Doxorubicin "Actavis" 2 mg/ml koncentrat til infusionsvæske, opløsning

Danmark - dansk - Lægemiddelstyrelsen (Danish Medicines Agency)

Køb det nu

Produktets egenskaber Produktets egenskaber (SPC)

12-10-2020

Aktiv bestanddel:
DOXORUBICINHYDROCHLORID
Tilgængelig fra:
Actavis Group PTC ehf.
ATC-kode:
L01DB01
INN (International Name):
doxorubicin hydrochloride
Dosering:
2 mg/ml
Lægemiddelform:
koncentrat til infusionsvæske, opløsning
Autorisationsnummer:
48228
Autorisation dato:
2011-12-20

Læs hele dokumentet

7. oktober 2020

PRODUKTRESUMÉ

for

Doxorubicin ”Actavis”, koncentrat til infusionsvæske, opløsning

1.

D.SP.NR.

25747

2.

LÆGEMIDLETS NAVN

Doxorubicin ”Actavis”

3.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 ml indeholder 2 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hver 5 ml hætteglas indeholder 10 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hver 10 ml hætteglas indeholder 20 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hver 25 ml hætteglas indeholder 50 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hver 50 ml hætteglas indeholder 100 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hver 75 ml hætteglas indeholder 150 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hver 100 ml hætteglas indeholder 200 mg doxorubicinhydrochlorid.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på:

Hver ml koncentrat indeholder 3,54 mg natrium (0,154 mmol/l).

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

4.

LÆGEMIDDELFORM

Koncentrat til infusionsvæske, opløsning.

Klar, rød opløsning med pH 3 (2,8-3,2) og osmolaritet 286 mOsm/kg.

5.

KLINISKE OPLYSNINGER

5.1

Terapeutiske indikationer

Doxorubicin "Actavis" er indiceret til behandling af

småcellet lungecancer (SCLC)

brystcancer

recividerende ovariekarcinom

intravesikal profylakse af recidiverende superficielt urinblærekarcinom efter transuretal

resektion (TUR).

dk_hum_48228_spc.doc

Side 1 af 19

systemisk behandling af lokal fremskredet eller metasterende blærekarcinom

neoadjuverende og adjuverende behandling af osteosarkom

fremskredet sarkom i bløddele hos voksne

Ewings sarkom

Hodgkin's lymfom

stærkt malignt Non-Hodgkin's lymfom

induktions- og fastholdelsesbehandling af akut lymfatisk leukæmi

akut myeloblastisk leukæmi

fremskredne multiple myelomer

fremskredet eller recidiverende endometrie karcinom

Wilms’ tumor (i 2. stadie af stærkt maligne typer, i alle fremskredne stadier [III – IV])

fremskreden papillær/folliculær cancer i skjoldbruskkirtlen

anaplastisk cancer i skjoldbruskkirtlen

fremskredet neuroblastom

Doxorubicin anvendes ofte i kombinationskemoterapi med andre cytostatiske midler.

5.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Doxorubicin "Actavis" bør kun administreres under overvågning af en kvalificeret læge

med udbredt erfaring i cytostatisk behandling. Ydermere skal patienter overvåges nøje og

hyppigt under behandlingen (se pkt. 4.4).

På grund af risikoen for dødelig kardiomyopati skal risici og fordele for den enkelte patient

afvejes før hver anvendelse.

Doxorubicin er kun til intravenøs og intravesikal administration.

Intravenøs administration

Doxorubicin kan administreres intravenøst som bolus over minutter eller som en kort

infusion på op til en time eller som en kontinuerlig infusion i op til 24 timer (se også pkt.

6.3).

Ved monoterapi kan dosis også deles op og administreres over 2-3 på hinanden følgende

dage.

Opløsningen gives via en slange til en fritløbende intravenøs infusion af 9 mg/ml (0,9 %)

natriumchlorid til injektion eller 50 mg/ml (5 %) glucoseopløsning til injektion indenfor 2-

15 minutter.

Denne fremgangsmåde minimerer risikoen for tromboflebitis eller perivenøs

ekstravasation, der kan medføre alvorlig lokal cellulitis, blæredannelse og vævsnekrose.

Det frarådes at give injektionen direkte i en vene på grund af risikoen for ekstravasation,

som kan forekomme, selv hvis der er tilbageløb af en passende mængde blod ved

aspiration (se pkt. 6.6).

Doseringen af doxorubicin afhænger af patientens dosisregime, generelle tilstand og

forudgående behandling. Doseringsplanen for administration af doxorubicin kan variere i

forhold til indikation (faste tumorer eller akut leukæmi) og i forhold til anvendelsen i det

enkelte behandlingsregime (som enkeltstof eller i kombination med andre cytostatika eller

som en del af tværfaglige procedurer, som omfatter en kombination af kemoterapi, kirurgi,

strålebehandling og hormonbehandling).

dk_hum_48228_spc.doc

Side 2 af 19

Monoterapi: Dosis udregnes normalt på basis af legemsoverflade (mg/m

). Herved

anbefales en dosis af doxorubicin på 60-75 mg/m

legemsoverflade hver 3. uge, når

doxorubicin er det eneste stof, der anvendes.

Kombinationsbehandling: Når doxorubicin indgives i kombination med andre cytostatika

med overlappende toksicitet, såsom højdosis cyclophosphamid i.v. eller relaterede stoffer

af anthracyklin typen som daunorubicin, idarubicin og/eller epirubicin, bør dosis nedsættes

til 30-60 mg/m² hver 3-4 uge.

Hos patienter, der ikke kan få den fulde dosis (f.eks. i tilfælde af immunsuppression eller

høj alder), er en alternativ dosis 15-20 mg/m² legemsoverflade pr. uge.

For at undgå kardiomyopati anbefales det, at doxorubicins kumulative livstidsdosis

(herunder også relaterede midler som daunorubicin) ikke overstiger 450-550mg/m

legemsoverflade. Hvis det drejer sig om patienter med samtidig hjertesygdom, som får

mediastinal bestråling og/eller bestråling af hjertet, som forudgående er behandlet med

alkylerende midler eller som samtidig behandles med potentielt kardiotoksiske midler, og

patienter med høj risiko (med arteriel hypertension i >5 år, med koronær sygdom,

hjerteklapsygdom eller myokardiehjertesygdom, alder over 70 år), må den maksimale

totale dosis på 400 mg/m

legemsoverflade ikke overskrides, og patientens hjertefunktion

bør overvåges (se pkt. 4.4)

Leverinsufficiens

Hos patienter med nedsat leverfunktion bør dosis nedsættes som anvist i nedenstående

tabel:

Serumbilirubin

Anbefalet dosis

20-50 mikromol/L

½ normal dosis

> 50 mikromol/L

¼ normal dosis

Doxorubicin kontraindiceres hos patienter med alvorlige leversygdomme (>85

mikromol/L) (se pkt. 4.3).

Nyreinsufficiens

Hos patienter med nyreinsufficiens med GFR under 10 ml/min, skal 75 % af den

beregnede dosis indgives.

Børn

I betragtning af den betydelige risiko for doxorubicin-induceret kardiotoksicitet i

barndommen, bør bestemte maksimale kumulative doser afhængig af patienternes alder

anvendes. Hos børn (under 12 år) anses den maksimale kumulative dosis normalt som

værende 300 mg/m

, mens den maksimale kumulative dosis hos unge (over 12 år) er 450

mg/m

. Den maksimale kumulative dosis til spædbørn er fortsat ikke fastlagt, men endnu

lavere tolerabilitet formodes.

Dosis bør nedsættes hos børn, da de har forøget risiko for kardiotoksicitet, særligt

forsinket. Myelotoksicitet bør forventes med nadir 10 til 14 dage efter behandlingsstart.

Overvægtige patienter

Det kan være nødvendigt at reducere startdosis eller forlænge dosisintervallerne hos

overvægtige patienter (se pkt. 4.4).

dk_hum_48228_spc.doc

Side 3 af 19

Intravesikal indgift:

Doxorubicin kan indgives som intravesikal instillering som behandling af superficiel

blærecancer og for at forhindre recidivering efter transuretal resektion (TUR). Den

anbefalede dosis for intravesikal behandling af superficiel blærecancer er 30-50 mg i 25-50

ml fysiologisk saltvand pr. instillation. Den optimale koncentration er ca.1 mg/ml.

Opløsningen bør holdes i blæren i 1-2 timer. I det tidsrum bør patienten vendes 90

hvert

15. minut. For at undgå uønsket fortynding med urin bør patienten instrueres om ikke at

drikke noget i en periode på 12 timer før instillering (dette bør nedsætte urinproduktionen

til ca. 50 ml/t). Instillering kan gentages med intervaller fra 1 uge til 1 måned, afhængig af

om behandlingen er terapeutisk eller profylaktisk.

Bemærk:

Doseringen af S-liposomal doxorubicin og (konventionel) doxorubicin, som er i

Doxorubicin "Actavis", er forskellig. De to formuleringer kan ikke ombyttes.

5.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført

i pkt. 6.1.

Overfølsomhed over for antracykliner eller antracendioner.

Kontraindikationer mod intravenøs indgivelse

vedvarende myelosuppression eller alvorlig stomatitis, som er opstået under

forudgående cytotoksisk behandling og/eller bestråling

generel infektion

alvorligt nedsat leverfunktion

alvorlig arytmi, hjerteinsufficiens, forudgående hjerteinfarkt, akut inflammatorisk

hjertesygdom

forudgående behandling med antracykliner ved maksimal kumulativ dosis

øget tendens til hæmoragi

amning

Kontraindikationer mod intravesikal indgivelse

invasive tumorer, der er trængt ind i blæren (efter T1)

urinvejsinfektioner

inflammation i blæren

problemer med kateteranlæggelse, f.eks. uretral stenose

hæmaturi

amning

5.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Doxorubicin bør kun indgives under overvågning af en læge, som har erfaring med brugen

af kemoterapeutiske stoffer mod cancer.

Patienter bør komme sig helt efter akut toksicitet fra forudgående cytotoksisk behandling

(som f.eks. stomatitis, neutropeni, trombocytopeni og generelle infektioner), før de starter

på behandling med doxorubicin.

Før eller under behandling med Doxorubicin "Actavis" anbefales det at gennemføre et

overvågningsprogram med følgende undersøgelser (hvor ofte disse undersøgelser skal

udføres, afhænger af den generelle tilstand, dosis og samtidig indgivelse af andre

lægemidler):

dk_hum_48228_spc.doc

Side 4 af 19

-

røntgenundersøgelse af lunger og bryst samt EKG

-

regelmæssig overvågning af hjertefunktionen (LVEF vha. f.eks. EKG,

ultralydsscanning og isotopkardiografi)

-

daglig undersøgelse af mundhule og svælg for at konstatere ændringer i slimhinden

-

Blodprøver: hæmatokrit, blodplader, differentialtælling af hvide blodlegemer, SGPT,

SGOT, LDH, bilirubin, urinsyre.

Behandlingskontrol

Før behandlingsstart anbefales det at måle leverfunktionen ved hjælp af konventionelle

testmetoder som AST, ALT, ALP og bilirubin og også nyrefunktionen.

Kontrol af LVEF

LVEF-analyser ved hjælp af ultralyd eller hjerteskintigrafi bør udføres for at optimere

patientens hjertetilstand. Disse undersøgelser bør udføres før behandlingsstart og efter hver

akkumuleret dosis på ca. 100 mg/m².

Hjertefunktion

Kardiotoksicitet er en risiko ved antracyklinbehandling, der kan vise sig som tidlige (dvs.

akutte) eller forsinkede hændelser.

Tidlige (dvs. akutte) hændelser: Tidlig kardiotoksicitet forårsaget af doxorubicin består

hovedsaglig af sinustakykardi og/eller EKG-ændringer som f.eks. ikke-specifik ST-T-

ændringer. Der er også rapporteret tilfælde af takyarytmi, herunder præmatur ventrikulær

kontraktion og ventrikulær takykardi, bradykardi og atrioventrikulær blok og grenblok.

Disse symptomer tyder normalt på akut forbigående toksicitet. Udfladning og udvidelse af

QRS-komplekset ud over de normale grænser kan tyde på kardiomyopati induceret af

doxorubicinhydrochlorid. Som udgangspunkt vil et fald på 10 % i den absolutte værdi eller

et fald til under 50 % af grænseværdien hos patienter med normal LVEF værdi (= 50 %),

indicere hjertedysfunktion, og i sådanne tilfælde bør behandling med

doxorubicinhydrochlorid nøje overvejes.

Forsinkede hændelser: Forsinket kardiotoksicitet udvikles normalt på et sent tidspunkt af

behandlingen med doxorubicin eller inden for 2 til 3 måneder efter behandlingens

afslutning, men senere hændelser, flere måneder eller år efter behandlingens afslutning, er

også rapporteret. Forsinket kardiomyopati viser sig ved nedsat venstre ventrikel

uddrivningsfraktion (LVEF) og/eller tegn og symptomer på kongestiv hjerteinsufficiens

(CHF) som f.eks. dyspnø, lungeødem, deklivt ødem, kardiomegali og hepatomegali,

oliguri, ascites, pleuraekssudat og galoprytme. Subakutte virkninger som

pericardit/myocardit er også blevet rapporteret. Livstruende CHF er den mest alvorlige

antracyklin-inducerede kardiomyopati og er et udtryk for lægemidlets kumulative

dosisbegrænsende toksicitet.

Hjertefunktionen skal vurderes, før patienten bliver behandlet med doxorubicin og skal

overvåges nøje under hele behandlingen for at begrænse risikoen for at få alvorlig

hjerteinsufficiens. Risikoen kan reduceres ved hjælp af regelmæssig overvågning af LVEF

under behandlingsforløbet med omgående seponering af doxorubicin ved første tegn på

nedsat funktion. Den bedste kvantificerende metode til gentagen vurdering af

hjertefunktionen (evaluering af LVEF) er angiokardioscintigrafi (MUGA) eller

ekkokardiografi (EKKO). Det anbefales at udføre en hjerteevaluering med EKG og enten

MUGA eller EKKO ved baseline hos især patienter med risikofaktorer for øget

kardiotoksicitet. Gentagen MUGA- eller EKKO-fastsættelse af LVEF bør især udføres,

dk_hum_48228_spc.doc

Side 5 af 19

hvor der gives høje kumulative antracyklindoser. Den anvendte evalueringsteknik bør

fastholdes ved opfølgning.

Sandsynligheden for udvikling af CHF, anslået til 1-2 % ved en kumulativ dosis på

300 mg/m

, øges langsomt op til den totale kumulative dosis på 450-550 mg/m

. Risikoen

for at udvikle CHF stiger derefter voldsomt, og det anbefales ikke at overskride en

maksimal kumulativ dosis på 550 mg/m

. Hvis en patient udviser andre risikofaktorer for

kardiotoksicitet (kardiovaskulær sygdom i anamnesen, tidligere behandling med andre

antracykliner eller antracenedioner, tidligere eller samtidig mediastinal/perikardial

strålebehandling eller samtidig anvendelse af lægemidler med hæmmende virkning på

hjertekontraktiliteten, herunder cyclofosfamid og 5-fluoruracil), kan kardiotoksicitet fra

doxorubicin opstå ved lavere kumulative doser, og hjertefunktionen skal derfor nøje

overvåges.

Det er sandsynligt, at doxorubicins og andre antracykliners eller antracenedioners toksicitet

er additiv.

Leverfunktion

Doxorubicin elimineres primært via lever- og galdesystemet. Total serumbilirubin bør

vurderes før og under behandlingen med doxorubicin. Patienter med forhøjede bilirubintal

kan opleve, at lægemidlet har langsommere clearance med deraf følgende øget generel

toksicitet. Der anbefales nedsat dosis hos sådanne patienter (se pkt. 4.2). Patienter med

alvorlig leverinsufficiens bør ikke behandles med doxorubicin (se pkt. 4.3).

Lidelser i mave-tarm-kanalen

Antiemetisk profylakse anbefales.

Bemærk: Doxorubicin bør ikke anvendes ved tilstedeværelse af inflammation, ulceration

eller diarré

Hæmatologisk toksicitet

Doxorubicin kan medføre myelosuppression (se pkt. 4.8). Hvis alvorlig myelosuppression

er til stede, bør doxorubicin ikke anvendes, det vil da være nødvendigt med en

dosisreduktion eller senere administration. Der skal udvises omhyggelighed så det sikres at

en alvorlig infektion og/eller tilfælde af hæmoragi kan behandles hurtigt og effektivt.

Allerede forekommende infektioner bør behandles før behandling med doxorubicin

indledes.

Den hæmatologiske profil bør undersøges før og under hvert behandlingsforløb med

doxorubicin, herunder differentialtælling af hvide blodlegemer.

Dosisafhængig, reversibel leucopeni og/eller granulocytopeni (neutropeni) er de mest

almindelige tegn på doxorubicins hæmatologiske toksicitet og er den mest almindelige

akutte dosisbegrænsende toksicitet ved dette lægemiddel. Leucopeni og neutropeni når

normalt nadir mellem dag 10 og dag 14 efter indgivelse af lægemidlet; antallet af hvide

blodlegemer/neutrofiler vender i de fleste tilfælde tilbage til normale værdier på dag 21.

Dosisreduktion eller øget dosisinterval bør overvejes, hvis blodværdierne ikke vender

tilbage til normalt niveau. Trombocytopeni og anæmi kan også opstå. Kliniske symptomer

på alvorlig myelosuppression omfatter feber, infektioner, sepsis/septikæmi, septisk shock,

hæmoragi, vævshypoksi eller dødsfald.

Sekundær leukæmi

Sekundær leukæmi med eller uden en preleukæmisk fase er rapporteret hos patienter, der

behandles med antracykliner. Sekundær leukæmi er mere almindelig, når sådanne

dk_hum_48228_spc.doc

Side 6 af 19

lægemidler indgives samtidigt med DNA-ødelæggende antineoplastiske lægemidler, når

patienter i vid ustrækning forud er blevet behandlet med cytotoksiske lægemidler, eller når

antracyklindosis er blevet øget. Denne form for leukæmi kan have en latensperiode på 1-3

år.

Tumorlysesyndrom

Doxorubicin kan inducere hyperurikæmi pga. den omfattende purin-katabolisme som følge

af kraftigt henfald af neoplastiske celler (tumorlysesyndrom) (se pkt. 4.8). Indholdet af

urinsyre i blodet, kalium, calcium-phosphat og creatinin bør bestemmes efter

initialbehandling. Eventuelle komplikationer af tumorlysesyndrom kan minimeres ved

væsketilførsel, alkalisering af urin og profylaktisk behandling med allopurinol for at

forebygge hyperurikæmi.

Karcinogenese, mutagenese og fertilitetsnedsættelse

Doxorubicin viste sig at være genotoksisk og mutagenisk i undersøgelser in vitro og in vivo

og kan forårsage infertilitet (se pkt. 4.6 og 5.3).

Intravesikal indgivelse

Intravesikal indgivelse af doxorubicin kan give symptomer på kemisk blærebetændelse

(dvs. dysuri, miktionsfrekvens, nyktori, stranguri, hæmaturi, nekrose af blærevæggen).

Øget opmærksomhed er nødvendig, hvis der opstår kateterproblemer (dvs.

urinrørsobstruktion som følge af intravesikal tumor).

Intravesikal indgivelse kontraindiceres ved tumorer, der er trængt ind i blæren (efter T1).

Den intravesikale indgivelsesvej bør ikke forsøges anvendt hos patienter med invasive

tumorer, der er trængt igennem blærevæggen, ved urinvejsinfektioner eller

betændelsestilstande i blæren.

Strålebehandling

Øget forsigtighed er påkrævet hos patienter, der før har fået strålebehandling, får

strålebehandling samtidig eller skal have strålebehandling. Sådanne patienter har stor

risiko for at få lokale reaktioner på bestrålingsstedet (strålereaktion), hvis Doxorubicin

”Actavis” anvendes. Der er i sådanne tilfælde rapporteret alvorlige tilfælde, i visse tilfælde

med dødelig udgang, af levertoksicitet (leverskade). Forudgående bestråling af

mediastinum øger doxorubicins kardiotoksitet. I sådanne tilfælde er det specielt vigtigt, at

den kumulative dosis på 400 mg/m² ikke overstiges.

Anticancerbehandling

Doxorubicin kan forstærke andre anticancerbehandlingers toksicitet. Der er rapporteret

forstærket cyclofosfamid-induceret hæmoragisk blærebetændelse og øget hepatotoksicitet

for 6-mercaptopurin.

Som ved andre cytotoksiske midler er der rapporteret tromboflebitis og tromboemboliske

hændelser, herunder lungeemboli (i visse tilfælde med dødelig udgang) i forbindelse med

doxorubicin (se pkt. 4.8).

Vacciner

Dette lægemiddel anbefales generelt ikke sammen med vacciner (se pkt. 4.5). Kontakt med

patienter, der for nylig er vaccineret mod polio, bør undgås i løbet af behandlingen med

doxorubicin.

dk_hum_48228_spc.doc

Side 7 af 19

Andet

Doxorubicins systemiske clearance er nedsat hos overvægtige patienter (dvs. >130 % ideel

kropsvægt) (se pkt. 4.2).

Patienten bør informeres om, at urinen kan farves rødlig, specielt i den første prøve efter

indgivelse, men at det er ufarligt.

En stikkende eller brændende fornemmelse ved indgivelsesstedet kan være tegn på en

smule ekstravasation. Hvis der er mistanke om ekstravation, eller ekstravation opstår, bør

injektionen stoppes og startes i en anden blodåre. Ubehaget kan mindskes ved 24-timers

afkøling af området. Patienten skal nøje overvåges i flere uger. Operation kan blive

nødvendig (se pkt. 4.8).

Hjælpestoffer

Natrium

Dette lægemiddel indeholder 18 mg natrium pr. 5 ml hætteglas svarende til 0,9 % af den af

WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for voksne.

Dette lægemiddel indeholder 35 mg natrium pr. 10 ml hætteglas svarende til 1,8 % af den

af WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for voksne.

Dette lægemiddel indeholder 88,5 mg natrium pr. 25 ml hætteglas svarende til 4,4 % af den

af WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for voksne.

Dette lægemiddel indeholder 177 mg natrium pr. 50 ml hætteglas svarende til 8,9 % af den

af WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for voksne.

Dette lægemiddel indeholder 266 mg natrium pr. 75 ml hætteglas svarende til 13,3 % af

den af WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for voksne.

Dette lægemiddel indeholder 354 mg natrium pr. 100 ml hætteglas svarende til 17,7 % af

den af WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for voksne.

5.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Doxorubicins kardiotoksicitet øges af forudgående eller samtidig anvendelse af andre

antracykliner eller andre potentielt kardiotoksiske lægemidler (f.eks. 5-fluorouracil,

cyclofosfamid eller paclitaxel) eller lægemidler, der påvirker hjertefunktionen (f.eks.

kalciumantagonister). Når doxorubicin anvendes samtidig med ovennævnte midler, skal

hjertefunktionen nøje overvåges.

Anvendelse af trastuzumab sammen med antracykliner (som doxorubicin) forbindes med

høj kardiotoksisk risiko. Trastuzumab og antracykliner bør ikke i dag anvendes samtidig,

undtagen i velkontrollerede kliniske forsøg, hvor hjertefunktionen overvåges. Hvis

antracykliner anvendes, når behandling med trastuzumab er afsluttet, kan der være en

forøget risiko for kardiotoksicitet. Hvis det er muligt, bør der være et tilstrækkeligt stort

interval (op til 22 uger) mellem afslutningen af behandling med trastuzumab og starten på

behandling med antracykliner. Det er meget vigtigt nøje at overvåge hjertefunktionen.

(Tidligere) behandling med lægemidler, som påvirker knoglemarvsfunktionen (f.eks.

cytostatika, sulfoamider, chloramphenicol, phenytoin, amidopyrin-derivater, antiretrovirale

lægemidler) kan forårsage alvorlige hæmopoietiske forstyrrelser. Doseringen af

doxorubicin skal om nødvendigt ændres. Den toksiske virkning ved behandling med

doxorubicin kan øges ved samtidig behandling med andre cytostatika (f.eks. cytarabin,

cisplatin, cyclophosphamid).

dk_hum_48228_spc.doc

Side 8 af 19

Doxorubicins hepatotoksicitet kan øges af andre hepatotoksiske behandlingsmodaliteter

(f.eks. 6-mercaptopurin).

Doxorubicin metaboliseres via cytochrom P450 (CYP450) og er et substrat for Pgp-

transporteren. Samtidig indgift af hæmmere af CYP450 og/eller Pgp kan resultere i

forhøjet plasmakoncentration af doxorubicin og derved øge toksiciteten. Omvendt kan

samtidig indgift af CYP450-induktorer som rifampicin og barbiturater nedbringe

plasmakoncentration af doxorubicin og nedsætte virkningen.

Ciclosporin, som er en hæmmer af CYP3A4 og Pgp, øger AUC for doxorubicin og

doxorubicinol med henholdsvis 55 % og 350 %. En nedjustering af dosis med 40 %

doxorubicin anbefales for denne kombination. Det har også vist sig, at cimetidin nedsætter

plasmaclearance og øger AUC for doxorubicin.

Paclitaxel indgivet kort tid før doxorubicin kan nedbringe clearance og øge plasma-

koncentrationen af doxorubicin. Nogle data tyder på, at denne interaktion er mindre udtalt,

når doxorubicin indgives før paclitaxel.

Absorptionen af antiepileptiske lægemidler (f.eks. carbamazepin, phenytoin, valproat) er

nedsat efter samtidig anvendelse af doxorubicin.

Øget koncentration af serumdoxorubicin blev rapporteret efter samtidig indgivelse af

doxorubicin og ritonavir.

Doxorubicinbehandlingens toksiske effekt kan øges af en kombination af andre cytostatika

(f.eks. cytarabin, cisplatin, cyclofosfamid). Nekrose i tyktarmen med massive blødninger

og alvorlige infektioner er set i forbindelse med kombinationsbehandling med cytarabin.

Clozapin kan øge risikoen for og alvoren af doxorubicins hæmatologiske toksicitet.

Udpræget nefrotoksicitet, der skyldes amfotericin B, kan forekomme under behandling

med doxorubicin.

Doxorubicin metaboliseres hurtigt og elimineres primært af lever- og galdesystemet, og

samtidig indgivelse af kendte hepatotoksiske kemoterapistoffer (f.eks. mercaptopurin,

methotrexat, streptozocin) kan derfor muligvis øge doxorubicins toksicitet som et resultat

af reduceret hepatiske clearance af lægemidlet. Doxorubicindosis skal justeres, hvis

samtidig behandling med et hepatotoksisk lægemiddel er påkrævet.

Doxorubicin er et potent, strålefølsomt lægemiddel (radiosensitizer), og recallfænomener,

der induceres af midlet, kan være livsfarlige. Forudgående, samtidig eller efterfølgende

strålebehandling kan øge doxorubicins kardiotoksicitet eller hepatotoksicitet. Det samme

gør sig gældende for samtidig behandling med kardiotoksiske eller hepatotoksiske

lægemidler.

Doxorubicin kan forværre hæmoragisk cystitis, der skyldes forudgående

cyclofosfamidbehandling.

Behandling med doxorubicin kan medføre et øget niveau af serumurinsyre, så

dosisjustering af urinsyresænkende lægemidler kan være nødvendig.

dk_hum_48228_spc.doc

Side 9 af 19

Doxorubicin kan nedsætte digoxins orale biotilgængelighed.

Under behandling med doxorubicin bør patienter ikke blive vaccineret og i øvrigt undgå

kontakt til personer, der for nylig er blevet vaccineret mod polio.

Doxorubicin bindes til heparin og 5-fluorouracil. Udfældning og tab af virkningen af begge

stoffer er derfor mulig. Se pkt. 6.2 for yderligere oplysninger.

5.6

Graviditet og amning

Kvinder i den fødedygtige alder

Doxorubicin har vist genotoksicitet og mutagenicitet i in vitro og in vivo forsøg (se pkt.

5.3).

Prævention hos mænd og kvinder

Mænd og kvinder med aktivt sexliv der er i behandling med doxorubicin bør anvende

effektive præventionsmetoder. Mænd og kvinder bør også anvende effektiv prævention op

til 6 måneder efter behandling.

Fertilitet

Hos kvinder kan doxorubicin medføre infertilitet i behandlingsperioden. Doxorubicin kan

medføre amenoré (se pkt. 4.8). Ovulation og menstruation starter tilsyneladende igen, når

behandlingen afsluttes, selv om præmatur menopause kan forekomme.

Doxorubicin er mutagent og kan medføre kromosomskader i humane spermatozoer.

Oligospermi eller azoospermi kan være permanent, men der er rapporteret tilfælde, hvor

antallet af sædceller er vendt tilbage til det normale niveau. Dette kan ske adskillige år

efter endt behandling.

Graviditet

Doxorubicin må ikke indgives under graviditet. Generelt bør cytostatika kun indgives

under graviditet, når det er strengt nødvendigt, og fordelene for den gravide kvinde veje

tungere end eventuelle farer for fosteret. I dyreforsøg har doxorubicin vist embryo-

føtotoksisk og teratogenisk virkning (se pkt. 5.3).

Amning

Der er rapporter om, at doxorubicin er blevet udskilt i human brystmælk. Det kan ikke

udelukkes, at det ammede barn er i risiko. Amning skal indstilles under behandling med

doxorubicin (se pkt. 4.3).

5.7

Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Eftersom lægemidlet ofte giver kvalme og opkastning, bør patienter frarådes at køre bil og

betjene maskiner.

5.8

Bivirkninger

Behandlingen med doxorubicin giver ofte bivirkninger, og nogle af dem er alvorlige nok til

at kræve tæt overvågning af patienten. Bivirkningernes hyppighed og type er afhængig af

indgivelseshastighed og dosis. Knoglemarvsdepression er en bivirkning, der akut kræver

dosisjustering, men den er oftest forbigående. Kliniske symptomer på doxorubicins

knoglemarvsdepression/hæmatologisk toksicitet omfatter feber, infektioner,

sepsis/septikæmi, septisk shock, hæmoragi, vævshypoksi og dødsfald. Kvalme, opkastning

og alopeci optræder hos stort set alle patienter.

dk_hum_48228_spc.doc

Side 10 af 19

Lignende produkter

Søg underretninger relateret til dette produkt

Se dokumenthistorik

Del denne information