Licolos plus

Primær information

  • Handelsnavn:
  • Licolos plus 100+25 mg filmovertrukne tabletter
  • Dosering:
  • 100+25 mg
  • Lægemiddelform:
  • filmovertrukne tabletter
  • Brugt til:
  • Mennesker
  • Medicin typen:
  • Allopatiske stof

Dokumenter

  • for den brede offentlighed:
  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.


    Anmode informationsbrochure for offentligheden.

Lokation

  • Fås i:
  • Licolos plus 100+25 mg filmovertrukne tabletter
    Danmark
  • Sprog:
  • dansk

Andre oplysninger

Status

  • Kilde:
  • Lægemiddelstyrelsen - Danish Medicines Agency
  • Autorisationsnummer:
  • 40350
  • Sidste ændring:
  • 22-02-2018

Produktresumé

30. november 2017

PRODUKTRESUMÉ

for

Licolos plus, filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

24828

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Licolos plus

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

50/12,5 mg

Hver tablet indeholder 50 mg losartankalium, svarende til 45,76 mg losartan, og 12,5 mg

hydrochlorthiazid.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: Hver tablet indeholder 70,31 mg

lactosemonohydrat.

100/25 mg

Hver tablet indeholder 100 mg losartankalium, svarende til 91,52 mg losartan, og 25 mg

hydrochlorthiazid.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: Hver tablet indeholder 140,61 mg

lactosemonohydrat.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

50/12,5 mg

Runde, gule, filmovertrukne tabletter (diameter 8.1 mm).

100/25 mg

Runde, gule, filmovertrukne tabletter (diameter 10.7 mm).

40350_spc.doc

Side 1 af 21

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Licolos plus er indiceret til behandling af essentiel hypertension hos patienter, hvis

blodtryk ikke er tilstrækkeligt kontrolleret med losartan eller hydrochlorthiazid alene.

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Hypertension

Losartan og hydrochlorthiazid anvendes ikke til initial behandling men til patienter, hvis

blodtryk ikke er tilstrækkeligt kontrolleret med losartankalium eller hydrochlorthiazid

alene.

Dosistitrering med de individuelle komponenter (losartan og hydrochlorthiazid) anbefales.

Når det er klinisk relevant, kan direkte skift fra monoterapi til den faste kombination

overvejes hos patienter, hvis blodtryk ikke er adækvat kontrolleret.

Den sædvanlige start- og vedligeholdelsesdosis er en Licolos plus 50 mg/12,5 mg tablet en

gang daglig for de fleste patienter. For patienter, der ikke reagerer adækvat, kan dosen øges

til to Licolos plus 50 mg/12,5 mg tabletter en gang daglig. Maksimum dosis er to Licolos

plus 50 mg/12,5 mg tabletter daglig. Den antihypertensive virkning opnås generelt inden

for 3 til 4 uger efter initiering af behandlingen.

Kombinationen 100 mg losartankalium/25 mg hydrochlorthiazid anbefales ikke som initial

behandling. En Licolos plus 50 mg/12,5 mg tablet en gang daglig anbefales for de

patienter, der ikke reagerer adækvat på en Licolos plus 50 mg/12,5 mg tablet givet en gang

daglig. Den antihypertensive virkning opnås generelt inden for 3 til 4 uger efter initiering

af behandling.

Særlige populationer

Ældre

Initial dosisjustering er normalt ikke nødvendig. Der er begrænset erfaring i denne

population.

Patienter med nyreinsufficiens og patienter i hæmodialyse

Initial dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med mild til moderat nedsat

nyrefunktion (dvs. kreatininclearance 30-50 ml/min). Losartankalium/hydrochlorthiazid

bør ikke anvendes til patienter i hæmodialyse. Losartankalium/hydrochlorthiazid må ikke

anvendes til patienter med svær nyreinsufficiens (dvs. kreatininclearance ≤ 30 ml/min) (se

pkt. 4.3).

Patienter med intravaskulær volumendepletion

Væske- og/eller natriummangel bør korrigeres før administration af losartan/hydro-

chlorthiazid tabletter.

40350_spc.doc

Side 2 af 21

Patienter med leverinsufficiens

Losartankalium/hydrochlorthiazid er kontraindiceret til patienter med svært nedsat

leverinsufficiens (se pkt. 4.3).

Pædiatrisk population

Der er ingen erfaring med behandling af børn og unge. Derfor bør losartankalium/hydro-

chlorthiazid ikke administreres til børn og unge.

Administration

Losartankalium/hydrochlorthiazid kan administreres sammen med andre antihypertensiva

(se pkt. 4.3, 4.4, 4.5 og 5.1).

Tabletten skal synkes med en tilstrækkelig mængde væske (f.eks. et glas vand).

Losartankalium/hydrochlorthiazid tabletter kan administreres sammen med eller uden mad.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for losartan, sulfonamid-afledte stoffer (som hydrochlorthiazid)

eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

Behandlingsresistent hypokaliæmi eller hyperkalcæmi.

Svær leverinsufficiens; cholestasis og biliære obstruktionsforstyrrelser.

Refraktær hyponatriæmi.

Symptomatisk hyperurikæmi/arthritis urica

Andet og tredje trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6).

Svær nyreinsufficiens (dvs. kreatininclearance <30 ml/min).

Anuri.

Samtidig brug af Licolos plus og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret

hos patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR

< 60 ml/min/1,73 m

) (se pkt. 4.5 og 5.1).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Losartan

Angioødem

Patienter med angioødem i anamnesen (hævelse af ansigt, læber, svælg og/eller tunge) bør

monitoreres nøje (se pkt. 4.8).

Hypotension og intravaskulær væskemangel

Symptomatisk hypotension, især efter første dosis, kan forekomme hos patienter med

væske- og/eller natriummangel ved kraftig behandling med diuretika, saltrestriktiv diæt,

diarré eller opkastning. Disse tilstande bør korrigeres før administration af Licolos plus (se

pkt. 4.2 og 4.3).

Elektrolytforstyrrelser

Elektrolytforstyrrelser er almindeligt forekommende hos patienter med nyreinsufficiens,

med eller uden diabetes, og bør behandles. Derfor bør kaliums plasmakoncentration såvel

som kreatininclearance monitoreres tæt, især patienter med hjertesvigt og kreatinin-

clearance på 30-50 ml/min bør monitoreres tæt.

Brug af kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud og kaliumholdige salterstatninger

sammen med losartan/hydrochlorthiazid anbefales ikke (se pkt. 4.5).

40350_spc.doc

Side 3 af 21

Leverinsufficiens

Baseret på farmakokinetiske data, som viser signifikant forhøjede plasmakoncentrationer

af losartan hos cirrhotiske patienter, bør Licolos plus anvendes med forsigtighed hos

patienter med mild til moderat leverinsufficiens i anamnesen. Der er ingen terapeutisk

erfaring med losartan til patienter med svær leverinsufficiens. Derfor bør Licolos plus ikke

gives til patienter med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.2, 4.3 og 5.2).

Nyreinsufficiens

Som følge af hæmningen af renin-angiotensinsystemet, er der rapporteret forandringer i

nyrefunktionen herunder nyresvigt (især hos patienter hvis nyrefunktion er afhængig af

renin-angiotensin-aldosteronsystemet som patienter med svær hjerteinsufficiens eller

tidligere nedsat nyrefunktion).

Som for andre lægemidler, der påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet, er der

rapporteret om øget carbamid og serumkreatinin hos patienter med bilateral

nyrearteriestenose eller unilateral nyrearteriestenose (hvis funktionelt ennyret); disse

ændringer i nyrefunktionen kan være reversible ved seponering af behandlingen. Losartan

bør anvendes med forsigtighed hos patienter med bilateral nyrearteriestenose eller

unilateral nyrearterie stenose (hvis funktionelt ennyret).

Nyretransplantation

Der er ingen erfaring med patienter, der for nylig er nyretransplanteret.

Primær hyperaldosteronisme

Patienter med primær hyperaldosteronisme vil generelt ikke respondere på

antihypertensiva, der virker ved hæmning af renin-angiotensinsystemet. Derfor kan

anvendelse af Licolos plus ikke anbefales.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Koronar hjertesygdom og cerebrovaskulær sygdom

Som det er tilfældet med andre antihypertensiva kan et kraftigt fald i blodtrykket hos

patienter med iskæmisk kardiovaskulær og cerebrovaskulær sygdom medføre

myokardieinfarkt eller slagtilfælde.

Hjerteinsufficiens

Hos patienter med hjerteinsufficiens, med eller uden nyreinsufficiens, er der, som med

andre lægemidler der påvirker renin-angiotensinsystemet, risiko for svær arteriel

hypotension og (ofte akut) nyreinsufficiens.

40350_spc.doc

Side 4 af 21

Aorta- og mitralklapstenose, obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati

Som det er tilfældet med andre vasodilatorer er særlig forsigtighed indiceret hos patienter,

der har aorta- eller mitralstenose eller obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati.

Etniske forskelle

Som det blev bemærket i forbindelse med angiotensinkonverterende enzymhæmmere er

losartan og de andre angiotensinantagonister tilsyneladende mindre effektive til sænkning

af blodtrykket hos negroide personer i forhold til ikke-negroide, muligvis på grund af

større prævalens af lavrenin tilstande i den negroide hypertensive population.

Graviditet

AIIRA’er bør ikke initieres under graviditet. Medmindre AIIRA terapi anses for essentiel,

skal patienter, der planlægger graviditet, skifte til alternative anti-hypertensive

behandlinger, som har en fastslået sikkerhedsprofil for brug under graviditet. Når graviditet

er diagnosticeret, skal behandling med AIIRA’er standses omgående, og hvis relevant skal

der påbegyndes alternativ behandling (se pkt. 4.3 og 4.6).

Hydrochlorthiazid

Hypotension og elektrolyt-/væskeforstyrrelser

Som det er tilfældet med al antihypertensiv behandling kan hypotension forekomme hos

nogle patienter.

Patienterne bør observeres for kliniske tegn på væske- eller elektrolytforstyrrelser, f.eks.

væskemangel, hyponatriæmi, hypochloræmisk alkalose, hypomagnesiæmi eller

hypokaliæmi, som kan forekomme ved tilstødende diarré eller opkastning. Periodisk

bestemmelse af serumelektrolytter bør udføres med passende intervaller hos sådanne

patienter. Hyponatriæmi ved overhydrering kan forekomme hos ødematøse patienter i

varmt vejr.

Metaboliske og endokrine virkninger

Thiazidbehandling kan påvirke glucosetolerance. Dosisjusteringer af medicin til

behandling af diabetes, herunder insulin, kan være nødvendig (se pkt. 4.5). Latent diabetes

mellitus kan blive manifest under thiazidterapi.

Thiazider kan nedsætte calciumudskillelsen i urinen og kan forårsage periodisk og let

forhøjelse af serumcalcium. Markant hyperkalcæmi kan være tegn på skjult

hyperparathyroidisme. Behandling med thiazider bør seponeres, før der udføres tests af

parathyroideafunktionen

Stigninger i kolesterol- og triglyceridniveauer kan være associeret med thiaziddiuretisk

behandling.

Thiazidbehandling kan fremskynde hyperurikæmi og/eller arthritis urica hos nogle

patienter. Da losartan nedsætter urinsyremængden, dæmper losartan i kombination med

hydrochlorthiazid den diuretikainducerede hyperurikæmi.

40350_spc.doc

Side 5 af 21

Leverinsufficiens

Thiazider bør anvendes med forsigtighed til patienter med nedsat leverfunktion eller

progressiv leversygdom, da det kan medføre intrahepatisk kolestase, og fordi mindre

ændringer i væske- og elektrolytbalancen kan udløse hepatisk koma.

Licolos plus er kontraindiceret til patienter med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.3 og 5.2).

Andet

Der kan ved thiazidbehandling forekomme allergiske reaktioner hos patienter, som ikke

har eller har haft tilfælde af allergi eller astma bronchiale. Forværring eller aktivering af

systemisk lupus erythematosus er rapporteret i forbindelse med behandling med thiazider.

Hjælpestof

Dette lægemiddel indeholder lactose. Patienter med sjælden arvelig galactoseintolerance,

Lapp-lactasemangel eller glucose/galactosemalabsorption bør ikke tage denne medicin.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Losartan

Det har været rapporteret, at rifampicin og fluconazol reducerede den aktive metabolits

koncentration. De kliniske konsekvenser af disse interaktioner er ikke blevet evalueret.

Som ved andre stoffer, der blokerer angiotensin-II eller dets virkning, kan samtidig brug af

kaliumbesparende diuretika (f.eks. spironolacton, triamteren, amilorid), kaliumtilskud eller

kaliumholdige salterstatninger medføre stigninger i serumkalium. Samtidig medicinering

er ikke tilrådelig.

Som ved anden medicin der påvirker natriumudskillelsen, kan lithiumudskillelse reduceres.

Derfor bør serumlithiumkoncentrationen monitoreres omhyggeligt, hvis lithiumsalte

administreres sammen med angiotensin-II-receptorantagonister.

Når angiotensin-II-antagonister administreres samtidigt med NSAID (dvs. selektive COX-

2 hæmmere, acetylsalicylsyre i antiinflammatoriske doser og non-selektive NSAID) kan

afsvækning af den antihypertensive virkning forekomme. Samtidig anvendelse af

angiotensin-II-antagonister eller diuretika og NSAID kan medføre øget risiko for

forværring af nyrefunktionen, herunder mulig akut nyresvigt og stigning i serumkalium,

især hos patienter med eksisterende dårlig nyrefunktion. Kombinationen bør anvendes med

forsigtighed især hos ældre. Patienterne bør hydreres hensigtsmæssigt, og det bør overvejes

at monitorere nyrefunktionen efter initiering af samtidig behandling samt periodisk

herefter.

Hos nogle patienter med kompromitteret nyrefunktion, og som bliver behandlet med

NSAID, herunder selektive COX-2-hæmmere, kan samtidig administration angiotensin-II-

receptorantagonister resultere i en yderligere forværring af nyrefunktionen. Disse

virkninger er sædvanligvis reversible.

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteron-

systemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister eller aliskiren, er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger

som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt)

sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1)

40350_spc.doc

Side 6 af 21

Andre stoffer, der kan inducere hypotension, som tricykliske antidepressiva, antipsykotika,

baclofen, amifostin: Samtidig anvendelse af disse lægemidler, der som hoved- eller

bivirkning sænker blodtrykket, kan øge risikoen for hypotension.

Hydrochlorthiazid

Følgende stoffer kan interagere med thiazider, når de gives samtidigt.

Alkohol, barbiturater, narkotiske stoffer eller antidepressiva

Potensering af orthostatisk hypotension kan forekomme.

Antidiabetika (orale lægemidler eller insulin)

Behandling med thiazid kan påvirke glucosetolerancen. Dosisjustering af antidiabetika kan

være nødvendig. Metformin bør anvendes med forsigtighed på grund af risikoen for

lactacidose, der induceres af muligt funktionelt nyresvigt, der er forbundet med

hydrochlorthiazid.

Andre antihypertensiva

Additiv virkning.

Colestyramin og colestipol

Absorption af hydrochlorthiazid er nedsat ved tilstedeværelsen af anioniske ionbyttere.

Enkeltdoser cholestyramin eller colestipol binder hydrochlorthiaziden og reducerer

absorptionen af denne fra mave-tarmkanalen med op til henholdsvis 85 % og 43 %.

Korticosteroider, ACTH

Øget elektrolytdepletering, især hypokalæmi.

Pressoraminer (f.eks. adrenalin)

Mulig nedsættelse af respons på pressoraminer, men ikke tilstrækkelig til at udelukke

anvendelsen.

Skeletale muskelafslappende stoffer, nondepolariserende (f.eks. tubocurarin)

Mulighed for forøget respons på muskelafslappende stoffer.

Lithium

Diuretika reducerer den renale udskillelse af lithium og kan medføre høj risiko for

lithiumforgiftning; samtidig anvendelse anbefales ikke.

Lægemidler, der anvendes i behandlingen af urinsyregigt (f.eks. probenecid, sulfinpyrazol,

allopurinol)

Dosisjustering af lægemidler mod urinsyregigt kan være nødvendig, da hydrochlorthiazid

kan hæve niveauet af serumurinsyre. En øgning af probenecid- eller sulfinpyrazoldosis kan

være nødvendig. Samtidig administration af thiazider kan øge forekomsten af

overfølsomhedsreaktioner over for allopurinol.

40350_spc.doc

Side 7 af 21

Antikolinerge lægemidler (fx atropin, biperiden)

Stigning i biotilgængelighed over for thiazidtypediuretika ved at nedsætte den

gastrointestinale motilitet samt mavetømningshastigheden.

Cytotoksiske stoffer (f.eks. cyclophosphamid, methotrexat)

Thiazider kan reducere den renale ekskretion af cytotoksiske stoffer og potentiere deres

myelosuppressive virkninger.

Salicylater

I tilfælde af høje doser af salicylater kan hydrochlorthiazid forstærke salicylaternes

toksiske effekt på centralnervesystemet.

Methyldopa

Der har været isolerede rapporter om hæmolytisk anæmi, som forekommer ved samtidig

anvendelse af hydrochlorthiazid og methyldopa.

Cyclosporin

Samtidig behandling med cyclosporin kan øge risikoen for hyperurikæmi og

komplikationer af urinsyregigttypen.

Digitalisglycosider

Thiazidinduceret hypokaliæmi eller hypomagnesiæmi kan fremme forekomst af

digitalisinduceret hjertearytmi.

Lægemidler der påvirkes af serumkaliumforstyrrelser

Periodisk monitorering af serumkalium og EKG anbefales, når losartan/hydrochlorthiazid

administreres sammen med lægemidler, der påvirkes af serumkaliumforstyrrelser (f.eks.

digitalisglycosider og antiarytmika) og med følgende Torsade de Pointes (ventrikulær

takykardi) inducerende lægemidler (inklusive nogle antiarytmika), idet hypokaliæmi er en

disponerende faktor for torsades de pointes (ventrikulær takykardi):

Klasse Ia antiarytmika (f.eks. quinidin, hydroquinidin, disopyramid).

Klasse III antiarytmika (f.eks. amiodaron, sotalol, dofetilid, ibutilid).

Nogle antipsykotika (f.eks. thioridazin, chlorpromazin, levomepromazin, trifluperazin,

cyamemazin, sulpirid, sultoprid, amisulprid, tiaprid, pimozid, haloperidol, droperidol).

Andre (f.eks. bepridil, cisaprid, diphemanil, erythromycin IV, halofantrin, mizolastin,

pentamidin, terfenadin, vincamin IV).

Calciumsalte

Thiaziddiuretika kan øge serumcalciumkoncentrationen på grund af nedsat ekskretion.

Hvis calciumtilskud skal ordineres, skal serumcalciumkoncentrationen monitoreres, og

calciumdoseringen bør justeres tilsvarende.

Laboratorietestinteraktioner

På grund af deres virkning på calciummetabolismen, kan thiazider interferere med

parathyreoideaprøver (se pkt. 4.4).

Carbamazepin

Risiko for symptomatisk hyponatriæmi. Klinisk og biologisk monitorering er påkrævet.

40350_spc.doc

Side 8 af 21

Jodholdige kontrasstoffer

I tilfælde af diuretikainduceret dehydrering er der øget risiko for akut nyresvigt, især ved

høje doser af jodpræparatet. Patienterne bør rehydreres før administration.

Amphotericin B (parenteralt), kortikosteroider, ACTH, stimulerende laksantia eller

glycyrrhicin (findes i lakrids).

Hydrochlorthiazid kan intensivere elektrolyforstyrrelserne, især hypokaliæmi.

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Angiotensin II Receptor Antagonister (AIIRA’er)

Anvendelse af AIIRA’er kan ikke anbefales i 1. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4).

Anvendelse af AIIRA‘er er kontraindiceret i 2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.3

og 4.4)

Epidemiologisk evidens for risiko for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere

i 1. trimester af graviditeten har ikke været konklusive; en lille risikostigning kan dog ikke

udelukkes. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske data vedrørende risikoen

ved angiotensin II-receptorhæmmere (AIIRA’er), kan de samme risici være forbundet med

denne lægemiddelklasse. Medmindre fortsat AIIRA-behandling anses for at være essentiel,

bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternative antihypertensive

behandlinger, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse under graviditet. Når

graviditet diagnosticeres, bør behandling med AIIRA’er seponeres omgående, og hvis det

er hensigtsmæssigbør alternativ behandling påbegyndes.

Eksponering for behandling med AIIRA’er i 2. og 3. trimester vides at inducere

føtotoxicitet hos mennesker (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinket

kranieossifikation) og neonatal toxicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se også

pkt. 5.3).

Hvis eksponering for AIIRA’er har fundet sted fra 2. trimester af graviditeten, anbefales

ultralydskontrol af nyrefunktion og kraniet.

Småbørn, hvis mødre har taget AIIRA’er, bør observeres omhyggeligt for hypotension (se

også pkt. 4.3 og 4.4).

Hydrochlorthiazid

Der er begrænset erfaring med hydrochlorthiazid under graviditet, specielt i første

trimester. Dyrestudier er utilstrækkelige.

Hydrochlorthiazid passerer placenta. Baseret på hydrochlorthiazids farmakologiske

virkningsmekanisme kan brugen af denne i andet og tredje trimester kompromittere føto-

placental perfusion og kan forårsage føtale og neonatale bivirkninger, såsom ikterus,

forstyrrelse af elektrolytbalancen og trombocytopeni.

Hydrochlorthiazid må ikke bruges mod graviditetsødem, forhøjet blodtryk under graviditet

eller svangerskabsforgiftning på grund af risikoen for nedsat plasmavolumen og placental

hypoperfusion uden gavnlig virkning på sygdomsforløbet.

40350_spc.doc

Side 9 af 21

Hydrochlorthiazid må ikke anvendes til essentiel hypertension hos gravide kvinder med

undtagelse af sjældne tilfælde, hvor ingen anden behandling kan gives.

Amning

Angiotensin II Receptor Antagonister (AIIRA’er)

Da der ikke er tilgængelig information vedrørende anvendelse af Licolos plus under

amning, frarådes det at anvende Licolos plus, og alternative behandlinger med mere kendt

sikkerhedsprofil vedrørende brug under amning foretrækkes, især hvis barnet er nyfødt

eller præmaturt.

Hydrochlorthiazid

Hydrochlorthiazid udskilles i små mængder i human mælk. Thiaziader i store doser

medfører voldsomme diureser og kan hæmme mælkeproduktionen. Det frarådes at

anvende Licolos plus i ammeperioden.

Hvis Licolos plus anvendes ved amning skal dosis holdes så lav som muligt.

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller

betjene maskiner.

Når man fører motorkøretøj eller betjener maskiner, skal der dog tages hensyn til, at

svimmelhed undertiden kan forekomme, når man er i antihypertensiv terapi, især under

initiering af behandling, eller når dosen øges.

4.8

Bivirkninger

Nedenstående bivirkninger er, hvor relevant, klassificeret efter systemorganklasse og

hyppighed i henhold til følgende konvention:

Meget almindelig: ≥1/10

Almindelig:

≥1/100 til <1/10

Ikke almindelig:

≥1/1,000 til <1/100

Sjælden:

≥1/10,000 til <1/1,000

Meget sjælden:

<1/10.000

Ikke kendt

(kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data)

I kliniske undersøgelser med losartankaliumsalt og hydrochlorthiazid blev der ikke

observeret nogen bivirkninger, der var specifikke for denne kombination af stoffer.

Bivirkningerne var begrænset til dem, der var observeret tidligere med losartankaliumsalt

og/eller hydrochlorthiazid.

I kontrollerede kliniske undersøgelser for essentiel hypertension, var svimmelhed den

eneste bivirkning rapporteret som stof-relateret, der havde større forekomst end placebo

hos 1 % eller flere af patienterne behandlet med losartan og hydrochlorthiazid.

I tillæg til disse virkninger er der rapporteret yderligere bivirkninger efter præparatets

markedsføring, som følger:

Lever og galdeveje

Sjælden: Hepatitis

40350_spc.doc

Side 10 af 21

Undersøgelser

Sjælden: Hyperkaliæmi, stigning i ALAT

Bivirkninger, som er set med en af komponenterne, og som kan være mulige bivirkninger

ved losartankalium/hydrochlorthiazid, er følgende:

Losartan

Følgende bivirkninger er blevet rapporteret for losartan i kliniske studier og efter

markedsføring:

Blod og lymfesystem

Ikke almindelig: Anæmi, Henoch-Schönlein purpura, ecchymose, hæmolyse

Ikke kendt: Trombocytopeni

Immunsystemet

Sjælden: Overfølsomhed: Anafylaktiske reaktioner, angioødem, inklusive hævelse af

larynx og glottis, som medfører obstruktion af luftveje og/eller hævelse af ansigt, læber,

pharynx og/eller tunge; hos nogle af disse patienter er der rapporteret om angioødem i

anamnesen i forbindelse med administration af anden medicin herunder ACE-hæmmere

Metabolisme og ernæring

Ikke almindelig: Anoreksi, urinsyregigt

Psykiske forstyrrelser

Almindelig: Søvnløshed

Ikke almindelig: Angst, angstlidelse, panikangst, konfusion, depression, abnorme drømme,

søvnforstyrrelse, stærk somnolens, forringet hukommelse

Nervesystemet

Almindelig: Hovedpine, svimmelhed

Ikke almindelig: Nervøsitet, paræstesi, perifer neuropati, tremor, migræne, synkope

Ikke kendt: Dysgeusia

Øjne

Ikke almindelig: Uklart syn/svien i øjet, konjunktivitis, nedsat synsskarphed

Øre og labyrint

Ikke almindelig: Svimmelhed, tinnitus

Hjerte

Ikke almindelig: Hypotension, orthostatisk hypotension, sternalgi, angina pectoris, 2. grads

AV blok, cerebrovaskulær hændelse, myokardieinfarkt, palpitation, arytmier (atrieflimren,

sinusbradykardi, takykardi, ventrikulær takykardi, ventrikelflimren)

Vaskulære sygdomme

Ikke almindelig: Vaskulitis

Ikke kendt: Dosisrelaterede orthostatiske effekter

Luftveje, thorax og mediastinum

Almindelig: Hoste, infektion i øvre luftveje, nasal kongestion, sinusitis, sinuslidelse

40350_spc.doc

Side 11 af 21

Ikke almindelig: Faryngealt ubehag, faryngitis, laryngitis, dyspnø, bronchitis, epistaxis,

rhinitis, respiratorisk kongestion

Mave-tarm-kanalen

Almindelig: Abdominale smerter, kvalme, diaré, dyspepsi

Ikke almindelig: Konstipation, tandsmerter, mundtørhed, flatulens, gastritis, opkastning

Ikke kendt: Pankreatitis

Lever og galdeveje

Ikke kendt: Abnormaliteter i leverfunktion

Hud og subkutane væv

Ikke almindelig: Alopecia, dermatit, tør hud, erythema, rødmen, fotosensitivitet, pruritus,

udslæt, urticaria, sveden

Knogler, led, muskler og bindevæv

Almindelig: Muskelkrampe, rygsmerter, bensmerter, myalgi

Ikke almindelige: Armsmerter, opsvulmen af led, knæsmerter, muskuloskeletale smerter,

skuldersmerter, stivhed, arthralgi, artritis, coxalgia, fibromyalgi, muskelsvaghed

Ikke kendt: Rhabdomyolyses

Nyrer og urinveje

Almindelig

Nedsat nyrefunktion, nyresvigt

Ikke almindelig: Nocturia, hyppig vandladning, urinvejsinfektion

Det reproduktive system og mammae

Ikke almindelig: Nedsat libido, erektil dysfunktion/impotens

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Almindelig: Asteni, træthed, brystsmerter

Ikke almindelig: Ansigtsødem, ødem, feber

Ikke kendt: Influenzalignende symptomer, utilpashed

Undersøgelser

Almindelig: Hyperkaliæmi, mild reduktion af hæmatokrit og hæmoglobin, hypoglykæmi

Ikke almindelig: Mild stigning i urea- og kreatininserumniveauer

Meget sjælden: Stigning i leverenzymer og bilirubin.

Ikke kendt: Hyponatriæmi

Hydrochlorthiazid

Blod og lymfesystem

Ikke almindelig: Agranulocytose, aplastisk anæmi, hæmolytisk anæmi, leukopeni, purpura,

thrombocytopeni

Immunsystemet

Sjælden: Anafylaktisk reaktion

Metabolisme og ernæring

Ikke almindelig: Anoreksi, hyperglykæmi, hyperurikæmi, hypokaliæmi, hyponatræmi

40350_spc.doc

Side 12 af 21

Psykiske forstyrrelser

Ikke almindelig: Søvnløshed

Nervesystemet

Almindelig: Cephalalgi

Øjne

Ikke almindelig: Forbigående sløret syn, xanthopsi

Vaskulære sygdomme

Ikke almindelig: Nekrotiserende angiitis (vaskulitis, kutan vaskulitis)

Luftveje, thorax og mediastinum

Ikke almindelig: Åndedrætsbesvær, herunder pneumoni og lungeødem

Mave-tarm-kanalen

Ikke almindelig: Sialoadenitis, spasmer, maveirritation, kvalme, opkastning, diare,

obstipation

Lever og galdeveje

Ikke almindelig: Icterus (intrahepatisk cholestasis), pancreatitis

Hud og subkutane væv

Ikke almindelig: Fotosensitivitet, urticaria, toksisk epidermal necrolyse

Ikke kendt: Kutan lupus erythematosus

Knogler, led, muskler og bindevæv

Ikke almindelig: Muskelkramper

Nyrer og urinveje

Ikke almindelig: Glykosuri, interstitiel nefritis, nyredysfunktion, nyresvigt

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Ikke almindelig: Feber, svimmelhed

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

4.9

Overdosering

Der findes ingen specifik information vedrørende behandling af overdosering med Licolos

plus. Behandling bør være symptomatisk og understøttende. Behandling med Licolos plus

40350_spc.doc

Side 13 af 21

bør seponeres, og patienten observeres nøje. Hvis indtagelsen er sket for kort tid siden,

foreslås det at fremkalde opkastning. Korrektion af væske- og elektrolytbalance, hepatisk

koma og hypotension behandles henhold til gældende procedurer.

Losartan

Begrænsede data er tilgængelige med hensyn til overdosering hos mennesker. De mest

sandsynlige manifestation ved overdosering vil være hypotension og takykardi; bradykardi

kan opstå af parasympatisk (vagus) stimulation. Hvis symptomatisk hypotension skulle

opstå, bør understøttende behandling indsættes.

Hverken losartan eller den aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

Hydrochlorthiazid

De mest almindelige observerede tegn og symptomer er elektrolytdepletering

(hypokaliæmi, hypochloræmi, hyponatriæmi) og dehydrering som resultat af kraftig

diurese. Hvis digitalis også er indtaget, kan hypokaliæmi forstærke hjertearytmier.

Det er ikke fastslået, i hvilken grad hydrochlorthiazid fjernes ved hæmodialyse.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC kode: C 09 DA 01. Angiotensin II antagonister og diuretika.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Losartankalium/hydrochlorthiazid kombination

Losartankalium/hydrochlorthiazid er en kombination af en angiotensin II receptor

antagonist, losartankalium, og et thiaziddiuretikum, hydrochlorthiazid. Kombinationen af

disse stoffer har vist sig at have additiv virkning på reduktionen af blodtrykket, så

blodtrykket reduceres i højere grad end med nogen af de to komponenter hver for sig.

Denne virkning menes at være resultatet af komplementære mekanismer hos begge

komponenter. Som resultat af den diuretiske virkning af hydrochlorthiazid øges

plasmareninaktiviteten og aldosteronsekretionen, serumkalium falder, og koncentrationen

af angiotensin-II øges. Administration af losartan blokerer alle fysiologisk relevante

virkninger af angiotensin-II, og ved hæmning af aldosteron kan dette måske forstærke det

tab af kalium, som er associeret med diuretika.

Losartan har vist sig at have en mild og forbigående urikosurisk effekt. Hydrochlorthiazid

har vist sig at forårsage en beskeden stigning af urinsyre. Kombinationen af losartan og

hydrochlorthiazid kan have tilbøjelighed til at dæmpe diuretikainduceret hyperurikæmi.

Losartan/hydrochlorthiazid kombinationens antihypertensive virkning opretholdes i en 24-

timers periode. I kliniske undersøgelser af mindst 1 års varighed holdt den antihypertensive

virkning sig ved fortsat behandling. På trods af klinisk signifikant blodtryksfald havde

administration af losartan/hydrochlorthiazid ingen klinisk signifikant virkning på

40350_spc.doc

Side 14 af 21

hjertefrekvensen. Efter 12 ugers behandling i kliniske undersøgelser med losartan 50

mg/hydrochlorthiazid 12,5 mg, blev lavest målte, siddende diastole blodtryk reduceret med

gennemsnitligt 13,2 mmHg.

Losartan/hydrochlorthiazid reducerer blodtrykket effektivt hos mænd og kvinder, negroide

og ikke-negroide, samt hos såvel yngre (<65 år) som ældre (≥65 år) patienter.

Losartan/hydrochlorthiazid er effektiv ved alle grader af hypertension.

Losartan

Losartan er en syntetisk fremstillet oral angiotensin-II receptor (type AT

) antagonist.

Angiotensin II, en potent vasokonstriktor, er renin-angiotensin systemets primære aktive

hormon og en vigtig determinant for hypertensions patofysiologi. Angiotensin II binder sig

til den AT

receptor, der findes i mange væv (f.eks. vaskulær glat muskel, binyre og nyrer,

og hjertet) og fremkalder flere vigtige biologiske virkninger, herunder vasokonstriktion og

frigørelse af aldosteron. Angiotensin II stimulerer også proliferationen af glatte

muskelceller.

Losartan blokerer selektivt AT

receptoren. In vitro og in vivo blokerer både losartan og

dets farmakologisk aktive carboxylsyremetabolit E-3174 angiotensin II’s fysiologisk

relevante virkninger, uanset dets kilde eller syntesevej.

Losartankalium besidder ingen agonist-virkning, og der er heller ingen blokade af andre

hormonreceptorer eller ionkanaler, som er vigtige i kardiovaskulær regulering. Endvidere

hæmmer losartankalium ikke ACE (kininase II), det enzym, der nedbryder bradykinin.

Følgelig er der ingen bradykinin-medierede bivirkninger.

Under administration af losartankalium fører fjernelsen af det angiotensin II negative

feedback på reninsekretion til øget plasma-renin aktivitet (PRA). En stigning i PRA fører

til stigninger i angiotensin II i plasma. Trods disse stigninger opretholdes den

antihypertensive virkning og suppressionen af plasmaaldosteronkoncentrationen, hvilket

indikerer effektiv angiotensin II receptorblokade. Efter seponering af losartankalium faldt

PRA og angiotensin II værdierne til baseline værdierne inden for tre dage.

Både losartankalium og dets metabolit har meget større affinitet for AT

receptoren end for

receptoren. På vægtbasis er den aktive metabolit 10 til 40 gange mere effektiv end

losartan.

I en undersøgelse, som var specielt designet til at vurdere incidensen af hoste hos patienter,

der blev behandlet med losartan sammenlignet med patienter, der fik ACE-hæmmere, var

incidensen af hoste, der blev rapporteret af de patienter, der fik losartan eller

hydrochlorthiazid den samme, og den var signifikant mindre end hos de patienter, der blev

behandlet med en ACE-hæmmer. I en samlet analyse af 16 dobbeltblindede kliniske

undersøgelser med 4131 patienter, var incidensen af spontant rapporteret hoste hos

patienter, der fik losartan den samme (3,1 %) som hos de patienter, der fik placebo (2,6 %)

eller hydrochlorthiazid (4,1 %), hvorimod incidensen med ACE-hæmmere var 8,8 %).

Hos ikke-diabetiske, hypertensive patienter med proteinuri gav administration af

losartankalium signifikant reduktion i proteinuri, fraktioneret ekskretion af albumin og

IgG. Losartan bibeholder den glomerulære filtrationshastighed og reducerer

40350_spc.doc

Side 15 af 21

filtrationsfraktionen. Generelt gav losartan et fald i serumurinsyre (sædvanligvis <0,4

mg/dl), som var vedvarende ved kronisk terapi.

Losartan har ingen virkning på autonome reflekser og ingen vedvarende virkning på

noradrenalin i plasma.

Hos patienter med nedsat funktion af venstre ventrikel, gav losartan 25 mg og 50 mg

positiv hæmodynamik og neurohormonal effekt karakteriseret ved en stigning i

hjerteindeks og fald i lungekapillærtryk, systemisk vaskulær modstand, gennemsnitlig

systemisk arterietryk og hjerterytme samt reduktion i cirkulerende koncentrationer af

henholdsvis aldosteron og norepinephrin. Forekomst af hypotension var dosisrelateret hos

patienter med ovennævnte type af hjertesvigt.

Hypertensionsundersøgelser

I kontrollerede kliniske undersøgelser producerede administration en gang daglig af

losartankalium til patienter med mild til moderat essentiel hypertension statistisk

signifikante reduktioner i systolisk og diastolisk blodtryk. Måling af blodtryk 24 timer

post-dosis relativt til 5-6 timer post-dosis påviste blodtryksreduktion over 24 timer. Den

normale døgnrytme blev bibeholdt. Blodtryksreduktionen ved dosisintervallets afslutning

var ca. 70-80 % af den effekt, der sås 5-6 timer post-dosis.

Seponering af losartankalium i hypertensive patienter førte ikke til en brat stigning i

blodtryk (rebound). Trods den markante reduktion af blodtryk havde losartankalium ingen

klinisk signifikant virkning på hjertefrekvensen.

Losartankalium er lige effektiv hos såvel mænd som kvinder som hos yngre (under 65 år)

og ældre hypertensive patienter.

LIFE-undersøgelsen

LIFE (The Losartan Intervention For Endpoint Reduction In Hypertension) var en

randomiseret, trippelblindet, aktiv kontrolleret undersøgelse foretaget hos 9193

hypertensive patienter i alderen 55-80 år med EKG-diagnosticeret hypertrofi af venstre

ventrikel. Patienterne blev randomiseret til losartan 50 mg en gang daglig eller atenolol 50

mg en gang daglig. Hvis det forud fastsatte blodtryk (<140/90 mmHg) ikke blev nået,

tilføjedes først hydrochlorthiazid (12,5 mg) og hvis nødvendigt blev dosis af losartan eller

atenolol øget til 100 mg en gang daglig. Andre antihypertensiva, undtagen ACE-hæmmere,

angiotensin II-antagonister eller betablokkere, blev tilføjet hvis dette var nødvendigt for at

opnå det ønskede blodtryk.

Den gennemsnitlige opfølgningstid var 4,8 år.

Det primære effektmål var sammensætningen af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet

målt ved en reduktion i den kombinerede incidens af kardiovaskulær død, slagtilfælde og

myokardieinfarkt. Blodtrykket reduceredes signifikant til samme niveau i de to grupper.

Behandlingen med losartan resulterede i en risikoreduktion på 13 % (p=0,021, 95 %

konfidensinterval 0,77-0,98) sammenlignet med atenolol for patienter, der nåede det

primære sammensatte effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion i

incidensen af slagtilfælde. Behandling med losartan reducerede risikoen for slagtilfælde

med 25 % i forhold til atenolol (p=0,001, 95 % konfidensinterval 0,63-0,89). Hyppigheden

40350_spc.doc

Side 16 af 21

af kardiovaskulær død og myokardieinfarkt var ikke signifikant forskellig

behandlingsgrupperne imellem.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Hydrochlorthiazid

Hydrochlorthiazid er et thiaziddiuretikum. Virkningsmekanismen i thiaziddiuretikas

antihypertensive effekt kendes ikke fuldt ud. Thiazider påvirker elektrolyt-reabsorptionens

renal tubulære mekanismer, idet de direkte øger udskillelsen af natrium og chlorid i ca. lige

store mængder.

Hydrochlorthiazids diuretiske virkning reducerer plasmavolumen, øger plasmarenin

aktivitet, øger aldosteronsekretion, med konsekvente stigninger i urinkalium og

bikarbonat-tab, og reduktioner i serumkalium. Renin-aldosteron forbindelsen medieres af

angiotensin II, og derfor tenderer samtidig administration af en angiotensin II receptor

antagonist til at reversere kaliumtabet forbundet med thiaziddiuretika.

Diuresen indtræder inden for 2 timer efter oral administration, topper efter ca. 4 timer og

holder ca. 6-12 timer. Den antihypertensive effekt varer ved i op til 24 timer.

40350_spc.doc

Side 17 af 21

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Losartan

Efter oral administration absorberes losartan godt og gennemgår første-passage

metabolisme, idet der dannes en aktiv carboxylsyremetabolit og andre inaktive

metabolitter.

Den systemiske biotilgængelighed af losartantabletter er ca. 33 %. Losartan og dets aktive

metabolits gennemsnitlige maksimalkoncentration nås i løbet af henholdsvis 1 time og 3-4

timer.

Der er ingen klinisk signifikant effekt på plasmakoncentrationsprofilen, når losartan gives

sammen med et standardiseret måltid.

Distribution

Losartan

Både losartan og dets aktive metabolit bindes ≥ 99 % til plasmaproteiner, primært albumin.

Losartankaliums distributionsvolumen er 34 liter. Undersøgelser med rotter viser, at

losartan næppe passerer blod-hjernebarrieren.

Hydrochlorthiazid

Hydrochlorthiazid passerer placentabarrieren, men ikke blod-hjernebarrieren, og udskilles i

modermælk.

Biotransformation

Losartan

Ca. 14 % af en intravenøst eller oralt administreret dosis losartan konverteres til dens

aktive metabolit. Efter oral og intravenøs administration af 14C-mærket losartankalium

tilskrives cirkulerende plasmaradioaktivitet primært til losartan og dets aktive metabolit. I

ca. 1 % af forsøgspersonerne blev der fundet en lav omdannelse af losartankalium til den

aktive metabolit.

Ud over den aktive metabolit dannes inaktive metabolitter, herunder 2 hovedmetabolitter

dannet ved hydroxylering af butylsidekæden og en metabolit af mindre betydning, en N-2-

tetrazolglucuronid.

Elimination

Losartan

Losartan og dets aktive metabolits plasma-clearance er henholdsvis ca. 600 ml/minut og 50

ml/minut. Renal clearance af losartan og dets aktive metabolit er henholdsvis ca. 74

ml/minut og 26 ml/minut. Når losartan administreres oralt, udskilles ca. 4 % af dosen

uændret i urinen, og omkring 6 % af dosen udskilles i urinen som aktiv metabolit. Losartan

og dets aktive metabolits farmakokinetik er lineær med orale doser af losartankalium på op

til 200 mg.

Efter oral administration falder plasmakoncentrationer af losartan og dets aktive metabolit

polyeksponentielt med en terminal halveringstid på henholdsvis ca. 2 timer og 6-9 timer.

40350_spc.doc

Side 18 af 21

Ved dosering en gang daglig med 100 mg akkumuleres hverken losartan eller dets aktive

metabolit i plasma signifikant.

Både galde- og urinudskillelse bidrager til elimination af losartan og dets metabolitter.

Efter en oral dosis på 14C-mærket losartankalium i mennesker genfindes ca. 35 % af

radioaktiviteten i urinen og 58 % i fæces.

Hydrochlorthiazid

Hydrochlorthiazid metaboliseres ikke, men udskilles hurtigt via nyrerne. Hvis

plasmakoncentrationen følges i mindst 24 timer er plasmahalveringstiden set at variere

mellem 5,6 og 14,8 timer. Mindst 61 % af den orale dosis udskilles uændret i løbet af 24

timer.

Patientkarakteristika

Losartan-hydrochlorthiazid

Losartan og dets aktive metabolits plasmakoncentration samt absorptionen af

hydrochlorthiazid hos ældre hypertensive patienter var ikke signifikant forskellig fra den,

der sås hos unge hypertensive patienter.

Losartan

Hos patienter med mild til moderat alkoholinduceret levercirrose var losartan og dets

aktive metabolits plasmakoncentration efter oral administration henholdsvis 5 og 1,7 gange

højere end hos unge frivillige mænd.

Farmakokinetiske undersøgelser viste, at AUC for losartan i japanske og ikke-japanske

raske mandlige forsøgspersoner ikke er forskellige. Imidlertid synes AUC for

carboxylsyre-metabolitten (E-3174) at være forskellige mellem de to grupper, med en ca.

1,5 gange højere eksponering hos japanske personer end i ikke-japanske personer. Den

kliniske betydning af disse resultater er ikke kendt.

Hverken losartan eller dets aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data afslører ingen særlige risici for mennesker på basis af konventionelle

undersøgelser af generel farmakologi, genotoksicitet og karcinogent potentiale.

Losartan/hydrochlorthiazid kombinationens toksiske potentiale blev vurderet i kroniske

toksicitetsundersøgelser af op til 6 måneders varighed i rotter og hunde efter oral

administration, og de ændringer, der blev observeret i disse undersøgelser med

kombinationen, var hovedsageligt forårsaget af losartankomponenten. Administrationen af

losartan/hydrochlorthiazid kombinationen inducerede et fald i de røde blodcelle-parametre

(erytrocytter, hæmoglobin, hæmatokrit), en stigning i urea-N i serummet, et fald i

hjertevægt (uden histologisk korrelat) og gastrointestinale forandringer (slimhindelæsioner,

mavesår, erosioner, blødninger). Der var ingen evidens for teratogenicitet i rotter eller

kaniner behandlet med losartan/hydrochlorthiazid kombinationen. Der blev observeret

føtal toksicitet i rotter, som påvist ved en let stigning i overtallige ribben i F

generationen,

når hunrotter blev behandlet før drægtighed eller under hele drægtigheden. Som observeret

i undersøgelser med losartan alene forekom der føtale og neonatale bivirkninger, herunder

renal toksicitet og føtal død, når drægtige rotter blev behandlet med

losartan/hydrochlorthiazid kombinationen under sen drægtighed og/eller diegivning.

40350_spc.doc

Side 19 af 21

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Kerne

Mikrokrystallinsk cellulose

Pregelatineret majsstivelse

Lactosemonohydrat

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Hydroxypropylcellulose

Hypromellose

Titandioxid (E171)

Gul jernoxid (E172)

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

2 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Må ikke opbevares over 30 ºC.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Gennemsigtigt aluminium-PVC/PE/PVDC blister.

Pakningsstørrelser: 14, 28, 30, 56 og 98 (hospitalspakning) stk.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Laboratorios Liconsa, S.A.

Gran Vía Carlos III, 98, 7

08028 Barcelona

Spanien

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

50/12,5 mg:

40349

100/25 mg:

40350

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

10. marts 2008

40350_spc.doc

Side 20 af 21

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

30. november 2017

40350_spc.doc

Side 21 af 21

  • Oplysningerne indlægssedlen for dette produkt er i øjeblikket ikke tilgængelig, kan du sende en anmodning til vores kundeservice, og vi vil give dig besked, så snart vi er i stand til at opnå det.

    Anmode informationsbrochure for offentligheden.



  • Dokumenter på andre sprog er tilgængelige her