04-09-2017
1. september 2017
PRODUKTRESUMÉ
for
Camoxip, tabletter
0.
D.SP.NR.
21578
1.
LÆGEMIDLETS NAVN
Camoxip
2.
KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING
Camoxip 7,5 mg tabletter:
Hver tablet indeholder 7,5 mg meloxicam.
Camoxip 15 mg tabletter:
Hver tablet indeholder 15 mg meloxicam.
Camoxip 7,5 mg tabletter:
Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: Hver tablet indeholder 40,9 mg
lactose (som lactosemonohydrat).
Camoxip 15 mg tabletter:
Hjælpestof, som behandleren skal være opmærksom på: Hver tablet indeholder 81,7 mg
lactose (som lactosemonohydrat).
Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.
3.
LÆGEMIDDELFORM
Tabletter
Lysegule, runde, flade tabletter med skrå kanter uden filmovertræk med delekærv på den
ene side og glat på den anden side.
Camoxip 7,5 mg tabletter:
Tabletten har kun delekærv for at muliggøre deling af tabletten, så den er nemmere at
sluge. Tabletten kan ikke deles i to lige store doser.
Camoxip 15 mg tabletter:
Tabletten kan deles i to lige store doser.
34195_spc.doc
Side 1 af 16
4.
KLINISKE OPLYSNINGER
4.1
Terapeutiske indikationer
Kortvarig symptomatisk behandling af forværring af osteoarthritis.
Langvarig symptomatisk behandling af arthritis rheumatoides eller af spondylitis
ankylopoietica.
4.2
Dosering og indgivelsesmåde
Dosering
Bivirkningerne ved Camoxip kan minimeres ved at bekæmpe symptomerne i så kort tid og
med så lav dosis som muligt (se pkt. 4.4). Patientens behov for symptomlindring og
responsen på behandlingen skal reevalueres med jævne mellemrum, især hos patienter med
osteoartrit.
Forværring af osteoarthritis: 7,5 mg en gang daglig.
I tilfælde af udebleven virkning kan dosis øges til 15 mg en gang daglig hvis nødvendigt.
Arthritis rheumatoides, spondylitis ankylopoietica: 15 mg en gang daglig (se også
afsnittet ”Specielle befolkningsgrupper”).
Alt efter den terapeutiske virkning kan dosis reduceres til 7,5 mg daglig.
OVERSKRID IKKE DOSIS PÅ 15 MG PER DAG.
Specielle befolkningsgrupper
Ældre patienter og patienter med øget risiko for bivirkninger (se pkt. 5.2):
Hos ældre patienter er den anbefalede dosis for langtidsbehandling af arthritis
rheumatoides og spondylitis ankylopoietica 7,5 mg daglig. Patienter med øget risiko for
bivirkninger bør starte behandlingen med 7,5 mg daglig (se pkt. 4.4).
Nedsat nyrefunktion (se pkt. 5.2.)
Hos dialysepatienter med alvorlig nyreinsufficiens må dosis ikke overskride 7,5 mg daglig.
Hos patienter med mild til moderat nedsat nyrefunktion (dvs. patienter med en
kreatininclearance større end 25 ml/min.) er dosisreduktion ikke påkrævet. (For patienter
med svær nyreinsufficiens, der ikke er i dialysebehandling, se pkt. 4.3).
Nedsat leverfunktion (se pkt. 5.2.)
Hos patienter med mild til moderat nedsat leverfunktion er dosisreduktion ikke påkrævet.
(For patienter med alvorlig nedsat leverfunktion, se pkt. 4.3).
Pædiatrisk population:
Camoxip-tabletter er kontraindiceret til børn under 16 år (se pkt. 4.3).
Meloxicam tabletter findes i styrkerne 7,5 mg og 15 mg i de fleste lande.
Administration
Oral anvendelse.
Den totale daglige dosis skal indtages som en enkelt dosis med vand eller anden væske i
forbindelse med et måltid.
34195_spc.doc
Side 2 af 16
4.3
Kontraindikationer
Dette lægemiddel er kontraindikeret i de følgende situationer:
Graviditetens tredje trimester (se pkt. 4.6).
Børn og unge under 16 år.
Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne
anført i pkt. 6.1 eller overfølsomhed over for stoffer med en lignende virkning, f.eks.
NSAID’er (non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler), acetylsalicylsyre.
Meloxicam bør ikke gives til patienter, som har haft symptomer på astma, nasale
polypper, angioødem eller urticaria efter indtagelse af acetylsalicylsyre eller andre
NSAID’er.
Ved fortilfælde af gastrointestinal blødning eller perforation, der er relateret til
tidligere NSAID-behandling.
Aktivt eller tilbagevendende ulcus pepticum/blødning (minimum to særskilte tilfælde
af diagnosticeret ulcus pepticum eller blødning).
Alvorlig nedsat leverfunktion.
Ikke-dialyseret alvorlig nyresvigt.
Gastrointestinal blødning, cerebrovaskulær blødning eller andre blødningsforstyrrelser
i anamnesen.
Alvorlig hjerteinsufficiens.
4.4
Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen
Bivirkningerne ved Camoxip kan minimeres ved at bekæmpe symptomerne i så kort tid og
med så lav dosis som muligt (se pkt. 4.2 samt nedenstående om gastrointestinale og
kardiovaskulære risici).
I tilfælde af utilstrækkelig terapeutisk effekt bør den anbefalede maksimaldosis ikke
overskrides, ligesom der ikke bør tilføjes yderligere NSAID’er til behandlingen, da det kan
øge toksiciteten, hvorimod der ikke er påvist terapeutisk fordel. Samtidig brug af
meloxicam og NSAID’er, herunder COX-2-selektive hæmmere, bør undgås.
Meloxicam er ikke velegnet til behandling af patienter, der har brug for lindring af akutte
smerter.
Hvis der ikke ses en bedring efter adskillige dage, skal den kliniske fordel ved
behandlingen revurderes.
Enhver anamnese om øsofagitis, gastritis og/eller ulcus pepticum skal undersøges for at
sikre, at sådanne lidelser er fuldstændigt helbredt, inden behandling med meloxicam
påbegyndes. Hos patienter med anamnese om sådanne lidelser bør den ordinerende læge
være opmærksom på muligheden for tilbagefald under behandlingen med meloxicam.
Gastrointestinale påvirkninger
Der er rapporteret om gastrointestinal blødning, ulcus eller perforation, i nogle tilfælde
fatale, med alle NSAID’er. Sådanne hændelser kan opstå på ethvert tidspunkt i
behandlingen, med eller uden advarende symptomer eller alvorlige gastrointestinale
fortilfælde.
Risikoen for gastrointestinal blødning, ulcus eller perforation er større ved højere NSAID-
doser, hos patienter med ulcus i anamnesen, særligt i tilfælde med komplikationer i form af
34195_spc.doc
Side 3 af 16
blødning eller perforation (se pkt. 4.3) og hos ældre patienter. Disse patienter skal
påbegynde behandlingen med den lavest tilgængelige dosis. Kombinationsbehandling med
forebyggende midler (f.eks. misoprostol eller protonpumpehæmmere) bør overvejes til
disse patienter samt til patienter, som samtidig har behov for en lav dosis acetylsalicylsyre
eller andre lægemidler som sandsynligvis øger den gastrointestinale risiko (se
nedenstående samt pkt. 4.5).
Patienter med gastrointestinal toksicitet i anamnesen, særligt ældre personer, skal
informeres om at anmelde alle usædvanlige abdominale symptomer (særligt
gastrointestinal blødning), især i begyndelsen af behandlingen.
Hos patienter, der samtidig får andre lægemidler, der kan øge risikoen for ulcus eller
blødning, såsom heparin som kurativ behandling eller administreret til ældre patienter,
antikoagulantia såsom warfarin eller andre non-steroide antiinflammatoriske lægemidler
eller acetylsalicylsyre administreret i doser ≥ 500 mg som enkeltdosis eller ≥ 3 g som total
daglig mængde, frarådes samtidig brug af meloxicam (se pkt. 4.5).
Såfremt der opstår gastrointestinal blødning eller ulcus hos patienter, der får meloxicam,
skal præparatet seponeres.
NSAID’er skal administreres med forsigtighed til patienter med gastrointestinal sygdom i
anamnesen (colitis ulcerosa, Crohns sygdom), da de kan forværre deres tilstand (se pkt.
4.8).
Kardiovaskulære og cerebrovaskulære påvirkninger
Patienter med fortilfælde af hypertension og/eller mild til moderat kongestiv
hjerteinsufficiens bør monitoreres og rådgives fyldestgørende, da væskeretention og
ødemer er rapporteret i forbindelse med brug af NSAID.
Det anbefales at udføre klinisk monitorering af blodtrykket hos risikopatienter ved baseline
og særligt i begyndelsen af behandlingen med meloxicam.
Kliniske forsøg og epidemiologiske data antyder, at der er en let forøget risiko for arterielle
tromboser (f.eks. myokardieinfarkt og slagtilfælde) ved brug af visse typer NSAID,
herunder meloxicam. Denne risiko øges ved brug af høje doser og ved langtidsbehandling.
Der er ikke tilstrækkelig dokumentation til at udelukke en sådan risiko for meloxicam.
Patienter med ukontrolleret hypertension, kongestiv hjerteinsufficiens, diagnosticeret
iskæmisk hjertelidelse, perifer arteriel lidelse og/eller cerebrovaskulær lidelse bør kun
behandles med meloxicam efter nøje overvejelse. Ligeledes bør langtidsbehandling af
patienter med risiko for kardiovaskulære lidelser (f.eks. hypertension, hyperlipidæmi,
diabetes mellitus eller rygning) kun ske efter nøje overvejelse.
Hudreaktioner
Livstruende hudreaktioner som Stevens-Johnsons syndrom (SJS) og toksisk epidermal
nekrolyse (TEN) er rapporteret i forbindelse med brugen af meloxicam.
Patienter bør informeres om tegn og symptomer og overvåges nøje med hensyn til
hudreaktioner. Risikoen for udvikling af SJS eller TEN er størst de første uger af
behandlingen.
Hvis der er symptomer eller tegn på SJS eller TEN (f.eks. progressivt hududslæt, ofte
med blister, eller mukosale læsioner), bør behandlingen med Camoxip seponeres.
34195_spc.doc
Side 4 af 16
Ved håndtering af SJS og TEN opnås de bedste resultater gennem tidlig diagnose og
øjeblikkelig seponering af det lægemiddel, mistanken er knyttet til. Tidlig seponering
er forbundet med en bedre prognose.
Hvis patienten har udviklet SJS eller TEN ved brug af meloxicam, må behandlingen
med meloxicam ikke reinitieres på et senere tidspunkt.
Lever- og nyrefunktionsparametre
Som ved de fleste NSAID-præparater er der rapporteret periodisk stigning i
serumtransaminaseniveauer, stigning i serumbilirubin eller andre leverfunktionsparametre
samt stigning i serumkreatinin og BUN (blood urea nitrogen) og andre afvigende resultater
i laboratorieprøver. I de fleste af disse tilfælde handlede det om kortvarige og mindre
afvigelser. Hvis en afvigelse skulle vise sig at være signifikant eller vedvarende, bør
behandlingen med meloxicam standses, og der bør gennemføres passende undersøgelser.
Funktionelt nyresvigt
Ved at hæmme den vasodilaterende effekt af nyreprostaglandiner kan NSAID-præparater
inducere funktionelt nyresvigt ved at reducere den glomerulære filtration. Denne
bivirkning er dosisafhængig. Ved begyndelsen af behandlingen eller ved øgning af dosis,
anbefales omhyggelig overvågning af diurese og nyrefunktion hos patienter med følgende
risikofaktorer:
ældre.
samtidig behandling med f.eks. ACE-hæmmere, angiotensin-II antagonister,
sartaner, diuretika (se pkt. 4.5).
hypovolæmi (uanset årsag).
højresidig hjerteinsufficiens.
nyresvigt.
nefrotisk syndrom.
lupusnefropati
alvorlig hepatisk dysfunktion (serum albumin <25 g/l eller Child-Pugh score ≥
10).
I sjældne tilfælde kan NSAID-præparater fremkalde interstitiel nephritis,
glomerulonephritis, renal medullær nekrose eller nefrotisk syndrom.
Dosis af meloxicam hos patienter, der har nyresvigt i slutstadiet, og som er i
hæmodialysebehandling, bør ikke overstige 7,5 mg. Dosisreduktion er ikke påkrævet hos
patienter med mild til moderat nedsat nyrefunktion (f.eks. patienter med kreatininclearance
over 25 ml/min).
Natrium-, kalium- og væskeretention
NSAID’er kan forårsage natrium-, kalium- og væskeretention og forstyrrelser i de
natriuretiske effekter af diuretika. Derudover kan de sænke den antihypertensive effekt af
antihypertensiva (se pkt. 4.5). Som følge heraf kan de forårsage eller forværre ødemer,
hjertesvigt og hypertension hos følsomme patienter. Derfor skal risikopatienter holdes
under opsyn (se pkt. 4.2 og 4.3).
Hyperkaliæmi
Hyperkaliæmi kan opstå især hos patienter med diabetes eller ved samtidig behandling
med andre lægemidler, der er kendt for at forøge kaliumkoncentrationen i blodet (se pkt.
4.5). I disse tilfælde skal der udføres regelmæssig måling af kaliumværdierne.
34195_spc.doc
Side 5 af 16
Samtidig brug af pemetrexed
Hos patienter med mild til moderat nyreinsufficiens, der får pemetrexed, bør behandlingen
med meloxicam afbrydes mindst 5 dage inden, på selve dagen for og mindst 2 dage efter
administration af pemetrexed (se pkt. 4.5).
Andre advarsler og forsigtighedsregler
Bivirkninger tolereres ofte i mindre grad hos ældre, skrøbelige eller svækkede patienter,
som derfor bør overvåges omhyggeligt. Som ved andre NSAID-præparater skal der udvises
særlig forsigtighed med hensyn til ældre patienter, som ofte har svækket nyre-, lever- og
hjertefunktion. Ældre får oftere bivirkninger af NSAID’er, særligt gastrointestinale
blødninger og perforationer, i nogle tilfælde fatale (se pkt. 4.2).
Meloxicam kan, som andre NSAID-præparater, maskere symptomer på en underliggende
infektionssygdom.
Meloxicam svække kvinders fertilitet og anbefales ikke til kvinder som forsøger at blive
gravide. Hos kvinder, som har problemer med at blive gravide, eller som undersøges for
infertilitet, bør ophør med meloxicam overvejes (se pkt. 4.6).
Dette lægemiddel indeholder lactose. Bør ikke anvendes til patienter med arvelig
galactoseintolerans, en særlig form af hereditær lactasemangel (Lapp lactase deficiency)
eller glucose/galactosemalabsorption.
4.5
Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion
Interaktionsstudier er kun udført på voksne.
Risici relateret til hyperkaliæmi
Visse lægemidler eller terapeutiske grupper kan inducere hyperkaliæmi: kaliumsalte,
kaliumbesparende diuretika, angiotensinkonverterende enzymhæmmere (ACE-hæmmere),
angiotensin II-receptorantagonister, non-steroide antiinflammatoriske lægemidler,
(lavmolekylære eller ufraktionerede) hepariner, ciclosporin, tacrolimus og trimethoprim.
Indtræden af hyperkaliæmi kan afhænge af, hvorvidt der er tilknyttede faktorer.
Risikoen er øget, hvis ovennævnte lægemidler administreres samtidig med meloxicam.
Farmakodynamiske interaktioner
Andre NSAID-præparater og acetylsalicylsyre:
Kombination (se pkt. 4.4) med andre non-steroide antiinflammatoriske lægemidler,
inklusive acetylsalicylsyre givet i antiinflammatoriske doser (≥ 500 mg som en enkeltdosis
eller ≥ 3 g som total daglig mængde) frarådes.
Kortikosteroider (f.eks. glukokortikoider):
Samtidig brug af kortikosteroider kræver forsigtighed på grund af en øget risiko for
blødning eller gastrointestinal ulceration.
Antikoagulantia inklusive heparin:
Betydeligt øget risiko for blødning på grund af hæmning af trombocytfunktionen og skader
på den gastroduodenale slimhinde.
NSAID’er kan øge effekten af antikoagulantia, inklusive kumariner (vitamin K
antagonister), såsom warfarin (se pkt. 4.4), nyere orale antikoagulantia (NOACs) og
34195_spc.doc
Side 6 af 16
heparin. Samtidig brug af NSAID-præparater og heparin administreret til ældre patienter
eller i kurative doser, eller andre antikoagulerende præparater, anbefales ikke (se pkt. 4.4).
I alle andre tilfælde (f.eks. profylaktiske doser) med brug af heparin, skal der udvises
forsigtighed på grund af en øget risiko for blødning.
Omhyggelig overvågning af INR er påkrævet, hvis denne kombination ikke kan undgås.
Trombolytika og trombocythæmmende midler:
Øget risiko for blødning på grund af trombocythæmning og gastroduodenale
slimhindelæsioner.
Selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI’er):
Øget risiko for gastrointestinal blødning.
Diuretika, ACE-hæmmere og angiotensin-II antagonister:
NSAID-præparater kan reducere effekten af diuretika og andre antihypertensive
lægemidler. Hos visse patienter med nedsat nyrefunktion (f.eks. dehydrerede patienter eller
ældre patienter med nedsat nyrefunktion) kan samtidig administration af en ACE-hæmmer
eller angiotensin-II antagonist og lægemidler, der hæmmer cyclooxygenase resultere i
yderligere reduktion af nyrefunktionen, inklusive muligt akut nyresvigt, som oftest er
reversibelt. Derfor skal kombinationen administreres med forsigtighed, især hos ældre.
Patienter skal hydreres tilstrækkeligt og det skal overvejes at overvåge nyrefunktionen ved
opstart af kombinationsbehandling og regelmæssigt derefter (se også pkt. 4.4).
Andre antihypertensive lægemidler (f.eks. beta-blokkere):
Som for sidstnævnte, kan en mindsket antihypertensiv virkning af beta-blokkere (pga.
hæmning af prostaglandiner med vasodilatorisk effekt) forekomme.
Calcineurinhæmmere (f.eks. ciclosporin, tacrolimus):
Nefrotoksicitet grundet calcineurinhæmmere kan forstærkes af NSAID-præparater via
renale prostaglandinmedierede effekter. Under kombinationsbehandling skal
nyrefunktionen måles. Omhyggelig overvågning af nyrefunktion anbefales, især hos ældre.
Deferasirox:
Samtidig administration af meloxicam og deferasirox kan øge risikoen for gastrointestinale
bivirkninger. Der bør udvises forsigtighed ved kombination af disse lægemidler.
Farmakokinetiske interaktioner: Virkning af meloxicam på farmakokinetikken af andre
lægemidler.
Lithium:
NSAID-præparater er rapporteret at øge blod-lithiumniveauet (gennem nedsat renal
udskillelse af lithium), som kan nå toksiske værdier. Samtidig behandling med lithium og
NSAID-præparater anbefales ikke (se pkt. 4.4). Hvis denne kombination er nødvendig, bør
plasmakoncentrationen af lithium nøje overvåges i begyndelsen, ved justering og ophør af
behandlingen med meloxicam.
Methotrexat:
NSAID-præparater kan nedsætte den tubulære sekretion af methotrexat, hvorved
plasmakoncentrationen af methotrexat stiger. Derfor anbefales samtidig behandling med
34195_spc.doc
Side 7 af 16
NSAID-præparater ikke til patienter, der får høje doser af methotrexat (mere end 15
mg/uge) (se pkt. 4.4).
Risikoen for interaktion mellem NSAID-præparater og methotrexat bør også overvejes hos
patienter på lave doser af methotrexat, især hos patienter med svækket nyrefunktion.
Såfremt samtidig behandling er nødvendig bør blodtallet og nyrefunktionen monitoreres.
Forsigtighed bør udvises i tilfælde hvor NSAID-præparater og methotrexat gives indenfor
3 dage, da plasmakoncentrationen af methotrexat kan stige og forårsage øget toksicitet.
Selvom farmakokinetikken af methotrexat (15 mg/uge) ikke var relevant påvirket af
samtidig meloxicambehandling, bør det overvejes at den hæmatologiske toksicitet af
methotrexat kan forstærkes af behandling med NSAID-præparater (se ovenstående) (se
pkt. 4.8).
Pemetrexed:
Ved samtidig brug af meloxicam og pemetrexed hos patienter med mild til moderat
nyreinsufficiens (kreatininclearance fra 45 til 79 ml/min) bør administrationen af
meloxicam afbrydes 5 dage inden, på selve dagen for og i 2 dage efter administration af
pemetrexed. Hvis samtidig brug af meloxicam og pemetrexed er nødvendig, bør
patienterne holdes under tæt monitorering, især for myelosuppression og gastrointestinale
bivirkninger. Hos patienter med svær nyreinsufficiens (kreatininclearance under
45 ml/min) frarådes samtidig administration af meloxicam og pemetrexed.
Hos patienter med normal nyrefunktion (kreatininclearance ≥ 80 ml/min) kan doser af
15 mg meloxicam reducere udskillelsen af pemetrexed og dermed øge forekomsten af
bivirkninger ved pemetrexed. Der bør derfor udvises forsigtighed ved samtidig
administration af 15 mg meloxicam og pemetrexed hos patienter med normal nyrefunktion
(kreatininclearance ≥ 80 ml/min).
Farmakokinetiske interaktioner: Andre lægemidlers påvirkning af meloxicams
farmakokinetik
Cholestyramin:
Cholestyramin accelererer elimineringen af meloxicam ved at forstyrre den
enterohepatiske cirkulation så clearance for meloxicam forøges med 50 % og
halveringstiden formindskes til 13±3 timer. Denne interaktion er af klinisk betydning.
Ingen klinisk relevante farmakokinetiske lægemiddel-lægemiddelinteraktioner blev påvist
med hensyn til den samtidige brug af antacida, cimetidin og digoxin.
4.6
Graviditet og amning
Fertilitet
Ligesom andre lægemidler, der hæmmer cyclooxygenase-/prostaglandinsyntesen, kan
meloxicam nedsætte kvinders fertilitet, og brug hos kvinder, der forsøger at blive gravide,
er derfor frarådet. Hos kvinder, der har svært ved at blive gravide, eller som er i udredning
for infertilitet, bør det overvejes at seponere meloxicam.
Graviditet
Hæmning af prostaglandinsyntesen kan skade graviditeten og/eller fosterudviklingen. Data
fra epidemiologiske studier antyder en forøget risiko for abort og hjertemisdannelser og
gatroschisis efter brug af prostaglandinsyntesehæmmere tidligt i graviditeten. Den
absolutte risiko for hjerte-karmisdannelser blev forøget fra under 1 % op til cirka 1,5 %.
34195_spc.doc
Side 8 af 16
Risikoen menes at blive forøget med dosis og varighed af behandlingen. Hos dyr er det
vist, at administration af en prostaglandinsyntesehæmmer resulterer i forøget præ- og
postimplantationstab og fosterdødelighed. Endvidere er der rapporteret om øget forekomst
af flere forskellige misdannelser, inklusive hjerte-karmisdannelser, hos dyr, der fik en
prostaglandinsyntesehæmmer i den organdannende periode.
Meloxicam bør ikke gives i graviditetens første og andet trimester, med mindre det er
strengt nødvendigt. Hvis meloxicam bruges af en kvinde, som ønsker at blive gravid eller
som er i graviditetens første eller andet trimester, skal dosis og varigheden af behandlingen
holdes så lav og kort som mulig.
I det tredje trimester af graviditeten kan alle prostaglandinsynteseinhibitorer udsætte
fosteret for:
Hjertelungetoksicitet (med for tidlig lukning af ductus arteriosus og pulmonal
hypertension),
Nedsat nyrefunktion, som kan udvikles til nyresvigt med oligohydramnion;
moderen og det nyfødte barn ved afslutningen af graviditeten for:
Mulig forlængelse af blødningstiden, en antikoagulerende effekt som kan
forekomme selv ved meget lave doser,
Hæmning af uteruskontraktion som resulterer i en forsinket eller forlænget fødsel.
Derfor er meloxicam kontraindiceret under graviditetens tredje trimester.
Amning
Der er ingen specifikke erfaringer ned meloxicam, men NSAID-præparater (non-steroide
antiinflammatoriske lægemidler) vides at udskilles i modermælk. Behandling er derfor
frarådet hos kvinder, der ammer.
4.7
Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner
Ikke mærkning.
Der er ikke foretaget specifikke undersøgelser af virkningen på evnen til at føre
motorkøretøj eller betjene maskiner. På basis af den farmakodynamiske profil og
rapporterede bivirkninger har meloxicam sandsynligvis ingen eller ubetydelig påvirkning
på disse evner. Det anbefales imidlertid at undlade at køre bil eller betjene maskiner, når
der opstår synsforstyrrelser, svimmelhed, vertigo eller andre forstyrrelser af
centralnervesystemet.
4.8
Bivirkninger
a) Generel beskrivelse
Kliniske forsøg og epidemiologiske data tyder på, at brug af visse NSAID’er (særligt i høje
doser og ved langvarig brug) kan være forbundet med en let forøget risiko for arterielle
trombotiske hændelser (såsom myokardieinfarkt og slagtilfælde) (se pkt. 4.4).
Der er rapporteret om ødemer, hypertension og hjertesvigt i forbindelse med behandling med
NSAID’er.
De hyppigst optrædende bivirkninger er af gastrointestinal natur. Særligt hos ældre kan der
opstå ulcus pepticum, gastrointestinal perforation eller blødning, herunder fatale tilfælde (se
34195_spc.doc
Side 9 af 16
pkt. 4.4). Der er rapporteret om kvalme, opkastning, diarré, flatulens, obstipation, dyspepsi,
mavesmerter, melaena, hæmatemese, ulcerøs stomatitis, forværring af colitis og Crohns
sygdom (se pkt. 4.4) som følge af administration af meloxicam. Desuden er der set mindre
hyppige tilfælde af gastritis.
Alvorlige kutane bivirkninger: Der er rapporteret om Stevens-Johnsons syndrom (SJS) og
toksisk epidermal nekrolyse (TEN) (se pkt. 4.4).
Hyppighederne, som er angivet nedenfor, er baseret på forekomsten af rapporterede
bivirkninger ved 27 kliniske undersøgelser med en behandlingsvarighed på mindst 14
dage. Informationerne er baseret på kliniske undersøgelser af 15197 patienter, som er
blevet behandlet med daglige orale doser på 7,5 eller 15 mg meloxicam-tabletter i en
periode på op til et år.
Bivirkninger, der er rapporteret efter markedsføring af produktet, er inkluderet.
Bivirkninger er blevet rangeret under overskrifter med hensyn til hyppighed: Meget
almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til <1/100),
sjælden (≥ 1/10.000 til <1/1.000), meget sjælden (< 1/10.000,), ikke kendt (kan ikke estimeres
ud fra forhåndenværende data).
b) Tabel med bivirkninger
Systemorgan-
klasse
Meget
almindelig
Almindelig
Ikke almindelig
Sjælden
Meget
sjælden
Ikke
kendt
Blod og
lymfesystem
Anæmi
Abnorme
blodtællinger
(inkl.
differential-
tællinger af
leukocytter),
leukopeni,
thrombocytopen
Agranulo-
cytose (se
pkt. c)
Immunsystemet
Andre allergiske
reaktioner end
anafylaktiske
eller
anafylaktoide
reaktioner
Anafylak-
tisk
reaktion,
anafylaktoi
d reaktion
Psykiske
forstyrrelser
Humør-
ændringer,
mareridt
Forvirring,
desorienter
Nervesystemet
Hovedpine
Svimmelhed,
døsighed
Øjne
Syns-
forstyrrelser
inklusive sløret
syn, konjunk-
tivitis
Øre og labyrint
Vertigo
Tinnitus
Hjerte
Palpitationer
Hjerte-
svigt*
Vaskulære
Blodtryksstignin
34195_spc.doc
Side 10 af 16
sygdomme
g (se pkt. 4.4),
rødmen
Luftveje, thorax
og mediastinum
Astma hos
patienter, der er
allergiske over
for acetyl-
salicylsyre eller
andre NSAID’er
Mave-tarm-
kanalen
Gastro-
intestinale
forstyrrelser
såsom
dyspepsi,
kvalme,
opkastning,
mavesmerter,
obstipation,
flatulens,
diarré
Okkult eller
makroskopisk
gastrointestinal
blødning**,
stomatitis,
gastritis,
eructatio
Colitis,
gastroduodenalt
sår**, øsofagitis
Gastro-
intestinal
perforation**
Pancreatiti
Lever og
galdeveje
Lever-funktions-
forstyrrelser
(f.eks. stigning i
trans-aminaser
eller bilirubin)
Hepatitis
Hud og
subkutane væv
Angioødem,
pruritus, udslæt
Stevens-
Johnsons
syndrom (SJS),
toksisk
epidermal
nekrolyse
(TEN),
urticaria
Bulløs
dermatitis,
erythema
multiforme
Lysover-
følsom-
Nyrer og urinveje
Natrium- og
væske-retention,
hyperkaliæmi (se
pkt. 4.4 og pkt.
4.5), abnorm
nyrefunktionstest
(øget kreatinin
og/eller urea i
serum)
Akut
nyresvigt,
især hos
patienter
med risiko-
faktorer (se
pkt. 4.4.)
Almene
symptomer og
reaktioner på
administrationsst
edet
Ødemer,
inklusive ødemer
i nedre
ekstremiteter
*Der er rapporteret om hjerteinsufficiens i forbindelse med
**Gastrointestinale hæmoragier, sår eller perforation kan sommetider være alvorlige og potentielt
fatale, især hos ældre patienter (se pkt. 4.4).
c) Information der karakteriserer individuelle alvorlige og/eller hyppigt opståede
bivirkninger
34195_spc.doc
Side 11 af 16
Meget sjældne tilfælde af agranulocytose er blevet rapporteret hos patienter behandlet med
meloxicam og andre potentielle myelotoksiske lægemidler (se pkt. 4.5).
34195_spc.doc
Side 12 af 16
d) Bivirkninger som endnu ikke er blevet observeret i forbindelse med dette
lægemiddel, men som generelt kan tilskrives andre stoffer i gruppen.
Organiske nyreskader, som sandsynligvis resulterer i akut nyresvigt: meget sjældne tilfælde af
interstitiel nephritis, akut tubulær nekrose, nefrotisk syndrom og papillær nekrose er blevet
rapporteret (se pkt. 4.4).
Indberetning af formodede bivirkninger
Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør
løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale
anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 Købehavn S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
E-mail: dkma@dkma.dk
4.9
Overdosering
Symptomer, der følger efter en akut NSAID-overdosering, er normalt begrænset til apati,
døsighed, kvalme, opkastning og epigastrisk smerte, som generelt er reversible med støttende
pleje. Gastrointestinale blødninger kan opstå.
Alvorlig forgiftning kan resultere i hypertension, akut nyresvigt, lever dysfunktion,
respiratorisk depression, koma, kramper, kardiovaskulær kollaps og hjertestop.
Anafylaktoide reaktioner er blevet rapporteret ved terapeutisk indtagelse af NSAID-
præparater og kan opstå som følge af en overdosering.
Patienter bør behandles med symptomatisk og støttende pleje efter en NSAID overdosering. I
en klinisk undersøgelse blev demonstreret accelereret elimination af meloxicam ved peroral
indgift af 4 g cholestyramin 3 gange daglig.
4.10
Udlevering
5.
FARMAKOLOGISKE EGENSKABER
5.0
Terapeutisk klassifikation
ATC-kode: M 01 AC 06. Antiinflammatoriske og antireumatiske produkter, non-steroider;
oxicam.
5.1
Farmakodynamiske egenskaber
Meloxicam er et non-steroidt antiinflammatorisk middel (NSAID) i oxicam-gruppen, med
antiinflammatorisk, analgetisk og antipyretisk egenskab.
Meloxicams antiinflammatoriske egenskaber er påvist i klassiske inflammationsmodeller.
Ligesom med andre NSAID’er er den eksakte virkningsmekanisme ukendt. Der er dog
34195_spc.doc
Side 13 af 16
mindst én fælles virkningsmekanisme hos alle NSAID-præparater (inklusive meloxicam):
hæmning af biosyntesen af prostaglandiner, som er kendte inflammationsmediatorer.
5.2
Farmakokinetiske egenskaber
Absorption
Meloxicam absorberes godt fra gastrointestinalkanalen, hvilket afspejles ved en høj absolut
biotilgængelighed på cirka 90 % efter peroral indtagelse (kapsel). Tabletter, peroral
suspension og kapsler har vist at være bioækvivalente.
Efter enkeltdosis opnås gennemsnitlig maksimal plasmakoncentration inden for 2 timer for
suspensionen og inden for 5-6 timer med faste perorale lægemiddelformer (kapsler og
tabletter).
Efter gentagne doseringer blev steady-state nået indenfor 3-5 dage. Dosering en gang
daglig fører til gennemsnitlige plasmakoncentrationer af det aktive stof med et relativt lille
peak-trough udsving på henholdsvis 0,4-1,0 µg/ml for 7,5 mg doser og 0,8-2,0 µg/ml for
15 mg doser (henholdsvis C
og C
ved steady-state). Gennemsnitlig maksimal
plasmakoncentration af meloxicam ved steady-state opnås inden for 5-6 timer for
henholdsvis tabletter, kapsler og oral suspension. Absorption af meloxicam efter peroral
indtagelse påvirkes ikke af samtidig fødeindtagelse eller brug af uorganiske antacida.
Fordeling
Meloxicam er stærkt bundet til plasmaproteiner, hovedsageligt albumin (99 %).
Meloxicam penetrerer ind i ledvæsken, og der opnås en koncentration på ca. halvdelen af
den i plasma.
Fordelingsvolumen er lav, nemlig cirka 11 l efter i.m. eller i.v. administration, og udviser
interindividuel variation i størrelsesordenen 7-20 %. Fordelingsvolumen efter
administration af gentagne orale doser af meloxicam (7,5 eller 15 mg) er cirka 16 l med
variationskoefficienter, der varierer fra 11 til 32 %.
Biotransformation
Meloxicam gennemgår omfattende biotransformation i leveren. Fire farmakodynamisk
inaktive metabolitter blev identificeret i urinen. Hovedmetabolitten, 5’-carboxymeloxicam
(60 % af dosis), dannes ved oxidation af en intermediær metabolit 5’-hydroxymethyl-
meloxicam, som også udskilles i mindre grad (9 % af dosis). In vitro studier antyder, at
CYP 2C9 samt til dels CYP 3A4 isoenzymet spiller en vigtig rolle i denne metaboliske
omdannelse. Patientens peroxydaseaktivitet er sandsynligvis ansvarlig for de andre to
metabolitter, som udgør henholdsvis 16 % og 4 % af den indtagne dosis.
Elimination
Meloxicam udskilles hovedsagelig som metabolitter og i lige grad med urin og fæces.
Mindre end 5 % udskilles uforandret i fæces, mens kun spor af det uomdannede stof
udskilles i urinen.
Den gennemsnitlige halveringstid varierer mellem 13 og 25 timer efter oral, i.m. og i.v.
administration. Total plasmaclearance er i cirka7-12 ml/min efter oral, intravenøs eller
rektal administration af enkeltdoser.
34195_spc.doc
Side 14 af 16
Linearitet/non-linearitet
Meloxicam demonstrerer lineær farmakokinetik ved dosis fra 7,5 mg til 15 mg efter peroral
eller intramuskulær administration.
Specielle befolkningsgrupper
Lever-/nyreinsufficiens
Hverken leverinsufficiens, mild eller moderat nyreinsufficiens har en betydelig virkning på
meloxicams farmakokinetik. Forsøgsdeltagere med moderat nyreinsufficiens havde
betydeligt højere total lægemiddelclearance. Der er set reduceret proteinbinding hos
patienter med terminalt nyresvigt. Ved terminalt nyresvigt kan det forøgede
fordelingsvolumen medføre højere koncentration af frit meloxicam, og dosis på 7,5 mg må
ikke overstiges (se pkt. 4.2).
Ældre
Ældre mandlige forsøgsdeltagere udviste de samme gennemsnitlige farmakokinetiske
parametre som yngre mandlige forsøgsdeltagere. Ældre kvindelige patienter udviste højere
AUC-værdier og længere eliminationshalveringstid end yngre forsøgsdeltagere af begge
køn. Gennemsnitlig plasmaclearance ved steady-state hos ældre var en anelse lavere end
for yngre patienter.
5.3
Prækliniske sikkerhedsdata
Meloxicams toksikologiske profil har i prækliniske studier vist sig være identisk med andre
NSAID-præparaters: Gastrointestinale ulcera og erosioner, nyrepapilnekrose ved høje
doser ved kronisk administration hos to dyrearter.
Perorale reproduktionsstudier hos rotten har vist fald i antallet af ovulationer og hæmning
af implantationer og embryotoksiske virkninger (forøgelse af resorptioner) ved materno-
toksiske dosisniveauer ved 1 mg/kg og højere. Der blev ikke påvist teratogenicitet i
toksicitetsstudier af reproduktion i rotter og kaniner, ved perorale doser op til 4 mg/kg i
rotter og 80 mg/kg i kaniner.
De anvendte dosisniveauer overgik den kliniske dosis (7,5-15 mg) med en faktor 10 til 5
ved en mg/kg dosering (75 kg person). Føtotoksiske virkninger ved slutningen af
svangerskabet, som er kendt for alle prostaglandinsyntesehæmmere, er beskrevet. Der er
ikke fundet tegn på mutagen effekt, hverken in vitro eller in vivo. Ingen karcinogen risiko
er blevet fundet hos rotter og mus ved doser, der er betydelig højere end brugt klinisk.
6.
FARMACEUTISKE OPLYSNINGER
6.1
Hjælpestoffer
Majsstivelse
Prægelatineret Majsstivelse
Silica, kolloid vandfri
Natriumcitrat
Lactosemonohydrat
Cellulose, mikrokrystallinsk
Magnesiumstearat
34195_spc.doc
Side 15 af 16
6.2
Uforligeligheder
Ikke relevant.
6.3
Opbevaringstid
30 måneder.
6.4
Særlige opbevaringsforhold
Ingen særlige opbevaringsbetingelser.
6.5
Emballagetyper og pakningsstørrelser
PVC/PVDC/aluminiumblister.
Pakningsstørrelser
7,5 mg: 10, 20, 30, 50, 60 eller 100 tabletter.
15 mg: 10, 20, 30, 50, 60 og 100 tabletter.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
6.6
Regler for destruktion og anden håndtering
Ingen særlige forholdsregler.
7.
INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN
Hexal AG
Industriestrasse 25
D-836 07 Holzkirchen
Tyskland
8.
MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)
7,5 mg:
34194
15 mg:
34195
9.
DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE
31. oktober 2003
10.
DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN
1. september 2017
34195_spc.doc
Side 16 af 16