-steroidt antiinflammatorisk lægemiddel

(NSAID) med analgetisk effekt. Lornoxicams virkningsmekanisme er overvejende

relateret til hæmning af prostaglandinsyntesen (hæmning af cyclooxygenase-enzymet),

som fører til en desensibilisering af de perifere nociceptorer og som konsekvens heraf en

hæmning af inflammationen. En central effekt af nociception, som er uafhængig af de anti-

inflammatoriske effekter, har også været foreslået.

Farmakodynamisk virkning

Lornoxicam påvirker ikke legemsfunktioner (f.eks. kropstemperatur, respirationsfrekvens,

hjertefrekvens, blodtryk, EKG, spirometri).

Klinisk virkning og sikkerhed

Lornoxicams analgetiske egenskaber er blevet påvist i flere kliniske forsøg under

udviklingen af lægemidlet.

Gastrointestinale følgesygdomme er almindelige bivirkninger efter behandling med

lornoxicam og andre NSAID præparater. Dette skyldes lokal gastrointestinal irritation og

systemisk ulcerogen effekt relateret til hæmningen af prostaglandin(PG)-syntesen.

5.2.

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Lornoxicam, 8 mg, pulver og solvens til injektion kan anvendes såvel til intravenøs (i.v.)

som intramuskulær (i.m.) administration. Ved i.m. injektion opnås maksimal

plasmakoncentration efter ca. 0,4 timer. Den absolutte biotilgængelighed (beregnet på

AUC) efter i.m. administration er 97 %.

Fordeling

Lornoxicam findes i plasma både i uændret form og som den hydroxylerede metabolit.

Plasmaproteinbindingen er 99 %, og er ikke-koncentrationsafhængig.

Biotransformation

Lornoxicam metaboliseres i vid udstrækning i leveren primært til det inaktive 5-

hydroxylornoxicam ved hydroxering. CYP2C9 er involveret i metaboliseringen af

lornoxicam. På grund af genetisk polymorphisme findes der patienter, som udviser enten

hurtigere eller langsommere metabolisering. Hos patienter med langsom metabolisering,

kan dette forårsage væsentligt højere plasmakoncentrationer af lornoxicam. Den

hydroxerede metabolit udviser ingen farmakologisk aktivitet. Lornoxicam metaboliseres

fuldstændigt, ca. 2/3 udskilles via leveren og ca. 1/3 via nyrerne som inaktiv substans.

Lornoxicam inducerer ikke leverenzymer i dyrestudier. Når lornoxicam gives i anbefalede

doser viser data fra kliniske undersøgelser ikke tegn på akkumulation af lornoxicam efter

gentagne administrationer. Dette underbygges af resultater fra kliniske 1- års studier.

Elimination

Den gennemsnitlige eliminationshalveringstid er 3 til 4 timer. Efter oral administration

udskilles ca. 50 % med fæces og 42 % via nyrerne, hovedsagelig som 5-

30643_spc.doc

Side 10 af 12

hydroxylornoxicam. Eliminationshalveringstiden for 5-hydroxylornoxicam er ca. 9 timer

efter en eller to daglige doser givet parenteralt.

Clearance er reduceret med 30 - 40 % hos patienter over 65 år. Bortset fra reduceret

clearance, er der ingen signifikant ændring i den farmakokinetiske profil for lornoxicam

hos ældre patienter.

Der ses ingen signifikant ændring i den farmakokinetiske profil for lornoxicam hos

patienter med nyre- eller leverinsufficiens, bortset fra akkumulering i patienter med

kronisk leversygdom efter behandling i 7 dage med daglige doser på 12 - 16 mg.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

De prækliniske data viser ingen særlig risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle

undersøgelser af sikkerhedsfarmakologi, toksicitet efter gentagne doser, genotoksicitet og

karcinogenicitet.

I flere arter har lornoxicam i toksikologiske enkel- og flerdosisstudier medført renal

toksicitet og gastrointestinal ulceration.

I dyr har administration af prostaglandinsyntesehæmmere resulteret i forhøjet præ- og

postimplantationstab og embryo/føtal letalitet. Ydermere er der i dyr, der har fået

prostaglandinsyntesehæmmere i den organogenetiske periode, set forhøjet forekomst af

forskellige misdannelser, inklusive kardiovaskulære.

Lornoxicam nedsætter fertiliteten (påvirker ovulation og implantation) og har indvirkning

på graviditet og fødsel hos rotter. I kaniner og rotter medfører lornoxicam en præmatur

lukning af ductus arteriosus pga. hæmning af cyclooxygenase.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Pulver:

Mannitol

Trometamol

Dinatriumedetat

Solvens:

Vand til injektionsvæsker

6.2

Uforligeligheder

Dette lægemiddel må ikke blandes med andre lægemidler undtagen dem, der nævnes i pkt.

6.6.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

Efter opløsning er der vist en kemisk og fysisk stabilitet på 24 timer ved 21º C (+/- 2º C).

Fra et mikrobiologisk synspunkt bør produktet anvendes straks efter opløsning. Hvis

produktet ikke anvendes umiddelbart efter opløsning, er opbevaringstiden og

30643_spc.doc

Side 11 af 12

opbevaringsbetingelserne brugerens ansvar. Opbevaringstiden vil normalt ikke være mere

end ca. 24 timer ved 2 – 8º C, medmindre opløsningen har fundet sted under kontrollerede

og validerede aseptiske forhold.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Må ikke opbevares over 25º C. Opbevar hætteglasset i yderemballagen.

Se pkt. 6.3 for opbevaringsforhold for den færdigblandede opløsning.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

1 sæt indeholder:

Pulver til injektionsvæske 8 mg: Brunt hætteglas (4R/8R) med gummiprop forseglet med et

aluminiumslåg.

Vand til injektionsvæsker: Klar glasampul.

Pakningsstørrelser: 1 sæt, 5 sæt, 6 sæt, 10 sæt.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Opløsningen til injektion fremstilles umiddelbart før brug ved at opløse indholdet af

hætteglasset i væsken fra den medfølgende ampul. Efter færdigblanding er produktet en gul,

klar væske.

Hvis der er synlige tegn på nedbrydning af lægemidlet, skal produktet kasseres i henhold

til lokale retningslinier.

Lornoxicam har vist forligelighed med 0,9 % NaCl, 5 % dextrose (glukose) og Ringer’s

opløsning.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Takeda Pharma A/S

Dybendal Alle 10

2630 Taastrup

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER

30643

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

15. marts 1999

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

9. juni 2015

30643_spc.doc

Side 12 af 12