Enacard 2,5 mg tabletter

13. august 2019

PRODUKTRESUMÉ

for

Enacard, tabletter

0.

D.SP.NR.

20249

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Enacard

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 tablet indeholder 2,5 mg, 5 mg, 10 mg eller 20 mg enalaprilmaleat.

Hjælpestoffer:

Hver tablet indeholder henholdsvis 102,0 mg, 100 mg, 95,0 mg og 90,0 mg

lactosemonohydrat.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Tabletter

Tabletterne er runde, hvide eller næsten hvide mærket ED 2.5 (2,5 mg tabletter), ED 5 (5

mg tabletter); ED 10 (10 mg tabletter), ED 20 (20 mg tabletter) på den ene side, og på den

modsatte side er der en delekærv.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af hypertension

Behandling af symptomatisk hjerteinsufficiens

Forebyggelse af symptomatisk hjerteinsufficiens hos patienter med asymptomatisk

venstre ventrikel dysfunktion (uddrivningsfraktion < 35 %) (se pkt. 5.1).

dk_hum_30720_spc.doc

Side 1 af 18

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Absorptionen af enalapril påvirkes ikke af fødeindtag.

Dosering

Dosis bør tilpasses den enkelte patient (se pkt. 4.4).

Hypertension:

Initialdosis er 5 til maksimalt 20 mg afhængig af graden af hypertension og patientens

tilstand (se nedenfor). Enacard administreres én gang daglig. Ved mild hypertension er den

anbefalede initialdosis 5 til 10 mg. Patienter med stærkt aktiveret renin-angiotensin-

aldosteronsystem (f.eks. renovaskulær hypertension, salt- og/eller volumendepletering,

hjerteinsufficiens eller alvorlig hypertension) kan opleve et kraftigt blodtryksfald efter

initialdosis. Den anbefalede initialdosis til disse patienter er 5 mg eller mindre, og

behandlingen bør initieres under lægelig overvågning.

Ved initiering af enalaprilbehandling kan tidligere behandling med højdosis diuretika

resultere i volumendeletering samt risiko for hypotension. Den anbefalede initialdosis til

disse patienter er 5 mg eller mindre. Om muligt bør diuretikabehandlingen afsluttes 2-3 dage

før initiering af behandling med enalapril. Nyrefunktion samt serumkalium bør monitoreres.

Sædvanlig vedligeholdelsesdosis er 20 mg daglig. Maksimal vedligeholdelsesdosis er 40 mg

daglig.

Hjerteinsufficiens/asymptomatisk venstre ventrikel dysfunktion:

I behandlingen af symptomatisk hjerteinsufficiens administreres enalapril i kombination

med diuretika og, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, i kombination med digitalis og β-

blokkere. Initialdosis af enalapril til behandling af patienter med hjerteinsufficiens eller

asymptomatisk venstre ventrikel dysfunktion er 2,5 mg, og dosis bør administreres under

omhyggelig medicinsk overvågning med henblik på at kunne afgøre den initiale virkning

på blodtrykket. Hvis der ikke er symptomatisk hypotension, eller hvis symptomatisk

hypotension er effektivt kontrolleret efter initiering af enalapril til behandling af

hjerteinsufficiens, bør dosis gradvist øges til sædvanlig, daglig vedligeholdelsesdosis på 20

mg, enten som engangsdosis eller fordelt på to daglige doser, alt efter patientens tolerance.

Dosistitrering anbefales at foregå over en periode på 2-4 uger. Den maksimale dosis er 40

mg dagligt fordelt på to doser.

Foreslået dosistitrering af Enacard til patienter med hjerteinsufficiens/asymptomatisk venstre

ventrikel dysfunktion.

Uge

Dosis mg/dag

Uge 1

Dag 1-3: 2,5 mg/dag* som enkeltdosis

Dag 4-7: 5 mg/dag fordelt på to doser

Uge 2

10 mg/dag som enkeltdosis eller fordelt på to doser

Uge 3 og 4

20 mg/dag som enkeltdosis eller fordelt på to doser

* Der bør tages særlige forholdsregler hos patienter med nyreinsufficiens samt hos patienter i

diuretikabehandling (se pkt. 4.4).

dk_hum_30720_spc.doc

Side 2 af 18

Blodtryk og nyrefunktion bør monitoreres omhyggeligt både før og efter behandlingsstart

med enalapril (se pkt. 4.4), da hypotension og (sjældnere) nyreinsufficiens er rapporteret.

Hos patienter behandlet med diuretika bør dosis om muligt nedsættes før start af

behandling med enalapril. Forekomst af hypotension efter initialdosis af enalapril er ikke

ensbetydende med, at hypotension vil genopstå under kronisk behandling med enalapril og

udelukker ikke fortsat anvendelse af præparatet. Serumkaliumniveauet og nyrefunktion bør

også følges.

Nyreinsufficiens:

Intervaller mellem enalapriladministration bør generelt forlænges og/eller dosis reduceres.

Kreatininclearance (CrCL)

ml/min

Initialdosis

mg/dag

30 < CrCL < 80 ml/min

5-10 mg

10 < CrCL

30 ml/min

2,5 mg

CrCL

10 ml/min

2,5 mg på dage med dialyse *

*Se pkt. 4.4

Hæmodialysepatienter.

Enalaprilat er dialyserbart. På dage hvor patienten ikke er i dialyse, bør dosis afpasses

blodtryksrespons.

Ældre:

Dosis bør afstemmes i forhold til den ældre patients nyrefunktion (se pkt. 4.4).

Pædiatrisk population:

Der er begrænsede erfaringer fra kliniske studier med brug af enalapril til hypertensive,

pædiatriske patienter (se pkt. 4.4, pkt. 5.1 og pkt. 5.2).

Til patienter, som kan sluge tabletter, bør dosis tilpasses individuelt i forhold til patientprofil

og blodtryksrespons. Anbefalet initialdosis er 2,5 mg til patienter, som vejer 20 til <50 kg og

5 mg til patienter, som vejer ≥50 kg. Enacard administreres én gang dagligt. Dosis bør

justeres under hensyntagen til den enkelte patients behov, dog maksimalt 20 mg dagligt til

patienter, som vejer 20 til <50 kg og 40 mg til patienter, som vejer ≥50 kg (se pkt. 4.4).

Enacard anbefales ikke til nyfødte eller til pædiatriske patienter med glomerulær

filtreringshastighed <30 ml/min/1,73 m², da der ikke foreligger data.

Administration

Oral anvendelse.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof, andre ACE-hæmmere eller over for et eller flere

af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1

Angioødem i forbindelse med tidligere ACE-hæmmerbehandling i anamnesen

Arveligt eller idiopatisk angioødem

Andet og tredje trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og pkt. 4.6)

Samtidig brug af enalapril og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret hos

patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m

) (se

pkt. 4.5 og 5.1).

dk_hum_30720_spc.doc

Side 3 af 18

Samtidig brug af sacubitril/valsartan behandling: Enalapril-behandling må tidligst startes

36 timer efter sidste dosis med sacubitril/valsartan (se også pkt. 4.4 og 4.5).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Symptomatisk hypotension:

Symptomatisk hypotension ses sjældent hos ukomplicerede hypertensive patienter. Blandt

hypertensive patienter, der behandles med enalapril, forekommer hypotension oftere, hvis

patienten er volumendepleteret, for eksempel som følge af behandling med diuretika,

saltfattig diæt, dialyse, diaré eller opkastninger (se pkt. 4.5 og pkt. 4.8). Hos patienter med

hjerteinsufficiens, med eller uden nyreinsufficiens, er der observeret symptomatisk

hypotension. Hypotension forekommer oftest hos patienter med svære grader af

hjerteinsufficiens, afspejlende anvendelsen af høje doser loop-diuretika, hyponatriæmi eller

nedsat nyrefunktion. Hos disse patienter bør behandling initieres under indlæggelse, og

patienterne bør følges nøje, når dosis af enalapril og/eller diuretikum justeres. Lignende

forholdsregler bør tages ved behandling af patienter med iskæmisk hjertesygdom eller

cerebrovaskulær lidelse, da drastisk blodtryksfald kan afstedkomme myokardieinfarkt eller

cerebrovaskulært tilfælde.

Hvis der udvikles hypotension bør patienten placeres i liggende stilling og om nødvendigt

tilføres intravenøst fysiologisk saltvand. Forbigående hypotension er ikke kontraindikation

for fortsat behandling, som sædvanligvis kan genoptages uden vanskelighed, når

blodtrykket er øget efter volumenekspansion.

Hos nogle patienter med hjerteinsufficiens, og med normalt eller lavt blodtryk, kan der

under behandling med enalapril opstå yderligere sænkning af det systemiske blodtryk.

Denne virkning er forudsigelig og sædvanligvis ikke årsag til afbrydelse af behandlingen.

Hvis hypotensionen bliver symptomgivende kan reduktion af dosis og/eller afbrydelse af

behandling med diuretika og/eller enalapril være nødvendig.

Aorta- eller mitralklapstenose/Hypertrofisk kardiomyopati:

Som med alle vasodilatorer bør ACE-hæmmere gives med forsigtighed til patienter med

venstre ventrikelklap- og udløbsobstruktion samt undgås i tilfælde af kardiogent shock og

hæmodynamisk signifikant obstruktion.

Nedsat nyrefunktion:

I tilfælde af nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 80 ml/min) bør initialdosis af

enalapril justeres i overensstemmelse med patientens kreatininclearance (se pkt. 4.2) og

derefter som en funktion af patientens respons på behandlingen. Rutinemæssig

monitorering af kalium og kreatinin bør være normal praksis i relation hos disse patienter.

Der er set nyreinsufficiens i forbindelse med enalaprilbehandling. Dette har hovedsageligt

været hos patienter med svær hjerteinsufficiens eller underliggende nyrelidelse, inklusive

nyrearteriestenose. Hvis det erkendes og behandles straks, er nyreinsufficiens i forbindelse

med enalaprilbehandling sædvanligvis reversibel.

Nogle hypertensive patienter, tilsyneladende uden allerede eksisterende nyresygdom, har

udviklet forhøjelser i serumurea og -kreatinin, når enalapril blev givet samtidigt med et

diuretikum. Reduktion af enalaprildosis og/eller seponering af diuretikum kan være

dk_hum_30720_spc.doc

Side 4 af 18

nødvendig. Denne situation bør vække mistanke om en underliggende nyrearteriestenose

(se pkt. 4.4).

Renovaskulær hypertension:

Der er øget risiko for hypotension og nyreinsufficiens, når patienter med uni- eller bilateral

nyrearteriestenose behandles med ACE-hæmmere. Akut nyreinsufficiens kan opstå med

kun små ændringer i serumkreatinin. Behandling af disse patienter bør initieres under tæt

medicinsk overvågning med lave doser, omhyggelig titrering og kontrol af nyrefunktion.

Nyretransplantation:

Der er ingen erfaring med administration af enalapril til nyligt nyretransplanterede

patienter. Behandling med enalapril anbefales derfor ikke.

Leversvigt:

ACE-hæmmere forbindes sjældent med et syndrom, som begynder med cholestatisk gulsot

og som progredierer over i fulminant levernekrose og (undertiden) død. Dette syndroms

mekanisme er ikke forstået. Patienter, som behandles med ACE-hæmmere og som udvikler

gulsot eller markante forhøjelser af leverenzymer, bør ophøre med ACE-hæmmer-

behandling og modtage passende medicinsk opfølgning.

Neutropeni/agranulocytose:

Der er rapporteret neutropeni/agranulocytose, thrombocytopeni og anæmi hos patienter,

som er i ACE-hæmmerbehandling. Hos patienter med normal nyrefunktion og uden

komplicerende faktorer opstår neutropeni sjældent. Enalapril bør bruges med ekstrem

forsigtighed til patienter med collagen vaskulær sygdom, immunosupressiv behandling,

behandling med allopurinol eller procainamid eller en kombination af disse komplicerende

faktorer, især hvis nedsat nyrefunktion allerede forekommer. Nogle af disse patienter

udviklede alvorlige infektioner, som i nogle tilfælde ikke responderede på intensiv

antibiotisk behandling. Hvis enalapril anvendes til disse patienter, tilrådes periodisk

kontrol af hvide blodlegemer, og patienterne bør vejledes om at rapportere ethvert tegn på

infektion.

Hypersensibilitet/angioødem:

Angioneurotisk ødem omfattende ansigt, ekstremiteter, læber, tunge, glottis og/eller larynx

er rapporteret hos patienter behandlet med ACE-hæmmere, inklusive enalapril. Dette kan

forekomme på ethvert tidspunkt under behandlingen. I sådanne tilfælde skal enalapril

seponeres øjeblikkeligt og patienten observeres omhyggeligt for at sikre fuldstændig ophør

af symptomer, før patienten afsluttes. Selv i de tilfælde, hvor hævelsen er begrænset til

tungen, uden respirationspåvirkning, kan patienter have behov for længere observations-

periode, da behandling med antihistaminer og kortikosteroider måske ikke er tilstrækkelig.

Meget sjældent er der rapporteret om fatale tilfælde som følge af angioneurotisk ødem

associeret med ødem af larynx eller tunge. Patienter, specielt patienter der tidligere er

blevet opereret i luftvejene, hvor tunge, glottis eller larynx er påvirket, er i risiko for at

udvikle luftvejsobstruktion. Hvis tunge, glottis eller larynx er påvirket med risiko for

tillukning af luftvejene skal passende behandling, der kan inkludere subkutan

adrenalinopløsning 1:1000 (0,3-0,5 ml) øjeblikkeligt institueres og/eller forholdsregler med

henblik på at sikre tilstrækkelig lufttilførsel tages.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 5 af 18

Det er rapporteret, at patienter af negroid afstamning i behandling med ACE-hæmmere har

højere incidens af angioødem sammenlignet med patienter af anden afstamning.

Patienter med tidligere tilfælde af angioødem uden relation til behandling med ACE-

hæmmere, kan have øget risiko for udvikling af angioødem under ACE-hæmmer-

behandling (se pkt. 4.3).

Samtidig brug af ACE-hæmmere med sacubitril/valsartan er kontraindiceret grundet den

øgede risiko for angioødem. Behandling med sacubitril/valsartan må ikke initieres tidligere

end 36 timer efter sidste dosis af cilazapril. Behandling med cilazapril må ikke initieres

tidligere end 36 timer efter sidste dosis af sacubitril/valsartan (se pkt. 4.3 og 4.5)

Samtidig brug af ACE-hæmmere med racecadotril, mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus,

everolimus, temsirolimus) og vildagliptin kan føre til en øget risiko for angioødem (f.eks.

hævede luftveje eller tunge, med eller uden nedsat respiratorisk funktion) (se pkt. 4.5). Der

skal udvises forsigtighed ved start af behandling med racecadotril, mTOR-hæmmere (f.eks.

sirolimus, everolimus, temsirolimus) og vildagliptin hos patienter, der i forvejen behandles

med en ACE-hæmmer.

Anafylaktiske reaktioner under hymenoptera-desensibilisering:

I sjældne tilfælde har patienter, som fik ACE-hæmmer under desensibilisering med

hymenopteravenom oplevet livstruende anafylaktiske reaktioner. Disse reaktioner kan

undgås ved midlertidigt ophør af ACE-hæmmerbehandling forud for hver

desensibilisering.

Anafylaktiske reaktioner under LDL-aferese:

I sjældne tilfælde har patienter, som fik ACE-hæmmer under LDL-aferese med

dextransulfat oplevet livstruende anafylaktiske reaktioner. Disse reaktioner kan undgås ved

midlertidigt ophør af ACE-hæmmerbehandling forud for hver aferese.

Hæmodialysepatienter:

Anafylaktiske reaktioner er rapporteret hos patienter i dialysebehandling med high-flux

membraner (AN69

) og samtidig ACE-hæmmerbehandling. Hos disse patienter bør det

overvejes at anvende en anden type dialysemembran eller en anden klasse af

antihypertensiva.

Hypoglykæmi

Hos patienter behandlet med orale antidiabetika eller insulin skal blodsukkerkontrol

overvåges grundigt i den første måned af behandlingen med ACE-hæmmer (se pkt. 4.5).

Hoste:

Der er rapporteret hoste ved anvendelse af ACE-hæmmere. Det er karakteristisk for hosten,

at den er non-produktiv, vedvarende og forsvinder efter seponering af behandling. ACE-

hæmmerinduceret hoste bør betragtes som en differentialdiagnose ved hoste.

Operation/anæstesi:

Hos patienter, der gennemgår større operation eller er i anæstesi med stoffer der forårsager

hypotension, blokerer enalapril dannelsen af angiotensin II sekundært til den

kompensatoriske reninfrigørelse. Hvis der opstår hypotension som følge af denne

mekanisme, kan den korrigeres med volumenekspansion.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 6 af 18

Hyperkaliæmi/kalium niveau:

ACE-hæmmere kan forårsage hyperkaliæmi, fordi de hæmmer frigivelsen af aldosteron. Der

er set forhøjede koncentrationer af serumkalium hos nogle patienter behandlet med ACE-

hæmmere, inklusive enalapril. Virkningen er normalt ikke signifikant hos patienter med

normal nyrefunktion. Risikofaktorer for udvikling af hyperkaliæmi omfatter patienter med

nyreinsufficiens, forværring af nyrefunktion, alder (>70 år), diabetes mellitus, tilstødende

komplikationer, især dehydrering, akut hjertedekompensation, metabolisk acidose og

samtidig anvendelse af kaliumbesparende diuretika (f.eks. spironolacton, eplerenon,

triamteren eller amilorid), kaliumtilskud eller salterstatninger, som indeholder kalium, eller

de patienter, som indtager andre lægemidler forbundet med forhøjelser af serumkalium

(f.eks. heparin, co-trimoxazol, også kendt som trimethoprim/sulfamethoxazol,

aldosteronantagonister eller angiotensinreceptor-blokkere). Anvendelse af kaliumtilskud,

kaliumbesparende diuretika eller salterstatninger, som indeholder kalium, særligt til patienter

med nedsat nyrefunktion, kan føre til en betydelig stigning i serumkalium. Hyperkaliæmi

kan forårsage alvorlig, sommetider fatal arytmi. Hvis samtidig brug af enalapril og noget af

ovenstående vurderes nødvendig, skal de anvendes med forsigtighed og med regelmæssig

kontrol af serum kalium og nyrefunktionen (se pkt. 4.5).

Lithium:

Kombination af lithium og enalapril anbefales generelt ikke (se pkt. 4.5).

Pædiatrisk population:

Der er begrænset erfaring med virkning og sikkerhed hos hypertensive børn >6 år, men

ingen erfaring med andre indikationer. Der er begrænsede farmakokinetiske data

tilgængelige for børn ældre end 2 måneder (se pkt. 4.2 og pkt. 5.2). Enacard anbefales ikke

til børn med andre indikationer end hypertension.

Enacard anbefales ikke til nyfødte eller til pædiatriske patienter med glomerulær

filtreringshastighed <30 ml/min/1,73 m², da der ikke foreligger data (se pkt. 4.2).

Graviditet og amning:

Behandling med ACE-hæmmere bør ikke indledes under graviditet. Med mindre fortsat

behandling med ACE-hæmmere anses for nødvendig, bør patienter, der overvejer at blive

gravide, skifte til anden antihypertensiv behandling, hvor sikkerhedsprofilen er velkendt ved

anvendelse under graviditet. Når graviditet bekræftes, bør behandling med ACE-hæmmere

straks ophøre, og om nødvendigt bør anden behandling initieres (se pkt. 4.3 og 4.6).

Enalapril behandling under amning er ikke anbefalet (se pkt. 4.6).

Etniske forskelle:

Som med andre ACE-hæmmere er enalapril tilsyneladende mindre effektiv til nedsættelse af

blodtrykket hos negroide personer end andre personer, muligvis på grund af en højere

prævalens af lavreninstatus i den negroide hypertensive befolkning.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

dk_hum_30720_spc.doc

Side 7 af 18

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt hos

patienter med diabetisk nefropati.

Hjælpestoffer:

Lactose

Bør ikke anvendes til patienter med hereditær galactoseintolerans, total lactasemangel eller

glucose/galactosemalabsorption.

Natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. den er i

det væsentlige natrium-fri

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatning:

ACE-hæmmere svækker diuretisk induceret kaliumtab. Selvom serum kaliumnormalt

forbliver inden for normalområdet, kan hyperkaliæmi opstå hos nogle patienter i

behandling med enalapril. Kaliumbesparende diuretika (f.eks. spironolakton, eplerenon,

triamteren eller amilorid), kaliumtilskud samt kaliumholdige salterstatninger kan føre til

signifikante stigningeri serum kalium. Der skalogså udvises forsigtighed, når enalapril

administreres samtidig med andre midlersom øger serum kalium, såsom trimethoprim og

co-trimoxazol (trimethoprim/sulfamethoxazol), da trimethoprim er kendt for at virke som

et kalium-besparende diuretikum ligesom amilorid. Derfor anbefales det ikke at kombinere

ovenstående lægemidler med enalapril. Hvis samtidig anvendelse er indiceret, er det

vigtigt, at de anvendes med forsigtighed og med hyppig kontrol af serum kalium (se pkt.

4.4).

Diuretika (thiazid- eller loop-diuretika):

Tidligere behandling med højdosis diuretika kan resultere i volumendepletering og risiko

for hypotension, når enalaprilbehandling initieres (se pkt. 4.4). Den hypotensive virkning

kan nedsættes ved seponering af diuretika, ved at øge væske- eller saltindtaget eller ved at

initiere behandling med en lav dosis af enalapril.

Andre antihypertensive lægemidler:

Samtidig brug af disse lægemidler kan øge den hypotensive virkning af enalapril. Samtidig

brug af nitroglycerin og andre nitrater eller andre vasodilatorer kan nedsætte blodtrykket

yderligere.

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteron-

systemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister eller aliskiren er forbundet med en højere hyppighed af bivirkninger

som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut nyresvigt)

sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.1).

Lithium:

Der er rapporteret reversible forhøjelser af serumlithiumkoncentrationen og toksicitet ved

samtidig brug af lithium og ACE-hæmmere. Samtidig brug af thiazid-diuretika kan

dk_hum_30720_spc.doc

Side 8 af 18

yderligere øge lithiumkoncentrationen og forøge risikoen for lithiumtoksicitet. Brug af

enalapril sammen med lithium anbefales ikke, men hvis kombinationen skønnes

nødvendig, bør kontrol af serumlithiumkoncentrationen udføres (se pkt. 4.4).

Tricykliske antidepressiva/antipsykotika/anæstetika/narkotika:

Samtidig brug af visse anæstesipræparater, tricykliske antidepressiva og antipsykotika med

ACE-hæmmere kan resultere i yderligere reduktion af blodtrykket (se pkt. 4.4).

Non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler (NSAID):

Kronisk administration af NSAID kan reducere den antihypertensive virkning af ACE-

hæmmere. NSAID (herunder COX-2-hæmmere) og ACE-hæmmere udøver en additiv

virkning på øgningen af serumkalium og kan resultere i forværring af nyrefunktion. Disse

påvirkninger er sædvanligvis reversible. I sjældne tilfælde opstår akut nyreinsufficiens,

specielt hos patienter med kompromitteret nyrefunktion (som f.eks. ældre eller dehydrerede

patienter, inklusive patienter i diuretisk behandling). Patienterne skal være tilstrækkeligt

hydrerede. Det bør overvejes at monitorere nyrefunktionen efter samtidig behandling er

initieret og periodisk derefter.

Lægemidler som øger risikoen for angioødem

Samtidig brug af ACE-hæmmere og sacubitril/valsartan er kontraindiceret, da det øger

risikoen for angioødem (se pkt. 4.3 og 4.4).

Samtidig brug af ACE-hæmmere og racecadotril, mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus,

everolimus, temsirolimus) og vildagliptin kan føre til øget risiko for angioødem (se pkt. 4.4).

Sympatomimetika:

Sympatomimetika kan nedsætte ACE-hæmmeres antihypertesive virkning.

Antidiabetika:

Epidemiologiske studier antyder, at samtidig administration af ACE-hæmmere og

antidiabetika (insulin, orale hypoglykæmiske stoffer) kan give en øget blodsukkersænkende

virkning med risiko for hypoglykæmi. Dette fænomen synes mest sandsynligt i de første

uger af en kombinationsbehandling og hos patienter med nedsat nyrefunktion. Se pkt. 4.4 og

pkt. 4.8.

Alkohol:

Alkohol forstærker ACE-hæmmeres hypotensive virkning.

Acetylsalicylsyre, thrombolytika og β-blokkere:

Enalapril kan uden risiko administreres samtidigt med acetylsalicylsyre (i kardiologiske

doser), thrombolytika og β-blokkere.

Guld:

Nitritoide reaktioner (symptomerne omfatter ansigtsrødme, kvalme, opkastning og

hypotension) er rapporteret i sjældne tilfælde hos patienter i behandling med injicerbart

guld (natriumaurothiomalat) og samtidig behandling med ACE-hæmmere, herunder

enalapril.

Ciclosporin:

Hyperkaliæmi kan forekomme under samtidig brug af ACE-hæmmere og ciclosporin.

Monitorering af serum kalium anbefales.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 9 af 18

Heparin:

Hyperkaliæmi kan forekomme under samtidig brug af ACE-hæmmere og heparin.

Monitorering af serum kalium anbefales.

4.6

Graviditet og amning

Graviditet:

Anvendelse af ACE-hæmmere frarådes i første trimester af graviditeten (se pkt. 4.4).

Anvendelse af ACE-hæmmere er kontraindiceret i andet og tredje trimester af graviditeten

(se pkt. 4.3 og 4.4).

Epidemiologiske data om risikoen for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere i

graviditetens første trimester har ikke været afgørende, men en lille stigning i risikoen kan

dog ikke udelukkes. Medmindre fortsat behandling med ACE-hæmmere anses for

nødvendig, skal patienter, der planlægger graviditet, skifte til anden antihypertensiv

behandling, som har en veldokumenteret sikkerhedsprofil for anvendelse under graviditet.

Når graviditeten konstateres skal behandling med ACE-hæmmere straks stoppes, og om

nødvendigt skal anden behandling indledes. Eksponering for behandling med ACE-

hæmmere under andet og tredje trimester vides at fremkalde human føtotoksicitet (nedsat

nyrefunktion, oligohydramnion, forsinket forbening af kraniet) og neonatal toksicitet

(nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se pkt. 5.3). Der er set maternal oligohydramnion,

der formentlig repræsenterer nedsat føtal nyrefunktion, og kan resultere i kontraktur af

lemmerne, kraniofaciale deformationer og hypoplastisk lungeudvikling.

Amning:

Begrænsede farmakokinetiske data viser meget lav koncentration i modermælk (se pkt. 5.2).

Selvom disse koncentrationer synes at være klinisk irrelevante, frarådes anvendelse af

enalapril under amning af for tidligt fødte børn og i de første uger efter fødslen på grund af

den hypotetiske risiko for kardiovaskulære påvirkninger og påvirkninger af nyrerne, og på

grund af utilstrækkelig klinisk erfaring. Ved et ældre spædbarn, kan anvendelse af enalapril

hos den ammende mor overvejes, hvis denne behandling er nødvendig for moderen, og hvis

barnet overvåges for eventuelle bivirkninger.

4.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Når der føres motorkøretøj eller betjenes maskiner, bør patienten være opmærksom på, at

svimmelhed og ørhed kan opstå.

4.8

Bivirkninger

Bivirkninger rapporteret for enalapril omfatter:

Meget almindelig (>1/10), almindelig (>1/100, <1/10), ikke almindelig (>1/1.000, 1/100),

sjælden (>1/10.000, <1/1.000), meget sjælden (<1/10.000), ikke kendt (kan ikke estimeres

ud fra forhåndenværende data).

Blod og lymfesystem:

Ikke almindelig: Anæmi (inklusive aplastisk og hæmolytisk).

dk_hum_30720_spc.doc

Side 10 af 18

Sjælden: Neutropeni, fald i hæmoglobin, fald i hæmatokrit, thrombocytopeni,

agranulocytose, knoglemarvsdepression, pancytopeni, lymfadenopati, autoimmune

sygdomme.

Det endokrine system:

Ikke kendt: Syndrom med uhensigtsmæssig sekretion af antidiuretisk hormon (SIADH).

Metabolisme og ernæring:

Ikke almindelig: Hypoglykæmi (se pkt. 4.4).

Nervesystemet:

Almindelig: Hovedpine, depression.

Ikke almindelig: Konfusion, somnolens, søvnløshed, nervøsitet, paræstesier, svimmelhed.

Sjælden: Abnorme drømme, søvnforstyrrelser.

Øjne:

Meget almindelig: Sløret syn.

Hjerte samt vaskulære sygdomme:

Meget almindelig: Svimmelhed.

Almindelig: Hypotension (inklusive orthostatisk hypotension), synkope, brystsmerter,

rytmeforstyrrelser, angina pectoris, takykardi.

Ikke almindelig: Orthostatisk hypertension, palpitationer, myokardieinfarkt eller

cerebrovaskulært tilfælde*, muligvis sekundært til alvorlig hypotension hos

højrisikopatienter (se pkt. 4.4).

Sjælden: Raynauds syndrom.

Luftveje, thorax og mediastinum:

Meget almindelig: Hoste.

Almindelig: Dyspnø.

Ikke almindelig: Næseflåd, øm hals og hæshed, bronkospasme/astma.

Sjælden: Lungeinfiltrater, rhinitis, allergisk alveolitis/eosinofil pneumoni.

Mave-tarmkanalen:

Meget almindelig: Kvalme.

Almindelig: Diaré, abdominalsmerter, smagsændringer.

Ikke almindelig: Ileus, pancreatitis, opkastning, dyspepsi, konstipation, anorexi,

epigastriske gener, mundtørhed, mavesår.

Sjælden: Stomatitis/after, glossitis.

Meget sjælden: Intestinalt angioødem.

Lever og galdeveje:

Sjælden: Leversvigt, hepatitis - enten hepatocellulær eller cholestatisk, hepatitis inklusiv

nekrose, cholestase (inklusive gulsot).

Hud og subkutane væv:

Almindelig: Udslæt, overfølsomhed/angioneurotisk ødem: Der er set angioneurotisk ødem

i ansigt, ekstremiteter, læber, tunge, glottis og/eller larynx (se pkt. 4.4).

Ikke almindelig: Diaforese, pruritus, urticaria, alopeci.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 11 af 18

Sjælden: Erythema multiforme, Stevens Johnson’s syndrom, exfoliativ dermatitis, toksisk

epidermal nekrolyse, pemphigus, erythroderma.

Der er rapporteret om et symptomkompleks, som kan indeholde nogle eller alle af følgende

symptomer: Feber, serositis, vaskulitis, myalgi/myositis, arthralgi/arthritis, positiv ANA,

forhøjet blodsænkning, eosinofili og leukocytose. Udslæt, fotosensitivitet eller andre

dermatologiske manifestationer kan forekomme.

Nyrer og urinveje:

Ikke almindelig: Nedsat nyrefunktion, nyreinsufficiens, proteinuri.

Sjælden: Oliguri.

Det reproduktive system og mammae:

Ikke almindelig: Impotens.

Sjælden: Gynækomasti.

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet:

Meget almindelig: Asteni.

Almindelig: Træthed.

Ikke almindelig: Muskelkramper, rødmen, tinnitus, ubehag, feber.

Undersøgelser:

Almindelig: Hyperkaliæmi, forhøjelser i serumkreatinin.

Ikke almindelig: Forhøjelser af serumurea, hyponatriæmi.

Sjælden: Forhøjede leverenzymtal, forhøjelse af serumbilirubin.

*I kliniske undersøgelser var hyppigheden sammenlignelig med hyppigheden i

placebogruppen og de aktive kontrolgrupper.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

4.9

Overdosering

Der er begrænset data med hensyn til overdosering hos mennesker. De mest fremtrædende

symptomer rapporteret til dato er udtalt hypotension indsættende ca. 6 timer efter indtagelse

af tabletter samtidig med blokade af renin-angiotensin-systemet og stupor. Symptomer

forbundet med overdosis af ACE-hæmmere kan omfatte kredsløbsshock, elektrolyt-

forstyrrelser, nyreinsufficiens, hyperventilation, tachykardi, palpitationer, bradykardi,

svimmelhed, angst og hoste. Der er rapporteret serumenalaprilatniveauer 100 og 200 gange

højere end normalt set efter terapeutiske doser efter indtagelse af henholdsvis 300 mg og 440

mg enalapril.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 12 af 18

Anbefalet behandling af overdosering er intravenøs infusion af saltvandsopløsning. Hvis

hypotension opstår, bør patienten placeres i shockstilling. Behandling med angiotensin II

infusion og/eller intravenøse catecholaminer kan også overvejes. Hvis indtagelse er sket for

nyligt, bør der tages skridt til at eliminere enalaprilmaleat (f.eks. opkastning, udpumpning,

administration af adsorbenser og natriumsulfat). Enalaprilat kan fjernes fra det systemiske

kredsløb ved hæmodialyse (se pkt. 4.4). Behandling med pacemaker er indiceret ved

behandlingsresistent bradykardi. Livstegn, serumelektrolytter og kreatininkoncentrationer

bør løbende kontrolleres.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 AA 02. ACE-hæmmer.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Enacard (enalaprilmaleat) er maleatsaltet af enalapril, et derivat af to aminosyrer, L-alanin og

L-prolin. Angiotensinkonverterende enzym (ACE) er en peptidyldipeptidase, som

katalyserer konverteringen af angiotensin I til pressorsubstansen angiotensin II. Efter

absorption hydrolyseres enalapril til enalaprilat, som hæmmer ACE. Hæmning af ACE

resulterer i nedsat plasmaangiotensin II, som medfører øget plasmareninaktivitet (pga.

fjernelse af negativ feed back fra reninfrigørelse) og nedsat aldosteronsekretion.

ACE er identisk med kinase II. Dermed blokerer enalapril nedbrydning af bradykinin, et

potent vasodepressorpeptid. Betydningen af dette for den terapeutiske virkning er imidlertid

endnu ikke belyst.

Virkningsmekanisme

Selvom enalaprils blodtrykssænkende mekanisme menes primært at være suppression af

renin-angiotensin-aldosteronsystemet, virker enalapril også antihypertensivt hos patienter

med lavreninhypertension.

Farmakodynamisk virkning

Administration af enalapril til patienter med hypertension reducerer både liggende og

stående blodtryk uden at øge hjertefrekvensen signifikant.

Symptomatisk hypotension forekommer sjældent ved stillingsskift. Hos visse patienter kan

det tage adskillige ugers behandling at opnå optimalt blodtryk. Pludselig seponering af

enalapril er ikke forbundet med hurtig stigning i blodtrykket.

Effektiv inhibering af ACE-aktiviteten indtræder typisk 2-4 timer efter oral administration af

en enkeltdosis enalapril. Begyndende reduktion i blodtryk ses sædvanligvis efter 1 time med

maksimal reduktion 4-6 timer efter administration. Varigheden af virkningen er

dosisrelateret. Ved anbefalede doser bibeholdes den antihypertensive og hæmodynamiske

virkning i mindst 24 timer.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 13 af 18

I hæmodynamiske undersøgelser af patienter med essentiel hypertension er sænkning af

blodtrykket forbundet med reduktion i den perifere arteriemodstand og stigning i det

kardielle output samt lille eller ingen ændring i hjertefrekvens. Efter indtagelse af enalapril

sås der øgning i renal gennemblødning, og den glomerulære filtreringshastighed forblev

uændret. Der sås ingen tegn på natrium- eller væskeretention. Hos patienter med lav

filtreringshastighed før behandlingsstart blev denne typisk øget.

I korterevarende kliniske undersøgelser af diabetikere og ikke-diabetikere med nyresygdom

sås fald i albuminuri, urinudskillelse af IgG og totalprotein i urinen efter administration af

enalapril.

Ved samtidig administration med tiazid-diuretika er virkningen af enalapril som minimum

additiv. Enacard kan reducere eller forebygge udvikling af tiazidinduceret hypokaliæmi.

Hos patienter med hjerteinsufficiens i behandling med digitalis og diuretika, er Enacard

(oralt eller via injektion) forbundet med reduktion af den perifere modstand og blodtryk.

Minutvolumen blev øget, mens hjertefrekvensen faldt (sædvanligvis forhøjet hos patienter

med hjerteinsufficiens). Lungekapillærtrykket blev også reduceret. Tolerancen over for

motion og sværhedsgraden af hjerteinsufficiens, målt efter kriterier fastsat af New York

Heart Association, forbedredes. Disse virkninger blev bevaret ved kronisk behandling.

Hos patienter med mildt til moderat hjerteinsufficiens forsinkede enalapril den progressive

hjerteudvidelse/-forstørrelse og hjerteinsufficiens. Dette blev målt som reduceret volumen af

venstre ventrikel, diastolisk og systolisk volumen samt forbedret uddrivningsfraktion.

Klinisk virkning og sikkerhed

En randomiseret, dobbeltblind, placebokontrolleret multicenterundersøgelse (SOLVD

forebyggelsesundersøgelse) undersøgte en population med asymptomatisk venstre ventrikel

dysfunktion (LVEF <35 %). 4228 patienter blev randomiseret til at få enten placebo

(n=2117) eller enalapril (n=2111). I placebogruppen fik 818 patienter hjerteinsufficiens eller

døde (38,6 %) i sammenligning med 630 i enalaprilgruppen (29,8 %) (risikoreduktion: 29 %;

95 % CI; 21-36 %; p<0,001). 518 patienter i placebogruppen (24,5 %) og 434 i

enalaprilgruppen (20,6 %) døde eller blev indlagt på grund af ny eller forværret

hjerteinsufficiens (risikoreduktion 20 %; 95 % CI; 9-30 %; p<0,001).

En randomiseret, dobbeltblind, placebokontrolleret multicenterundersøgelse (SOLVD

behandlingsundersøgelse) undersøgte en population med symptomatisk kongestiv

hjerteinsufficiens grundet systolisk dysfunktion (uddrivningsfraktion <35 %). 2569 patienter,

som fik konventionel behandling for hjerteinsufficiens, blev randomiseret til at modtage

enten placebo (n=1284) eller enalapril (n=1285). Der var 510 dødsfald i placebogruppen

(39,7 %) sammenlignet med 452 i enalaprilgruppen (35,2 %) (risikoreduktion: 16 %; 95 %

CI; 5-26 %; p<0,0036). Der var 461 kardiovaskulære dødsfald i placebogruppen

sammenlignet med 399 i enalaprilgruppen (risikoreduktion: 18 %; 95 % CI; 6-28 %;

p<0,002), hovedsageligt grundet fald i dødsfald på grund af progressiv hjerteinsufficiens

(251 i placebogruppen sammenlignet med 209 i enalaprilgruppen, risikoreduktion: 22 %;

95 % CI; 6-35 %). Færre patienter døde eller blev indlagt for forværret hjerteinsufficiens

(736 i placebogruppen og 613 i enalaprilgruppen, risikoreduktion; 26 %; 95 % CI; 18-34 %;

p<0,001). Generelt i SOLVD undersøgelsen hos patienter med venstre ventrikel dysfunktion

reducerede enalapril risikoen for myokardieinfarkt med 23 % (95 % CI; 11-34 %; p<0,001)

dk_hum_30720_spc.doc

Side 14 af 18

og reducerede risikoen for indlæggelse på grund af ustabil angina pectoris med 2 % (95 %

CI; 9-29 %; p<0.001).

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Pædiatrisk population

Der er begrænsede erfaringer med anvendelse til hypertensive pædiatriske patienter >6 år. I

en klinisk undersøgelse med 110 hypertensive pædiatriske patienter i alderen 6-16 år med en

legemsvægt >20 kg og en glomerulær filtreringshastighed > 30 ml/min/1,73 m² fik patienter,

som vejede <50 kg enten 0,625 mg, 2,5 mg eller 20 mg enalapril dagligt, og patienter, som

vejede >50 kg fik enten 1,25 mg, 5 mg eller 40 mg enalapril dagligt. Enalapriladministration

én gang dagligt nedsatte dosisafhængigt trough-blodtryk. Den dosisafhængige

antihypertensive virkning af enalapril var konstant i alle undergrupper (alder, Tanner-niveau,

køn, race). De laveste undersøgte doser, 0,625 mg og 1,25 mg svarende til gennemsnitligt

0,02 mg/kg én gang daglig, syntes ikke at give konstant antihypertensiv virkning. Den

maksimale undersøgte dosis var 0,58 mg/kg (op til 40 mg) én gang daglig.

Bivirkningsprofilen for pædiatriske patienter er ikke forskellig fra den, som ses hos voksne

patienter.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Oralt doseret enalapril absorberes hurtigt, og maksimale serumkoncentrationer af enalapril

forekommer i løbet af 1 time. Baseret på fund i urin er mængden af absorberet enalapril ca.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 15 af 18

60 %. Absorptionen af oral enalapril påvirkes ikke af tilstedeværelsen af føde i mave-

tarmkanalen.

Efter absorption hydrolyseres oralt indgivet enalapril hurtigt og i stort omfang til

enalaprilat, en potent ACE-hæmmer. Maksimale serumkoncentrationer af enalaprilat opnås

ca. 4 timer efter oral dosis af enalapril. Den effektive halveringstid for akkumuleret

enalaprilat efter gentagne orale doser enalapril er 11 timer. Hos personer med normal

nyrefunktion opnås steady-state serumkoncentrationer af enalaprilat efter 4 dages

behandling.

Fordeling

Ved de koncentrationer, som er terapeutisk relevante, overstiger bindingen af enalaprilat til

humane plasmaproteiner ikke 60 %.

Biotransformation

Ud over omdannelse til enalaprilat er der ingen tegn på signifikant metabolisme af enalapril.

Elimination

Udskillelse af enalaprilat er primært renal. De primære komponenter i urinen er enalaprilat,

dette gælder ca. 40 % af dosis og intakt enalapril (ca. 20 %).

Særlige populationer:

Nyreinsufficiens:

Eksponering for enalapril og enalaprilat øges for patienter med nyreinsufficiens. Hos

patienter med mild til moderat nyreinsufficiens (kreatininclearance 40-60 ml/min) var

steady-state AUC for enalaprilat ca. to gange større end hos patienter med normal

nyrefunktion efter administration af 5 mg én gang dagligt. Hos patienter med alvorlig

nyreinsufficiens (kreatininclearance <30 ml/min) blev AUC ca. 8 gange større. Med denne

grad af nyreinsufficiens og efter flere doser af enalaprilmaleat forlænges den effektive

halveringstid, og tiden til steady-state forsinkes (se pkt. 4.2). Enalapril kan fjernes fra det

systemiske kredsløb ved hæmodialyse. Dialyseclearance er 62 ml/min).

Pædiatrisk population:

En flerdosis farmakokinetisk undersøgelse blev udført blandt 40 hypertensive mandlige og

kvindelige pædiatriske patienter i alderen 2 måneder til <16 år efter daglig oral

administration af 0,07-0,14 mg/kg enalaprilmaleat. Der var ingen væsentlige forskelle i

farmakokinetik for enalapril hos børn sammenlignet med data for voksne. Data indikerer en

øgning af AUC (normaliseret til dosis pr. legemsvægt) ved stigende alder; en øgning af AUC

ses imidlertid ikke, når data normaliseres pr. legemsoverfladeareal. Ved steady-state var den

gennemsnitlige effektive halveringstid for akkumuleret enalaprilat 14 timer.

Amning:

Efter en enkelt oral dosis på 20 mg hos fem kvinder efter fødslen, var det gennemsnitlige

maksimale niveau af enalapril i blodet 1,7 µg/l (interval 0,54 til 5,9 µg/l) 4 til 6 timer efter

dosen. Det gennemsnitlige maksimale niveau af enalaprilat var 1,7 µg/l (interval 1,2 til

2,3 µg/l); toppene forekom på forskellige tidspunkter i tidsrummet på 24 timer. Ved

anvendelse af dataene for maksimalt niveau i mælken ville den estimerede maksimale

indtagelse hos et barn, der udelukkende blev ammet, være ca. 0,16 % af den maternelle

vægtjusterede dosis. En kvinde, som har taget oral enalapril 10 mg dagligt i 11 måneder

dk_hum_30720_spc.doc

Side 16 af 18

havde maksimale enalaprilniveauer i mælken på 2 µg/l 4 timer efter en dosis og maksimale

enalaprilatniveauer på 0,75 µg/l ca. 9 timer efter dosen. Den samlede mængde enalapril og

enalaprilat målt i mælken i tidsrummet på 24 timer var henholdsvis 1,44 µg/l og 0,63 µg/l

mælk. Enalaprilatniveauerne i mælken kunne ikke måles (<0,2 µg/l) 4 timer efter en enkelt

dosis enalapril 5 mg hos én moder og 10 mg hos to mødre; enalaprilniveauerne blev ikke

bestemt.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data viser ikke nogen særlig risiko for mennesker baseret på konventionelle

undersøgelser af sikkerhedsfarmakologi, gentagen dosistoksicitet, genotoksicitet og

carcinogent potentiale. Reproduktive toksicitetsundersøgelser viser, at enalapril ikke har

virkning på fertilitet og reproduktion hos rotter og ikke er teratogent. I en undersøgelse, hvor

hunrotter fik doser før parring og drægtighed, var der en øget dødelighed blandt ungerne i

dieperioden. Det er vist, at det aktive stof passerer placenta og udskilles i mælk. ACE-

hæmmere som klasse er vist at være føtotoksisk (giver skader og/eller er dødelige for

fosteret), når de indgives i andet eller tredje trimester.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Silica, kolloid vandfri

Magnesiumstearat

Natriumhydroxid

Polyvidon

Talcum

Crospovidon

Mikrokrystallinsk cellulose

Lactosemonohydrat

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Må ikke opbevares over 30

C. Opbevares i originalemballage.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blisterpakninger (Alu/OPA-Alu-PVC) med 10 (kun for styrken 5 mg), 14 (kun for styrken

20 mg) 28, 30, 50, 60 (kun for styrken 5 mg), 100 eller 500 (kun for styrke 5 mg og 20 mg)

tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser vil nødvendigvis blive markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige krav.

dk_hum_30720_spc.doc

Side 17 af 18

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Teva B.V.

Swensweg 5

2031 GA Haarlem

Holland

Repræsentant

Teva Denmark A/S

Vandtårnsvej 83a

2860 Søborg

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

2,5 mg:

30720

5 mg:

30721

10 mg:

30722

20 mg:

30723

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

12. april 1999

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

13. august 2019

dk_hum_30720_spc.doc

Side 18 af 18