Ancozan 12,5 mg filmovertrukne tabletter

Indlægsseddel: Information til brugeren

Ancozan 12,5 mg filmovertrukne tabletter

Ancozan 50 mg filmovertrukne tabletter

Ancozan 100 mg filmovertrukne tabletter

losartankalium

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den

indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.

Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give

medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme

symptomer, som du har.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger,

som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.

Oversigt over indlægssedlen:

Virkning og anvendelse

Det skal du vide, før du begynder at tage Ancozan

Sådan skal du tage Ancozan

Bivirkninger

Opbevaring

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1.

Virkning og anvendelse

Losartan tilhører en medicingruppe, der er kendt som angiotensin II-receptorantagonister.

Angiotensin II er et stof, der dannes i kroppen, og som binder sig til receptorer i blodkarrene

og får dem til at trække sig sammen. Dette medfører en stigning i blodtrykket. Losartan

forhindrer, at angiotensin II binder sig til disse receptorer, hvilket får blodkarrene til at slappe

af og dermed sænker blodtrykket.

Ancozan anvendes til:

at behandle forhøjet blodtryk (hypertension) hos voksne samt børn og unge i alderen 6-

18 år.

at behandle patienter med kronisk nedsat hjertefunktion, når lægen finder behandling

med særlige lægemidler, der kaldes angiotensinkonverterende enzymhæmmere, uegnet

(ACE-hæmmere, medicin til at sænke blodtrykket). Hvis din nedsatte hjertefunktion er

blevet stabiliseret med ACE-hæmmere, behøver du ikke at skifte til losartan.

patienter med både højt blodtryk og en fortykkelse af hjertevæggen, hvor Ancozan kan

nedsætte risikoen for slagtilfælde ("LIFE"-indikationen).

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.

Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

2.

Det skal du vide, før du begynder at tage Ancozan

Tag ikke Ancozan:

hvis du er allergisk over for losartan eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit

hvis din leverfunktion er alvorligt nedsat.

hvis du er gravid og mere end 3 måneder henne i din graviditet. (Det er også bedst at

undgå Ancozan tidligt i graviditeten - se afsnittet ”Graviditet og amning”).

hvis du har sukkersyge eller nedsat nyrefunktion, og du også tager et blodtrykssænkende

lægemiddel, der indeholder aliskiren.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Ancozan.

Du skal fortælle din læge, hvis du tror, du er gravid (eller planlægger at blive det). Du bør

ikke tage Ancozan tidligt i graviditeten, og du må ikke tage det, hvis du er mere end 3

måneder henne i graviditeten, da brug på dette stadium kan give dit barn alvorlige skader (se

afsnittet ”Graviditet og amning”).

Det er vigtigt, at du taler med lægen, inden du tager Ancozan:

hvis du tidligere har haft angioødem (hævelse af ansigt, læber, svælg og/eller tunge) (se

også afsnit 4 "Bivirkninger").

hvis du kaster voldsomt op eller har kraftig diarré, som fører til stort tab af væske

og/eller salt fra kroppen.

hvis du får diuretika (vanddrivende medicin som øger mængden af vand, der passerer ud

gennem nyrerne), eller hvis du er på saltbegrænset diæt, som medfører stort tab af væske

og salt fra kroppen (se afsnit 3 "Dosering til særlige patientgrupper").

hvis du har forsnævring eller blokering af de blodkar, der fører til nyrerne, eller hvis du

for nylig har fået nyretransplantation.

hvis din leverfunktion er nedsat (se afsnit 2 "Tag ikke Ancozan" og afsnit 3 "Dosering

til særlige patientgrupper").

hvis du har nedsat hjertefunktion, med eller uden nedsat nyrefunktion, eller samtidig

alvorlig livstruende rytmeforstyrrelser i hjertet. Det er nødvendigt at være særlig

forsigtig, hvis du samtidig er i behandling med en beta-blokker.

hvis du har problemer med hjerteklapperne eller hjertemusklen.

hvis du har sygdom i hjertets kranspulsårer (forårsaget af nedsat blodgennemstrømning i

hjertets blodkar), eller du har sygdom i hjernens blodkar (forårsaget af nedsat

blodcirkulation i hjernen).

hvis du har primær hyperaldosteronisme (et syndrom der er forbundet med øget

udskillelse af hormonet aldosteron fra binyrerne, som skyldes en abnormitet i kirtlen).

hvis du tager et af følgende lægemidler til behandling af for højt blodtryk:

en ACE-hæmmer (f.eks. enalapril, lisinopril, ramipril), især hvis du har

nyreproblemer i forbindelse med sukkersyge.

aliskiren.

Din læge vil eventuelt måle din nyrefunktion, dit blodtryk og elektrolytter (f.eks. kalium) i dit

blod med jævne mellemrum.

Se også information under overskriften ”Tag ikke Ancozan”.

Børn og unge

Ancozan er undersøgt hos børn. Tal med lægen for at få yderligere information.

Ancozan bør ikke gives til børn, der lider af nyre- eller leverproblemer eller børn under 6 år,

da der kun er begrænsede tilgængelige data

for disse patientgrupper.

Brug af anden medicin sammen med Ancozan

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for

nylig.

Vær særlig forsigtig, hvis du får den medicin, der nævnes nedenfor, mens du er i behandling

med Ancozan:

anden blodtrykssænkende medicin, da denne kan sænke dit blodtryk yderligere.

Blodtrykket kan også sænkes med en af følgende typer/slags medicin: tricyklisk

antidepressiv medicin, medicin til behandling af psykotiske tilstande, baclofen,

amifostin.

medicin, som holder på kalium eller som kan øge indholdet af kalium i blodet (f.eks.

kaliumtilskud, salterstatninger, der indeholder kalium eller kaliumbesparende medicin

som visse vanddrivende lægemidler [amilorid, triamteren, spironolacton] eller heparin).

NSAID som f.eks. indomethacin, herunder COX-2-hæmmere (medicin som hjælper på

betændelsestilstande, og som også kan bruges til smertelindring), da disse kan nedsætte

losartans blodtrykssænkende virkning.

Hvis din nyrefunktion er nedsat, kan samtidig brug af disse typer medicin føre til yderligere

forværring af nyrefunktionen.

Medicin, der indeholder lithium, bør ikke tages sammen med losartan, uden at lægen

overvåger behandlingen nøje. Det kan være hensigtsmæssigt med særlige forholdsregler

(f.eks. blodprøver).

Det er muligt, at lægen er nødt til at ændre din dosis og/eller tage andre forholdsregler:

Hvis du samtidig tager en ACE-hæmmer eller aliskiren (se også information under

overskrifterne ”Tag ikke Ancozan” og ”Advarsler og forsigtighedsregler”).

Brug af Ancozan sammen med mad og drikke

Du kan tage Ancozan med eller uden mad.

Graviditet og amning

Graviditet

Du skal fortælle din læge, hvis du tror, du er gravid (eller planlægger at blive det). Din læge

vil normalt råde dig til at stoppe med at tage Ancozan og tage en anden medicin i stedet for,

før du bliver gravid, eller så snart du finder ud af, at du er gravid. Du bør ikke tage Ancozan

tidligt i graviditeten, og du må ikke tage det, hvis du er mere end 3 måneder henne i

graviditeten, da brug efter 3. måned kan være meget skadeligt for barnet.

Amning

Fortæl det til lægen, hvis du ammer eller ønsker at amme. Du bør ikke tage Ancozan, hvis du

ammer. Hvis du ønsker at amme, kan lægen eventuelt ordinere anden medicin. Dette gælder

særligt, hvis du ammer et nyfødt eller for tidligt født barn.

Spørg din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager nogen form for medicin.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Der er ikke udført undersøgelser af virkningen på evnen til at køre bil eller arbejde med

maskiner. Det er ikke sandsynligt, at Ancozan vil påvirke din evne til at køre bil eller arbejde

med maskiner. Som det dog er tilfældet med megen anden medicin til behandling af forhøjet

blodtryk, kan losartan medføre svimmelhed eller døsighed hos nogle mennesker. Hvis du

oplever svimmelhed eller døsighed, bør du tale med din læge, før du foretager lignende

aktiviteter.

Ancozan indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse

sukkerarter.

Ancozan indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. den er i det

væsentlige natrium-fri.

3.

Sådan skal du tage Ancozan

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så

spørg lægen eller apotekspersonalet. Lægen bestemmer, hvilken dosis af Ancozan der er

hensigtsmæssig for dig, afhængigt af din tilstand, og om du tager anden medicin. Det er

vigtigt at fortsætte med at tage Ancozan, så længe lægen foreskriver det, det vil sikre en jævn

kontrol af dit blodtryk.

Voksne patienter med forhøjet blodtryk

Behandlingen starter normalt med 50 mg losartan (f.eks. 4 stk. 12,5 mg Ancozan-tabletter

eller 1 stk. 50 mg Ancozan-tablet eller ½ stk. 100 mg Ancozan-tablet) én gang dagligt. Den

største blodtrykssænkende virkning bør være nået 3-6 uger efter start af behandling. Hos nogle

patienter kan dosis senere øges til 100 mg losartan (f.eks. 8 stk. 12,5 mg Ancozan-tabletter

eller 2 stk. 50 mg Ancozan-tabletter eller 1 stk. 100 mg Ancozan-tablet) én gang dagligt.

Hvis du har indtryk af, at virkningen af losartan er for stærk eller for svag, skal du tale med

din læge eller apoteket.

Brug til børn og unge (i alderen 6 til 18 år)

Den anbefalede startdosis til personer, der vejer mellem 20 og 50 kg, er 0,7 mg losartan pr. kg

kropsvægt én gang dagligt (højst 25 mg losartan). Hvis denne dosis ikke giver tilstrækkelig

kontrol af blodtrykket, kan lægen øge dosis.

Voksne patienter med nedsat hjertefunktion

Behandlingen starter normalt med 12,5 mg losartan (f.eks. 1 stk. 12,5 mg Ancozan-tablet) én

gang dagligt.

Dosis bør sædvanligvis øges trinvis én gang om ugen (dvs. 12,5 mg dagligt i den første uge,

25 mg dagligt i den næste uge, 50 mg dagligt i den tredje uge, 100 mg dagligt i den fjerde uge,

150 mg dagligt i den femte uge) op til en vedligeholdelsesdosis, der bestemmes af lægen. En

dosis på højst 150 mg losartan (f.eks. 12 stk. 12,5 mg Ancozan-tabletter eller 3 stk. 50 mg

Ancozan-tabletter eller 1 ½ stk. 100 mg Ancozan-tablet) én gang dagligt kan anvendes.

Ancozan 50 mg og 100 mg:

For doser, der ikke kan opnås med Ancozan 50 mg eller 100 mg

tabletter, er der Ancozan 12,5 mg tabletter tilgængelige.

I behandlingen af nedsat hjertefunktion er losartan normalt kombineret med et diuretikum

(medicin som øger mængden af vand, der passerer ud gennem nyrerne) og/eller digitalis

(medicin som er med til at gøre hjertet stærkere og mere effektivt) og/eller beta-blokkere.

Dosering til særlige patientgrupper

Lægen kan tilråde en lavere dosis, især for visse patienter i starten af behandlingen, f.eks.

patienter som får vanddrivende medicin i høje doser, patienter med nedsat leverfunktion eller

patienter over 75 år. Ancozan bør ikke gives til patienter med alvorligt nedsat leverfunktion

(se afsnittet "Tag ikke Ancozan").

Indgivelse

Tabletterne bør sluges sammen med et glas vand. Du bør forsøge at tage din daglige dosis på

samme tid hver dag. Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage Ancozan, indtil lægen siger

noget andet.

Ancozan 50 mg tabletter:

Tabletten kan deles i to lige store dele.

Ancozan 100 mg:

Tabletten kan deles i fire lige store dele.

Hvis du har taget for meget Ancozan

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Ancozan, end der står i

denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).

Hvis du kommer til at tage for mange tabletter, skal du straks kontakte lægen. Symptomer på

overdosering er lavt blodtryk, øget hjerterytme, muligvis nedsat hjerterytme.

Hvis du har glemt at tage Ancozan

Hvis du kommer til at glemme en daglig dosis, skal du blot tage næste dosis som normalt. Du

må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. Spørg lægen eller

apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

4.

Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Hvis du oplever følgende, skal du stoppe med at tage losartantabletter og straks fortælle lægen

om det eller tage på skadestuen på det nærmeste hospital:

En alvorlig allergisk reaktion (udslæt, kløe, hævelse af ansigt, læber, mund eller svælg,

som gør det svært at synke eller trække vejret).

Dette er en alvorlig, men sjælden bivirkning, som kan ramme op til 1 ud af 1.000 patienter.

Du kan få brug for hurtig lægehjælp eller indlæggelse på hospital.

Følgende bivirkninger er set for Ancozan:

Almindelige bivirkninger:

Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede

svimmelhed

lavt blodtryk (især efter stort tab af vand fra blodkarrene i kroppen, f.eks. hos patienter

med alvorligt nedsat hjertefunktion eller ved behandling med store doser vanddrivende

medicin)

blodtryksfald, der viser sig, når man rejser sig fra liggende eller siddende stilling, og

som kan have forbindelse til størrelsen af dosis

svækkelse

træthed

for lidt sukker i blodet (hypoglykæmi)

for meget kalium i blodet (hyperkaliæmi)

forandringer i nyrefunktionen herunder nyresvigt

nedsat antal røde blodlegemer (anæmi)

stigning i urinstof, kreatinin og kalium i blodet hos patienter med nedsat hjertefunktion.

Ikke almindelige bivirkninger:

Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede

søvnighed

hovedpine

søvnforstyrrelser

følelse af at hjertet slår meget hurtigt (palpitationer)

stærke smerter i brystet (angina pectoris)

åndenød (dyspnø)

mavesmerter

forstoppelse

diarré

kvalme

opkastning

nældefeber (urticaria)

kløe (pruritus)

udslæt

lokal hævelse (ødem)

hoste.

Sjældne bivirkninger:

Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede

overfølsomhed

angioødem (hævelse af ansigt, læber, tunge og/eller svælg)

betændelse i blodkarrene (vasculitis, herunder Schönlein Henochs purpura)

følelsesløshed eller snurrende fornemmelse (paræstesi)

besvimelse (synkope)

meget hurtige og uregelmæssige hjerteslag (atrieflimren)

slagtilfælde (hjernen)

leverbetændelse (hepatitis)

forhøjet alaninaminotransferase i blodet (ALAT [test for at kontrollere din

leverfunktion]), som sædvanligvis forsvinder, når behandlingen stoppes.

Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data):

nedsat antal blodplader

migræne

unormal leverfunktion

muskel- eller ledsmerter

influenzalignende symptomer

rygsmerter og urinvejsinfektion

øget lysfølsomhed (fotosensitivitet), hvilket kan medføre rød hud efter ophold i solen

uforklarlige muskelsmerter med mørk (tefarvet) urin (rhabdomyolyse)

impotens

betændelse i bugspytkirtlen (pankreatitis)

lav koncentration af natrium i blodet (hyponatriæmi)

depression

generel utilpashed

ringen, summen, brummen eller kliklyde i ørerne (tinnitus).

ændret smag (dysgeusi).

Bivirkninger hos børn svarer til dem, der er set hos voksne.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også

mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan

også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår

herunder.

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted:

www.meldenbivirkning.dk

E-mail:

dkma@dkma.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om

sikkerheden af dette lægemiddel.

5.

Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter udløbsdato eller EXP.

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Opbevares i original emballage for at beskytte mod lys.

Ancozan 12,5 mg:

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 ºC.

Ancozan 50 mg og 100 mg:

Beholdere:

Efter åbning:

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 ºC.

Opbevaringstid efter første åbning af beholderen: 6 måneder.

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke

smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Ancozan indeholder:

Aktivt stof: losartankalium.

Hver Ancozan 12,5 mg tablet indeholder 12,5 mg losartankalium.

Hver Ancozan 50 mg tablet indeholder 50 mg losartankalium.

Hver Ancozan 100 mg tablet indeholder 100 mg losartankalium.

Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose, macrogol 4000, povidon K 25,

vandfri kolloid silica, magnesiumstearat, lactose (som monohydrat), hypromellose,

titandioxid (E171), natriumstivelsesglycolat (type A), indigotin (E132) (kun i Ancozan

12,5 mg)

Udseende og pakningsstørrelser

Ancozan, 12,5 mg filmovertrukne tabletter: Blå, ovale, filmovertrukne tabletter præget med

”1” på den ene side.

Ancozan, 50 mg filmovertrukne tabletter: Hvide, ovale, filmovertrukne tabletter med en

delekærv på begge sider og præget med ”3” på den ene side.

Ancozan, 100 mg filmovertrukne tabletter: Hvide, aflange, filmovertrukne tabletter med tre

delekærve på begge sider og præget med ”5” på den ene side.

Ancozan filmovertrukne tabletter findes i følgende pakninger:

Ancozan 12,5 mg:

PVC/PVDC/Alu-blister

Ancozan 50 mg og 100 mg:

PVC/PVDC/Alu-blister

HDPE-beholder med PP-skruelåg

Ancozan filmovertrukne tabletter findes i følgende pakningsstørrelser:

Ancozan, 12,5 mg filmovertrukne tabletter

Blisterpakninger:

7, 10, 14, 20, 21, 28, 30, 50, 56, 60, 84, 90, 98, 100, 104, 120 filmovertrukne tabletter

Enkeltdosisblisterpakninger: 10x5, 14x4 filmovertrukne tabletter

Ancozan 50 mg og 100 mg filmovertrukne tabletter

Blisterpakninger:

7, 10, 14, 20, 21, 28, 30, 50, 56, 60, 84, 90, 98, 100, 104, 120 filmovertrukne tabletter

Enkeltdosisblisterpakninger: 10x5, 14x4 filmovertrukne tabletter

Beholdere: 250 filmovertrukne tabletter

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaveren af markedsføringstilladelsen:

Sandoz A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark

Fremstiller:

Lek Pharmaceuticals d.d., Verovškova 57, 1526 Ljubljana, Slovenien

eller

Salutas Pharma GmbH, Otto-von-Guericke-Allee 1, 39179 Barleben, Tyskland

eller

LEK S.A., Ul. Podlipie 16, 95 010 Strykow, Polen

eller

LEK S.A., Ul. Domaniewska 50 C, 02-672 Warszawa, Polen

eller

Lek Pharmaceuticals d.d., Trimlini 2 D, 9220 Lendava, Slovenien

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne

DK: Ancozan 12,5 mg/50 mg/100 mg filmovertrukne tabletter

DE: Losartan Sandoz 12,5 mg/25 mg/50 mg/75 mg/100 mg Filmtabletten

PL: Losartan-1A Pharma 50 mg

SE: Losartan Sandoz 12,5 mg/50 mg/100 mg filmdragerade tabletter

Denne indlægsseddel blev senest ændret 29. juli 2019

16. april 2019

PRODUKTRESUMÉ

for

Ancozan, filmovertrukne tabletter

0.

D.SP.NR.

25178

1.

LÆGEMIDLETS NAVN

Ancozan

2.

KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

12,5 mg

En filmovertrukket tablet indeholder 12,5 mg losartankalium.

En filmovertrukket tablet indeholder 1,18 mg lactose.

50 mg

En filmovertrukket tablet indeholder 50 mg losartankalium.

filmovertrukket

tablet indeholder 2,05 mg lactose.

100 mg

En filmovertrukket tablet indeholder 100 mg losartankalium.

filmovertrukket

tablet indeholder 3,42 mg lactose.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.

LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukne tabletter

12,5 mg

Blå, ovale, filmovertrukne tabletter præget med ”1” på den ene side.

50 mg

Hvide, ovale, filmovertrukne tabletter med en delekærv på begge sider og præget med ”3”

på den ene side. Tabletten kan deles i to lige store doser.

100 mg

Hvide, aflange, filmovertrukne tabletter med tre delekærve på begge sider og præget med

”5” på den ene side. Tabletten kan deles i fire lige store doser.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 1 af 20

4.

KLINISKE OPLYSNINGER

4.1

Terapeutiske indikationer

Behandling af essentiel hypertension hos børn og unge i alderen 6-18 år.

Behandling af kronisk hjerteinsufficiens hos voksne patienter, når behandling med

angiotensin konverterende enzymhæmmere (ACE-hæmmere) ikke anses for at være

velegnet på grund af uforligelighed, især hoste, eller kontraindikation. Patienter med

hjerteinsufficiens, som er stabile i behandling med en ACE-hæmmer, behøver ikke

skiftes til losartan. Patienterne bør have en ejektionsfraktion på ≤40 % i venstre

ventrikel, være klinisk stabiliseret og følge et fastlagt behandlingsregimen for kronisk

hjerteinsufficiens.

Reduktion af risiko for slagtilfælde hos voksne hypertensive patienter med hypertrofi af

venstre ventrikel, som er dokumenteret ved EKG (se pkt. 5.1: LIFE-undersøgelsen,

Race).

4.2

Dosering og indgivelsesmåde

Dosering

Hypertension

Normal start- og vedligeholdelsesdosis er 50 mg en gang daglig til de fleste patienter.

Maksimal antihypertensiv virkning opnås 3-6 uger efter initiering af behandling. Nogle

patienter kan få yderligere virkning ved øgning af dosis til 100 mg en gang daglig (om

morgenen).

Losartan kan administreres sammen med andre antihypertensiva, især sammen med

diuretika (f.eks. hydrochlorthiazid) (se pkt. 4.3, 4.4, 4.5 og 5.1).

Hjerteinsufficiens

Den normale startdosis for losartan til patienter med hjerteinsufficiens er 12,5 mg en gang

daglig. Generelt bør dosis titreres med ugentlige intervaller (f.eks. 12,5 mg daglig, 25 mg

daglig, 50 mg daglig, 100 mg daglig op til højst 150 mg en gang daglig), som det kan

tolereres af patienten.

Reduktion af risikoen for slagtilfælde hos hypertensive patienter med hypertrofi af venstre

ventrikel, som er dokumenteret ved EKG

Normal startdosis er 50 mg losartan en gang daglig. En lav dosis hydrochlorthiazid bør

tilføjes og/eller dosis af losartan bør øges til 100 mg en gang daglig på basis af

blodtryksrespons.

Særlige populationer

Patienter med intravaskulær væskemangel

Til patienter med intravaskulær væskemangel (f.eks. i forbindelse med højdosis

diuretikabehandling) bør en startdosis på 25 mg en gang daglig overvejes (se pkt. 4.4).

Patienter med nyreinsufficiens og patienter i hæmodialyse

Initial dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med nyreinsufficiens og patienter i

hæmodialyse.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 2 af 20

Patienter med leverinsufficiens

Lavere dosis bør overvejes til patienter med leverinsufficiens i anamnesen. Der er ikke

erfaring med behandling til patienter med svær leverinsufficiens. Derfor er losartan

kontraindiceret til patienter med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.3 og 4.4).

Pædiatrisk population

6 måneder – under 6 år

Sikkerhed og virkning hos børn i alderen 6 måneder til under 6 år er ikke klarlagt. De

foreliggende data er beskrevet i pkt. 5.1 og 5.2, men der kan ikke gives nogen anbefalinger

vedrørende dosering.

6 år til 18 år

Til patienter, der kan sluge en tablet, er den anbefalede dosis 25 mg en gang daglig til

patienter >20 til <50 kg. (I særlige tilfælde kan dosis øges til maksimalt 50 mg en gang

daglig.) Dosis bør justeres i henhold til blodtryksrespons.

Til patienter >50 kg er startdosis 50 mg en gang daglig. I særlige tilfælde kan dosis justeres

til maksimalt 100 mg en gang daglig. Doser over 1,4 mg/kg (eller mere end 100 mg) daglig

er ikke blevet undersøgt hos pædiatriske patienter.

Losartan bør ikke gives til børn under 6 år, da der ikke findes dokumentation for disse

patientgrupper.

Bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73 m

, da der

ikke findes dokumentation herfor (se også pkt. 4.4).

Losartan bør ikke gives til børn med leverinsufficiens (se også pkt. 4.4).

Ældre

Selvom det bør overvejes, hvorvidt behandling med 25 mg skal initieres hos patienter over

75 år, er dosisjustering ikke nødvendig hos ældre.

Administration

Ancozan-tabletter bør sluges med et glas vand.

Ancozan-tabletter kan administreres med eller uden mad.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne

anført i pkt. 4.4 og 6.1.

2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4 og 4.6).

Svær leverinsufficiens.

Samtidig brug af losartan og lægemidler indeholdende aliskiren er kontraindiceret hos

patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m

(se pkt. 4.5 og 5.1).

dk_hum_41198_spc.doc

Side 3 af 20

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Overfølsomhed

Angioødem. Patienter med angioødem i anamnesen (hævelse af ansigt, læber, svælg

og/eller tunge) bør monitoreres nøje (se pkt. 4.8).

Hypotension og elektrolyt-/væskeforstyrrelser

Symptomatisk hypotension, især efter første dosis og efter forhøjelse af dosis, er mest

sandsynligt hos patienter med væske- og/eller natriummangel ved kraftig behandling med

diuretika, saltrestriktiv diæt, diarré eller opkastning. Disse tilstande bør korrigeres før

administration af losartan, eller der bør anvendes lavere startdosis (se pkt. 4.2). Dette

gælder også for børn i alderen 6-18 år.

Elektrolytforstyrrelser

Elektrolytforstyrrelser er almindeligt forekommende hos patienter med nyreinsufficiens,

med eller uden diabetes, og bør behandles. I en klinisk undersøgelse med type 2-

diabetikere med nefropati, var incidensen af hyperkaliæmi højere i den gruppe, der blev

behandlet med losartan end i placebogruppen (se pkt. 4.8). Derfor bør kaliums

plasmakoncentration såvel som kreatininclearance monitoreres tæt, især patienter med

hjertesvigt og kreatinin-clearance på 30-50 ml/min bør monitoreres tæt. Brug af

kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud og kaliumholdige salterstatninger sammen med

losartan anbefales ikke (se pkt. 4.5).

Leverinsufficiens

Baseret på farmakokinetiske data, som viser signifikant forhøjede plasmakoncentrationer

af losartan hos cirrhotiske patienter, bør det overvejes at anvende en lavere dosis til

patienter med nedsat leverfunktion i anamnesen. Der er ingen terapeutisk erfaring med

losartan til patienter med svær leverinsufficiens. Derfor bør losartan ikke gives til patienter

med svær leverinsufficiens (se pkt. 4.2, 4.3 og 5.2).

Losartan bør ikke gives til børn med leverinsufficiens (se pkt. 4.2).

Nyreinsufficiens

Som følge af hæmningen af renin-angiotensinsystemet, er der rapporteret forandringer i

nyrefunktionen herunder nyrefunktionsnedsættelse (især hos patienter hvis nyrefunktion er

afhængig af renin-angiotensin-aldosteronsystemet som patienter med svær

hjerteinsufficiens eller tidligere nedsat nyrefunktion). Som for andre lægemidler, der

påvirker renin-angiotensin-aldosteronsystemet, er der rapporteret om øget carbamid og

serumkreatinin hos patienter med bilateral nyrearteriestenose eller unilateral

nyrearteriestenose (hvis funktionelt ennyret); disse ændringer i nyrefunktionen kan være

reversible ved seponering af behandlingen. Losartan bør anvendes med forsigtighed hos

patienter med bilateral nyrearteriestenose eller unilateral nyrearterie stenose (hvis

funktionelt ennyret).

Anvendelse til pædiatriske patienter med nyreinsufficiens

Losartan bør ikke gives til børn med glomerulær filtrationshastighed <30 ml/min/1,73m

da der ikke findes dokumentation herfor (se pkt. 4.2).

Nyrefunktionen skal monitoreres regelmæssigt under behandling med losartan, da den kan

forværres. Dette gælder især, når losartan gives, hvor andre tilstande er til stede (feber,

dehydrering), der kan nedsætte nyrefunktionen.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 4 af 20

Samtidig anvendelse af losartan og ACE-hæmmere nedsætter nyrefunktionen. Derfor

frarådes samtidig anvendelse (se pkt. 4.5).

Nyretransplantation

Der er ingen erfaring med patienter, der for nylig er blevet nyretransplanteret.

Primær hyperaldosteronisme

Patienter med primær hyperaldosteronisme vil generelt ikke respondere på

antihypertensiva, der virker ved hæmning af renin-angiotensinsystemet. Derfor kan

anvendelse af losartan ikke anbefales.

Koronar hjertesygdom og cerebrovaskulær sygdom

Som det er tilfældet med andre antihypertensiva kan et kraftigt fald i blodtrykket hos

patienter med iskæmisk kardiovaskulær og cerebrovaskulær sygdom medføre

myokardieinfarkt eller slagtilfælde.

Hjerteinsufficiens

Hos patienter med hjerteinsufficiens, med eller uden nyreinsufficiens, er der, som med

andre lægemidler der påvirker renin-angiotensinsystemet, risiko for svær arteriel

hypotension og (ofte akut) nyreinsufficiens.

Der er begrænset terapeutisk erfaring med losartan til patienter med hjerteinsufficiens og

samtidig svær nyreinsufficiens, til patienter med svær hjerteinsufficiens (NYHA klasse IV)

samt til patienter med hjerteinsufficiens og symptomatisk livstruende hjertearytmi. Derfor

bør losartan anvendes med forsigtighed til disse patientgrupper. Kombinationen af losartan

og en beta-blokker bør anvendes med forsigtighed (se pkt. 5.1).

Aorta- og mitralklapstenose, obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati

Som det er tilfældet med andre vasodilatorer er særlig forsigtighed indiceret hos patienter,

der har aorta- eller mitralstenose eller obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati.

Hjælpestoffer

Dette lægemiddel indeholder lactose. Bør ikke anvendes til patienter med arvelig

galactoseintolerans, en særlig form af hereditær lactasemangel (Lapp Lactase deficiency)

eller glucose/galactosemalabsorption.

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. den er i

det væsentlige natrium-fri.

Graviditet

Behandling med losartan bør ikke initieres under graviditet. Med mindre

losartanbehandling anses for essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til

alternativ antihypertensiv behandling, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse

under graviditet. Når graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres

omgående, og hvis det er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes (se pkt.

4.3 og 4.6).

Andre advarsler og forholdsregler

Som det blev bemærket i forbindelse med angiotensinkonverterende enzymhæmmere er

losartan og de andre angiotensinantagonister tilsyneladende mindre effektive til sænkning

dk_hum_41198_spc.doc

Side 5 af 20

af blodtrykket hos negroide personer i forhold til ikke-negroide, muligvis på grund af

større prævalens af lav-renin tilstande i den negroide hypertensive population.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Der er tegn på, at samtidig brug af ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister

eller aliskiren øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion

(inklusive akut nyresvigt). Dobbelthæmning af RAAS ved kombination af ACE-hæmmere

med angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren frarådes derfor (se pkt. 4.5 og 5.1).

Hvis dobbelthæmmende behandling anses for absolut nødvendig, bør dette kun ske under

supervision af en speciallæge og under tæt monitorering af patientens nyrefunktion,

elektrolytter og blodtryk.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

4.5

Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre antihypertensiva kan øge losartans hypotensive virkning. Andre lægemidler, som

kan forårsage hypotension (f.eks. tricykliske antidepressiva, antipsykotika, baclofen og

amifostin) kan øge risikoen for hypotension.

Losartan metaboliseres hovedsageligt via cytokrom P450 (CYP) 2C9 til den aktive

carboxylsyremetabolit. I en klinisk undersøgelse reducerede fluconazol (CYP2C9-

hæmmer) eksponeringen over for den aktive metabolit med ca. 50 %. Samtidig behandling

med losartan og rifampicin (inducer af metabolismeenzymer) gav en reduktion på 40% i

plasmakoncentrationen af den aktive metabolit. Den kliniske relevans af denne virkning er

ukendt. Der blev ikke fundet forskel i eksponeringen ved samtidig behandling med

fluvastatin (svag hæmmer af CYP2C9).

Som ved andre stoffer, der blokerer angiotensin-II eller dets virkning, kan samtidig brug af

andre lægemidler, som tilbageholder kalium (f.eks. kaliumbesparende diuretika: Amilorid,

triamteren, spironolacton), eller som kan forhøje kaliumkoncentrationerne (f.eks. heparin),

kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger, medføre stigninger i serumkalium.

Samtidig medicinering er ikke tilrådelig.

Der er rapporteret om reversible forhøjelser i serum lithiumkoncentrationerne samt

toksicitet ved samtidig administration af lithium og ACE-hæmmere. Der er også

rapporteret om meget sjældne tilfælde med antiotensin-II-receptorantagonister. Samtidig

administration af lithium og losartan bør foretages med forsigtighed. Hvis denne

kombination viser sig at være essentiel, bør serum lithiumkoncentrationen monitoreres ved

samtidig anvendelse.

Når angiotensin II-antagonister administreres samtidigt med NSAID (dvs. selektive COX-2

hæmmere, acetylsalicylsyre i antiinflammatoriske doser og non-selektive NSAID) kan

afsvækning af den antihypertensive virkning forekomme. Samtidig anvendelse af

angiotensin II-antagonister eller diuretika og NSAID kan medføre øget risiko for

forværring af nyrefunktionen, herunder mulig akut nyresvigt og stigning i serumkalium,

især hos patienter med eksisterende dårlig nyrefunktion. Kombinationen bør anvendes med

forsigtighed især hos ældre. Patienterne bør hydreres hensigtsmæssigt, og det bør overvejes

at monitorere nyrefunktionen efter initiering af samtidig behandling samt periodisk

herefter.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 6 af 20

Data fra kliniske studier har vist, at dobbelthæmning af renin-angiotensin-

aldosteronsystemet (RAAS) gennem kombinationsbehandling med ACE-hæmmere,

angiotensin II-receptorantagonister eller aliskiren er forbundet med en højere hyppighed af

bivirkninger som hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusive akut

nyresvigt) sammenlignet med brug af et enkelt RAAS-virkende lægemiddel (se pkt. 4.3,

4.4 og 5.1).

4.6

Graviditet og amning

Graviditet

Anvendelse af AIIRA’er anbefales ikke i 1. trimester af graviditeten (se pkt. 4.4).

Anvendelse af AIIRA’er er kontraindiceret i 2. og 3. trimester af graviditeten (se pkt. 4.3

og 4.4).

Epidemiologisk evidens for risiko for teratogenicitet efter eksponering for ACE-hæmmere

i første trimester af graviditeten har ikke været konklusive; en lille risikostigning kan dog

ikke udelukkes. Selvom der ikke findes kontrollerede epidemiologiske data vedrørende

risikoen ved angiotensin-II-receptorhæmmere (AIIRA’er), kan de samme risici være

forbundet med denne lægemiddelklasse. Med mindre fortsat AIIRA-behandling anses for

at være essentiel, bør patienter, der planlægger graviditet, skiftes til alternative

antihypertensive behandlinger, som har en etableret sikkerhedsprofil for anvendelse under

graviditet. Når graviditet diagnosticeres, bør behandling med losartan seponeres omgående,

og hvis det er hensigtsmæssigt, bør alternativ behandling påbegyndes.

Eksponering for AIIRA-behandling i 2. og 3. trimester inducerer føtotoksicitet hos

mennesker (nedsat nyrefunktion, oligohydramnios, forsinket kranieossifikation) og

neonatal toksicitet (nyresvigt, hypotension, hyperkaliæmi) (se pkt. 5.3).

Hvis eksponering for AIIRA har fundet sted fra 2. trimester af graviditeten, anbefales

ultralydskontrol af nyrefunktionen og kraniet.

Spædbørn, hvis mødre har taget AIIRA’er, bør observeres omhyggeligt for hypotension (se

også pkt. 4.3 og 4.4).

Amning

Det anbefales ikke at anvende Ancozan på grund af manglende information vedrørende

brugen af losartan under amning. Det anbefales at anvende andre alternative behandlinger

med bedre etableret sikkerhedsprofil, specielt ved amning af nyfødte eller for tidligt fødte

spædbørn.

4.7

Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Ikke mærkning.

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller

betjene maskiner. Når man kører bil eller betjener maskiner, skal man dog tænke på, at

svimmelhed eller døsighed lejlighedsvis kan forekomme i forbindelse med antihypertensiv

behandling, i særdeleshed ved initiering af behandlingen, eller når dosis øges.

4.8

Bivirkninger

Losartan er vurderet i kliniske undersøgelser som følger:

I kontrollerede kliniske undersøgelser hos > 3.000 voksne patienter i alderen 18 år og

ældre med essentiel hypertension

dk_hum_41198_spc.doc

Side 7 af 20

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos 177 hypertensive pædiatriske patienter i

alderen 6-16 år

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 9.000 hypertensive patienter i alderen 55-80

år med hypertrofi af venstre ventrikel (se pkt. 5.1: LIFE-undersøgelsen)

I kontrollerede kliniske undersøgelser hos >7.700 voksne patienter med kronisk

hjerteinsufficiens (se ELITE I-, ELITE II- og HEAAL-undersøgelserne, pkt. 5.1)

I en kontrolleret klinisk undersøgelse hos > 1.500 type-2 diabetikere i alderen 31 år og

ældre med proteinuri (RENAAL-undersøgelse, se pkt. 5.1)

I disse kliniske undersøgelser var den mest almindelige bivirkning svimmelhed.

Frekvensen af de nedenfor nævnte bivirkninger er defineret i henhold til følgende

konvention: Meget almindelig (≥1/10); almindelig (≥1/100 til <1/10); ikke almindelig

(≥1/1.000 til <1/100); sjælden (≥1/10.000 til <1/1.000); meget sjælden (<1/10.000); ikke

kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

Tabel 1. Hyppigheden af bivirkninger fra placebo-kontrollerede kliniske forsøg og

bivirkninger rapporteret efter markedsføring

Bivirkning

Frekvens af bivirkning efter indikation

Andre

Hyper-

tension

Hypertensive

patienter med

hypertrofi af

venstre

ventrikel

Kronisk

hjerte-

insufficiens

Hyper-

tension og

type 2-

diabetes

med nyre-

sygdom

Efter

markeds-

føring

Blod og lymfesystem

Anæmi

almindelig

ikke kendt

Trombocytopeni

ikke kendt

Immunsystemet

Hypersensitivi-

tet, anafylaktiske

reaktioner,

angioødem

vaskulitis

sjælden

Psykiske forstyrrelser

Depression

ikke kendt

Nervesystemet

Svimmelhed

almindelig

almindelig

almindelig

almindelig

Somnolens

ikke

almindelig

Hovedpine

ikke

almindelig

ikke almindelig

Søvnproblemer

ikke

almindelig

Paræstesi

sjælden

Migræne

ikke kendt

Dysgeusi

ikke kendt

Øre og labyrint

Vertigo

almindelig

almindelig

Tinnitus

ikke kendt

Hjerte

dk_hum_41198_spc.doc

Side 8 af 20

Palpitationer

ikke

almindelig

Angina pectoris

ikke

almindelig

Synkope

sjælden

Atrieflimren

sjælden

Cerebrovaskulær

sygdom

sjælden

Vaskulære sygdomme

(Ortostatisk)

hypotension

(herunder

dosisrelaterede

ortostatiske

effekter)

ikke

almindelig

almindelig

almindelig

Luftveje, thorax og mediastinum

Dyspnø

ikke almindelig

Hoste

ikke almindelig

ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

Abdominal

smerte

ikke

almindelig

Obstipation

ikke

almindelig

Diarré

ikke almindelig

ikke kendt

Kvalme

ikke almindelig

Opkastning

ikke almindelig

Lever og galdeveje

Pankreatit

ikke kendt

Hepatitis

sjælden

Abnorm

leverfunktion

ikke kendt

Hud og subkutane væv

Urticaria

ikke almindelig

ikke kendt

Pruritus

ikke almindelig

ikke kendt

Udslæt

ikke

almindelig

ikke almindelig

ikke kendt

Fotosensitivitet

ikke kendt

Knogler, led, muskler og bindevæv

Myalgi

ikke kendt

Artralgi

ikke kendt

Rhabdomyolyse

ikke kendt

Nyrer og urinveje

Nyreinsufficiens

almindelig

Nyresvigt

almindelig

Det reproduktive system og mammae

Erektil

dysfunktion/im-

potens

ikke kendt

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

Asteni

ikke

almindelig

almindelig

ikke almindelig

almindelig

Træthed

ikke

almindelig

almindelig

ikke almindelig

almindelig

dk_hum_41198_spc.doc

Side 9 af 20

Ødemer

ikke

almindelig

Utilpashed

ikke kendt

Undersøgelser

Hyperkaliæmi

almindelig

ikke

almindelig

almindelig

Forhøjet alanin

amino-

transferase

(ALAT)

sjælden

Øget carbamid

og serum-

kreatinin samt

serumkalium

almindelig

Hyponatraemia

ikke kendt

Hypoglykæmi

almindelig

Inklusive hævelse af larynx og glottis, som medfører luftvejsobstruktion og/eller hævelse af ansigt,

læber, svælg og/eller tunge. Hos nogle af disse patienter har der tidligere været rapporteret om

angioødem i forbindelse med administration af anden medicin, herunder ACE-hæmmere;

Inklusive Schönlein-Henochs purpura

Især hos patienter med intravaskulær væskemangel, fx patienter med svær hjerteinsufficiens eller i

behandling med højdosis diuretika

Almindelig hos patienter der får 150 mg losartan i stedet for 50 mg losartan

I en klinisk undersøgelse med type 2-diabetikere med nefropati, udviklede 9,9 % af de patienter,

der blev behandlet med losartantabletter, og 3,4 % af de patienter, der fik placebo, hyperkaliæmi

>5,5 mmol/l.

Forsvinder sædvanligvis efter seponering

Følgende bivirkninger forekom oftere hos patienter, der fik losartan end placebo (frekvens

ikke kendt): Rygsmerter, urinvejsinfektioner og influenzalignende symptomer.

Nyrer og urinveje

Som følge af hæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet er der rapporteret om

ændringer i nyrefunktionen, herunder nyresvigt, hos risikopatienter; disse ændringer i

nyrefunktionen kan være reversible ved seponering af behandlingen (se pkt. 4.4).

Pædiatrisk population

Bivirkningsprofilen for pædiatriske patienter ser ud til at være den samme som for voksne

patienter. Data for den pædiatriske population er begrænsede.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det

muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og

sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via:

Lægemiddelstyrelsen

Axel Heides Gade 1

DK-2300 København S

Websted: www.meldenbivirkning.dk

E-mail: dkma@dkma.dk

dk_hum_41198_spc.doc

Side 10 af 20

4.9

Overdosering

Symptomer på forgiftning

Der er begrænsede data om overdosering hos mennesker. De mest sandsynlige tegn på

overdosering er hypotension og takykardi. Bradykardi kan forekomme ved parasympatisk

(vagus) stimulering.

Behandling af forgiftning

Hvis symptomatisk hypotension skulle forekomme, bør supporterende behandling

igangsættes.

Forholdsreglerne afhænger af tidspunktet for indtagelse af medicinen samt symptomernes

type og sværhedsgrad. Stabilisering af kredsløbet bør prioriteres. Efter peroral indtagelse er

administration af en tilstrækkelig stor dosis aktivt kul indiceret. Derefter bør de vitale

parametre monitoreres nøje. De vitale parametre bør korrigeres efter behov.

Hverken losartan eller den aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

4.10

Udlevering

5.

FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.0

Terapeutisk klassifikation

ATC-kode: C 09 CA 01. Midler med virkning på renin-angiotensin systemet, Angiotensin

II-antagonister, usammensatte.

5.1

Farmakodynamiske egenskaber

Losartan er en syntetisk, peroral angiotensin-II-receptorantagonist (type AT

Angiotensin-II, der er en potent vasokonstriktor, er det primære aktive hormon i renin-

angiotensinsystemet og en betydningsfuld determinant for hypertensions patofysiologi.

Angiotensin-II bindes til den AT

-receptor, som findes i mange væv (f.eks. vaskulær glat

muskulatur, binyrerne, nyrerne og hjertet), og frembringer mange betydningsfulde

biologiske reaktioner, herunder vasokonstriktion og frigørelse af aldosteron. Angiotensin-II

stimulerer også formeringen af celler i den glatte muskulatur.

Losartan blokerer selektivt AT

-receptoren. In vitro og in vivo blokerer losartan og dets

farmakologisk aktive carboxylsyremetabolit E-3174 alle fysiologisk relevante virkninger af

angiotensin-II, uafhængig af kilde eller syntesevej.

Losartan har ikke en agonistvirkning eller blokerer andre hormonreceptorer eller

ionkanaler, som er vigtige for den kardiovaskulære regulering. Desuden hæmmer losartan

ikke ACE (kininase II), enzymet som nedbryder bradykinin. Af denne grund finder ingen

potensering af bradykinin-medierede virkninger sted.

Under administration af losartan leder fjernelse af angiotensin-II’s negative feed-back på

reninsekretionen til øget plasmareninaktivitet (PRA). Øget PRA fører til øget koncentration af

angiotensin-II i plasma. Selv med disse stigninger bibeholdes den antihypertensive aktivitet

og suppressionen af plasmaaldosteronkoncentrationen, hvilket tyder på angiotensin-II-

receptorblokering. Efter seponering af losartan faldt PRA og angiotensin-II-værdierne inden

for tre dage til værdierne ved baseline.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 11 af 20

Både losartan og dets væsentligste aktive metabolit har langt højere affinitet til AT

receptoren end til AT

-receptoren. Den aktive metabolit er på vægtbasis 10-40 gange mere

aktiv end losartan.

Hypertensionsundersøgelser

I kontrollerede kliniske undersøgelser, hvor losartan blev administreret en gang daglig til

patienter med mild til moderat essentiel hypertension, opnåedes statistisk signifikant

reduktion af systolisk og diastolisk blodtryk. Blodtryksmåling 24 timer efter dosering i

forhold til 5-6 timer efter dosering viste reduktion af blodtrykket i løbet af 24 timer; den

naturlige døgnrytme blev bibeholdt. Reduktion af blodtrykket i slutningen af

dosisintervallet var 70-80 % af effekten set 5-6 timer efter dosering.

Seponering af losartan hos hypertensive patienter medførte ikke en brat stigning af

blodtrykket (rebound). På trods af det markante fald i blodtrykket havde losartan ingen

klinisk signifikant virkning på hjertefrekvensen.

Losartan er lige effektiv hos mænd og kvinder samt hos yngre (<65 år) og ældre

hypertensive patienter.

LIFE-undersøgelsen

LIFE (The Losartan Intervention For Endpoint Reduction In Hypertension) var en

randomiseret, trippelblindet, aktiv kontrolleret undersøgelse foretaget hos 9193

hypertensive patienter i alderen 55 til 80 år med EKG-diagnosticeret hypertrofi af venstre

ventrikel. Patienterne blev randomiseret til losartan 50 mg en gang daglig eller atenolol 50

mg en gang daglig. Hvis det forud fastsatte blodtryk (<140/90 mmHg) ikke blev nået,

tilføjedes først hydrochlorthiazid (12,5 mg) og hvis nødvendigt blev dosis af losartan eller

atenolol øget til 100 mg en gang daglig. Andre antihypertensiva, undtagen ACE-hæmmere,

angiotensin II-antagonister eller beta-blokkere, blev tilføjet hvis dette var nødvendigt for at

opnå det ønskede blodtryk.

Den gennemsnitlige opfølgningstid var 4,8 år.

Det primære effektmål var sammensætningen af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet

målt ved en reduktion i den kombinerede incidens af kardiovaskulær død, stroke og

myokardieinfarkt. Blodtrykket reduceredes signifikant til samme niveau i de to grupper.

Behandlingen med losartan resulterede i en risikoreduktion på 13 % (p=0,021, 95 %

konfidensinterval 0,77-0,98) sammenlignet med atenolol for patienter, der nåede det

primære sammensatte effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion i incidensen af

stroke. Behandling med losartan reducerede risikoen for stroke med 25 % i forhold til

atenolol (p=0,001, 95 % konfidensinterval 0,63-0,89). Hyppigheden af kardiovaskulær død

og myokardieinfarkt var ikke signifikant forskellig behandlingsgrupperne imellem.

Race

I LIFE-undersøgelsen havde de negroide patienter, der havde fået behandling med losartan,

større risiko for at blive ramt af det primære sammensatte effektmål, dvs. en

kardiovaskulær hændelse (f.eks. hjerteinfarkt, kardiovaskulær død) og især stroke, end de

negroide patienter, som blev behandlet med atenolol. Derfor var de resultater, der sås for

losartan sammenlignet med atenolol i LIFE-undersøgelsen med hensyn til kardiovaskulær

morbiditet/mortalitet, ikke gældende for negroide patienter med hypertension og hypertrofi

af venstre ventrikel.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 12 af 20

RENAAL-undersøgelsen

RENAAL-undersøgelsen (The Reduction of Endpoints in NIDDM with the Angiotensin II

Receptor Antagonist Losartan) var en kontrolleret, klinisk verdensomspændende

undersøgelse med 1513 type 2-diabetikere med proteinuri, med eller uden hypertension.

751 patienter blev behandlet med losartan.

Målet med undersøgelsen var at vise losartankaliums nyrebeskyttende virkning ud over

dets gavnlige indvirkning på blodtrykket.

Patienter med proteinuri og serumkreatinin på 1,3-3,0 mg/dl blev, i tillæg til konventionel

antihypertensiv behandling med undtagelse af ACE-hæmmere og angiotensin II-

antagonister, randomiseret til losartan 50 mg en gang daglig, og blev titreret til, hvis

nødvendigt, til blodtryksrespons, eller placebo.

Investigatorerne blev instrueret i at titrere forsøgsmedicinen til 100 mg en gang daglig,

hvis dette var relevant; 72 % af patienterne fik 100 mg daglig det meste af tiden. Andre

antihypertensive lægemidler (diuretika, calciumantagonister, alfa- og betablokkere samt

centralt virkende antihypertensiva) var tilladt som tillægsbehandling efter behov i begge

grupper. Patienterne blev fulgt i op til 4,6 år (i gennemsnit 3,4 år).

Undersøgelsens primære effektmål var det kombinerede effektmål med fordobling af

serumkreatinin, endstage nyresvigt (behov for dialyse eller transplantation) eller død.

Resultaterne viste, at behandling med losartan (327 hændelser) sammenlignet med placebo

(359 hændelser) gav 16,1 % risikoreduktion (p=0,022) for, at patienter nåede det primære,

samlede effektmål. For følgende individuelle og kombinerede komponenter af de primære

effektmål viste resultaterne ligeledes signifikant risikoreduktion i gruppen, der blev

behandlet med losartan: 25,3 % risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin (p=0,006);

28,6 % risikoreduktion i kronisk nyresvigt (p=0,002); 19,9 % risikoreduktion i kronisk

nyresvigt eller død (p=0,009); 21,0 % risikoreduktion i fordobling af serumkreatinin eller

kronisk nyresvigt (p=0,01).

Ratio af mortalitet af enhver årsag var ikke signifikant forskellig mellem de to

behandlingsgrupper. Losartan var i denne undersøgelse generelt veltålt, dokumenteret ved

en seponeringsincidens på grund af bivirkninger svarende til placebos.

HEAAL-undersøgelsen

Heart Failure Endpoint Evaluation of Angiotensin II Antagonist Losartan (HEAAL)

undersøgelsen var en kontrolleret klinisk undersøgelse, der blev gennemført verden over

med 3.834 patienter i alderen 18-98 år med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV), som

var intolerante over for behandling med ACE-hæmmere. Patienterne blev randomiseret til

at få losartan 50 mg en gang daglig eller 150 mg på baggrund af konventionel terapi med

undtagelse af ACE-hæmmere.

Patienterne blev fulgt i over 4 år (median 4,7 år). Undersøgelsens primære effektmål var

det kombinerede effektmål med død af alle årsager eller indlæggelse for hjerteinsufficiens.

Resultaterne viste, at behandling med 150 mg losartan (828 hændelser) sammenlignet med

50 mg losartan (889 hændelser) resulterede i en risikoreduktion på 10,1 % (p=0,027, 95 %

konfidensinterval 0,82-0,99) i antallet af patienter, der opnåede det primære sammensatte

effektmål. Dette skyldtes hovedsageligt en reduktion af hospitalsindlæggelserne for

dk_hum_41198_spc.doc

Side 13 af 20

hjerteinsufficiens. Behandling med 150 mg losartan reducerede risikoen for indlæggelse

for hjerteinsufficiens med 13,5 % i forhold til 50 mg losartan (p=0,025 95 %

konfidensinterval 0,76-0,98). Hyppigheden af død af alle årsager var ikke signifikant

forskellig i behandlingsgrupperne. Nyreinsufficiens, hypotension og hyperkaliæmi var

mere almindelige i 150 mg-gruppen end i 50 mg-gruppen, men disse bivirkninger førte

ikke til signifikant flere seponeringer i 150 mg-gruppen.

ELITE I og II-undersøgelserne

I ELITE-undersøgelsen, som blev udført over 48 uger med 722 patienter med

hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV), blev der ikke set nogen forskel mellem de

patienter, der blev behandlet med losartan, og de patienter, der fik captopril med hensyn til

det primære effektmål for en langtidsændring i nyrefunktionen. Observationen i ELITE I-

undersøgelsen, at losartan reducerede risikoen for dødsfald sammenlignet med captopril,

blev ikke bekræftet i den efterfølgende ELITE II-undersøgelse, som beskrives nedenfor.

I ELITE II-undersøgelsen blev losartan 50 mg en gang daglig (startdosis 12,5 mg titreret til

25 mg og derefter 50 mg en gang daglig) sammenlignet med captopril 50 mg tre gange

daglig (startdosis 12,5 mg titreret til 25 mg og derefter 50 mg tre gange daglig). Det

primære effektmål for denne prospektive undersøgelse var mortalitet af enhver årsag.

I denne undersøgelse blev 3152 patienter med hjerteinsufficiens (NYHA klasse II-IV) fulgt

i næsten to år (median 1,5 år) for at undersøge, om losartan reducerede den totale

mortalitet bedre end captopril. Det primære effektmål viste ingen statistisk signifikant

forskel mellem losartan og captopril i reduktion af mortalitet af enhver årsag.

I begge disse sammenlignende kontrollerede (ikke placebokontrollerede) kliniske

undersøgelser af hjerteinsufficienspatienter tåltes losartan generelt bedre end captopril målt

ved en signifikant lavere incidens af seponering på grund af bivirkninger og en signifikant

lavere incidens af hoste.

Der sås en stigning i mortalitet i ELITE II i den lille undergruppe (22 % af alle HF-

patienter), der tog beta-blokkere ved baseline.

Dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet (RAAS)

Kombinationen af en ACE-hæmmer og en angiotensin II-receptorantagonist er undersøgt i

to store randomiserede, kontrollerede studier (ONTARGET (ONgoing Telmisartan Alone

and in combination with Ramipril Global Endpoint Trial) og VA NEPHRON-D (The

Veterans Affairs Nephropathy in Diabetes)).

ONTARGET var et studie med patienter, der havde en anamnese med kardiovaskulær eller

cerebrovaskulær sygdom, eller som havde type 2-diabetes mellitus med tegn på

organpåvirkning.

VA NEPHRON-D var et studie med patienter med type 2-diabetes mellitus og diabetisk

nefropati.

Disse studier viste ikke signifikant bedre effekt på renal og/eller kardiovaskulære mål og

mortalitet sammenlignet med monoterapi, mens en øget risiko for hyperkaliæmi, akut

nyrepåvirkning og/eller hypotension observeredes. På baggrund af de fælles

farmakodynamiske egenskaber er disse resultater også relevante for andre ACE-hæmmere

og angiotensin II-receptorantagonister.

ACE-hæmmere og angiotensin II-receptorantagonister bør derfor ikke anvendes samtidigt

hos patienter med diabetisk nefropati.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 14 af 20

ALTITUDE (Aliskiren Trial in Type 2 Diabetes Using Cardiovascular and Renal Disease

Endpoints) var et studie, der skulle undersøge fordelen ved at tilføje aliskiren til

standardbehandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin II-receptorantagonist hos

patienter med type 2-diabetes mellitus og kronisk nyresygdom, kardiovaskulær sygdom

eller begge. Dette studie blev afsluttet tidligt pga. En øget risiko for bivirkninger. Både

kardiovaskulære dødsfald og apopleksi var numerisk hyppigere forekommende i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen, og bivirkninger og relevante alvorlige bivirkninger (såsom

hyperkaliæmi, hypotension og nedsat nyrefunktion) blev rapporteret hyppigere i aliskiren-

gruppen end i placebogruppen.

Pædiatrisk population

Pædiatrisk hypertension

Losartans antihypertensive virkning blev fastslået i en klinisk undersøgelse med 177

hypertensive pædiatriske patienter i alderen 6-16 år med en kropsvægt >20 kg og

glomerulær filtrationshastighed >30 ml/min/1,73 m

. Patienter, som vejede >20 -<50 kg fik

enten 2,5, 25 eller 50 mg losartan daglig, og patienter som vejede >50 kg fik enten 5, 50

eller 100 mg losartan daglig. Efter tre ugers administration af losartan en gang daglig

reduceredes det laveste blodtryk på en dosisafhængig måde.

Totalt set var der dosisrespons. Dosisresponsforholdet var meget tydeligt i den gruppe, der

fik lav dosis sammenlignet med den gruppe, der fik middeldosis (periode I: -6,2 mmHg

versus -11,65 mmHg), men det var mindre tydeligt, når man sammenlignede gruppen, der

fik middeldosis med gruppen, der fik høj dosis (periode I: -11,65 mmHg versus -12,21

mmHg). De lavest undersøgte doser, 2,5 mg og 5 mg, svarende til en gennemsnitlig daglig

dosis på 0,07 mg/kg, gav ingen konsistent antihypertensiv effekt.

Disse resultater blev bekræftet under periode II i undersøgelsen, hvor patienter blev

randomiseret til at fortsætte med losartan eller placebo efter tre ugers behandling.

Forskellen i blodtryksstigning sammenlignet med placebo var størst i den gruppe, der fik

middeldosis (6,70 mmHg middeldosis versus 5,38 mmHg høj dosis). Stigningen i det

laveste diastoliske blodtryk var dog den samme hos de patienter, der fik placebo, og hos

dem, der fortsatte på losartan på den laveste dosis i hver gruppe, hvilket igen antyder, at

den laveste dosis i hver gruppe ikke havde en signifikant antihypertensiv virkning.

Losartans langtidsvirkning på vækst, pubertet og generel udvikling er ikke undersøgt.

Langtidsvirkningen af antihypertensiv behandling med losartan i barndommen til reduktion

af kardiovaskulær morbiditet og mortalitet er heller ikke undersøgt.

Hos hypertensive (N=60) og normotensive (N=246) børn med proteinuri blev effekten af

losartan på proteinuri vurderet i en 12-ugers placebo- og aktivt kontrolleret klinisk

undersøgelse (amlodipin). Proteinuri var defineret som en protein/kreatinin-ratio på ≥0,3 i

urinen. De hypertensive patienter (i alderen 6-18 år) blev randomiseret til at få enten

losartan (n=30) eller amlodipin (n=30). De normotensive patienter (i alderen 1-18 år) blev

randomiseret til at få enten losartan (n=122) eller placebo (n=124). Losartan blev givet i

doser på 0,7 mg/kg til 1,4 mg/kg (op til en maksimal dosis på 100 mg pr. dag). Amlodipin

blev givet i doser på 0,05 mg/kg til 0,2 mg/kg (op til en maksimal dosis på 5 mg pr. dag).

Overordnet havde patienterne efter 12 ugers behandling med losartan en statistisk

signifikant reduktion af proteinuri i forhold til baseline på 36% versus 1% stigning i

placebo/amlodipingruppen (p≤0,001). Hypertensive patienter, som fik losartan, havde en

dk_hum_41198_spc.doc

Side 15 af 20

statistisk signifikant reduktion af proteinuri i forhold til baseline på -41,5% (95 %

konfidensinterval -29,9; -51,1) versus +2,4 % (95 % konfidensinterval -22,2; 14,1) i

amlodipingruppen. Faldet i både det systoliske og det diastoliske blodtryk var større i

losartangruppen (-5,5/-3,8 mmHg) versus amlodipingruppen (-0,1/+0,8 mmHg). Hos

normotensive børn sås et lille fald i blodtrykket i losartangruppen (-3,7/-3,4 mmHg)

sammenlignet med placebo. Der var ikke signifikant korrelation mellem faldet i proteinuri

og blodtrykket, men blodtryksfaldet var muligvis delvis årsag til faldet i proteinuri i den

gruppe, der blev behandlet med losartan.

Langtidsvirkningen af losartan hos børn med proteinuri blev undersøgt i op til 3 år i den

forlængede open-label safety fase af den samme undersøgelse, hvori alle patienter, der var

med i 12-ugers basisundersøgelsen blev bedt om at deltage. I alt var 268 patienter med i

den forlængede open-label fase og blev gen-randomiserede til at få losartan (N=134) eller

enalapril (N=134) og 109 patienter fik ≥3 års opfølgning (præspecificeret afslutningspunkt

på >100 patienter, der gennemførte 3 års opfølgning i den forlængede periode). Losartans

og enalaprils dosisområde, givet ud fra investigators skøn, var henholdsvis 0,30 til 4,42

mg/kg/dag og 0,02 til 1,13 mg/kg/dag. De maksimale daglige doser på 50 mg for <50 kg

kropsvægt og 100 mg for >50 kg blev for de fleste patienters vedkommende ikke

overskredet under undersøgelsens forlængede fase.

Sammenfattet viser resultaterne af safety-forlængelserne, at losartan var veltolereret og

førte til vedvarende reduktion af proteinuri uden betydelig ændring i glomerulær filtration-

hastighed (GFR) over 3 år. For normotensive patienter (n=205) havde enalapril en

numerisk større virkning end losartan på proteinuri (-33,0 % (95 % CI -47,2;-15,0) versus -

16,6 % (95 % CI -34,9; 6,8)) og på GFR ( 9,4 (95 % CI 0,4; 18,4) versus -4,0 (95 % CI -

13,1; 5,0) ml/min/1,73m

)). For hypertensive patienter (n=49) havde losartan en numerisk

større virkning på proteinuri (-44,5 % (95 % CI -64,8; -12,4) versus -39,5 % (95 % CI -

62,5; -2,2)) og GFR (18,9 (95 % CI 5,2; 32,5) versus -13,4 (95 % CI -27,3; 0,6))

ml/min/1,73m

Et open-label dosisbestemmende klinisk studie blev udført med henblik på at undersøge

sikkerheden og virkningen af losartan hos pædiatriske patienter i alderen 6 måneder til 6 år

med hypertension. 101 patienter i alt blev randomiseret til en af de tre forskellige startdoser

af open-label losartan: en lav dosis på 0,1 mg/kg/dag (N=33), en middeldosis på 0,3

mg/kg/dag (N=34) eller en høj dosis på 0,7 mg/kg/dag (N=34). Ud af disse var 27

spædbørn, som blev defineret som børn i alderen 6 måneder til 23 måneder.

Studiemedicinen blev titreret til det næste dosisniveau i uge 3, 6 og 9 for de patienter, som

ikke havde opnået blodtryksmålet og som endnu ikke var i behandling med den maksimale

dosis (1,4 mg/kg/dag, må ikke overstige 100 mg/dag) af losartan.

Ud af de 99 patienter, som blev behandlet med studiemedicin, fortsatte 90 (90,9%)

patienter til studieforlængelsen med opfølgningsbesøg hver 3. måned. Den gennemsnitlige

varighed af behandlingen var 264 dage.

Sammenfattet var det gennemsnitlige blodtryksfald i forhold til baseline næsten ens på

tværs af alle behandlingsgrupper (ændring fra baseline til uge 3 i SBT var -7,3, -7,6 og -6,7

mmHg for henholdsvis gruppen med den lave dosis, gruppen med middeldosis og gruppen

med den høje dosis; reduktionen fra baseline til uge 3 i DBT var -8,2, -5,1 og 6,7 mmHg

for henholdsvis gruppen med den lave dosis, gruppen med middeldosis og gruppen med

den høje dosis.). Der var dog ingen statistisk signifikant dosisafhængig respons (virkning)

for SBT og DBT.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 16 af 20

Losartan, i så høje doser som 1,4 mg/kg, blev generelt godt tolereret hos hypertensive børn

i alderen 6 måneder til 6 år efter 12 ugers behandling. Den samlede sikkerhedsprofil synes

at være sammenlignelig mellem behandlingsgrupperne.

5.2

Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Efter peroral administration absorberes losartan godt og undergår first-pass metabolisme,

hvorved der dannes en aktiv carboxylsyremetabolit og andre inaktive metabolitter. Den

systemiske biotilgængelighed af losartantabletter er ca. 33 %. Losartans og dets aktive

metabolits gennemsnitlige maksimalkoncentration nås i løbet af henholdsvis 1 time og 3-4

timer.

Fordeling

Både losartan og dets aktive metabolit bindes ≥ 99 % til plasmaproteiner, primært albumin.

Losartans fordelingsvolumen er 34 liter.

Biotransformation

Ca. 14 % af en intravenøs eller peroralt administreret dosis af losartan omdannes til dets

aktive metabolit. Efter peroral og intravenøs administration af 14C-mærket losartankalium,

er cirkulerende plasmaradioaktivitet primært knyttet til losartan og dets aktive metabolit.

Der sås minimal omdannelse af losartan til dets aktive metabolit hos ca. 1 % af de

undersøgte individer.

Ud over den aktive metabolit dannes inaktive metabolitter.

Elimination

Losartans og dets aktive metabolits plasmaclearance er henholdsvis ca. 600 ml/min og 50

ml/ min. Losartans og dets aktive metabolits renalclearance er henholdsvis ca. 74 ml/min

og 26 ml/min. Når losartan administreres peroralt, udskilles ca. 4 % af dosis uændret i

urinen, og ca. 6 % af dosis udskilles via urinen som aktiv metabolit. Losartans og dets

aktive metabolits farmakokinetik er lineær med perorale doser af losartankalium på op til

200 mg.

Efter peroral administration falder losartans og dets aktive metabolits plasmakoncentration

polyeksponentielt med en terminal halveringstid på henholdsvis ca. 2 timer og 6-9 timer.

Ved dosering en gang daglig med 100 mg akkumuleres hverken losartan eller dets aktive

metabolit i plasma signifikant.

Udskillelse både i galde og urin bidrager til elimination af losartan og dets metabolitter.

Efter en peroral dosis/intravenøs administration af

C-mærket losartan til mennesker, blev

ca. 35 %/43 % af radioaktiviteten genfundet i urin og 58 %/50 % i fæces.

Patientkarakteristika

Losartans og dets aktive metabolits plasmakoncentration hos ældre hypertensive patienter

var ikke signifikant forskellig fra den, der sås hos unge hypertensive patienter.

Hos hypertensive kvinder var losartans plasmakoncentration op til to gange højere end hos

hypertensive mænd, mens den aktive metabolits plasmakoncentration ikke var forskellig

mellem mænd og kvinder.

dk_hum_41198_spc.doc

Side 17 af 20

Hos patienter med mild til moderat alkoholinduceret levercirrose var losartans og dets

aktive metabolits plasmakoncentration efter peroral administration henholdsvis 5 og 1,7

gange højere end hos unge frivillige mænd (se pkt. 4.2 og 4.4).

Losartans plasmakoncentration er uændret hos patienter med kreatininclearance >10

ml/minut. Sammenlignet med patienter med normal nyrefunktion er losartans AUC ca. 2

gange højere hos patienter i hæmodialyse.

Den aktive metabolits plasmakoncentrationer er uændret hos patienter med

nyreinsufficiens eller hos patienter i hæmodialyse.

Hverken losartan eller dets aktive metabolit kan fjernes ved hæmodialyse.

Farmakokinetikken hos pædiatriske patienter

Losartans farmakokinetik er undersøgt hos 50 hypertensive pædiatriske patienter >1 måned

til <16 år efter peroral administration en gang daglig af ca. 0,54-0,77 mg/kg losartan

(gennemsnitlige doser).

Resultaterne viste, at den aktive metabolit dannes fra losartan i alle aldersgrupper.

Resultaterne viste groft set lignende farmakokinetiske parametre for losartan efter peroral

administration hos spædbørn og små børn, børn i førskolealderen, børn i skolealderen samt

unge. Metabolittens farmakokinetiske parametre adskilte sig i højere grad mellem

aldersgrupperne. Når børn i førskolealderen blev sammenlignet med unge, blev disse

forskelle statistisk signifikante. Eksponering hos spædbørn/små børn var forholdsvis høj.

5.3

Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data viser ingen speciel risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle

studier af generel farmakologi, genotoksicitet samt karcinogent potentiale. I gentagne

dosistoksicitetsundersøgelser inducerede administration af losartan et fald i de røde

blodcelleparametre (erytrocytter, hæmoglobin, hæmatokrit), en stigning i urinstof-N i

serum og lejlighedsvise stigninger i serumkreatinin, fald i hjertevægt (uden histologisk

korrelat) og gastrointestinale forandringer (læsion af slimhindemembranen, mavesår,

erosioner, blødninger). Som andre lægemidler, der direkte påvirker renin-

angiotensinsystemet, inducerer losartan bivirkninger i det sene stadie af fosterudviklingen,

som medfører fosterdød og misdannelser.

6.

FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1

Hjælpestoffer

Tabletkerne

Cellulose, mikrokrystallinsk

Magnesiumstearat (Ph. Eur)

Povidon K 25

Kolloid, vandfri silica

Natriumstivelsesglycolat (Type A)

Filmovertræk

Opadry hvid (lactosemonohydrat, hypromellose, titandioxid (E171), macrogol 4000)

dk_hum_41198_spc.doc

Side 18 af 20

Indigotin (E132) (kun i Ancozan 12,5 mg)

6.2

Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3

Opbevaringstid

4 år.

Holdbarhed efter første åbning:

HDPE-beholder:

6 måneder.

Opbevaringsbetingelser efter første åbning af beholderen:

Må ikke opbevares over 25˚ C.

6.4

Særlige opbevaringsforhold

12,5 mg

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.

Opbevares i original emballage for at beskytte mod lys.

50 mg og 100 mg

Opbevares i original emballage for at beskytte mod lys.

For opbevaringsbetingelser efter første åbning, se afsnit 6.3.

6.5

Emballagetyper og pakningsstørrelser

PVC/PVDC/Alu-blister (alle styrker)

Pakningsstørrelser

7, 10, 14, 20, 21, 28, 30, 50, 56, 60, 84, 90, 98, 100, 104 og 120 stk.

Enkeltdosisblisterpakning: 10×5 og 14×4 stk.

HDPE-beholder med PP-skruelåg (styrkerne 50 mg og 100 mg)

250 stk.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6

Regler for destruktion og anden håndtering

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale

retningslinjer.

7.

INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Sandoz A/S

Edvard Thomsens Vej 14

2300 København S

8.

MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)

dk_hum_41198_spc.doc

Side 19 af 20

12,5 mg:

41198

50 mg:

41200

100 mg:

41202

9.

DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE

19. august 2008

10.

DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

16. april 2019

dk_hum_41198_spc.doc

Side 20 af 20