Coprenessa 4+1,25 mg tabletter

Danmark - dansk - Lægemiddelstyrelsen (Danish Medicines Agency)

Køb det nu

Produktets egenskaber SPC
Aktiv bestanddel:
INDAPAMID (vandfri), Perindopril tert-butylamin
Tilgængelig fra:
Krka Sverige AB
ATC-kode:
C09BA04
INN (International Name):
INDAPAMID (anhydrous), Perindopril tert-butylamine
Dosering:
4+1,25 mg
Lægemiddelform:
tabletter
Autorisationsnummer:
41583
Autorisation dato:
2007-11-02

7. februar 2020

PRODUKTRESUMÉ

for

Coprenessa, tabletter 4+1,25 mg

0.

D.SP.NR.

25294

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Coprenessa

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver tablet indeholder 4 mg perindopril tert-butylamin svarende til 3,34 mg perindopril

samt 1,25 mg indapamid.

Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: lactose

Hver tablet indeholder 67,48 mg lactose.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Tabletter

Aflange, hvide, let bikonvekse tabletter med skrå kanter.

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af essentiel hypertension hos patienter, hvis blodtryk ikke er sufficient

kontrolleret af perindopril alene.

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Hvor det er muligt, bør der foretages en dosistitrering med komponenterne for at

individualisere den anbefalede virksomme dosis. Coprenessa 4 mg/1,25 mg tabletten bør

bruges når blodtrykket ikke er tilstrækkeligt kontrolleret med Coprenessa 2 mg/0,0625 mg

tabletten (hvor det er muligt). Når det er klinisk hensigtsmæssigt, kan direkte skifte fra

monoterapi til Coprenessa 4 mg/1,25 mg tabletten overvejes.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 1 af 25

Den sædvanlige daglige dosis er en tablet Coprenessa 4 mg/1,25 mg, som bør indtages om

morgenen og før et måltid.

Nedsat nyrefunktion (se pkt. 4.4)

Coprenessa er kontraindiceret til patienter med svær nyreinsufficiens (kreatininclearance

< 30 ml/min).

Hos patienter med moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance 30-60 ml/min) bør den

maksimale daglige dosis ikke være højere end 2 mg. Det anbefales derfor at starte

behandling med en hensigtsmæssig lav dosis af den frie kombination.

Det er ikke nødvendigt at justere dosis, hvis kreatininclearance er over 60 ml/min.

Monitorering af patientens tilstand inkluderer hyppig bestemmelse af serumkalium og -

kreatinin (f.eks. hver anden måned).

Nedsat leverfunktion (se pkt. 4.3, 4.4 og 5.2)

Ved svær nedsat leverfunktion er behandling kontraindiceret.

Det er ikke nødvendigt at justere dosis hos patienter med moderat nedsat leverfunktion.

Pædiatrisk population

Coprenessas sikkerhed og virkning hos børn og unge under 18 år er ikke klarlagt på grund

af manglende dokumentation. Derfor frarådes det i denne aldersgruppe

Ældre

Behandling bør startes efter vurdering af blodtryksrespons og nyrefunktion.

Administration

Oral anvendelse.

4.3

Kontraindikationer

Forbundet med perindopril:

Overfølsomhed over for perindopril eller en hvilken som helst anden ACE-hæmmer.

Tidligere episoder af angioneurotisk ødem (Quinckes ødem) i forbindelse med

tidligere behandling med ACE-hæmmer.

Arvelig eller idiopatisk angioneurotisk ødem.

Andet og tredje trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6).

Samtidig brug af Coprenessa og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret

hos patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR

< 60 ml/min/1,73 m

) (se pkt. 4.5 og 5.1).

Samtidig behandling med sacubitril/valsartan. Coprenessa må ikke initieres tidligere

end 36 timer efter sidste dosis af sacubitril/valsartan (se pkt. 4.4 og 4.5).

Ekstrakorporale behandlinger, der fører til blodkontakt med negativt ladede overflader (se

pkt. 4.5).

Betydelig bilateral nyrearteriestenose eller nyrearteriestenose i en enkelt fungerende nyre

(se pkt. 4.4).

Forbundet med indapamid:

Overfølsomhed over for indapamid eller andre sulfonamider.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 2 af 25

Svær nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 30 ml/min).

Hepatisk encefalopati.

Svær nedsat leverfunktion.

Hypokaliæmi.

Generelt frarådes det at bruge dette lægemiddel i kombination med non-antiarytmika,

som fremkalder torsades de pointes (se pkt. 4.5).

Amning (se pkt. 4.6).

Forbundet med perindopril og indapamid:

Overfølsomhed over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

Grundet mangel på tilstrækkelig terapeutisk erfaring bør Coprenessa ikke bruges til:

Dialysepatienter.

Patienter med ubehandlet dekompenseret hjertesvigt.

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Særlige advarsler

Lithium:

Kombinationen med lithium og perindopril kombineret med indapamid anbefales

sædvanligvis ikke (se pkt. 4.5).

Forbundet med perindopril

Neutropeni/agranulocytose

trombocytopeni/anæmi

Der er observeret neutropeni/agranulocytose, trombocytopeni og anæmi hos patienter i

behandling med ACE-hæmmere. Neutropeni forekommer kun sjældent hos patienter med

normal nyrefunktion og uden andre komplikationer. Perindopril skal anvendes med yderste

forsigtighed hos patienter, der har kollagen vaskulær sygdom, får immunsupprimerende

behandling, behandles med allopurinol eller procainamid, eller som har en kombination af

disse komplikationer, især hvis der allerede forekommer nedsat nyrefunktion. Nogle af

disse patienter fik alvorlige infektioner, som i nogle få tilfælde ikke reagerede på intensiv

antibiotikabehandling. Hvis perindopril anvendes til denne patientgruppe, anbefales

periodisk kontrol af hvide blodlegemer, og patienterne bør vejledes om at indberette

ethvert tegn på infektion (f.eks. ondt i halsen, feber)

(se pkt. 4.5 og 4.8)

Renovaskulær hypertension

Der er øget risiko for hypotension og nyreinsufficiens, når patienter med bilateral

nyrearteriestenose eller stenose af arterien til en enkelt fungerende nyre behandles med

ACE-hæmmere (se pkt. 4.3). Behandling med diuretika kan være en medvirkende faktor.

Forringelse af nyrefunktionen kan forekomme ved selv mindre ændringer i serumkreatinin,

endda hos patienter med unilateral nyrearteriestenose.

Overfølsomhed/angioødem

Der er i sjældne tilfælde blevet rapporteret angioødem i ansigt, ekstremiteter, læber, tunge,

glottis og/eller larynx hos patienter, som behandles med ACE-hæmmere, inklusive

perindopril. Dette kan forekomme på alle tidspunkter under behandlingen. I disse tilfælde

skal behandlingen med perindopril seponeres med det samme, og passende overvågning

skal etableres for at sikre at symptomerne er fuldstændig forsvundet før patienten

udskrives. I de tilfælde hvor hævelsen var begrænset til ansigt og læber forsvandt

dk_hum_41583_spc.doc

Side 3 af 25

tilstanden normalt uden behandling, dog kan antihistaminer bruges til at lindre

symptomerne.

Angioødem kombineret med larynxødem kan være fatalt. Hvis tunge, glottis eller larynx

rammes kan det medføre obstruktion af luftvejene. I disse tilfælde skal hensigtsmæssig

behandling gives hurtigst muligt, hvilket kan inkludere en subkutan injektion af adrenalin

1:1.000 (0,3-0,5 ml) og/eller andre metoder til at sikre frie luftveje. Det er rapporteret, at

sorte patienter som tager ACE-hæmmere har en højere forekomst af angioødem i forhold

til ikke-sorte patienter.

Patienter, som tidligere har haft angioødem, som ikke var i forbindelse med administration

af en ACE-hæmmer, har en forøget risiko for at få angioødem mens de får behandling med

en ACE-hæmmer (se pkt. 4.3).

Intestinalt angioødem er blevet rapporteret i sjældne tilfælde hos patienter i behandling

med ACE-hæmmere. Disse patienter meddelte om mavesmerter (med eller uden kvalme

eller opkastning); i nogle tilfælde var der ikke forudgående angioødem i ansigtet og C-1

esterase niveauer var normale. Angioødem blev diagnosticeret ved procedurer, herunder

abdominal CT-scanning eller ultralyd eller ved kirurgi, og symptomerne forsvandt efter

seponering af ACE-hæmmeren. Intestinalt angioødem bør medtages i den differentielle

diagnosticering af patienter, som tager ACE-hæmmere, og som har mavesmerter.

Samtidig brug af ACE-hæmmere med sacubitril/valsartan er kontraindiceret grundet den

øgede risiko for angioødem. Behandling med sacubitril/valsartan må ikke initieres tidligere

end 36 timer efter sidste dosis af perindopril. Behandling med perindopril må ikke initieres

tidligere end 36 timer efter sidste dosis af sacubitril/valsartan (se pkt. 4.3 og 4.5).

Samtidig brug af ACE-hæmmere med racecadotril, mTOR-hæmmere (f.eks sirolimus,

everolimus, temsirolimus) og vildagliptin kan føre til en større risiko for angioødem (f.eks.

hævelse af luftveje eller tunge, med eller uden nedsat vejrtrækning) (se pkt. 4.5). Der skal

udvises forsigtighed ved start af behandling med racecadotril, mTOR-hæmmere (f.eks.

sirolimus, everolimus, temsirolimus) og vildagliptin hos en patient, der i forvejen

behandles med en ACE-hæmmer.

Anafylaktiske reaktioner under desensibilisering

Der har været isolerede rapporter om patienter, der oplevede livstruende anafylaktiske

reaktioner, medens de fik ACE-hæmmere under desensibiliseringsbehandling med

hymenoptera- (bier, hvepse) gift. ACE-hæmmere bør anvendes med forsigtighed hos

allergiske patienter behandlet med desensibilisering og undgås hos dem, der gennemgår

immuniseringsbehandling med gift. Disse reaktioner kan imidlertid forhindres ved

midlertidig seponering af ACE-hæmmer i mindst 24 timer før behandling hos patienter, der

har behov for både ACE-hæmmere og desensibilisering.

Anafylaktiske reaktioner under LDL-aferese

Patienter har i sjældne tilfælde oplevet vedholdende, livstruende anafylaktiske reaktioner,

medens de fik ACE-hæmmere under lav-densitets-lipoprotein (LDL)-aferese med

dextransulfat. Disse reaktioner kunne forhindres ved midlertidig seponering af ACE-

hæmmer før hver aferesebehandling.

Patienter i hæmodialyse

Der rapporteret anafylaktiske reaktioner hos patienter i dialyse med high-flux membraner

(f.eks. AN 69®), og som samtidig behandles med en ACE-hæmmer. Hos disse patienter

dk_hum_41583_spc.doc

Side 4 af 25

bør det overvejes at anvende en anden type dialysemembran eller en anden klasse af

antihypertensiva.

Primær aldosteronisme

Patienter med primær hyperaldosteronisme vil generelt ikke respondere på

antihypertensiva, som virker ved at hæmme renin-angiotensinsystemet. Derfor anbefales

det ikke at anvende dette lægemiddel.

Kaliumbesparende diuretika, kaliumsalte

Kombinationen af perindopril og kaliumbesparende diuretika, kaliumsalte anbefales

sædvanlig ikke (se pkt. 4.5).

Graviditet

ACE-hæmmerbehandling bør ikke initieres under graviditet. Medmindre det anses for

yderst vigtigt at fortsætte ACE-hæmmerbehandlingen, skal patienter, der planlægger

graviditet, skifte til alternativ antihypertensiv behandling med dokumenteret

sikkerhedsprofil for anvendelse under graviditet. Ved påvisning af graviditet bør

behandlingen med ACE-hæmmer omgående seponeres, og om nødvendigt bør alternativ

behandling indledes (se pkt. 4.3 og 4.6).

Forbundet med indapamid

Hepatisk encefalopati

Når leverfunktionen er nedsat, kan thiazid-diuretika og thiazidbeslægtede diuretika

forårsage hepatisk encefalopati. Hvis dette forekommer skal administration af diuretika

straks stoppes.

Fotosensibilitet:

Der er rapporteret tilfælde af lysfølsomhed i forbindelse med thiazider og

thiazidbeslægtede diuretika (se pkt. 4.8). Det anbefales at seponere behandlingen, hvis der

opstår lysfølsomhed i løbet af behandlingen. Hvis det skønnes nødvendigt at genoptage

behandlingen med det diuretiske middel, anbefales det at beskytte de udsatte hudområder

mod sollys eller kunstigt UVA-lys.

Forsigtighedsregler

Fælles for perindopril og indapamid

Nedsat nyrefunktion

I tilfælde af alvorlig og moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 30 ml/min) er

behandlingen kontraindiceret. Hos visse hypertensive patienter uden præeksisterende

åbenbar nyrelæsion, hos hvem blodprøver viser en funktionel nyreinsufficiens, bør

behandlingen ophøre og muligvis genoptages enten med en reduceret dosis eller med kun

det ene stof.

Hos disse patienter inkluderer den normale medicinske praksis hyppig kontrol af kalium og

kreatinin efter 2 ugers behandling og derefter hver 2. måned i en terapeutisk stabil periode.

Nyresvigt er primært rapporteret hos patienter med alvorligt hjertesvigt eller underliggende

nyresvigt, herunder nyrearteriestenose.

Lægemidlet anbefales sædvanligvis ikke ved bilateral nyrearteriestenose eller en enkelt

fungerende nyre.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 5 af 25

Hypotension og væske- og elektrolytdepletering

Der er risiko for pludselig hypotension, hvis der er præeksisterende natriumdepletering

(specielt hos personer med nyrearteriestenose). Derfor bør patienten undersøges

systematisk for kliniske tegn på væske- og elektrolytdepletering, som kan forekomme ved

tilstødende tilfælde af diarré eller opkastning. Hos sådanne patienter, bør der udføres

regelmæssig monitorering af plasmaelektrolytter. Udtalt hypotension kan kræve en

intravenøs infusion af isotonisk saltvandsopløsning. Forbigående hypotension er ikke en

kontraindikation for en fortsættelse af behandlingen. Efter reetablering af et

tilfredsstillende blodvolumen og blodtryk kan behandlingen genoptages enten med en

reduceret dosis eller med kun et af stofferne.

Kaliumniveauer

Kombinationen af perindopril og indapamid forhindrer ikke opståen af hypokaliæmi, især

hos diabetespatienter eller hos patienter med nyresvigt. Som ved ethvert andet

antihypertensivum i kombination med et diuretikum, bør der foretages regelmæssig

monitorering af plasma-kaliumniveauer.

Særlige advarsler vedrørende hjælpestofferne

Lactose

Coprenessa 4 mg/1,25 mg indeholder lactose. Bør ikke anvendes til patienter med arvelig

galactoseintolerans, total lactasemangel eller glucose/galactose malabsorption.

Natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. den er i

det væsentlige natriumfri.

Forbundet med perindopril

Hoste

Der er rapporteret tilfælde af tør hoste ved brug af ACE-hæmmere. Hosten er karakteristisk

ved sin vedvarenhed og ved at den forsvinder, når behandlingen seponeres. En iatrogen

ætiologi bør overvejes i tilfælde af dette symptom. Hvis ordination af en

angiotensinkonverterende enzymhæmmer anses for at være absolut nødvendig, kan

fortsættelse af behandlingen overvejes.

Pædiatrisk population

Virkning og tolerabilitet af perindopril hos børn og unge, alene eller i kombination, er ikke

blevet klarlagt.

Risiko for arteriel hypotension og/eller nyreinsufficiens (i tilfælde af hjerteinsufficiens,

væske- og elektrolytdepletering osv.)

Der er observeret betydelig stimulering af renin-angiotensin-aldosteronsystemet, især

under udtalt væske- og elektrolytdepletering (streng natriumrestriktion i kosten eller

langvarig diuretisk behandling) hos patienter, hvis blodtryk var lavt ved begyndelsen af

behandlingen, i tilfælde af nyrearteriestenose, kongestivt hjertesvigt eller cirrose med ødem

og ascites.

Blokering af dette system med en ACE-hæmmer kan derfor, især efter den første

administration og under de første to ugers behandling, forårsage et pludseligt blodtryksfald

dk_hum_41583_spc.doc

Side 6 af 25

og/eller en stigning i plasma-kreatininniveauet, hvilket viser en nedsat nyrefunktion.

Tilstanden kan undertiden indtræde akut, selvom det er sjældent, og tidspunktet for

indtræden er varierende. I disse tilfælde skal behandlingen indledes med en lavere dosis

efterfulgt af en gradvis stigning.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk. ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke

anvendes samtidigt hos patienter med diabetisk nefropati.

Ældre

Nyrefunktion og kaliumniveau skal testes før starten af behandlingen. For at undgå

pludselig indtræden af hypotension skal initialdosis, især i tilfælde af væske- og

elektrolytdepletering, justeres efterfølgende i forhold til blodtryksrespons.

Patienter med kendt aterosklerose

Risikoen for hypotension eksisterer for alle patienter, men der skal tages specielt hensyn til

patienter med iskæmisk hjertesygdom eller nedsat cerebral gennemblødning. Behandlingen

skal indledes med en lav dosis.

Renovaskulær hypertension

Behandling af renovaskulær hypertension er revaskularisering. ACE-hæmmere kan dog

være gavnlige hos patienter med renovaskulær hypertension, som venter på en operation,

eller hvis en sådan operation ikke er mulig.

I tilfælde af kendt eller mistænkt nyrearteriestenose, bør behandlingen indledes på sygehus

med en lav dosis og kontinuerlig monitorering af nyrefunktion og kaliumniveauer. En del

af disse patienter kan udvikle funktionelt nyresvigt, som sædvanligvis er reversibelt (efter

seponering af behandlingen).

Hjertesvigt/svær hjerteinsufficiens

Behandling af patienter med svær hjerteinsufficiens (grad IV) bør indledes under lægeligt

tilsyn og med en reduceret startdosis. Behandling med beta-blokkere bør ikke seponeres

hos hypertensive patienter med koronarinsufficiens: ACE-hæmmeren bør lægges til beta-

blokkeren.

Patienter med diabetes

Hos patienter med insulinafhængig diabetes mellitus (spontan tendens til øget

kaliumniveau) bør behandlingen indledes under lægeligt tilsyn og med en reduceret

begyndelsesdosis. Blodsukkerniveauerne skal overvåges nøje hos diabetikere, der tidligere

er behandlet med perorale antidiabetika eller insulin, især under den første måneds

behandling med en ACE-hæmmer.

Etniske forskelle

Ligesom andre ACE-hæmmere giver perindopril øjensynligt mindre effektiv

blodtrykssænkning hos sorte personer end hos ikke-sorte personer, muligvis på grund af en

højere prævalens af tilstande med lave reninværdier hos den sorte population.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 7 af 25

Operation/anæstesi

ACE-hæmmere kan medføre hypotension ved anæstesi, især når det administrerede

anæstetikum er et stof med hypotensivt potentiale.

Det anbefales derfor, at behandling med en langtidsvirkende ACE-hæmmer, som

perindopril, om muligt seponeres en dag før operation.

Aorta- eller mitralstenose/hypertrofisk kardiomyopati

ACE-hæmmere bør anvendes med forsigtighed hos patienter med obstrueret udstrømning

fra den venstre ventrikel.

Nedsat leverfunktion

I sjældne tilfælde har ACE-hæmmere været forbundet med et syndrom, som begynder med

cholestatisk gulsot og videreudvikles til fulminant hepatisk nekrose og (af og til) død.

Mekanismen af dette syndrom kendes ikke. Patienter, som får ACE-hæmmere, og som

udvikler gulsot eller udtalte stigninger af leverenzymniveauer, bør ophøre med ACE-

hæmmer behandling og få passende medicinsk opfølgning (se pkt. 4.8).

Hyperkaliæmi

ACE-hæmmere kan forårsage hyperkaliæmi fordi de hæmmer frigivelsen af aldosteron.

Virkningen er normalt ikke signifikant hos patienter med normal nyrefunktion.

Risikofaktorer for at udvikle hyperkaliæmi inkluderer nedsat nyrefunktion, forværring af

nyrefunktionen, alder (> 70 år), diabetes mellitus, tilstødende komplikationer, især

dehydrering, akut kardiel dekompensation, metabolisk acidose, samtidig brug af

kaliumbesparende diuretika (f.eks. spironolacton, eplerenon, triamteren eller amilorid),

kaliumtilskud eller salterstatninger med kalium, eller patienter, som tager andre lægemidler

forbundet med stigninger i serumkalium (f.eks. heparin, trimethoprim eller co-trimoxazol,

også kendt som trimethoprim/sulfamethoxazol)

og især aldosteron antagonister eller

angiotension-recepterblokkere

acetylsalicylsyre ≥ 3 g/dag, COX-2-hæmmere og non-

selektive NSAID’er, immunosuppressive lægemidler såsom ciclosporin eller tacrolimus.

Brug af kaliumtilskud, kaliumbesparende diuretika eller salterstatninger med kalium kan

føre til en betydelig stigning i serum-kalium, især hos patienter med nedsat nyrefunktion.

Hyperkaliæmi kan forårsage alvorlige arytmier, som kan være fatale. Kaliumbesparende

diuretika og angiotensin-recepterblokkere og de ovenstående midler skal anvendes med

forsigtighed hos patienter, der behandles med ACE-hæmmere, og serum kalium og

nyrefunktion bør monitoreres (se pkt. 4.5).

Forbundet med indapamid

Vand- og elektrolytbalance

Natriumniveau:

Disse skal måles inden behandling iværksættes og derefter med regelmæssige intervaller.

Al diuretisk behandling kan medføre fald i natriumniveauer, som kan få alvorlige

konsekvenser. Fald i natriumniveau kan i begyndelsen være asymptomatisk, og

regelmæssig monitorering er derfor afgørende, og bør foretages hyppigere hos ældre og

cirrotiske patienter (se pkt. 4.8 og 4.9).

Hyponatriæmi med hypovolæmi kan resultere i dehydrering og ortostatisk hypotension.

Samtidigt tab af chloridioner kan føre til sekundær kompensatorisk metabolisk alkalose;

forekomsten og sværhedsgraden af denne virkning er dog lav.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 8 af 25

Kaliumniveau:

Kaliumdepletering med hypokaliæmi er en stor risiko ved thiazider og thiazidbeslægtede

diuretika. Risikoen for nedsatte kaliumniveauer (< 3,4 mmol/l) bør forebygges i nogle

højrisiko populationer, såsom ældre og/eller underernærede personer, uanset om de tager

flere forskellige lægemidler, cirrotiske patienter med ødem og ascites, patienter med

koronararteriesygdom og patienter med hjertesvigt.

I disse tilfælde medfører hypokaliæmi øget hjertetoksicitet af hjerteglykosider og øger

risikoen for arytmier.

QT-interval forlængelse:

Personer med langt QT-interval er også i risikogruppe, uanset oprindelsen (kongenit eller

iatrogen). Hypokaliæmi er, ligesom bradykardi, en disponerende faktor for forekomsten af

alvorlige arytmier og i særdeleshed Torsades de Pointes, som kan være fatal.

I alle tilfælde er hyppigere monitorering af kaliumniveau nødvendig. Den første måling af

kaliumniveau skal udføres i løbet af den første uge efter initiering af behandling. Påvisning

af lavt kaliumniveau nødvendiggør korrektion heraf.

Calciumniveau:

Thiazider og thiazid-beslægtede diuretika kan nedsætte calciumudskillelsen i urinen og

fremkalde en let og forbigående stigning i plasma-calciumniveauerne. En udtalt stigning i

calciumniveauer kan være betinget af en udiagnosticeret hyperparatyroidisme. I sådanne

tilfælde bør behandlingen seponeres inden paratyroideafunktionen undersøges.

Blodglukose:

Monitorering af blodglukose er vigtig hos diabetiske patienter, specielt når kaliumniveauet

er lavt.

Urinsyre:

Tendensen til podagraanfald kan øges hos patienter med hyperurikæmi.

Nyrefunktion og diuretika

Thiazid-diuretika og thiazid-beslægtede diuretika er kun fuldt effektive, når nyrefunktionen

er normal eller kun minimalt nedsat (kreatininniveauer mindre end ca. 25 mg/l, dvs.

220 mikromol/l hos voksne).

Hos ældre skal værdien af plasma-kreatininniveauet justeres i relation til alder, vægt og

køn ifølge Cockrofts formel:

= (140 – alder) x legemsvægt/ 0,814 x plasmakreatinin

med:

alder er udtrykt i år,

legemsvægt i kg,

plasmakreatinin i mikromol/l

Denne formel er egnet til ældre mandlige patienter og skal tilpasses til kvinder ved at

multiplicere den beregnede værdi med 0,85.

Hypovolæmi som resultat af tabet af vand og natrium, der er forårsaget af diuretika ved

behandlingens start, forårsager en reduktion af den glomerulære filtration. Dette kan

resultere i en stigning i blodets urinstof- og kreatininniveau. Denne transitoriske

funktionelle nyreinsufficiens er uden betydning hos personer med normal nyrefunktion,

men kan dog forværre en præeksisterende nyreinsufficiens.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 9 af 25

Idrætsudøver

Idrætsudøvere bør gøres opmærksom på, at dette produkt indeholder et aktivt stof, som kan

give en positiv reaktion ved dopingtests.

Akut myopi og sekundært snævervinklet glaukom

Sulfonamider eller sulfonamidderivater kan forårsage en idiosynkratisk reaktion, hvilket

kan resultere i forbigående myopi og akut snævervinklet glaukom. Ubehandlet akut

snævervinklet glaukom kan forårsage permanent synstab. Den primære behandling er

seponering af det indtagne lægemiddel så hurtigt som muligt. Hurtig lægebehandling eller

kirurgisk behandling skal overvejes, hvis det intraokulære tryk forbliver ukontrolleret.

Penicillin- eller sulfonamidallergi i anamnesen er risikofaktorer for udvikling af akut

snævervinklet glaukom.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Fælles for perindopril og indapamid

Samtidig brug anbefales ikke:

Lithium: Reversibel øgning af lithiumkoncentrationer og toksicitet er rapporteret ved

samtidig brug af lithium med ACE-hæmmere. Samtidig brug af thiaziddiuretika kan øge

lithiumniveauerne yderligere og øge risikoen for lithiumforgiftning med ACE-hæmmere.

Brug af perindopril kombineret med indapamid og lithium kan ikke anbefales, men hvis

kombinationen er nødvendig, skal koncentrationen af serum-lithium monitoreres nøje (se

pkt. 4.4).

Samtidig brug, som kræver særlig forsigtighed:

Baclofen: Forstærket antihypertensiv virkning. Monitorering af blodtryk og nyrefunktion

og dosisjustering af antihypertensivum efter behov.

Non-steroide antiinflammatoriske lægemidler (inklusive højdosis acetylsalicylsyre):

Når ACE-hæmmere administreres samtidig med non-steroide antiinflammatoriske

lægemidler (dvs. acetylsalicylsyre ved anti-inflammatoriske doseringsregimer, COX-2-

hæmmere og ikke-selektive NSAID’ere), kan den antihypertensive virkning blive nedsat.

Samtidig brug af ACE-hæmmere og NSAID’ere kan medføre en øget risiko for en

forværring af nyrefunktionen, herunder muligt akut nyresvigt og en stigning i serum-

kalium, især hos patienter med eksisterende nedsat nyrefunktion. Kombinationen bør

administreres med forsigtighed, især hos ældre. Patienterne bør være tilstrækkeligt

hydrerede, og det bør overvejes at monitorere nyrefunktionen efter indledning af

kombineret behandling og regelmæssigt derefter.

Samtidig brug, som kræver forsigtighed:

Imipraminlignende antidepressiva (tricykliske), neoroleptika: Øget antihypertensiv

virkning og øget risiko for ortostatisk hypotension (additiv virkning).

Forbundet med perindopril

Data fra kliniske forsøg har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-

aldosteronsystemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere,

dk_hum_41583_spc.doc

Side 10 af 25

angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren er forbundet med en højere hyppighed af

bivirkninger, såsom hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut

nyresvigt) sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3,

4.4 og 5.1).

Lægemidler, der inducerer hyperkaliæmi

Visse lægemidler eller terapeutiske klasser kan øge forekomsten af hyperkaliæmi:

aliskiren, kaliumsalte, kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, angiotensin II-

receptorantagonister, NSAID’er, hepariner, immunosuppressive lægemidler såsom

ciclosporin eller tacrolimus, trimethoprim. Kombination med disse lægemidler øger

risikoen for hyperkaliæmi.

Samtidig brug er kontraindiceret:

Aliskiren: Hos patienter med diabetes eller nedsat nyrefunktion, risiko for hyperkaliæmi,

forværring af nyrefunktionen og kardiovaskulær morbiditet og øget mortalitet.

Ekstrakorporal behandling: Ekstrakorporal behandling, der medfører blodkontakt med

negativt ladede overflader, såsom dialyse eller hæmofiltrering med bestemte high-flux

membraner (f.eks. polyakrylnitrilmembraner) og lavdensitetslipoprotein aferese med

dextransulfat, grundet øget risiko for svære anafylaktoide reaktioner (se pkt. 4.3). Hvis

sådan behandling er påkrævet, bør det overvejes at anvende en anden type dialysemembran

eller en anden type antihypertensivum.

Sacubitril/valsartan: Samtidig brug af ACE-hæmmere med sacubitril/valsartan er

kontraindiceret, da dette øger risikoen for angioødem (se pkt. 4.3 og 4.4).

Samtidig brug anbefales ikke:

Aliskiren: Hos patienter med diabetes eller nedsat nyrefunktion, risiko for hyperkaliæmi,

forværring af nyrefunktionen og kardiovaskulær morbiditet og øget mortalitet.

Samtidig behandling med ACE-hæmmer og angiotensin receptorantagonist:

Litteraturstudier har vist at patienter med aterosklerotisk sygdom, hjertesvigt eller med

diabetes med organskade, er samtidig behandling med ACE-hæmmere og angiotensin

receptorantagonister forbundet med en øget hyppighed af hypotension, synkope,

hyperkaliæmi og forværring af nyrefunktionen (inklusive akut nyresvigt) sammenlignet

med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel. Dobbelthæmning (f.eks. ved at

kombinere en ACE-hæmmer med en angiotensin II receptorantagonist) bør være begrænset

til individuelt definerede sager med tæt monitorering af nyrefunktionen, kalium niveauer

og blodtryk (se pkt. 4.4).

Estramustin: Risiko for flere bivirkninger så som angioneurotisk ødem (angioødem).

Kaliumbesparende diuretika (spironolacton, triamteren, alene eller i kombination),

kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger: ACE-hæmmere svækker

diuretikainduceret kaliumtab. Selvom serum kalium normalt forbliver inden for

normalområdet, kan hyperkaliæmi opstå hos nogle patienter behandlet med perindopril..

Kaliumbesparende diuretika f.eks. spironolakton, triamteren eller amilorid, kaliumtilskud

eller saltsubstitutter med kalium kan medføre en signifikant stigning i serumkalium

(potentielt letal). Der skal også udvises forsigtighed, når perindopril bliver administreret

dk_hum_41583_spc.doc

Side 11 af 25

samtidig med andre midler, der øger serum kalium, såsom trimethoprim og co-trimoxazol

(trimethoprim/sulfa-methoxazol), da trimethoprim er kendt for at virke som et

kaliumbesparende diuretikum, som amilorid. Derfor er kombinationen af perindopril med

de ovennævnte lægemidler ikke anbefalet. Hvis samtidig brug er nødvendig på grund af

dokumenteret hypokaliæmi skal de anvendes med forsigtighed og med hyppig

monitorering af serumkalium og EKG.

Co-trimoxazol (trimethoprim/sulfamethoxazol): Patienter, der får samtidig co-trimoxazol

(trimethoprim/sulfamethoxazol), kan have en øget risiko for hyperkaliæmi (se pkt. 4.4).

Samtidig brug, som kræver særlig forsigtighed:

Antidiabetika (insulin, hypoglykæmiske sulfonamider): Epidemiologiske studier antyder, at

samtidig administration af ACE-hæmmere og antidiabetika (insulin, orale hypoglykæmiske

lægemidler) kan forårsage en øget blodglucose-sænkende virkning med risiko for

hypoglykæmi. Sandsynligheden for forekomst af dette fænomen var tilsyneladende størst i

de første ugers kombinationsbehandling og hos patienter med nedsat nyrefunktion.

Ikke-kaliumbesparende diuretika: Patienter i diuretisk behandling, især dem, som er

volumen- og/eller saltdepleterede, kan opleve et stort fald i blodtrykket efter initiering af

behandling med en ACE-hæmmer. Risikoen for hypotensive virkninger kan nedsættes ved

at seponere den diuretiske behandling, ved at øge volumen- eller saltindtaget før initiering

af behandling med lave og gradvist stigende doser af perindopril.

Ved arteriel hypertension, når tidligere diuretisk behandling kan have forårsaget

salt-/volumendepletion, skal diuretikum enten seponeres før initiering af en ACE-hæmmer,

hvorefter et ikke-kaliumbesparende diuretikum kan reintroduceres, eller ACE-hæmmeren

skal initieres med en lav dosis og progressiv øgning.

Ved diuretika-behandlet kongestiv hjertesvigt, skal ACE-hæmmeren initieres ved en meget

lav dosis, muligvis efter reducering af dosis af det associerede ikke-kaliumbesparende

diuretikum.

I alle tilfælde skal nyrefunktionen (kreatinin-niveauer) monitoreres de første få uger af

behandlingen med ACE-hæmmer.

Kaliumbesparende diuretika (eplerenon, spironolacton): For eplerenon eller spironolacton

i doser mellem 12,5 mg til 50 mg daglig og med lave doser af ACE-hæmmere: I

behandlingen af klasse II-IV hjertesvigt (NYHA) med en ejektionsfraktion < 40 % og

tidligere behandlet med ACE-hæmmere og loop-diuretika er der risiko for hyperkaliæmi,

potentielt fatal, især hvis dosisanbefalingerne for denne kombination ikke overholdes.

Før initiering af kombinationen skal fravær af hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

kontrolleres. En nøje monitorering af kaliæmi og kreatinæmi anbefales en gang om ugen i

den første behandlingsmåned og månedligt herefter.

Racecadotril: ACE-hæmmer (f.eks. perindopril) er kendt for at kunne forårsage

angioødem. Denne risiko kan være forhøjet ved samtidig brug af racecadotril (et

lægemiddel, som bruges mod akut diarré).

mTOR-hæmmere (f.eks. sirolimus, everolimus, temsirolimus): Patienter, der er i samtidig

behandling med mTOR-hæmmere, kan have en øget risiko for angioødem (se pkt. 4.4).

dk_hum_41583_spc.doc

Side 12 af 25

Samtidig brug, som kræver forsigtighed:

Antihypertensive midler og vasodilatorer: Samtidig brug af disse lægemidler kan forøge

den hypotensive effekt af perindopril. Samtidig brug af nitroglycerin og andre nitrater eller

andre karudvidende midler kan reducere blodtrykket yderligere.

Allopurinol, cytostatika eller immunosuppresive stoffer, kortikosteroider (systemisk brug)

eller prokainamid: Samtidig administration af disse stoffer med ACE-hæmmere kan føre

til en øget risiko for leukopeni.

Anæstetika: ACE-hæmmere kan forøge de hypotensive virkninger af visse anæstetika.

Guld: Der er rapporteret sjældne tilfælde af nitritoide reaktioner (symptomerne omfatter

ansigtsrødmen, kvalme, opkastning og hypotension) hos patienter, som får samtidig

behandling med guld som injektion (natriumaurothiomalat) og ACE-hæmmer inklusive

perindopril.

Gliptiner (linagliptin, saxagliptin, sitagliptin, vildagliptin): Øget risiko for angioødem, idet

gliptiner nedsætter aktiviteten af dipeptidyl peptidase IV (DPP-IV) hos patienter, der

samtidig bliver behandlet med en ACE-hæmmer.

Sympatomimetika: Sympatomimetika kan reducere den antihypertensive effekt af ACE-

hæmmere.

Ciclosporin: Hyperkaliæmi kan forekomme under samtidig brug af ACE-hæmmere og

ciclosporin. Monitorering af serum kalium anbefales.

Heparin: Hyperkaliæmi kan forekomme under samtidig brug af ACE-hæmmere og

heparin. Monitorering af serum kalium anbefales.

Forbundet med indapamid

Samtidig brug, som kræver særlig forsigtighed:

Torsades de pointes inducerende stoffer: På grund af risikoen for hypokaliæmi bør

indapamid gives med forsigtighed sammen med de lægemidler, som inducerer torsades de

pointe såsom: klasse IA-antiarytmika (quinidin, hydroquinidin, disopyramid), klasse III-

antiarytmika (amiodaron, dofetilid, ibutilid, bretylium, sotalol), visse neuroleptika

(chlorpromazin, cyamemazin, levomepromazin, thioridazin, trifluoperazin), benzamider

(amisulprid, sulpirid, sultoprid, tiaprid), butyrophenoner (droperidol, haloperidol), andre

neuroleptika (pimozid), andre stoffer såsom bepridil, cisaprid, diphemanil, erythromycin

i.v., halofantrin, mizolastin, moxifloxacin, pentamidin, sparfloxacin, vincamin i.v.,

methadon, astemizol, terfenadin. Forebyggelse af lave kaliumniveauer og korrektion om

nødvendigt: monitorering af QT-intervallet.

Kaliumsænkende lægemidler (amphotericin B (i.v.), systemiske glukokortikosteroide og

mineralokortikosteroider (systemisk anvendelse), tetrecosaktid, stimulerende laksantia):

Der er øget risiko for lave kaliumværdier (additiv virkning.) Monitorering af

kaliumniveauer og korrektion om nødvendigt. Dette er særligt vigtigt ved samtidig

behandling med hjerteglykosider. Ikke stimulerende laksantia bør anvendes.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 13 af 25

Hjerteglykosider: Lave kaliumniveauer disponerer for toksiske virkning af

hjerteglykosider. Kaliumniveauer og EKG bør kontrolleres, og behandlingen bør om

nødvendigt overvejes igen.

Samtidig brug, som kræver nogen forsigtighed:

Metformin: Lactacidose forårsaget af metformin fremkaldt af mulig funktionel

nyreinsufficiens, der er relateret til diuretika og specielt loop-diuretika. Anvend ikke

metformin, når plasma-kreatininniveauet overstiger 15 mg/l (135 mikromol/l) hos mænd

og 12 mg/l (110 mikromol/l) hos kvinder.

Joderede kontrastmidler: I tilfælde af dehydrering forårsaget af diuretika er der øget risiko

for akut nyreinsufficiens, specielt når store doser af jodholdige kontrastmidler anvendes.

Rehydrering skal ske før administration af jodholdige kontrastmidler.

Calcium (salte): Risiko for øgede calciumniveauer på grund af nedsat calciumudskillelse i

urinen.

Ciclosporin, tacrolimus: Risiko for øgede kreatininniveauer uden nogen forandring i

niveauet af cirkulerende ciclosporin, selv uden forekomst af salt- eller væskedepletering.

Kortikosteroider, tetracosactid (systemisk): Nedsat antihypertensiv virkning

(salt-/væskeretention grundet kortikosteroider).

4.6

Graviditet og amning

På baggrud af virkningen af de enkelte komponenter i dette kombinationsprodukt på

graviditet og amning frarådes, anvendelse af Coprenessa i graviditetens første trimester.

Coprenessa er kontraindiceret i graviditetens andet og tredje trimester.

Coprenessa er kontraindiceret under amning. Der skal derfor tages en beslutning om enten at

ophøre med amning eller at seponere Coprenessa under hensyntagen til behandlingens

betydning for moderen.

Graviditet

Forbundet med perindopril

Anvendelse af ACE-hæmmere frarådes i graviditetens første trimester (se pkt. 4.4).

Anvendelse af ACE-hæmmere er kontraindiceret i graviditetens andet og tredje trimester

(se pkt. 4.3 og 4.4).

Epidemiologiske undersøgelser af risikoen for teratogenicitet efter eksponering af gravide

for ACE-hæmmere i første trimester har ikke været entydige, men en lille forøgelse af

risikoen kan ikke udelukkes. Medmindre det anses for absolut nødvendigt at fortsætte

ACE-hæmmerbehandlingen, skal patienter, der planlægger graviditet, skifte til andre

antihypertensiva med en sikkerhedsprofil, der gør dem egnet til brug under graviditet. Ved

påvisning af graviditet bør ACE-hæmmerbehandlingen omgående indstilles, og om

nødvendigt indledes en anden behandling. Det er påvist, at eksponering for ACE-hæmmere

i andet og tredje trimester kan medføre human føtotoksicitet (nedsat nyrefunktion,

oligohydramnion, forsinket ossifikation af kraniet) og neonatal toksicitet (nyresvigt,

hypotension, hyperkaliæmi) (se pkt. 5.3). I tilfælde af eksponering for ACE-hæmmer fra

og med graviditetens andet trimester anbefales en ultralydsundersøgelse af nyrefunktion og

dk_hum_41583_spc.doc

Side 14 af 25

kranium. Spædbørn, hvis mødre har taget ACE-hæmmere, bør observeres nøje for

hypotension (se pkt. 4.3 og 4.4).

Forbundet med indapamid

Der er ingen eller utilstrækkelige data (mindre end 300 gravide forsøgspersoner) fra

anvendelse af indapamid til gravide kvinder. Længere tids eksponering med thiazider

under graviditetens tredje trimester kan nedsætte moderens plasmavolumen samt den

uteroplacentale blodstrømning og dermed forårsage fosterplacental iskæmi og

væksthæmning.

Dyreforsøg indikerer hverken direkte eller indirekte skadelige virkninger hvad angår

reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3).

For en sikkerhedsskyld bør indapamid undgås under graviditeten.

Amning

Coprenessa er kontraindiceret under amning.

Forbundet med perindopril

Da der ikke findes tilgængelige oplysninger om brugen af perindopril under amning, bør

perindopril ikke anvendes, og anden behandling med en bedre fastlagt sikkerhedsprofil bør

foretrækkes under amning, især når det drejer sig om et nyfødt eller for tidligt født barn.

Forbundet med indapamid

Data for udskillelse af indapamid/metabolitter i human mælk er utilstrækkelige.

Overfølsomhed over for sulfonamider og hypokaliæmi kan opstå. En risiko for

nyfødte/spædbørn kan ikke udelukkes. Indapamid er tæt beslægtet med thiaziddiuretika,

som under amning er blevet associeret med fald eller endog suppression af

mælkedannelsen. Indapamid er kontraindiceret under amning.

Fertilitet

Forbundet med perindopril og indapamid

Reproduktionstoksicitetsstudier viste ingen virkning på fertilitet hos hun- og hanrotter (se

pkt. 5.3). Der forventes ingen virkning på human fertilitet.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Virkninger forbundet med perindopril, indapamid og kombinationen: Hverken de to aktive

substanser eller kombinationen af dem påvirker årvågenhed. Individuelle reaktioner, som

hænger sammen med blodtryksreduktionen, kan dog forekomme hos nogle patienter,

specielt i begyndelsen af behandlingen eller i kombination med andre antihypertensiva.

Som et resultat heraf kan evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner nedsættes.

4.8

Bivirkninger

a. Resumé af sikkerhedsprofilen

Perindopril hæmmer renin-angiotensin-aldosteronsystemet og nedsætter kaliumtab

forårsaget af indapamid. I kliniske studier blev hypokaliæmi (serumkalium 3,4 mmol/l) set

hos henholdsvis 2 % og 4 % af patienterne, som fik en kombination af 2 mg/0,625 mg

henholdsvis 4 mg/1,25 mg perindopril og indapamid.

De mest almindeligt rapporterede bivirkninger er:

dk_hum_41583_spc.doc

Side 15 af 25

med perindopril: Svimmelhed, hovedpine, paræstesi, dysgeusi, nedsat syn, vertigo,

tinnitus, hypotension, hoste, dyspnø, abdominalsmerter, obstipation, dyspepsi, diarré,

kvalme, opkastning, pruritus, udslæt, muskelkramper og asteni.

med indapamid: Overfølsomhedsreaktioner, primært dermatologiske, hos personer,

som er prædisponerede for allergiske og astmatiske reaktioner og makulopapuløst

udslæt.

b. Sammendrag af bivirkninger i tabelform

Bivirkninger, som forekommer under behandling med kombinationen af perindopril og

indapamid, er klassificeret i følgende grupper efter frekevns.

Meget almindelig (≥ 1/10)

Almindelig (≥ 1/100 til, < 1/10)

Ikke almindelig (≥ 1/1.000 til, < 1/100)

Sjælden (≥ 1/10.000 til, < 1/1.000)

Meget sjælden (< 1/10.000)

Ikke kendt (kan ikke estimeres ude fra forhåndenværende data)

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Infektioner og parasitære

sygdomme

Rhinitis

Meget sjælden

Blod og lymfesystem

Eosinofili

Ikke almindelig*

Agranulocytose (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Meget sjælden

Aplastisk anæmi

Meget sjælden

Pancytopeni

Meget sjælden

Leukopeni

Meget sjælden

Meget sjælden

Neutropeni (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Hæmolytisk anæmi

Meget sjælden

Meget sjælden

Trombocytopeni (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Meget sjælden

Immunsystemet

Overfølsomhed (reaktioner,

primært dermatologiske, hos

patienter, som er disponeret

for allergiske og astmatiske

reaktioner)

Almindelig

Metabolisme og ernæring

Hypoglykæmi (se pkt. 4.4 og

4.5)

Ikke almindelig*

Hyperkaliæmi, reversibel ved

seponering (se pkt. 4.4)

Ikke almindelig*

Hyponatriæmi (se pkt. 4.4)

Ikke almindelig*

Ikke kendt

Hypercalcæmi

Meget sjælden

Kaliummangel med

hypokaliæmi, særligt alvorligt

hos bestemte

højrisikopopulationer (se pkt.

4.4)

Ikke kendt

Psykiske forstyrrelser

Humørændringer

Ikke almindelig

Søvnforstyrrelse

Ikke almindelig

Konfusion

Meget sjælden

Svimmelhed

Almindelig

dk_hum_41583_spc.doc

Side 16 af 25

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Nervesystemet

Hovedpine

Almindelig

Sjælden

Paræstesi

Almindelig

Sjælden

Dysgeusi

Almindelig

Døsighed

Ikke almindelig*

Synkope

Ikke almindelig*

Ikke kendt

Apopleksi, eventuelt

sekundært til udtalt

hypotension hos

højrisikopatienter (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Risiko for indtræden af

leverencefalopati i tilfælde af

leverinsufficiens (se pkt. 4.3

og 4.4)

Ikke kendt

Øjne

Nedsat syn

Almindelig

Ikke kendt

Myopi (se pkt. 4.4)

Ikke kendt

Sløret syn

Ikke kendt

Øre og labyrint

Vertigo

Almindelig

Sjælden

Tinnitus

Almindelig

Hjerte

Palpitationer

Ikke almindelig*

Takykardi

Ikke almindelig*

Angina pectoris (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Arytmi (inklusive bradykardi,

ventrikulær takykardi,

atrieflimmer)

Meget sjælden

Meget sjælden

Myokardieinfarkt, eventuelt

sekundært til udtalt

hypotension hos

højrisikopatienter (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Torsade de pointes (potentielt

dødelig) (se pkt. 4.4 og 4.5)

Ikke kendt

Vaskulære sygdomme

Hypotension (og virkninger

forbundet med hypotension)

(se pkt. 4.4)

Almindelig

Meget sjælden

Vaskulitis

Ikke almindelig*

Raynauds syndrom

Ikke kendt

Luftveje, thorax og

mediastinum

Hoste (se pkt. 4.4)

Almindelig

Dyspnø

Almindelig

Bronkospasme

Ikke almindelig

Eosinofil pneumoni

Meget sjælden

Mave-tarm-kanalen

Abdominalsmerter

Almindelig

Obstipation

Almindelig

Sjælden

Diarré

Almindelig

Dyspepsi

Almindelig

Kvalme

Almindelig

Sjælden

Opkastning

Almindelig

Ikke almindelig

Mundtørhed

Ikke almindelig

Sjælden

Pankreatitis

Meget sjælden

Meget sjælden

dk_hum_41583_spc.doc

Side 17 af 25

MedDRA

systemorganklasser

Bivirkninger

Hyppighed

Perindopril

Indapamid

Lever og galdeveje

Hepatitis (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Ikke kendt

Unormal leverfunktion

Meget sjælden

Hud og subkutane væv

Pruritus

Almindelig

Udslæt

Almindelig

Makulopapuløst udslæt

Almindelig

Urticaria (se pkt. 4.4)

Ikke almindelig

Meget sjælden

Angioødem (se pkt 4.4)

Ikke almindelig

Meget sjælden

Purpura

Ikke almindelig

Hyperhidrose

Ikke almindelig

Lysfølsomhedsreaktion

Ikke almindelig*

Ikke kendt

Pemfigoid

Ikke almindelig*

Forværring af psoriasis

Sjælden*

Erythema multiforme

Meget sjælden

Toksisk epidermal nekrose

Meget sjælden

Stevens Johnsons syndrom

Meget sjælden

Knogler, led, muskler og

bindevæv

Muskelkramper

Almindelig

Mulig forværring af

eksisterende akut dissemineret

lupus erythematosus

Ikke kendt

Artralgi

Ikke almindelig*

Myalgi

Ikke almindelig*

Nyrer og urinveje

Nyreinsufficiens

Ikke almindelig

Akut nyresvigt

Meget sjælden

Meget sjælden

Det reproduktive system og

mammae

Erektil dysfunktion

Ikke almindelig

Almene symptomer og

reaktioner på

administrationsstedet

Asteni

Almindelig

Brystsmerter

Ikke almindelig*

Utilpashed

Ikke almindelig*

Perifert ødem

Ikke almindelig*

Pyreksi

Ikke almindelig*

Træthed

Sjælden

Undersøgelser

Øget urinstof i blodet

Ikke almindelig*

Øget kreatinin i blodet

Ikke almindelig*

Øget bilirubin i blodet

Sjælden

Forhøjet leverenzym

Sjælden

Ikke kendt

Nedsat hæmoglobin og

hæmatokrit (se pkt. 4.4)

Meget sjælden

Øget blodglucose

Ikke kendt

Øget urinsyre i blodet

Ikke kendt

QT-forlængelse på

elektrokardiogram (se pkt. 4.4

og 4.5)

Ikke kendt

Traumer, forgiftninger og

behandlingskomplikationer

Fald

Ikke almindelig*

*Hyppighed fra spontane rapporter om bivirkninger er beregnet ud fra kliniske studier.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 18 af 25

Der er blevet rapporteret om tilfælde af SIADH med andre ACE-hæmmere. SIADH kan

betragtes som en meget sjælden, men mulig komplikation, forbundet med behandling med

ACE-hæmmere, inklusive perindopril.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

4.9

Overdosering

Symptomer

Den mest sandsynlige manifestation af en overdosis er hypotension, yderligere kan følge

kvalme, opkastning, muskelkramper, svimmelhed, sløvhed, konfusion, oliguri eventuelt

anuri (forårsaget af hypovolæmi). Elektrolyt – og væskeforstyrrelser (hyponatriæmi og

hypokaliæmi) kan forekomme.

Behandling

Mavetømning og/eller administration af aktivt kul efterfulgt af genoprettelse af væske- og

elektrolytbalancen. Hvis der udvikles udtalt hypotension, skal patienten placeres i rygleje

med hovedet nedad. Behandling med isotonisk saltvand administreret som intravenøs

infusion eller anden form for volumenudvidelse skal institueres. Perindopril kan fjernes

ved dialyse (se pkt. 5.2)

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 BA 04. ACE-hæmmer, kombinationer, perindopril og diuretika.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Coprenessa er en kombination af perindopril tert-butylamin salt, en

angiotensinkonverterende enzymhæmmer, og indapamid, et chlorosulfamoyldiuretikum.

Dets farmakologiske egenskaber kommer fra hver enkelt komponent taget separat, foruden

dem, som fremkommer på grund af den additive synergistiske virkning af de to produkter

når de kombineres.

Farmakologisk virkningsmekanisme

Forbundet med Coprenessa

Coprenessa danner en additiv synergi af de antihypertensive virkninger af de to stoffer.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 19 af 25

Forbundet med perindopril

Virkningsmekanisme

Perindopril er en hæmmer af det angiotensinkonverterende enzym (ACE-hæmmer), som

omdanner angiotensin I til angiotensin II, en vasokonstriktorisk substans. ACE-hæmning

reduceres angiotensin II niveauerne i plasma, og derved stiger aktiviteten af plasmarenin

(ved at hæmme den negative feedback af reninfrigivelsen) og nedsætter sekretionen af

aldosteron. Dette medfører en reduktion af den totale perifere modstand med en primær

virkning det vaskulære leje i muskler og nyrer uden nogen ledsagende salt- eller

væskeretention eller reflekstakykardi ved kronisk behandling.

Eftersom ACE inaktiverer bradykinin, medfører ACE-hæmning også en øget aktivitet af

cirkulerende og lokale kallikrenin-kinin systemer (og derved aktiveres

prostaglandinsystemet). Det er muligt at denne mekanisme hører sammen med den

blodteryksnedsættende virkning af ACE-hæmmere og er delvis ansvarlig for deres

bivirkninger f.eks. hoste).

Farmakodynamisk virkning

Den antihypertensive virkning af perindopril forekommer også hos patienter med lave eller

normale reninkoncentrationer.

Perindopril virker gennem sin aktive metabolit, perindoprilat. De andre metabolitter er

inaktive.

Perindopril nedsætter hjertets arbejde ved

en vasodilatorisk virkning på vener, sandsynligvis forårsaget af en ændring i

metabolismen af prostaglandiner: reduktion af pre-load.

en reduktion i total perifer modstand: reduktion i afterload.

Klinisk virkning og sikkerhed

Studier udført på patienter med hjerteinsufficiens har vist:

en reduktion i venstre og højre ventrikulære fyldningstryk.

en reduktion i den totale perifere vaskulære modstand.

en stigning i det kardielle minutvolumen og forbedring af det kardielle indeks.

en stigning i den regionale blodgennemstrømning i musklerne.

Resultater fra belastningsforsøg viste også forbedring.

Forbundet til indapamid

Indapamid er et sulfonamidderivat med en indolring, farmakologisk beslægtet med

thiazidgruppen af diuretika. Indapamid hæmmer reabsorptionen af natrium i det kortikale

fortyndende segment. Det øger urinudskillelsen af natrium og chlorid og i mindre grad

udskillelsen af kalium og magnesium. Dermed øges den samlede urinmængde, hvorved der

opnår en antihypertensiv virkning.

Karakteristika ved antihypertensiv virkning

Forbundet med Coprenessa

Hos hypertensive patienter uanset alder udøver lægemidlet en dosisafhængig

antihypertensiv virkning på det diastoliske og systoliske blodtryk i både liggende og

dk_hum_41583_spc.doc

Side 20 af 25

stående stilling. Den antihypertensive virkning virker i 24 timer. Reduktion i blodtrykket

opnås efter mindre end en måned og uden takyfylaksi. Seponering er uden rebound effekt.

Under kliniske afprøvninger viste samtidig administration af perindopril og indapamid en

antihypertensiv synergistisk virkning i relation til hver af de to stoffer administreret alene.

Virkningerne af perindopril og indapamid i lav dosis på kardiovaskulær morbiditet og

mortalitet er ikke undersøgt.

Klinisk virkning og sikkerhed

PICXEL, et multicenter, randomiseret, dobbelblindt aktivt kontrolleret studie ved

ekkocardiografi har fastslået virkningen af perindopril/indapamid kombinationen på LVH

versus enalapril monoterapi.

I PIXEL blev hypertensive patienter med LVH (defineret som venstre ventrikels

masseindeks (LVMI) > 120 g/m

hos mænd og > 100g/m

hos kvinder) randomiseret til

enten perindopril 2 mg/indapamin 0,625 mg eller til enalapril 10 mg én gang daglig i en

etårs behandling. Dosis blev fastlagt i henhold til blodtrykskontrol, perindopril op til 8 mg

og indapamid 2,5 mg eller enalapril 40 mg én gang daglig. Kun 34 % af forsøgspersonerne

forblev behandlet med perindopril 2 mg/indapamid 0,625 mg (mod 20 % med enalapril

10 mg). Ved slutningen af behandlingen var LVMI faldet signifikant mere i gruppen med

perindopril/indapamid (-10,1 g/m

) end i gruppen med enalapril (-1,1 g/m

) i den totale

randomiserede patientpopulation. Differencen mellem grupperne i LVMI forandring var

-8,3 (95 % CI (-11,5, -5,0) p<0,0001).

Der blev opnået bedre virkning på LVMI med højere perindopril/indapamid doser end med

dem godkendt for Pretactal og BiPrelectal.

Differencen mellem grupperne i den randomiserede population var vedrørende blodtrykket

det estimerede gennemsnit -5,8 mmHg (95 % CI (-7,9, -3,7), p <0,0001) for det systoliske

blodtryk og -2,3 mmHg (95 % CI (-3,6, -0,9), p = 0,0004 for det diastoliske blodtryk til

fordel for perindopril/indapamid gruppen.

Forbundet til perindopril

Farmakodynamisk virkning

Perindopril er aktivt ved alle grader af hypertension (mild, moderat og svær). Der er

observeret en reduktion i det systoliske og diastoliske blodtryk i både liggende og stående

position. Den antihypertensive aktivitet efter en enkelt dosis er maksimal mellem 4 – 6

timer og opretholdes over 24 timer. Den blokerende virkning af ACE-hæmning er ca. 80 %

af maksimal virkning og vedvarer i 24 timer. Hos patienter, som responderer, er

blodtrykket normaliseret efter en måned og bibeholdes uden takyfylaksi.

Seponering af behandling har ingen rebound effekt på hypertension.

Perindopril har vasodilatoriske egenskaber og genskaber elasticiteten af hovedarterierne,

korrigerer histomorfometriske ændringer i modstandskarrene og bevirker en reduktion i

den venstre ventrikulære hypertrofi.

Hvis det er nødvendigt, kan det kombineres med et thiaziddiuretikum, hvorved der opnås

en additiv synergi. Kombinationen af en ACE-hæmmer med et thiaziddiuretikum

formindsker risikoen for hypokaliæmi, som er associeret med et diuretikum alene.

Klinisk virkning og sikkerhed

Data fra kliniske studier af dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet

(RAAS)

dk_hum_41583_spc.doc

Side 21 af 25

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedrpå renal og/eller kardiovaskulære mål og mortalitet

sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut nyrepåvirkning

og/eller forhøjet blodtryk observeredes. På baggrund af de fælles farmakodynamiske

egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere og angiotensin II-

receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. en øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Forbundet med indapamid

Farmakodynamisk virkning

Indapamid som monoterapi har en antihypertensiv virkning, som varer 24 timer. Denne

virkning opstår ved doser, hvor de diuretiske egenskaber er minimale. Dets

antihypertensive virkning er proportional med en forbedring af arteriel compliance, en

reduktion af den perifere modstand totalt og i arteriolerne. Indapamid reducerer hypertrofi i

venstre ventrikel.

Hvis en dosis af thiazider eller thiazidbeslægtede diuretika overskrides, når den

antihypertensive virkning et plateau, hvorimod bivirkningerne fortsætter med at øges. Hvis

behandlingen er ineffektiv, bør dosis ikke øges.

Det er desuden vist ved kort, middel, og langvarig brug hos hypertensive patienter, at

indapamid:

ikke interfererer med lipidmetabolismem: Triglycerider, LDL-kolesterol og HDL-

kolesterol.

ikke interfererer med kulhydratmetabolismen, selv ikke hos diabetiske hypertensive

patienter.

Pædiatrisk anvendelse

Der foreligger ingen data om anvendelse af Coprenessa til børn.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 22 af 25

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Forbundet med Coprenessa

Samtidig administration af perindopril og indapamid ændrer ikke deres farmakokinetik i

forhold til separat administration.

Forbundet med perindopril

Absorption

og biotilgængelighed

Efter oral administration absorberes perindopril hurtigt, og den maksimale koncentration

opnås inden for 1 time. Perindoprils plasmahalveringstid er 1 time.

Biotransformation

Perindopril er en prodrug, hvor 27 % af den administrerede perindoprildosis når blodbanen

som den aktive metabolit perindoprilat. Perindopril omdannes til aktivt perindoprilat samt

yderligere fem metabolitter, alle inaktive. Den maksimale plasmakoncentration af

perindopril opnås efter 3 til 4 timer. Eftersom fødeindtagelse nedsætter omdannelsen til

perindoprilat og dermed biotilgængeligheden, skal perindopril tert-butylamin gives oralt en

gang daglig om morgenen før morgenmåltidet.

Linearitet/non-linearitet

Der er vist et lineært forhold mellem dosis af perindopril og dets plasmakoncentration.

Fordeling

Fordelingsvolumen for ubundet perindoprilat er omkring 0,2 l/kg. Proteinbindingen til

plasma er 20 %, hovedsagelig til det angiotensinkonverterende enzym, men er

koncentrationsafhængigt.

Elimination

Perindoprilat elimineres i urinen, og halveringstiden for den ikke bundne fraktion er

omkring 17 timer, hvilket resulterer i steady-state i løbet af 4 dage.

Særlige populationer

Ældre

Eliminationen af perindoprilat er nedsat hos ældre og hos patienter med hjerte- eller

nyresvigt.

Nedsat nyrefunktion

Dosistilpasning ved nedsat nyrefunktion er ønskværdig, baseret på graden af

funktionsnedsættelse (kreatininclearance).

I tilfælde af dialyse

Dialyseclearance af perindopril er 70 ml/min.

Cirrose

Perindoprils kinetik er modificeret i patienter med cirrhose: hepatisk clearance af

moderstoffet er nedsat til det halve. Mængden af dannet perindoprilat bliver dog ikke

reduceret, og en dosisjustering er derfor ikke nødvendig (se punkt 4.2 og 4.4).

dk_hum_41583_spc.doc

Side 23 af 25

Forbundet med indapamid

Absorption

Indapamid absorberes hurtigt og fuldstændigt fra fordøjelseskanalen.

Den maksimale plasmakoncentration nås hos mennesker ca. 1 time efter oral indgift af

stoffet.

Fordeling

Plasmaproteinbindingen er 79 %.

Biotransformation og

elimination

Eliminationenhalveringstiden er mellem 14 og 24 timer (gennemsnit 18 timer). Gentagen

indgift fører ikke til akkumulering. Eliminationen er hovedsagelig igennem urinen (70 %

af dosis) og fæces (22 %) i form af inaktive metabolitter.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

Farmakokinetikken er uændret hos patienter med nedsat nyrefunktion.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Perindopril og indapamid i kombination har let øget toksicitet i forhold til komponenterne

hver for sig.

Nyrepåvirkninger synes ikke at være potentieret hos rotter. Dog medfører kombinationen

gastrointestinal toksicitet hos hunde, og den toksiske virkning hos moderen synes at være

forøget hos rotter (i forhold til perindopril).

Ikke desto mindre er disse bivirkninger vist ved at dosisniveau svarende til en meget

markant sikkerhedsmargin sammenlignet med de anvendte terapeutiske doser.

Prækliniske studier udført separat med perindopril og indapamid viste intet genotoksisk,

karcinogent eller teratogent potentiale.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Cellulose, mikrokrystallinsk

Lactosemonohydrat

Natriumhydrogencarbonat

Silica, kolloid vandfri

Magnesiumstearat

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

3 år.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i original emballage for at beskytte mod fugt.

Opbevares ved temperaturer under 30 ºC.

dk_hum_41583_spc.doc

Side 24 af 25

6.5

Emballagetype og pakningsstørrelser

Blister (PVC/PE/PVDC/Alu)

Pakningsstørrelser: 14, 20, 28, 30, 50, 56, 60, 90 og 100 stk., i æske af pap.

Blister (OPA/Alu/PVC/Alu)

Pakningsstørrelser: 14, 20, 28, 30, 50, 56, 60, 90 og 100 stk., i æske af pap.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ingen særlige forholdsregler.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

KRKA Sverige AB

Göta Ark 175

118 72 Stockholm

Sverige

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

41583

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

2. november 2007

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

7. februar 2020

dk_hum_41583_spc.doc

Side 25 af 25

Lignende produkter

Søg underretninger relateret til dette produkt

Del denne information